Indlæg

Bygherre uden grænser

Efter en uddannelse som tømrer og en brækket ankel manglede Anders Schrøder eventyr i sit liv. Det blev starten på flere udstationeringer som frivillig. Først i Malawi som rådgiver og senest i Sydsudan, hvor han har stået for at planlægge og bygge hospitaler.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

MALAWI, 2012

I 2012 var jeg lige blevet udlært tømrer, men døjede med en gammel fodboldskade og kunne ikke arbejde uden at vågne med smerter. Da jeg opsøgte en ortopædkirurg, fortalte han, at min ankel havde været brækket siden dengang, og at jeg skulle stoppe med at dyrke meget motion, hvis jeg ikke ville sidde i kørestol, som 30-40-årig. Det gav mig et pusterum. 

Jeg kom aldrig på dannelsesrejse til Asien ligesom mange af mine jævnaldrende, fordi jeg startede i lære som 18-årig og var på arbejde fra 7 til 17. Det var bare direkte ud i voksentilværelsen. Men efter uddannelsen og operationen kom jeg i kontakt med Folkekirkens Nødhjælp, som havde et frivilligprogram i Malawi.

Jeg ville gerne opleve et eventyr, men jeg vil også gerne hjælpe andre mennesker, så da jeg hørte om Malawi, føltes det helt perfekt. Jeg blev indkvarteret hos en værtsfamilie i en lerhytte med tre værelser og bliktag og boede i en lille landsby med omkring 50-70 huse, som var helt afskåret fra omverdenen.

I Malawi boede Anders Schrøder i en lille landsby uden telefonforbindelse i tre måneder.

På det tidspunkt var Malawi et af verdens fattigste lande. Mit job var blandt andet at stå for en kvinde-låne-spare-gruppe. Hver måned lagde landsbyens kvinder en halv krone i en pulje, og hvis en kvinde ville starte en forretning op, kunne hun låne fra den pulje. Men det var også mit job at rådgive, så alle ikke åbnede et bageri eller en fiskehandler, hvilket havde været tilfældet tidligere.

Det var en livsomvæltende oplevelse for mig dengang. Før rejsen brugte jeg alle mine kræfter på at spille fodbold, træne, og arbejde, men i Malawi var der en helt anden livskvalitet. Selvom alt for mange lever i stor fattigdom, havde de en enorm glæde, som smittede af på mig. Da jeg kom derned, havde jeg også rygproblemer, men efter tre måneder på en sivmåtte var de helt væk. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at det var årsagen.

Jeg husker særligt en aften, hvor indbyggerne bryggede mjød. Hele landsbyen samlede sig om en stor tønde, og så stod de hele natten og rørte, fordi de ikke havde en røremaskine. Dagen efter var der kæmpe fest, mens de drak den her tykke, klumpede drik, som virkelig ikke smagte godt.

ANDERS SCHRØDER

31 år og opvokset i Hillerød. Han har været udsendt som frivillig i Malawi med Folkekirkens Nødhjælp i 2012 og to gange i Sydsudan med Læger uden Grænser i 2019 og 2021. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og arbejder til daglig som bygherrerådgiver.

På sin første tur til Sydsudan i 2019 opdagede Anders Schrøder, at der altid var en opgave at tage fat på eller et byggeprojekt, han kunne hjælpe med.

SYDSUDAN FØRSTE GANG, 2019

Da jeg kom hjem, besluttede jeg at videreuddanne mig til bygningskonstruktør. I den periode var jeg stadig frivillig hos Folkekirkens Nødhjælp Ungdom, men jeg var i tvivl, om jeg ville udsendes igen. Det ændrede sig, da jeg mødte en fyr på mit studie, som havde stået for de elektriske installationer i en af verdens største flygtningelejre. Da det gik op for mig, at jeg kunne komme af sted og samtidig bruge min faglighed, opsøgte jeg Læger uden Grænser i 2018.

Jeg tror, der er mange, der bilder sig ind, at man ikke også gør det for sig selv. At man kun gør det for andre. Men jeg gør det, både fordi jeg gerne vil hjælpe, og fordi det tilfredsstiller mig personligt og fagligt. Jeg kan se, at jeg udvikler mig, fordi jeg arbejder med så mange kulturer i et så omskifteligt miljø.

I februar 2019 tog jeg første gang til Sydsudan – et ungt land, der blev selvstændigt i 2011, og derfor skulle hele infrastrukturen og sygehjælpen bygges op. Der var – og er – en enorm underernæringskrise og en masse interne stridigheder og blodige opgør stammerne og generationerne imellem.

Jeg skulle stå for driften af to klinikker i området omkring byen Pibor i den vestlige del af landet. De færreste ved, at logistik i nødhjælpsarbejde er en af de absolut vigtigste ting. Hvis lægerne ikke har medicin, desinfektion eller bandager, hvis bygningerne ikke fungerer til deres formål, eller hvis strømmen går i tide og utide, kan du ikke hjælpe nogen.

Hospitalerne bestod af 6-8 simple bygninger af sten med et råt betongulv. Den eneste undtagelse var fødestuerne og operationsstuerne, som havde fliser for at holde infektionsniveauet nede. I Pibor var det primært fødsler, almindelige skader, som skulle syes, slangebid og underernæring. Hvis der kom mere alvorlige skader som skudsår, blev de sendt videre. Alligevel var det et andet pres end første gang, jeg var af sted, fordi det i mange tilfælde handlede om liv og død.

En hyggelig aften midt i aftensmaden kom der en melding over radioen. Strømmen i hospitalet var gået midt i et kejsersnit. Så greb jeg en lille generator og trak forlængerledninger i bælgravende mørke, indtil elektrikeren kom. Lægen havde heldigvis kun få minutter i mørket, så både mor og barn overlevede. Man er altid på arbejde, når man er af sted, og sådan nogle aftener gør én sindssygt høj, fordi man muligvis var med til at redde et liv. 

Men det betyder også, at nedturene er det større. En anden af mine opgaver var at stå for finde gravere til begravelserne. Lige efter man har reddet en kvinde og et barn med strøm til et kejsersnit, kommer der en kvinde med et dødfødt barn. Kontrasterne er så enorme.

Den eneste utrygge oplevelse, jeg havde, var en aften, hvor jeg skulle vikariere for sikkerhedsmanden. Pludselig kom der 50 mænd og unge drenge med våben op til indgangen – en af deres soldater var blevet skudt i et bagholdsangreb. Jeg måtte fortælle dem, at vi ikke behandler soldater. Normalt behandler vi alle, men i det område var situationen så højspændt, at vi ikke kunne have uniformer på hospitalet. Da han var blevet svøbt i tæpper, åbnede vi porten, men så begyndte alle at vælte ind. Jeg måtte sige bestemt, at der ikke måtte være våben eller uniformer på hospitalet.  

Det var svært at sige til 50 armerede soldater, for der havde været historier om plyndringer af klinikker i Sydsudan. Kort tid efter jeg tog hjem, lukkede et hospital, da området oplevede den største oversvømmelse i 70 år. Det eneste, der stod tilbage, var et toilet, jeg havde bygget, som var godt hævet over landjorden. Efterfølgende modtog jeg videoer fra lokale, som sejlede hen til toilettet.

SYDSUDAN ANDEN GANG, 2021

Da jeg kom hjem, søgte jeg nyt job. Til alle jobsamtaler blev jeg spurgt: ”Hvornår skal du af sted igen?” Men jeg var ærlig omkring det, for jeg vidste, at det skulle jeg. På min første udsendelse var alt nyt og kaotisk, men anden gang var det mere velkendt. Man kender maden, landet, udfordringerne.

I oktober rejste jeg atter til Sydsudan. Denne gang var jeg tilknyttet to projekter, hvor jeg skulle kortlægge og planlægge udvidelsen af to nye hospitaler. Det ene skulle ligge uden for en flygtningelejr for internt fordrevne med ca. 40.000 mennesker. Byen havde for få år siden 150.000 indbyggere, men på grund af borgerkrigen bor der nu kun 35.000. Resten bor i flygtningelejre eller er flygtet til Uganda.

Det var et enormt omfattende arbejde. Alt skulle gennemtænkes og godkendes ned til mindste detalje. Det kan være en forholdsvis lille ting som fodbakterier, der samler sig i sandstøvet og hvirvles ind på sygegangene. Hvordan undgår vi det, når de færreste bruger sko?

I 2021 vendte Anders Schrøder tilbage til Sydsudan. Herover en af Læger uden Grænsers klinikker.

Derudover er der det logistiske. Når jeg bestiller noget, tager det 3-6 måneder, før det kommer. Jeg skal tænke mange måneder frem, for man kan ikke bare løbe ned i byggemarkedet og hente fem skruer eller en tagplade. Så jeg bestiller altid 10 procent ekstra for at være forberedt. 

Jeg lærer noget nyt om mig selv hver gang, jeg er afsted. Det er hårdt arbejde, og man bliver presset. Men samtidig møder man så mange forskellige nationaliteter og kulturer, som gør det hele værd. Hvad enten det er en sydsudaneser eller en af de andre udstationerede, har de så mange vilde historier om deres liv. 

Jeg blev gift i september, men smuttede alligevel til Sydsudan i oktober, så der var ikke nogen honeymoon. Det er faktisk utroligt, hvor meget min kone har accepteret. Det er nok savnet til ens nærmeste, der er det sværeste ved at være afsted.

/

Styrtdyk

Cecilia Vanman droppede en karriere i modebranchen for at blive ekspeditionsleder og professionel eventyrer. Den 50-årige havpattedyrbiolog fortæller her om et afgørende dyk i Middelhavet, om en pukkelhval med måske menneskelig intelligens i Antarktis og om at sidde i en ubåd og næsten sejle ind i en sunket dansk skonnert i Grønland.
Tekst:Ulla AbildtrupFoto:Christina Hauschildt

GRÆKENLAND, 2003 

Jeg er uddannet sko- og taskedesigner ligesom min far og farfar, og jeg havde godt gang i karrieren i London i 90’erne. Som elev på designskolen blev jeg involveret i et velgørenhedsmodeshow, hvor jeg fik lov at designe sko i samarbejde med stjernerne Jarvis Cocker og David Bowie. Til auktionen efter showet solgte vores sko for 28.000 og 55.000 kroner. Priserne var så høje, at selv en avis som The Independent skrev om det. Pengene gik til at hjælpe børn i krigszoner, og det var mit stolteste øjeblik i den branche. I fritiden begyndte jeg at fridykke, altså uden brug af udstyr, og blev grebet af roen og naturen under havet. Det førte til, at jeg som 32-årig fuldstændigt skiftede spor og uddannede mig til biolog med speciale i havpattedyr ved Bangor University i Wales. 

På nettet søgte en filmproducent fridykkere til en optagelse i Grækenland, og jeg fik til min egen overraskelse tjansen sammen med to kvinder fra det engelske fridykkerlandshold, som jeg skulle agere sikkerhedsdykker for. Producenten havde set filmen ’The Big Blue’ – fridykkerfilmen over alle – og var både manuskriptforfatter, instruktør og filmens førsteelsker. Han kom desuden fra en græsk milliardærfamilie, så vi boede i familiens sommerhuspalads og arbejdede fra deres kæmpestore motorbåd i Middelhavet under optagelserne. Filmen blev virkelig dårlig, men den ændrede mit liv, fordi jeg mødte undervandsfotografen Louise Murray, som introducerede mig til livet som ekspeditionsleder. 

Under et job som fridykker på en film i Grækenland mødte Cecilia Vanman undervandsfotografen Louise Murray. Hun blev introduceret til arbejdet som ekspeditionsleder, og det ændrede hendes liv. Foto: Louise Murray

CECILIA VANMAN

er 50 år, forperson for Kvindelige Eventyreres Klub og den første danske kvinde, der er blevet optaget i den internationale The Explorers Club. Cecilia Vanman arbejder som foredragsholder, havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disney­nature og National Geographic Society. Hendes seneste rejse var i sensommeren 2021 til Grønland som havpatte­dyrbiolog på et forskningsprojekt. Hun skriver netop nu på en bog om sine eventyr i ødemarken og er i gang med at planlægge en sejlads til sommer rundt om Island.

CANADA, 2015

I 2007 havde Louise Murray og jeg samarbejdet om at dokumentere Sirius-patruljens udvælgelse af nye rekrutter i det nordøstlige Grønland. Bagefter bad hun mig være hendes assistent på en fem uger lang ekspedition med et crew, der skulle optage en naturfilm i den arktiske del af Canada. Det er siden blevet til adskillige eventyr i Canadas Arktis til søs, på land og i luften. 

I de områder, vi arbejder i, er der ofte mange isbjørne, som især om natten kan være farlige. Vi har selvfølgelig vagter, men intet slår en slædehund, når det gælder om at fornemme isbjørnenes nærhed. Derfor aftalte vi på et projekt at låne en slædehund af en lokal fanger. Hunden skulle flyves ud til vores lejr, fordi vi havde sat teltene op så langt ude i ødemarken, at der ikke var veje dertil. Til sådan en flyvning bruger man en bush-pilot, som er nogle gutter, der er på grænsen mellem det gale og geniale og kan lande, hvor ingen andre kan gå ned – på havis, i sne og på tundra. Hunden havde aldrig fløjet før, og da flyet landede på tundraen bag vores lejr, stak den af i fuldt firspring og forsvandt ud over det frosne hav. Piloten indså, at han burde have haft den i snor, og for at gøre gerningen god igen sprang han ind i flyet, lettede atter og drønede i sin lille enmotors-flyver ud over isen. Vi kunne se, hvordan flyet dykkede og drejede flere gange, og på den måde lykkedes det piloten at ’hyrde’ hunden uden om revner i isen og tilbage til lejren, hvor vi fik den i snor og beroliget.

Isbjørne kan komme farligt tæt på, når man laver naturfilm i den canadiske ødemark. Derfor bruger man gerne slædehunde som vagter i lejren. Foto: Cecilie Vanman

GRØNLAND, 2019

Som ekspeditionsleder får jeg nogle gange til opgave at planlægge og gennemføre private ekspeditioner for meningsdannere, tænkere, forskere, politikere og filantroper. Det er mennesker, som ved selvsyn vil opleve klimaforandringerne, der går meget hurtigt ved polarhavsområderne, hvor havtemperaturen stiger. På en af rejserne til Grønland var der en ubåd med på skibet, og selv om jeg lider lidt af klaustrofobi, kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig, da jeg fik lov til at komme med på et dyk. Vandet var fyldt med partikler, så udsynet var meget begrænset, men pludselig lå der en dansk skonnert fra 1910 foran os – vi var lige ved at ramme ind i den. Skibet var utrolig velbevaret på grund af det kolde vand, rigningen var stadig fæstnet til toppen af masterne, og skonnerten stod ret op og ned på havbunden. Det var en kæmpe oplevelse – og skønt at komme tilbage til skibet efter turen i den lille ubåd.

Alle medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub har et flag, som de tager med sig på deres rejser. Billedet her er efter et dyk i ubåd ved Grønland. Foto: Cecilie Vanman

SOUTH GEORGIA OG ANTARKTIS, 2019

Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov at skifte spor i livet og dermed har fået mulighed for at opleve magien i naturen. Jeg har haft mange store oplevelser på rejser i det meste af verden. En af de værste storme, jeg har oplevet, var i strædet mellem Argentina og Antarktis, hvor vi løb ind i 16 meter høje bølger. Det håber jeg aldrig, at jeg kommer ud for igen, selv om det er sundt at opleve, fordi man indser, hvor små vi mennesker er i forhold til naturens kræfter. 

Da vi gik i land på øen South Georgia, måtte vi zigzagge mellem 300.000-400.000 pingviner. Det var en sanseeksplosion: synet af de her kæmpestore fugle, der var upåvirkede af vores tilstedeværelse og gik helt tæt på og nogle gange nappede i buksebenet, og lugten. Stanken af fugle-guano (ekskrementer, red.)  ætsede sig nærmest ind i vores tøj. Og så skræppede de virkelig højt døgnet rundt, der var aldrig stille.

På en rolig og smuk dag tog vi på tur i en lille gummibåd. Et stykke fra båden lå tre pukkelhvaler helt stille. De havde sikkert netop ædt sig mæt i kril og tog en lur, så jeg slukkede for påhængsmotoren og sad bare og iagttog de store dyr, der kan blive 18 meter lange og veje op til 45 tons. 

”Pukkelhvalen svømmede rundt om og under vores båd i halvanden time. Jeg fornemmede tydeligt, at den forsøgte at kommunikere med os.” Foto: Cecilie Vanman

”På øen South Georgia var vi omgivet af 300.000-400.000 pingviner, som gik ret tæt på og kunne finde på at nappe os i buksebenene.” Foto: Cecilie Vanman

På et tidspunkt blev hvalerne opmærksomme på os, og især den ene var meget nysgerrig og nærgående. Jeg gætter på, at det var den ældste, for den havde flest ar. På et tidspunkt satte den kæberne på siden af vores gummibåd og skubbede os blidt af sted. På et andet tidspunkt lå den ved siden af båden og lavede luftringe. Jeg er sikker på, at den forsøgte at kommunikere med os. 

Hvalen svømmede flere gange rundt om båden og lagde sig på et tidspunkt under den med hovedet på den ene side af båden og halen på den anden. Og så løftede den os ganske let i vejret. Som om den ville veje os. Mødet med hvalen varede halvanden time, og det er en af de oplevelser, der gør, at jeg skriver artikler om naturen og holder foredrag for at få flere til at passe på den.

Cecilia Vanman skriver på en bog om sine oplevelser som havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disneynature og National Geographic. Foto: Cecilie Vanman

 

/

Et kig ud i verden

Kicki Kornerup lever spartansk i hverdagen for at kunne realisere sine rejsedrømme. Her fortæller den 35-årige arkitekt og eventyrer om at sove blandt leoparder og flodheste, om at opleve et jordskælv på Sydamerikas højeste bjerg og om at møde sin mor midt i ørkenen i Usbekistan.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

BOTSWANA, 2017

En uge efter jeg var blevet uddannet arkitekt, tog jeg på en tur fra Sydafrika til Zimbabwe med stop i blandt andet Namibia, Angola, Botswana og Zambia. Jeg skulle sidde på ladet af en ombygget lastbil med en lille gruppe danskere i halvanden måned, og undervejs skulle vi overnatte under åben himmel i den afrikanske natur. 

Vi kørte flere tusind kilometer på bumlede grusveje, og om aftenen slog vi vores primitive lejr op, overnattede på savannen med løvebrøl i baggrunden og levede af toastbrød med skiveost og hvidvin. Da vi ankom til Botswana, havde vi planlagt en safari til fods. Normalt kører man i en firhjulstrækker, men vi skulle vandre rundt og opleve dyrene helt tæt på. Vi parkerede ved en lille flodbred og skulle derfra videre med en speedbåd, som sejlede os ud til et øde sump­område.

Vi kom forbi en flodhesteflok, som dasede i vandoverfladen mens vi sejlede langsomt forbi. Jeg sad bagerst og kiggede på de her enorme dyr. Pludselig dykkede en af dem ned under vandet, og idet vi sejlede forbi, steg det her kæmpestore flodhestegab op fra vandet og snappeder efter båden. Man tænker måske, at de er meget nuttede med deres små, fede ben og plumpe krop, men de er meget aggressive og territorielle dyr.

Da vi ankom til sumpområdet, satte vi vores lejr op. Med lejr mener jeg et par enkle pavilloner, som minder om dem, man tager med på Roskilde Festival. Andet var der stort set ikke. Vi var nogle få personer, der sad rundt om bålet første aften, og pludselig gik en gruppe aber i et træ fire meter fra os fuldstændig amok. Vores guide pegede ud i mørket, og fortalte så, som det mest naturlige i verden, at det nok var på grund af den leopard, der gik lige derovre i nærheden. Den var altså 4-5 meter væk.

Da jeg skulle i seng, indså jeg, at det ikke var så smart, at vi havde placeret vores telte langs sumpen. Der var omkring hundrede meter fra bålpladsen til mit telt, og da solen var gået ned, var det kulsort. Jeg gik langs sumpen, og jeg bad til, at der ikke ville dukke sultne krokodiller op af vandet, eller at der ville komme en flodhest.

Om natten vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse. Inden jeg nåede at lyne mit telt op, kunne jeg høre en tung prusten udenfor. Det var en flodhest, der gryntede lige foran mit telt. Så jeg var tvunget til at holde mig.

Dagen efter skulle vi på walking safari og fik at vide, at vi skulle stå musestille, hvis vi mødte en elefant, og at vi skulle smide tasken eller jakken og løbe i zigzag, hvis de løb efter os, fordi de ikke ser så godt. Guiden fortalte også om et nygift par, der blevangrebet af bøfler, og om manden i forholdet, der kravlede op i et træ for at redde sig selv.

Vi fik i det hele taget mange instrukser om, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi mødte vilde dyr, og derefter padlede vi hen til en anden sump-ø i kano. Vi gik, og inden længe mødte vi en kæmpe elefant, som frontede os. Den rokkede frem og tilbage, mens den blafrede med ørerne.

Jeg har aldrig været så bange og så stille. Det var de længste 15 minutter i mit liv. Da elefanten endelig smuttede videre, kastede en i vores gruppe op af ren og skær frygt.

Vi fortsatte med at gå i en lang slangeformation i det meterhøje græs efter nogle friske løvespor. Der boede en løvefamilie i nærheden, men da vi kom til deres bosted, var de væk på jagt. I en lysning ikke langt derfra fandt vi en fortæret bøffel. Der lå kun kranium og knogler tilbage.

Vi brugte en hel dag til fods med at trave rundt efter dyr. Tilbage ved campen den aften var jeg helt udmattet, fordi kroppen havde været i alarmberedskab så længe. Vi følte os som gamle soldaterkammerater, der havde været igennem noget helt specielt sammen.

Teltene er slået op efter endnu en dags vandring mod Aconcaguas top.

ARGENTINA, 2019

Jeg rejste til Mendoza i Argentina for at bestige Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua, på 6.962 meter. Mendoza er den nærmeste store by, og det meste af året er den fyldt med Gore-Tex, store ambitioner og en masse historier. Byen er et mekka for bjergbestigere, og folk kommer ikke med et halvfærdigt projekt eller en fiks idé. Det er folk, der ved, hvad de laver, og man har udstyr med for 100.000 kroner.

Før jeg kom op på bjerget, skulle jeg akklimatiseres, og jeg trænede på fire andre bjerge for at vænne mig til højderne. Det er lidt ligesom at hoppe på trampolin. Lidt op, så lidt ned, så lidt højere op, og så ned igen. Aconcagua ligger i en stor nationalpark, og man skal krydse et modtagecenter med helikopterlandingsplads. Folkene i receptionen vejede mig og noterede, hvor længe jeg skulle være der. Med de oplysninger kunne de regne ud, hvor meget afføring jeg ville generere, som jeg skulle have med ud igen. Hvis jeg ikke havde det med ud, ville jeg få en ret stor bøde, fordi afføring ikke kan nedbrydes i minus 20 grader.

Støvlerne vejer to kilo stykket og går til op under knæet, så høj sne ikke trænger ind i støvlen.

Jeg skulle gå 40 kilometer gennem en kløft i stegende hede for at komme til Aconcagua Base Camp. Det tog to dage med udstyr igennem et ørkenlignende landskab. Basecampen ligger i knap 4.500 meters højde, hvor landskabet ændrer sig fuldstændigt. Det var koldt og friskt med is og klipper. Min gruppe og jeg havde hviledag en enkelt dag, før vi tog videre. Jeg havde tilfældigvis fødselsdag, og de andre overraskede mig så med en lagkage, der blev fløjet ind med helikopter. Så sad vi ellers bare dér, en stor gruppe i dynejakker og sang fødselsdagssange.

Dagen efter grinte de andre af mig, fordi jeg havde taget otte liter vand med op til vores første stop. Normalt samler man is og sne i sin dunk, tør det op i en lille gryde, og drikker det. Det blev gradvist koldere med mere sne og is, og vi var så højt oppe, at vi kunne se til Chile og Stillehavet. Man forstår kun dimensionerne af bjerge, når man er der. Solnedgangene var så storslåede, de var lilla, pink og orange, og stjernehimlen var så klar. 

Jeg laver altid sudoku, når jeg bestiger bjerge. Når man kommer op i højderne, er der mindre ilt og et andet tryk i hjernen. For mig er sudoku en nem måde at se, hvor meget jeg fatter. Hvis man er hårdt ramt af højdesyge, kan man sidde og kigge på en kiks og et glas vand og ikke vide, hvad det er.

På Camp 2 begyndte vi alle at blive pressede. Vi var over 6.000 meter, og man bliver stakåndet, hvis man skal ud at tisse, og jeg begyndte at miste appetitten. Når jeg spiste noget, havde jeg lyst til at kaste op, og det kunne snildt tage en time at få spist. Jeg havde nogle meget kalorieholdige vingummier med, som jeg lod smelte i munden, for når jeg tyggede, føltes det som at blive kvalt. Der er en kronisk kvælningsfornemmelse i højderne, og man hiver efter vejret. 

Da vi kom til Camp 3, var det så koldt, at vi slog telt op på is. Jeg lavede igen en sudoku og fandt ud af, at min hjerne var påvirket, uden jeg havde opdaget det. Jeg var vist lidt kuk. Jeg havde  blå læber og trak nærmest vejret som en døende. Det var sidste stop, før vi skulle toppe bjerget.

Fra Aconcagua er der udsigt til hele nationalparken.

Vi tog af sted klokken to om natten, så vi kunne se solopgangen på toppen. Topforsøget føltes som et maraton i en fryser med de værst tænkelige tømmermænd, mens man trak vejret gennem et sugerør. Jeg havde lyst til at kaste op, mens hele min krop skreg på at komme ned derfra. Men vi stod en halv time på toppen, fordi det var så flot og perfekt vejr. 

Da vi endelig ankom til base­camp, fejrede vi det med pizza og champagne i teltet. Morgenen efter vågnede jeg tidligt, tog mine støvler på og hørte en enorm rumlen, som jeg ikke forstod. Det hele begyndte at brage, og folk råbte, at det var et jordskælv. Is, sne og klipper væltede ned ad bjergsiderne rundt om mig, men heldigvis kom ingen til skade. 

Efter jeg havde gået de 40 kilometer mod nationalparkens udgang, afleverede jeg min afføring, pakkede mine ting, og vi kørte mod civilisationen igen. Men på vejen var vi nødt til at vende om på grund af jordskælvet. Vejen var flækket på tværs, og to lastbiler lå halvvejs nede i revnen som spisepinde. 

Timur Lenks gravsæde i Samarkand. Usbekistan har mere end 2.000 moskeer og er berømt for sin islamiske arkitektur.

USBEKISTAN, 2019

Ved siden af mit arbejde som arkitekt har jeg arbejdet som rejseleder på silkevejsruten i Usbekistan. Jeg er meget fascineret af ruten, der er fyldt med historier om travle handlende, og selvfølgelig om Djengis Khans hærgen, den er et kulturelt og historisk miskmask. Jeg har været i landet tre gange og rejst tværs igennem fra Kasakhstan-siden til den afghanske grænse. Det er et helt fantastisk land, der er kendt for sin smukke arkitektur, astronomi og for Silkevejen. 

Min mor er også rejseleder, og ved flere lejligheder har vi krydset hinanden i udlandet. I 2019 skulle vi stå for hver sin danske gruppe i Usbekistan, og vi startede i hver sin ende af landet. Da det var en silkevejstur, skulle vi se de smukke markeder med tæpper og tørklæder, moskeer, minareter, handelsportaler og sommerpaladser. 

Min gruppe begyndte i hovedstaden Tasjkent, som ligger i den nordøstlige del af landet. Derfra kørte vi flere tusind kilometer over 14 dage i en stor, moderne bus. Landevejene var helt golde, vi kørte i et helt tørt ørkenlandskab, men når man stopper ved en by, er der bygninger på UNESCOs verdensarvsliste. Det er et af de få lande i verden, som er såkaldt dobbelt landlåst. Landlåst betyder, at der ikke er adgang til hav, og dobbelt landlåst betyder, at nabolandene heller ikke har adgang til hav. 

Fortet omkring Bukhara er 16-20 meter højt.

En af dagene kørte vi 10 timer gennem ørkenen. Efter nogle timer holdt vi pause på en meget afsondret restaurant. Det var et hus, en veranda, små plastikstole, et hul i jorden som toilet, og indenfor kunne man købe en Fanta, brød og grillet lam.

Bag min ryg havde vores lokalguide aftalt med min mors lokalguide, at vi skulle holde ind netop dét sted og dén dag. Da jeg stod på verandaen, så jeg pludselig min mor stå ved landevejen og vinke i den her tomme usbekiske ørken. Vi endte med at sidde 35 danskere og skråle danske sange. 

Jeg har før mødt hende tilfældigt i internationale lufthavne, men at møde hende dér og sidde med så mange danskere i en ørken i Centralasien med hundredvis af kilometer til nærmeste by var simpelthen for skørt. Bagefter krammede vi alle farvel og drønede hver vores vej gennem Usbekistan.

Kicki Kornerup er 35 år. Hun har besøgt 60 lande og har besteget Europas og Sydamerikas højeste bjerge. Hun er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder som kunstmaler og rejseleder. I oktober var hun i Nepal for at bestige bjergene Mera Peak og Baruntse. Til vinter skal hun lede en gruppe op på Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.

/

Ole Boisens Danmark

Skuespilleren og sangeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nikoline Liv Andersen, Colourbox

TINGSTEDET, KØBENHAVN

”På det gamle torv i Valby, hvor jeg bor, går jeg til ostemanden, fiskemanden og skomageren. Det gamle Valby emmer af kultur og landsbystemning – indimellem ringer turister på for at se vores baggård, hvor der blev optaget nogle scener med Dynamit-Harry til Olsen-Banden.” 

AGRI BAVNEHØJ, MOLS

”Min kone og jeg vandrer overalt, vi kan komme til det, og et par gange om året går vi Bjergetapen i Mols Bjerge, vel nok Danmarks mest kuperede terræn. Her er vilde heste og udsigt over det meste af Mols, Aarhusbugten og Samsø.”

FREDERICIA

”Jeg underviser på Musical­akademiet i Fredericia og elsker det kvadratiske gadenet og voldanlægget med kanonerne, der blev anlagt af Frederik III, da han grundlagde fæstningsbyen i 1650. Jeg er også undervandsjæger og fanger torsk og makrel i Lillebælt, Danmarks dybeste, mest strømfyldte farvand.”

Ole Boisen, 56, er skuespiller og sanger. 3.-28. november er han aktuel i ’Shu-bi-dua The Musical’ på Fredericia Musicalteater. Forestillingen tager på danmarksturné i 2022.

/

Verdens mester

Christian Jungersen pendler ofte rundt mellem verdens storbyer som Airbnb-bums. Den 59-årige succesforfatter fortæller her om sit møde med ekstremernes New York, om at finde dyb ro på et spirituelt luksushotel i Thailand og om at bo og leve blandt ’vilde’ mennesker i et renoveret vaskeskur i Malta.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

NEW YORK

I 2007 flyttede jeg til SoHo i New York i to måneder, fordi jeg fik tilbudt en legatlejlighed, som forfattere kunne låne. Det var en fantastisk lejlighed med tagterrasse i et af byens dyreste kvarterer.

Fordi min bog ’Undtagelsen’ udkom derovre på det tidspunkt, blev jeg venner med andre forfattere og journalister, som jeg bagefter savnede, når jeg var væk. Det er også derfor, jeg besøger byen en måned om året, hvor jeg bor hos mine venner eller på Airbnb. Jeg har boet hos alle mulige mennesker. Blandt andet har jeg været Airbnb-bums hos nogle unge franske finansfolk, som var i New York for at skabe en karriere på Wall Street. Vi boede i East Village med madras på gulvet og lagner for vinduerne, når solen blev for stærk. 

Nogle af mine venner i New York er uddannet på Harvard eller Yale. Der er noget fascinerende ved at komme i sådan et miljø. Det ene øjeblik taler de om basketball, og det næste sekund diskuterer de komplicerede intellektuelle værker. Den der enorme råstyrke af uddannelse og belæsthed er dejlig at være i selskab med. 

Da jeg som 22-årig gik rundt i gaderne i Greenwich Village, der dengang var et kunstnerkvarter, kan jeg huske, at jeg kiggede op på en kunstnerlejlighed. Der var kæmpe malerier på væggene og udsigt lige ned i Washington Square Park. Jeg tænkte, at dét må være det bedste liv. At bo i New York, arbejde med kunst, ikke skulle gå på kontor hver dag og alligevel have råd til sådan en lejlighed. Det har været en drøm for mig siden dengang.

New York er en by, som folk rejser til, når de er unge, for at kæmpe og forsøge at blive så gode, de overhovedet kan til hver deres ting. En ud af 20 bliver hængende, fordi de får succes. Resten flytter tilbage, hvor de kommer fra. Det er en by af folk, der kæmper hårdt. Det er derfor, gademusikanterne er så dygtige, og billedkunstnerne er så gode. Det gælder faktisk alle. Fra reklamefolk til børsmæglere. Bedre operasangere, bedre bands, bedre alting. Men mange ting er også værre. Det er en meget kold by. Folk er der for sig selv. Det er byens bagside. Hvis du er nede, er du helt nede, og hvis du er oppe, er du helt oppe. 

Derhjemme var jeg netop blevet bestsellerforfatter, men her var jeg underground. Vi var til fester hos tidsskrifterne The Paris Review og The New Yorker, fordi nogle kendte nogle. En af de første fester var hos The Paris Review. På femte sal i en anonym lagerbygning var der 200 unge mennesker, som alle var besat af litteratur og drømte om at blive forfattere. Så stod man der med dem og drak billig vin.

De forfattere, jeg hang mest ud med, mødtes i en lagerbygning i Brooklyn, drak sprut af plastikkrus og spiste billig kebab. Det giver højstatus i det miljø at bo i en slummet lejlighed, gå i billigt genbrugstøj og ikke have råd til noget. Men mange lader som om og har i virkeligheden forældre, der er millionærer. 

MALTA 

Mit første møde med Malta i 2012 er nok den tur, der har ændret mit liv mest. Jeg har en ven, der ejede en lejlighed dernede, og den lånte jeg en måneds tid til et skriveophold. Det endte med, at jeg forlængede mit ophold, og så forlængede jeg det igen. Jeg endte med at bo der i et par måneder, før jeg besluttede at leje lejligheden året rundt og bo der.

Det er selvfølgelig skønt, at det er varmt, og solen skinner. Men det vigtigste for mig er menneskene. Jeg er medlem af en del grupper for udlændinge, der bor i Malta. Her har jeg mødt de vildeste mennesker. Det er tyrkiske operasangere, østrigske advokater, tidligere efterretningsagenter og en fysikprofessor, der har opfundet et matematisk system, som han har solgt for mange millioner. 

Det var en befriende oplevelse at flytte til Malta. Mennesker, der emigrerer, har det ofte enten rigtig godt eller rigtig skidt, der hvor de kommer fra. Det er mennesker, der er lidt anderledes, og derfor kan du møde folk, der har ting i bagagen, man ikke tror er mulige, og som forsøger at starte et nyt liv. Det er så inspirerende. En kvinde i min omgangskreds var engang mand og revisor. Hun tog til Malta, blev kvinde, og nu arbejder hun som kunstfotograf. 

Malta er et sted, folk flytter til for at genopfinde sig selv. Jeg indså, at jeg skulle have fast base på Malta, da jeg efter fem udlandsrejser i træk længtes tilbage. Når jeg er på øen, har jeg fornemmelsen af at være i én stor spa med skønne, overraskende mennesker. 

Der er ikke noget federe end at tage på bådtur en weekend med sine venner, lægge til ved en lille ø i Middelhavet, stille et musikanlæg og en barbecue op på stranden og så ellers danse med 100 mennesker fra hele verden. Det er nærmest som en fuldmånefest i Thailand, hvor  alle bare 50 eller 60 år – ikke 21. Jeg kan godt lide at gå til en fest og ikke vide, hvad der sker fem timer senere. I Danmark er det som regel kun unge, der fester sådan.

Jeg bor meget småt i en et-værelses lejlighed med udsigt over Middelhavet. Og der lever og skriver jeg så, i et konverteret vaskeskur på toppen af en betonblok. Mange danskere derhjemme vil gerne have deres egen lille ’restaurant’ hjemme i lejligheden. Der skal være plads til at invitere 12 mennesker, men hvor ofte gør de det? Det giver mere mening for mig at spare de penge på husleje og i stedet rejse pengene op og invitere mine venner på restaurantbesøg en gang imellem. 

THAILAND

En af mine venner på Malta er hypnoterapeut. Hun har i mange år rejst rundt og arbejdet på forskellige luksushoteller i Asien – steder, som har deres egne krystalhealere, eksperter i urtete fra Tibet og terapeuter til gæsterne. 

Hun fortalte mig om hele den verden af spirituelle luksushoteller, hvor man betaler 5.000 kroner i døgnet, fordi man gerne vil have, at ens kinesiske naturlæge kommer fra Kina, og at ens yogalærer kommer fra Indien. Og man vil måske både have en yogalærer og en yogakonsulent. Det er på det niveau. Det er en ekstrem hippie-overklasse, og det lød skægt. 

Jeg ved godt, at andre måske synes, det er latterligt, men det synes jeg ikke. Hvis folk har røven fuld af penge, hvorfor så ikke bruge nogle af millionerne på en yogalærer i stedet for på en Ferrari eller et hus på Maldiverne?

Det liv ville jeg gerne inkludere i min nye roman ’Du kan alt’, men jeg havde ikke råd. Så jeg landede en aftale med Dagbladet Børsen om for en meget lille løn at anmelde luksushotellet Kamalaya på den sydlige del af øen Koh Samui. Derefter ringede jeg til hotellet og spurgte, om de ville anmeldes i Skandinaviens største avis for millionærer. Det ville de gerne. Og så gav de mig gratis ophold i en uge.

Jeg fik hele luksusbehandlingen. Jeg blev hentet i lufthavnen i limousine, som kørte mig op til min egen lille villa. Der er plads til omkring 100 gæster, og hotellet har næsten fire gange så mange ansatte. En aften spiste jeg middag med hoteldirektør John Stewart, som er tidligere buddhistmunk, og hans kone, som er kinesisk naturlæge. Han fortalte, at han begyndte sin erhvervskarriere med en yogatøj-business og derefter blev vurderingsmand af tibetansk kunst for de store auktionshuse i New York og London, inden han besluttede sig for at lave det her spirituelle luksushotel. Her ville han give oplevelsen af spirituel søgning på femstjernet niveau og mere til.

Den første, jeg mødte, efter at jeg var blevet kørt til min villa, var min personlige sundhedsvejleder, som jeg skulle fortælle om mine problemer og ønsker. Jeg fortalte, at jeg gerne ville kunne skrive længere og mere fokuseret, og at jeg havde lidt rygproblemer. Så sammensatte hun en pakke med min egen personlige meditationscoach, min egen personlige yogacoach, min egen personlige kinesiske urtelæge og en række andre ting.

Et kapitel i min nye roman bygger på det ophold. Jeg har hængt ud med de mennesker og ved, hvordan det er at være mangemillionær sådan et sted. 

Min nye roman handler også om ungdomskriminelle, så jeg deltog i et voldsforebyggelseskursus i Jyderup Fængsel, hvor jeg blev undervist i, hvordan jeg kan undgå at slå folk ned. Det er kurser, de har i fængslerne. Og så har jeg også uddannet mig selv som hypnoterapeut, fordi jeg troede, min hovedperson skulle være hypnoterapeut. Det endte han så med alligevel ikke at blive, men sådan er det jo.

CHRISTIAN JUNGERSEN

er født i 1962 og er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet. Han debuterede i 1999 med romanen ’Krat’. I 2004  udkom ’Undtagelsen’, og i 2012 romanen ’Du forsvinder’, der begge er filmatiseret. Christian Jungersen er en af de bedst sælgende nulevende danske forfattere og har blandt andet modtaget Bogforums Debutantpris, Statens Kunstfonds treårige stipendium, De Gyldne Laurbær, P2-romanprisen og Læsernes Bogpris. Han udkom 27. september med romanen ’Du kan alt’ på Gyldendal, hans fjerde roman efter debuten i 1999. Han bor i dag i Malta.

/

Big Bang

Han har optrådt på egnsteatre, medvirket i store Hollywood-produktioner og alt derimellem. Her tager 54-årige Claes Bang dig med på job med en abe i Tyskland, ombord på et privatfly til Amsterdam for at nå et damptog og til pladeindspilning med Kasper Winding i Paris.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Neilson Barnard/Getty Images for DIFF, Magnolia Pictures, HBO, Sony Pictures

ABEN HOLDER FRIDAG, BERLIN

Den film, der har påvirket min karriere mest, er uden tvivl ’The Square’ af Ruben Östlund, som vandt en Guldpalme i Cannes i 2017. Det er en svensk film af en svensk instruktør, men der er danske og tyske støttekroner bag filmen, og det betyder i nogle tilfælde, at man skal filme i de pågældende lande. Vi skulle i hvert fald skyde noget af filmen i Tyskland, hvilket passede med, at vi skulle bruge en bestemt type abe til en scene, som man ikke kan opstøve i Skandinavien. 

I filmen er der en scene, hvor jeg er hjemme hos en kvinde, og mens jeg tager skoene af, kommer aben gående rundt i lejligheden. Der var ingen, der havde den specifikke type abe, og der er åbenbart nogle regler, som forbyder import af aber.

Det viser sig så, at de har forskellige bonobo-aber (der er særligt sexglade, red.) i Tyskland, og så gav det jo sig selv at optage abe-scenerne i Berlin. Vi skulle ankomme 1. oktober og have vores første optagedag med aben to dage senere. Men 3. oktober er ’Tag der Deutschen Einheit’ – genforeningsdagen, hvor alle i Tyskland holder fri. 

Jeg kan tydeligt huske, da produktionen finder ud af det, for de tyske abepasseres kommentar var: ”Den dag arbejder aben ikke.” Jeg troede, at vi var ih og åh så vigtige, men det kunne der simpelthen ikke laves om på.

I stedet lejede vi en fransk abe, som kom med et entourage på 12 personer og en manual på hundredvis af sider, hvor der stod, at aben er et vildt dyr, og at den vildskab kunne blive fremprovokeret af de mindste ting. Der stod blandt andet, at vi ikke måtte synge i nærheden af aben. Alt skulle foregå stille og roligt og så afdæmpet som muligt. I filmscenen, hvor jeg er hjemme hos kvinden, kommer aben gående rundt i lejligheden, men man kan ikke se, at der stod to personer i alle hjørner af lejligheden klar til at gribe den, hvis den af en eller anden grund skulle gå amok. 

Jeg var skrækslagen for det dyr. Det er 120 kilo muskler, som er totalt utilregnelige. Jeg skulle ikke holde den i hånden eller ae den i pauserne eller den slags. Og jeg overholdt alle regler i manualen. Det var bekymrende nok i sig selv, at det var nødvendigt at have 12 mennesker klar, hvis den skulle finde på noget. Det gør man jo ikke, hvis det slet ikke kunne ske. 

Jeg kan ærligt talt ikke fortælle, hvad den abe skulle i filmen, men jeg mindes, at Ruben Östlund synes, der er for få aber i film helt generelt. 

Den underfundige og kunstmiljøsatiriske ’The Square’ (2017) instrueret af Ruben Östlund vandt en Guldpalme i Cannes og blev Claes Bangs gennembrudsfilm.

CLAES BANG

Er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996. Siden har han optrådt på teatre over hele landet og spillet med i et væld af danske serier.

I 2017 havde han hovedrollen i den Guldpalme-vindende film ’The Square’. Han har også medvirket i det prisvindende drama ’The Affair’, og i 2020 havde han hovedrollen i BBC’s miniserie ’Dracula’.

Ved siden af arbejdet som skuespiller har han udgivet musik under navnet ’This is not America’. I maj udkom ep’en ’Songs of Love’, som er blevet til i samarbejde med Kasper Winding og Henrik Balling.

DAMPTOG OG PRIVATFLY, AMSTERDAM OG ALLERØD

I 2018 havde jeg mit første store filmstjerne-moment. Jeg var blevet tilbudt en bærende rolle i filmen ’The Last Vermeer’ sammen med blandt andre Guy Pearce. Desværre havde jeg nogle forestillinger med monologen ’Ondskaben’ i Danmark samtidig. Derfor satte jeg mig for, at det skulle lykkes at udføre begge dele uden at gå på kompromis med hverken filmen eller teaterstykket.

Jeg har opført ’Ondskaben’ omkring 400 gange siden 2002, så det blev mig meget magtpåliggende, at jeg ikke blev sådan en, der skrider fra alle aftaler, så snart udlandet ringer. Jeg ville ikke have ry for at være en, man ikke kan regne med, og så vil jeg heller ikke brænde en masse broer ved at opføre mig som en odder. 

Filmens instruktør havde stor respekt for, at jeg gerne ville holde mine danske aftaler, så vi fik det tilpasset sådan, at det ikke ville kollidere. Der var dog en scene i filmen, hvor jeg skulle stå lidt uden for Amsterdam i et velpresset jakkesæt og i en flot herrejakke fra 1945, mens et damptog kørte væk i baggrunden. Den scene var nærmest umulig at få i stand, fordi skinnenettet er så travlt i Holland. Det betød, at vi skulle optage en bestemt søndag i april, hvor jeg samtidig havde en optræden på Mungo Park i Allerød nord for København.

Det var nødvendigt, at jeg stod sminket og omklædt på togstationen uden for Amsterdam klokken 16, så damptoget kunne køre på det aftalte tidspunkt. Forestillingen i Danmark fik vi derfor rykket to timer frem. Jeg gik på klokken 12 og forlod scenen klokken 13. Et kvarter senere sad jeg i en taxa, som kørte mig direkte til lufthavnen, hvor jeg blev dirigeret uden om security-området, fordi jeg skulle med et privatfly.  

’The Last Vermeer’ (2019) er instrueret af stenrige Dan Friedkin. I filmen, der handler om kunst, forfalskninger og nazi-kollaboratører, spiller Claes Bang (t.h.) den ene hovedrolle som kaptajn Joseph Piller.

Filmens instruktør hedder Dan Friedkin, og han er meget rig. Han er så rig, at han i efteråret købte fodboldklubben AS Roma, og så har han tre private Gulfstreams. Det var et af de fly, han havde sendt til København for at få mig til Amsterdam. Det var første gang, jeg fløj med privatfly, og jeg anede ikke, at der var en særlig indgang til privatflyene, og at man bliver kørt i bil ud på landingsbanen. Det var en sindssyg oplevelse, og jeg nåede nærmest ikke at skænke det en tanke, fordi jeg havde travlt. Klokken 13.45 gik jeg ind i privatflyet, og kort tid efter lettede vi. 

Der er ekstremt god plads i sådan et privatfly. Havde det været en længere tur, kunne jeg have taget en lur på min egen soveplads, og Dan Friedkin har sit eget værelse om bord, når han skal over Atlanten. Det var først, da jeg satte mig i de meget gode læderstole, at jeg tænkte over, at det måske ikke var helt godt for planeten. Sikke et miljøsvineri.

Jeg landede omkring klokken 15 i Amsterdam og blev kørt direkte ud til togskinnerne i den her forstad. Jeg klædte om til fint jakkesæt i bilen og blev sminket, så godt det nu kunne lade sig gøre i en kørende bil. Klokken 16 blev der sagt action, hvor jeg traskede væk fra damptoget, som kørte ud i horisonten. Det var tre timer efter, jeg forlod forestillingen i Allerød. Det er det tidspunkt i min karriere, hvor jeg har følt mig mest som en filmstjerne.

Jeg ser det ikke nødvendigvis som et eksempel på succes. Jeg synes faktisk, at jeg er god til at sætte pris på de forestillinger, som bare fungerer, og de dage, der giver mening, om det så er en stor produktion eller en teaterforestilling.

Claes Bang er uhyggelig god i Netflix-serien ’Dracula’.

POPHÅR OG UNGDOMSIDOLER, PARIS

For at forbedre mit klimaaftryk en smule besluttede min kone og jeg, at vi skulle tage toget til Paris i 2019, hvor jeg skulle til en læseprøve på et filmmanuskript, som Kasper Winding har skrevet. Da jeg modtog manuskriptet, arbejdede jeg på serien ’The Affair’ i Los Angeles, og jeg faldt nærmest ned af stolen, da en af mine venner spurgte, om Kasper Winding måtte få mit telefonnummer. 

Det var et vanvittigt spørgsmål, for Kasper Winding var og er en af mine store helte. Som ung havde jeg alle hans plader, og jeg dyrkede virkelig hans musik. Det var dengang, jeg havde hår som John Taylor fra Duran Duran og lyttede musik, til mine ører blødte. Hver eneste gang jeg skulle til frisøren, havde jeg et lille billede af John Taylor med mig, så jeg kunne få hans nyeste frisure. 

Læseprøven foregik hos Kasper Winding i Paris, og jeg vil faktisk hellere tage toget, end jeg vil flyve, men hvor var det besværligt. Først var der stop og skift i Hamborg, hvor vi skulle vente så længe, at vi gik på museum. Videre med nattog til Freiburg for at vente i timevis klokken bussemand om morgenen på en lukket togstation, hvor man ikke engang kunne købe en sodavand. Derfra gik toget heldigvis direkte til Paris. Jeg er virkelig fan af nattog og togtrafik, men det var uendelig besværligt, og så kostede det 10 gange så meget som en flybillet. Jeg håber virkelig, at mit klimaaftryk blev korrigeret en smule for det lort, jeg lavede med privatflyet.

Den 54-årige danske skuepiller har en fremtrædende rolle i den populære dramaserie ’The Affair’.

Efter læseprøven og efter at have lært Kasper Winding lidt bedre at kende, risikerede jeg det ene øje og fortalte ham, at jeg nørder lidt med musik ved siden af at være skuespiller. Det har jeg gjort i mange år, selvom det aldrig er noget, jeg har satset på at leve af. 

Jeg bed hovedet af al skam og spurgte, om han ville høre nogle af mine demoer. Det havde han formentlig hørt før, men i stedet for at kigge overbærende og finde på en høflig afvisning hjalp han mig med at producere to numre. Bagefter sendte han mig videre til Henrik Balling fra Gangway, som jeg virkelig også dyrkede i mine ungdomsår, hvor jeg selv spillede tangenter og percussion i to bands, som om muligt havde de dårligste navne verden.

Forsangeren i vores første band blev af en eller anden grund kaldt Pils, så vi blev til ’Mama Pils og drengene’. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg synes oprigtigt, at det er så forfærdelig dårligt. Jeg forstår stadig ikke helt, at den musik, jeg har fiflet med de seneste år, nu er produceret med hjælp fra dem, jeg så mest op til, da jeg selv spillede i ’Mama Pils og drengene’. Og at det hele falder tilbage på en læseprøve i Paris.

Det andet band hed MOM som kontrast til D-A-D. Bogstaverne skulle selvfølgelig også have en mening, så vi endte med at hedde ’Mokka Ohne Mädchen’. Kaffe uden piger. Det er dårligt på et helt sygt niveau.

/

Lea Porsagers Danmark

Kunstneren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, Colourbox

HELLERUP STRAND, KØBENHAVN

”Jeg bor på Frederiksberg, på grænsen til Nørrebro. Vil jeg se vandet eller bade i byen, tager jeg ud til dette lille stykke strand. Om morgenen er det ikke så befolket. Jeg har været der en del for at lave research til mit værk ’Klit’, en strandbiotop, der bliver opført ved HF & VUC FYN Odense næste år.”

ELSEHOVED, VEJSTRUP, FYN

”Elsehoved er min barndoms og ungdoms strand. Jeg kommer her stadig, nu med min søn, når vi besøger mine forældre. Den er omgivet af nåleskov og hybenkrat og har den karakteristiske duft af skov og hav. Går man ud til det lille fyrtårn, ser man Storebæltsbroen til venstre og Langelandsbroen på højre hånd. Der er noget uendeligt over det sted.”

LUMSÅS SØNDERSTRAND, ODSHERRED, SJÆLLAND

”Her besøgte jeg som barn min farmor og hendes mand i deres sommerhus. Der er et voldsomt flot klitlandskab og en vild sandbund. Jeg har minder herfra om kolbøtter i vand, lyng og duften af fyrretræer.‟

/

Skudsikker

Jan Grarup har dokumenteret verdens skyggesider i mere end 30 år. Her stiller den 52-årige krigsfotograf skarpt på seks fotografier fra sine mange rejser.
Tekst:Sebastian Dally MayoniFoto:Jan Grarup

1. FRISØREN I BALAKOT

”I 2005 ramte et stort jordskælv den pakistanske del af Kashmir og især en fattig by ved navn Balakot. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle af sted for at dække historien. Når man arbejder med det, jeg gør, er der nogle parametre for, hvornår man rejser. Og når det kommer op i en skala med mere end 80.000 dødsfald, handler det bare om at komme af sted. 

Jeg er velbevandret i at få det logistiske til at gå op med fixere, biler, flybilletter og så videre. Der gik to dage, fra jordskælvet ramte, til jeg sad i en maskine på vej til Islamabad. Derfra lejede jeg en bil med chauffør og kørte nordpå mod Balakot, der ligger meget afsondret. 

Vi skulle køre på ekstremt dårlige jordveje i bjerge og dale. Flere af vejene var styrtet sammen, vi måtte finde nye ruter og endte i en lang konvoj af lastbiler med nødhjælp. Nogle gange kan det tage tre timer at komme frem, andre gange sidder du som her i kø i tre dage. Jeg er ukronet konge i Candy Crush (mobilspil, red.), for man skal have tiden til at gå. 

Da vi ankom til byen, var der ikke et eneste hus tilbage. Nogle mennesker var flygtet af frygt for efterskælv, mens andre gravede efter familiemedlemmer. Frisøren på billedet fortalte, at han havde mistet sine forældre, da huset, de befandt sig i, styrtede sammen, men de var endnu ikke blevet fundet. Efter vi havde talt lidt sammen, gik han hen til ruinerne af sin butik. Så rejste han sin frisørstol op, fandt sin kam og sin saks og begyndte at arbejde. Han fandt ovenikøbet det klæde, der sørger for, at man ikke får hår på tøjet og i nakken.

Balakot var den by, der var hårdest ramt af jordskælvet, og fotografiet repræsenterer noget specielt for mig. Det viser vilje til overlevelse og en flig af håb. Størstedelen af de mennesker, jeg møder, der er på flugt fra naturkatastrofer eller krig, ønsker mest af alt at genskabe et hjem. Man kan godt trække på smilebåndet trods de massive ødelæggelser. Frisøren havde endda sat en ventebænk op i tilfælde af, der skulle komme kø i butikken. Det er absurd, optimistisk og en smule naivt, men billedet, der var på forsiden af aviser i 21 lande, viser en værdighed og en vilje til at opretholde sit eget liv. 

Jeg besøgte Balakot fire gange. Jeg var der umiddelbart efter jordskælvet, og jeg var der, da sneen faldt, og folk måtte flygte fra bjergene på grund af kulden. Jeg tilbragte også jul og nytår i byen. Sidste gang jeg besøgte stedet, var om foråret for at gøre status over, hvor langt man var kommet. Det handler om at bide sig fast i en historie og følge den til dørs.” 

2. GULDTANKEN I ERBIL

”Billedet er taget i det nordlige Irak i 2016 uden for hovedbyen Erbil, der betragtes som en slags hovedstad i den kurdisk-kontrollerede del af Irak. Jeg var dernede for at dække historien om alle de flygtninge, som var kommet ud af Mosul og havde mistet deres livsgrundlag, mens Islamisk Stat blev nedkæmpet. Jeg var der sammen med filminstruktøren Boris Bertram, som var i gang med en dokumentar om, hvad vores hjem betyder for os. Han har rejst rundt i hele verden fra Lapland til Erbil for at finde ud af, hvad der kendetegner et hjem. Det er meget individuelt, hvad folk beslutter sig for at tage med, når de flytter eller flygter. Et eksempel var en dommer, som vi mødte i en flygtningelejr. Det eneste, han havde taget med fra Mosul, var jakkesæt og slips. Det var det vigtigste for ham. Det kan virke helt absurd at slæbe rundt på alle sine jakkesæt i en flygtningelejr, men det er sådan, mennesker er.

På en øde hovedvej i retning mod Erbil så vi pludselig den her tankstation af guld. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det?’ Den stod i et afsondret område mellem to byer, plastret til i rigdom. Og blot 80 kilometer fra, hvor krigen rasede, og tusindvis af mennesker blev slået ihjel – det er en afstand som fra København til Holbæk. 

Hvem bygger en guldbelagt tankstation? Hvorfor var den ikke blevet pillet fra hinanden? Jeg fik fat i ejeren, som fortalte, at han havde flere guldbelagte tankstationer. Han så det som et trækplaster – en måde at få kunder i biksen på i stedet for at sætte store skilte op. 

Det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, hvor grotesk det var, at man 80 kilometer derfra kæmpede for overlevelse. Det er ofte sådan, at jeg først kan se klart, når jeg har fået det på afstand. 

Billedet har været på forsiden af flere arkitekturmagasiner i hele verden, men da jeg tog det, vidste jeg ikke, at det ville få sit eget liv. God fotojournalistik skal stille spørgsmål og bekæmpe ligegyldighed over for omverdenen.”

GRARUP PÅ GRÆNSEN

Jan Grarup, 52, er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I 2017 udgav han ’And Then There Was Silence’ – en samling af sort-hvide højdepunkter fra hans 25 år som krigsfotograf over hele verden. I 2019 udkom dokumentarfilmen ’Krigsfotografen’, hvor man følger Grarups liv i København og i verdens krigszoner.

Han samarbejder med Dansk Flygtningehjælp og har vundet otte priser ved World Press Photo og Årets Pressefoto i Danmark fem gange. Jan Grarup har malaria, andre sygdomme og er ramt af PTSD. ”Jeg skal spise medicin for det hver dag. Den fysiske begrænsning kan jeg leve med. Det, jeg er bekymret for, er den dag, jeg ikke længere bliver påvirket af mit arbejde,” siger han.

3. GYNGEN I MOSUL

”Jeg arbejder hele tiden på mange forskellige projekter. Et af dem hedder ’Warscapes’ og er fotografier af byer og lande i krig, hvor landskaberne fuldstændigt ændrer karakter. 

Billedet er taget i en fattig forstad til Mosul, der bestod af små lerstenshuse, som var voldsomt beskadigede og havde været under Islamisk Stats kontrol. Røgen i baggrunden er fra brændende oliekilder. Islamisk Stat antændte 27 enorme oliekilder, før de måtte overgive sig. 

Det blæste ud med brændende olie, og det var ekstremt voldsomt. Jeg var sølet ind i råolie. Det stikker, svier og brænder på huden, og det farver hele byer sort. Alle børnene var smurt ind i olie, og kvinderne vaskede tøj fem gange om dagen. Selv fårehyrdernes dyr var kulsorte. Dem fotograferede jeg også. Oliekilderne brændte i mange måneder. Det er en ekstremt omstændelig proces at slukke, og det gjorde det ikke nemmere, at området var indhyllet i en stor konflikt. Husene i baggrunden er den tidligere frontlinje. Selvom frontlinjen havde rykket sig, var der stadig skyderier og mortérnedslag. 

Da jeg bevægede mig frem i gaderne iført skudsikker vest og hjelm, fik jeg pludselig følge af en lille knægt i vindjakke og badesandaler. Jeg bruger kun min skudsikre vest i nødstilfælde. Jeg synes, det er svært at rende rundt og ligne en Michelin-mand, mens små børn løber ved siden af og leger. Knægten fulgte efter mig med hænderne i lommen, og vi gestikulerede lidt til hinanden, for vi kunne ikke tale sammen. Da jeg kom til det, man kan se på billedet, begyndte jeg at stille mit kamera op. I løbet af et halvt minut fik han bundet en løkke på en af de ødelagte el-ledninger og fik lavet en gynge.

Jeg skyndte mig at fotografere situationen med et af mine andre kameraer, og da det hele var overstået, tænkte jeg, at virkeligheden overgår fantasien. Det er ikke et billede, du kan orkestrere i dit hoved.” 

4. SVÆRDFISK I MOGADISHU

”Jeg har arbejdet i Somalia siden 2010. Dengang havde al-Shabaab kontrol over halvdelen af hovedstaden, mens den somaliske regering havde den anden halvdel. Udviklingen i Somalia har jeg dækket løbende siden, og jeg elsker Somalia og det somaliske folk. 

Det er et af de mest gæstfri folkefærd i verden, selvom de sidste to årtier har været præget af konflikt på grund af warlords, korruption, islamisk fanatisme, hungersnød og meget andet. De har været igennem alt. Alligevel har de formået at bevare en værdighed og en gæstfrihed, som jeg sjældent har oplevet.

Men det er også et utrolig farligt land at rejse i. Når jeg er i Somalia, har jeg altid 10-12 livvagter med mig, som jeg har arbejdet med i mange år. Der er nærmest ugentlige attentatforsøg på regeringsmedlemmer, bilbomber og kidnapninger. Livvagterne er frygtløse med undtagelse af én ting: De kan ikke svømme, så når jeg bader i Det Indiske Ocean, hvor der er hajer, bryder de sig ikke om det.

Det paradoksale ved Somalia er, at pirateriet i Adenbugten har jaget trawlerne ud af farvandet, og derfor er livet i havet eksploderet. Fiskeri er ikke traditionelt noget, man har bedrevet i Somalia. Før i tiden var det mere kameler, geder, får og kvægdrift. Men på grund af konflikterne er fiskeriet blevet en måde at overleve – der er så mange fisk og hajer i det område. En stor haj kan indbringe op mod 1.000 dollars, og finnerne bliver blandt andet solgt til Japan.

Jeg har brugt mange dage på det store fiskemarked i den gamle del af Mogadishu, hvor de lokale læsser fangsten af hver morgen. De sejler ud på åbent vand om natten i små joller med påhængsmotor, og tidligt om morgenen vender de tilbage med kæmpe tun, marlin, sværdfisk og hajer. 

Fiskemarkedet er et kaos af blod, indvolde og fisk, og det ligger i det område, hvor nogle af de hårdeste kampe har fundet sted. Alle husene er bombet og skudt i stykker, men nu er der en langsom genopbygning i gang. Jeg fotograferer sjældent i farve, men her giver det mening. Huset i baggrunden er det første hus i hele den gamle bydel, der er blevet malet. Man kan tydeligt se, hvor ejerens matrikel starter og slutter. Han har kun malet det, der er hans.
Jeg har været i Somalia mellem 30 og 40 gange siden 2010. Selvom det er et meget usikkert og utrygt sted at være, er det på vej i den rigtige retning. Mit Somalia-projekt handlede ikke om borgerkrig og ødelæggelse. Det handlede om hungersnøden, der ramte ekstremt hårdt i 2010 og dræbte op mod 2.000 børn om dagen. Jeg kunne fylde alverdens aviser med de mest forfærdelige billeder, men livet er også noget andet. Det vil jeg gerne vise med det her billede.

Jeg har selv prøvet af løfte nogle af de hajer, de traver rundt med. Jeg kunne ikke flytte dem fra jorden. Så står de alle og griner af ham den lyserøde splejs.‟

5. REDNINGSVESTKIRKEGÅRDEN

”Billedet er fra Lesbos, hvor de har en enorm redningsvestkirkegård. Der ligger over 250.000 redningsveste, og billedet viser kun en lillebitte del af lossepladsen. På nogle måder ligner bunken et kunstværk eller et maleri, men ser man godt efter, vil man finde ud af, at mange af redningsvestene er lavet til børn. Størstedelen duer slet ikke som redningsveste, men er blevet masseproduceret af menneskesmuglere, dødens købmænd, der har solgt dem dyrt til flygtninge og desperate mennesker. En stor del af dem er fyldt med avispapir og pap, som ville have den stik modsatte effekt, hvis man faldt i vandet. 

Billedet er en del af mit projekt om flygtninge- og migrationsstrømme ved Europas ydre grænse, som jeg begyndte på i 2015. Dengang lå redningsvestene i små bunker på strandene. Hver gang en båd ankom, kunne man se dynger af veste, som lå rundt­omkring. På et tidspunkt var der så mange gummibåde, påhængsmotorer og redningsveste, at man besluttede at smide det på lastbiler for at køre det ud til en losseplads, der bare er vokset med årene. Billedet tog jeg med drone i 2019. 

Hvis man tager til Lesbos som turist, burde man tage op og se redningsvestkirkegården, der er et monument over hele krisen. Man kan også skimte en kajak, som nogen har forsøgt sig med. Andre har svømmet eller brugt baderinge eller en oppustelig krokodille. Man har forsøgt det hele, og et stort antal mennesker er druknet. Jeg har gode venner, som fotograferer i Libyen, og de fortæller, at der skyller lig op på stranden hver eneste morgen. Det er stadig hverdag.” 

6. DETENTION I COLOMBIA

”I marts 2021 rejste jeg til Colombia for at dække den hyper­inflation, der foregår i Venezuela og har enorme konsekvenser for befolkningen. Til trods for at Venezuela er et af de lande i Latinamerika med den største forekomst af olie, er økonomien fuldstændig smadret, og over tre millioner venezue­lanere har forladt landet. Nogle er søgt mod Peru, andre mod USA, men størstedelen er rejst til Colombia, og det har skabt kolossale problemer. 

Jeg mødte en kvinde, som var flygtet med sine børn fra Caracas, da hun for en månedsløn kun kunne købe en liter mælk, fire æg og en pakke cornflakes. Jeg mødte også en gammel musikprofessor, som havde undervist i klassisk musik på konservatoriet i Caracas. Nu bor han i en papkasse ved grænsen og forsøger at hjælpe unge familier videre. 

Ud over de venezuelanske flygtninge er der flere millioner internt fordrevne i Colombia, som bor i superfattige favelaer i udkanten af hovedstaden Bogotá. De områder huser nu et miks af colombianske og venezuelanske flygtninge. Mange kvinder brødføder deres familier ved prostitution. For mændene er en typisk vej banderelateret narkokriminalitet. 

Det oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg var ude med politipatruljer i udkanten af Bogotá om natten. Hver nat bliver der slået unge mænd ihjel i kampen om narkomarkederne. De colombianske bander forsøger at opretholde deres territorier, mens venezue­lanske bander forsøger at overtage.

Fængslerne er så overfyldte, at man er begyndt at bruge detentionerne som fængsler. I byen Maicao i den nordlige del af Colombia på grænsen til Venezuela fortalte en lokal politimand, at han havde 300 fanger i fire små detentionsceller. Voldtægtsmænd, tyve, mordere, bandemedlemmer og narkosmuglere.

Da vi kom til politistationen, sad der cirka 100 fanger i underbukser på et udendørs område. Der var ikke plads i cellerne, og dem, der blev anset for at være de mindst kriminelle, sad under skarp bevogtning af politi med maskingeværer. Vi gik videre til cellerne, hvor der lugtede helt forfærdeligt. Jeg stak hovedet ind i cellen, der nok var 12 kvadratmeter. Der sad 60 fanger, som overnattede i tre lag. Der er et hierarki i cellen, hvor de stærkeste sidder tættest på tremmerne, fordi der er en smule ventilation. De kommer aldrig ud af cellen, de får mad i foliebakker, og når de har spist maden, skider de i bakkerne og smider dem ud gennem tremmerne. Alt foregår i cellen. Der er ikke mulighed for gårdtur eller toiletbesøg. 

Jeg spurgte politikommissæren, om jeg måtte komme ind i cellen, men det kunne jeg godt glemme, jeg ville aldrig komme ud igen. Jeg fik kun lov til at tage billedet, fordi det var politimandens hverdag.

Nogle skal sidde derinde på livstid for mord, andre skal sidde 15 år for hævndrab eller narkokriminalitet. Hele situationen er så ekstrem. Det er helt vildt, at sådan et billede kan blive taget i 2021.”

/

Vincentz‛ vilde verden

Helle Vincentz har været jorden rundt. Her fortæller forfatteren om at køre om kap med krybskytter i Mexico, om at følge i sin afdøde fars fodspor i Kenya, og om hvordan hun endte som hjælpemekaniker i et omrejsende monstertruckshow i Australien.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

AUSTRALIEN, 1999  

Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Australien som backpacker. Jeg var nået til Broome på vestkysten, der har fra 15.000 til 45.000 indbyggere alt efter, om det er højsæson for turister, men stadig er den største by i det øde nordvestlige Australien. Jeg ville sydpå til Ningaloo Reef for at dykke. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derned. 

På en plakat så jeg, at et monstertruckshow ville komme til byen, og at de søgte medarbejdere. Jeg opsøgte dem og fik job i en af boderne, hvor jeg skulle sælge pølser og is. Det var som et omrejsende tivoli: Hver gang vi kom til en ny by, blev showet pakket ud og sat op. Når vi var færdige, pakkede vi ned og kørte videre til næste by i store lastbiler. Nogle af dem var indrettet som sovevogne, hvor vi lå i køjesenge ved siden af bilerne og udstyret. 

Chefen for boderne var en stor dame med en virkelig grov mund. Når vi kom til Ningaloo Reef, havde jeg betinget mig, at jeg skulle have fri til at dykke. Men midtvejs ned ad vestkysten mente hun pludselig, at jeg i stedet skulle passe hendes kat. Vi kom op at skændes, jeg blev fyret, og jeg stod der midt ude i ødemarken og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Så tilbød nogle af mændene, at jeg kunne få et job hos dem, og at de ville rykke sammen, så jeg kunne få deres halvdel af sovevognen for mig selv. 

Jeg blev ansat som assisterende mekaniker for ’Shaky’, den ansvarlige mekaniker på showet. Jeg kunne køre traktor og vidste lidt om maskiner, fordi jeg er vokset op på et landbrug, men derfra og til at rode med monstertrucks og motorcykler var der langt. Min primære opgave bestod i at vaske hjul og dæk og række værktøj til ’Shaky’, når han bad om det. 

Medarbejderne på det omrejsende monstertruckshow sov i køjesenge mellem biler og andet udstyr.

Jeg blev en slags lillesøster for monstertruckkørerne. Det var klassiske machomænd, de var rappe i kæften og interesserede sig for store biler og bajere. Mange af dem havde familien med på landevejen, og om aftenen spillede de kort og sad med deres små børn på skødet. En af dem hed Steve og kørte på motorcykel i ’The Death Drome’, en stor kuppel, hvor motorcyklen kørte rundt, så køreren vendte på hovedet. Fik den ikke nok fart på, risikerede den at styrte. Steve havde brækket sit kraveben 12 gange. Men han blev ved på grund af adrenalinsuset – og fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave. Han havde en lille søn og en kone, som nægtede at se ham køre, fordi hun var bange for, at han kom til skade.

Monstertruckshowet var vildt og larmende. Når motorerne startede, lød der et enormt brøl. I de små byer var det et tilløbsstykke, endelig skete der noget. Det mindede mig om havnefest i Skælskør, hvor jeg voksede op. Børnene fik lov til at spise flere popcorn, og far fik lov til at drikke lidt flere øl. Kørerne blev behandlet som stjerner, især Steve, han skrev autografer, når showet var overstået.

Efter en måned nåede vi til Coral Bay, en lille by med 500 mennesker ud for Ningaloo Reef. Jeg tog afsked med monstertruckshowet og brugte to måneder på at uddanne mig til divemaster i det lokale dykkercenter, hvor jeg skiftevis passede butikken og var med på havet. De bedste dage tilbragte jeg hele dagen på havet, og jeg fik mit divemaster-certifikat. 

Jeg så mange hajer, muræner og manta rays (djævlerokker, red.). For at ligge stille i vandet og observere dem skal man have godt styr på sit åndedræt. Efterhånden som jeg blev bedre, følte jeg mig næsten i zen nede i vandet. Inden jeg begyndte at dykke, var jeg virkelig bange for hajer, og når jeg stod på båden og kiggede ned, kunne frygten stadig gribe mig. Men så snart jeg kom under, følte jeg, at jeg var i ét med dyrene. For nylig læste jeg, at det altid er de mest erfarne rangers, der kommer til skade, fordi de føler, at de har en connection til de farlige dyr.  Sådan havde jeg det også. Jeg følte nærmest, at hajerne og jeg var venner. 

Jeg havde tænkt, at jeg ville få masser af motion af at dykke. Men vi drak så mange øl og festede så meget om aftenen, at jeg havde taget 11 kilo på, da jeg kom hjem. 

Helle Vincentz blev rørt over at se børn i slummen iført den slags flæsekjoler, hun selv drømte om i sin barndom.

KENYA, 2006

Min far voksede op i Bøgelund ved Skælskør. Han var den ældste søn og skulle overtage den gamle slægtsgård. Han ville hellere være arkitekt, men i stedet blev han uddannet landmand, og her mødte han en dag en ulandsfrivillig. Jeg tror, han så det som sin vej ud. I hvert fald fik han job i Mellemfolkeligt Samvirke og rejste med dem til Kenya. Han skulle lære de lokale at drive landbrug og bruge moderne maskineri. Derfra flyttede han senere til Zambia og siden Filippinerne og Samoa, inden han efter otte år vendte hjem og købte min farmor og farfars nabogård. Men det gik galt. Økonomien var dårlig, og min far drak. 

Han fortalte ofte historier om sine rejser. Når han gjorde det, var han altid glad. For mig kom udlandet og især Afrika til at repræsentere et sted, hvor livet altid var godt. Hvis bare vi havde boet i Kenya, havde vi været glade, tænkte jeg. Men nu boede vi i Bøgelund og havde problemer. Jeg var otte år gammel, da min far skød sig selv.

Som voksen  tog jeg til USA for at læse en master i Human Rights og fik bagefter job i Mellemfolkeligt Samvirke ligesom min far. Ugen inden jeg skulle starte, tilbød de mig pludselig, at jeg kunne rejse til Kenya for at få organisationens arbejde ind under huden. Jeg sagde ja.

Vi boede i Nairobi og besøgte slumbydelen Pumwani, et af hovedstadens fattigste kvarterer. Jeg kom hjem til en kvinde, som var pinligt berørt over, at hun ikke havde råd til teblade til os alle sammen. Jeg blev flov over, at jeg gjorde hende flov. Kvindens fem børn sov i en køjeseng med plads til to, og taget var utæt ved væggen, så de måtte skiftes til at ligge i tørvejr. Ikke alle var dog lige fattige. Vores chauffør, der mødte op i jakkesæt hver dag, boede også i slummen, fordi det var billigt nok til, at han kunne sende sine to døtre på privatskole. 

Jeg besøgte også en familie, hvor manden var helt høj på lightergas. Det var normalt at sniffe gas og lim og drikke hjemmebrændt. Ved siden af manden lå bedstemoren og var ved at dø af aids. De havde intet toilet, men måtte skide i en plastikpose og smide den på en kæmpe mødding. Jeg havde før rejst steder, hvor der var fattigt, men trøstesløsheden og desperationen i den kenyanske slum ramte mig virkelig. En af dagene ringede jeg grædende hjem til min mand, fordi jeg ikke kunne rumme mere. Jeg tænkte på min far: Hvordan havde han kunnet holde ud at se så meget armod hver dag?

Jeg tog mig selv i at lede efter spor fra ham. Konstant kiggede jeg efter andre lyse mennesker med træk, der kunne ligne mine. Min far boede der, da han var i slutningen af tyverne, han var single, og jeg tænkte: Måske har jeg halvsøskende her? Hvis jeg nu fandt en halvsøster eller -bror, kunne jeg måske få lidt af min far tilbage. På trods af fattigdommen repræsenterede Afrika stadig noget godt for mig. Jeg tænkte, at hvis bare min far var blevet boende her, havde han aldrig skudt sig selv. Det var først senere, da jeg tog til Samoa, efter min søn blev født, at det endelig gik op for mig: Uanset hvor meget jeg rejser rundt efter min far, er han der ikke. Jeg får ham ikke tilbage.

For at bekæmpe krybskytter var Helle Vincentz med på natpatrulje og samle skildpaddeæg i Mexico.

MEXICO, 2019

Jeg tog til Mexico med min mand og mine to drenge for at arbejde som frivillige. Vi havde været på ferie i Thailand med børnene nogle gange, og jeg kunne mærke, at de var begyndt at blive lidt forkælede: Hvorfor kan de ikke komme ned til poolen med jordbærsmoothie? Jeg tænkte, at sådan skulle mine børn ikke vokse op. De skulle lære at rejse ud i verden og yde en indsats. 

Ad omveje fandt jeg frem til organisationen Projects Abroad, som drev et naturprojekt i det vestlige Mexico, hvor de arbejder med at beskytte havskildpadder og krokodiller. Planlægningen gik stærkt, og jeg fik ikke researchet ordentligt. Kort inden vi skulle rejse, gik det op for mig, at vi skulle bo i nærheden af byen Tecoman, det sted i landet, hvor der begås allerflest mord, og i et område, som det amerikanske udenrigsministerium regner for et af de farligste i landet. Natten før vi fløj, lå jeg søvnløs i min seng og tænkte: ”Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi ankom til Cuyutlán, en lille landsby helt ude ved Stillehavet. De lokale fortalte os, at vi aldrig måtte tage til Tecoman, og at vi helst ikke skulle komme til skade – for det nærmeste hospital lå derinde. I Cuyutlán var der dog øde og fredeligt, og det er et af de steder i Mexico, hvor flest havskildpadder yngler. Men fordi deres æg er en eftertragtet delikatesse, er de truet af krybskytter, der ødelægger deres reder. 

I udkanten af byen ligger El Tortugario Ecologico, et skildpaddecenter, hvor mexicanske skolebørn kan møde de truede dyr, og hvor forskere kan studere dem. Vi blev indlogeret på springmadrasser på gulvet og skulle være der i tre uger. Om dagen skulle vi rense skildpaddernes skjolde og deres tanke med bare fødder i den flisebelagte pool, og jeg forsøgte at ignorere, at der flød skildpaddelort rundt om mine tæer, mens sveden dryppede fra min pande. Mine sønner syntes, at det var lidt hårdt. 

Helle Vincentz og familien blev sat i arbejde, blandt andet med at skrubbe skildpadderne.

Om aftenen sov vi et par timer, så ringede vækkeuret på mobilen. Ved nattetid kørte vi ud til skildpadderederne ved stranden for at grave æggene op, inden krybskytterne kom og stjal dem. De lægger deres æg tæt ved vandet i et hul, som de dækker til med sand – i hver rede kan der være cirka 100 æg.

Det var et kapløb mod krybskytterne. På en af turene, hvor jeg ikke var med, spottede min mand og min ene søn to af dem med deres kæmpe hund. Et andet sted var reden stadig varm, da vi nåede frem, krybskytterne havde været der lige før os. Det var en forfærdelig følelse. Kom vi først, samlede vi æggene og tog dem med hjem i poser. Næste dag kørte vi dem ud til et sikret område med vagter og gravede dem ned. 

Når vi kørte ud i natten, var jeg bange. Hvad ville der ske, hvis vi mødte krybskytterne? amtidig var det fantastisk at sidde med vind i håret på en motorcykel og kigge op på stjernehimlen og ud på havet med Stillehavets nattebrise i ansigtet.

Nogle nætter var mine børn ikke til at vække. Om dagen skrubbede de skildpadder, fodrede leguaner og kørte krokodillelort på møddingen. De samlede også skrald på stranden og var med til at fælde et træ med macheter. Flere gange tænkte jeg, om det var for hårdt for dem. Men de klarede det flot de første par uger. Til sidst gav min mand og jeg dem fri et par dage til at pjaske i swimmingpoolen. Da vi skulle hjem, var de dog ikke i tvivl: Natpatruljeringen havde været det bedste. Jeg tror, det blev en tur, de sent vil glemme.

Helle Vincentz, 43 år, er forfatter til en bog om at blive forældreløs i en ung alder og til fem spændingsromaner. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, har en master i Human Rights fra Columbia University i New York og har blandt andet arbejdet for Mærsk, Jyllands-Posten og Mellemfolkeligt Samvirke. Hendes nye bog ’Jorden under mig’ om hendes fars selvmord og om at vokse op på landet i 80’erne er udkommet på People’s.

 

/

Den amerikanske drøm

For syv år siden solgte Melodi Grand Prix-vinder Tim Schou sin lejlighed for at genopfinde sig selv i USA. Her fortæller den 33-årige musiker om at overnatte i et lukket storcenter i Orange County, om at blive lovet en kæmpekarriere i Johnny Depps champagnerum på Sunset Strip og om at finde Gud på bagsædet af en Uber i Hollywood.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat, Lukas Valentin, Shannon Ciricillo

1.

I 2014 GAV JEG mig selv et nytårsforsæt. Jeg skulle sælge min lejlighed og ikke deltage i noget, der ikke handlede om min egen musik. Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix med mit daværende band ’A Friend in London’ i 2011, var jeg pludselig kendt som ham, der havde tre gode minutter i sig, og så ryger man hurtigt i en kategori, hvor man ikke bliver inviteret til at spille på Vega eller bliver spillet på P3. 

I stedet ringede alle kræmmermarkederne, og TV3 spurgte, om jeg ikke ville ind og stege en bøf eller hoppe fra en vippe i et reality-program. Det sagde jeg ofte ja til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det tog fokus fra min egen musik. Jeg gik fra at være med i et undergrundsband, der spillede for fem mennesker og en kasse bajere, til at være et kommercielt popband, som ingen tog seriøst. Derfor solgte jeg min lejlighed for at leve som vagabond i USA. Jeg tog til Los Angeles for at lave min egen musik et sted, hvor ingen anede, hvem jeg var. 

Jeg hoppede fra sofa til sofa hos alle mulige folk, eller også overnattede jeg i studierne, hvor jeg forsøgte at skabe netværk og lave min musik. Nogle gange lejede jeg et klamt værelse på et dårligt motel eller en campingvogn et eller andet sted, hvor der blev begået et mord hver anden uge. Så længe jeg havde min guitar og lidt tøj i en taske, kunne jeg overleve. Der var aftener, hvor jeg måtte sidde på en donutbar hele natten, fordi jeg ikke kunne skaffe et sted at sove. Og der var en gang, hvor jeg boede hos en mor og søn, som begge var så skæve, da jeg ankom, at de ikke kunne huske mig dagen efter.

På et tidpunkt blev jeg hyret til at hjælpe en gruppe 14-18-årige talenter med at skrive sange. Studiet lå inde i et storcenter, som var på størrelse med Bilka og havde restauranter, tøjbutikker og et supermarked. Jeg skulle være der i en uge, og jeg vidste vitterlig ikke, hvor jeg skulle overnatte. Jeg fortalte ejeren af studiet om min situation. Så foreslog han, at jeg kunne sove i studiet, hvis jeg sørgede for at gemme mig for vagterne, når de lukkede af. 

Et par timer senere gik en centervagt med sin ølvom og walkie-talkie rundt for at låse af. Jeg gemte mig bag en væg med hjertet oppe i halsen, da han lukkede porten til hovedindgangen. Da der var fri bane, gik jeg ned ad de tomme, mørke gange i shoppingcentret og ned til det offentlige toilet for at vaske mig og gøre mig klar til natten. Jeg tog det tykkeste tæppe i studiet, smed det foran stortrommen og spiste nogle tørre boller, Det var det diametralt modsatte af, hvad jeg havde drømt om som barn. Jeg kunne ikke komme længere ned, jeg lå vitterlig på gulvet.

2.

MIN FØRSTE KONCERT med et band i USA var på The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood. Det var en milepæl, fordi det er et legendarisk spillested og kendt for at være dér, hvor skuespilleren River Phoenix døde af en overdosis i 1993. Det er et sted, hvor et hav af store kunstnere har optrådt, hængt ud og sniffet al kokain i verden.

Jeg var blevet booket til at spille med et band, jeg havde samlet i L.A., og jeg kunne på forhånd mærke, at ejeren af stedet ikke havde stor tiltro til mig. Jeg var jo en totalt ukendt dansker fra Stevns, som ingen havde hørt om. Inden koncerten havde jeg skrevet ud til alle, jeg havde arbejdet med, folk, jeg havde mødt til fester, og venner fra de studier, jeg kom i. Så da jeg trådte op på scenen, var koncerten udsolgt.

Jeg havde en enorm ærefrygt inden. Jeg nærede også et lille håb om, at der måske var en talentspejder til stede. Lige efter koncerten kom ejeren af stedet op på scenen for at fortælle mig, at jeg skulle møde en fyr, som ville ændre mit liv. Jeg kunne slet ikke fatte, at koncerten var gået så godt. 

Jeg fulgte efter ejeren ned blandt publikum. Han gik direkte hen til en væg med noget tonet glas. Så trykkede han på en knap ved panelerne, og i bedste James Bond-stil gik en skydedør til side. Indenfor sad en skaldet mand i jakkesæt i en stor, rød stol, som fortalte mig, at jeg skulle spille over hele verden. Det skulle han nok sørge for. Mens han solgte mig den sygeste drøm, gik en anden skydedør op, og ind kom to champagnepiger i næsten intet tøj. De nåede lige at poppe champagnen og hælde op, så blev de kommanderet ud igen. Den skaldede mand fortalte, at vi befandt os i Johnny Depps hemmelige rum, som han havde bygget, da han ejede stedet. Jeg stod med blå øjne fra Stevns og åd det hele råt. 

Bagefter var jeg en smule mistroisk, for det var ikke første gang, jeg var blevet lovet hele verden. Alligevel var jeg helt oppe at køre, det kunne jo være sandt. Dagen efter, da jeg havde fået dulmet mine kæmpe tømmermænd, ringede jeg til den skaldede mand i jakkesættet fra aftenen før. Først sagde han, at vi kunne mødes 30 minutter senere, men da jeg ringede tilbage, skulle han pludselig nå et fly til Singapore. Han havde hele tiden en ny undskyldning. Det var der, jeg vidste, at oplevelsen nok skulle arkiveres i nedturskataloget. Men et eller andet sted er det jo også rock and roll at blive røvrendt af et jakkesæt.

3.

EN LUN SOMMERDAG i 2016 havde jeg bestilt en Uber, fordi jeg skulle skrive og indspille nogle sange i The Hills i Hollywood – bjergskråningen, hvor alle de rige og berømte bor. Det er Mulholland Drive, flotte huse og porte med sikkerhedsvagter.

Det var en gammel Toyota med en kvinde bag rattet, der kom og hentede mig, og jeg nåede knap ind på bagsædet, før hun begyndte at tale om Gud. Jeg har altid været hardcore ateist, har aldrig troet på noget større end mig selv, og jeg mente stædigt, at jeg aldrig ville komme til det.

Men af en eller anden grund sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lytte til hende, da hun fortalte, at Gud sad ved siden af mig på bagsædet. Hun havde en meget ung energi, så skidegodt ud og var noget ældre, end jeg selv var. På de 30 minutter, køreturen tog, havde jeg fortalt hende hele min livshistorie.

Da hun satte mig af, sagde hun, at Gud ville have, at hun skulle hjælpe mig. Uanset hvad skulle hun nok hjælpe mig, og efterfølgende blev hun min private chauffør. Hun kørte mig gratis rundt, mens hun fortalte stolpe op og ned om Guds planer med mig.

De køreture blev en slags undervisning, og der gik ikke lang tid, før jeg pludselig selv sad og talte med Gud på Sunset Strip. Fra det sekund så jeg beskeder fra Gud overalt. På nummerplader, spisesedler, neonskilte. Jeg havde fortalt om min ekskæreste, som jeg havde kæmpe kvaler over, og lige efter kørte en bil larmende forbi med nummerpladen ’GOODBYEX’. Og havde jeg et møde med en producer, hvor jeg skulle skrive sange, så bad jeg Gud om, at jeg kunne skrive 10 sange. Og så skrev jeg 10 sange. 

Jeg følte mig som et supermenneske, overtroen fjernede al min frygt og tvivl, og det havde jeg rigtig meget brug for på det tidspunkt. I stedet for at være bange for at ende som en fiasko stolede jeg på mig selv og på Gud. Det gav mig en enorm kraft.

Jeg nåede at blive fanatisk og ekstremt mærkelig, selvom ingen opdagede det. Der var ingen, der vidste, at jeg talte til Gud hver dag. Med tiden udviklede det sig til en paranoia. Jeg følte, at Gud overvågede hvert et skridt, jeg tog. Hvis jeg gjorde noget forkert, så kiggede Gud mig over skulderen, og hvis jeg havde lidt for mange dates kørende, så dømte han mig. Jeg satte mig for at gå i frivilligt cølibat i et år. Jeg holdt kun fem måneder, men i den tid fokuserede jeg udelukkende på min musik.  

Efterhånden indså jeg, at jeg var nødt til at finde styrke andre steder. Jeg er stadig troende, men på en mere jordnær måde. Det handler om at tænke over tingene og konfrontere sig selv med det gode og dårlige, selvom det kan være hårdt.

Det var en lignende følelse, jeg havde, da jeg fløj hjem til Danmark. Jeg frygtede, at jeg var blevet så forgabt i drømmen om rigdom og berømmelse i USA, at jeg ville være en fiasko, der vendte hjem. Men nu bestemmer jeg selv, hvad der er succes, og hvad der er fiasko.

Tim Schou vandt med bandet ’A Friend in London’ i 2011 det danske Melodi Grand Prix med sangen ’New Tomorrow’. I 2013 debuterede han som skuespiller i ’Hair’, og året efter spillede han Tumle i musical-versionen af ’Den lille havfrue’. I 2014 solgte han sin lejlighed for at leve som vagabond i USA og jagte en solokarriere. I april udkommer den 33-årige musikers første solo-album, ’HERO/LOSER’.

/