KIRGISISTAN, 2003

Jeg havde intet kendskab til hverken russisk sprog eller kultur, da jeg begyndte på sprogofficersuddannelsen. Jeg ville bare ud og møde mennesker og se steder, der var anderledes end det, jeg kom fra. Da jeg søgte ind, udbød Forsvaret kun russisk, men det var for mig ligegyldigt. Havde de sagt, jeg skulle lære indonesisk, havde jeg gjort det. Sprogofficersuddannelsen var en perfekt måde at komme ud i verden på.

Jeg var udsendt otte måneder som sprogofficer i Kirgisistan. På det tidspunkt støttede Danmark amerikanernes kamp i Afghanistan med seks F-16-fly, som holdt til på en flyvebase i Kirgisistans hovedstad Bisjkek. Min rolle var at tolke og skabe et bånd til lokalområdet. Det var primært såkaldte social patrols, hvor vi skulle tale med lokalbefolkningen om løst og fast og hjælpe dem med deres sociale problemer, og et af de steder, jeg besøgte regelmæssigt, var et børnehjem. 

Børnene blev ellevilde, hver gang de fik besøg, de hungrede efter opmærksomhed. Første gang jeg kom med legetøj til børnene, blev personalet helt døde i blikket. De mente, at børnene blev for vilde af den slags, og viste mig et sindssygt lille rum med legetøj.  

Børnehjemmet lignede en blanding af et hospital og en gyserfilm. Der stod rækker af tremmesenge, hvor de syge børn lå hele dagen. Det var primært børn med vand i hovedet, og det var chokerende at se de her små børn med kæmpestore, deforme hoveder. De lokale havde ikke råd til at få deres barn opereret, hvis de havde født et barn med vand i hovedet. Så blev det bare parkeret på børnehjemmet. Det fungerede næsten som et hospice. De lå bare i tremmesengene, indtil de døde. Det var så tragisk, for det er et forholdsvis simpelt indgreb at dræne et babyhoved.

Camilla Nellemann besøgte jævnligt et lokalt børnehjem i Kirgisistan. Børnene omtalte hende som ’tante’.

Vores base var meget stor og meget simpel. Det var en teltby med brune telte over det hele. Vi havde hver især en feltseng og en trækasse med hængelås med vores personlige genstande. Der var ikke meget privatliv, så vi hængte sengelinned op imellem os. Der var festivaltoiletter, hvor man kunne klare det, man skulle. Jeg havde heldigvis ikke latrinvagter. 

Dagligt kom vi forbi det lokale marked for at købe ind. Det var et helt andet syn, det bugnede af søde frugter og stærke farver. Jeg gjorde altid holdt ved en gammel mand, som stod ved en ovn og bagte brød. Hver dag klaskede han dejklumper op på indersiden af ovnen, som på ganske få minutter blev til nogle lækre, flade brød.

Vi havde en pølsevogn inde på basen, hvor soldater fra Holland, USA, Korea, Danmark og Frankrig købte hotdogs. Det genererede et overskud, og efter at have besøgt børnehjemmet flere gange foreslog jeg obersten, at vi brugte overskuddet til at købe dræn til børnene. Pølsevognspengene endte med at redde 10 børn med vand i hovedet i den tid, jeg var der. Selvom det blot var en dråbe i havet, var det fantastisk, at sådan en pølsevogn kunne redde børn.

Jeg var med inde på operationsstuen iført forklæde og mundbind, da det første barn skulle opereres. Jeg kan stadig huske lyden, da kirurgen begyndte at bore i det her store, vandfyldte babyhoved. 

Kvindelige sælgere ved Den Transsibiriske Jernbane.

RUSLAND, 2004

Jeg var netop kommet hjem fra Kirgisistan, da en sprog­officerskollega spurgte, om vi ikke skulle rejse med Den Transsibiriske Jernbane. Hun var selv lige kommet hjem fra Balkan. Vi havde begge studeret russisk og havde en voldsom appetit på at lære mere om Rusland. Så vi tog Forsvarets grønspættede rygsæk på, fløj til Sankt Petersborg og steg på toget. Vi havde ikke planlagt noget som helst, og vi købte togbilletterne undervejs, så vi kunne lave afstikkere. Meningen var, at vi også skulle til Japan, men Rusland var så fuldt af forunderlige steder, at vi ikke nåede det.

Vi rejste hele turen på klassen under tredje klasse. Det er en vogn, hvor man har smidt en ekstra køje ind, så der er plads til tre overnattende i stedet for to. Hvis man var rigtig uheldig, fik man den øverste køje, hvor man kun lige akkurat kunne være, da den var så tæt på loftet. Det var oftest familier, der rejste på den måde, og fordi vi talte russisk, kom vi hurtigt i kontakt med de lokale. Der gik sjældent længe, inden der kom vodka, øl og tørret fisk på bordet, og alle sagde, at vi skulle skynde os at blive gift med en mand, før vi blev for gamle. 

Vi hoppede af i små byer, hvor de lokale var helt forvirrede over, at to unge kvinder ville se deres by. De mente ikke, der var noget at se –og det er oftest de mest autentiske steder. I en lille flække besøgte vi et museum, hvor kustoden så både vred og sur ud, som kun russiske kvinder kan. Men kort tid efter sad vi i hendes hus, hvor vi overnattede i tre dage. Vi besøgte også den lokale park med hendes datter, hvor vi drak øl af toliters flasker, og da vi steg på toget igen, gav moren os nogle store syltetøjskrukker fyldt med pasta, fedt og kød, mens hun himlede op om farerne ved at rejste østpå.

I Perm, 1.400 kilometer øst for Moskva, stødte Camilla Nellemann på en udtjent dansk bus fra Emdrup.

Da vi kom forbi Bajkalsøen lige nord for Mongoliet, lavede vi endnu en afstikker. Vi havde hørt, at der skulle være nogle fine, gamle kursteder. Vi gik ind på det første sted, der lignede et hotel, og blev betjent af nogle unge mennesker i tyverne. De virkede lidt forvirrede over, at vi gerne ville overnatte netop der. Men det var helt vildt billigt, og så blev vi indlogeret i en trekantet hytte, lidt ligesom i Lalandia. 

Da vi havde fået vores nøgle, inviterede de os med på en bustur rundt i området. Bussen var fyldt med teenagere, hvilket var lidt besynderligt, og vi fandt så ud af, at vi åbenbart var en del af en feriekoloni for ungdomskriminelle russere. Og at alle de børn i bussen faktisk var i fængsel.

Nogle dage senere besluttede vi os for at sejle ud til den ø, der ligger midt i Bajkalsøen. Vi fik et par gamle skippere med militærjakker og vindblæste kinder til at sejle os derover, men på vejen tilbage spurgte de, om vi ikke ville sejle videre op til Severobajkalsk i den nordlige del af Bajkalsøen. Det ville kræve en overnatning på båden sammen med de her to skippere ude i ingenting. Min veninde og jeg kiggede på hinanden, men skipperne tog hurtigt en flaske vodka frem og skålede for Moder Jord, som man gør i Rusland. Så blev der pludselig god stemning, og det var jo et fantastisk tilbud. Det viste sig, at der slet ikke var noget at være bange for. 

Vi gjorde holdt undervejs ved en kæmpe skov, hvor vi blev hjerteligt modtaget i skovridderens hytte. Han havde andre gæster på besøg, så der var hjemmebrændt i lange baner. Det var knaldrødt og virkelig stærkt. Der var også et bjerg af nybagte pandekager og frisk lakserogn, som vi spiste os mætte i. Russere er fantastiske til at holde en fest og fejre nuet. De havde en lille kassettebåndoptager med russisk folkemusik, og vi dansede rundt. Efter festen sov vi branderten ud på båden, og da det blev morgen, tog vi videre til Severobajkalsk, hvor vi forsatte vores rejse. 

JAPAN, 2013

Da jeg kom hjem fra Rusland, begyndte jeg at læse Asian Studies på CBS med hovedvægt på japansk sprog og kultur. Jeg har været fascineret af Japan, siden jeg som 13-årig så filmatiseringen af James Clavells roman ’Shogun’. Jeg blev tryllebundet af deres flotte klædedragter og af skriftsproget. I filmen er der en kvindelig japansk tolk, som mægler mellem den forulykkede portugisiske styrmand og shogunen, som var en slags borgmester for et område dengang. Tolken var min helt og med til at fange min interesse for sprog, og i gymnasiet var jeg et år i Japan som udvekslingsstudent.

I 2013 tog jeg til Japan for at skrive ph.d.-afhandling om atom­industrien efter Fuku­shima-ulykken. Jeg tog ud for at lave feltarbejde i seks måneder hos nogle meget passionerede lokale, som var kede af, at deres region var blevet kendt som et sted med strålingsfare i stedet for den natur, som regionen traditionelt havde været kendt for. Derfor havde de sat sig for at plante verdens største kirsebærskov i Fukushima. 

Jeg boede i deres klubhus i de seks måneder. Det lå på en naturskøn bakketop omkring 40 kilometer fra den aflukkede radioaktive zone. Det var et helt klassisk japansk hus med tynde ydervægge af træ og buede glaserede tegltage. Indenfor var der rispapirsvægge, der kunne skydes til side, og gulvet bestod af tatami, som er japanske måtter af strå. Det var et rigtig stort hus med udsigt til kirsebærtræer og rismarker. 

Mange af de mennesker, der kom i klubhuset, havde været nødt til at flytte til et andet område eller til Tokyo efter ulykken i 2011. Hvis de havde børn, var det ofte kvinderne, der blev sendt væk med dem, mens mændene blev tilbage for at arbejde. En mand i fyrrerne, der hjalp med plantningen af kirsebærskoven, havde sendt kone og barn væk og blev selv tilbage for at passe sin gamle mor og arbejde. Ulykken ­splittede en masse familier, og mange blev tvangsflyttet til midlertidige boliger, som egentlig var en slags trailerpark. Jeg mødte to tvangsflyttede ældre mennesker. De tog jævnligt ind for at se til deres hus i den lukkede zone, og de fortalte blandt andet, hvordan slanger havde overtaget huset.

Jeg hjalp ofte til med plantningen af kirsebærskoven, og en dag i en drikkepause fik vi den idé, at vi skulle se den evakuerede zone omkring det forulykkede atomkraftværk. Så vi fyldte bilen op og kørte gennem det bakkede landskab.

Camilla Nellemann besøgte Japan som udvekslingsstudent i gymnasiet. Hun vendte tilbage i 2013 og skrev ph.d.-afhandling om atom­industrien efter Fukushima-ulykken.

Da vi ankom til en lille vagtpost, spurgte den ældre japanske mand, der kørte bilen, om det egentlig var sikkert nok at køre derind. Radioaktivitet har generelt en mindre effekt på ældre mennesker, og vagten kiggede ind i bilen og sagde: ”I er jo alle sammen gamle, så I kan bare køre derind.” Da vagten så, at jeg var med i bilen, tænkte han sig lidt om, men vi fik lov til at køre videre. Jeg overvejede ikke et sekund, at det kunne have konsekvenser for min sundhed, jeg syntes bare, det var et scoop.

Området  var  vitterlig et ingenmandsland det første stykke tid. Men pludselig så vi en parkeringsplads fyldt med busser, der transporterede en masse arbejdere til og fra zonen. Jeg fik at vide, at arbejderne fjernede atomaffaldsbefængt græs, planter og træer, som de samlede i sorte affaldssække. Der stod fyldte affaldssække flere steder. 

En af årsagerne til ulykken var den tsunami, der skyllede ind over området, og det kunne man stadig se konsekvenser af. Der lå iturevet byggemateriale over det hele, som engang havde været huse, og der var et hus, som stod midt på vejen – helt intakt. Det var blevet skubbet af flodbølgen. Inde i huset lugtede der fugtigt og jordslået, der hang en kalender på væggen, og den røde markør stod stadig på 11. marts 2011 – dagen for tsunamien. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på det.

Vi havde en geigertæller i bilen for at sikre os, at radioaktiviteten ikke blev for voldsom. Pludselig gik den fuldstændig amok, selvom omgivelserne ikke havde ændret sig det mindste. Det var simpelthen så uhyggeligt. Vi blev enige om, at vi straks måtte vende om. På vej tilbage til klubhuset holdt vi ind på en lille fiskerestaurant, hvor vi fik østers, og så begyndte de ældre mænd, jeg kørte med, at joke med, at nu kunne Japan også blive verdenskendt for sit radioaktive cuisine. Sådan levede de med den store tragedie.

Camilla Nellemann er uddannet sprogofficer i russisk i Forsvaret og har været udstationeret i Bisjkek i Kirgisistan og i Helmand i Afghanistan. Sideløbende uddannede hun sig til cand.merc. på CBS med fokus på japansk sprog og kultur. I 2016 forsvarede hun sin ph.d. om atomindustrien efter Fukushima-ulykken på Rikkyo Universitet i Tokyo. I 2020 udgav hun bogen ’Dansende biler’, som handler om hendes liv og oplevelser i Japan.

INVASIONEN

Kuwait City, 2. august 1990 kl. 5 om morgenen

Jeg vågner med et sæt, da en eksplosion får bygningen i ambassadekvarteret, hvor jeg bor, til at ryste. Sekunder efter kommer endnu én. Jeg frygter en gaseksplosion og løber hen mod hoveddøren for at komme ud, da en veninde på den amerikanske ambassade ringer. ”Gå ind i dagligstuen, og kig ud ad vinduet,” siger hun. Jeg gør, som hun siger, og får et chok. På strandvejen nedenfor er kampvogne opmarcheret. 

Jeg ringer omgående til min danske veninde Wicki Hill. Indtil for nylig delte vi en penthouselejlighed, men Wicki er flyttet til en anden lejlighed. Vi har dog stadig meget til fælles – blandt andet at vi begge havnede i Kuwait ved en tilfældighed på grund af mænd, som vi havde mødt i udlandet og siden blev skilt fra. Samtidig er vi en del af partymiljøet i et land, der både er dybt religiøst og officielt tørlagt – og vi nyder alt det forbudte i fulde drag. 

Jeg er ansat som administrationschef i oliebranchen. Af de 1,9 millioner indbyggere i Kuwait er to tredjedele udlændinge. Mange af dem er asiater og palæstinensere, der klarer det grove for kuwaiterne. Men her er også tusinder af fastboende vesterlændinge – expats – udstationeret af udenlandske selskaber eller ansat af kuwaitiske firmaer. De fleste af de vestlige expats er unge, som har svært ved at tage kuwaiternes skrappe adfærdsregler alvorligt.

Før invasionen smuglede Liselotte Hertz spiritus i shampooflasker ind i Kuwait. Siden smuglede hun fornødenheder til tilbageholdte vesterlændinge i det besatte land.

Som mange andre smugler vi sprut ind fra udlandet. Shampooflasker og alt andet, der kan rumme noget flydende, fyldes med gin, hver gang nogen skal tilbage til Kuwait. I weekenderne tager vi med grupper af venner ud i ørkenen for at køre om kap i klitterne, grille og overnatte under åben himmel i soveposer. Der er fest og ballade hver weekend og ofte også i løbet af ugen. 

Min veninde Wicki er også vågnet ved bragene. I telefonen laver vi i første omgang bare sjov med det hele: Nu er der udsigt til nogle ekstra fridage – måske en hel uge. Men for en sikkerheds skyld må vi hellere få købt ind og tanket bilen, bliver vi enige om. Jeg henter min lille hvide Honda-sportsvogn i parkeringskælderen og samler Wicki op. Kvarteret er en kamp-zone. Panikslagne kuwaitere tømmer supermarkedets hylder i en hurtigløbende hamstringsbølge. Vi får dog købt vand og dåsemad.

Bagefter skilles vi for at pakke vores lejligheder ned. Men vi indser, at der er farligt at være i ambassadekvarteret og i nærheden af emirens palads, der bliver bombet. Vi må lade det hele være og skynde os at komme væk. Jeg griber tandbørste og tandpasta, en sodavandsflaske fyldt med gin samt tonic og en citron til vores G&T – og løber ud af lejligheden for at komme hen til Wicki. Den nyindkøbte mad glemmer jeg i skyndingen. Vi har nøglen til en anden venindes lejlighed 12 kilometer mod sydøst i et boligkompleks, hvor der bor andre danskere. Der slår vi os ned indtil videre. 

KIWI HOUSE 

Syd for Kuwait City, efteråret 1990

Der går mange historier om plyndringer og voldtægter i dagene og ugerne efter invasionen. Og der er usikkerhed om, hvad der skal ske med de mange vesterlændinge i Kuwait. Rygtet siger, at vi er Saddam Husseins gidsler, fordi vi ikke kan forlade landet, når vi vil. Især amerikanere, briter og tyskere er presset. De bliver gennet sammen og sendt til Irak, hvor styret truer med at bruge dem som bombeskjold, hvis krigen kommer. Derfor går de under jorden.

Andre kan frit bevæge sig rundt i Kuwait – for eksempel danskere – selv om vi ikke må forlade landet. Den danske ambassade anbefaler alligevel, at alle danskere rykker til Bagdad i Irak, hvorfra vi forhåbentlig kan rejse videre og komme i sikkerhed. Både Wicki og jeg takker nej til det tilbud. Vi har en pagt om, at vi vil stå det her igennem sammen. I modsætning til mange af de andre danskere kender vi Kuwait ud og ind og har masser af kontakter i landet. Det ville være latterligt at køre til Bagdad og til et land, vi ikke ved noget om, og som styres af en utilregnelig diktator. 

Vi ender begge med at flytte hen til en gruppe newzealændere, der har et hus i forstaden Salmiya. Kiwi House bliver det kaldt. Newzealænderne kan ligesom os bevæge sig frit rundt, og derfor er de gået i gang med at opbygge en undergrundsbevægelse, der skal hjælpe dem, der har været nødt til at gå under jorden for ikke at blive taget af irakerne. Det arbejder kaster Wicki sig hurtigt ind i, og efter noget tid følger jeg trop. 

Vi hjælper med at organisere safe houses, flytter udlændinge i sikkerhed og sørger for, at de får friske fødevarer og vand, så de kan overleve i månedsvis bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Hovedkvarteret for undergrundsarbejdet er Kiwi House, og det illegale arbejde breder sig som ringe i vandet. Vi får mere og mere travlt. 

Hen på efteråret får newzealænderne mulighed for at forlade Kuwait, og Wicki vælger at rejse ud med dem, men jeg bliver. Sammen med en irsk-australsk revisor, John Levins, starter jeg støttegruppen Hostage Support Group, som strømliner det illegale hjælpearbejde. Jeg bliver gruppens leder under kodenavnet ’Vikingen’. Tre briter, som ikke kan forlade huset, fungerer som gruppens sekretærer. De holder styr på leveringsruter, forsyninger, post og penge. Vi har sat en kæmpe tavle op for at kunne bevare overblikket. 

IRAKISK KONTROLPOST 

Kuwait City, efteråret 1990 

Som ugerne går, får jeg flere og flere opgaver. Jeg smugler forsyninger ind til vestlige gidsler, der er indespærret som menneskeskjold på baser i havneområdet i Kuwait City. Og jeg kaster varer ind over muren til den amerikanske ambassade, hvor medarbejderne er under konstant belejring af irakisk militær og er uden strøm og vand. 

Selv om vi, sammen med vores newzealandske venner, i princippet kan færdes frit, kan meget gå galt – for eksempel hvis en irakisk soldat eller politiet ved en vejspærring forlanger at se, hvad vi har i bagagerummet. Det vil være svært at forklare, hvorfor bilen er pakket med madvarer, medicin, kopier af det illegale nyhedsbrev The Kuwait Invasion Times, gidslernes egen satire på videobånd eller breve til britiske og amerikanske mænd, som irakerne er på jagt efter.

En dag kører jeg med min newzealandske makker Robin van Kempen i min lille Honda med mad i. I en rundkørsel har irakerne opsat en ny vejspærring. De vil ikke lade os fortsætte. Det er ikke et godt tegn. To militærkøretøjer dukker op for at hente os, men jeg nægter at efterlade min bil i rundkørslen. Efter lidt mundhuggeri får jeg lov til at køre bilen, mens Robin sidder på passagersædet. En irakisk soldat med store beskidte støvler springer ind på klapsædet bagi, og så ruller vi af sted med en militærjeep foran og en bagved. 

Under turen mærker jeg noget koldt i nakken, og jeg ved, at det er et pistolløb. Jeg er ret sikker på, at soldaten ikke kan finde på at skyde mig, men frygter, at bilen skal ramme et hul i vejen, og at soldaten ved et uheld trykker på aftrækkeren. Men omsider når vores lille kortege frem til en stor villa.

Jeg parkerer bilen, og af uforklarlige grunde undlader irakerne at gennemsøge den. Vi bliver ført op ad en trappe og ind i et værelse, hvor der står en seng, et skrivebord, en stol, en sofa. Intet andet. Vi bliver placeret i sofaen, og soldaterne går. Ingen af os tør sige noget. Vi frygter, at rummet er aflyttet. Samtidig skæver vi over mod sengen. Efter et stykke tid går døren op, og ind kommer en højtstående irakisk officer i ulastelig uniform. Han taler perfekt engelsk, sætter sig bag skrivebordet og betragter i tavshed os to i sofaen. 

Så begynder forhøret. Han spørger, om vi kender noget til gidslerne. Vi svarer afvisende på alle spørgsmål, og Robin får sit pas tilbage og bliver bedt om at gå. Robin og jeg ser på hinanden. Irakeren har formentlig planer om at forgribe sig på mig. Derfor nægter Robin at gå uden mig. Til sidst opgiver irakeren og giver også mig mit pas tilbage. Vi går ned til bilen, starter og kører bort. Først da begynder vi begge at ryste.

Dagene er fyldt med alvor under invasionen. Men om aftenen bliver der festet. Til højre Liselotte Hertz.

GOLFKRIGEN BEGYNDER 

Kuwait City, 17. januar 1991

Da krigen kommer, har vi forberedt os. Der er hamstret mad, hældt olie i små flasker og flettet væger af snor, så de indespærrede kan bruge dem som olielamper, hvis batterierne slipper op. Samtidig har vi fået fat i store partier af bleer og konstrueret vores egne primitive gasmasker af dem. På gaden har vi set irakiske soldater med gasmasker, og selv om vi formoder, at de mest går med dem for at skræmme, lurer frygten for kemiske angreb fra irakerne alligevel. 

Bleerne er klippet til, så de kan sidde som mundbind, mens hjemmehæklet snor sikrer, at bindet fæstnes ved ørerne. I bleerne har vi lavet små lommer til knust kul – når kul bliver blandet med ilt, skabes små rum, hvor gassen kan absorberes.  Det er primitivt, og vi håber, det virker, men inderst inde ved vi godt, at hverken maskerne eller de sandsække, vi møjsommeligt har fyldt, hjælper meget, hvis irakerne bruger kemiske våben.

Seks danskere rykker sammen hos mig i Kiwi House. Vi beslutter også at indtage genboens hus, hvor beboerne er rejst ud. Huset har en god kælder, og der kan vi indrette et ordentligt beskyttelsesrum. Kældervinduerne dækker vi til med sandsække, og indenfor skaber vi et lager af vand og dåsemad.

16. januar går der rygter om, at de første bomber vil falde i løbet af natten eller den tidlige morgenstund. Jeg bliver oppe det meste af natten og lytter til radioen. Først klokken 7 går vi i seng. Det holder to en halv time, så bryder larmen løs – antiluftskyts, nervøst gadeskyderi og fjerne bombesprængninger. Hos mig sætter de første bombebrag sig som et håb om frihed. 

En dag slår et missil ned så tæt på os, at vores naboer får blæst alle vinduer ind. Vi går ram forbi, for vi har sat tape på vinduerne, så lufttrykket fra bombenedslagene ikke gør skade. Vi mærker mest bomberne som dybe drøn, der giver vibrationer i døre og vinduer. Til sidst forsvinder angsten nærmest helt i gruppen, og bombardementer bliver en del af det daglige lydbillede.  

Nyhederne udefra kommer ind til os i klumper, mest via BBC og Danmarks Radio på kortbølgeradio. Vi hører forlydender om, at 300 civile kuwaitere er blevet skudt gennem hovedet siden krigens begyndelse, og at en kuwaitisk kvinde og tre mænd nogle dage forinden er blevet henrettet offentligt med økse. Vand har længe været en mangelvare, og efter en måned med krig er der pludselig ikke længere el. 

22. februar erklærer George Bush, at Irak har 24 timer til at trække sig ud af Kuwait, ellers sætter amerikanerne gang i en landkrig. Den kommer tidligt om morgenen 24. februar. Ude fra bugten kan jeg høre det amerikanske skib USS Missouri affyre sine granater. De trækker lysspor over himlen, og når jeg hører et nedslag, går der fem sekunder, så klaprer hoveddøren. 

Og så: befrielsen. 26. februar strømmer folk jublende ud i gaderne. 

Jeg tager hjem til min lejlighed. Jeg har kun været tilbage én gang under invasionen. Det var i oktober, og allerede dengang havde irakerne plyndret lejlighederne. Rygtet vil vide, at højtstående folk i Bagdad sendte deres koner til Kuwait for at tage, hvad de ville have. De satte røde mærker på det, der skulle samles ind.  

Jeg står opgivende i min lejlighed og ser mig omkring. Soldater og andre har forrettet deres nødtørft i hjørnerne, nogen har brændt store huller i væggene. Fotos og andre minder er smadret og revet itu. Der lugter grimt af råd fra både køleskabet og fryseren. Jeg skynder mig ud i bilen. 

Så begynder jeg at græde. Tårerne triller hele vejen tilbage til Kiwi House. Først midt i marts har jeg fået ryddet så meget op, at jeg kan flytte tilbage i lejligheden. Mad er en mangelvare, og jeg overlever på dåserationer efterladt af koalitionssoldater fra den britiske, canadiske og franske hær. Der mangler stadig både el og vand i byen, og mit gamle arbejde er ikke åbnet endnu. Alligevel tager jeg hen og rydder op på kontoret. Så er det klar, når normaltilstanden vender tilbage.

Liselotte Hertz’ historie er en del af bogen ’Det sidste gidsel – Danskernes flugt fra ­Saddam Hussein og Golfkrigen’ af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Bogen udkommer 21. september hos Lindhardt og Ringhof.