EM I FRANKRIG

I 2016 var jeg i Frankrig for at dække EM i fodbold for DR Sporten. Danmark var ikke kvalificeret, og min opgave var derfor at dække hele slutrunden og rejse hen, hvor de gode historier var. 

Island blev hurtigt den helt store sensation, da de gik videre fra gruppespillet og skulle møde England i ottendedelsfinalen i Nice.

På stadion fyldte de islandske fans enormt meget i lydbilledet allerede inden kickoff. De stod i det ene hjørne, og da kampen nærmede sig sin afslutning – og det stod 2-1 til islændingene – sang de højere og højere. Jeg sad oppe på pressepladserne og tog en hurtig beslutning: Min fotograf og jeg skulle ned blandt de islandske fans og sende, selvom man ifølge reglerne ikke måtte filme fra tilskuerpladserne. Blev det opdaget, ville jeg få klippet min akkreditering over og blive udelukket fra resten af EM. Vi løb, og fotografen skjulte sit kamera under jakken. Da slutfløjtet lød, stod vi på tribunen og sendte live hjem til Danmark, mens islændingene jublede og sang i baggrunden. Det var så stort et øjeblik, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Heldigvis opdagede vagterne os ikke, og jeg fik ikke frataget min akkreditering. 

Dagen efter kampen skulle fotografen og jeg til Annecy, hvor det islandske landshold havde lejr. Vi skulle lave en live-gennemstilling til TV Avisen om Islands sensationelle sejr. Vi havde lejet en bil og besluttede at køre gennem bjergene. Vi kørte fra Nice ved 12-tiden, sportsnyhederne var klokken 21:55, og vi havde god tid.  

Turen var guddommelig smuk. Vi stoppede flere gange undervejs for at betragte de sneklædte bjerge i horisonten og de grønne dale, der strakte sig mellem dem. Jeg tog så mange billeder på min smartphone af landskabet. Ved 16-tiden begyndte det så småt at gå op for os, at gps’en måske regnede forkert. Den blev ved med at udskyde ankomsttidspunktet, og vi var stadig ikke nået ret langt væk fra Nice.

Klokken 20 begyndte jeg at gå i panik. Vi havde ikke en chance for at nå til Annecy, inden jeg skulle være på i TV Avisen. Men jeg ville lave den gennemstilling efter så stor en sensation som Islands sejr over England. Vi måtte finde en løsning. På min telefon kunne jeg se, om der var forbindelse til at stille igennem. Vi kørte lidt, stoppede, hoppede ud af bilen og tog udstyret frem for at få forbindelse, kørte igen og prøvede en gang til – intet hjalp. Vi var langt oppe i bjergene, og der var ingen telefonmaster i miles omkreds. 

Min redaktør hjemme i København begyndte at blive utålmodig: Ville indslaget blive til noget eller ej? Jeg kiggede på et kort og kunne se, at der var en lille landsby ikke langt fra det sted, hvor vi befandt os. Måske var der nogen i byen, som kunne hjælpe?

Da vi ankom, var byen helt stille. Lysene i vinduerne var slukkede, og der var ingen mennesker. Det føltes næsten som en spøgelsesby. Pludselig fik fotografen øje på en kvinde gennem et vindue på første sal i et lille hus. Vi gik ind og spurgte, om hun havde wi-fi. Hun kunne næsten ikke tale engelsk, men vi fik forklaret, at vi skulle bruge internet. Kvinden gik tilbage i huset og kom ud med en lap papir med koden til netværket. Og så kørte hun ellers sin vej, hun havde et ærinde at løbe, sagde hun på gebrokkent engelsk. 

Det var sidste chance. Klokken var 21:30. Fotografen tastede koden ind på sit live-udstyr, og til vores held virkede det. En halv time senere var jeg igennem til TV Avisen i en fransk flække, der intet havde med den islandske lejr i Annecy at gøre. Fra vi ankom, til vi kørte, mødte vi ikke ét eneste menneske i byen – ud over kvinden, som reddede vores forbindelse.

VM I RUSLAND 

Sammen med cirka 35 andre danske journalister var jeg i Rusland i 2018 for at følge herrelandsholdet til VM. De danske medier var gået sammen om at hyre et firma til at planlægge vores rejse, fordi vi alligevel skulle dække de samme kampe i gruppespillet. Danmarks første kamp var mod Peru, og den skulle spilles i Saransk. Byen ligger cirka 600 kilometer sydøst for Moskva og er ikke særlig stor, så alle hoteller i selve Saransk var for længst udsolgt. Derfor skulle vi bo et stykke uden for byen. Det var ikke optimalt, men jeg tænkte, at det nok skulle gå.

Da vi ankom til lufthavnen i Saransk, havde rejsefirmaet arrangeret bustransport til vores hotel. Efter at have kørt i en time, kun omgivet af russisk nåleskov, begynde jeg at undre mig. Hvor var vi på vej hen? Langs vejkanten så jeg flere gange skilte med advarsler om, at man skulle passe på bjørne i området. 

Da bussen langt om længe stoppede, var vi så langt ude i skoven, at der ikke var noget, der mindede om telefonforbindelse. Synet, der mødte mig, var en grå murstensbygning med mintgrønne døre, bygget i 50’erne eller 60’erne. Indenfor blev vi modtaget af russiske kvinder i hvide og lyseblå kitler magen til dem, som læger og sygeplejersker bærer på et hospital. Her gik det op for mig: Det her var ikke et hotel. Det var heller ikke et hostel. Vi var blevet indlogeret på et gammelt sindssygehospital.

Værelserne var små og klamme, sengene bestod af brikse med sengetøj, der virkede, som om det ikke var blevet vasket i et årti. På toilettet var alt lavet af plastic, formentlig så de daværende indlagte ikke kunne skade sig selv med skarpe genstande. Og det eneste, der var på stedet – ud over et fællesrum til spisning – var et apotek, som havde lukket. 

Den første aften skulle jeg lave en gennemstilling, men måtte opgive på grund af manglende internet. Fotografen og jeg prøvede at gå udenfor, hvor vi blev mødt af en russisk vagt med gevær. Lidt længere ude så vi endnu et advarselsskilt med en bjørn. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Vi skynder os bare ind igen, ikke?”

Køkkenet var så uhumsk, at det nærmest var uforsvarligt at lave mad derude. Men kvinderne ved komfuret var søde og forsøgte efter bedste evne. Morgenmaden blev serveret fra klokken seks til ni. Første morgen kom jeg ned for at spise lidt i ni, men jeg mistede hurtigt appetitten. Kvinderne havde lavet en slags vandet havregrød og små, blege pølser. Det var så blævret og sjasket, at jeg måtte opgive at spise det. I de tre dage, vi tilbragte på ’sanatoriet’, fik jeg ingen morgenmad. Jeg håber i det mindste, at opholdet var billigt.

I 1985 rejste jeg med min højskolekammerat Lars mod Australien. Vi kørte som rygsækrejsende med Den Transsibiriske Jernbane, gjorde stop i Beijing, fortsatte med tog ned gennem Kina og endte i Australien. Her fik vi – to unge landmænd – job på hver sin farm. Vi taler 1.000 hektar jord, får overalt og en traktor på størrelse med Sjælland. Der var ikke en skid at lave efter fyraften, og vi var langt fra alting, så vi lærte at ryge pot – de fremragende topskud, der står og bager midt i solen – og at grine af en svensknøgle.

En dag skulle vi videre mod New Zealand. Vi tjekkede ind på et virkelig billigt hostel i Wellington af typen, man fandt i rejsebiblen Lonely Planet, hvor de kun spillede Beet­hoven fra morgen til aften. En lokal fortalte os, at der var premiere på ’Out of Africa’, og vi tænkte: ’Fint, Karen Blixen er dansk, den skal vi da se.’ 

Mens vi stod i køen foran den her forholdsvis lille biograf, kom biografdirektøren hen til os. Han var vel i fyrrerne, et hoved højere end mig – og jeg er 1,93 – og spurgte på engelsk: ’Jeg kan høre, I taler skandinavisk?’ Ja, svarede vi, og så tilbød han os en rundtur i Wellington i sin sportsvogn efter filmen. Vi sagde selvfølgelig ja igen. Det gjorde man jo dengang som backpacker. 

Vi kørte rundt i Wellington, der er virkelig smuk og omgivet af en bjergkæde, og på turen foreslog han, at vi tog en drink i hans hus, og så ville han køre os hjem bagefter. Vi kom op til hans hus, der var meget moderne med lædermøbler overalt. ’I bliver nødt til at hjælpe mig,’ sagde han så. ’Jeg har en film, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om de taler dansk, norsk, svensk eller tysk.’ ’Fint, fint, lad os se på det,’ sagde vi. Og så trykkede han play og gik ud og blandede drinks. 

Frem på skærmen tonede den mest hardcore bøssepornofilm, man kan forestille sig. Pik i røv, pik i mund, pik alle steder. Han kunne lige så godt have holdt et ladt jagtgevær op foran knoppen af os. 

Vi skyndte os at trykke pause, og da han kom ind igen, sagde vi som det mest naturlige i verden: ’Vi vil bestemt mene, at de taler tysk.’

Hvad jeg først kan se i dag, er, at Lars og jeg nok har lignet to medlemmer af Wham. Vi var myndetynde, havde langt 80’er-garn og gik med halssmykker og åbne skjorter. Vi vidste jo godt, at der fandtes noget, der hed bøsser, men vi var altså to unge drenge fra landsbyer med ingen eller meget usynlige homo-miljøer, og det her kom som et gigantisk chok. For første gang i mit liv stod jeg i en situation, hvor jeg – som jeg har gjort så mange gange siden – med skandinavisk høflighed og pli forsøgte at padle uden om et problem og jævne ud med et smil i stedet for at gå ind i en konflikt. 

Biografdirektøren insisterede på, at vi skulle blive til en drink, men vi skulle pludselig meget tidligt op næste dag, sagde vi. Vi løb de 14 kilometer tilbage til vandrehjemmet med følelsen af at være blevet virkelig, virkelig udfordret på vores seksualitet.”

BEGYNDERTRICK

I 9. klasse lærte jeg et værtshus-trick, hvor man tryller mønter fra én ting over i noget andet. Det trick sad jeg med i klassen i alle frikvartererne, og jeg vandt øl fra de andre på den måde. I begyndelsen var det bare for sjov. Men så begyndte lærere og elever fra andre klasser også at komme. Fra at være den lidt generte dreng blev jeg det sociale omdrejningspunkt. 

Jeg  voksede op i Kjellerup, og Silkeborg var en storby. Nede på Delta House havde de en talentkonkurrence. Jeg meldte mig til, ret beset som en joke, og fortalte klassekammeraterne, at nu skulle jeg ud og trylle. 70 af eleverne på skolen lejede en bus, fordi de skulle over og se idioten gøre sig til grin. Jeg havde lånt min fars habitjakke, der var to numre for stor, og jeg havde en høj plastic-hat på hovedet. Det var i begyndelsen af 90’erne, så jeg havde permanentet hår og syntes selv, jeg lignede Thomas Helmig. Men jeg lignede nok mest Polle fra Snave. Jeg lavede fire trick. Der var tre, der var dårlige, og et, der mislykkedes. Jeg stod med en avis, der skulle være hel efter et trick, men da jeg foldede den ud, dryssede alle stykkerne ned ved siden af mig. Jeg havde også købt en levende hvid due, der skulle sidde på min finger, men den fløj fra mig. Hver gang jeg kiksede, grinede mine venner mere og mere hysterisk. Med det resultat, at dommerne troede, det var meningen. Og så vandt jeg førsteprisen. Jeg var oppe mod et par, der dansede lambada, og en mand med en violin. Konkurrencen var måske heller ikke så hård.

Om natten kom jeg hjem med en check, en flaske champagne og en pokal. Jeg var blomstret. Jeg havde spillet fodbold i 11 år og var ikke nået længere end til andetholdet. Og jeg havde været spejder i 12 år og kunne ikke binde et råbåndsknob. Lige pludselig var der nogle, der sagde, at jeg var god til noget.

Efter gymnasiet lånte jeg 100.000 i banken. Jeg var 20 år og sendte brochurer ud til alle de steder, der kunne tænkes at bruge en tryllekunstner. Skoler, børnehaver, handelsstandsforeninger, kirker. Min mor syede mit kostume og en rød dug med hvide frynser, og min far sad dag efter dag og slog op i tykke, gule telefonbøger, hvorefter han tastede adresser ind i titusindvis, som vi sendte flyers ud til. Meningen var, at jeg skulle have nok job til at kunne holde et sabbatår. Min far og jeg lavede en turné, og de første tre måneder havde jeg 80 job. Jeg fik lavet en tour-T-shirt ligesom Metallica, som jeg så op til. Der stod ’Tour ’92’ og Børnehaven Mælkebøtten og Karensminde Ungdomsskole og så videre på den. 

En af mine folkeskolelærere kom og sagde: ”Jeg har set, at der skal være en kulturfestival i Grønland, hvor man søger danske artister.” Jeg sendte et brev af sted og blev ringet op. De havde udvalgt mig til at repræsentere Danmark. Jeg var ret beset ligeglad med at rejse, men jeg øjnede muligheden for at komme 14 dage væk fra min mor og far. Jeg fik et regulært kulturchok. Det var en anden natur, livsstil og humor. Ude i bygderne tror de meget på åndeverdenen og det overnaturlige, så folk skreg og løb ud af lokalet, når jeg tryllede. 

Nogle af de grønlandske kvinder syntes, jeg var interessant. Jeg havde været en dreng i 22 år og blev mand på en nat. Jeg kan huske, der kom en ældre dame hen til mig på et lille diskotek. Hun havde ingen tænder i munden. Hun tog ved sine hofter og sagde: ”Herfra og opefter er jeg 65, men herfra og nedefter er jeg 18. Vil du med hjem og se?” Sådan var det hver aften. Det var så fjernt fra alt, jeg kendte. Men Grønland blev startskuddet til, at jeg begyndte at kombinere trylleri og rejse. Nu har jeg en årlig turné deroppe, og mine børn har grønlandske mellemnavne.

Nordkorea fejrer ofte sig selv.

NORDKOREA 1

Jeg sad alene og så fjernsyn om natten 2. juledag i 2015. Der var et program om Nordkorea, om fangelejre og flugt. Jeg tænkte: ”Det der er godt nok vildt.” Jeg blev nysgerrig og grebet af en tanke: Vi kan undertrykke mennesker, men kan vi også undertrykke smilet? Så jeg gik ind og læste om landet og sad oppe en halv nat. Jeg vidste godt, at jeg ikke bare sådan lige kunne rejse ind, så jeg søgte på nettet og fandt en rejseagent i New Zealand. Jeg skrev til ham, fortalte, hvad jeg beskæftigede mig med, og spurgte, om det kunne være muligt at trylle i Nordkorea. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville høre fra ham. 

Næste formiddag svarede agenten, at han var klar til at gå videre med det. I mellemtiden var det blevet lyst, og jeg var knap så modig, som da jeg sad med et glas rødvin om natten. Men jeg spurgte alligevel min kammerat Jens, om han ville med. Det ville han godt. Og så hang vi på hinanden.

10 meter inde i Nordkorea med toget fra Beijing kom der omkring 100 nordkoreanske soldater ind i vognene. Alle ens ting skal godkendes, før man må komme videre. Pludselig gik det op for mig, at jeg havde en avis i min kuffert. Hvad nu, hvis det var Ekstra Bladet? Der kunne være en side 9-pige, og al pornografi er forbudt. Der kunne også være en kritisk historie om Kim Jong-un. I nordkoreanske aviser er det ofte Kim Jong-un, der er på forsiden med et billede i farver, mens alle andre er i sort-hvid, fordi han skal stråle mest. Der var virkelig dårlig stemning mellem os og soldaten i vores vogn. Han var fuldstændig udtryksløs. For at bryde facaden tog jeg en rød klovnenæse på. Han kiggede bare iskoldt på mig, så jeg trykkede på klovnenæsen, som sagde: ”Båååt!” Han reagerede stadigvæk ikke. Min kammerat Jens tilbød ham en mågeklat fra BonBon. Han syntes selv, det var sjovt, men vagten var stadigvæk iskold. Tjekket tog tre-fire timer. Heldigvis var det Midtjyllands Avis, jeg havde med. 

Jesper Grønkjær og rejsemakkeren Jens blev pålagt at indtage middage på dyre restauranter. Ingen af de lokale havde råd til at komme der.

På banegården i hovedstaden Pyongyang blev vi hentet af to vagter. Jeg havde forventet et par store, stærke fyre, men ind kom to unge damer i begyndelsen af tyverne. Miss Lee og Miss Rim. Vi kaldte dem Yin og Yang, når de ikke hørte det. Vi måtte ikke gøre noget som helst uden deres tilladelse, sagde de og tog vores pas. Vores hotel lå på en ø, der var bevogtet af bevæbnede vagter ved dørene, så man ikke kunne slippe derfra. Vi blev lukket inde om aftenen og måtte ikke forlade stedet. Vi måtte ikke fotografere de lokale, vi måtte ikke snakke med dem. Vagterne bestemte, hvad vi skulle se, hvor vi skulle spise, hvad vi skulle spise. De bestemte alt. 

Hunde-suppe var en af de ting, vi fik at spise. Men ellers fik vi god mad, fordi vi hele vejen igennem skulle se det forkromede Nordkorea. Det var Monty Python-agtigt. Vi blev sendt ind på fine restauranter og sad som kongelige for hver sin ende af bordet. Man bliver jo nødt til bare at grine af det, når tingene bliver tilpas gak. Min rejsekammerat Jens var single, og Miss Lee og Miss Rim var meget betagede af ham. Vi fik måske lidt mere line, fordi de var vilde med ham.

Hver dag blev vi sat ud i en bil og kørte i 10-12 timer sammen med vagterne og deres chauffør. Alt, vi måtte se, var det, der forherligede landet. Store statuer, mosaikker og nationalmuseer, der viser, at det var Nordkorea, der vandt Korea-krigen, at de er verdens bedste nation og har verdens bedste leder. På et tidspunkt kørte vi i 10 timer for at komme ud til en sø, hvor Kim Jong-il på et tidspunkt havde skudt med sin pistol ud over vandet. Der, hvor kuglen landede dengang, lå nu en rød bøje. 

Der var få steder, hvor jeg måtte trylle. Men jeg ville gerne lave noget impulsivt, samle nogle folk og se, om jeg kunne komme ind på livet af dem. Ude på landet er der kun én vej, og der er stort set ingen biler. Vi kom til en indkørsel, hvor der stod tre damer ved et lille bord og solgte cigaretter, vand og lidt souvenirs. Folk rundtomkring var udhungrede og lå ude på marken og arbejdede med le og såede med hænderne. Men de her tre kvinder stod som det fineste af det fineste i deres silketøj. De var sandsynligvis udsendt af regeringen og ventede på, at vi kom. Jeg lavede et ballondyr og et lille simpelt tryllenummer. De grinede, og da vi skulle tage afsked, græd de. Jeg tror, at de blev rørt over, at der kom nogen og gjorde noget for dem. Jeg satte mig selvsikkert ind i bilen igen og tænkte, at nu får jeg ros af vores vagt. ”Det gør du aldrig igen!” sagde hun.

Studerende pludselig uden indlærte forbehold.

NORDKOREA 2

Jeg skulle optræde på en skole ude på landet. Det var en forestilling, jeg havde fået forhåndsgodkendt af myndighederne. Skolen var helt sikkert udvalgt til formålet, og det var med sikkerhed også embedsmændenes og de riges børn, der gik der. Men da vi kom derud, nægtede den kvindelige rektor at overholde aftalen. Vagterne kunne eller ville ikke uddybe hvorfor. Men for en gangs skyld blev jeg stædig, og efter en diskussion overgav rektoren sig. Så i stedet for at komme ind i skolens flotte koncertsal og optræde for 800 elever endte jeg med at optræde på en grusmark for 50 elever. Jeg bandt en slags træramme rundt om nakken på en dreng, og så stak jeg et blankt sværd igennem kraven, så det så ud, som om klingen gik lige igennem halsen på ham. Publikum skreg og hvinede både i forskrækkelse og morskab. Publikum i Nordkorea reagerede stærkere end i vestlige lande. De blev mere overraskede og grinede af selv de små, simple ting. Men indimellem rendte læreren rundt og tyssede på eleverne. De måtte ikke grine af en voksen mand. Til sidst måtte jeg bede Miss Lee og Miss Rim om at fortælle ham, at det var meningen, børnene skulle grine.

På et tidspunkt havde jeg en sød, ung dreng oppe på scenen som min hjælper. Alle grinede og havde det godt. Men så kom der en emsig lærer og rev drengen ned igen. I stedet kom læreren op med en pige, som han befalede, jeg skulle bruge i stedet for. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se, at han skældte drengen ud og børstede hans bukser. Han var ikke værdig til at hjælpe, fordi han havde lidt beskidte bukser. Jeg gav pigen et ballondyr som tak for hjælpen, og bagefter gik jeg demonstrativt ned foran læreren og hentede drengen op igen. Jeg ville give ham det ballondyr, som han havde fortjent, og lade ham modtage de andre elevers bifald. Lige i situationen var jeg lidt nervøs for, om det kunne bringe mig i problemer at udfordre læreren. Men til sidst overgav han sig og skraldgrinede.

I Pyongyang er der et vandland for de rige, der er meget større end Lalandia, og det skulle vi selvfølgelig ind og se. Vagterne skulle klæde om og bade for sig selv, så i omklædningsrummet blev vi ligesom små børn, fordi vi var på egen hånd. De unge fyre i vandlandet svømmede hele tiden tættere på os. Der var en af dem, der havde et kamera og spurgte, om han måtte tage et billede af os. ”Lige et øjeblik,” sagde jeg og løb ud og hentede nogle klovnenæser. Jens og jeg dykkede ned under vandet og tog næserne på, og på tre kom vi op af vandet med røde næser. Drengene lignede et stort spørgsmålstegn. De grinede ikke. De anede ikke, hvad det handlede om. 

En dag kom vi ud til et spahotel. Jeg har aldrig set noget lignende. Vi kom ind på et værelse, der lignede noget fra 40’erne. Jeg åbnede døren ud til det badeværelse, hvor spabadet skulle være. Der var mug over det hele. Men Miss Lee og Miss Rim var som robotter. Alt, hvad de sagde og gjorde, var indlært: ”Er det ikke de smukkeste statuer, I nogensinde har set?” ”Er det her ikke den mest fantastiske mad, I nogensinde har smagt?” ”Har I nogensinde set noget så fantastisk som den her mosaik?” Vi trængte til at lukke noget damp ud. Jens og jeg fik nogle øl på restauranten, hvor de også havde billig russisk champagne. Jeg fik fat i sådan en flaske, fordi jeg tryllede for bartenderne. Vi blev drukket helt i stykker. Da månen stod højt på himlen, vaklede vi arm i arm tilbage i seng. Vi skulle gå 100 meter op ad en grussti for at komme til værelset, og jeg aner ikke, hvordan vi kom derop. Der var vagter, der bevogtede hele området, og bagefter tænkte jeg: Hvad kunne der ikke være sket sådan en aften? Hvis jeg uden at tænke mig om havde tisset udenfor eller var begyndt at jodle? Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke var helt utænkeligt. 

På en af vores køreture var Jens og den ene af vagterne faldet i søvn. Der er altid to vagter. Både for at holde turisterne i et jerngreb, men også for at holde sig selv og hinanden i et jerngreb. Jeg sad ved siden af hende, der stadig var vågen, og spurgte, om hun var glad for sit arbejde. Hun svarede: ”Jeg er glad for det arbejde, regeringen har udvalgt mig til.” Jeg spurgte, hvad hun gerne ville være, da hun var barn. Hun svarede, at det ikke altid er nemt. Jeg fortalte, at mit liv heller ikke altid har været nemt. Det kunne hun ikke forstå. Jeg måtte jo være fuld af selvtillid, når jeg sådan havde stået på en skole og fået alle til at grine. Jeg sagde, at det var jeg bestemt ikke. Og så begyndte hun simpelthen at græde. Tårerne vældede ud. Hun begyndte at fortælle, at hun ikke selv havde kunnet vælge det, hun gerne ville. At hun syntes, det var hårdt, og at det var mændene, der bestemte det hele. Et øjeblik tog hun min hånd, hvad der var helt uhørt, og knugede den, mens hun sad og græd.

Trafikvagter på de store boulevarder står i sirlige uniformer for at dirigere biler, der ikke er der.