Indlæg

Helt på månen

20. juli 1969 klokken 21.17 dansk tid trådte Neil Armstrong ud af sit rumfartøj og satte sit aftryk på Månens overflade og i historiebøgerne. Hvis det hele altså ikke er én stor løgn, som konspirationsteoretikere mener. Astrofysiker Anja C. Andersen tager skeptikerne i skole – og glæder sig over, at astronauterne dengang var nogle skovsvin.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Getty Images, Ritzau/Scanpix, Google Maps

Flere mener, at månelandingen for 50 år siden ikke fandt sted. Hvordan opstod mistroen? 

”Den tidligere NASA-ansatte Bill Kaysing begyndte at tale om det i midten af 70’erne, og han skrev en bog om det. Fordi han havde arbejdet inden for murene, var han på en måde en autoritet. På den måde kan jeg godt forstå, at nogle kan blive forvirrede. Netop derfor har forskere som mig pligt til at kaste os ind i kampen og ikke føle os for fine til at tale om det.”

Hvad er det, der får nogle til at tro på de konspirationsteorier?

”Jeg tror, at nogle synes, at de argumenter, der har cirkuleret om falske billeder, virker overbevisende. Nogle mener, at skyggerne falder forkert på de billeder, og at det er et tegn på, at det må være fra et tv-studie og ikke fra Månen. Hvis man så kommer med modbeviser og en naturlig forklaring, er det ikke en lige så god historie, og folk gider måske ikke høre den historie.”

Giver det mening at argumentere – der kommer vel nye modargumenter?

”Man kan ikke gøre så meget andet. Jeg tror ikke, man kan tie det ihjel, og jeg mener, at man som forsker har en forpligtelse til at holde fanen højt og fortælle folk, hvad vi mener, sandheden er. Det mest usandsynlige ved teorierne er, at alle de mennesker, der skulle være involveret i svindelnummeret, måske over 1.000 mennesker, alle sammen skulle holde på den hemmelighed. Mon ikke én af dem ville fortælle det til sin familie eller stå frem for at få noget berømmelse? I den forstand er teorierne jo en kærlighedserklæring til menneskeheden. At nogle tror, at 1.000 mennesker kan blive enige om at holde på en hemmelighed.” 

TRE SEJLIVEDE RYGTER – OG FORKLARINGEN

1. “Jamen flaget blafrer!”

Konspirationsteori: Der er ingen vind på Månen, og derfor burde det amerikanske flag, som astronauterne placerede på Månen, ikke bevæge sig.

Forklaring: Den bevægelse, man kan se i flaget, opstod, da flagstangen blev plantet i overfladen. På grund af den manglende atmosfære bevæger flaget sig i længere tid, end det ville gøre på Jorden. Flaget blev i øvrigt væltet af udstødningen fra motorerne, da astronauterne lettede fra Månen igen. På de næste missioner havde man også flag med og sørgede for at placere dem længere fra affyringsstedet.

2. “Der er for mange skygger på billederne!”

Konspirationsteori: Hvis Solen var den eneste lyskilde, hvorfor kan man så se flere skygger på billederne af astronauterne og landingsfartøjet, spørger skeptikerne.

Forklaring: Selvom der kun er én lyskilde, kan man se flere skygger på grund af sollys, der bliver reflekteret fra Jorden, fra landingsfartøjet og fra astronauterne. Desuden giver Månens ujævne overflade også skygger i flere forskellige retninger.

3. “Der var en cola!”

Konspirationsteori: En tv-seer i Australien forklarede, at hun og flere andre beboere i lokalområdet havde set en cola-flaske trille rundt i bunden af billedet under den første månelanding, da hun sad sent oppe for at følge transmissionen. Signalet med cola-smutteren blev sendt til den del af Australien ved en fejl, mens resten af verden blev holdt for nar, mener konspira­tionsteoretikerne.

Forklaring: Der er ingen cola-flaske på nogen optagelser fra Månen, og seerens forklaring om, at hun sad sent oppe, holder ikke, da den del af Australien slet ikke modtog et live-signal af månelandingen. Den blev vist i en båndet version senere.

Det giver cirka 24 millioner hits at google ’Moon landing conspiracy’. Det må næsten være nedtrykkende for en forsker?

”Jo, men på den anden side er det godt, at folk interesserer sig for det. Man kan håbe, at de i deres søgen finder ud af, at der er mere hold i virkeligheden end i konspirationsteorier. Når jeg holder foredrag, er der altid nogle, der spørger om det. Tidligere kom jeg med en lang forklaring om, at vi har hentet månesten til Jorden, og vi kan se, at geologien på Månen er helt anderledes end på Jorden. Men det overbeviste ingen af skeptikerne. Nu har jeg fundet et svar, der overbeviser folk: Hvis amerikanerne ikke havde været på Månen, havde Sovjetunionen afsløret det. Den køber folk, selvom det jo ikke er et videnskabeligt argument. De helt hardcore konspirationsteoretikere siger så, at Sovjet også var med i konspirationen, sådan at de dækkede over det sammen med USA.” 

Hvorfor kommer så mange af de her konspirationsteorier fra USA?

”Det er den amerikanske rumfartsorganisation NASA, der landede på Månen, og så er der jo så mange mennesker i USA, at der også vil være mange originaler. Nogle af dem tror sikkert fuldt og fast på de teorier.”

Hvad betyder nettet i den sammenhæng?

”Historier bliver spredt meget hurtigt. Det har så den ulempe, at folk synes, det er sjovere at sprede en sjov historie end en faktuel historie. Fakta kan ofte fremstå som en lidt kedelig historie, mens en konspirationsteori er en underholdende historie. Problemet er, når man kun får en meget ensidig opfattelse på grund af de algoritmer, der bestemmer, hvad vi bliver præsenteret for. Hvis folk kun støder på en alternativ virkelighed, er det et problem.”

Hvad er det skøreste argument, du er stødt på?

”Jeg bliver mest overrasket, når nogen insisterer på, at det slet ikke er teknologisk muligt at tage til Månen. Men vi har jo gjort det og kunne gøre det endnu bedre og mere sikkert i dag. Jeg er enormt fascineret af, at det kunne lade sig gøre dengang, og at astronauter turde sætte sig ind i sådan en blikdåse med risiko for at blive sprængt i luften. Det er også fascinerende, at de kunne gennemføre det, selvom de manglede en masse viden. Hvordan reagerer kroppen på vægtløshed? Det vidste man ikke meget om dengang.”

TRE STORE FUPNUMRE?

USA er hjemsted for flere store konspirationsteorier ud over ’Moon landing conspiracy’. Især et præsidentmord, et terrorangreb og mulige besøg fra det ydre rum har skabt en alternativ historie-fortælling.

1. JFK

22. november 1963 blev USA’s 25. præsident John F. Kennedy skudt og dræbt, da han kørte i åben bil gennem Dallas i Texas. Den officielle forklaring er, at den tidligere marinesoldat Lee Harvey Oswald stod bag drabet og selv planlagde det. Mordet har dog ført til et utal af teorier om, at det i virkeligheden var for eksempel CIA, mafiaen, vicepræsidenten, KGB eller Cuba, der stod bag. I 2017 viste en rundspørge blandt 5.130 amerikanere, at kun hver tredje tror på, at Oswald var alene om drabet. 61 procent tror, at der var en sammensværgelse mod præsidenten. Lee Harvey Oswald blev selv myrdet to dage efter Kennedys død. Han blev skudt af Jack Ruby, da han blev eskorteret ud fra en politistation til en ventende politibil.

2. Area 51

Midt i ørkenen i Nevada ligger en anonym vej, der fører til det indhegnede militære område Area 51. Her gemmer – mener nogle – regeringen på hemmeligheder om besøg fra det ydre rum, nærmere bestemt et nedstyrtet rumskib og afdøde rumvæsener. I 1995 begyndte en video at cirkulere, hvor man angivelig ser en obduktion af et rumvæsen, der skulle have været om bord på rumskibet. Nogle konspirationsteoretikere mener i øvrigt også, at månelandingen i 1969 i virkeligheden blev filmet i en hangar i Area 51.

3. 9/11

Næsten 3.000 mennesker mistede livet i World Trade Center, Pentagon og i flystyrtet i Pennsylvania under terrorangrebet 11. september 2001. Men mange amerikanere er skeptiske over for, om de har fået hele sandheden. En undersøgelse fra Chapman University i Californien viste i 2016, at over halvdelen af amerikanerne mener, at myndighederne skjuler oplysninger om, hvad der skete. Nogle mener endda, at det hele var iscenesat via en jødisk sammensværgelse, der skulle sætte gang i USA’s krig mod terror i Mellemøsten. En gruppe arkitekter og ingeniører dannede i 2006 gruppen Architects & Engineers for 9/11 Truth. De er især skeptiske over for, at en mindre bygning, der var en del af World Trade Center, styrtede sammen, selv om den ikke blev ramt af flyene. Det tyder på, mener de, at det hele var planlagt og styret af sprængstoffer placeret i World Trade Center.

Har du mødt nogle ­insisterende ­skeptikere?

”Jeg er stødt på nogle, der, efter at jeg har fremlagt kendsgerningerne om månelandingerne, siger: ’Ok, men jeg tror, at den første landing var fake. Den foregik nok i et tv-studie.’ Argumentet er, at amerikanerne ikke havde råd til at fejle. Der var meget på spil. Og jeg kan da ikke totalt afvise, at amerikanerne har haft en plan B og tænkt: ’Hvad nu, hvis noget går galt under missionen, og vi ikke har nogen billeder at vise fra Månen? Har vi så noget andet, vi kan vise?’ Allerede dengang var der jo nogle, der forstod sig på PR og vidste, at det betød alverden at have et billede at vise.”

Hvorfor er der ikke opstået samme ­historier om missionerne til Mars?

”Jeg tror, det er, fordi der ikke har været mennesker med. Det er svært at hidse sig op over en lille robot, der lander på Mars. Jeg har til gengæld bemærket, at når jeg holder foredrag på folkeskoler, er der mange elever, der bliver overraskede over, at der ikke har været mennesker på Mars, for det har de ellers set på YouTube og i science fiction-film. De har et ret præcist billede af, hvordan der ser ud, at det er en rød ørkenplanet, og de tror, at der har været astronauter. Det er ikke svært at overbevise dem om, at det har der ikke, men de bliver overraskede. Jeg kan egentlig godt forstå dem, fordi film i dag er lavet så godt, at det kan være svært at se forskel på fiktion og virkelighed.”

Area 51 i Nevada.

Følger man som forsker med i, hvilke konspirationsteorier der er oppe i tiden?

”Jeg har lige holdt et foredrag om månelandingerne, og jeg nævnte konspirationsteorierne om Månen, og den nye bevægelse, hvor nogle mennesker mener, at Jorden er flad. Som forsker er man helt uforstående over for det, fordi beviserne for, at Jorden er rund, er så overvældende, og man har vidst det siden de gamle grækere. Enhver sømand vidste, at Jorden er rund. Man skal jo ikke sejle særlig langt for at gøre sig den observation, at Jorden krummer. Jeg håber da som forsker, at der er noget viden, der sniger sig ind, når de, der tror på konspirationsteorier, går i gang med at søge oplysninger. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Kan vi være helt sikre på, at der har været mennesker på Månen?

”Der er ingen tvivl om, at mennesket har været på Månen. NASA har for nylig frigivet seks nye satellitbilleder i høj opløsning af de steder på Månen, hvor månelandingerne fandt sted. Man kan se de steder, hvor Apollo 11, 12, 14, 15, 16 og 17 landede (Apollo 13 nåede ikke frem og måtte returnere til Jorden, red.). Man kan se fodspor og hjulspor, hvor astronauterne har været, og resterne af landingsmodulerne. De var heldigvis nogle skovsvin, der efterlod alt muligt, som man kan se på billederne i dag. Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at NASA føler sig kaldet til at bevise det med de billeder. ”

Anja C. Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København. Hun har jævnligt fortalt om astronomisk forskning i medierne og har skrevet flere bøger. I slutningen af juni udkommer ’En lille bog om Månen’ på Lindhardt & Ringhof.

/

Danskeren, der vil til Mars

38-årige Christian Ohlendorff Knudsen vil være den første dansker, der planter dannebrog på Mars.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Privat

INDTIL FOR FEM år siden havde han ikke spekuleret synderligt over Mars, men da Christian Ohlendorff Knudsen læste om projektet Mars One, der ville sende amatørastronauter på enkeltbillet til planeten ved at sælge tv-rettighederne som en slags reality-tv, blev hans nysgerrighed vakt. 

Han tilmeldte sig på en onlineformular og afkrydsede boksen, hvor han sagde ja til at tage en enkeltbillet til Mars – ligesom 200.000 andre interesserede. Efter en længere udvælgelsesproces med personlige samtaler og gruppeprøver blev feltet skåret ned til 100 kandidater, og Christian Ohlendorff Knudsen var stadig en af de udvalgte. Projektet går dog en meget uvis fremtid i møde, efter at det kommercielle firma bag, Mars One Ventures, i februar blev erklæret konkurs. Det stopper dog ikke Christian Ohlendorff Knudsen, hvis lejlighed i Hellerup så småt er ved at minde om en lille Mars-koloni. 

På en hylde står en slags bikube fyldt med melorme, som han opdrætter, fordi det vil være en nem og proteinholdig fødekilde. Af og til spiser han dem, men hans smagsløg er ikke for alvor begejstrede. Når han bader om morgenen, bruger han to karklude, fordi det bruger markant mindre vand end et brusebad, og han spiser sjældent kød, for det er alt for ineffektiv en måde at få sin mad på. I vindueskarmen og loftet hænger nogle potteplanter, hvor han dyrker grøntsager i simuleret Mars-muld, som han har køb på nettet (jorden er fra Hawaii og malet, så den minder om Mars’). Han har 3D-printet vandslanger, og vandet løber gennem fire potteplanter med en akvariepumpe, så hver en dråbe vand går til planterne uden spild. For tiden dyrker han grønkål, basilikum og dadler, selv om han ikke er sikker på, at man overhovedet kan spise dadler på Mars. Melormenes afføring bliver til gødning for planterne, og de døde blade giver han til melormene i sit eget lille økosystem.

”Jeg har ingen illusion om, at det kan forberede mig på et liv på Mars, men det giver mig personlig, lavpraktisk erfaring. Jeg ser mig selv som en nybygger og er villig til at tage det første skridt. Det er en mulighed for at bygge noget nyt op og være en del af noget større,” siger han og mener, at en Mars-koloni kan være med til at drive os mod en mere bæredygtig livsstil på Jorden: ”På Mars kan man ikke tage noget omkring sig for givet – hverken rent vand, ren luft eller rimelige temperaturer.” 

Den største udfordring ved at flytte til Mars vil dog være den psykologiske, og Christian Ohlendorff Knudsen har funderet over, hvor sjældent han egentlig er alene.

”Jeg anser mig selv for at være en indadvendt person, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke ser mennesker. Så det er svært at vurdere, hvor stor en indvirkning isolationen vil have,” siger han.

Christian Ohlendorff Knudsen har endnu ikke opgivet Mars One. Men selv om nonprofit-delen af firmaet stadig lever, erkender han, at chancen for at komme af sted er lav.

”Sandsynligheden for, at jeg sætter fødderne på Mars, er meget lille, men det vigtigste for mig er ikke, om det kommer til at ske for mig, men at det kommer til at ske i det hele taget. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, så hvis vi om 50 år stadig ikke er nået til Mars, føler jeg i hvert fald ikke, at det er min skyld.”

 

/

Liv på Mars

På en afsides rumbase i Utahs ørken går forskere rundt i rumdragter og spiser frysetørret mad, mens de drømmer om at kolonisere Mars. De er langtfra de eneste. Rigmænd har også spist af den magiske Mars-bar. Og ja, planeten er gold, hundekold og umulig at trække vejret på, men måske er ideen ikke så vanvittig, som den lyder.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Noel Spirandelli

OSCAR OJEDA døde i går. Sammen med tre af sine besætningsmedlemmer var astronauten på rumvandring i Mars’ golde landskab, hvor rødbrune bakker dannede ring om ham som en enorm, bugtende søslange. Pludselig gik batteriet i hans rumdragt ud, og hans iltforsyning forsvandt. Men Oscar Ojeda begyndte ikke at hvæse efter vejret, og da han tog sin hjelm af, kollapsede hans lunger ikke, ligesom blodet ikke boblede. Dér brast illusionen. For colombianske Oscar Ojeda indåndede ikke Mars’ atmosfære, men den forfriskende luft i Utahs ørken. Sammen med et hold kolleger er Oscar Ojeda udstationeret på Mars Desert Research Station (MDRS), der efterligner forholdene på Mars. Basen er oprettet af Mars Society, en amerikansk nonprofitorganisation, der vil skubbe gang i planerne om at kolonisere Mars. Organisationen er frustreret over, at USA’s rumfartsprogram NASA ikke har gjort nok for at sende os jordboere til Mars, og har derfor oprettet en udgave af Mars på Jorden, så forskere kan studere, hvordan vi kan bosætte os på den røde planet. Efter at have kigget på en håndfuld steder rundt om på kloden, der visuelt minder om Mars, faldt valget på ørkenen i det sydlige Utah i midten af ingenting.

”Det første hold astronauter på Mars vil være de mest isolerede mennesker i verdenshistorien, så vi vil give dem den samme følelse her,” siger Michael Stoltz, Mars Societys kommunikationschef.

Mars Desert Research Station er ikke den eneste ’rumstation’, der forsøger at simulere forholdene på Mars. Der er lignende baser i Israel, Spanien, Hawaii og Texas, og Mars Society har også en anden Mars-base på den ubeboede ø Devon Island i det nordligste Canada, men den er ekstremt dyr og besværlig at komme til. Utah er mere praktisk, og siden basen blev åbnet i 2001, har over 1.500 forskere været på interplanetarisk besøg. 

Hvordan påvirker isolationen besætningsmedlemmerne? Gør handskerne på rumdragten det svært at samle jordprøver op? Hvordan sammensætter man et næringsholdigt måltid uden friske råvarer? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne har forsøgt at svare på under deres ophold.

Men måske mindst lige så vigtigt har de opdaget små ting, som kan være en udfordring, hvis man vil starte en koloni på en fjern planet. For eksempel hungrer Oscar Ojeda virkelig efter et spejlæg. 

Sammen med sine fem colombianske kolleger i Crew 203 har han været isoleret på den jordiske udgave af Mars i 10 dage, og spejlæg er det eneste, han tænker på, når han slår øjnene op om morgenen. Han hiver ud i en skuffe fyldt med en række store plasticbøtter, skruer låget af en af dem og kigger på det gullige pulver.

”Dehydrerede æg. Når man tilsætter vand og steger det på panden, minder det lidt om røræg. Men det er ikke spejlæg.” 

Han hiver op i de andre bøtter – tomater, løg, oksekød, svinekød, alt sammen i frysetørret form.

”Det ligner hundemad,” siger han slukøret.

Mars Desert Research Station er opført i 2001, og observatoriet er doneret af Elon Musk.

HVIS MAN VIL slå sig ned 225 millioner kilometer fra Jorden, er spejlæg et af de mindre ofre, og det er gået op for Crew 203. Oscar Ojeda er den 31-årige leder, der har overblikket og træffer de endelige beslutninger, og med på holdet har han Hermes Bolivar, der er biolog og eksperimenterer med at dyrke grøntsager i Mars’ lerholdige muld. Liza Forero er geolog, og Yael Méndez er mikrobiolog, og sammen tager de jordprøver. Freddie Castañeda er ingeniøren, der sørger for, at det mekaniske klapper, og David Mateus er altmuligmanden, der blandt andet kigger på, hvordan de kan minimere deres affald under opholdet.

I to uger bor de sammen i et cylinderformet ’habitat’, sover i køjer, fryser om natten, sveder om dagen, når de trasker rundt på ’rumvandringer’ i ørkenen, aflægger rapporter, gør rent i habitatet, lægger puslespil, når de keder sig. Og spiser frysetørrede æg.

Opholdet på Mars Desert Research Station kræver en vis indlevelse. Basen har set bedre dage, og lugen ind til habitatet kan ikke lukkes, medmindre man løfter op i den først, generatoren går ud hver nat, og tunnellerne, der forbinder habitatet med de øvrige bygninger, består af et u-formet metalhegn og en presenning. Rumdragterne er kedeldragter tilsat en kuppelformet hjelm med et kølesystem, der skal simulere iltforsyningen, og de ligner en rekvisit fra en billig B-film. 

Andre dele er mere realistiske. Eksempelvis møder de ikke andre mennesker under opholdet, al kommunikation med omverdenen har 20 minutters forsinkelse (som svarer til den tid, det tager for et signal at nå fra Mars til Jorden), de skal altid have rumdragt på, når de går udenfor, og når de kommer tilbage fra rumvandring, skal de gennem en luftsluse, hvor de skal stå i fem minutter for at trykudligne – eller lade, som om de trykudligner. Der sker absolut intet, når de står i luftslusen, mens de tripper for at tage den tunge rumdragt af. På sin vis virker det hele som en avanceret astronaut-leg for voksne.

”Opholdet kræver, at man lægger sin mistro fra sig,” som Liza Forero siger.

MARS PÅ JORDEN I

Mars Desert Research Station (MDRS) nær Hanksville i Utah er ikke det eneste sted, hvor man kan opleve, hvordan Mars kan se ud. Her er nogle af de andre permanente simuleringer.

Flashline Mars Arctic Research Station (FMARS) 

Mars Societys anden rumbase ligger i arktiske omgivelser i det nordlige Canada på den ubeboede ø Devon Island. Temperaturmæssigt ligner den mere Mars, dog minder polarørkenen knap så meget om den røde planet. Det gør isolationen til gengæld.

Hawaii Space Exploration Analog and Simulation (HI-SEAS) 

Med sit vulkanlandskab har Big Island på Hawaii en god lighed med Mars på denne base, som University of Hawaii og NASA står bag. Siden 2013 har seks forskellige forskningshold været på længerevarende ophold på basen (4-12 måneder) for især at studere de mentale aspekter af en mission til Mars. Der er dog sået tvivl om basens fremtid, efter at et besætningsmedlem kom alvorligt til skade i februar 2018, og der udbrød uenighed blandt resten af besætningen om, hvorvidt de skulle afbryde simuleringen og ringe efter hjælp.

OTTE GANGE er rumsonder landet på Mars. Viking 1 blev i 1976 det første fartøj på planeten, der rent faktisk lykkedes med at transmittere data til jorden, og senest nåede NASA’s InSight Mars i november 2018 for at undersøge planetens indre. I 2020 sender både USA, Kina, Japan og den europæiske rumfartsorganisation ESA sonder af sted mod den røde planet, mens yderligere missioner er planlagt de følgende år.

En del af hypen skyldes Elon Musk. Som det første private firma nogensinde har Tesla-iværksætterens raketfirma SpaceX planer om at sende en sonde til Mars i 2022, og går alt efter hans hoved, vil de første mennesker sætte benene på Mars i 2024.

For 10 år siden ville de fleste eksperter have rystet på hovedet, men SpaceX har rusket op i rumfartsbranchen ved at fremstille raketter, der kan lande på Jorden igen og genanvendes, hvilket har skåret drastisk i omkostningerne til rummissioner. Og Elon Musk har hovedet tilpas højt oppe i skyerne til, at han ikke kan høre de kritikere, der mener, at det vil tage årtier, før vi er klar til at sende bemandede missioner til Mars. Han vurderer tilmed, at man vil kunne skabe en selvforsynende koloni på en million mennesker på Mars i løbet af 40 til 100 år, og selv om det lyder rablende, har han det med at sætte handling bag sine højtravende ambitioner.

”Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvem der først sender folk til Mars, ville det nok være Elon Musk,” siger Steen Eiler Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og underviser i rumfart hos Science Talenter, Danmarks talentpleje inden for naturvidenskab. 

”SpaceX har fremlagt et koncept for, hvordan man sender folk til Mars, og jeg har ikke hørt nogen væsentlige argumenter mod den plan,” siger han.

Elon Musk er ikke den eneste velpolstrede rigmand med blikket mod himmelrummet. Også Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har med sit raketfirma Blue Origin planer om at skyde mennesker på rumfærd. I første omgang vil han sende rumturister på suborbitale flyvninger og satellitter i kredsløb for blandt andet det amerikanske militær, men Jeff Bezos vil også på længere sigt oprette en permanent rumbase på Månen. Han mener, at mennesker kommer til at bo og arbejde i rummet – og Mars er det mest oplagte sted at huse hans drømme.

”Der er kommet meget mere momentum i Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det har fået folk til at hviske ordet ’rumkapløb’ igen, men hvor der i 60’erne var to supermagter, der kæmpede om først at sende mennesker til Månen, er der ingen, der har sat konkrete datoer på en tur til Mars – hverken NASA, Blue Origin eller SpaceX.

”Før der er konkrete planer, kan jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer til Mars. Det er stadig meget hypotetisk, om SpaceX vil kunne gøre det,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Kjartan Münster Kinch, der er astrofysiker på Niels Bohr Institutet og har været involveret i flere robotmissioner til Mars og med til at udvikle kameraerne til den næste rover, NASA sender til Mars i 2020, er dog overbevist om, at vi kommer til Mars i hans levetid. 

Han er 44 år gammel.

”Medmindre Jorden rammes af en global katastrofe, tror jeg, at det er mere eller mindre uundgåeligt, at vi sender folk til Mars på længere sigt. Vi mennesker har gennemgået en eksplosiv udvikling. Tænk på, at blot 60 år efter flyvemaskinen blev opfundet, stod vi på Månen,” siger astrofysikeren. 

Pladsen er trang i ’habitatet’ på MDRS, men det ser ikke ud til at genere det colombianske team, der er det 203. forskerhold på Mars-basen.

MEN HVAD i alverden skal vi på en planet, hvor der kun er omkring 0,1 procent ilt i atmosfæren, og hvor vi ikke kan trække vejret? Hvor temperaturen kan krybe helt ned til minus 125 grader, hvor der ikke er planter eller mad, og hvor det regner med kosmisk stråling? Det skal vi for at finde ud af selve livets opståen, mener Steen Eiler Jørgensen.

”Det er den planet i solsystemet, der minder mest om Jorden, og vi har efterhånden set billeder af, at Mars er et sted, hvor vi vil kunne bo. Det kan godt være, at der ser goldt ud, men der er jo vand,” siger han.

Og Mars har det med at rykke i vores fantasi. Lige så længe vi mennesker har kunnet kigge ud i verdensrummet, har vi stillet os selv spørgsmålet: Er der liv derude? Det kan Mars måske give svar på, fordi planeten for omkring 3,5 milliarder år siden mindede mere om Jorden, og fordi planeten formentlig har haft floder og søer, dengang Jorden kun var befolket af mikrober. Sidste år fandt rumsonden Curiosity organiske molekyler i jordbunden.

”Hvis vi finder liv på Mars, må galaksen myldre med liv, og dannelsen af biologisk liv må være naturlig. Det er vanvittig spændende at undersøge,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Gennem årene har otte sonder, der har tøffet rundt på Mars, løf­tet sløret for nogle af planetens hemme­ligheder, men de har kun udforsket en brøk­del af overfladen. Samtidig kører de ekstremt langsomt, ganske få meter om dagen.

”Hvis vi kunne sende et hold af forskere til Mars, der selv kan tænke og beslutte, hvad der er vigtigt at undersøge, kan vi vir­kelig accelerere Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det ved astrofysiker Kjartan Münster Kinch alt om. Han ser en bemandet mission til Mars som en kæmpestor udfordring, først og fremmest på grund af afstanden. Når Mars står tættest på Jorden, er der 54,6 millioner kilometer til den røde planet, men når den er fjernest, er den over 400 millioner kilometer væk. 

Det vil tage et halvt år at flyve til Mars, og en bemandet mission vil skulle blive mindst halvandet år på planeten, før Mars’ og Jordens kredsløb igen er tæt på hinanden, og astronauterne kan vende hjem.

”Det er en lang rejse, og undervejs er der ingen hjælp at hente, ud over hvad man kan få gennem kommunikation. Det betyder, at alting skal virke. Og der skal være redundans i systemet, så hvis en ting går i stykker, er der noget andet, der tager over,” siger Kjartan Münster Kinch. 

Hvis vi vil øve os på at tage til Mars, er det en god idé at vende blikket mod Månen, der i gennemsnit er cirka 385.000 km fra Jorden. Ved at opbygge en base på Månen kan man danne sig vigtige erfaringer i at eta­blere en koloni i rummet. Og skulle noget gå galt, er en eventuel evakuering kun to dage borte – frem for et halvt år.

Indtil da er analoge rumstationer som Mars Desert Research Station i Utah en praktisk sandkasse, hvor man kan simulere nogle af de situationer, Mars-astronauterne vil møde.

”Hvis vi skal have det til at virke, kræver det træning, træning, træning. Man skal øve rutiner og finde ud af, hvad der ikke fungerer. Derfor er der stor værdi i det, de laver i Utah,” siger Kjartan Münster Kinch.

Selv Elon Musk erkender dog, at det vil være en god idé at tegne en livsforsikring, inden man sætter kurs mod Mars.

”Sandsynligheden for at dø er meget højere på Mars end på Jorden. Men der er også masser af mennesker, der bestiger bjerge. Folk dør på Mount Everest hele tiden. De gør det på grund af udfordringen,” sagde han for nylig til netmediet Axios.

MARS PÅ JORDEN II

Desert Mars Analog Ramon Station (D-MARS) 

I 2018 åbnede denne Mars-base i et krater i Negev-ørkenen i Israel små 100 kilometer fra Wadi Rum i Jordan. Israels rumorganisation vil bruge basen til at træne fremtidige astronauter på forskellige missioner. Basen gjorde det ud for Mars i filmen ’The Martian’ med Matt Damon.

Human Exploration Research Analog (HERA) 

I NASA’s Johnson Space Center i Houston, Texas, simulerer man, hvordan det er at rejse gennem det ydre rum i op til 45 dage. Det er udelukkende en rumkapsel, og der er ingen udendørs aspekter.

C-Space Mars Base 

Kina har store ambitioner om at blive en supermagt inden for rumfart, men den nye Mars-base i Gobi-ørkenen er mere henvendt til turister, der kan få et indblik i, hvordan en tur til Mars kan se ud. Håbet er, at det kan inspirere den næste generation af kinesiske astronauter. Det er uklart, hvornår basen åbner for offentligheden.

”JEG VED IKKE, om du ved det, men vi går ikke rigtig i bad,” siger Liza Forero lidt forlegent.

Som alle andre hold på Mars Desert Research Station har Crew 203 en begrænset mængde vand til rådighed, så de må nøjes med at bade en enkelt gang under hele opholdet, selvom rumvandringerne er en svedig omgang. 

Efter 10 dage er besætningsmedlemmerne også en smule nussede at se på. Håret er uglet, huden fedtet, og astronauterne har poser under øjnene. Mars’ kolonister vil i høj grad skulle være selvforsynende, og rumfarten kan lære os noget om at skabe et bæredygtigt samfund. På Mars Desert Research Station kommer al elektricitet fra en række solceller forbundet med en generator, og staben har så lidt emballage med som muligt, da de selv skal skille sig af med affaldet. 

I drivhuset går gruppens biolog, Hermes Bolivar, og vander en række spirer i plasticpotter. De fleste er enige om, at en permanent base på Mars kræver, at vi udvikler en ny måde at dyrke afgrøder på. Jordbunden på Mars indeholder nyttige mineraler som kvælstof, kalium, fosfor og kalcium, men den er også rig på klorholdige salte, kaldet perklorater, der er giftige for planter – og mennesker.

”Vi forsøger med forskellige blandinger af muld og mineraler for at få det til at virke,” siger Liza Forero.

Det colombianske hold har udviklet et instrument, der skal måle indholdet af fugt, næringsstoffer, vægt og fordampning i mulden, så de kan se, om grøntsagerne bliver passet, som de skal.

”Se her,” siger Hermes Bolivar pludselig begejstret og peger på en potte med rødlig jord. En lille spire er brudt frem gennem leret. 

”Ej, hvor fantastisk,” svarer Liza Forero og Yael Méndez i kor.

I nogle af de andre potter står ærter, gulerødder, rødbeder og brøndkarse, som andre hold har plantet. Hermes Bolivar hiver et par gulerødder op. De er ikke meget større end en tommelfinger, men de andre på holdet ser længselsfuldt på rodfrugterne. Efter 10 dage på frysetørret kost hungrer de efter friske råvarer.

Kombinationen af tunge rumdragter og blød jord gør ’rumvandringerne’ til en hed affære. Freddie Castañedas tunge åndedræt får hjelmen til at dugge til.

BIOLOGEN Hermes Bolivar skruer på nogle knapper for at justere temperaturen. Udenfor er det omkring frysepunktet, men i drivhuset er der 18 grader.

”Det her er det mest romantiske sted på rumstationen – vi elsker alle at være herinde. Det er fredfyldt og føles lidt som derhjemme,” siger Freddie Castañeda.

Han er den på holdet, der har mest hjemve. Trætheden og kulden gør det ikke bedre. Måske kunne han trænge til en opmuntring fra den lille robotkat, der står i habitatet. Den er blevet efterladt af et tidligere hold fra Japan, der blandt andet undersøgte, om en robot kunne løfte humøret.

”Den spinder, og den kan mjave,” siger Oscar Ojeda og tænder for den.

Katten begynder at mjave enerverende mekanisk, den vifter med halen. Det får colombianerne til at grine, og stemningen mellem dem er god. Men sådan er det ikke altid. 

Andre besætninger på Mars Desert Research Station er kommet alvorligt op at toppes, og en enkelt gang kulminerede det efter sigende i en reel slagudveksling. 

Den mentale belastning er en af de største ubekendte faktorer ved en Mars-mission, og derfor har forskere forsøgt at simulere det psykiske pres – blandt andet i det russiske forsøg Mars500, den længste simulerede rummission nogensinde. I juni 2010 satte seks astronauter sig ind i en rumkapsel med mental kurs mod Mars. Kapslen stod plantet i en hangar i Moskva med overvågningskameraer overalt, så tyske og russiske forskere kunne overvåge, hvordan besætningen reagerede på hele 520 dages indespærring. 

Selv om forsøget overordnet forløb planmæssigt, var der stor forskel på, hvordan de seks mænd reagerede. Fire viste tegn på psykisk stress, én udviklede en mild form for depression, en anden havde kronisk søvnbesvær og lavede flere fejl end de andre, en tredje begyndte at tage hyppige lure, når besætningen skulle være vågen, og en fjerde fik vendt op og ned på sit indre ur og begyndte at følge en 25-timers døgnrytme. Han var ofte den eneste, der var vågen eller sov, og dermed blev han isoleret fra resten af gruppen. 

Fælles for dem alle var, at deres aktivitetsniveau faldt, samtidig med at stressniveauet steg. Deltagerne i Mars500 var omhyggeligt udvalgt og trænet, men forsøget viste, at det kan være svært at forudse, hvordan et længerevarende ophold i rummet påvirker sociale væsner som mennesker. 

Og socialt liv er der ikke meget af på Mars. Det er Oscar Ojeda godt klar over, så han har planlagt en lille overraskelse til sine kolleger. Inden de tog af sted hjemmefra, har han fået deres familier til at sende en lille videohilsen. Den viser han til dem. Der udbryder jubel, og Yael Méndez begynder at græde. 

Mars Society er en nonprofitorganisation, og deres Mars-base i Utah drives i høj grad af frivillige, så rumdragterne har set bedre dage.

”OPPORTUNITY, 100 procent.” Oscar Ojeda tænder for den elektriske motor i sit terrængående Mars-køretøj med Freddie Castañeda ved sin side – batteriet er fuldt opladet. Radiosignalet skratter fra det andet køretøj, hvor David Mateus og Hermes Bolivar sidder klar til at tage på mission i felten.

”Curiosity, 100 procent,” melder de tilbage.

Snart glider de langsomt gennem det golde landskab for at finde et område at indsamle jordprøver. Alle fire er iført rumdragter, og det er, som om stemningen har ændret sig. Fjollerierne er forsvundet, og for første gang er det, som om legen bliver til virkelighed. Køretøjerne bringes til et lydløst stop, og Oscar Ojeda kigger på et lamineret kort over området. Han peger på en lille bakketop. Derfra kan de få overblik over, hvor de er. Med hjelmen og iltforsyningen på ryggen vejer rumdragten over 20 kg, så hvert skridt er drøjt og velovervejet. Deres fødder synker ned i den bløde jord, og de pruster, mens de går opad. På toppen kigger David Mateus ud over landskabet.

”Er Mars ikke smuk?”

Alle skarpe kanter er slebet væk af vind og vejr, og bakkerne er den eneste variation i det endeløse rødbrune landskab. Under dem ligner de terrængående køretøjer legetøjsbiler. 

På sin bakketop reflekterer David Mateus over, at Mars har det med at inspirere os jordboere til at rykke grænserne for vores civilisation – rent bogstaveligt – og sætte benene, hvor ingen andre mennesker har været før. Hvis vi kan bo på Mars, åbner universet sig pludselig op – og hvem ved, hvad der gemmer sig derude, spekulerer han. 

På et mere jordnært plan kan han rykke grænser for sine landsmænd. Colombia er ikke ligefrem kendt for at have førertrøjen på i rumfartens historie, og derfor har Crew 203 fået en del medieopmærksomhed.

”Der er mange fattige i Colombia, så det giver os en unik mulighed for at vise børn og unge, at det her kan lade sig gøre. Forhåbentlig kan det inspirere dem til at gøre noget stort for deres land,” siger David Mateus.

Hvis han fik muligheden, er han ikke et sekund i tvivl om, at han ville tage til Mars – også selv om det skulle være på en enkeltbillet.

”Vil man gøre noget banebrydende, er der altid en vis risiko forbundet med det, men det ville give mit liv mening. Jeg ville føle mig som en del af noget større,” siger han.

Oscar Ojeda er endnu mere entusiastisk.

”Man vil skulle opfinde en helt ny tilværelse deroppe,” siger han og diskuterer med sin kollega, om der mon vil komme nye sportsgrene, fordi man kan hoppe og springe længere med den svagere tyngdekraft, og om man vil kunne brygge øl på Mars. Så bliver Oscar Ojedas øjne smalle.

”Vi mennesker har altid udforsket grænser, fra det dybeste hav til det højeste bjerg. Mars er det åbenlyse næste skridt.”

Efter tre timers rumvandring er de fire jordbundne astronauter udmattede. De gør holdt efter at have gået op ad et højdedrag, og David Mateus’ hjelm dugger helt til af hans tunge åndedræt.

”Anmoder om tilladelse til at tage hjelmen af,” siger han til gruppens leder. Oscar Ojeda giver ham et okay-tegn med tommel- og pegefingeren. David Mateus løfter op i hjelmen og lader den dejligt iltholdige, kølige luft ramme sit ansigt. De andre følger trop. Der er stadig langt til Mars.

PLANLAGTE MISSIONER

I sommeren 2020 står Mars og Jorden igen tættest på hinanden, og flere rummissioner forventes at blive skudt af sted. 

Hope Mars Mission

De Forenede Arabiske Emirater sender som det første muslimske land en sonde til Mars. Satellitten skal undersøge, hvorfor planeten har mistet sin atmosfære.

Mars 2020 

NASA’s rover skal indsamle geologiske prøver af jord, sten og mineraler i håb om, at det kan afsløre, hvordan forholdene så ud for milliarder af år siden, og om der tidligere var liv på planeten. Sammen med roveren lander også en lillebitte robothelikopter (den vejer blot ét kilo), der skal flyve rundt på Mars på egen hånd for at demonstrere, at teknologien er flyvedygtig på en anden planet.

ExoMars Rover 

Den europæiske rumfartsorganisation ESA og russiske Roscosmos samarbejder om denne mission, der skal lande på Mars og lede efter tegn på fortidigt liv på Mars ved hjælp af jordprøver.

Mangalyaan 2

Indien sender deres anden satellit i kredsløb om Mars i 2022, mens den indiske rumfartsorganisation ISRO muligvis også vil forsøge at lande en rover på planeten.

Mars Global Remote Sensing Orbiter and Small Rover  

Kina sender både en satellit i kredsløb og lander med en rover på planeten, hvis alt går vel. Missionen skal som de fleste andre lede efter tegn på nuværende og tidligere liv og foretage målinger af omgivelserne, men skal også give Kina teknisk ekspertise til fremtidige Mars-missioner.

Mars Terahertz Microsatellite

Japan står bag denne sensor, der skal sendes til Mars’ overflade for at måle de kemiske reaktioner i Mars’ atmosfære. Sensoren skal sendes af sted sammen med en anden planlagt mission. Det er endnu ikke annonceret hvilken.

Martian Moons Exploration

I 2024 har Japan planer om at sende en rumsonde af sted, der skal lande på Mars’ største måne, Phobos, samt indsamle satellitbilleder af den mindre måne Deimos og Mars.

SpaceX 

SpaceX har erklæret, at de vil sende deres første rumsonde til Mars i 2022, hvor den skal finde vand, identificere farer og forberede infrastruktur til blandt andet elektricitet og ilt. I 2024 er målet at sende en bemandet mission til Mars, der skal forberede en base til fremtidige marsboere.

/