Indlæg

En by i Sibirien

Sibirien ligger på Stevns, ved Faxe Ladeplads, i en forstad til Kerteminde, på Christiansborg og 15 andre steder i Danmark. Ud & Se har besøgt nogle af de danskere, der lever og arbejder i de områder, der har navn efter den russiske ødemark. Mød en politiker, en bedemand på ethjulet cykel, en skytte med bue og pil og en kloakmester, der kan åbne en flaske Gammel Dansk med sin grab.
Tekst:Lisbeth RaschFoto:Mads Joakim Rimer og Ulrik Jantzen

TROELS OLSEN
68 År, kloakmester 

Placering: 1,5 kilometer fra Klippinge, Stevns. Tag S-toget til Køge, og skift til lokalbanen mod Hårlev. Herfra er Sibirien blot et par kilometers cykeltur gennem det kuperede marklandskab uden for Klippinge. Et slidt vejskilt viser, at drejer man til højre her, ned ad grusvejen omkranset af høje træer og buske, befinder man sig i Sibirien. 

JEG STARTEDE SOM landmand og begyndte så at køre gravemaskine. Det viste sig at være min hylde, må man sige. Jeg har optrådt med det rundtomkring i Europa. Så lægger man rendegraveren ned på siden for eksempel eller trækker proppen af en flaske Gammel Dansk med grabben. Jeg har også serveret for landbrugsministeren nede i Aabenraa på dyrskue, dér gav jeg ham en pakke med sløjfe om. Man skal bare have lidt følelse. Jeg har set en, der laver hotdog med det. Så tager han brødet og så pølsen og så lidt ketchup … og også ristede løg! 

Jeg var tre timer gammel, da jeg kom til mine adoptivforældre. Der var en kvinde, der lå på Faxe Sygehus, og hun havde mange børn i forvejen, og mine adoptivforældre havde ikke ret mange penge. Det vidste en sygeplejerske, som var gode venner med dem. Hun arrangerede, at moren bortadopterede til far og mor, der havde snakket om at adoptere. Det gik igennem uden om Mødrehjælpen. Sikke en ballade, der blev, da de opdagede det. Der havde de nær taget mig og sendt mig på børnehjem. Og så ved jeg, at med det temperament, jeg har, var det gået helt galt. Så det var rigtig godt, de ikke fik gjort det. Jeg kunne ikke have haft det bedre, end jeg havde det hos dem. 

Da min ekskone og jeg kom hertil, var vi de yngste i Sibirien, og en del af de andre var i familie, de høstede sammen, spiste og holdt fester sammen, det var sådan en klike. Stille og roligt er de blevet skiftet ud og døde, og så er det blevet individualister, der bor her. Man kører jo på arbejde og kommer hjem igen, og så har man nok i at slå sit græs og passe sine børn, og hvad man gør, så der er slet ikke det sammenhold, som der var i rigtig gamle dage. 

For os, der starter klokken 5 om morgenen, passer det fint at bo sådan lidt afsides på landet og ikke rigtig genere nogen af naboerne.

Jeg har lavet et fælles kloaklaug, så vi skider i en fælles tønde. For ellers skulle vi betale, hvis det stod til kommunen, ad helvede til. Man kan ikke helt stole på kommunen. Du skal have det på skrift, og det er de godt klar over, så når jeg kommer derop, så ved de godt, at det er ham Troels Olsen der. Det står sikkert med store, røde bogstaver på computeren. 

Sibirien er den officielle adresse her. Hvis jeg anmelder en kloak, så sidder sekretæren inde i København: ”Øhh, du er nok langt hjemmefra, det må være koldt der” eller noget andet. Eller også tror de ikke rigtig på det. Men det hedder Sibirien.

MICHAEL CHRISTENSEN 
56 år, bedemand

Placering: 2,3 kilometer fra Faxe Ladeplads. Fortsætter man med lokalbane 110R til endestationen, når man til Faxe Ladeplads. Den maleriske strandskov i udkanten af byen bærer muligvis navnet grundet den kolde vind, der til tider blæser fra Østersøen. Eller muligvis fordi Sibirien set fra Faxe Ladeplads var et udsted, det yderste punkt før Vemmetofte Kloster.

JEG FLYTTEDE HERNED, fordi jeg helst skal se vandet hver dag. At køre ned og kigge på Susåen eller Haraldsted Sø er ikke det samme.

Jeg kan ikke være med i noget uden at blande mig. Skal der arrangeres et eller andet, vil jeg altid gerne give en hånd med. Jeg synes, man som indbygger i et lokalsamfund har pligt til at være med i en forening. Det skal man altså, for ellers så dør samfundet sgu. 

Vi havde en ethjulscykelklub hernede. Jeg prøvede at cykle ethjulet cykel, men det er svært. Men børnene gjorde det, og jeg kunne ikke bare stå og kigge, mens ungerne cyklede rundt. Lige pludselig så var man med, ikke? Til at cykle, men også med i bestyrelsen og med til at holde hånd, når de skal lære det. 

På et tidspunkt var vi landets største klub med 130 medlemmer. I 3-4 år var vi den største klub, og lige pludselig havde vi trænere fra Canada, som kom, og det var jo verdensmestre. Og det trak altså folk til: at der var mulighed for at udvikle sig her lige pludselig. 

Hvis det er en, der er død på sygehus, siger jeg: ”Skal vi snakke sammen i morgen?” For så ligger de i kapellet på sygehuset, og så er det jo, som det skal være. Men er det en, der er død derhjemme, er det jo ikke sikkert, at ægtefællen har lyst til at sove i dobbeltsengen ved siden af den døde i nat, vel? 

Vi bruger kølerummet, der er på krematoriet. Jeg ville rigtig gerne selv have et kølerum, men det er ikke rigtig muligt nu. Hende, vi bor til leje hos, en gammel dame på 93, vil absolut ikke have det. Vi har ellers rummet til det, men nej, det kan hun ikke se for sig.

Når folk kommer ind i vores forretning, eller når vi er hjemme hos folk privat – hvad vi oftest er – så aner de ikke deres levende råd. De er kede af at have mistet, og de kan ikke se sig ud af, hvad der skal ske, og hvordan gør vi? Men når jeg går derfra, kan jeg mærke, at der er ro på og styr på det. Man kan virkelig mærke, at man hjælper folk. Man bruger også sig selv meget. Der er stor forskel på familier, og man kan ikke bare sige: ”Vi gør, ligesom vi gjorde i går.” Folk skal føle, at de er de eneste, og at de har din opmærksomhed 100 procent. 

Der ligger seks minedepoter fra den kolde krig lige ovre på den anden side af vejen. Det var planen, at der skulle lægges undervandsminer ud hernede. Faxe Ladeplads, har man senere fundet ud af i de polske arkiver, var stedet, som først skulle have en atombombe og bagefter bruges som landsætningssted til tropper, hvis Warszawapagt-landene skulle angribe. Der er jo dybt hele vejen ind til kysten og ingen videre klint, så man kan bare komme i land.

THERKEL RASMUSSEN 
49 år, ejer af Sibiriens Specialfoder

Placering: 3,1 kilometer fra Revninge ved Kerteminde. Lidt syd for Kerteminde, i skovbrynet og med udsigt over markerne, gemmer sig en lille samling huse, der bærer navnet Sibirien. Her bor 25 sjæle, som deles om det fine badevand ved Kauslunde Strand, årstidernes farveskift i de gamle egetræer, den årlige kagefest og sankthansbålet på sportspladsen i Revninge. 

DET BEDSTE VED at bo i Sibirien er naturen. Fuglene, der synger, og dådyrene og rådyrene, der render rundt omkring os. Jeg er naturmand og vil gerne gå på jagt, også med bue og pil. Det kræver lidt mere, man skal tættere på dyrene.

Jeg begyndte at gå på riffeljagt i 1990, og i kraft af at jeg har skudt meget og måske synes, det bliver for nemt, så vil man have lidt flere udfordringer. Jeg har skudt råbukke, otte, tror jeg, med bue og pil. Jeg skød en i lørdags. Det er fedt, når det lykkes. Man skal højest  være 20 meter væk fra dyret. Det er lidt sværere end med riffel. Man skal være mere opmærksom og være 100 procent sikker på vinden, så de ikke får færten af én. Og man skal være camoufleret, så de ikke ser én.

Ham, jeg skød, har jeg gået efter siden 16. maj, hvor bukkejagten begynder, og jeg har vel gået efter ham 10-15 gange eller sådan noget. Det er lige så meget oplevelsen. Jeg går ikke bare ud og skyder fra en side af. Jeg havde været tæt på ham flere gange, det var bare ikke lige lykkedes. Så vandt jeg til sidst. Der var en for nogle år siden, som jeg havde gået efter rigtig længe, ham fik jeg ikke med buen, så jeg gik ud med riflen til sidst. 

Oprindelig er jeg uddannet landbrugsmaskine-mekaniker i Kerteminde. Det arbejdede jeg med i 10 år, så kom jeg på Lindøværftet, hvor jeg var stilladsbygger et halvt års tid. Det var noget andet. Så begyndte de at drosle ned, jeg blev flyttet og blev maler. Sprøjtemaler på fast nat-tur, det blev jeg hurtigt træt af. 

Man skal ikke have klaustrofobi, hvis man skal være maler på Lindø. Alle skibe er jo i sektioner, og man skal kravle igennem bittesmå rum, og man skal slæbe masker og slanger og alt muligt. Man er pakket totalt ind. Det var ikke drømmejobbet.

Min far startede butikken her op i midten af 90’erne, dengang de lukkede alle foderstofferne rundt på havnene. De havde jo kontantsalg til alle de private, men det lukkede de ned, da det hele blev slået sammen i store enheder. Efterhånden skulle man køre rundt til centrale enheder for at hente en sæk hønsefoder til 150 kroner, det gider folk ikke køre 50 kilometer for. Der manglede ligesom nogen til at sælge foder til private folk. Derfor startede min far butikken for fritidsfolk. Og vi fandt ud af, at jeg hellere måtte komme ned og hjælpe ham i stedet for at være maler. 

Butikken er en alt-muligt-butik, en blandet landhandel. Vi har alt lige fra aloe vera og rom til haveredskaber og musefælder. Jeg ved, hvad de fleste skal have, når de kommer ind ad døren. Det kan så være lidt en udfordring, hvis jeg skal have nogen til at passe butikken en dag, hvor jeg ikke lige er her, og der kommer nogen og siger: ”Jeg skal bare have det sædvanlige.” Og så kan de ikke engang selv huske, hvad det er.

BIRGITTE BERGMAN
55 år, folketingsmedlem 

Placering: Christiansborg Slot, København. Fem minutters gang fra Folketingssalen tager man trapperne fra det enorme indgangsparti op til 3. sal. Helt nede i enden af den ene fløj når man til en gang, der bærer navnet Sibirien, og som blandt andet huser en række politikere fra Det Konservative Folkeparti. 

GANGEN HER HEDDER jo Sibirien, fordi vi ligger langt væk. Vi er helt nede i den ene ende af Christiansborgs hestesko. Lige nedenunder os ligger jo faktisk Statsministeriet.

Her er pivkoldt om vinteren, det kan jeg love dig for. Nede på 2. sal er gruppelokalerne, og der sidder partiformændene også. Vi andre må kæmpe os gennem kulden for at overleve.

Vi prøver at gøre Sibirien til et interessant yderområde. For det første har vi jo vores partisekretariat herinde, og vi har en vanvittig god kaffemaskine, og det er der nogle i de andre partier, der har fået øje for, så de har det med lige at luske ind og få en kop kaffe en gang imellem. 

Jeg synes, her er en god stemning, for mange af de unge mennesker sidder hernede i vores partisekretariat. Der er masser af liv i Sibirien.

Pressen plejede at sidde herude, sikkert for at de ikke kunne lave alt for meget ballade. De lusker jo rundt på gangene … ej altså, sagt med et smil, ikke?

Jeg blev valgt ind i juni 2019, og der var man jo også inde og kigge på, hvor man kunne få kontor henne. Kontorerne på Christiansborg går efter anciennitet. Dem, der har højere anciennitet, sidder nedenunder på 2. sal, men jeg synes altså, det er federe at sidde heroppe.

Jeg har mødt den der med ”Nå, du sidder oppe i Sibirien?” Forstået på den måde, at så er man langt væk. Men hvis man nu skulle vende den om, så er det måske meget godt på den måde, at man hele tiden forholder sig til den virkelige verden. Det der med, at man er langt væk, det tolker jeg, som at man er ude i det virkelige liv stadigvæk, ikke?

På en eller anden måde ser man mere til sine kolleger fra de andre partier, dem, man er ordfører med, end man ser sine egne gruppemedlemmer. Og der er jo nogle, man ser mere end andre, nogle, man har en bedre kemi med. Det har jeg jo også med folk fra andre partier. Vi er meget blandet og ses meget på tværs af partiskel og på tværs af Folketingssalen.

Selvfølgelig kan der være en hård tone herinde, men selvom der er det, kan jeg jo sagtens gå hen og snakke med en socialdemokrat for eksempel. I det daglige er det mennesket først, og der står et menneske foran én, som jo også har en familie, de skal hjem til. Jeg synes, det er vigtigt, at der er en ordentlighed, og at man kan se sig selv i spejlet. For ellers bliver man meget isoleret, og så kan alle jo komme til at sidde i Sibirien.

HVAD I HIMLENS NAVN …

For de fleste er Sibirien et gigantisk område i Rusland med lav befolkningstæthed, verdens koldeste byer og en barsk historie som hjemsted for blandt andet Gulag-lejre. Men i Danmark står Sibirien for noget mere hyggeligt – bag de 19 danske steder, der bærer navnet Sibirien, gemmer sig blandt andet små landsbyområder, en strandskov og en park.

”Sibirien som både vejnavn og navn på områder har i høj grad med det russiske Sibirien at gøre. I Danmark bruges navnet som betegnelse for noget, der efter den lokale befolknings mening ligger virkelig langt borte og måske oveni er kedeligt, halvkoldt, halvfugtigt og ufrugtbart,” fortæller Bent Jørgensen, professor emeritus ved Københavns Universitet med speciale i Danmarks bebyggelsesnavne. Nærmest kun et stenkast fra hans lejlighed på Frederiksberg gemmer endnu et dansk Sibirien sig – et vådområde i Søndermarken i Frederiksberg Have.

”Som navn i Danmark stammer det typisk fra anden halvdel af 1700-tallet og ind i 1800-tallet, hvor skolegang bliver mere udbredt. Man skulle jo vide, hvad det russiske Sibirien var, og hvad det mindede om, for at man kunne få den idé at opkalde et sted i nærområdet efter Sibirien.”

Ifølge Bent Jørgensen opstod de danske Sibirien’er typisk i forlængelse af landboreformerne fra anden halvdel af 1700-tallet, der medførte omfattende udstykninger og en omstrukturering af de gamle landsbykerner.

”Bønderne ville meget nødig flytte ud af landsbyen, så man lavede alle mulige kreative løsninger i forhold til udstykningerne. Ikke bare fordi det var hårdt og besværligt at skulle gå langt hver dag, men også på grund af afstanden til det sociale liv i landsbyen.”

I dag kan afstandene fra de gamle landsbykerner ud til de udstykninger, der fik tilnavnet Sibirien, forekomme ubetydelige, men som Bent Jørgensen påpeger, er alt relativt: ”Hvis man kun har sine flade konvolutter at gå på, er selv et par kilometer jo langt.”

/

Sagens kerne

Skov, vild bevoksning, rust og tykke lag støv dækker den forladte by, hvor verdens værste atomkraftulykke engang fandt sted. En ulykke, der har dannet baggrund for en af året mest populære tv-serier. Men hvad skete der i Tjernobyl, og hvem var ofrene på længere sigt?
Tekst og foto:Emil Filtenborg og Stefan Weichert

DE TOMME BOLIGBLOKKE i ukrainske Pripjat er gemt bag store træer og højt krat. Omkring de faldefærdige og spøgelsesagtige bygninger med knuste vinduer har græs langsomt ædt sig ind på de engang brede veje, der nu minder om cykelstier, og de mange legepladser i området er underligt sunket i jorden i tidens ulige slagsmål med rusten. Et kulturcenter, der husede biograf og fitnesscenter, ligner nu indgangen til en bunker med sovjetisk hammer og segl ved indgangen, og ikke langt fra blokkene lå et supermarked, der er næsten umuligt at genkende. Kun skiltene i loftet, som stadig inddeler de forskellige afdelinger i ost, grøntsager og kød, røber fortiden i en by, der engang havde 50.000 indbyggere.

Men så kom den. For 33 år siden. Ulykken, der ikke bare blev Pripjats, men Europas og hele verdens værste atom-mareridt. Titusinder døde senere som følge af strålingen, og cirka 115.000 mennesker måtte forlade deres hjem.

Historien har i år fået nyt liv efter den populære HBO-serie ’Chernobyl’ – der vandt tre Emmypriser – portrætterer byens skæbner og fortæller om, hvordan katastrofen sendte store mængder radioaktivitet ud over Europa og truede med at forpeste kontinentet. Og om hvordan verden fulgte med i frygt.

Pripjat var på mange måder en modelby for, hvordan Sovjetunionen gerne ville have alle byer til at se ud. Der var blandt andet forlystelsespark.

Sport spillede en stor rolle i Sovjetunionen, og der er flere sportshaller og idrætsanlæg i både omliggende landsbyer og i Pripjat.

DEN DENGANG 28-ÅRIGE reserveløjtnant i den sovjetiske hær, Sergii Mirnyi, blev i 1986 sendt til Tjernobyl for at være med til at mindske skaderne.

”Der var militærlastbiler overalt, der arbejdede omkring 100.000 mennesker i døgndrift, der var en enorm larm, og de mange mennesker fik Tjernobyl til at virke som verdens hovedstad,” forklarer den i dag 60-årige Sergii Mirnyi, der blev leder af et oprydningshold efter katastrofen.

Datoen for ulykken – 26. april 1986, da reaktor fire i Tjernobyl-anlægget sprang i luften – står dog ikke klarest i Sergii Mirnyis hukommelse. Det var en helt almindelig dag for soldaten, der boede i den ukrainske by Kharkiv. Han var kemi-uddannet og leder af en sovjetisk taskforce, der skulle sættes ind i tilfælde af tredje verdenskrig for at begrænse skaderne af kemisk eller atomar krigsførelse. Alligevel fik han ikke noget opkald fra de sovjetiske myndigheder den dag:

”Jeg vidste ikke, at der var sket en ulykke i Tjernobyl, før 30. april. Folk fik ikke noget at vide i Sovjet, og det samme var tilfældet for mig. Først fire dage efter ulykken opdagede jeg det, og kun fordi jeg læste om det i avisen Pravda. Der var en kort notits på tre linjer om, at der var sket et uheld på atomanlægget i Tjernobyl.”

Notitsen dvælede han dog ikke ved. Det var ofte måden, Kreml informerede folket om ulykker, forklarer han. Og Kreml lod som altid læserne vide, at der var styr på tingene.

30. april så Sergii Mirnyi frem til nogle helligdage, som han havde planlagt at bruge med sine to små børn. Men på vej hjem fra arbejde fik han pludselig at vide, at den overordnede militærafdeling ville have fat på ham.

”Jeg tænkte ikke rigtig over det. De ringede igen til mig derhjemme og sagde, at jeg straks skulle melde mig hos dem. Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg var vred på dem. Jeg tænkte, at jeg skulle deltage i en øvelse, og det kunne de godt gøre på andre tidspunkter end i ferien,” erindrer Sergii Mirnyi, der gjorde grin med sin mor, da hun sagde, at det måske kunne have noget at gøre med notitsen om Tjernobyl-ulykken.

Men Sergii Mirnyis mor havde ret. Tjernobyl-anlægget havde fejlet ved en sikkerhedstest, der resulterede i en eksplosion. Testen skulle sikre, at anlægget kunne klare en strømafbrydelse, men da personalet afveg fra proceduren, blev reaktoren ustabil og sprang i luften. 400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben over Hiroshima i 1945 blev ifølge Det Internationale Atomagentur sendt fra Tjernobyl-anlægget og ud over det europæiske kontinent.

”Jeg anede ikke, at nyheden ville komme til at præge mit liv,” fortæller Sergii Mirnyi.

STRÅLEFARE

Verdens værste atomulykke fandt sted 26. april 1986 i byen Pripjat nær den større by Tjernobyl. Ulykken skete i anlæggets reaktor 4 under et sikkerhedstjek, hvor anlæggets evne til at klare sig under en strømafbrydelse skulle testes. Tre gange tidligere havde sådan en test været forsøgt i USSR uden held, og da medarbejderne på Tjernobyl-anlægget ikke fulgte proceduren, gik det galt.

I omegnen af 115.000 mennesker blev evakueret fra de mest påvirkede lande, Ukraine, Hviderusland og Rusland. 70 procent af nedfaldet fra Tjernobyl faldt i Hviderusland, selv om anlægget lå i Ukraine. Forskellige kilder anslår, at alt fra få brandfolk og op til 90.000 mennesker døde som følge af ulykken. Især kræft i skjoldbruskkirtlen steg ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO blandt børn fra de berørte områder.

Noget af det højeste strålingsniveau, Sergii Mirnyi har målt, var på et tog, der stod inde på Tjernobyl-anlægget, da det sprang. Toget blev flyttet væk fra anlægget i forbindelse med oprydningen og glemt i en skov.

I LANDSBYEN ZALYSJA tæt på Pripjat står en gammel rusten og forladt sovjetisk bil uden dæk og vinduer foran et lille landsbyhus, der næsten er gemt væk af ustoppelige buske og træer. Huset har smadrede vinduer og mørnede gulve, og flere af de tilhørende bygninger, der engang husede kvæg, kæmper forgæves mod vind, vejr og tiden. ”Vi følger altid vores hovedstad. Vi er klare i vores tro,” står der i en af de sovjetiske sangbøger, der ligger spredt ud i entreen blandt glasskår og afskallet maling.

Teksten i sanghæftet i det lille landsbyhus forsikrer om sovjetstyrets evne til at tage beslutninger for folkets og familiens bedste. En klar kontrast til HBO-serien, der fortæller, at de sovjetiske myndigheder ventede i flere dage med at evakuere indbyggerne efter ulykken – blandt andet de indbyggere, der levede i den nu øde landsby. De sovjetiske myndigheder ventede ifølge flere kilder med evakueringen, selv om de kendte til farerne for befolkningen.

Det knaser for hvert skridt på grund af de mange glasskår både indenfor og udenfor i det lille hjem. Nær huset er byens forsamlingshus gemt bag ilter bevoksning. Den imponerende bygning byder velkommen med hammer og segl på facaden, og inde i teatersalen står der ”Lad kommunismen leve – Den lyse fremtid for menneskeheden” over scenen.

Hotellet på billedet spiller en stor rolle i HBO-serien ’Chernobyl’, hvor det er hovedkvarter for oprydningsarbejdet. I dag er det næsten ved at falde sammen.

Flere svømmehaller i Pripjat står tomme og er hærget af graffiti fra folk, der bryder ind i zonen omkring de militære checkpoints.

DA SERGII MIRNYI mødte ind på det militære anlæg, var omfanget af katastrofen stadig uklart for ham. Det tog tid, før de sovjetiske myndigheder anerkendte, at kernen var eksploderet. Noget af arbejdet med at fjerne de farlige materialer skete med brug af håndkraft – robotternes elektronik blev ødelagt, når de kom for tæt på den høje radioaktive stråling.

De mange landsbyer, der ligger øde hen, er det, Sergii Mirnyi husker bedst.

”Jeg ledte cirka 100 mand i arbejdet med at måle radioaktivitet, så oprydningsholdene kunne komme og bekæmpe den. Noget af det hårdeste var at måle radioaktivitet i stadig beboede landsbyer. Jeg mener, at vi var for overbeskyttende dengang. Det hjemsøgte mig i lang tid efter, at jeg ikke kunne gøre noget for at forhindre, at beboerne måtte forlade deres hjem for altid,” siger Sergii Mirnyi.

Blikket skifter i hans øjne. Ofte var landsbyerne allerede undersøgt for radioaktivitet, men Sergii Mirnyis hold var den sidste kontrol, der skulle bekræfte tidligere rapporter.

”De fleste vidste ikke, hvorfor vi var der. Jeg så mange af borgerne i øjnene, men jeg måtte ikke fortælle dem noget om deres fremtid. Det svære var at vide, at hvis jeg målte radioaktivitet blot 10 procent over den tilladte grænseværdi, skulle de flytte,” siger Sergii Mirnyi, der blandt andet kom ud til en landsby, hvor der var et bryllup i gang.

Han husker den hvide brud, der lige var blevet gift på det lokale partikontor. De fik taget billeder med Sergii Mirnyi og hans hold. Men radioaktiviteten blev senere målt over det tilladte, og byens indbyggere, inklusive det nye ægtepar, måtte flytte.

”Der er så megen smerte i at flytte fra sin hjemstavn. Folk har boet her i generationer, og de er ikke storbyfolk, der er vant til at flytte. De kendte tit ikke til andet og kunne ikke altid forstå denne usynlige fjende,” siger Sergii Mirnyi, der siden har dedikeret sit liv til at arbejde med at udbrede kendskabet til radioaktivitet og Tjernobyl generelt.

”Jeg kan godt forstå, at folk skal flyttes, hvis der er stor fare for deres helbred, men dengang var det tit kun lige over grænsen, og selvom den grænseværdi senere blev opjusteret, fik de stadigvæk ikke lov til at flytte tilbage,” forklarer Sergii Mirnyi.

HBO-serien viser også, hvordan flere beboere nægter at flytte. Blandt andet en ældre dame, der sidder og malker, da sovjetiske soldater kommer forbi for at evakuere hende. Hun nægter, men bliver tvunget af det sovjetiske militær, der blandt andet skyder hendes malkeko for at få hende til at flytte.

”Engang kom jeg til en landsby, hvor vi målte rigtig høj radioaktivitet. Vi vidste, at det var farligt for folk at opholde sig der, og vi fortalte det straks til hovedkvarteret. De var allerede opmærksomme på det, men havde svært ved at få beboerne væk. Landsbyboerne var gået med til at sende deres børn af sted, mens de fleste voksne strittede imod. Det viser noget om, hvor dybt forankret de var i deres områder,” fortæller Sergii Mirnyi.

LIGE LOVLIG ULOVLIGT

Officielt bor der cirka 100-150 mennesker ulovligt i den lukkede zone. Det er hovedsageligt ældre mennesker, der flyttede tilbage i årene efter katastrofen. Styret vendte nogle gange det blinde øje til, hvis ældre mennesker uden børn valgte at flytte tilbage. Derudover har et ukendt antal mennesker – internt fordrevne i Ukraine på grund af krigen i landets østligste del – valgt at flytte til områderne nær Tjernobyl.

87-årige Hanna har problemer med
sit ben og er afhængig af hjælp fra andre. Hun er en af de få, der stadig bor i den lukkede zone.

PÅ EN LILLE GÅRD i landsbyen Kupovate bor en af dem, der har trodset myndighederne og er flyttet tilbage i den lukkede 30-­kilo­meterzone omkring Tjernobyl-anlægget. Indenfor på gården, en hoved­bygning og en række stalde af træ, bor 87-årige Hanna, der kaldes ’Hanna Ba­bush­ka’ – bedstemor på russisk. De mange stalde af træ er sunket sammen, og hun har udendørs bad. På et lille træ i haven hænger hun potter og pander til tørre i solen fra grenene. Hun er venlig og byder velkommen med dybe øjne og rynkede smil, mens hun tilbyder vandmelon, pandekager og hjemmebrygget vodka.

”Jeg arbejdede i kartoffelmarken og var ved at lægge kartofler, da lederen af vores kollektive farm kom og sagde, at vi skulle evakueres i tre dage.  Derefter kunne vi komme hjem igen. Vi fik at vide, at vi måtte tage et par sække kartofler, et par tæpper og nogle puder med, da det kunne være, at vi skulle opholde os i en skov,” husker Hanna Babush­ka.

Men de tre dage var en løgn. Landsbyens beboere måtte aldrig vende tilbage. Og hendes familie mistede deres ko og dens kalve, da hun skulle evakueres i 1986 som 54-årig.

”Jeg var i gang med at bage brød og malke, da vi skulle af sted. På en måde var det så uvirkeligt, at jeg ikke troede på det. Jeg havde et godt liv her, men vi mistede alt,” forklarer Hanna Babushka, der i modsætning til andre blev evakueret til et hus på grund af helbredsproblemer i familien.

Men Hanna Babushka flyttede tilbage hurtigst muligt. Året efter ulykken var hun tilbage i sin fødeby trods myndighedernes regler og anbefalinger. I dag bor der 10 personer i landsbyen, der hjælper hinanden, siger Hanna Babushka:

”Det her er mit ophav. Det kan du ikke erstatte. Det er det samme som ens mor. Der er kun én.”

Forlystelsesparken i Pripjat var ikke færdigbygget, da ulykken skete. Men på grund af ulykken åbnede den før for at få folks opmærksomhed ledt hen på noget andet.

Pripjat byder velkommen med et stort byskilt. Tæt på er radioaktiviteten stadig høj.

BØRNENE VAR DE sovjetiske myndigheder særlig opmærksomme på. De skulle flyttes fra radioaktiviteten. I børnehaver og skoler i den lukkede zone er bøger, bamser og legetøj spredt ud over gulve og borde. De fik få timer til at forlade området. Turister har løbende rykket rundt på bamser for at få det helt rigtige billede, og de ødelagte bøger er ofte slået op på specifikke sider.

På en af skolerne i Pripjat ligger støvet som en dyne over bordene, og bordpladerne er ved at slippe bordbenene. I et klasselokale hænger et sort-hvidt klassebillede af en 4. klasse fra 1986. Det er svært at vurdere, om det er placeret efter ulykken, men billedet af børnene får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Flere af børnene har det klassiske, parate smil på læberne, og den ene af pigerne kigger på en klassekammerat, som om hun måske aldrig får sin bedste veninde at se igen.

Evakueringen betød, at mange af de evakuerede endte forskellige steder i Sovjet. På grund af ulykken var det svært at leve et normalt liv for de evakuerede. Særligt for børnene. De blev ofte sendt ud til familier for at blive ’fedet op’, og her blev der set skævt til dem. De kunne jo være farlige. Rygterne om Tjernobyl-børnene, der kunne gro ekstra arme og ben, spredte sig over det gamle Sovjet som en steppebrand.

I dag er radioaktiviteten næsten væk. De cirka 100.000 mand, der arbejdede med oprydningen, fjernede det øverste jordlag og fældede træer for at nedbringe forureningen. Som andre besøgende i området får Ud & Se mulighed for at blive udstyret med en geigertæller, som kan måle radioaktivitet. Den giver kun sjældent udslag over den tilladte grænseværdi.

Men byen er stadig tom, ligesom lejlighederne og hospitalerne, hvor man behandlede syge før evakueringen. Kun de døde plakater viser tegn på liv. I en tom svømmehal i Pripjat hænger propaganda­plakater om USSR’s storhed og sportslige bedrifter. Og i en biograf er der gamle filmplakater og billeder af datidens store skuespillere. En af dem er af den i dag 71-årige Igor Kostolevsky. Hans film blev set af millioner i Sovjetunionen. I dag hænger hans bedrifter på væggene i en forladt biograf, der runger tomt, er støvet og lugter af mug.

3 AF DE VÆRSTE

Tjernobyl er kategoriseret som en niveau 7-ulykke af INES – Den Internationale Atom-Event Skala. Ulykken kostede ifølge de sovjetiske myndigheder 31 mennesker livet, men Greenpeace peger på mellem 90.000 og 200.000 omkomne. Den eneste anden atomulykke, der har fået kategorien 7 af INES, er 2011-ulykken i Fukushima i Japan. Ulykken startede ved en række fejl efter et jordskælvsvarsel 11. marts 2011. Jordskælvet forårsagede en tsunami, som skyllede ind over anlægget og oversvømmede anlæggets kældre. Det førte til tre nedsmeltninger og efterfølgende eksplosioner. Ifølge det japanske Reconstruction Agency, der har ansvaret for genopbygningen, blev 154.000 mennesker evakueret.
Den tredjestørste atomulykke i verden er kategoriseret som niveau 6 af INES. Det er Kyshtym-ulykken i Rusland fra 1957, der skete på ­Mayak-anlægget. Der vides ikke meget om ulyk­ken, men anlægget producerede blandt andet atomvåben, og det menes, at en af anlæggets tanke sprang i luften efter en fejl i afkølingen. Der er ikke nogen tal for, hvor mange der omkom som følge af strålingen.

Nær Tjernobyl ligger et stort radaranlæg, som skulle holde øje med amerikanske missiler. Det blev også evakueret og er i dag muligt at besøge på en todages tur.

SERGII MIRNYI drømmer om, at dele af Pripjat kan blive bevaret eller restaureret, så turister kan se, hvordan livet så ud før katastrofen.

”Det er vigtigt, at vi bevarer områder som det her. Jeg har brugt mit liv på at fortælle både akademisk og til turister om katastrofen. Det er en måde for mig at bearbejde mine oplevelser, men det er også en måde for folk at få et forhold til radioaktivitet,” siger den tidligere reserveløjtnant og fortsætter:

”I Tjernobyl har jeg kørt i køretøjer med sikkerhedsudstyr for at undgå radioaktivitet, men i dag er det muligt at besøge området uden større sikkerhedshensyn.”

Umiddelbart efter katastrofen var radioaktiviteten 1.000 gange større end i dag, og besøgende får kun en meget lav og ufarlig dosis.

Sergii Mirnyi ser derfor sine ture som en form for uddannelse for de besøgende, der får mulighed for at forstå den usynlige radioaktivitet.

”HBO-serien har gjort meget godt for at sætte fokus på Tjernobyl, men der er flere ting, der er forkerte eller for dramatiserede. De sætter for eksempel meget fokus på, at soldater går rundt og skyder dyr i øde områder, men nedskydningen af dyr var kun en lille opgave i forhold til det store oprydningsarbejde, der fandt sted,” siger han og peger på, at det var lokale jægere, der stod for at skyde dyr.

Han mener også, at soldaterne sjældent drak alkohol, som det ellers vises i serien. Soldaterne havde ikke tid til at drikke, og søvn blev vægtet højt, når de endelig havde et par ledige timer. Men de fejl er et lille problem. Et større problem er, at HBO ifølge ham fremstiller lederne af Tjernobyl-anlægget som skurke, der prøvede at skjule konsekvenserne:

”Jeg har selv snakket med flere af de folk, der var på anlægget, og grunden til, at de ikke gjorde noget, var ikke, at de prøvede at skjule det. De kunne bare ikke begribe det. Dengang troede alle, at anlægget var fuldstændig sikkert. En ulykke var umulig.”

TAG SELV TIL TJERNOBYL

Firmaet Chernobyl Tour arrangerer ture på både en og to dage ind i den ellers lukkede 30-kilometer-zone omkring atomanlægget. Det er lovpligtigt at have en guide med for turister til området, hvor der er afgange fra Kiev hver dag. Det er en god idé at booke sin tur flere dage i forvejen, da der er fornyet interesse for at komme af sted efter HBO-serien ’Chernobyl’.

/

Pu-tinsoldater

I Rusland står der mere end matematik og læsning på skoleskemaet. Over 250.000 børn og unge under 18 år lærer også at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste med håndgranater. Vladimir Putins ’børnehær’ Junarmija er en stor succes overalt i landet.
Foto:Sofia Busk

VLADIMIR PUTIN vil gøre Rusland stort igen. De senere år har præsidenten med en aggressiv, antivestlig nationalistisk dagsorden iscenesat sig selv som manden, der alene kan føre verdens største land tilbage til Sovjetunionens stormagtsdage. Rusland er truet af Vesten, lyder Putins fortælling, der har spredt sig gennem det russiske samfund, og derfor foregår der i disse år både en militær og en mental oprustning i Rusland.

Som et led i den patriotiske dagsorden stiftede det russiske forsvarsministerium i efteråret 2015 den militære ungdomsorganisation Junarmija, hvor børn og unge i alderen otte til 18 år får en militær grunduddannelse og uddannes til at blive ”sunde, patriotiske medborgere”. 

Organisationen, der er blevet kaldt en børnehær og sammenlignet med Hitlerjugend, har hurtigt opnået stor popularitet blandt unge russere og tæller i dag cirka 260.000 medlemmer. De rekrutteres i spejderorganisationer og til forældremøder på russiske skoler, hvor forældrene får at vide, at deres børn har mulighed for at gøre karriere inden for militæret.

Junarmija har afdelinger i hele Rusland, men er særligt populær i den nordvestlige del af landet, Moskva og i Sankt Petersborg, hvor flere skoler er indrettet til særlige Junarmija-klasseværelser med store røde flag, portrætbilleder af Putin og russiske militærledere og plakater med våben på væggene. Her undervises eleverne to gange om ugen i russisk historie, religion og fædrelandskærlighed.

I weekenderne bliver Junarmija-eleverne sendt på øvelser i skoven, hvor de lærer at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste håndgranater, øver førstehjælp og undervises i militærstrategi. Om sommeren mødes Junarmija-elever fra hele Rusland til sommerlejre, og et par gange om året deltager de unge i store parader i Moskva eller Sankt Petersborg, hvor militære jubilæer og mærkedage markeres. Blandt andet var Junarmija med, da det russiske militær i oktober 2017 fejrede 100-året for den russiske revolution. Her marcherede kadetterne på rad og række i lyse paradeuniformer og karakteristiske røde baretter som et symbol på Putins løfte om at genskabe et stærkt og samlet Rusland.

Dmitrij Artamonov, 11 år.

 

 Leonid Kuzman fra Kronstadt, 13 år.

 

Maria Popova fra skole nr. 210, 14 år.

 

Militærtræning i weekenden.

 

Skydetræning med rigtige våben.

 

Helen Vorobeova og Nastja Garpinyk, begge 17 år, har været medlemmer af Junarmija siden organisationens start.

 

Mikhail Podolnitskij, otte år, vil være pilot som sine forældre.

 

Nikita Tufanov, 17 år, fra Belgorod. Her fotograferet i Murmansk.

 

Drengene i Junarmija undervises i nærkamp med plasticknive.

 

Dmitrij Artamonov, 11 år, kaster en håndgranat.

 

Ekaterina Maluitina, 14 år, på Junarmija-sommerlejr i Murmansk.

 

Fejring i oktober 2017 af 100-året for den russiske revolution.

 

/