EN HVEPS FLYVER ind ad vinduet og cirkler søvnigt over bordet med chokolade, frugt og kaffe. Søren Pilmark ser den straks ud af øjenkrogen og hapser med en snigende bevægelse den elektriske fluesmækker, der ligger strategisk placeret inden for rækkevidde. 

”Så er det, man skal …” siger han og fokuserer et øjeblik med hævet øjenbryn og tungespidsen i mundvigen, før fluesmækkeren slår gnister, ”… dræbe ham. Godnat, du er død!”

Det er en bagende varm sensommerdag på Dyrehavsbakken nord for København. På mange måder en perfekt dag til at tøffe rundt i verdens ældste eksisterende forlystelsespark og plaffe dåser ned i en af boderne, blive kastet rundt i en rutsjebane eller drikke en billig sjus i en af barerne, men først på formiddagen er der kun et par morgenfriske turister og barnevognsgængere at spotte, og fuglekvidderen fra træerne dominerer lydbilledet.

Søren Pilmark har indfundet sig i en kontorbygning tæt på Cirkusrevyen, og senere møder også Asger Reher, Henrik Koefoed og Niels Olsen ind, når der skal brainstormes på deres kommende show, der får premiere netop her på Bakken og bærer titlen ’Fingeren på pølsen’.

”Det sjove ved det hele er, at det jo efterhånden, vores alder taget i betragtning, ikke bare er onkelhumor, men måske onkels-onkelhumor,” siger Søren Pilmark.

Det er 32 år siden, at Ørkenens Sønner første gang optrådte på Allégade på Frederiksberg. Dengang var der ikke mere end en håndfuld fremmødte tilskuere, og intet tydede på, at det skulle blive en storslået succes, men ’den hæderkronede sangerloge’, som de kalder sig selv, har trods skiftende tidsånd i tre årtier haft omdømmemæssigt vokseværk, og når de tager hul på deres 10. show i rækken, bliver det endnu en gang på en omrejsende danmarksturné. 

”Det er sgu svært at svare på, hvad der er hemmeligheden bag, at det stadigvæk virker … Jeg tror, det er noget i retning af – hold nu fast – uskyld. Næsten troskyldighed. En form for renhed. For vi siger ikke ’pik’ og ’kusse’. Der er vi blevet overhalet udenom 100 gange allerede. Vi har faktisk bestræbt os på ikke at pege fingre ad nogen, og hver gang der er blevet gjort grin med noget, har det været os selv. Så var det os selv, der var blevet gamle og pludselig havde slap tissestråle eller erektionsproblemer,” siger han.

Så summer det fra endnu en hveps på sporet af søde sager, og endnu en gang svinger Søren Pilmark nådesløst insektdræberen.

”Fik jeg den? Det gjorde jeg!” udbryder han og slår en veltilfreds skurkelatter op.

1.

SOM BARN var Søren Pilmark the odd one out. Resten af Pilmark-klanen spillede fodbold, og hans onkel Aksel havde sågar været på landsholdet med Knud Lundberg og repræsenteret Danmark ved OL i London i 1948. Selvom Søren Pilmark også selv elskede at se fodbold, var han ikke særligt god til at spille det, og der var samtidig noget andet, der trak mere i ham. Han ville underholde. Han nød at dupere rakket i baggården i Hvidovre med at trylle og lave små tricks, og oppe i lejligheden lavede han teater og tegnede og klimprede på klaver dagen lang. Når aftenmørket faldt på, tændte han lys i dukketeateret på værelset, og ofte blev han så opslugt, at han legede, til han faldt i søvn på gulvet.

Allerede som seksårig kom han med i Erik Balling-komedien ’Den kære familie’. Hans far, der var skoleinspektør, havde en kollega, der bijobbede som skuespiller, og da de en dag søgte statister, røg sønnen med i en enkelt optagelse, hvor han skulle spille ’en dreng på gaden’. Det eneste, han husker, er, at han frøs ad helvede til, da han traskede ned ad asfalten, mens kameraerne rullede, og Ebbe Langberg kom kørende forbi i bil. Det var dét, så var det slut, men set i bakspejlets klare skær skulle det vise sig at blive første skridt ned ad det, der viste sig at være en livslang vej.

”Somehow …” siger Søren Pilmark med fortællerstemmen på, mens han smiler på den der tvetydige måde, som han siden har gjort i et utal af film- og teaterroller, ”… it was written in the cards.”

Selvom det var faren, der havde skaffet ham statistrollen, var det ikke en karrierevej, forældrene pressede ham ned ad – snarere tværtimod. Faren havde gerne set, at han fulgte i hans fodspor og blev skolelærer, men der var et kunstnerisk behov, der boblede inde i ældstesønnen, en form for urinstinkt efter at underholde ­eller måske endda en form for nødvendighed. 

”I mit barndomshjem kunne der være en stilhed mellem min far og mor, men hvis jeg optrådte eller tryllede, opstod der en glæde i det lille hjem, der fyldte rummet,” siger han. ”Det, der gør skuespillere interessante, er som regel, om de har en eller anden indre nødvendighed efter at udtrykke sig – noget inde i sig, som de prøver at reparere. For mit vedkommende handler det ikke om, at jeg var i tvivl om, at jeg var elsket. Jeg har haft en harmonisk barndom, men jeg tror også, at god kunst opstår af sublimerede frustrationer. Hvis der er noget, en mand ikke kan komme af med, så skriver han en bog, maler et maleri, laver en skulptur eller spiller skuespil. Det er ikke sikkert, at man kommer af med det i første runde, og så ender man med at bruge resten af livet på det.”

2.

I LØBET AF gymnasietiden medvirkede Søren Pilmark i et par skoleforestillinger, og da han havde fået studenterhuen på, blev det naturligt endelig at gøre alvor af det og søge optagelse som skuespiller. Dengang – i 1974 – var der ingen adgangsbegrænsning til universiteterne. Man kunne søge det studie, man ville, og blive optaget. 

”Man gik bare ind ad døren, så jeg tænkte, at jeg kunne starte med at blive skuespiller, og så kunne jeg altid blive læge eller jurist bagefter,” siger han. 

Det første forsøg på Statens Teaterskole i København bar ikke frugt, men skolens daværende rektor, Berthe Qvistgaard, opfordrede ham til at forsøge sig med Aarhus i stedet. Så tog han til Jylland og gav det chancen, og han var kun lige kommet retur til Hvidovre, da der kom et telegram med beskeden om, at han var blevet optaget.

Da han næste gang rejste mod Aarhus, denne gang for at tage hul på skuespillertilværelsen, var det med en euforisk følelse i kroppen. Alene det at komme ind og dermed være blevet valgt ud føltes som noget enestående. Med studiestarten fulgte et studielån på 10.000 kroner, men allerede efter 14 dage i Jylland havde han brugt rub og stub. Han troppede op i Landmandsbanken for at hæve 1.000 kroner mere, da bankrådgiveren med dybe panderynker og bestemt mine måtte forklare ham, at det altså ikke længere var muligt. ”Prøv at se her,” sagde rådgiveren og viste ham oversigten over hævninger: ”Vores udbetalinger til dig kommer som haglbyger.”

”Jeg fik simpelthen en skideballe, fordi jeg havde hævet løs. Han viste mig, at der kun var to dage, hvor jeg ikke havde hævet 1.000 kroner, og det var, fordi der havde været weekendlukket. Ellers havde jeg hævet 1.000 kroner om dagen og brugt dem på bajere og smøger og middage og nyt tøj. Jeg anede ikke en skid om noget som helst, men ødslede bare penge væk. Det var helt fantastisk.”

3.

DET MEST fantastiske ved Søren Pilmarks nye ungdomsliv var dog det, der foregik på selve teateret. Han husker stadig i dag, hvordan det var at træde ind og sidde i mørket og stirre op på snoreloftet og ned på prøverne på scenen og vide, at han selv snart skulle stå dernede.

”De tre år var fuldstændig magiske. Jeg var solgt fra dag et,” siger han. ”For nogle år siden snakkede jeg om gamle dage med skuespilleren Lars Lohmann, hvor han sagde de berømte ord, som jeg har taget til mig: ’Det var de lykkeligste år i vores liv. Og ved du hvorfor? Fordi vi vidste det ikke.’ Hold kæft, hvor er det bare godt sagt! Vi var ikke bange for noget, og alt kunne lade sig gøre.”

På tredjeåret på teaterskolen ventede omsider scenetjeneste, hvor man som elev fik en mindre rolle i en vaskeægte forestilling på Aarhus Teater. I Søren Pilmarks tilfælde var det musicalen ’Chicago’, hvor han både var danser og havde en lillebitte rolle som politimand. 

Til premiereaftenen var hans lillebror Lars kommet til Aarhus for at følge med, og før det gik løs, tog Søren Pilmark ham med ud bagved og hen til scenetæppet, hvor der var et lille hul, så man kunne kigge ud på salen og på de mange fremmødte. Der var måske 500 mennesker, og mens han selv labbede det i sig, gøs hans lillebror alene ved synet.

”Vi er meget forskellige på det punkt, ikke bare Lars og jeg, men alle mennesker. Der er nogle, der ville give deres højre arm for at slippe for at gå op på en scene. Andre – som jeg selv – tænker: ’Jeg skal bare derop, så de kan se mig!’”

Dengang drømte han store drømme om berømmelse, ære og kvindegunst. Sådan så han sin nære fremtid for sig: Søren Pilmark – den store skuespiller, som alle kiggede på, og alle kunne lide.

”Jeg havde en trang til at blive set, anerkendt og ja, ultimativt, elsket. Det skal man bare tænde for ’X Factor’ for at konstatere, at jeg deler med mange. Vi vil alle gerne være noget, og derfor har jeg også en meget stor veneration over for dem i det program,” siger han. ”Det er måske ikke der, at lykken ligger, når det kommer til stykket, men jeg har fuld forståelse for, at man har brug for at undersøge det – det havde jeg selv.”

4.

PÅ TEATERSKOLEN i Aarhus gik Søren Pilmark på hold med en ung fyr ved navn Anders Bircow. De spillede begge to guitar og klaver og var glade for at synge, og da det gik op for dem, at der på holdet under dem gik to andre, der delte samme interesse, nemlig Preben Kristensen og Asger Reher, dannede de en lille gruppe.

De var inspireret af det firstemmige barbershop-koncept, som man kendte det fra USA, hvor folk i sin tid sad og sang harmonier, når de ventede i barbersalonerne, og døbte deres egen gruppe Barber­shop Harmony. Med tiden udviklede det sig til en kabaretgruppe, hvor de ikke blot sang harmonier, men også optrådte, gøglede og tryllede rundtom på små aarhusianske spillesteder. 

”Nogle gange så tror jeg sgu på reinkarnation. Jeg tror virkelig, at jeg i et tidligere liv har været sådan en varietékunstner på et gammelt engelsk teater i ternet jakkesæt. Jeg har altid været enormt draget af det, fordi det er den rene vare: ’Gå ind og se, om du kan underholde dem med en sang, en sketch eller en monolog.’ Det er kontant afregning ved kasse et, og det elsker jeg højt,” siger han.

Da Søren Pilmark og Asger Reher efter teaterskolen flyttede til København, dannede de to andre i gruppen i stedet Linie 3 med Thomas Eje. Søren Pilmark havde rigeligt at se til med seriøse teaterroller på blandt andet Det Kongelige Teater, men savnede alligevel at lave noget i samme stil. Dengang, i begyndelsen af 80’erne, var hans gode bekendte Per Pallesen direktør på underholdningsetablissementet Lorry på Frederiksberg, hvor man lavede syngespil, og hvor der bagefter var øl, vin, hornmusik og dans. Hver aften ved 23-­tiden, når folk spiste og dansede efter at have været til revyforestilling, kom en skuespiller ind og lavede 20 minutters underholdning – som regel et mere løst indslag i form af en monolog. 

Det meldte Søren Pilmark sig jævnligt til, og en dag spurgte Per Pallesen, om de ikke skulle lave det sammen. De sammenstrikkede en lille akt med to flygler, iførte sig kjole og hvidt, og mellem de musikalske indslag lavede de fis og ballade og fyrede vittigheder af. Med tiden blev de enige om at skære vittighederne ud, og tilbage stod et show af en halv times varighed, hvor de blot sang og spillede. De syntes selv, det var et elegant påfund, men blev blæst bagover af modtagelsen fra publikum. 

”Folk stod og klappede og var sådan vilde af begejstring. Det blev en kæmpesucces, så det fik vi lyst til at forfølge endnu mere. Derfra var vi sammen de næste syv år. Jeg var faktisk mere sammen med Per, end jeg var sammen med min hustru Susanne,” siger han.

Med ’Pallesen Pilmark Show’ – en form for musikalsk show kombineret med trylleri – turnerede de først landet rundt, og senere rykkede de også udenlands. De kom blandt andet til Kina, og selvom der ikke var ’Michael Jackson-tilstande’, blev det taget godt imod. 

”Kina var helt anderledes dengang. Nogle af dem havde nærmest aldrig set europæere før, så alene det var billetten værd for mange,” siger han.

I 1985 vandt de sølvrosen ved den internationale tv-festival Rose d’Or i Schweiz. De var i høj kurs og kom i kontakt med rigmanden og koncertarrangøren Arne Worsøe, der havde repræsenteret store stjerner som Liza Minnelli og Harry Belafonte, og som mente, at de skulle forsøge sig på den øverste hylde i USA. Han fik arrangeret en række shows i Californien, der både modtog store roser og sønderlemmende kritik i aviserne, men ved turens afslutning var der et amerikansk underholdningsfirma, der ville have dem i folden. 

”De ville gøre os berømte derovre, men sagde, at det formentlig ville kræve tre års hårdt arbejde først. Jeg havde et nyfødt barn derhjemme, så jeg meldte fra. Det er klart, man bliver pludselig smigret ved tanken om at blive berømt i Amerika. Men hvis vi havde sagt ja, havde Per og jeg stadig lavet flygelshows i dag, og det er jeg glad for, at vi ikke gør.”

5.

EN EFTERMIDDAG omkring 1990 havde Søren Pilmark besøg af sin gamle studiekammerat fra Aarhus, Asger Reher, samt Henrik Koe­foed og Flemming Enevold, som han havde spillet sammen med i flere forestillinger. De havde fået den idé måske at lave en lille kabaret sammen – eller måske en revy? I Pilmarks villa i Københavns nordvestkvarter prøvede de sig frem for at se, hvad der måske lå og ulmede af interessante ideer.

Tilfældigvis havde han en fez liggende, en tyrkisk hat, fordi han i mange år også havde gjort sig som amatørtryllekunstner med smoking og fez, og denne dag tog han den på og gav et lille nummer.

”Du ser tosset ud med den der på,” kommenterede de andre, så han tog den hurtigt af igen, men da de på et tidspunkt kom til at snakke om, hvad de skulle kalde det, hvis de fik stablet et show på benene, var der alligevel en, der foreslog: ”Vi kan hedde ’Til hverdag og fez’.

Og så var der pludselig en, der fik ideen. Hvad med ’Ørkenens Sønner’?

I Gøg & Gokke-filmen ’Sons of the Desert’ fra 1933 havde stumfilmsstjernerne fra Hollywood optrådt som medlemmer i en herreloge i smoking og skråbånd og med fez på hovedet. Så var konceptet der pludselig. De skrev til Gøg & Gokkes filmselskab og fik lov til at bruge titelmelodien ’We Are the Sons of Desert’, som de skrev en dansk tekst til: 

”Vi hedder Ørkenens Sønner, og vi er stolte af det.

Vores humør kan ingen rør’. Vi klør kun der, hvor det klør.”

Nogle måneder efter, en sen aften i 1991, optrådte Søren Pilmark og de tre andre ørkensønner på Allégade 10 på Frederiksberg. Det var et lille show af omkring 50 minutters varighed, som de havde stykket sammen på må og få. 

”Det var meget sådan: ’Hvad kan du?’ ’Jeg kan skrive nogle sange.’ ’Hvad med dig?’ ’Jeg kan ikke noget.’ ’Nå, men jeg kan trylle.’ Og så lavede vi lidt hver især. Det var meget old-fashioned,” siger han.

Til premieren sad der ni mennesker i salen, og syv af dem var anmeldere, der undrende kiggede rundt og på hinanden: ’Hvad fanden er det her for noget?’ Hen over den næste måned steg antallet af tilskuere dog støt, og til sidste forestilling var der fuldt hus – hvilket vil sige 100 mennesker.

”Vi var fire pæne skuespillere, som pludselig begyndte at synge frække sange, og det var meget … wow,” siger Søren Pilmark og smiler underfundigt. ”Det var skønt ligesom at kunne røre lidt i suppen der. Lige at kradse lidt i det pæne image. Vi fik sikkert også selv afløb for et eller andet der.”

6.

EFTERFØLGENDE VAR Søren Pilmark og de tre andre ikke i tvivl om, at de skulle gøre det igen. Det havde været en form for frikvarter fra deres andre, mere seriøse roller, hvor de kunne lave lige nøjagtig det, de selv fandt sjovt. Snart kom første udfordring dog i form af mandefald. Flemming Enevold blev ansat som chef for Rialto Teatret og mente – ifølge Søren Pilmark – at det var upassende samtidig at rende rundt på en scene ved siden af Asger Reher i bar røv.

Ved et heldigt sammentræf havde Søren Pilmark netop medvirket i ’Hamlet’ på Betty Nansen Teatret, hvor en lidt yngre fyr ved navn Niels Olsen havde spillet rollen som en af graverne. Sidstnævntes talent var ikke gået førstnævntes næse forbi, så han tog hjem til ham for at sælge projektet.

”Hvis jeg får visioner, så får jeg dem altid i pakkeløsninger. Det er ret mærkeligt. Så kan jeg pludselig se det hele for mig. Det er ligesom de bøger i gamle dage, som man kunne åbne, og så rejste der sig pludselig et slot. Konceptet til Ørkenens Sønner var færdigt inde i hovedet på mig,” siger han.

Med sig havde Søren Pilmark et VHS-bånd fra deres første show på Allégade, og i løbet af eftermiddagen forsøgte han at lokke ham om bord. Han var udmærket klar over, at der var fare for, at særligt en ung, ambitiøs skuespiller ville se det hele som lidt for meget fis og ballade. Dengang var der i branchen et udtryk: ”Pas på, at Lorry-manden ikke kommer og tager dig.” Lorry var forbundet med den lette genre, og som skuespiller skulle man helst undgå at synke for langt ned i den grød, hvis man havde drømme om også at slå sig løs på andre måder.

”Som ung skuespiller er man meget bange for ikke at blive taget seriøst, så derfor sagde jeg også til Niels: ’Jeg ved godt, at du tænker, at hvis du går med i Ørkenens Sønner, så kommer Lorry-manden og tager dig.’ Så lænede Niels sig med vanlig præcision frem, kiggede mig i øjnene og sagde: ’Søren, jeg skal fortælle dig en hemmelighed: Det er mig, der er Lorry-manden.’”

I 1994 genopførte Ørkenens Sønner deres første show, denne gang med Niels Olsen, og tre år senere fulgte showet ’Gå aldrig tilbage til en fuser’, der gav dem en form for folkeligt gennembrud. Siden fulgte yderligere et par shows, før de i 2007 cementerede deres plads i højsædet af dansk underholdning med ’En sang fra de varme lande’, der solgte 335.000 billetter og sendte dem rundt til 248 forestillinger over hele landet. 

7.

UDEFRA SET HAR Søren Pilmark selv sprunget ubesværet fra genre til genre – fra det tunge til det lette og tilbage igen. Han har formået at omfavne Lorry-manden og sideløbende skabe sig et navn både på teaterscenen og filmlærredet. I 2005 kaldte Berlingske ham for ’dansk teaters vidunderbarn’ og skrev i den forbindelse: ”Er der overhovedet nogen skuespiller herhjemme, der kan så meget som Søren Pilmark?”

Han har i tidens løb spillet blandt andet ’Richard III’ og ’Hamlet’ på Det Kongelige Teater og den gale Johannes i ’Ordet’ på Betty Nansen Teatret. I 1995 modtog han Lauritzen-prisen i anerkendelse af ”fremragende præstation”, og fem år senere både en Reu­mert og Teaterpokalen for sin rolle som fysikeren Werner Heisenberg i stykket ’København’.

I 2002 fik han også en pris ved ­Method Fest Independent Film Festival som bedste mandlige skuespiller for rollen som Torkild i ’Blinkende Lygter’ fra 1997, og i 2004 vandt han både Bodilprisen og en Robert for sin rolle som den iskolde magtpolitiker Erik Dreier i den politiske thriller ’Kongekabale’.

Selv tilskriver Søren Pilmark det ”en indre trang, en alsidighedslyst”, der har gjort, at han har været nødt til at afsøge hjørnerne.

”Intet skal forblive uprøvet. Jeg elskede musicals, jeg elskede at synge, men jeg ville også gerne spille de lidt tungere drenge og finde ud af, om jeg kunne magte det. Jeg ved godt, at publikum generelt gerne vil kunne holde fast i, at han er den, og så skal han ikke komme og forvirre os med også at være den. Hvis man spiller store Shakespeare-roller, skal man ikke også synge fjollede sange. Men jeg har altid tænkt, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, hvis man går ind i det med alt, hvad man har – altså med selve livet som indsats. Jeg har altid sagtens kunnet bevare troværdigheden inde i mig selv.”

I starten af 00’erne så man så pludselig Søren Pilmark som den togglade Bahnsen i DSB-reklamerne med den lilla Harry-dukke, der omvendt hadede at køre i tog. Fra 2000 til 2011 medvirkede han i 90 episoder af reklameføljetonen, og han har flere gange efterfølgende berettet om, hvordan det ikke var alle i branchen, der var lige imponerede over den beslutning. Til BT fortalte han sågar engang, at der var ”kolleger, der gik over på den anden side af gaden”, når de så ham.

Han vidste godt selv, at det var noget, der kunne påvirke hans troværdighed internt i skuespillerbranchen, men da det kom til stykket, var der på plussiden et stort overvældende argument, han ikke kunne vige bort fra: indtjeningen. 

”Jeg kiggede på mit liv og tænkte: ’Jeg har tre små børn, og jeg arbejder som et pisket svin.’ Så kan man vælge at sige, at det må familien leve med, for min karriere kommer først, men nej, det gør den så ikke. Ikke for mig. For inden jeg får set mig om, er de allerede blevet store,” siger han. 

Med reklamejobbet kunne Søren Pilmark pludselig score en månedsløn, der tillod ham at være hjemme og læse godnathistorier for børnene i stedet for hver eneste aften at stå på en teaterscene.

”Jeg ville gerne være derhjemme og have overskud. Det var en iskold kalkule, hvor valget stod mellem at fravælge mine børn eller mit arbejde, og så var valget ikke svært,” siger han.

Da Harry-reklamerne havde kørt et års tid eller to, begyndte Søren Pilmark dog selv at spekulere på, om det for hans omdømmes skyld måske ville være godt med luftforandring. En aften sagde han til sin hustru Susanne: ”Jeg tror måske, jeg skal holde en pause fra det, for ellers vil folk ikke kunne identificere mig med andet.” Så løftede hun blikket fra den bog, hun var ved at læse, og kiggede på ham: ”Hør engang, lille skat, det løb er kørt.” 

”Selvfølgelig må der i sagens natur have været folk, der har set mig på en teaterscene efterfølgende og tænkt, at der ville komme en lille dukke rendende efter mig. Hvis man er i det humør, kan man måske godt som udefrakommende tænke: ’Kan du blive taget alvorligt?’ Men jeg mener jo alt, hvad jeg laver, helt ned i tæerne,” siger han. ”Folk siger: ’Kan du ikke se, at du har solgt din sjæl og din kunstneriske integritet for penge?’ Men så er jeg nødt til lige at få afklaret: Bliver jeg en dårligere skuespiller af at lave DSB-reklamer? Gør jeg det? Nej, så det må være folks eget problem, hvis de ikke kan tage mig alvorligt.”

Da det kom til stykket, syntes Søren Pilmark tilmed, at det var sjovt at lave reklamerne, og så kunne han ikke undgå at hæfte sig ved eksponeringen. Et par år før Harry-reklamerne havde han spillet ’Richard III’ på Det Kongelige Teater. Det var en af hans sværeste roller, der krævede halvandet års forberedelse med blandt andet at sidde på Panum Instituttet og høre om kyfoskoliose, pukkelryg, klumpfod og vissenarm, og så var der selve teksten, der er mere ordrig end ’Hamlet’. Der var totalt udsolgt til de 60-65 forestillinger, hvilket samlet set løb op i omkring 70.000 tilskuere. 

”Og så laver man en Harry-reklame på et halvt minut, der bliver set af halvanden millioner danskere,” siger han og kigger op på Søren Pilmark-måden med det ene lethævede øjenbryn. ”Der er aldrig nogensinde nogen, der har mødt mig på gaden, som har sagt: ’Hvad fanden, er det ikke Richard III?’ Nej, men jeg lover for, at i de 11 år, hvor DSB-reklamerne kørte, kunne jeg ikke gå uden for en dør, uden at folk – med de sødeste intentioner – kom hen for at spørge mig, hvorfor toget til Holte var aflyst, og om sommerkøreplanen holdt.”

Han klukker lidt og slår så ud med hænderne.

”Selvfølgelig er der altid en pris at betale, og måske havde jeg fået andre rolletilbud, hvis jeg havde gjort noget andet, men jeg tror aldrig, man vil kunne gøre det op på den måde. Alt, hvad jeg har gjort, har været bevidste valg, og jeg vil bare sige: ’Jeg fortryder intet.’”

8.

DER VAR OGSÅ en anden side af sagen, der ikke havde noget med familieliv og økonomi at gøre. Det havde altid været et evigt paradoks for Søren Pilmark selv, at han elskede at stille sig op på en scene, men hadede bedømmelsen. Han ville på den ene side gerne roses og klappes på skulderen, men kunne ryge helt i kulkælderen, når ordlyden var kritisk, som den var det, efter han i 1992 havde spillet hovedrollen i tv-serien ’Gøngehøvdingen’, der var slået op til at blive det helt store, men i stedet blev slagtet på forsiden af landets tabloidaviser. 

”Jeg har det meget … dårligt … med negativ kritik,” siger han. ”Man prøver at slå det hen. Man prøver at bilde sig selv ind, at de ikke ved, hvad de taler om. Men faktum er, at jeg er rigtig dårlig til at modtage kritik.”

Som ung havde han troet, at lykken lå i at blive et kendt ansigt, men da det endelig skete, brød han sig ikke særligt meget om det. Han har altid forsøgt at holde pressen ud i strakt arm, selvom han godt ved, at det så har den slagside, at det virker krukket.

”Det lyder forkælet i folks ører, for jeg har selv valgt at blive skuespiller. Men det er jo ikke mig, der står deroppe. Det er noget, jeg leger, og det rager ikke nogen, hvem jeg er, når jeg har fri,” siger han. ”Hvad rager det folk, at min yndlingsfarve er blå, og min yndlingsskuespiller er Robert De Niro? Begge ting passer, men hvad kommer det andre ved?”

Omkring årtusindskiftet var Søren Pilmark tilmed begyndt at tvivle på egne evner. Der florerede spørgsmål i hovedet på ham: ’Har jeg kræfter til det?’ ’Orker jeg at gå ind i det?’ Han havde altid brystet sig af, at han aldrig lod sig påvirke af at være skuespiller. Når klokken var 23, og han sminkede af, tog han også rollen af sig og blev sig selv igen. Men det gik pludselig op for ham, at det måske ikke forholdt sig sådan. 

Det var Susanne, der først kommenterede det: ”Det er noget, du bilder dig ind. Hvis du spiller en alvorlig, seriøs, traurig rolle, så er du sådan 24/7. Det er fint, det har jeg accepteret, og det lever vi med, men du kan ikke tro, at det ikke er tilfældet,” sagde hun en dag, da de snakkede om det.

Samtidig kunne Søren Pilmark mærke, at det var blevet sværere og sværere for ham at træde ind på scenen. Rollerne var blevet større, og det samme var de krav, han havde til sig selv. Han var blevet en af de garvede, der trak læsset, og både fysisk og psykisk krævede det meget af ham. Han spillede roller, hvor han pludselig skulle sove til middag hver dag for overhovedet at kunne gennemføre om aftenen, blandt andet ’København’ af Michael Frayn på Betty Nansen.

”Det var meget tilfredsstillende, fordi folk var glade for det, men det var også en virkelig hård omgang. Jeg havde det sådan, at jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave rollerne, hvis ikke de sad lige i skabet hver gang. Man kan ikke stille sig op på en scene og optræde for folk, hvis det ikke betyder noget for én selv, for så betyder det heller ikke noget for dem dernede. Det skal koste, og det gjorde det også.”

9.

EFTER FØLJETONEN med Harry og Bahnsen i DSB-reklamerne blev der længere mellem, at man så Søren Pilmark i roller på film og tv. Han havde pludselig en opsparing, der tillod ham i længere perioder ad gangen at trække sig fra offentlighedens søgelys. I stedet bøvlede han bag kulissen med sin egen indre dialog, hvor han stillede sig selv store spørgsmål: ’Hvad er det egentlig, jeg vil?’ 

”Det var en tid, hvor det interesserede mig at tænke tanker: ’Hvorfor har jeg det sådan og sådan?’ ’Hvad fanden er det, der sker med mig?’ ’Hvordan bliver man egentlig glad?’ Det var alt fra de store eksistentielle spørgsmål til det helt banale og lavpraktiske, som at jeg måske skulle lade være med at drikke så meget, for det får man tømmermænd af, og lade være med at spise slik for ikke at blive fed, for det får man det heller ikke bedre af. Mine psykologer kan bygge huse på Strandvejen, så meget har jeg gået hos dem,” siger han.

Det var især forældrenes dødsfald, der i sin tid havde sat nogle ting i gang. Hans far døde tidligt, og de havde været tæt knyttet – på godt og ondt – så da han gik bort, satte det tanker i gang, som forfulgte ham i mange år frem. 

”Der var en terapeut, der hjalp mig, da jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg var så ked af det. ’Din far er død,’ sagde han så, og det er jo på en måde så hamrende banalt. Når det sker for naboen, så er det: ’Who gives a flying fuck?’, men når det rammer én selv, er det en livskrise, der kan være svær at komme over,” siger han.

Det var ikke, fordi det kom bag på Søren Pilmark, hvor meget der egentlig lå nedenunder og ulmede, da han endelig fik taget fat på det. Han havde haft det på fornemmelsen hele livet. Der hvilede en skygge i hans sjæl, som han havde forsøgt at feje bort ved at føre sig frem og spille fandango, men nu var han i en alder, hvor han rent faktisk ønskede at forholde sig til den. 

”Det er nok lidt på samme måde, som det er illusorisk at forestille sig en filosof på 19 år. Man skal ligesom have levet et liv for at kunne sige, at sådan fungerer det – og så skal man interessere sig for at tænke tanker og for at se mekanismerne. Da jeg var ung, fik jeg farvet mit hår hvidt, så det lignede en form for klorchok eller syreregn. Jeg førte mig frem og tænkte, at jeg nok ville blive berømt. Når jeg ser unge drenge i dag, så gør de det samme, og jeg får altid sådan en lyst til bare at kramme dem, for det skal nok blive alvorligt tids nok, så nyd det nu bare, så længe det er,” siger han.

På det tidspunkt var begge Søren Pilmarks forældre døde, og han selv var blevet far til tre børn og havde oplevet, hvordan ansvarsbevidstheden var steget. Langsomt nåede han frem til en banal erkendelse, som han siden har forsøgt at efterleve: ”Det gælder om at have det sjovt.” 

”Der var engang en, der sagde til mig: ’Du er ved at komme i miste-alderen, Søren.’ I begyndelsen af ens liv får man alting og senere også sine børn, men så pludselig rejser de hjemmefra. De fylder meget, de børn, der er rejst hjemmefra, for der er tomt ved middagsbordet, og så mister man håret, synet og tænderne og sine forældre og ja, ultimativt, livet,” siger han. ”Nu lyder det meget sådan bedemandsfjæs, og det er det egentlig ikke. Der er nogle store vendepunkter i ethvert menneskes liv, hvor der sker radikale ting, og jeg tror, det kommer naturligt hos mange, men jeg har været nødt til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg kunne være i det: ’Hvad er egentlig livets mening? Og hvad vil gøre mig glad?’ For det er godt nok kort tid, vi er her, så er dét ikke det vigtigste – at være glad?”

DE TRE ANDRE ørkensønner træder ind i lokalet. Først er det Asger Reher, han er tidligt på den og slår sig i ro og mag ned i en stol. Så er det Henrik Koefoed, han er sulten og går straks i gang med at plyndre køle-skabet for noget, han kan smøre på sine rugbrødsmadder. Til sidst marcherer Niels Olsen ind. 

”Goddag, klokken er 12, så er det i gang,” siger han med militærjargon.

”Kan I så holde mund! Jeg er ved at fortælle om mit liv,” udbryder Søren Pilmark, påtaget arrigt.

”Hvad har I talt om?” spørger Koefoed.

”Vi har talt om, at jeg synes, at I tre får for meget i løn for Ørkenens Sønner.”

De får alle fire samlet sig om bordet. Denne dag ligger premiereaftenen for deres kommende show ’Fingeren på pølsen’ under tre måneder ude i fremtiden, men de er først lige begyndt på den indledende brainstorm. Det har altid været kutyme i Ørkenens Sønner som det allerførste at lægge et bestemt tema ned over forestillingerne, så de på den måde får noget at idéudvikle ud fra. 

”Lige nu har vi kun titlen, og så er plakaten færdig. Den er faktisk det første, der bliver lavet,” siger Niels Olsen.

”Når folk ser plakaten og køber billetter, formoder de, at det hele er skrevet. Der er ikke skrevet et eneste ord,” siger Søren Pilmark: ”Så er der altid folk, der siger: ’Ha ha, gas, jeg kender dig! Hvordan finder I på det?’ Så må jeg svare: ’Ja, det aner jeg ikke, vi har stadig ikke fundet på noget, og jeg er ved at skide i bukserne af angst.’”

De griner højt.

SIDEN DE FIRE medlemmer af Ørkenens Sønner i 2007 første gang fik en oplevelse af, at de pludselig var blevet en kæmpesucces med fyldte teatre og spillesteder over hele landet, har historien om dem på mange måder været en fortælling om en evigt opadgående succes. Men det har ikke været uden interne udfordringer. 

”Vi har jo været i terapi. Gruppeterapi,” siger Niels Olsen.

”Det er en illusion at forestille sig, at der ikke har været bump på vejen. Problemer og diskussioner. For vi har været rigtig meget sammen. Det har været lange turneer, og det har været opslidende. En gang imellem har vi fået en teambuilder ind, der kunne hjælpe os med, hvad det er, vi gør forkert. Hvorfor skændes vi hele tiden?” siger Søren Pilmark.

”Der er kommet en udefra og har set, hvordan samarbejdet har været. For man indtager jo nogle roller i en gruppe. Det er der ikke noget galt i. Men det er meget godt at finde ud af, hvorfor man gør det,” siger Niels Olsen. 

”I mange år troede vi, at fordi vi er fire mand i gruppen, skulle vi bestemme lige meget, indtil det gik op for os, at det var ekstremt frustrerende. Niels brugte engang udtrykket ’Enighed gør træt’. Hold kæft, det tager lang tid at blive enige,” siger Søren Pilmark.

”Det hjælper jo heller ikke med alderen. Man bliver ikke mindre stædig. Der var for store diskussioner om, hvad vi skulle og ikke skulle, så til sidst besluttede vi, at Søren skulle være instruktør …” siger Niels Olsen.

”Han besluttede det,” indskyder Asger Reher.

”… Så hvis der opstår større diskussioner, bestemmer Søren,” fortsætter Niels Olsen.

”Det har virkelig været en …” siger Søren Pilmark, men bliver afbrudt:

”Pissedårlig idé!”

Så griner de alle fire igen.

EN AFTEN I begyndelsen af marts træder Vicki Berlin ind i garderoben på Nørrebro Teater med en økologisk svineleverpostej fra Coop stikkende op af håndtasken. 

Men hov, vent lige et øjeblik, er den 45-årige skuespiller ikke erklæret veganer? Og jo, det er hun da. Leverpostejen er skam heller ikke til hende selv, men bestikkelse til hendes hund Gustav, som i flere uger har gået deprimeret rundt derhjemme, siden dens ’far’ – Vicki Berlins mand, instruktør Nikolaj Tarp – rejste til Fredericia for at instruere en musical.

”Hvordan kan man egentlig se, at en hund er deprimeret?” spørger skuespillerkollega Amalie Lindegård med undren i stemmen fra sin plads foran spejlet, hvor hun er ved at lægge makeup til aftenens forestilling.

Det viser sig, svarer Vicki Berlin, at symptomerne ikke er stort anderledes end hos et menneske: Gustav hænger med snuden, han gider ikke gå tur, han bliver ikke længere begejstret, når det er spisetid, og om natten har han svært ved at sove (så svært, at han i nat traskede ind i stuen og blev der, fordi han ikke kunne finde ro inde i sengen sammen med Vicki Berlin, hvor han plejer at ligge).

”Min mand og jeg har lidt hver vores hund, og egentlig var Gustav min hund,” forklarer hun. Men sidste år, da parrets gamle basset hound Walter døde, ”rykkede Gustav op i hierarkiet, efter pladsen som alfahannen i huset blev ledig”, og i stedet har hun nu fået Fido, der ligesom Gustav er en ruhåret miniaturegravhund, men heldigvis ingen problemer har med at være alene hjemme med mor.

Med leverpostejen lagt på køl tager Vicki Berlin plads i sin stol og begynder at dyppe et lille falsk overskæg i alkohol for at opløse de rester af lim, der måtte være tilbage fra gårsdagens forestilling. Mens dagtimerne går hjemme i Hvidovre med hundene, tilbringer hun de fleste af sine aftener på Nørrebro Teater som Nikita ­Khrusjtjov i komedien ’Stalins død’ om intriger og magtkampe i Sovjetunionens kommunistparti i dagene efter landsfaderens bortgang.

I det begyndende forår står Vicki Berlin fem gange om ugen på scenen som den lavstammede sovjetiske politiker, en rutine, der kun afbrydes af fire dage i Los Angeles til årets oscaruddeling med filmen ’Triangle of Sadness’, så hun er som regel udmattet, når hun kommer hjem efter en forestilling. Men i aften, inden hun lægger sig i sengen hjemme i Hvidovre, skraber hun leverpostejen ud af foliebakken, serverer den for Gustav og leger lidt med ham og hans pivedyr. Og da det hjælper på humøret, får Gustav leverpostej som natmad hele den følgende uge.

I LOS ANGELES skal Vicki Berlin se sin mand for første gang i over en måned. Han ankommer til byen en dag senere end hende for at agere moralsk støtte, selvom han ikke har billet til showet og må nøjes med en visning hos filmens amerikanske distributør for alle dem, der ikke har adgang.

”Men han insisterede på at komme med alligevel,” fortæller Vicki Berlin i teatergarderoben halvanden uge før prisfesten. ”Og det ville jo også være ærgerligt at sidde herhjemme, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste minut, og der er en plads i salen, som skal fyldes ud.”

Som indehaver af en større rolle i en film, der er nomineret i hovedkategorien ved verdens største filmpris, skulle man tro, at hendes egen invitation til oscaruddelingen var givet. Men sådan fungerer det langtfra, har Vicki Berlin erfaret. Da det blev afsløret, at ’Triangle of Sadness’ var nomineret til bedste film, antog hun begejstret, at nu skulle hun da selvfølgelig til oscaruddeling. I stedet fik hun at vide, at det var sgu ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, og så tog fanden ved hende: Hun skrev til samtlige producere på filmen (”Jeg skal med”) og satte himmel og jord i bevægelse hos distributøren for at skaffe sig en af de få billetter. Anstrengelserne bar frugt, og sammen med blandt andre danske Zlatko Burić er hun inviteret til festen.

På sin smartphone viser hun et foto af sin kjole, syet til lejligheden af den danske designer Jesper Høvring. Den er stram og i sort og guld, og i teatergarderoben diskuterer hun med sine kvindelige kolleger, hvad man mon egentlig gør, hvis man midt under showet pludselig skal på toilettet i sådan en mundering. Og hvad hvis man ikke når tilbage, inden reklamepausen er slut? Nogen egentlig konklusion når de ikke frem til, men i mellemtiden har Vicki Berlin anlagt overskæg og pudret kinderne, og nu mangler kun kostumet samt et par rekvisitter, der skal lægges klar, før teaterklokken ringer.

PÅ NØRREBRO TEATERS scene viser Vicki Berlins absolutte komikgehør sig fra første replik. Med en usvigelig timing, opbygget og forfinet gennem år på de danske revyscener, rider hun på publikums reaktioner gennem ’Stalins død’, fornemmer latteren bølge op og ned, ved, hvornår det er tid til at trykke på speederen, og, lige så vigtigt, hvornår der skal trædes på bremsen.

Det handler om aldrig at miste fornemmelsen for publikum. Er de veloplagte i dag, eller er de lidt sløve og kræver et kærligt los i røven? Ikke to forestillinger er ens, og hver gang Vicki Berlin træder ind på en scene, om det er på stenbroen i København eller en provinsrevy i Jylland, bruger hun sin fingerspidsfornemmelse til at lodde stemningen i salen, så hun kan spille med publikum, ikke kun for dem.

Hvad færre blandt publikum vil opdage, er den ekstreme mængde forberedelse, der ligger bag selv den mindste detalje i hendes optræden. Forud for rollen som Khrusjtjov har Vicki Berlin set timevis af gamle optagelser fra tiden omkring Josef Stalins død i 1953, studeret, hvordan de sovjetiske magthavere bevæger sig, og fundet frem til, at mange af dem går og taler på samme måde, som havde de været på en form for diktatorisk lederkursus. 

Den grundighed er kendetegnende for hende, siger hendes mand Nikolaj Tarp. I sit instruktørarbejde møder han af og til skuespillere, der fortæller, at denne gang har de været ekstra grundige og læst manuskriptet 40-50 gange, men som regel laver Vicki Berlin dobbelt så mange gennemlæsninger, inden hun møder op til prøverne på en forestilling.

”Jeg tror, at jeg kan stort set alle hendes replikker og monologer,” siger han, så smilet næsten trænger hele vejen ud gennem telefonen. ”Og det er kun, fordi jeg er blevet trukket igennem dem så uendeligt mange gange derhjemme.”

Vicki Berlins benhårde arbejde og hendes særlige blik for den lille, humoristiske detalje, som at tage små karaktertræk hos en person og forstørre dem, har gjort hende til et af Danmarks mest driftssikre komiske talenter. Hun slog igennem i DR-satireprogrammet ’Tjenesten’, og selvom det var hendes deltagelse i ’Vild med dans’, der i 2007 for alvor gjorde hende landskendt, har hun spillet, charmeret og joket sig ind på danskernes nethinde, revy efter revy, replik efter replik. Men det har også haft den uheldige bivirkning, at hun er gledet så langt ned i den kasse, hvor der står komiker og revyskuespiller – ”der er ikke noget, der hedder revyskuespiller, vi er alle skuespillere”, mener hun – at det er blevet svært at bryde ud. Og selvom hun elsker komedien, elsker at modtage publikums vanedannende latterbrøl og stadig optræder på Odense Sommerrevy hvert år, har hun altid drømt om også at bruge resten af sit repertoire som skuespiller. Men i den danske filmbranche har de gang på gang sagt nej til den korthårede blonde skuespiller.

Der skulle gå hele 26 år af hendes karriere, og hun nåede da nok at tænke en gang eller to, at chancen måske aldrig ville komme. Men så blev hun castet til den svenske stjerneinstruktør Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, og da den sidste år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, kom gennembruddet med større gennemslagskraft, end hun nogensinde havde turdet håbe på.

Efterfølgende kunne Vicki Berlin pludselig læse om sig selv, at hun havde gjort kometkarriere. Men hvis hun var en komet, tænkte hun, så måtte hun da være den langsomste komet i verden.

”Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

I ’TRIANGLE OF SADNESS’ spiller Vicki Berlin chefstewardessen Paula, der om bord på en luksusyacht forgæves forsøger at holde styr på både rige, privilegerede passagerer og en fordrukken kaptajn (Woody Harrelson), som nægter at forlade sin kahyt. Filmen, der er både skrevet og instrueret af Ruben Östlund, er hendes første internationale rolle, og til trods for at den genremæssigt nok bedst kan betegnes som sort satire, er der langt til de revyroller, hun ellers har brugt det meste af sin karriere på at spille.

Ikke fordi Vicki Berlin ikke har forsøgt at komme til at spille drama, det skal guderne vide. Men da casteren Tanja Grunwald ringede til hende i sommeren 2018 og opfordrede hende til at gå til casting på ’Triangle of Sadness’, havde Vicki Berlin ikke hørt fra hende i seks år. Desuden var hun midt i opløbet til Menstrup Revyen på Sydsjælland, og hun havde i øvrigt – indrømmer hun lidt skamfuldt i dag – slet ingen anelse om, hvem Ruben Östlund var.

”Jeg ringede til min mand, som har meget bedre styr på den slags end mig,” fortæller hun. ”Og da han fik at vide, hvem instruktøren var, sagde han: ’Tager du pis på mig? Kan du så få din røv til den casting, lige nu!’”

Tanja Grunwald havde udset sig Vicki Berlin, fortæller hun i telefonen, ”fordi hun har en skarphed over sig, både på grund af sit udseende med det korte, lyse hår og hendes personlighed. Hun er sjov, men hun har også autoritet, og da jeg læste oplægget til rollen som Paula, tænkte jeg, at den kunne Vicki lave et sjovt bud på.”

Forud for castingen havde Vicki Berlin fået udleveret tre tætskrevne sider på engelsk, som hun nåede at memorere både forlæns og baglæns, inden hun mødte op på castingkontoret ved Nørreport. Her var det til hendes overraskelse ikke en caster, men Ruben Östlund selv der tog imod. I rollebeskrivelsen stod, at hendes karakter var 25 år, så det var ikke med store forhåbninger, at den dengang 39-årige skuespiller fremførte sin forberedte tekst to gange, improviserede 4-5 scener og fik taget en form for mugshot. Men da Östlund kiggede ind i kameralinsen, overhørte hun ham pludselig hviske for sig selv: ”Der er hun jo.”

VICKI BERLIN GIK opløftet derfra. Men i lang tid efter castingen hørte hun intet.

”Der gik jo flere måneder, og så begyndte jeg at tænke: Fuck, sagde han det rent faktisk? Eller var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind? Jeg har været til mange castings, hvor de har glemt at afmelde alle dem, som ikke fik rollen, så da jeg kontaktede Tanja første gang, tænkte jeg, at de nok allerede havde fundet en anden. Men hun svarede: ’Nej nej, du er på shortlisten.’ Og pludselig begyndte jeg at tænke: Kan det her virkelig ske?”

Yderligere to måneder passerede uden et svar, og da Vicki Berlin i mellemtiden var blevet tilbudt en revyrolle, som lå lige midt i optagelserne til ’Triangle of Sadness’, valgte hun igen at ringe til Tanja Grunwald.

”Jeg var jo bange for at presse dem så meget, at de helt ville droppe mig,” husker hun. ”Men samtidig stod jeg med en revy, der skulle til at trykke plakater, og jeg syntes, det ville være tarveligt at bruge deres tid og penge for så at springe fra. Til sidst sagde de, at de ville give mig svar den følgende fredag, så jeg stod tidligt op og re­freshede min indbakke igen og igen, men intet skete. Så ringede Tanja pludselig: ’Du har fucking fået rollen,’ udbrød hun. Og så begyndte jeg bare at hyle.”

Det viste sig senere, at valget til sidst havde stået mellem Vicki Berlin og amerikanske Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen i HBO-hitserien ’The Handmaid’s Tale’, og at Ruben Östlund havde valgt danskeren foran den amerikanske stjerne – og i øvrigt skrevet rollen om, så den passede til en lidt ældre skuespiller.

”Men det værste var,” siger Vicki Berlin, ”at selv da jeg fik rollen, ville min hjerne ikke tro på det. Så jeg gik hele tiden og frygtede, at nu ringer de og siger: ’Vi har fundet en anden.’ Og selv da jeg gik i gang med at forhandle kontrakt, var jeg bange for at presse så meget på, at de sagde: ’Glem det.’ Og selv da jeg havde skrevet under på kontrakten, var jeg bange, fordi jeg havde hørt om ham skuespilleren, der var blevet kasseret til hovedrollen i ’Tilbage til fremtiden’, fordi producerne fandt ud af, at de hellere ville have Michael J. Fox.”

SELV DA HUN mødte op på filmsettet i Grækenland, hvor størstedelen af ’Triangle of Sadness’ er optaget, havde usikkerheden ikke sluppet sit greb om Vicki Berlin. Om aftenen, når dagens optagelser var slut, lå hun på sit hotelværelse og forestillede sig, at producerne om lidt ville komme og banke på for at fortælle hende, at nej, desværre, det gik altså ikke alligevel. Nervøsiteten blev ikke just mindre af, at Ruben Östlund er en meget krævende instruktør, som gerne tager samtlige scener om adskillige gange.

En enkelt scene krævede 70 takes, husker Vicki Berlin, og til sidst var hun ved at blive bims. Men selvom optagelserne var hårdere end noget, hun havde prøvet før, var det også ekstremt lærerigt, og hun kom godt ud af det med sin veganske åndsfælle Woody Harrelson, der havde sin egen private kok med på settet og inviterede Vicki Berlin til at spise. 

”Jeg rykkede mig timileskridt som skuespiller,” siger hun, så da hun igen landede i Danmark, færdig med at filme, skulle man tro, at nu måtte hun da langt om længe føle sig sikker. Men nej, det fortsatte bare:

”Jeg frygtede, at min rolle ville blive klippet ned og nærmest helt ud af filmen,” siger hun. ”Så det var en stor overraskelse, da jeg til verdenspremieren i Cannes så filmen for første gang og opdagede, at min rolle næsten var blevet gjort større. Og så kom alle de begejstrede anmeldelser.

Jeg havde jo gået og forberedt mig mentalt på at få tæsk for den her rolle, men i stedet vandt filmen Guldpalmen, og alle var helt oppe at ringe.”

Hvorfor kunne du ikke slippe usikkerheden?

”Fordi sådan noget her aldrig sker for mig. Jeg er 45 år, og jeg har altid været nummer to. Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

SIDEN HUN VAR 10 år gammel, har Vicki Berlin siddet klistret foran skærmen til oscaruddelingen, sent om natten dansk tid. Allerede dengang vidste hun, at hun ville være skuespiller. Hun elskede at optræde for sine forældre og sine to søskende eller sætte forestillinger op med små, blå smølfefigurer ude i haven i Espergærde, og i skolen var det ofte hende, der underholdt med sine parodier på lærerne.

Vicki Berlins mor var først hjemmegående, senere stod hun i skranken på biblioteket, mens hendes far arbejdede for elektronikfirmaet Brüel & Kjær i Nærum. Det var ikke en familie med mange penge og råd til charterferier, så i stedet tog de færgen til Bornholm og deltes fem mennesker om en firemandskahyt.

I det hele taget lærte Vicki Berlin at spare op, gøre sig umage og arbejde hårdt, og i skolen var hun flittig, pligtopfyldende og perfektionistisk, i hvert fald indtil teenageårene. Ikke fordi hun havde noget, der bare mindede om et ungdomsoprør (tværtimod fortryder Vicki Berlin i dag, at hun ikke ”var lidt mere rebelsk”), men fordi hendes fokus flyttede sig til teaterstykkerne på Espergærde Ungdomsskole. Teateret gjorde hende lykkelig, og hun var dygtig og fik store roller, blandt andet som kaninen i ’Alice i eventyrland’ og prinsessen i ’Klods Hans’.

Det lå lige for, at Vicki Berlin skulle søge ind på Statens Teaterskole som 18-årig. Men det blev også hendes første møde med den seriøse skuespilverdens uigennemtrængelige mur.

Til optagelsesprøverne var hun rystende nervøs, og bedre blev det ikke, da hun gik op for tredje, fjerde og femte gang, men igen-igen fik et nej tak. Efter en overgang at have overvejet, om hun skulle noget helt andet, måske være astronom eller blomsterbinder, droppede hun drømmen om Statens Teaterskole og søgte ind på den private film- og teaterskole Holberg på Frederiksberg.

”Jeg betalte det hele selv med penge, jeg havde sparet op, for jeg kunne ikke få SU. Om dagen læste jeg, og om aftenen arbejdede jeg som billetkontrollør på Betty Nansen og på Edison Teatret. Holberg var en fantastisk skole, hvor jeg rykkede mig virkelig meget,” siger hun.

Men alligevel var der ingen job til hende, da hun blev færdig i 2000. På teatrene rynkede de bare på næsen, når hun fortalte, hvor hun var uddannet. Havde man ikke gået på Statens Teaterskole, var man jo altså ikke rigtig skuespiller.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

I 2002 STILLEDE Vicki Berlin op til DM i standup og fik en tredjeplads. Hun havde altid været god til at få folk til at grine, og at blive betalt for at stå på en scene og fortælle jokes var jo alt andet lige bedre end at sælge billetter på Betty Nansen Teatret og vaske trapper i weekenderne. Men hun fandt sig aldrig til rette i det mandsdominerede miljø, hvor hun skulle finde en grimasse til ”FISSE!”-tilråb fra publikum, og hvad der ellers hørte med til at være kvinde og standupper i starten af 00’erne.

”Men selvom jeg syntes, at det var et par hårde år, lærte jeg rigtig meget om timing, som jeg stadig bruger, når jeg går på scenen i dag,” siger Vicki Berlin.

I miljøet mødte hun Michael ’MC’ Christiansen, og han kunne godt se, at hun ikke trivedes på standup-scenen, men også, at hun fandt sig bedre til rette, da hun i 2004 blev hyret som skuespiller og satireforfatter på ’Gintbergs store aften’ på TV 2 Zulu og på ’Tjenesten’ på P3, hvor de to sammen skrev sketches, da radioprogrammet blev til en satireserie på DR2.

”Både Vicki og jeg havde et højt ambitionsniveau, og vi arbejdede mange, mange timer for at være sikre på, at det materiale, vi præsenterede på tv, var så godt, som det overhovedet kunne blive,” siger han.

Sideløbende sendte Vicki Berlin sit cv af sted til snart sagt alt og alle i dansk film, selv bittesmå kortfilm, og da ingen sagde ja, forsøgte hun sig siden på landets revyer, også her uden succes. Men da Bornholmerrevyen i 2008 fik ny instruktør, ringede Martin Miehe-Renard. Han havde set hende i ’Tjenesten’ og ville høre, om hun mon kunne være interesseret i at spille revy. I sit svar efterlod Vicki Berlin ingen tvivl: 

”Ja, for helvede!”

VICKI BERLIN LUKKER øjnene, tager en dyb indånding, suger luften helt ned i maven og puster den ud igen. Så skubber hun følelsen af udmattelse i baggrunden, træder ud af kulissen og ind foran publikum på ny.

Det gentager sig flere gange i løbet af aftenens scene- og kostumeskift. Mindre end halvandet døgn er gået siden oscaruddelingen, hvor holdet bag ’Triangle of Sadness’ måtte se ’Everything Everywhere All at Once’ løbe med prisen som bedste film, og hun er allerede tilbage i rollen som Khrusjtjov på Nørrebro Teater. To uger efter vores første møde i garderoben og kun fire timer fra hun landede i lufthavnen efter at have fløjet i 12 timer direkte fra Los Angeles til København for at nå forestillingen. Med sig hjem fra USA har hun taget ikke bare en massiv omgang jetlag på grund af ni timers tidsforskel, men også en virus, som betyder, at hun må dosere sin stemme sparsomt for ikke at miste den allerede i løbet af første akt.

Det kræver en ekstra energiudladning at spille, når man er træt, fortæller Vicki Berlin senere. Denne aften må hun grave dybt, for på scenen er der i hendes verden ingen undskyldning: Hun insisterer på, at publikum skal have den samme oplevelse for deres entrépenge hver eneste aften.

”Puha,” siger hun, stadig i søvnunderskud trods et solidt indtag af importeret amerikansk håndkøbs-melatonin, da hun to dage og endnu en forestilling senere træder ind på den veganske Bistro Verde i Indre København iført lyserøde Dr. Martens-støvler og matchende jakke.

”Den var godt nok hård at komme igennem.”

I Los Angeles landede Vicki Berlin to dage før selve oscaruddelingen og gik ud som et lys på sit hotel om aftenen efter en middag med Det Svenske Filminstitut. Således vågnede hun relativt frisk og veludhvilet om lørdagen, endnu uanende om den forkølelses­virus, hun snart ville samle op, med planer om at tilbringe formiddagen i en såkaldt luxury lounge i Hollywood. Hendes nye, internationale agent havde arrangeret besøget, og hvad det egentlig gik ud på, vidste Vicki Berlin ikke, før hun trådte ud af taxaen og ind på et hotel, hvor hun blev mødt af en receptionist med et clipboard med teksten: ”Vicki Berlin, ’Triangle of Sadness’, 3 nominations.” 

Herfra må hun hellere selv forklare:

”Min ledsager hed Ava, og i hænderne havde hun en stor, sort taske. Sammen gik vi rundt i en kæmpe foyer med forskellige boder. Ved den første sagde hun: ’Yes, I have Vicki Berlin for you, here’s your sunglasses.’ Så fortalte personen i boden lidt om solbrillerne, jeg tog dem på og fik taget et billede, og så røg de ellers ned i tasken og videre til næste bod. Jeg fik øreringe, halskæder, cremer, makeup, et par massagebriller, en hårtrimmer, som jeg ikke engang ved, om jeg kan bruge, fordi den kun passer til amerikanske stikkontakter, en rejse til Afrika og en rejse til Caribien, og jeg måtte sige nej til både en grill og et grydesæt, for hvordan skulle jeg nogensinde få det med mig hjem til Danmark? Imens blev jeg introduceret til højre og venstre til andre skuespillere og filmfolk, som også gik rundt med hver deres personlige assistent og sorte tasker, der bare voksede og voksede. Det var fuldstændig vanvittigt. 

Bagefter måtte jeg slæbe min grandioso taske med mig ud i en taxa og videre til frokost med Det Danske Filminstitut. Her mødte jeg Zlatko (Burić, red.), som gloede undrende på mig, der kom slæbende med min kæmpe taske, og spurgte: ’Vicki, hvad laver du med den der?’ Jeg svarede, at jeg havde været i luxury lounge uden at ane, hvad jeg havde sagt ja til, og at jeg havde fået kastet gaver i nakken. Zlatkos agent stod ved siden af og sagde: ’Ja, det var du også inviteret til, men jeg sagde nej’, hvortil Zlatko udbrød: ’Hvad!? Sagde du nej, din idiot?’ Heldigvis for ham var der også gaver, da vi om aftenen tog videre til den traditionelle Night before Oscars-fest: Jeg fik chokolade og en jakke, og jeg fandt ud af, at Ruben (Östlund, red.) havde medbragt en hel ekstra kuffert kun til at kunne fragte alle sine gaver med hjem. What the fuck?”

DAGEN EFTER, til selve oscaruddelingen, fik Vicki Berlin sig til gengæld en mindre skuffelse. For det første var løberen slet ikke rød, men champagnefarvet og lignede et billigt tæppe fra IKEA, og for det andet så det legendariske Dolby Theatre i Hollywood overhovedet ikke ud som i de storslåede transmissioner, hun kendte fra tv.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

Teaterfoyeren var gammel og slidt, gulvtæppet var plettet, og på vej ind til sin plads i salen mærkede Vicki Berlin noget trække i kjoleslæbet. Da hun vendte sig om, viste det sig, at et gulvbræt havde løsnet sig og sat sig fast i hendes kjole. En mand fra personalet kom stormende, fik bakset brættet fri og forsøgte at montere det på gulvet igen med en hammer og lidt gaffatape. Nå ja, i det mindste havde holdet fra ’Triangle of Sadness’ gode pladser, på en balkon lige i kameravinklen og med fuldt udsyn til scenen, og Vicki Berlin havde drukket så tilpas lidt væske, at hun klarede sig gennem alle showets fire timer uden at skulle på toilettet. Det var til gengæld ikke alle hendes medskuespillere, der kunne holde sig, og så blev hendes sidemand fluks erstattet af en såkaldt seat filler – der bliver betalt for at klæde sig pænt på og sætte sig, så der ikke er tomme pladser i tv – frem til næste reklamepause.

PÅ BISTRO VERDE har jetlaggen ikke dæmpet Vicki Berlins fortællelyst, men inde bagved er hun mærket, ikke bare af flyveturen fra Los Angeles, men af et program, der siden årets begyndelse har været så tætpakket, at hendes krop efterhånden er begyndt at sige fra. Siden januar har hun haft først intensive prøver og siden forestillinger på Nørrebro Teater sideløbende med adskillige interviews, kjole-fittings og andre forberedelser til oscaruddelingen, og om fire dage begynder nye prøver på Odense Sommerrevy på Fyn, mens hun stadig spiller ’Stalins død’ i København.

Da jeg forud for vores møde beder hende om mere tid til at lave dette portræt, fornemmer jeg på hendes svar, at jeg måske er ved at presse hende mere, end godt er. Vicki Berlin har, modsat mange andre danske skuespillere med arbejde nok til at fylde kalenderen, ingen manager ansat til at tage sig af forespørgsler og sige fra på hendes vegne (”så rig bliver man altså heller ikke af at spille chefstewardesse i ’Triangle of Sadness’,” bemærker hun tørt). Og måske har hun også lidt svært ved at sige nej, fordi det ligger til hende, at hun gerne vil please alle.

Vicki Berlins stræbsomme og pligtopfyldende natur har givet hende et drive som få, og uanset om man taler med hendes mand, medskuespillere eller gamle kolleger fra ’Tjenesten’, fremhæver de hendes enorme arbejdsomhed som en styrke. Men Nikolaj Tarp siger også, at hun af og til lægger så stort et pres på sig selv, at hun risikerer at køre sig selv ud over scenekanten, hvis ikke hun passer på.

Er det bagsiden ved at være perfektionist, spørger jeg hende.

”Perfektionisme er fint til et vist punkt, men det kan også blive for meget, og det har det virkelig været for mig nogle gange, fordi jeg aldrig synes, at jeg er god nok. Der er altid noget, der kan blive bedre, og jeg tror ikke, at det er givende altid at have det sådan, for så ender man med at gå og slå sig selv i hovedet. Det er svært, når jeg lige er landet fra Los Angeles og næsten har mistet min stemme, og en af mine kolleger siger, at jeg må tage den lidt på halvt blus, men det kan jeg bare ikke.”

I DANSK FILM og teater findes et fænomen, der bliver kaldt ’Dirch Passer-syndromet’. I 1961 skulle den danske revystjerne spille karrierens eneste seriøse teaterrolle som den lettere tilbagestående Lennie i ’Mus og mænd’ af John Steinbeck på ABC Teatret på Frederiksberg. Men Dirch Passers image som gudbenådet komiker havde sat sig så godt fast i befolkningen, at publikum brød ud i latter, så snart han trådte ind på scenen, til trods for at det var en tragisk rolle, han skulle spille. Passer tog det meget nært, fortalte medskuespiller Ove Sprogøe senere, og resten af sit liv afslog han alle seriøse roller, han fik tilbudt. 

Adskillige danske komikere og revyskuespillere har gennem årene grebet til netop den anekdote, når de skulle forklare, hvorfor de har haft svært ved at få de dramatiske roller, som de efterstræbte. Men måske er det ikke så meget publikum, som det er de danske filmproducenter, der sætter folk i bås. 

I hvert fald hvis man spørger Vicki Berlin.

”Jeg så lige den der nye tv-serie ’Agent’ (kommende TV 2-serie med blandt andre Esben Smed, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe og Dar Salim på rollelisten, red.), og det er jo lutter Tordenskjolds soldater, der er med i den. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Kom nu, der findes altså andre end Lars Ranthe derude. Der er ikke noget personligt i det, men det er pisseærgerligt, for vi er så mange dygtige skuespillere herhjemme, og det ville også give langt mere alsidighed for seerne, hvis det ikke var de samme hver eneste gang.”

Har du kæmpet med det? Været frustreret?

”Det tror jeg, at alle andre end lige de 10-15-20 skuespillere har været. Det er et kæmpe problem, og det vil Skuespillerforbundet også sige, hvis du snakker med dem. Jeg var engang til casting på en spillefilm og nåede rigtig langt, og instruktøren ville gerne have haft mig, men jeg blev fravalgt, fordi producenten ikke syntes, at jeg var kendt nok. Jeg var den bedste, men alligevel fik jeg ikke rollen. Og jeg kan jo ikke blive mere kendt, hvis ingen vil hyre mig.”

Hvad gjorde du så?

”Jamen, jeg har jo ikke bare siddet derhjemme med hænderne i skødet, og det skal heller ikke være sådan, at det er åh, så synd for mig. Så har jeg taget skeen i den anden hånd og arbejdet videre, med en revy eller med mit og Rasmus Krogsgaards show ’Småt brændbart’, som vi turnerer med. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.”

I HVIDOVRE bjæffer hundene i baggrunden, mens jeg taler i telefon med Nikolaj Tarp, der er vendt hjem fra Fredericia. Måske er det hans blotte tilstedeværelse, der gør tricket, måske var det i virkeligheden leverpostejskuren, men i hvert fald lader det til, at Gustav har fået livsglæden tilbage.

Nikolaj Tarp fortæller, at ja, han har set Vicki Berlin kæmpe med usikkerhed på grund af de mange afslag i filmbranchen. Men ifølge ham er hendes definerende træk ikke den manglende tro på sig selv, men snarere, at hun bliver ved med at knokle videre, endnu mere ærgerrigt end før.

”Vicki kan godt være lidt for hård ved sig selv, for det gælder jo for alle skuespillere og udøvende kunstnere, at vi kæmper med usikkerhed, fordi det ikke kun er vores faglighed, men også vores personlighed, der er på spil hver eneste gang,” siger han.

For Vicki Berlin har ’Triangle of Sadness’ imidlertid betydet, at stemmen, der siger, at hun ikke er god nok, nu også har fået selskab af en anden stemme, der indvender, at hun med gennembruddet har bevist, at hun har en berettigelse som rigtig skuespiller; i hvert fald for nu, indtil tvivlen igen melder sin ankomst. 

15. juni slutter Odense Sommerrevy, og derefter er Vicki Berlins kalender i skrivende stund gabende tom. Det kan synes paradoksalt på bagkant af ’Triangle of Sadness’, men endnu har ingen danske instruktører eller producenter tilbudt hende en rolle eller inviteret hende til casting. I stedet drømmer Vicki Berlin nu om Hollywood og har ansat en agent i London, som hun fik anbefalet af skuespillerkollegaen Claes Bang, der siden sit gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ (2017) har haft roller i en række udenlandske film og serier.

”Jeg håber jo lidt at kunne gøre det samme som Claes,” siger hun, da vi taler om hendes fremtidsdrømme på Bistro Verde.

Foreløbig er Vicki Berlin blevet tilbudt en rolle i en tv-serie med Robert Downey Jr., men måtte takke nej, fordi optagelserne lå lige midt i ’Stalins død’. Derudover er der ikke sket så meget – ikke endnu.

”Jeg gik nok og forestillede mig, at det ville gå lidt hurtigere,” siger hun. ”Men min agent har sagt, at jeg skal være tålmodig.”

Og det prøver Vicki Berlin så, mens hun forbereder sig på, at Hollywood formentlig bliver endnu et langt, sejt træk. At der vil komme flere afslag og igen opstå tvivl og frustration undervejs. Men også med visheden om, at der skal mere til for at slå verdens langsomste komet ud af kurs.

DE GULE TAXAER dytter morgensurt og prøver at møve sig frem ad 5th Avenue, hovedåren i New York City, der gelejder folk i titusindvis til arbejde. Mens der bores i vejene, knækker turisterne nakken i forsøget på at forevige skyskraberne på deres telefoner. Det larmer, det lugter, det summer af sitrende storby-virak, og fortsætter man fra toppen af Manhattan og ned forbi Central Park, Rockefeller Center og Empire State Building, rammer man på et tidspunkt West Village, hvor larmen forstummer, bygningerne gradvist bliver lavere, og luften ligesom lettere. 

Her er det travle morgenmylder byttet ud med hundeluftere, der snildt håndterer et broget bundt af fem forskellige racer i én hånd, og med trimmede folk, der skal have en kop to-go–kaffe i deres træningstøj efter løbeturen. Der er fuglekvidder fra trækronerne, og New York er ligesom sat på mute i den her del af byen. I højderne er der frodige rooftop-terrasser, Hudson River bruser stille et sted tæt på, hundene bjæffer stadig søvnigt, og varmedisen lægger en hinde over horisontens skyskrabere, der på en dag som i dag vitterlig ser ud, som om de fortsætter op i det uendelige. 

Brandtrapper zigzagger op og ned ad rødbrune murstensbygninger, og inden i en af dem er der en elevator med tre indstillinger: 1. sal, 2. sal og PH. Det sidste betyder åbenbart penthouse, og det er den knap, der skal trykkes på. Oppe ved ejendommens taglejligheder står en af dørene på klem, og indenfor er der så stille, at man kan høre gulvbrædderne knirke. Ved første øjekast virker lejligheden mennesketom, mens begrebet newyorker-loft folder sig ud med 15 meter til loftet, blanke hvide gulve og et scenisk lys, der tonser ind ad store industrielle vinduer. 

På et bord bag en sofa står en overdimensioneret glasvase med en buket, der virker større end en granvoksen kvinde. Buketten får lejligheden til at dufte af skovbund en tidlig forårsmorgen, og den blander sig med en duft af rent, sprødt sengetøj. På væggen hænger et vægtæppe på størrelse med et mindre svømmebassin. Der er polstrede lædermøbler, lammeskind, statuer, træudskæringer, stenbuster, femarmede lysestager og såmænd et stykke af en meteor fra det ydre rum, der ligger og skinner på en kommode. Læderjakker, hatte, en racercykel og adskillige skateboards hænger klar til at gribe på vej ud ad hoveddøren. 

PLUDSELIG GÅR DØREN fra badeværelset op, og ud kommer Connie Nielsen. Frisk ud af badet med et hvidt håndklæde om sig, håret løst samlet med en elastik og en hale af damp efter sig, da hun sætter kurs mod sit køkken. Den danske skuespiller er lige kommet tilbage fra sin morning jog, en tur ned mod Frihedsgudinden langs Hudson River og tilbage igen. 

”Kom ind! Slå jer ned!” siger hun med det samme i ét stort smil, da hun får øje på den indtrængende entourage, der består af en fotograf, en pressedame, denne journalist og to hår- og makeup-artister. Hun trækker stole ud fra sit krummelurede spisebord, der står med de samme stole og det samme maleri hængende over sig som dengang, hun boede i Milano for 30 år siden. Hun har taget sit højtskattede spisehjørne med til New York i et 1:1-forhold, og hun sætter sig på en stol i midten af arrangementet med let spredte ben og slår hænderne i lårene. ”Sæt jer ned, sæt jer ned!” siger hun stadig kun iført håndklæde, et ansigt on the rocks og med reminiscenser af en nordjysk dialekt, der lige skal genstartes. Hendes stemme er lys og blød. Der er ingen øh’er eller bump på vejen, når hun taler. Hun har en oplagt lydbogsstemme og har også indlæst noveller for New York Times.

Lejligheden er en stilet Maggi-terning af artefakter, der er indsamlet gennem mere end et halvt liv og fra hele verden. Connie Nielsen svarer umiddelbart ”ja, sgu da”, når nogen spørger, om de må nappe et glas vand eller låne badeværelset. Stylisterne står klar med deres kufferter, der i bagage-lingo er odd size og på størrelse med skiudstyr. I stedet for skijakker og stive støvler er bagagen fyldt op med hårgrej og sminke. De er klar til at sætte det helt rigtige udtryk sammen til dagens fotoshoot, men badeværelset skal lige dampe af, inden Connie Nielsen kan komme videre med påklædningen derude. Skuespilleren spilder ikke tiden af den grund. 

”Lad os snakke om alle ideerne,” foreslår hun fuld af pep. Fotografen fortæller, at han ikke har lyssætning med, og at han kun ’skyder med ruller’. Ikke noget digitalt her. ”I like,” siger Connie Nielsen, mens hun nikker og kniber øjnene koncentreret sammen. Selv vil hun gerne køre et så naturligt shoot som muligt, men hun vil også gerne have fjernet sporene af, at hun kun har sovet tre timer i nat. Sent i aftes landede hun direkte fra San Francisco, hvor hun bor det meste af året sammen med sin yngste søn Bryce, der lige nu er i Danmark hos sin far. ”Lars is touring,” siger hun med reference til sin eksmand Lars Ulrich, der er trommeslager i Metallica. Det giver den 15-årige Bryce en masse frihed. ”Måske lidt for meget,” pointerer hun. Hendes øjne kaster et glimt fra sig, og hun griner, mens hun siger det. 

SÅ LANGT FRA New York City, som man næsten kan komme, finder man Elling. Syv kilometer nordvest for Frederikshavn ligger den vendsysselske by med godt 1.000 indbyggere. Langs byen løber en å, der er rig på regnbueørreder og ynglende strandskader. Blandt en lille smule andet finder man en XL Byg, en kirke, en kennel, Kajs Butik, en slagter og en blomsterbinder. Fra Connie Nielsen var ni år, voksede hun op i downtown Elling. Familien bestod af far Bent, mor Laila og de tre søskende Bent (junior), Ulrik og Søs, der flyttede op til toppen af Jylland fra Helsingør. Connie var den ældste i søskendeflokken på fire, der blev opdraget som rettroende mormoner, efter forældrene var blevet omvendt af omrejsende missionærer, da Connie var to år gammel.   

”Jeg var den, der skulle stå for det hele, fordi min mor meget, meget ofte – men ikke altid – var dybt, dybt, dybt deprimeret og simpelthen levede på Valium,” siger Connie Nielsen med tryk på ’ikke altid’, mens hun omsorgsfuldt og med blik for både sin mors og fars forhistorier fortæller om sine forældre.

Faren blev sendt på børnehjem i den nordjyske by Vodskov. Faktisk var det efter datidens standarder mere en ’åndssvageanstalt’, end det var et hjem for børn. Far Bent var kommet til verden uden for ægteskab, og den skam kunne hans forældre, Connies farmor og farfar, ikke leve med. De blev senere gift og fik fire børn sammen. Familien besøgte Bent hvert år til jul, og da Connie Nielsen var blevet 12 år, kørte hun med sin far til stedet, hvor han var vokset op. Det fik noget til at falde i hak, og hun forstod pludselig, hvorfor han kunne være en hård tryner. 

Morens familie og opvækst derimod kastede glittede, dragende skygger ind i Connie Nielsens barndom og fik hende til at drømme. På væggene i barndomshjemmet hang sort-hvid-billeder af oldemoren, der i 30’erne var kendt som ’hele Danmarks Olga’. I smart – og efter datidens normer outreret – ridedragt var der billeder af hende, hvor hun spankulerede ned gennem Thisted. Her drev hun en biograf sammen med sin mand, Connies oldefar. Da manden døde i en ung alder, drev Olga biografen videre ene kvinde, og fortællingen om den idérige og excentriske oldemor sad fast i Connies hjerne.  

”JEG VOKSEDE OP i et fattigt hjem, min far var buschauffør, men alligevel havde vi genstande fra et rigt hjem. Flotte marmor-ure, som kom fra Paris, og min oldemors meget smukke smykker, som min mor havde arvet,” siger Connie Nielsen, hvis mor var hjemmegående. De drømmende vægge var tilsat historier om, hvordan oldemoren havde brændt en af sine elskeres tobaksforretning af nede på havnen. Han havde taget sig en anden elsker, og så var der afregning ved kasse ét. Brandvæsenet kom, men oldemorens eneste kommentar var angiveligt: ”Lad det brænde, det er mit!”

Connie Nielsens mormor blev uddannet modist og levede af at sy hatte, og da Connies mor, Laila, senere satte sine forsigtige fødder på revyscenen, syede mormoren kostumer til hende. Familien havde været kreativ i generationer med rullende biografer og kostume-produktion.

”Alt det voksede min mor også op under. Og så blev hun gravid med mig som 18-årig. Min far giftede sig så med hende, men de var overhovedet ikke … tilpasset hinanden,” siger Connie Nielsen, der fortæller, at faren helst bare ville være derhjemme og spise sigtebrød, mens moren gerne ville ud i verden og – i sine gode perioder – var fuld af spræl. Til en af Connie Nielsens børnefødselsdage havde moren sammen med en veninde klædt sig ud som heks. Hun havde fyldt en gammel kedel med tøris, som hun rørte rundt i med indlevede bevægelser og en skraldende hekse-latter, da hun tog imod datterens kammerater.   

”Jeg var så flov og tænkte: ’Hvorfor kan jeg ikke få en ganske almindelig kage på papirtallerkener med små flag på!?’ Men i virkeligheden var hun jo genial.”

Til trods for morens kreative sjæl lå migrænen, depressionerne og den hårde tone som en uigennemtrængelig tåge over de i alt fire søskendes barndom i Elling. Deres mor kunne ligge i sin seng i ugevis. Døren var ofte lukket ind til hendes værelse, og så skulle man ikke gå ind. Heller ikke selvom far Bent var på arbejde. Han var langturschauffør og kørte – med Connies egne ord – danskerne til den tyske grænse for at købe billigt sukker. 

Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. 

”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blødere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældreomsorg, hun blev nødt til at give sin lillebror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” 

Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kranfører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” 

DA DE FIRE søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt depressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level.

”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fattige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igennem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdriver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var så grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. 

”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstændig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bagkant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. 

I EN GEOGRAFITIME var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Danmark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. 

”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt og hurtigt som en træner, der giver en peptalk. ”Jeg kunne slet ikke vente. Voks nu op, så du kan komme af sted!” 

I skolen var hun vant til at få skældud, fordi hun kom for sent de fleste dage. De mindre søskende skulle på en bus til Strandby Skole, og som regel var det Connie, der skulle sende dem af sted klokken kvart i otte. Men hun kunne ikke nå fra Elling til sin egen skole i Frederikshavn på et kvarter. 

”Jeg spurtede alt, hvad jeg kunne, for at minimere, hvor for sent jeg skulle være. Men man kan ikke forklare sådan noget til lærere,” siger Connie Nielsen på sit danske, der har adopteret en engelsk syntaks. Lærernes kommentar var som regel: ”Nå, nu er dronningen mødt op.” 

Da hun var 15 år, fik hun sit første job i en af de finere dametøjsforretninger i Frederikshavn. Hun cyklede rundt til de store villaer med perlegrus i indkørslen og afleverede tøj til damerne. 

”Der var meget gråt og beige,” siger hun, griner og fortæller, at hun bagefter fik job på en grillbar. Motivationen var, at hun ville købe sit eget tøj. Men sin allerførste løn brugte hun på en rød Christian Dior-læbestift og matchende neglelak til sin mor. 

”Det var min gave til hende, så hun kunne blive glad.” 

Moren pyntede sig med neglelakken og læbestiften, så tit hun kunne. Men sygdommen stoppede aldrig med at æde af hendes humør. 

Den næste løn brugte Connie Nielsen derfor på ny vinyl, en Electric Light Orchestra-plade, der med sit out of space-cover fik hendes drømme og fantasi til at stikke af. 

I HJEMMET I Elling var kaffe, te og alkohol forbudt, og Connie Nielsen skulle være tildækket til håndled, hals og ankler. Familien fulgte mormonkirkens retningslinjer, men som 15-årig tog hun et opgør, især med sin far. Ved middagsbordet var faren i gang med at holde en tale for hendes brødre, der gik på, at hvis man røg hash, ville man partout blive stiknarkoman. Som den ældste storesøster gav Connie stilfærdigt sin far ret i, at det nok ikke var verdens bedste idé at ryge hash, men at man altså ikke nødvendigvis endte med en nål i armen, hvis man gjorde.  

”Så bad min far mig om at forlade bordet. Jeg rejste mig op for at gå, men han stod i vejen for mig og sagde: ’Du skal ikke være næsvis.’ Så svarede jeg: ’Det er ikke at være næsvis at have en anden mening.’ Og så slog han mig.”

I det samme sagde Connie Nielsen til sin far, at hvis han nogensinde rørte hende igen, ville han aldrig se hende mere. Faren stod chokeret tilbage. Og han lagde aldrig hånd på sin datter igen, ligesom forældrene heller ikke slog hånden af hende. De lod deres datter have sin egen overbevisning, og langsomt indslusede hun sig i et mere almindeligt nordjysk ungdomsliv anno 80’erne. Snart efter stod hun som nummerpige i en rød badedragt i en Melodi Grand Prix-sketch i Møllerevyen i Frederikshavn og gik til fester med sine venner. 

”Da jeg begyndte i gymnasiet, var der basketballfest, og det var første gang, jeg fik alkohol. Sammen med alle pigerne. Det var rigtig sjovt, og jeg kom meget sent hjem. Min far låste døren, så jeg var nødt til at banke på. Og så stod han der. Jeg var bange for, at han kunne lugte det,” siger Connie Nielsen, der listede sig forbi sin far med bukket hoved og et hviskende ‘godnat’. Den næste dag havde festen udkrystalliseret sig i vaskeægte tømmermænd. Connie Nielsens mor blev bekymret og ringede fluks til lægen, der kom hjem til dem.

”Jeg vil gerne lige være alene med Connie,” sagde lægen, der lukkede døren ind til forældrene, så han og teenageren kunne være i fred. Derinde sagde han: ”Mellem dig og mig, du drak i går aftes, ikke?” ”Jo,” svarede hun. Så kaldte lægen moren ind på værelset og sagde: ”Ja, hun har fået akut mavekatar.” 

Connie Nielsen stopper for at grine færdig. ”Jeg har aldrig glemt det: ’Akut mavekatar’.”  

I 80’ERNES FREDERIKSHAVN sad hun hjemme hos sin perleveninde Marianne Sørensen og hørte Rickie Lee Jones til klokken tre om natten, når de ikke var i byen. De sad i badekarret med en drink i den ene hånd, der blev holdt kold af en frossen blomme, og en leverpostejmad i den anden. 

”Det var simpelthen så hyggeligt. Hendes mor var sådan en supermor, der kartede uld fra fårene, som de havde gående rundt i haven,” siger Connie Nielsen, der tilskriver sine venner sine bedste barndoms- og ungdomsminder.

”Jeg har haft fantastiske venner, som elskede mig på trods af, at vi var fattige.” Dengang var de en fast flok: Connie, Marianne, Susanne, Helle og Lone. De andre er i dag arkitekter, restaurant-medarbejdere og husmødre. De holder kontakten telefonisk og ses, så tit de kan. Connie Nielsen kalder den dag i dag stadig Susanne og Helle for sine tætteste mennesker. 

Dengang i 80’erne gik de på Gatsby’s sammen i Frederikshavn, som var stedet, hvis man ville ud og danse til ’Thriller’ og ’Billie Jean’. Det var først fedt at tage derhen klokken 23:30, så man skulle finde på noget at lave indtil da. De spiste middage sammen, og nogle af drengene i venneflokken – der i øvrigt var medlemmer af Konservativ Ungdom – havde lavet en vinklub, som Connie Nielsen og hendes veninder på et tidspunkt besøgte. 

”Og så skulle vi prøve en Pommard,” siger hun, mens hun løfter øjenbrynene og udtaler vin-navnet på et næsten overdrevent fransk. Drengene iltede, duftede og smagte efter på de dyre vine. ”Jeg var sådan: ’Skal vi sidde her og lege voksne!?’”

Heldigvis gled vinklubben over i Gatsby’s, et med Connie Nielsens ord lillebitte diskotek, som alle ville ind på, og hvor det kun handlede om at danse. Nætterne gled over i morgener med friske rundstykker fra bageren, og vennerne sov i samlet flok på sofaer hos enten den ene eller den anden.  

PÅ PERRONEN I Frederikshavn stod 18-årige Connie Nielsen. Med en beskeden sum penge på lommen og en stor papkuffert fuld af hjemmesyet tøj. Hun havde solgt sin mors symaskine, som stod og samlede støv, og de 200 kroner, den indbragte, var hendes lommepenge. Laila og Bent, Connies mor og far, var netop blevet skilt, men de stod der begge to for at sige farvel til deres datter, der havde kurs mod eventyr uden bagkant i Paris. Forinden havde den unge nordjyde fået nys om, at familien vistnok havde en onkel i den franske hovedstad, og så spurgte hun sine forældre, om hun ikke måtte rejse ned og bo hos ham. Moren fik ringet rundt, og det hele kom hurtigt i stand. Med ordene ”Pas godt på dig selv, min pige” sendte Bent sin ældste datter ud i verden, og Laila supplerede med rådet: ”Husk lige, du går ikke ud og spiser, medmindre du kan betale halvdelen af regningen og taxaen hjem.”  

I Aalborg og Hamborg skiftede hun tog, og snart stod hun i Paris og havde brugt alle sine penge. Hun og onklen havde aftalt et backup-mødested i tilfælde af, at de missede hinanden. Og da Connie ikke kunne få øje på sin onkel det første sted, måtte hun praje en taxa og sætte kursen mod Gare du Nord i 10. arrondissement. Turen kostede alt, hvad hun havde, men hun fandt sin onkel, og hun boede hos ham de første tre måneder. Og der stod hun så som en – med egne ord – blåøjet mormon-pige midt i Europas kulturelle hovedstad. Heldigvis mødte hun Lisa fra Florida, der inviterede hende til en middag og i øvrigt foreslog, at de kunne finde en lejlighed sammen. Til middagen var en filmproducer med.

”Jeg var så fræk, at når folk spurgte: ’Hvad laver du?’, så sagde jeg fra begyndelsen: ’Jeg er skuespiller.’ ’Okay, hvad har du lavet?’ ’Jeg har lavet revy! Det er en meget vigtig ting i Danmark, en 150-årig gammel tradition, og det har jeg lavet, siden jeg var 15, og min mor har lavet det, siden jeg var lille.’” 

Sådan nogenlunde lød det pitch, hun holdt for produceren og resten af middagsselskabet, og kort tid efter havde hun en rolle i sin første film. Snart blev Paris til Rom og Milano, men rollerne var de samme: at være sexobjekt. 

”Det var ikke det, jeg ville. Jeg var en seriøs person, og jeg ville tages alvorligt. Jeg ville være kunstner, jeg ville ikke være starlet. Jeg var ikke interesseret i noget af det,” siger Connie Nielsen, der som 33-årig hev sine italienske teltpæle op og rejste til New York med sin førstefødte søn Sebastian og sin opsparing under armen.

Hun havde lige nøjagtig seks måneder til at slå igennem i Staterne, ellers ville pengene være brugt op. Det var en sensommer i slutningen af 90’erne, og efter kort tid blev hun tilbudt at indspille en film sammen med Arnold Schwarzenegger og en tv-serie med Don Johnson. Men tiden som høj, blond starlet var endegyldigt forbi, og med en solid portion is og stædighed i maven takkede hun pænt nej til rollerne. 

”Det var ikke derfor, jeg var kommet til Amerika,” siger Connie Nielsen. Og det betalte sig at stå fast. En måned senere blev hun castet til at spille Christabella, Al Pacinos datter i ’Djævelens advokat’, som blev en verdensomspændende succes, da den kom ud i 1997, og hun skrev selv den scene, hvor hun holder et formfuldendt advokat-forsvar på italiensk i filmen.

BIOLOGISK SET ER 57-årige Connie Nielsen mor til to, Sebastian og Bryce, men hvis hun selv skal sige det, har hun fem sønner: 32-årige Sebastian Sartor, som hun har med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, og 15-årige Bryce Ulrich-Nielsen, som hun har med eksmanden Lars Ulrich. Og så er der de tre andre: 24-årige Myles Ulrich og 22-årige Layne Ulrich, hendes stedsønner, som hun boede sammen med i en lang årrække. Og endelig 35-årige Yema Khalif, som hun har adopteret fra Nairobi-forstaden Kibera. 

Newyorker-lejligheden emmer af deres tilstedeværelse, for det er ikke moren, der tager et skateboard under armen, når hun skal ud. Det er heller ikke hende, der mikser musik i lydstudiet, der står op ad vinduerne. Eller hende, der bruger bordtennisbordet, der står klar til at beværte en duel med et fad fuldt af bolde og bat. 

Connie Nielsen har haft lejligheden i West Village siden 2000. Dengang var Lou Reed hendes nabo, og det vrimlede – med hendes egne ord – med transvestitter og prostituerede. I dag indlogerer hun sig i lejligheden cirka tre gange om året, for hun har også et hus i San Francisco, hvor hun bor med sin yngste søn. Til gengæld bruger hendes store sønner newyorker-lejligheden en hel del. ”De ved godt, at de er lidt forkælede,” siger hun.  

I gangen er en totempæl boltet fast i væggen. Den var en del af det legehjørne, som Connie Nielsen indrettede til sin søn for nu mange år siden. Nu står pælen med en antik Napoleon-seng som sidemakker, købt i Rom, dengang Connie Nielsen boede i La Monserrato – hun ruller på R’erne og trækker A’erne lange, når hun siger det – byens historiske hjerte, i en lejlighed fra 1500-tallet, hvor den moderne elektricitet hang frit ned langs væggene, og hun og hendes daværende kæreste sov på madrasser på gulvet. 

24 år gammel gik hun dengang rundt i den italienske hovedstad, hun var medlem af en feministisk gruppe, og hun ville hjemmeføde sin søn i dén seng. Hun havde også veer i den, men ak, et kejsersnit blev nødvendigt, og hun måtte på hospitalet. 

34 år senere emmer penthouselejligheden i New York af livshistorisk museum på en næsten højtidelig måde, men uden en følelse af, at man som besøgende skal tale afdæmpet og gå med armene langs siden. Et gammelt apotekerskab med nummererede skuffer og glaslåger skinner i al sin mahogni-glans og huser lejlighedens porcelæn og sølvtøj. 

”Der er endnu mere i San Francisco. Jeg elsker smukke borde. Mine børn har altid spist med sølv. Hele deres liv. Ikke fordi det skulle være fint, men fordi det skulle være smukt,” siger hun. 

Et Steinway & Sons-flygel står majestætisk og sender diamant-genskin gennem lejligheden, hvor der er reolmetre fyldt med lp’er og cd’er. 

Tom Waits, Gasolin’ og Mahlers 5. symfoni står der blandt andet på de tynde rygge. Selv spiller Connie Nielsen guitar og klaver. Foran sofabordet må fjernsynet vige en smule for kaminen, der er flankeret af kurve med optænding og aviser. En moppedreng af en Thomas Piketty-bog ligger på sofabordet (den franske økonom, som forsker i økonomisk ulighed). Hun er i gang med at læse den, og hun genfortæller med tydelig forargelse historien om de gigantiske summer, der ligger i skattely, som man ellers kunne forandre verden med. Connie Nielsens sprog er rundet af bløde amerikanske efterdønninger, der som små krusninger væver sig ind og ud af både sætninger og endelser. 

MAKEUP-ARTISTERNE PUSLER, pensler og klipper. Hovedpersonen sidder rank og rolig foran et stort spejl midt i køkkenet. Hendes søns influencer-kæreste, der er rutineret i at tage selfies, har skaffet et flytbart spejl. Connie er konversationskunstens dronning. I hendes hjem er der ingen akavet stilhed, og hun sidder ingen overhørig. Det tager to timer at lægge hendes makeup og sætte hendes hår, og da seancen er overstået, kender hun assistenternes livshistorier i overordnede træk, og hun har loyalt delt ud af sig selv og sine egne fortællinger imens. ”I cannot do botox. I wanna look like a human,” siger Connie Nielsen til hår- og makeup-artisterne og forklarer, at hun vil se vred ud, når hun er vred, ked ud af det, når hun er trist, og glad, når hun er glad.

Da hårstylisten har klippet hendes spidser, flyver Connie op og henter en håndstøvsuger, og i en hurtig bevægelse har hun fjernet håret på gulvet. Hun er høj, graciøs og langlemmet og bevæger sig let, næsten svævende, rundt. Kort forinden har hun rejst sig fra beautystationen for at sætte musik på. Drømmende lounge-toner sniger sig blødt og klaveragtigt ud af højttaleren, og Connie Nielsen sætter i vuggende hoftedans tilbage mod styling-stolen. Pludselig ringer det på. Det er buddet fra et italiensk supermarked, der kommer med varer til den middag, hun gerne vil lave til sin søn, når han kommer i aften. Buddet vil vide, hvilket navn han skal trykke på ved dørtelefonen. ”Nielsen,” svarer Connie og udtaler sit efternavn langsomt. Kort efter kommer fire brune papirsposer ind ad døren, der bugner af grøntsager og italienske delikatesser. 

Playlisten skifter mellem fransk, afrikansk, rap, lounge og kenyansk dancehall. Hun får sat ekstra hår på, og musikken skifter til noget italiensk, der emmer af fest. En af hendes nylige roller krævede rødt hår, og den kemiske farve ødelagde håret, der er knækket af flere steder, og hun har små tjavser oppe ved panden. Hvis de vil bruge rød igen, må de gå full wig, lader hun forstå: ”The red was a fucker!” 

Små sorte buer bliver lagt på hendes øjenlåg med ferm hånd. Ingen siger noget, indtil makeupartisten pludselig udbryder: ”Et voila!” 

CONNIE NIELSEN SPRINGER OP: ”Okay, shoes on!” Hun er klar til at få taget billeder i sit nabolag. 

”Normalt er mit New York-look sorte jeans, hvid tee og en læderjakke,” siger hun, da hun går ud ad døren i loose skotskternede shorts, en lyseblå T-shirt, der har en lille plet af blomsterstøv fra San Francisco, som ikke kan gå væk, og hvide og blå Nike Jordans. 

Udenfor siger den mandlige makeup-artist: ”She’s gorgeous,” da Connie Nielsen let stryger hen over gaden i West Village. På afstand ligner skuespilleren et lyseblåt og lyserødt bolsje.  Hår- og makeup-artisterne har pusletasker fulde af remedier, som de fresher Connie op med, når hun poserer. På trappetrin, midt på gaden. Håret rettes, læbestiften fikses. Hun går gyngende og afslappet og smalltalker, men så snart fotografen løfter kameraet, er hun på arbejde. Ansigtet fortrækker sig til en fokuseret og professionel karakter, bevidst om vinkler og bevægelse.

På hjørnet af Perry Street og West 4th. Street bryder hun ud i et på én gang snorlige og brandvarmt model-smil. ”Så inviterer jeg på italiensk kaffe!” siger hun og stryger ind på sit italienske stamsted, hvor hun i årevis har spist søndagsfrokost med sine sønner. 

Da hun kom til byen for 20 år siden, var det ikke nemt at opstøve en ordentlig pasta, der matchede de standarder, hendes tid i Italien havde sat i hende. I dag drikker hun espresso i marmorbaren, hun tager en tår af den lille porcelænskop under skinnende sorte solbriller og slår over i et fejlfrit italiensk og bestiller kaffe til resten af rosset. Restauranten ligner en scenisk tidslomme. Baristaerne har hvide skjorter, sorte veste og ærmeholdere på. Citrusfrugter bjerger sig op fra bardisken, og der er vin galore i reolerne fra gulv til loft. Connie Nielsen drikker ud, siger: ”Grazie mille” til personalet og drejer ud på gaden igen. 

DET STORE SATS over Atlanten lykkedes. Efter ankomsten til New York i 1996 begyndte større roller med mere tyngde efter kort tid at dukke op. Hun fik en tre-films-kontrakt med Warner Bros., og den første film var som nævnt ’Djævelens advokat’. Den allerførste dag på settet skulle hun skyde en scene i Central Park, og hun satte sig i en makeup-stol ved siden af Al Pacino.

”Han rejser sig så op og siger: ’Christabella’ – det er min karakters navn – ’I saw your screen test. I couldn’t be happier to have you as my daughter.’ Og så satte han sig ned igen.” 

Skuespilleren, der senere spillede med i film som Ridleys Scotts ’Gladiator’, Susanne Biers ’Brødre’ og den store Warner Bros.-produktion ’Wonder Woman’, bider sig let i fingrene og gør sine øjne store, da hun fortæller historien. 

Omtrent på samme tid blev Connie Nielsen introduceret til den danske modefotograf Marc Høm, og sammen med balletdanserne Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe dannede de en slags dansker-middagsklub i New York, alle med hver sin spirende karriere.  

”Nikolaj og jeg blev med det samme fuldstændig forelskede i hinanden. Han er ikke til piger, men det blev bare et kammeratskab fra day one,” siger Connie Nielsen, der som regel var den, der var vært for forsamlingerne. Hun havde sin søn Sebastian, og det var også hende, der perfektionerede adskillige pastaretter. ”Og så var det mig, der havde et rigtigt setup. Jeg havde et spisebord, jeg havde sølvtøj, jeg havde et rigtigt hus, hvorimod de andre …” siger hun og griner. 

”Vi spillede piratbridge til klokken jeg ved ikke hvad! Det var meget, meget fedt. Og så handlede det ellers om vores kunst. Nikolaj snakkede om alt det, han lavede på New York City Ballet, og Marc lavede de her fantastiske sort-hvide portrætter. Alle var vi ved at sætte vores mærke på, hvad det var, vi skulle lave. Vi var alle sammen på den her rejse, og vi var alle sammen virkelig ambitiøse. På sådan en afslappet, fandenivoldsk måde.” 

TILBAGE I LEJLIGHEDEN danser Connie Nielsen i sin hvide flydersofa med poserings-stop foran kameraet. Der er Kanye West på højttaleren, mens hun lægger sin krop og sit ansigt i de rette vinkler. ”Bingo!” siger fotografen, og Connie Nielsen siger straks efter: ”Lunch!” og klapper hænderne sammen. 

Hun går fra topprofessionel model til rutineret signora i løbet af et fingerknips, og på få minutter er der sat vand over til pasta, skyllet salat og snittet hvidløg. Der er pasta bottarga på vej, en angiveligt 3.000 år gammel ret, hvor tørret og presset fiskerogn rives ud over nykogt spaghetti. En orange klump bliver til fint drys, og der er frokost på vej til hele entouragen. Opskriften sidder tydeligvis i hovedet. Skinnende marmorbordplader bugner af olier, eddiker, støbejernsgryder og krukker fulde af røre-remedier, der er rødbrune og patinerede af tidens tomatsaucer.  Når hendes sønner kommer på besøg, bliver der lavet varm mad. Hver gang, ikke fordi de har en forventning om det, men fordi hun elsker at lægge tid og kærlighed i italiensk spaghetti til dem. I en håndsyet brasiliansk kjole fuld af glitter, farver og frynser åbner hun en flaske vin. 

Som en matriark får hun sat alle i sving, mens hun selv lægger sidste hånd på måltidet, der ud over pastaretten består af et overdådigt bræt med prosciutto, parmesan og salat. Mens pastaen bulderkoger – hun smager undervejs, så hun kan tage den af, når den er perfekt al dente – bliver der dækket bord med sort Royal Copenhagen-stel og foldede servietter. Hun forklarer, at pastaen kun er god i tre minutter, da alle har sat sig. Der er ingen, der mangler hverken vin i glasset, mad på tallerkenen eller noget at tale om på hendes vagt. Hun fortæller, hvordan hendes dengang 12-årige søn en dag kom hjem til newyorker-lejligheden fra en tur på skateboardet. Han fortalte nysgerrigt, at han havde mødt en masse damer, der lignede mænd. Connie Nielsen svarede, at de var transvestitter, og at hvis han nogensinde havde brug for hjælp, skulle han bare spørge dem til råds. 

EFTER MÅLTIDET GÅR VI uden entourage en tur i raskt og hjemmevant trav gennem West Village og SoHo, forbi hendes ældste søn Sebastians gamle skole, basketballbanen, han spillede på, forbi deres gamle yndlingsrestaurant, Da Silvano, og de efter deres mening mest vidunderlige slagtere og oste-mænd.

”Min søn Sebastian og jeg havde en weekend-ting, som vi altid gjorde, da vi boede i New York. Om lørdagen gik vi i en pladebutik og om søndagen i en bogbutik,” siger Connie Nielsen. Besøgene kulminerede altid med, at de hver måtte vælge tre bøger om lørdagen og tre cd’er om søndagen, som de købte. Sammen byggede de samlingerne af bøger og cd’er, der strækker sig fra gulv til loft i penthouselejligheden i West Village. Fredagene var for det meste helliget til at gå på The Museum Mile og stoppe på enten Metropolitan Museum of Art eller MoMa.

”Jeg prøvede at gøre det sjovt, så det aldrig var en pligt. Jeg sørgede for, at der var masser af våben og ting, som var spændende. Og rustninger og hvad ved jeg. Jeg ville gerne gøre ham konversationsdygtig. Ikke med andre mennesker, men med sig selv. Om hvad kunst er, hvordan man skaber noget kreativt, nogle ideer, og hvordan man kan stille spørgsmålstegn ved tingene.” 

Ruterne fra sønnens barndom sidder stadig i Connie Nielsens fødder, mens hun fortæller om sønnen og om sit eget liv.  

OPPE I LEJLIGHEDEN igen sætter hun sig i sin sofa og tager en glubsk tår vand. Hun har været på i ni timer uden pause. Inden længe skal hun i køkkenet igen og lave pasta til sin søn, der kommer til late night dinner. Og i morgen er hun på vej til Danmark for at lave presse om sin hovedrolle som Karen Blixen i tv-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, som hun også er executive producer på. 

”Jeg er stolt af, at jeg har bygget en karriere, som ikke kun er baseret på, at jeg var cute, da jeg var 25. Jeg er stolt af, at jeg har en stemme. Jeg er stolt af, at jeg er kommet frem til ikke at være bange for at fortælle,” siger Connie Nielsen, der har trukket benene op under sig i sofaen. Kornfede regndråber slår mod ruden, og de sorte skyer har gjort aftenen mørk før tid. 

”Der er noget inden for psykologien, der hedder parentified. Som barn blev jeg gjort til en forælder og fik ikke lov at være barn. For mig har skuespillet virkelig været en måde at genfinde legen i mig selv. Jeg elsker at lege. Men der ligger altid en alvor meget tæt på.”