1.

DE FØRSTE OTTE år af mit liv boede jeg i Gladsaxe i en lille lejlighed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sceneskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte.

Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær-Christiania og lå i et pænt parcelhusområde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofællesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine forældre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam.

En dag vil jeg gerne lave en film, der hedder ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er frygtelige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod.

2.

JEG FIK EN LÆRER i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed. 

Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – undskyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede teater, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille ­meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag. 

Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skønheden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børne­castings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker.

Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af brevene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkeskolen begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig genert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men indeni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller.

3.

LARS KNUTZON ER min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år efter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’. 

For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlænding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udadvendte skuespiller.   

Jeg kom i gymnasiet i Ballerup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Vesterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme derind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak-kort ned ad Istedgade. 

Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiøler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller.

Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om døden. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af kreativitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upædagogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med. 

4.

JEG SØGTE IND som skuespiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespillerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret traumatiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen. 

I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidligere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang. 

Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nervevrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shakespeare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdramaer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel.

Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen fortjeneste, og det er jeg stolt af. 

5.

VI VILLE SÅ gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det.

Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – København, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode anmeldelser, og folk kom og så os.

Jeg kunne mærke, at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv million kroner til en forestilling fra Teater­rådet. Det var et stort vendepunkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere anerkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunktet var ingenting. 

På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukrukket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi noget, vi syntes var fedt. Det var også et vendepunkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Det betød meget med den anerkendelse.

6.

MANGE AF FORESTILLINGERNE i Grob endte med at blive sjove. Det var ikke et egentligt mål, men sådan blev det. Det var lidt overraskende for os, for det kunne godt være alvorlige emner, men alligevel kom humoren ind ad bagdøren. Det gav mig nogle nye muligheder. Blandt andet blev jeg hyret til at spille en sjov karakter under et melodigrandprix, og der kom mere og mere. Jeg var med i en serie, ’Perforama’, med Anders Matthesen, og den så Casper Christensen og Frank Hvam. Derfor hev de mig ind til en casting til ’Klovn’. Jeg skulle spille en scene med Frank, mens instruktør Mikkel Nør­gaard var der. Jeg vidste, de havde lavet ’Langt fra Las Vegas’, men jeg var ikke så stor fan og var ikke helt sikker på, at ’Klovn’ var det rigtige for mig. Men min søster kunne lide ’Langt fra Las Vegas’ og sagde, at dem skulle jeg sige ja til. Jeg græd ikke af glæde, da jeg kom med, ikke som da jeg fik en rolle i ’Krøniken’. Det var lige sådan en dramaserie, jeg havde drømt om. 

’Klovn’ var ikke så populær i starten. Den skulle lige have en sæson ligesom mange andre serier. Men så begyndte der at ske noget. Det kom gradvist. Der var ikke en stor opmærksomhed fra den ene dag til den anden, men jeg mødte mange mennesker, der spurgte, om jeg også var sådan i virkeligheden. Det var sikkert også, fordi hun hedder Mia i serien. Jeg havde foreslået, at hun skulle hedde noget andet, men Casper og Frank syntes, at vi skulle bruge vores egne navne. De kunne ikke sige så meget om, hvordan karakteren Mia skulle være, men hun skulle være sådan en pæn kone, der vil holde på formerne og er konservativ i tøjet. Okay, så gik jeg den vej. Jeg prøver altid at finde det, jeg ikke kan holde ud ved den karakter, jeg skal spille. Det giver noget energi. Nogle gange har vi kaldt hende ’mormor’ under optagelserne. Jeg kan ikke holde ud, når nogen holder på formerne – jeg hader det – så det hjælper mig at tænke på hende som en ’mormor’, der gerne vil netop det. 

Da serien blev populær, havde jeg det i begyndelsen okay med opmærksomheden, men med tiden er jeg blevet lidt mindre begejstret for den side af det. Jeg elsker at lave det, jeg laver, men kendthedsfaktoren er jeg ikke så vild med. Den giver et selvfokus, der ikke er særlig sundt. Det gør mig utilpas. For eksempel at sidde i venteværelset hos lægen, og folk måske ved, hvem jeg er. Det er en ulige situation. Det er en følelse af at sidde nøgen. 

Jeg tænker også over det som forælder. Jeg vil gerne være en forælder ligesom alle andre på en skole, men jeg kan nogle gange komme til at være lidt for optaget af, hvad de andre mon tænker om mig. Det giver nogle kunstige situationer, som er svære at forklare. Men i andre situationer er jeg ligeglad. Der er kendte mennesker, der for eksempel ikke vil tage metroen, men sådan er jeg ikke. 

Opmærksomheden har en pris. Da jeg fik tvillinger som alenemor, spurgte jeg min ekskæreste, om vi ikke bare kunne sige, at det var ham, der var faren, selvom jeg fik dem med en donor. Den var han ikke med på, men jeg ville gerne slippe for opmærksomhed omkring det. Da jeg fødte på Hvidovre Hospital, lå der journalister på lur, og nogle ringede til min far, fordi de fandt ud af, at jeg havde født. 

Det er ikke, fordi så mange kommer hen og siger noget, når de ser mig. Hvis det er børn eller ældre, er det som regel sødt. Der er også nogle, der siger: ”Gud, du er meget anderledes i virkeligheden.” Hvis folk er fulde, kan det være meget grænseoverskridende at blive genkendt. Engang på Skanderborg Festival kom en mand hen og hev op i min bluse for at sammenligne mine bryster med sin kones. 

7.

DET ER BEDST at være skuespiller, når man er sammen med de rigtige legekammerater. Hvis jeg skal være sjov, skal jeg være sammen med andre. Det er ikke så tit, jeg har mødt mennesker, hvor det klikker på en bestemt måde, men en af grundene til, at jeg har lavet ’Klovn’ i så mange år, er, at der sker noget, når Frank og mig er sammen. Det sker også med Casper. Det er noget uforklarligt, det er næsten, som om rollen spiller sig selv. 

I det hele taget har det været rørende at finde ud af, at vi har underholdt så mange mennesker med ’Klovn’. Jeg blev engang stoppet af en nordmand, der sagde: ”Jeg har været ude for et trafikuheld, og I var grunden til, at jeg kom igennem de mange måneder, hvor jeg lå i en seng. Hvis jeg ikke havde set ’Klovn’, var jeg ikke kommet over det.” 

Sådan noget har jeg oplevet nogle gange, og jeg har tænkt: ”Gud, vores lille serie har rent faktisk givet folk noget.”

Man kan godt sige, at ’Klovn’ måske ikke er så dyb, men det at få folk til at grine er lige så stort som alt muligt andet. Der kan nogle gange være en stemning af, at komik ikke er så fint, men det er noget af det sværeste at lave. Jeg er altid blevet meget glad, når folk har spurgt, hvornår næste sæson kommer. Nogle siger også: ”Ja, du må undskylde, men jeg kan simpelthen ikke se det, det er for pinligt.” Sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke få det pinligt nok. 

8.

JEG HAR ØDELAGT virkelig mange af de bedste optagelser i ’Klovn’, fordi jeg kommer til at grine. Især over for Frank Hvam, fordi han er så sjov og tager røven på mig. Det har været et stort problem, at jeg ikke kan holde masken. Jeg har forsøgt at bide tænderne sammen og kæmpe imod grinet. Men mange gange kan jeg ikke. Frank er bedre til det, men Casper kan heller ikke. Afsnittet om Jarlens begravelse for eksempel var svært. Den kom faktisk aldrig i kassen uden grin. Hvis man kigger efter, kan man se Iben grine bag solbrillerne, og man kan også se, at jeg kommer til at grine. 

Vi lavede også en scene, hvor Frank har flirtet med en fra kommunen, og senere vil han gemme sig for hende. Han prøver at kravle ind i en skænk. Når Frank gør noget, kan det blive lidt voldsomt. At se ham kaste sig rundt i soveværelset og få sin store krop ind i det skab … det var som et stort dyr, der tumlede rundt. Han har verdens sjoveste krop, og han fedter ikke med den. De sjoveste mennesker er dem, der ikke er forfængelige. Måske er det derfor, nogle kvinder har svært ved at være sjove. Hvis man bliver for optaget af, hvordan man ser ud, kan man ikke. Hvorfor er Bodil Jørgensen sjov? Det er, fordi hun er meget lidt forfængelig. Jeg synes også, at noget af det sjove ved de nye ’Klovn’-afsnit er, at vi ikke prøver at være unge, men går med på det fordærv, der ligger i at blive ældre. 

Da jeg lavede revy i Tivoli for et par år siden med blandt andet Kirsten Lehfeldt, havde jeg også svært ved at styre grinet. Man begynder bare ikke at grine privat på en scene, men Kirsten, som er min veninde, er værre end mig, og hun elsker det. Hun kan få mig helt på glatis. Vi havde en scene om to gamle Tivoli-ansatte, der blev forelskede. Jeg spillede tissekonen, der styrer toiletterne, og hun spillede ballonsælger. Der var lyde af, at hun sad og sked inde på toilettet, mens hun havde en forelsket samtale kørende med mig gennem døren og prøvede at skjule, at hun sad og sked. Vi var som små børn, der syntes, det var det sjoveste i verden, at det handlede om at lave pølser. 

Jeg er ikke så god til, når tingene bliver for pæne. Det gælder om at finde det ikke-sjove og så forstørre det. Hvis man laver en figur, der ikke har humor, og forstørrer, at den person ikke har humor, bliver det sjovt. Mia fra ’Klovn’ har ikke særlig meget humor. Hun prøver ikke at være sjov. Hun prøver ikke at tabe ansigt. Det interessante er tit at finde ud af, hvor smerten ligger hos folk. Jeg ser ikke meget komik selv. Jeg elsker at se ting med stor smerte i. Der er egentlig meget lidt, jeg synes er sjovt, i hvert fald i den forstand, hvor jeg griner af en komedieserie.

9.

’KLOVN’ HAR VÆRET en stor mulighed, som jeg har været rigtig glad for. Det har været en gave, at der har været den kemi mellem Frank og mig, men også med Casper og instruktøren Mikkel Nørgaard, og at kunne gå på arbejde og grine så meget, som jeg har gjort. Men det har også sat mig lidt i bås. Som regel bliver jeg kun tilbudt at være med i komedier, selvom jeg gerne vil prøve noget andet. 

Jeg har nogle gange sagt i medierne, at jeg gerne vil prøve noget nyt som skuespiller, noget mere dramatik. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave noget med humor, men der kan være langt mellem snapsene med gode manuskripter. Hvis det bliver for letbenet, siger det mig ikke noget. Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik et tilbud om at medvirke i en stor svensk drama- eller kærlighedsserie, ville jeg hellere det frem for mange af de muligheder, jeg har som skuespiller i øjeblikket. De kan noget i Sverige, og jeg ville også hellere være med i en god serie der end komme til Hollywood.

Men når jeg først har sagt ja til noget, prøver jeg altid at finde det, der tænder mig ved rollen. Nogle gange er manuskripterne ikke det mest spændende, men jeg prøver at finde noget i karakteren, der interesserer mig. I filmen ’Tag min hånd’ nåede jeg sammen med instruktør Lars Kaalund frem til, at den læge, jeg skulle spille, var som en lille mand, der var helt følelsesforskrækket. Når først jeg har sporet mig ind på det, bliver det interessant. 

10.

DET ER EN stor drivkraft for mig, at jeg mangler at spille nogle af de dramatiske roller, jeg gerne vil have. Måske er jeg på vej, selvom en caster engang sagde til mig, at jeg måske skulle affinde mig med kun at lave komedier resten af mit liv. Jeg sagde det ikke højt, men tænkte: ”Det skal du fandeme ikke bestemme!” 

Hvis kalenderen har været tom, har jeg sagt ja, selvom det havde været mere taktisk at sige nej, fordi rollen måske sætter mig i bås. Men jeg kan ikke bare vælge. Jeg er enlig mor og skal betale regninger. Sådan er det. Der var engang en anden caster, der sagde: ”Jeg vil ikke caste dig, så længe du laver reklamer.” Dér blev jeg gal. Det er sgu for nemt at sige. Jeg spekulerer over, om telefonen holder op med at ringe, og hvis der ikke lige sker noget i en periode, tænker jeg: ”Er jeg blevet for gammel?” Men jeg har en vilje. Jeg bliver ved.

NØGENHED

”I 1972 blev jeg hyret af Det Kongelige Teater til at spille den unge Miranda i Shakespeares ’Stormen’. Jeg syntes, det var en vidunderlig rolle. Af en eller anden grund var de nødt til at skyde opsætningen, men da de havde skrevet kontrakt med mig, blev de nødt til at bruge mig nu og her. Instruktøren Carlo M. Pedersen gav mig i stedet en rolle i forestillingen ’Operette’ af den eksperimenterende polske forfatter Witold Gombrowicz, der var et stort navn på det tidspunkt.

I første akt skulle jeg synge og danse og havde ingen replikker. I anden akt skulle jeg stå på en piedestal som en statue i et kongeslot og en gang imellem sige ordet ’nøgen’. I tredje akt lå jeg i en ligkiste, der blev båret ind på scenen og stod der i 20 minutter, inden jeg skulle stige op af den uden en trævl på kroppen og danse rundt med Jørgen Reenberg, den største stjerne på Det Kongelige Teater dengang. Jeg skulle spille ung og uskyldig, og jeg var lille og tynd. Og pissefuld. Jeg var så angst for det, at jeg fik min påklæder til hver aften at give mig et kæmpe glas vermouth inden akten. Og jeg fik konstrueret en lille toupé, som jeg med teaterklister limede på forneden i et desperat forsøg på at føle mig lidt mindre nøgen. 

Det gjorde mig ikke mindre angst, at sangstykket lå for højt for min stemme. Jeg havde modtaget undervisning af operasangerinden Bonna Søndberg, og hun mente også, at det lå for højt for mig – uden at der blev ændret på det af den grund. Der var et par steder, hvor stemmen hver aften knækkede, og jeg havde en oplevelse af, at publikum sad og holdt vejret. Samtidig var jeg næsten totalt blind, fordi mine kontaktlinser ret hurtigt tørrede ud i det stærke scenelys og hoppede ud af øjnene, når jeg dansede rundt. Jeg svedte angst og vermouth. Jeg fik at vide, at der ikke ville være pressefotografer til stede på den del af stykket, hvor jeg ikke havde tøj på. Men det passede så ikke. 

For at det ikke skal være løgn, havde jeg også en nøgenscene sammen med en fuldskægget Eddie Skoller i min første filmrolle i ’Hovedjægerne’ fra 1971. Så hver gang der stod noget om mig i Ekstra Bladet igennem mine første år som skuespiller, satte de et nøgenbillede i fra en af de to roller. Det var ret traumatiserende. Til sidt gik en god ven af mig, som havde studenterjob som korrekturlæser i Politikens Hus, op og stjal det fra arkivet.” 

Var nøgenheden i rollerne til forhandling?

”’Nej’ var et ord, jeg ikke rigtig kunne få i min mund på det tidspunkt. Og det lå ligesom i tiden, at man smed tøjet. Selvfølgelig kunne jeg have sagt: ’Det vil og kan jeg ikke. Fandeme nej, Carlo M. Pedersen.’ Men så skulle jeg også have sagt nej til rollen. For selve nøgenheden og uskylden var stykkets tema. Så det var lidt svært.”

Hvad tænkte du oven på den entré i branchen?

”Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle i gang som skuespiller. Men det gjorde mig angst – kan jeg se i dag. Det tog mig mange år, før jeg kom om på den anden side. Jeg kom da til at spille ’Stormen’ året efter, men som jeg husker det, var det ikke, fordi min rolle eller person pludselig trak overskrifter om et nyt geni i dansk teater. I en del år var mine roller halvkedelige, og min indsats på det jævne.”

TRYGHED

”Jeg voksede op tæt ved Damhussøen, lige på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, i et gulstensbyggeri i en toværelses lejlighed i stuen sammen med min mor og far og min to et halvt år yngre søster. Jeg syntes, det var så synd for andre børn, jeg hørte om, som boede i store huse og havde egne værelser: ’De ved slet ikke, hvad det vil sige at hygge sig.’ 

Min far var overlærer. Det var vist ikke så fint, som det lyder. Det betød bare, at han havde flere års anciennitet som lærer. Han lærte mig at læse, inden jeg kom i skole, og gik senere meget op i min skolegang. Han gjorde mig til en læser, fra jeg var helt lille. Om eftermiddagen gik jeg på biblioteket og lånte drengebøger som ’Børnene i Nyskoven’, ’Kaptajn Marryat’, ’Skatteøen’, ’Robinson Crusoe’ og alt af Jules Verne. Min mor var hjemmegående og fik hjælp af min mormor, der tit kom forbi og passede os, når hun havde været på arbejde som såkaldt husmorafløser og gjort rent og hjulpet til hos private. 

Vores karré var fuld af mennesker med hver sin historie. Det var som at bo i en landsby. Der var enlige, gamle damer, der aldrig gik på gaden, men sad i deres vinduer og ventede på at få fat på én, så man kunne gå i byen for dem. Så bød de på et bolsje fra æsken. Der var enlige mødre. En af dem var sporvognskonduktør og gik med kasket og skråtaske med billetter og stempel. En dame i uniform, det var fascinerende, men det var også uhyggeligt, at hun ikke havde nogen mand. Vi havde også en ung kvindelig overbo, som arbejdede på en bar og altid kom hjem meget sent – og aldrig alene. Der var meget lydt i opgangen, og alle snakkede om, at nu havde der været gang i den igen. Det var spændende, når man hørte døren gå og de høje stemmer på trappen sent om aftenen. Verden var magisk, og i min fantasi var Grøndalsparken stor og farlig, og kælderskakterne vrimlede med børnelokkere i lange frakker.

Min klasselærer, fru Bülow-Møller, var ambitiøs på mine vegne. Hun mente, at jeg var god til at læse op og lære udenad og sendte mig et par gange til optagelsesprøve hos Dansk Skolescene. Det var et ensemble med professionelle skuespillere, der lavede forestillinger, som danske skolebørn blev inviteret ind at se, og hvor der også tit var børn i rollerne. Optagelsesprøverne foregik på Det Ny Teater. Jeg fik nogle replikker, som jeg skulle lære udenad, og jeg kan desværre ikke huske, hvad det var for nogle stykker, men jeg kan huske, at jeg dumpede flere gange. Jeg kunne slet ikke lide at optræde, og bagefter var jeg hver gang glad, fordi jeg var sluppet for at skulle op på en scene. Men jeg var også lidt ked af det på fru Bülow-Møllers vegne.”

Der er noget med, at du følte dig særligt udvalgt som barn?

”Vi blev opdraget med fadervor, kristent, men ikke dogmatisk. Og jeg så, hvordan Gud på alle mulige måder forsøgte at signalere til mig, at jeg skulle hjælpe ham. Det kunne for eksempel være ved at lade nogle skyer drive forbi på himlen og tegne et mønster. Han havde jo ikke Jesus mere, men han var nødt til at have nogen, der kunne formidle hans budskab på jorden.”

Hvilket budskab? 

”Eftertiden ved måske ikke, hvor meget angst der lå i folk. Men det var koldkrigstider. Sovjet gik ind i Ungarn i 1956, og radioen fortalte hele tiden frygtelige ting om Nikita Khrusjtjov, deres leder. Jeg mente, at det var sådan en mand, man skulle have fat i og forklare ham, at det simpelthen ikke gik. Fordi sådan nogle som mig fik det dårligt af, at han talte så truende. Hvis jeg blev sendt over til Moskva, kunne jeg måske gøre noget ved det.”

Fortalte du det til dine forældre?

”Nej. Det var mellem mig og Gud. Jeg havde ingen forventninger om, at mine forældre ville spare sammen til det. De ville slet ikke have forstået det.”

Hvor længe gik du med hemmelige fornemmelser?

”Indtil jeg var 11-12 år og nåede op omkring puberteten. Jeg mødte virkeligheden. Det gik op for mig, at jeg var ligesom andre mennesker. Mange ting blev ikke, som jeg havde troet. Jeg blev for eksempel ikke så smuk, som jeg havde forestillet mig. ’Hold kæft, hvor er du grim,’ tænkte jeg. ’Sådan som du ser ud, har du ingen chancer for at tale nogen til rette!’”

Endte du med at involvere dig politisk?

”Jeg har standpunkter. Men jeg har ikke været meldt ind i et parti og den slags.”

Hvad forestillede du dig, du skulle være, når du blev voksen?

”Jeg troede, jeg skulle skrive. Måske som journalist. Da jeg blev student, meldte jeg mig ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var inspirerende at gå der, men jeg følte mig også fortabt, kendte ikke nogen derinde og følte mig elendig til at socialisere. Til nogle af forelæsningerne kunne der sidde 250 studerende. For mig virkede det, som om alle de andre var meget målrettede, mens jeg bare prøvede alt, hvad jeg kunne, at følge med.”

Vidste du, hvad du ville skrive om, hvis du en dag blev journalist?

”Jeg så mig selv som en, der rejste. Forestillede mig, at jeg skulle være krigsreporter i kaki eller camouflage ude i brændpunkterne.”

Hvorfra kom så ideen om at gå til optagelsesprøve på Statens Teaterskole?

”Måske havde fru Bülow-Møller trods alt fået plantet noget i mig. På et helt naivt plan, som jeg i lang tid ikke tog alvorligt, havde jeg nok hele tiden haft den drøm ved siden af. At spille nogle fantastiske, store roller ovre i Hollywood og den slags. Ikke noget med at sidde på et børneteater i Taastrup. Det skulle være stort.”

OPRØR

”Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1969 som del af anden årgang. Skolen, der havde lokaler på Holger Danskes vej på Frederiksberg, blev dannet i 1967, da elevskolen på Det Kongelige Teater lukkede – i opposition til det etablerede teater. Rektor Berthe Qvistgaard var en vidunderlig kvinde og skuespiller og gammel kommunist. Hun stod for et opgør med alt det, man følte var udnyttelse af unge skuespillere på teatrenes elevskoler, hvor man blev undervist om dagen og gjorde teatertjeneste om aftenen. Statens Teaterskole skulle være et lille drivhus, hvor man bare koncentrerede sig om at blive sig selv og lære sig selv at kende.

Vi havde en lærer, der sammen med sin kone havde lavet nogle fantasimasker. Teorien var, at hvis man tog en maske på, man ikke kendte, og gik hen og kiggede sig i spejlet, ville den påvirke dit sind og din personlighed. Hvis man begyndte at tale, kom der pludselig en helt ny stemme ud af munden på én. Og den var god nok. Det virkede. Jeg oplevede, hvordan du bevæger dig meget mere teatralsk, når du har en maske på. Du får et helt andet kropssprog. 

Andre gange lavede vi fysiske øvelser. Fire timer i underbukser og T-shirt – hvis man da ikke turde være nøgen ligesom ham, der underviste – med hård træning. Vi startede om morgenen med opvarmning, og når man havde været i gang i fire timer uden pause, kunne vi alle sammen lave saltomortaler og andre vanvittige ting. 

Vi havde også en psykolog på besøg. Hun spurgte mig blandt andet, om jeg havde en yndlingsfarve. Så sagde jeg lilla. ’Ja,’ sagde hun. Det kunne hun godt forestille sig. Det kunne være et tegn på, at jeg havde en uforløst lesbisk side. Jeg sagde bare: ’Nå, ja. Spændende.’ Jeg kunne ikke tage det alvorligt, men syntes faktisk, det var lidt morsomt.

Berthe Qvistgaard sørgede også for, at kendte navne som skuespilleren Erik Mørk og instruktøren Sam Besekow kom ud og gæsteunderviste. Men de skyndte sig væk igen. De ville ikke være der. Eleverne kom ikke til tiden, sagde de. Og det har jeg nu altid gjort. Men det er rigtigt nok, at det var en langhåret tid. Der var meget med at sidde omkring et bord med en øl og snakke politik.

Vi var sammen fra morgen til sen aften, hver dag. Og var der godt gang i diskussionen, fortsatte vi på Roxy, værtshuset overfor. Det var skønne mennesker, og det var tre gode år. Men jeg lærte ikke så meget. Jeg kunne jo ingenting. Havde ikke lært at synge og sige replikker. Havde ikke lært at overskue en tekst og forholde mig til den. Det arbejdede vi slet ikke med.”

Du var en af de første derfra, der blev optaget på Det Kongelige Teater, hvordan var det?

”Generelt syntes de ældre kongelige skuespillere nok, at vi, der kom ude fra Statens Teaterskole, var afskyelige. Jeg tror, at alle vi, der kom ind på de etablerede teatre efterfølgende, oplevede at høre folk hviske bag ryggen: ’Hun kan jo ikke noget.’ ’Man kan jo ikke høre, hvad hun siger!’ ’Ej, prøv at se, hun kan jo ikke holde hovedet stille.’ Det var ikke så sjovt. Men der var da også søde folk, der syntes, jeg var en sød pige, som de gerne ville hjælpe.”

Måske syntes de endda, du havde noget talent?

”Måske. Men det var ikke noget, jeg mærkede.”

MISTRIVSEL

”Kort efter jeg var blevet hyret på Det Kongelige Teater, kom jeg en dag bærende på min badekåbe og min sminke, som jeg opbevarede i en ganske almindelig værktøjskasse, for at installere mig i garderoben. De to unge piger, som jeg skulle dele garderobe med, og som selv var uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole, blev så rasende over, at jeg skulle være der, at den ene tog, hvad jeg havde i hænderne, og den anden tog mig i nakken. Så smed de mig og tingene ned ad trapperne. Mine ting lå ud over det hele, og jeg brød grædende sammen.

Jeg måtte gå ned på regissørkontoret, hvor man i første omgang havde anvist mig min garderobeplads. Jeg sagde: ’I bliver nødt til at finde mig et andet sted. De vil ikke have mig.’ Næste dag, da jeg kom ind i foyeren, var der hele vejen op langs trapperne og på gangene sat sedler op, hvor der stod noget med, at godt kollegaskab var en del af Det Kongelige Teaters politik, og at alle opfordredes til at tage godt imod nytilkomne.”

Hvordan tacklede du din mistrivsel i teaterfaget de første år?

”Jeg blev mor som 28-årig, da jeg havde været skuespiller i 2-3 år. Og da det så ikke kørte så vildt med teaterkarrieren, havde jeg tid til familielivet og gik ind i rollen som husmor. Det var en periode, hvor jeg var nogenlunde grounded. Fik bagt nogle tebirkes og flutes til kummefryseren, som jeg i det hele taget fyldte op med varer fra postordrefirmaet Dansk Fryse Økonomi. Jeg købte en symaskine og syede puder og gardiner. Ikke særlig godt. Men jeg prøvede. Så det var ikke, fordi jeg røg på flasken i sorg over den manglende succes.”

Og indimellem stod du så lidt på scenen?

”Ja, men teatret krævede for lidt. Jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke holde ud. At komme ind med et brev på scenen. Eller være nabokonen, der ikke siger andet end goddag. Så dør jeg af kedsomhed og mangel på udfordring.’ Så begyndte jeg at læse retorik på universitetet ved siden af.”

USIKKERHED

”Året inden jeg søgte optagelse på Statens Teaterskole, prøvede jeg at komme ind på elevskolen på Odense Teater. Jeg havde gået til forberedelse hos en gammel skuespiller og instruktør, der hed Einar Juhl, og vi tog sammen derover, en lille gruppe af hans elever. Sent på eftermiddagen var det endelig blevet min tur til at gå på, og jeg var godt svedig af angst. Jeg havde forberedt en Strindberg-tekst og indstuderet sangen ’Underlige aftenlufte’ med tekst af Adam Oehlenschläger og musik af Carl Nielsen. På det tidspunkt havde jeg ikke fået kontaktlinser endnu, men syntes heller ikke, jeg kunne gå ind med briller. Der var et bragende lys på den scene, og jeg var fuldstændig blændet. 

En stemme råbte: ’Værsgo!’ 

’Til … til hvad?’ spurgte jeg. 

’Syng,’ lød det tilbage. Et sted fra kunne jeg høre et klaver med forspillet. Jeg åbnede munden, og der kom ikke en lyd ud. Min bedstemor havde strikket en lårkort kjole til mig i mørkeblå uld med røde kanter, som jeg havde på, og mens jeg stod der og svedte, begyndte den at lugte af får. Så kom forspillet igen. Og der kom stadig ikke en lyd ud. ’Taaak!’ lød det nede fra salen. Så havde jeg haft mit forsøg. Jeg havde svedskjolder under armene og var ulykkelig over, at det hele var gået i fisk. Jeg var så chokeret, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg kom ud fra scenen og stod i foy­eren for at vente på de andre fra min gruppe, som jeg skulle køre tilbage til København sammen med. 

Pludselig hørte jeg en dør gå op og stemmerne fra skuespillere, som morede sig. De havde tydeligvis siddet nede i salen og fulgt optagelsesprøverne. Jeg tænkte, at de grinede ad mig – og vidste, jeg ikke kunne stå ansigt til ansigt med dem, så jeg hoppede op i en niche, hvor der kunne have stået en statue, for at gemme mig. En pige gik forbi mig, og jeg tænkte: ’Havde jeg bare set sådan ud!’ Der stod jeg, en lille splint uden bryster, der lugtede af får, og forbi kom en kvinde med en stor, vippende barm og høje, røde stilethæle. Det var den kendte refrænsanger Lone Helmer, der nu var ansat som skuespiller. Bagved kom en mand med chikt sort hår, med krøller ned i panden, der virkede arrangerede, og lyserød skjorte, charmeklud om halsen og signetring på fingeren. Lige idet han gik forbi mig, daskede han Lone Helmer bagi. Hun fnisede: ’Nahahaaj!’ og gik videre.”

Det var, hvad du havde i udsigt, hvis du blev skuespiller … 

”Det var nogle afskyelige mennesker, tænkte jeg.”

Men ville du også gerne være en af dem?

”Jo, nok lidt. Jeg ville hellere være Lone Helmer end hende dér, der prøvede at lege statue.”

KÆRLIGHED

Og den sortkrøllede mand var skuespilleren Paul Hüttel, som du har været gift med siden 1975. Hvordan fortalte du ham om din første oplevelse med ham, da du senere mødte ham?

”Sådan dér.”

Hvad sagde han så?

”Ikke noget. Han grinede bare. Det var nogle år senere, og han kunne slet ikke huske det.”

Hvordan mødte du ham igen?

”I prøvesalen på Det Kongelige Teater. Jeg var helt ny og gik rundt til alle og præsenterede mig. Han sad ovre i et hjørne og læste avis. Jeg gik over og sagde: ’Hej … ’ Der skete ikke en skid. ’Hej,’ prøvede jeg igen. Stadig ingen reaktion. ’Hej … jeg hedder Birthe … og jeg er lige … startet …’ Paul lagde bare avisen og sagde: ’Nå, nå.’ Mere arrogant kunne det ikke blive. Han levede fuldstændig op til mine fordomme om, at han var sådan en, man skulle passe på. Det viste sig senere, at han ikke hører så godt på det højre øre og ikke rigtig havde forstået, hvad jeg sagde.”

Hvordan fandt I så hinanden?

”Vi boede begge to på Dalgas Boulevard og kom til at cykle hjem sammen hver aften efter forestillingen. Så lærte vi hinanden at kende. Han viste sig slet ikke at være så slem. Han var også ny på Det Kongelige Teater og vidste godt, at det ikke nødvendigvis var sjovt. Sammen kunne vi rakke ned på de gamle, ha ha.”

GRÆNSELØSHED

Det der klap bagi, var det typisk for tiden? Fik du også klap bagi?

”På Det Kongelige Teater? Ja. Der var meget pilleri. Instruktørerne og stjerneskuespillerne, der havde magten, havde måske nogle vaner – og kunne i høj grad tillade sig det. Det var ikke alle, der fandt sig i det. Men jeg kunne ikke have drømt om at sige: ’Hey, ka’ du la’ vær’!’ Jeg fandt mig i det, fordi jeg var hende den unge.”

Det lyder ubehageligt?

”Det var det. Men det er først nu her, vi virkelig snakker om de ting. Det er også først nu, det går op for mig, at det var en form for overgreb at sige til en ung pige, at hun skulle smide tøjet i en forestilling: ’Det er fuldstændig naturligt. Du kan sagtens gøre det!’ Det, der næsten var værre, end at publikum så mig nøgen i ’Operette’, var, at 50 skuespillere og scenefolk stod og kiggede, hver gang jeg skulle op af den kiste. Der var også nogle af de unge skuespillere, der skulle bære mig på et tidspunkt i slutningen af forestillingen. Bære min bare røv. Ikke at de prøvede på noget, men jeg gruede for, hvor en finger kunne ende.”

Blev du hærdet af det? Blev det hverdag?

”Nej. Men jeg har heller ikke fået sagt fra. Og så er det svært at være fordømmende. Det er ikke sådan, at jeg har noget på nogen. Jeg føler mig ikke udnyttet. Jeg vil nærmere sige, at jeg fandt mig i lidt for meget.”

Og hvornår opdagede du, at du kunne være sjov?

”Jeg var næsten færdig med at læse retorik, da jeg fik en rolle i ’Marx og Coca Cola’, som var et stykke af Nils Schou, der handlede om et ungt pars forhold i tiden fra ungdomsoprøret og 10 år frem. Det var situationskomik, vittigt og sørgeligt på en gang. Parret går fra hinanden og finder sammen igen, får et barn. Jeg spillede over for Søren Pilmark, og vi havde samme humor. Den blev en stor succes. Først satte vi det op på Gråbrødrescenen, der var en lillebitte eksperimentalscene under Det Kongelige Teater, men derfra blev det rykket over på Nye Scene, hvor vi spillede i tre sæsoner og var på turné to gange rundt i landet. Det var noget, der gav genlyd. ’Kongelig magi’ og den slags stod der i overskrifterne, da stykket blev anmeldt. Bum! Jeg var ikke vant til at se mig selv omtalt på den måde, og jeg fandt ud af, at mit talent måske mest lå i det komiske.”

NEDTRYKTHED

”Jeg fik mere travlt som skuespiller, og min universitetsgrad i retorik løb ud i sandet, men jeg havde stadig præstationsangst og var nervøs bare for at gå til prøver. Men jeg tænkte: ’Du kan jo godt. Nu må du fandeme tage dig sammen’, og piskede mig selv til at blive ved.

I begyndelsen af 90’erne blev jeg syg med depression. Alting var forkert. Jeg var uduelig på alle måder. En dårlig skuespiller, dårlig mor, dårlig kone, et dårligt menneske. Og så ængstelig, selvudslettende, pæn og ordinær. Jeg forsøgte alt muligt. At spise sundt, dyrke mere motion, få frisk luft. Jeg gik til psykolog, prøvede hypnose og alt muligt andet. På et tidspunkt følte jeg, at der ikke var flere døre, jeg kunne prøve. Jeg havde mareridt om natten, drømte altid, at jeg var lukket inde i en mørk, brun kasse. Eller også var jeg i et hus med gange, jeg gik vild i. Hvis jeg altså sov, for det kunne jeg næsten aldrig.

Jeg var igennem flere medicinske behandlinger, der ikke virkede, nogle af dem gjorde mig ligefrem dårligere. Jeg fik nogle piller, der næsten fortrængte virkeligheden. Jeg kunne ikke se på en person uden at se knogler, uden at se vedkommende som et skelet. Jeg kunne ikke se på et træ, uden at grenene lignede heksefingre. 

En dag i 1991, da jeg havde haft det rigtig dårligt i halvandet års tid, lod jeg mig indlægge på Frederiksberg Hospital, hvor jeg mødte en læge, som hørte min historie og hørte, at min mor også havde lidt af depression, da hun var omkring min alder. ’Birthe, du må tro på mig. Jeg kan hjælpe dig,’ sagde lægen. Jeg havde det så dårligt, at jeg næsten ikke magtede at blive siddende, men Paul sad ved siden af og holdt mig fast, han har altid været den stabile i vores forhold. Lægen sagde, jeg var fejlmedicineret, og anbefalede, at jeg fik den samme medicin, min mor havde fået. Det lød helt gammeldags, jeg troede overhovedet ikke på det. Jeg ville helst bare dø.

Medicinen gav stærke fysiske bivirkninger. Jeg kunne næsten ikke rejse mig fra sengen. Alle muskler gjorde ondt. Hovedet var ved at revne, munden var så tør, at jeg havde svært ved at tale. 

14 dage senere havde jeg det ligesom alle de andre dage frygteligt, da jeg gik i seng, på det tidspunkt var jeg kun dagpatient og sov hjemme hos mig selv. Næste morgen vågnede jeg efter 10 timers søvn, hoppede ud af sengen, trak rullegardinet op og tænkte: ’Himlen er blå!’ Det gik op for mig, at jeg længe slet ikke havde set farverne. Jeg var klar i hovedet, havde ikke ondt nogen steder. Jeg blev glad – og derefter forskrækket. 

Så løb jeg de 200 meter fra vores daværende hus hen på hospitalet i min natkjole og på bare fødder. Jeg forstod ikke en brik. På hospitalet var der ikke lige en ledig læge, så jeg satte mig på en stol og ventede, indtil der kom en kvindelig læge, der tidligere havde tilset mig, forbi. Jeg greb fat i hende: ’Hvad er det, der sker? Jeg kan bevæge mig og tænke klart. Jeg er glad?’ ’Det er dig,’ sagde hun. ’Det andet, det var ikke dig. Du er blevet rask.’ Så listede jeg hjem, lidt skamfuld over at være gået ud i natkjole. Siden har jeg været rask. Det var, som om en kasse med puslespilsbrikker, der lå hulter til bulter, var blevet væltet ud og havde lagt sig lige nøjagtig på deres pladser. Pludselig var alting normalt. Utroligt, at man kan det med et par piller.”

Opfattede du depressionen som noget, der kom ud af din manglende succes som skuespiller?

”Det er ikke til at sige, i hvor høj grad den var relateret til den eller den bestemte ting. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg får det dårligt, når jeg fortæller om de dårlige oplevelser på teatret. Men der er også noget genetisk. Jeg tror også, min mormor led af depression.”

Hvad gjorde afskeden med depressionen ved skuespillet?

”Siden har jeg ikke tænkt på arbejdet som andet end en dejlig hobby. Jeg føler ikke, at jeg har et meget betydningsfuldt arbejde. Men jeg har været så heldig at kunne beskæftige mig med noget sjovt.”

Er Det Kongelige Teater blevet et rarere sted med tiden, eller kan man stadig risikere at blive smidt ud af garderoben?

”Det er noget helt andet i dag. Og stjernebegrebet findes slet ikke inden for teatret længere. De, der er stjerner, de laver film i USA.”

SKØNHED

Du har sagt, at du under din depression også var utilfreds med dit udseende. Du ville gerne have haft store bryster og lignet en mellemting mellem Elizabeth Taylor og Cleopatra. Det gik du og ventede på, selv efter du var blevet voksen. Havde det noget med din karriere at gøre?

”Der var mange veje, der ville have været lettere i forhold til skuespillet. Men det var nu egentlig helt privat, at jeg havde håbet om den her iboende skønhed, der på et eller andet tidspunkt vil komme frem. Det kan man blive ved med at håbe på, selv om håret mister farven, og huden bliver slap.”

Er den så kommet frem?

”Nej, ha ha ha. Men jeg kan da godt gå og tænke, at når jeg får en frisørtid, og man kan komme i butikker igen, så skal jeg købe mig noget nyt tøj og nogle ordentlige øreringe. Fandeme, så skal jeg have stil! Så kommer hun frem, hende den flotte.”

Men er du ikke blevet en form for sexsymbol?

”Mig?! Det oplever jeg godt nok ikke. Hvor har du det fra?”

Der er mænd, der synes, at du har en sensuel udstråling. Det bliver af og til fremhævet i anmeldelser. Jeg læste, at initiativtageren til de her skuespillerfliser, der ligger på Frederiksberg Allé, ved offentliggørelsen af din flise tilbød ’tættere relationer, hvis du skulle blive træt af din mand’. Måske er du kommet til at hvile mere i den side af dig selv – i hvert fald som skuespiller?

”Måske, men jeg sidder desperat og tænker over, hvornår jeg skulle have brugt det.”

Det er i den uskyldige ende, men i lystspillet ’Solkongen’, hvor du spiller en enke, der får et forhold til Nikolaj Lie Kaas’ langt yngre karakter, er der både flirt, charme og erotik …

”Jo. Men jeg tror, det ligger mere i humoren for mig. Alting går gennem det lag. Jeg tror ikke, jeg ville kunne spille decideret på det erotiske uden at komme til at grine.” 

MAGT

”I begyndelsen af 2020 blev jeg tilbudt rollen som Karen Blixen i Bille Augusts film ’Pagten’. Den var anderledes end de fleste roller, jeg har spillet, fordi den har udgangspunkt i en historisk virkelighed. Alle har et billede af, hvem hun er. 

Jeg gav mig til at se tv-klip med hende fra arkiverne og gik derhjemme med hende i ørerne og hørte radiointerview, taler og oplæsninger, mens jeg gentog, hvad hun sagde, for at indstudere hendes stemme og lægge mærke til dens farver. Hvor dyb var den? Lidt dybere end min. Hvor nasal var den? Ganske meget. Jeg bemærkede, at hun trækker sine vokaler længere end de fleste og har færre stød. Artikulationen er fornem, udviklet til perfektion. Ikke krukket, synes jeg, men smuk. Hendes stemme ligner ingen andres. Og alle genkender den. Og derfor ville jeg ikke prætendere at gøre den efter, men prøvede at finde en balance, hvor man stadig kunne høre mig, men også lidt af hende. Jeg har passet på, at min måde at tale på ikke blev for gammeldags, så man tænker over, at det er lavet. Det var smaddersjovt, og jeg fik lov at gå længe og lege med replikkerne, fordi corona kom sidste forår og udskød optagelserne nogle måneder. 

Historien, der bygger på digteren Thorkild Bjørnvigs bog af samme navn, foregår på Rungstedlund, men der måtte vi ikke få lov at indspille, så det blev et gods på Fyn i stedet for, hvor man kopierede alle rummene fra Rungstedlund. Da vi kom på settet, og Dennis Knudsen skulle lave min makeup, var vi meget i tvivl om, hvilken farve hendes øjne havde. Indtil en veninde lånte mig en bog, hvor instruktøren Erling Schroeder, der var en ven af hende, beskrev hendes øjne som sorte. Så jeg fik nogle mørke linser i, og jeg fik også en støbt attrap klistret på, der gav mig noget ekstra næse og gjorde den mere aristokratisk end min egen. Det gav en autoritet. Et udtryk af styrke, som hjalp mig med at finde rollen.”

Hvad synes du om Karen Blixen?

”Hun er det mest vidunderlige. En fantastisk kvindeskikkelse og faktisk et forbillede for både kvinde- og mandekønnet. Handlekraftig. Modig og begavet. Hun var udfordret af syfilis og fallit. Hendes elskede Finch Hatton døde fra hende. Men hun tog kampen op hver gang. Lagde sig aldrig ned.”

Filmens Karen Blixen siger til den unge Thorkild Bjørnvig – som hun har taget under vingen, blandt andet fordi hun er forelsket i ham – at han har brug for et lille skub for at blive den digter, ”det er meningen, han skal være”. Har du nogensinde mødt nogen, der tilbød et skub?

”Som ung var der nogle skuespillere og instruktører, der gerne ville lære mig en hel masse, fordi de selv var så vidende og erfarne. Nogle, der sagde: ’Jeg kan gøre noget for dig, hvis du lytter til mig.’ Og det har altid været en mand, hvis du forstår.”

Og underforstået skulle du så gøre noget for dem?

”Det tror jeg. Og det har jeg ikke kunnet have. Jeg trak i hvert fald følehornene til mig. Når alders- og magtforholdet er ulige, kan det blive et farligt spil.”

Hvad blev du tilbudt?

”Roller. Der var mænd, der havde indflydelse og ikke skammede sig over at sige det, da jeg var ung.”

Så du har holdt dig uafhængig og har kun dit eget talent at takke for, hvad du har opnået?

”Det er nok så meget sagt. Jeg har aldrig været sådan en, der markerede mig ved at sige: ’Hallo! Det kommer du ikke nogen vegne med, makker!’ Det har jeg slet ikke haft format til. Jeg har bare skyndt mig at skulle noget andet og har sagt: ’Hov, klokken er mange. Det må vi snakke om en anden gang, ha ha, hej-hej.’”

’Pagten’ får efter planen premiere i danske biografer 15. april 2021.