1. 

HVIS MIN FAR så en høstak, ville han lægge sig i den og kigge drømmende op i himlen. Han egnede sig ikke til at blive bondemand som sin far. I stedet blev han lærer og flyttede ind til byen, til Vejen, hvor han blev tysklærer. Når han skulle lære børnene de tyske forholdsord, an, auf, hinter, in, neben og så videre, kunne han finde på at gå over til klasselokalets håndvask. Der begyndte han at tage sine sko og strømper af, mens han beskrev det: ”Ich nehme meine Schuhe aus und dann …” Så stak han sine bare tæer op i håndvasken, tændte for vandet og vaskede dem. Stadig beskrivende hver bevægelse. På den måde kom han alle forholdsordene igennem. Sådan noget glemmer børn aldrig. 

Hjemme fik vi tit gæster. Det var med velkomstdrinks, cigaretter på sølvfade, musik på pladespilleren og tændte stearinlys. Når vi så stod klar, og gæsterne skulle til at komme, sagde far: ”Skal vi ikke gemme os?” Min mor sagde: ”Hold nu op, selvfølgelig skal vi ikke det.” Alligevel fik han hende lokket til at stille sig om bag et gardin, vi børn fandt hvert vores hjørne at forsvinde i, og selv lagde han sig under bordet. Når det så bankede på, var der ingen, der åbnede for de stakkels gæster. Jeg lå et sted og forestillede mig deres undren. Hvordan de kiggede på uret og sagde til hinanden: ”Det er da nu?” og ”Det er da i dag, ikke?” De bankede igen. Min far råbte: ”Kom ind!” Så trådte de ind i den tomme stue med de levende lys. I deres fine jakkesæt og selskabsdragter stod de på gulvet og så sig undrende omkring. Pludselig sprang far op fra bordet som trold af en æske. Han kommenterede det aldrig for dem bagefter. 

Sådan var han også på udebane. Engang kørte vi til Harzen for at campere. Vi var totale nybegyndere, og vi vakte opsigt alene ved vores ankomst, fordi min far var rigtig dårlig til at køre bil. De andre campister lurede hurtigt, at vi aldrig havde prøvet det før, så de satte sig godt til rette for at se os bakse med teltet. Mens vi stod der med strakte arme i forsøget på at holde det hele på plads, viste det sig selvfølgelig, at vi manglede en af de bærende tværstænger. Vi pakkede det hele sammen igen, pressede os ind i bilen og kørte. Lige inden vi forlod pladsen, bremsede min far bilen, steg ud og bukkede for vores publikum. Han var virkelig mit store idol.

2.

BYEN VEJEN var en vej, en viadukt og et museum. Og vi, det vil sige min mor, far, storesøster, lillebror og jeg, boede på samme vej som museet. Og politiet. Mit barndomshjem var en stor murermestervilla med en have, der gjorde os selvforsynende med kartofler, bønner, ærter og bær. Det betød især noget for min mor. Ligesom min far havde hun forladt sin fædrene gård, men hun havde et større behov for at beholde kontakten til livet på landet. Hun var præget af dårlig samvittighed over at være blevet lærer, mens alle hendes søskende stadig var bønder. Så vi hjalp til på familiens gårde med at hakke roer og køre hø ind. Derude levede man på vejrets nåde, og man gik i kirke hver søndag. 

I det miljø skulle man have evner, hvis man ville stille sig på en kasse og råbe op. Man skulle virkelig ikke gå og tro, at man var noget. Mange betragter det som en begrænsende tankegang. For mig er det et befriende mantra. Det ville være anstrengende, hvis jeg var noget. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst. På den måde har jeg vendt det til noget positivt. Også fordi jeg kender min mor og far: De ville ikke tryne mig på noget tidspunkt.

At man ikke skal tro, man er noget, er en eksistentiel tanke. Hen over scenen i det forsamlingshus, jeg kom meget i som barn, Stenderup Forsamlingshus, stod der: ”Du skal ikke dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl.” Det synes jeg sateme er flot at have stående ude i sådan et bondemandsland, hvor man gik med næsen nede i plovfurerne.

3.

PÅ FØDDERNE bar jeg brede ortopædiske sko Jeg var platfodet på grænsen til det invalide. Jeg gik helt indad på foden. Da jeg samtidig var lærerbarn og rødhåret, blev jeg et oplagt mobbeoffer. Om vinteren havde nogle af drengene det ritual, at de tog fat i mig og drejede min hjemmestrikkede elefanthue rundt, så jeg ingenting kunne se. En dag tænkte jeg: ”Nu gider jeg simpelthen ikke mere!” Jeg tog vores tehætte på hovedet og gik i skole med den. I skolegården stod de og gloede med sådan et blik: ”Hvad fa’en er det, hun har taget på i dag?” Det var som at sætte et spejl op foran deres åndssvage drilleri. Som at mobbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg fandt ud af, at humoren var en nøgle til at slippe ud af det.

Mit tøj bestod primært af arvestykker fra min søster. Det betød, at jeg ofte gik klædt i noget, som var moderne seks år tidligere. Til et skolebal, hvor der var højtidelig indmarch, skolekomedie og bal til sidst, fik jeg hendes aflagte gule strutkjole på. På det tidspunkt, i begyndelsen af 70’erne, gik alle de andre piger i hotpants, buksedragter og støvler. En af de drenge, jeg faktisk syntes var meget sej, fordi han bed negle, sagde: ”Hvem fanden er det, der har pisset på din kjole?” Det stak.

Så tænkte jeg: ”Nej, nu går jeg ind og viser, hvad sådan en strutkjole her kan.” Og det er jo at strutte. Jeg stillede mig midt på dansegulvet og begyndte at snurre rundt. Når der først kommer gang i sådan et par tunge ortopædsko, går du nærmest i selvsving. Jeg snurrede og snurrede. Kjolen lettede. Det føltes fantastisk.

Det handler om at finde ud af, at man kan stå selv. Bliver man for afhængig af en eller anden plads i et fællesskab, bruger man alle sine kræfter på at forsvare den plads. Jeg kan se det på mine egne børn. Selvfølgelig skal de være en del af fællesskaber, men når de fællesskaber gør ondt, skal de kunne gå solo. Man behøver ikke holde andre op for sig. Jeg siger det meget til min datter. Bare stå ret op og ned. Du har havet, du har himlen. Du skal ikke tage dig af det. Lad dem være med deres elevatorblik.

4.

I GYMNASIET kørte jeg hver dag med det store, gamle tog til Kolding. Det var som at komme til en metropol. Kolding havde hotel, gågade og barer. Og så dette gymnasium, hvor man lærte at flyve op og se tingene oppefra. Jeg gik på musik-sproglig linje og endte i en sjov gruppering sammen med blandt andre Uffe Rørbæk, der senere dannede De Nattergale. Han og nogle af de andre kom ude fra Sdr. Bjert og tog sådan en vildt absurd humor med sig.

Vi lavede en forestilling, som hed ’Brødrene fra Højgaarden eller Laura og det hængende æg’. Det var som Dalí tvunget ind i Morten Korch. Jeg gik rundt med en støvekost og støvede af iført kunstskøjter, og en, der hed Asger, som virkelig også var plim, gik rundt og malede i et par malerbukser, hvor røven var klippet ud. Dialogen var udklip fra lægeromaner. Vi brugte både det talte ord fra romanerne og de beskrivende elementer. En replik kunne lyde: ”Jeg tør ikke, sagde hun og sank en klump.” Det var vildt for mig at være med til noget så outreret. Det gav mig færten af noget.

På samme tid kom ’Saturday Night Fever’ til Vejen Bio, og den så jeg seks gange. Til sidst fiskede jeg en pengeseddel op af min fars pung for at se den en syvende gang. Filmen er en klassisk fortælling om et kuet menneske, der bryder sin egen lydmur. Jeg elskede åbningssekvensen, hvor han går, og man ser broerne i New York som symbol på, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side. Det hjalp naturligvis, at han var en flot fyr. Jeg ville gerne have hængt et billede af ham op på mit værelse, men vidste, at det ville blive ugleset af min mor. I stedet fandt jeg en anden løsning. I vores entré havde vi en skunk, hvor vi hængte jakker ind. Inde bag den skunk lå et hulrum, og der indrettede jeg mig med nogle kasser og billeder på væggene. Blandt andre Jesus og John Travolta. 

“Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ‘fucke mig’. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem.”

5.

I LØBET AF mit sabbatår spirede tanken om at blive skuespiller. Jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget foræret. Jeg var betaget af de voldsomme kvindeskikkelser, Lady Macbeth og Ofelia. Men at blive skuespiller lå langt væk i Vejen. Man skulle ikke flyve højere, end vingerne kunne bære. Mine forældre syntes, at jeg skulle gå på seminariet og læse til lærer. Jeg kunne jo altid tage mig af skolekomedierne, mente de. Løsningen blev, at jeg tog til Aarhus for at studere engelsk litteratur. På den måde kunne jeg læse Shakespeare færdig.

Ved siden af mine studier fik jeg et job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, som var svært bevægelseshandicappet. Hun var med til at drive Århus Krykensemble, hvor hun optrådte sammen med en kvinde med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De lavede en kabaret om livet som handicappet, som dengang var væsentlig sværere.

’Cirkus Fantaspastisk’ var en forestilling, jeg var med til at lave sammen med Lone. Vi havde alle mulige handicappede med. Vores idé var at lokke folk til som i et gammeldags freakshow: ”Kom og se! De gør ikke noget. Rør ved puklen!” Vi optrådte på gader og stræder i alle de større byer. Vi gennede folk sammen, og så rendte jeg rundt som spastiker og raslede med en raslebøsse for at samle penge ind. Jeg gik helt tæt på dem med mine kantede, pludselige bevægelser. Folk skyndte sig at putte penge i raslebøssen for at få mig væk. Når jeg så havde været rundt, så bum! Så skiftede jeg til at være en slags konferencier for det store show. Når de så, at jeg ikke var handicappet, blev nogle rasende og krævede pengene tilbage. ”Vi er blevet snydt!” Nogle gik i vrede. Andre stod og måbede. Andre igen grinede. At mærke den reaktion overbeviste mig endegyldigt om, at jeg ville være skuespiller.

6.

FOR 800 KRONER om måneden kunne jeg bo i en saneringsmoden ejendom på Nørrebro. Så der flyttede jeg ind, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1986. Jeg fik at vide, at jeg skulle dele toilet med Mike. En af de første aftener bankede det på min dør. Udenfor stod Mike. ”Hej, det er skidegodt, du er flyttet ind. Må jeg ikke lige komme ind et øjeblik.” ”Ja, værsgo,” sagde jeg og tænkte, at det er rart at vide, hvem man deler toilet med. Inden jeg nåede at give ham kaffe, sagde han: ”Det er sgu, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er biseksuel.” Det var virkelig en københavner­oplevelse for mig. Hjemmefra vidste jeg godt, hvad det var, men det var ikke noget, som bare blev slynget ud. Derefter kom Mike tit forbi og snakkede. 

Nedenunder boede Ghita og Kenneth, som altid skændtes. Når det gik vildest for sig, slog han hende, og en dag rev han et vandrør ud af væggen og tævede sig selv som straf for at være så ondskabsfuld. Så kom de blødende op til mig. Vi ringede efter en ambulance, som hentede dem. Imens de lå indlagt, passede jeg deres to hunde, og så fik jeg en klump hash som tak. I gården havde Ymer bygget sin egen hytte. Han hed sådan, fordi han var høj og bleg. Endelig var der Vietnam-Per, som via Sorø Akademi var endt som soldat i Vietnam. Han havde slået mennesker ihjel og sov med sin pistol under puden. Han blev min bodyguard. Dog en lidt ustabil en af slagsen. Han trænede i tre måneder og blev kæmpestor, inden han satte det hele til i druk. Og så begyndte han samme cyklus forfra. 

Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ”fucke mig”. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem. Jeg satte mig ned ved siden af ham og begyndte at tale om, at alle mennesker elsker hinanden. ”Jeg kunne sige til dig, at jeg elsker dig, og du kunne sige til mig, at du elsker mig,” sagde jeg. Han lyttede og blev mere og mere rolig. Det endte med, at han fik de tomme flasker med, og vi fulgtes ud ad Falkoner Allé, inden vi tog afsked.

Mine forældre fik intet at vide om de episoder fra mit nye liv. De havde rigeligt hyr med at forklare familien, hvad det var, jeg havde gang i derovre i København. Min onkel Bent kom over for at se en forestilling, hvor jeg spillede Nina i ’Mågen’. Forestillingen begyndte med, at jeg sad på kanten af scenen og kiggede drømmende mod Moskva. Ind kom onkel Bent og satte sig lige foran mig på forreste række. ”Hej Bodil,” vinkede han. ”Det er Bent hjemmefra, du. Hallo!” Jeg tænkte, at jeg måtte holde fast i kunsten og vælge familien fra. Bagefter sad han i kantinen: ”Det er sateme så koncentreret, du er deroppe. Man kan slet ikke komme i kontakt med dig.” Det var så rørende. Han var oprigtigt interesseret og kom og så flere af mine forestillinger. Som en påmindelse om, at jeg har et ben i hver lejr af landet.

7.

EN TIDLIG MANDAG morgen i april 1988 trådte jeg ind i en togkupé på banegården i Odense. Jeg skulle tilbage til skolen efter at have besøgt min kæreste Jesper Lohmann, der jo mindede lidt om John Travolta. Forårssolen skinnede, så jeg satte mig ved en af de to vinduespladser. Den eneste anden passager i kupeen var en ældre herre, som sad ved døren. I Nyborg steg et kærestepar på, og de havde reserveret de to vinduespladser. Jeg rykkede hen og sad over for manden. Efter færgen bumlede vi over Sjælland. Inden Sorø mærkede vi noget turbulens. Først tænkte jeg, at det var de sædvanlige ryk, når man kører igennem et togskifte. Men pludselig gik det op for mig, at noget var galt. 

Vognen begyndte at hælde. Farten var alt for høj. ”Hvad, hvad, hvad?” lød det. Jeg holdt fast i, hvad jeg kunne. Stemte mine ben i maven på den ældre mand. Vognen væltede, jeg hørte lyden af metal, der skar mod hinanden. Af glas, der smadrede. Kupeens vindue lå mod jorden, gangen var over os. En af de andre togstammer rejste sig og hamrede ned på vores vogn og trykkede os længere ned. ”Nu dør jeg,” tænkte jeg og så en gammel olding for mig. Det var mig i skikkelse af min bedstemor. 

Så lagde stilheden sig. Jeg orienterede mig. Kvinden sad med benene ud ad vinduet og med hele togstammen over sig. Hendes lår boblede op. Der lå jord omkring hende. Anemoner stak op. Hendes kæreste og den gamle mand kravlede op gennem døren og krabbede hen ad gangen. Jeg blev hos hende og talte med hende, til redningsfolkene kom. Hun talte om, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. Jeg prøvede, men så kom redningsfolkene og bad mig kravle ud. 

Jeg trådte op og stod på toppen af det væltede tog. Mennesker løb skrigende bort. En af de andre togvogne var ikke landet i jord med anemoner, men på sten. På jorden lå en mand med armen revet af. Konduktøren, der havde billetteret os, lå der også. Død. Ret hurtigt efter jeg var kommet ned, troppede journalister fra Ekstra Bladet op. Der blev taget billeder, og de prøvede at stille mig spørgsmål. Jeg skreg, at de skulle holde deres kæft. 

Jeg blev undersøgt, men var sluppet uden fysiske skader. Til gengæld fik jeg psykologhjælp i tiden efter. I mit hoved kørte tankerne: ”Hvorfor skulle nogle dø, og jeg leve? Hvad var det for en logik?” Det plagede mig, men førte til, at jeg gjorde mig umage med de dage, jeg fik. Senere har jeg trøstet mig med, at man ikke kan finde en moralsk forklaring på tilfældighedernes vanvid. Der var ellers mange, der prøvede at pådutte mig en mening: ”Du skal nok til at …” Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, der er et regnskab, der er så enormt, at vi bliver vanvittige, hvis vi spekulerer over det. Vi skal bare synke tilbage i det. Det har med visne blade og Vorherre at gøre. 

Flere år senere sagde jeg i et interview, at jeg gerne ville i kontakt med kvinden ved vinduet, som havde fået min plads. Ret hurtigt kontaktede hun mig, og jeg fandt ud af, at hun hedder Lotte. Hende har jeg besøgt flere gange. Hun beholdt sine ben og kan gå, men med nedsat funktionsevne. Nu er hun blevet mormor på samme dato som ulykken. 25. april. Det er fint, at der kommer nyt liv. 

8.

LIGE DA JEG var færdig på skuespillerskolen, døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i. Jeg var tilmed god til det. Folk troede på det. At jeg var klar på tragikken, skyldtes, at jeg på skolen fandt sammen med instruktøren Henrik Sartou. Vi sad ved siden af hinanden til en intromiddag og talte og talte. For ham var teatret ild og vand, kærligheden og døden. Selv om vi ikke måtte, satte vi allerede som elever forestillinger op i en af prøvesalene og solgte billetter. Det var vilde ting som ’Det høje forsyn’ af Jean Genet, et klaustrofobisk stykke om magtrelationer blandt fængslede. Og som nyuddannede lavede vi Novalis’ ’Hymner til natten’ om afsked med denne verden. Vi indrettede en nedlagt færgehal på Aalborg Industrihavn som teatersal. Vi fik bygget en slags rumfartøj, vi medvirkende gik ind i til sidst, og så kørte det ud af hallen.

Jeg brændte for at lave teater, der rykkede mennesker, og det var Henrik god til at formidle. Når han kom til læseprøverne, præsenterede han et helt univers, jeg kunne krybe ind i. Han malede det så stort op, at det kom til at betyde alt. Når man som skuespiller sagde en replik, skulle det leve, krævede han. Han var så voldsom, at han kunne sige: ”Du skal ikke sige det, før det føles, som om du har sten i munden. Ikke før du kan smage blod.” Bare tanken er så god for mig, at det virker bedre end nogen teknik. Fordi jeg lærte det så tidligt, kan ingen tage det fra mig. Jeg kunne ikke bare distancere mig og være ironisk. Teatret betød alt. 

Undervejs blev vi gift og fik Johannes. Og selv om vi gik fra hinanden igen, blev han ved med at være i mit liv, til han døde som 40-årig. Johannes var seks år, og et par dage efter spurgte han mig: ”Vil det sige, at jeg kan gå og gå og gå og aldrig møde min far?” 

9.

HUMOREN KOM IND ad bagdøren. I 1995 sagde jeg ja til en revy i Græsted. Det lå dejligt afsides og foregik på den lokale kro. Jeg kom meget i forsamlingshuse som barn, og der er noget vidunderligt ved, at folk kommer og spiser først og bliver spiddet bagefter. Blandt andet spillede jeg multikunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Det var en kommentar til kunstneren, der i anledning af 50-året for Danmarks befrielse sendte en laserstråle ned langs den danske vestkyst. Det blev bemærket, at jeg, der ellers lavede dette svovlholdige teater, kunne få folk til at grine. 

Men der gik faktisk en del år, før jeg virkelig begyndte at dyrke humoren. Især ’Wienerballader’ på Det Kongelige Teater i 2010 prikkede hul på noget. Jeg spillede en fordrukken, uforudsigelig fidusmager af en tobakshandlerske. Hende kunne man grine og græde med, når hun forsøgte at få stillet sin elskovssult. Fordi hun essen­tielt var tragisk, ramte det grundtonen af det, jeg har undersøgt med komik. Og som jeg fik rig lejlighed til at dyrke, da jeg samme år begyndte at arbejde med Rytteriet. 

Humor interesserer mig kun, hvis der ligger en hund begravet et sted. Jager man grinet, synes jeg, det bliver fladt. Jeg ved heller ingenting om timing. Du kan ikke sige til mig: ”Altså, hvis du lige siger sådan her lige dér, så griner de.” Det har jeg ingen sans for. Jeg bliver distraheret undervejs og falder for sent ind. Jeg har nok min egen jyske timing. Jeg tør holde en pause eller bare lade ordene dratte ned. Når min onkel sagde noget, sluttede han altid af med ”… ik’ … også … Bodil”. Nogle helt skæve taktslag. Det var simpelthen kosteligt. Og utrolig menneskeligt. 

Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen. Der kommer en ren pinlighed til syne, som ingen kan undvige. Selv ikke de største statsledere. Skrøbeligheden har vi alle til fælles.

10.

MED MANUSKRIPTET til ’Idioterne’ i hænderne tænkte jeg: ”Hende der Karen, hende kan jeg udenad.” Rollen mindede meget om min funktion i Krykensemblet. At jeg var en del af noget, men alligevel ude i periferien. Det gjaldt også virkeligheden på optagelserne. De andre skuespillere sov i huset i Søllerød, hvor spassernes kollektiv lå. Lars (von Trier, red.) sov udenfor i sin campingvogn. Det var alt sammen meget intimt, men jeg tog hjem hver aften. Min søn Johannes var kun et år gammel dengang. 

En morgen mødte jeg Lars, som lige var trådt ud af campingvognen. ”Skal vi ikke gå ind og vække dem?” sagde han. Han tog sit kamera, og vi listede ind, og så vækkede jeg dem en efter en. Optagelserne endte i filmen. Den totale sammensmeltning af virkelighed og fiktion var meget kendetegnende for det filmset. Alle kastede sig ind i det med alt, de havde. 

Karen skulle tvangsmasturbere en af spasserne. Da vi nåede til dagen, og de hyrede stand-ins fra pornobranchen ankom, og Lars selv stillede sig op iført skjorte og intet andet, sagde jeg: ”Det tror jeg simpelthen ikke, hun ville gøre, Karen. Hun er ikke frigjort på den måde.” Vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var klart Karens grænse, jeg forsvarede, ikke min egen. Lars accepterede det. For Karen er hæmmet. I en badescene, vi optog, rendte alle også nøgne i vandet, mens jeg gik derud fuldt påklædt. Det er også derfor, det bliver så tragisk, når Karen tager sit oprør med sin familie og spasser ud. Alt, hun skal gøre, er at savle kage ned over hagen, og så virker det voldsomt.

Da Karen skulle udtrykke dyb sorg i ’Idioterne’, forsøgte Lars at instruere mig til at græde. Det lykkedes ham ikke. Vi kæmpede med den scene over flere dage, indtil jeg fremkaldte salmen ’Se nu stiger solen’ og linjen ”Lyset stander stille på livets kyst”. Jeg tænkte på at gå med mit lille barn ud til livets kyst og give det til døden. Det fik mig til at græde på en måde, som gjorde Lars tilfreds. Inden jeg havde snøftet færdig, spurgte han, hvad jeg havde gjort. ”Jeg tænkte på ’Se, nu stiger solen’ … den kender du da,” svarede jeg med et grin gennem de sidste tårer. Han grinede: ”Jeg kan godt se, at jeg har lagt min instruktion et helt forkert sted.” 

11.

I MIN HOSPITALSSENG lå jeg og funderede over proceduren, når jeg skulle på toilet: Jeg fik hevet bukserne af, blev spændt fast i en sele og hejst op. Med en fjernbetjening skulle sygeplejersken styre mig hen og sænke mig ned. Jeg forestillede mig, at fjernbetjeningen gik amok, så der pludselig fløj en tissetrængende dame rundt med røven bar. 

Jeg var på hospitalet, fordi jeg var kommet slemt til skade under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’. Onkel Anders spillet af Kurt Ravn og mig i skikkelse af fru Sejersen skulle køre op ad et dige på Mandø i en traktor. Iført fru Sejersens tøfler havde jeg stillet mig op på traktorens bagskovl, mens Kurt kørte. På toppen af diget gik traktoren ud og begyndte at skride baglæns. Jeg faldt og blev mast under skovlen. Da alt igen stod stille, lå jeg roligt og gled ud og ind af bevidsthed. Jeg tænkte, at min far kom og hentede mig. Hvis vi faldt, kom han altid: ”Hvad søren, ligger du dér? Du skal da med.” Jeg fornemmede, at Søs Egelind og Jesper Asholt kom over. Siden har Jesper Asholt sagt, at han kunne se færgen til dødsriget komme sejlende. ”Det var bare Fanøfærgen, du så,” svarede jeg. 

Min redning kom i form af en akutlægebil. Lægen skulle behandle mig på stedet, for jeg havde ikke overlevet en ambulancetur til Esbjerg. 

Jeg lå brak på hospitalet med to punkterede lunger, beskadiget lever og milt, alle mine ribben brækkede, tre brud på bækkenet og et brækket og et knust kraveben. Og jeg morede mig ved tanken om, at jeg fløj barrøvet rundt under loftet. Jeg fortalte det til sygeplejersken, som grinede, og så blev det en god dag. Det er ikke sådan, at humor redder alt, men det er godt at kunne grine lige til det sidste. Jeg vil hellere grine hele vejen til døden end hele vejen til banken. 

Den tankegang ledte til en sketch, vi lavede i Rytteriet. Jeg ville rette blikket mod offermentaliteten. Mange går og synes, at de har det rigtig hårdt, og at det giver dem ret til at være vrede. Fuck af med det. Slap dog af. 

Vi lavede tre figurer med hver sin gakkede gangart. De kom ind på scenen én efter én. Min figur havde hofteskred, fordi hun var kommet i klemme i de der roterende jernsluser, man skal igennem ved Tivolis indgang. Men hun elskede bare at gå efter Tivoli-Garden. Så viste jeg, hvordan hun med den der helt skæve gangart gik efter de snorlige gardere. ”Tivoli har ikke været god for mig, men jeg elsker Tivoli,” sagde hun. Det kunne lige så godt have været: ”Livet har ikke været godt for mig, men jeg elsker livet.” Rasmus’ (Botoft, red.) karakter havde som seksårig købt en ballon, men så var en påfugl død i luften over ham og faldet ned og havde ramt ham i brystkassen. Men han elskede også stadig Tivoli. Til sidst kom Martin (Buch, red.) ind og forestillede en mand med en forfærdelig ryglidelse. Helt foroverbøjet med blikket rettet mod jorden og begge armene hængende lige ned. Ude af stand til at rette sig op. ”Jeg elsker fyrværkeriet,” sagde han. 

Jeg grinede af det hver aften. Det var en måde at punktere folk, som går rundt: ”Åh, det er ikke nemt.” Og nej, det er det ikke, men sådan er livet. Derfor har jeg heller ikke haft brug for at beskylde en masse mennesker for de ulykker, jeg har været ude for. Det vil stå i vejen for det liv, jeg har lyst til at leve.

“Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen.”

12.

INDTIL MIN MOR mistede mælet, spurgte hun mig: ”Hvad vil du oppe i det skarpe lys? Oppe på det plateau?” Det var rigtig godt, at hun blev ved med at spørge, for nu, hvor hun ikke er her længere, spørger jeg mig selv. Svaret er: Så længe jeg bliver grebet af figurerne, bliver jeg stående. Det gør jeg i høj grad stadig. Jeg har ikke en drømmerolle, jeg går og venter på. I stedet har jeg været heldig at skabe roller, jeg elsker. Jeg er virkelig glad for Rita fra Rytteriet. Hun stikker altid en kæp ind i pænheden. Når de sidder og bøjer piberenserne, laver hun Aksels klunker. Når de broderer, broderer hun en hyldest til Nordkorea. Og så afskedssalutten: ”Jeg skal ud og skide, skal I ha’ noget med?” Præsten er jeg også vild med, for hun er så fortabt. Hun har mistet troen og er begravet i bureaukrati. Det er både sjovt og udtryk for ægte desperation, når hun skælder menigheden ud for at tro, at påsken er gul. ”Den er sort, for helvede!”

Lige nu arbejder jeg på en solo-kabaret om Jørgen Ryg. Side om side med Preben Kaas tonede han frem på vores fjernsyn hjemme i Vejen. Begge iført velsiddende jakkesæt. De kastede sig ud i en samtale, hvor de glemte de mest basale ord. Bil, tog, bro. Det blev mere og mere gakket, Ryg røg ned på alle fire og imiterede både sporvogn, tog og båd. Min far og jeg grinede og grinede. Jeg elskede den måde, Ryg bevægede sig i sproget på. Man skulle virkelig spidse ører. Han kunne bryde enhver hverdagssætning helt ned. Ryg og min far mindede faktisk lidt om hinanden. To halvskaldede originaler med briller.

En del af kabareten baserer jeg på filmen ’Syg og munter’. Her spiller Jørgen Ryg den her psykisk syge mand, der kører rundt med vasketøj. Han er dybt intelligent, men ser verden helt skævt og udfordrer de sociale koder. Det udstiller, hvordan vi som mennesker skal passe på med at automatisere vores omgang med andre. Kabareten bliver på den måde en hilsen til, hvor jeg kommer fra. Ikke bare på grund af min far, men også min mor. Over for os i Vejen boede eksempelvis Kirsten og Wille. De var datter og far. Hun havde epilepsi og drak for meget, men bankede jævnligt på hos os. Min mor lukkede hende altid ind. Der var aldrig noget ”vi har ikke lige tid i dag”. Oftest endte det med, at hun hentede sin far, og så spiste de hos os. Du skal altid have fem minutter til en gakker som dig selv.