Indlæg

Gå, bare gå

Gitte Holtze elsker at flytte fødderne. Hun har gået i Pyrenæerne, i Nepal og over 4.000 kilometer fra Mexico til Canada. Et af hendes smukkeste vandreminder er dog en overnatning under åben himmel ved Vesterhavet.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:Privat

EN MILD SOMMERAFTEN i juni 2022 var der forbavsende få mennesker på stranden syd for Hirtshals. Gitte Holtze kom gående forbi og fik den idé at overnatte i klitterne med udsigt over havet.   

”Man må ikke slå telt op på stranden, så jeg fandt et lille plateau i klitterne, hvor jeg rullede mit liggeunderlag ud. Klokken var ni om aftenen, men solen var ikke i nærheden af at gå ned, og så sad jeg der helt alene, og klokken blev 10, og den blev 11, og det blev midnat, og det var stadig lyst på den der måde, hvor solen glider ned i havet, og det bliver orange, lilla og sindssygt flot. Jeg sov næsten ikke den nat, for jeg blev ved med at vågne og kigge på den himmel,” fortæller Gitte Holtze.

Flere af hendes venner og folk, der på Instagram fulgte med i hendes vandretur ad Hærvejen op igennem Jylland, skrev til hende og spurgte, om hun ikke var bange. Om hun ikke frøs.

”Og nej og nej og nej. Jeg var bare helt i ro, nærmest i zen.”

50-ÅRIGE GITTE Holtze har besøgt alverdens fantastiske steder og set de smukkeste solnedgange, men alligevel fik hun den aften under den store pastelfarvede vesterhavshimmel den tanke, at hun ikke havde lyst til at være andre steder i verden. Måske blev oplevelsen forstærket af, at hun ikke havde forventet de helt store naturoplevelser på Hærvejen. 

”Men så var det juni i Danmark og den natur, vi har med valmuer i grøftekanten, solen og bølgende kornmarker … Nogle steder ligner Hærvejen et mountainbikespor, andre steder går man på stranden, på heden eller igennem marker, og jeg blev undervejs optaget af, hvor mange dyr jeg så: rådyr, harer, ræve og kaniner. Der gik så meget Morten Korch i mig, og jeg fik hørt rigtig meget Shu-bi-dua. Det passede ligesom bare til landskabet,” griner hun og fortæller, at hun undervejs mødte en overraskende hjælpsomhed.  

”Jeg mødte ikke ret man­­ge mennesker, der var ude at gå, men jeg mødte en del, der boede langs ruten, og jeg fik rigtig meget hjælp fra folk, der tilbød, at jeg måtte slå mit telt op i deres have, eller som kom med jordbær til mig. Det var fremmede mennesker, der gjorde alt muligt for mig.”

Det samme gjorde sig gældende, da hun efter vandreturen tog til Skagen, blot for at opdage, at der var visefestival i byen og ikke et eneste ledigt sted at sove. Hun skulle mødes med en veninde med venner i byen, og 1-2-3 blev der slået en feltseng op til dem begge i et baglokale til en vintagebutik. 

”Jeg oplevede den form for generøsitet, da jeg vandrede i USA, men der er også et helt community omkring The Pacific Crest Trail, som jeg gik. I Danmark tænkte jeg, at det aldrig kom til at ske. Men jeg oplevede det stik modsatte. Hvis man skal have lidt tro på menneskeheden, skal man gå Hærvejen.”

BÅDE TUREN PÅ Hærvejen for to år siden og vandringen i USA, hvor hun i 2018 gik over 4.000 kilometer, har Gitte Holtze skrevet bøger om, men hun har ikke altid været fan af vandreture. 

”Jeg var i trediverne, før jeg lavede noget som helst aktivt i naturen, og jeg syntes, at det der friluftsliv var overvurderet. Der var beskidt, der var myg og så videre. Men jeg har altid godt kunnet lide at læse om vilde bjergbestigninger og om folk, der gjorde alt muligt sindssygt, og da jeg kom af sted på en vandretur til Nepal, fandt jeg ud af, at jeg var god til at gå i højder, sove ude og alle de ting, som jeg ellers havde tænkt var træls.”

Siden er vandreture blevet en vigtig del af hendes liv, hun arrangerer selv sine ture og tager ofte af sted alene. For hende er vandringen en kærkommen mulighed for at sætte tempoet ned og komme i kontakt med sig selv. 

”Det er en kombination af eventyrlyst selvfølgelig … og en indre rejse. Og åh, hvor jeg hader det udtryk, men det er jo det, det er. En transformation på en eller anden måde, der for mig kommer af at gå. Det at bevæge sig langsomt i naturen giver mig en ro og en kontakt med det, jeg kommer igennem, på en anden måde, end hvis jeg sidder bag en bilrude eller på en cykel. Og jeg kan komme, hvorhen jeg vil. Det tager tid, selvfølgelig, men det er også en del af det.”

3 PAR SNØREDE STØVLER 

Til begyndere foreslår Gitte Holtze Kyststien Bornholm, der går rundt om øen. Der er mange steder, hvor man kan sove på vandrehjem eller hotel. Ruten er nem og godt skiltet, og Bornholm er klippeflot på en anden måde end resten af Danmark.

Til trænede eller let trænede er Hærvejen ideel, den er længere, og man kan udfordre sig selv med at sove i telt eller shelter.

Det samme gælder Caminoen i Spanien, hvor man sover på alberguer og derfor ikke behøver gå med stor oppakning.

EN BEKENDT TIL Gitte Holtze sagde engang, at vandring renser sjælen, og selvom hun ikke er vild med floskler, er der en sandhed i det, synes hun. 

Der bliver støvet af på øverste etage, og der kommer tanker op, man ikke har bedt om – på godt og ondt. Det kan også ske på kortere ture, som når hun går tur med hunden ved Amager Strand. 

”Jeg kan bare sige, at jeg helt grundlæggende bliver i bedre humør, når jeg går, og når øjet falder på himmel, hav og træer frem for bygninger og en skærm. Jeg kommer mere i balance. Når jeg går, er der ikke noget, jeg skal nå.”

Gitte Holtze er journalist og forfatter. Hun har blandt andet skrevet bøgerne ’Jeg lever’ om at gå på The Pacific Crest Trail i USA og ’Hvad hærvejen gav mig’.

/

Vindstyrke

Tobias Kippenberger fløj fra reden med en rockstjernedrøm. Nu vender han tilbage til Esbjerg for at sætte havnebyen på festival-landkortet og blæse nyt musikalsk liv i fødebyen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Philip Skovgaard

MENS MANGE ANDRE danskere gik rundt i deres corona-boble og mærkede nye drømme og ambitioner melde sig i maven, efterlod nedlukningens lange solskinsdage en lyst inden i Tobias Kippenberger til at give noget igen til sin hjemby.

”Når jeg tænker tilbage på Esbjerg i mine teenageår, havde jeg et fedt øvelokale, og jeg gik på et fedt gymnasium med mange sjove mennesker. Der var et kulturhus for unge, hvor jeg og mit band fik frie hænder til at arrangere koncerter. Jeg arbejdede som frivillig på Tobakken, byens største spillested, hvor jeg kunne komme tæt på de rigtige musikere og snuse til backstagelivet. Nogle havde tænkt sig om og arbejdet for, at den slags oplevelser var lagt til rette for mig. Men i bakspejlet har jeg det også, som om jeg var lidt utaknemmelig dengang,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at synge i The Floor Is Made of Lava omkring afslutningen på folkeskolen og skyndte sig til København sammen med bandkammeraterne, så snart de var blevet studenter.

”Vi havde udlængsel og store armbevægelser, som vi følte, Esbjerg ikke kunne levere på. Vi havde høje tanker om os selv. Og vi ville gerne have et større publikum,” siger den nu forhenværende forsanger.

Foto: NorSea

I KØBENHAVN OPDAGEDE de, at det var meget sværere at tiltrække publikum, end det havde været hjemme i Esbjerg, men de kløede på, spillede på halvtomme cafeer og knoklede for at blive Månedens Demo i Gaffa, og efterhånden fik de hul igennem til en pæn position på den danske indie-scene med prisnomineringer og flere storspillende radiosingler. Og en gang eller to om året vendte de hjem for at spille på Tobakken eller til en byfest.

”Det var en meget positiv oplevelse at vende hjem til Esbjerg. Vi fik et klart kernepublikum og blev altid taget imod med klapsalver og kyshånd. Man bliver måske mere interessant, når man bevæger sig uden for bygrænsen – og klarer den,” siger Tobias Kippenberger.

Tre album med tilhørende turneer blev det til i løbet af de syv år, der gik, inden bandet holdt sin sidste koncert på Plænen i Tivoli en septemberfredag i 2013.

”Det var syv intense år. Jeg tænkte nærmest kun fra hånden til munden. Men til sidst blev jeg ramt af en lyst til at blive voksen, til at have lidt længere lys på,” fortæller han.

”Måske var vi kreativt nået i mål med hinanden i bandet. Vi havde drevet det til noget fedt, som vi endda kunne leve af. Men måske var der også en tvivl på, at succesen kunne vare ved, at vi kunne vinde verdensherredømmet med vores musik?”

MANDEN PÅ BROEN

Tobias Kippenberger, 40 år. Fra Esbjerg.

Festivaldirektør for Suset.

Har arbejdet med bogholderi, økonomisk rådgivning og været forsanger i bandet The Floor Is Made of Lava.

Ifølge forsangeren var det ikke vanskeligt at trække sig tilbage fra rampelyset. I virkeligheden havde han aldrig levet for opmærksomheden – var der en rød løber, blev den undgået nærmest demonstrativt. Og sideløbende var han begyndt på Rytmisk Musikkonservatoriums bacheloruddannelse Music Management – med hans egne ord en lidt flygtig uddannelse rørt sammen af lidt musikhistorie, lidt markedsføring og lidt jura. Men også økonomistyring, som fik ham til at se lyset, mens han svedte over et merchandise-regnskab for bandet og kæmpede med at få kredit og debet, aktiver og passiver til at gå op. Følelsen, da det lykkedes, var velkendt.

”Jeg har altid nydt fordybelsen. Da jeg spillede i band, var det måske ved at sidde oppe til klokken fire og skrive på en sang og prøve at få ordene til at skabe en reference, en cirkulær bevægelse eller på en tredje måde gøre teksten spændende. Nu var det så fordybelsen i tallene i et regnskab,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at lave regnskaber for andre musikere, da The Floor Is Made of Lava lukkede ned. Snart opbyggede han sig en kundegruppe i miljøet.

”Jeg havde jo ingen revisoruddannelse, men måske talte vi samme sprog. Måske følte de artister sig ikke lige så skyldige, når de kom og afleverede en gammel Netto-pose fyldt med krøllede kvitteringer til mig, som de ville have gjort over for et eller andet stift jakkesæt.”

Foto: NorSea

MED TIDEN VAR det ikke kun krøllede kvitteringer fra turbus-livet, han tog sig af. Efterhånden havde flere af kunderne både bestyrelser og organisationsstruktur. Tobias Kippenbergers opgaver spredte sig over både bogholderi, administration og økonomisk rådgivning, og en dag tilbød en kunde ham en stilling i en ny startup, der skulle lancere en online billetplatform. Havde han lyst til at prøve at arbejde med IT, spurgte de og gjorde ham til landechef for den nye platform, Tikkio.

”Jeg har aldrig været god til at sætte mig på en stol og læse op på ting. Jeg er mere learning by doing, men jeg har åbenbart en tro på, at jeg altid kan lære noget nyt og få det til at fungere,” siger Tobias Kippenberger, der sammen med sin nye arbejdsgiver rendte panden mod en mur, da corona i 2020 kom ind på scenen og minimerede mulighederne for at sælge billetter til noget som helst.

Han blev fritstillet og gik rundt i sin have i det gode vejr i noget, der føltes som en evighed. Gjorde sig lidt tanker. Og fik lyst til at gøre en indsats for den musikalske talentmasse i Esbjerg.

”Jeg var på det tidspunkt engageret i et talentprogram i København og tænkte, at man måtte kunne lave noget tilsvarende i Esbjerg.”

De næste par år rejste Tobias Kippenberger ikke bare til Esbjerg i ny og næ for at besøge sin mor og sine svigerforældre, men også ofte for at tale med de unge, med kulturbranchen, med rådhuset og med erhvervslivet – for bedre at forstå, hvad det egentlig er for et sted, han kommer fra. 

Esbjerg har ry for at være god til at omstille sig og har igennem sin godt 150 år lange historie både været afskibningspunkt for landbrugsvarer til England, vigtig fiskerihavn, knudepunkt for offshore-trafik og centrum for vindenergi og grøn omstilling. Senest er Esbjerg Havn på NATO’s ønskeliste, hvis sejlrenden kan blive uddybet nok til de store krigsskibe. 

Mange forbinder imidlertid stadig byen med brune værtshuse, rødspætter i dyngevis og en på kassen, hvis man stikker en udefrakommende næse for langt frem. Samtidig har byen desperat brug for nyt blod for at kunne opretholde sin rivende kommercielle udvikling. Men landets femtestørste by er måske nok en af Danmarks yngste byer, men ikke nødvendigvis nogen magnet for unge tilflyttere.

”Erhvervslivet er lykkedes med at skabe virkelig mange arbejdspladser og har trukket mange virksomheder til byen. Der er vindkraft. Power to X-anlæg. Det er sindssygt, hvad der foregår på den havn,” siger Tobias Kippenberger. 

”Men man har også svært ved at tiltrække den bedst uddannede del af arbejdsstyrken. Engang var det et fiskersamfund, nu har man brug for jurister og ingeniører. Den rekruttering er ikke i mål. Der er kommunen og erhvervslivet enige i, at det godt kan betale sig at gøre byen mere attraktiv.”

ALT GODT FRA HAVET

Havnen danner rammen, og havnen bliver et gennemgående tema på den nye festival, hvor der blandt andet kommer til at være knallertræs på havnen ved den lokale Puch Maxi-klub Maxi Maniacs og – håber festivaldirektøren – lokale specialiteter som bakskuld (saltet, lufttørret skærising) og kaffepunch.

UNDER ARBEJDET MED byens musikalske talent fik Tobias Kippenberger den idé at skabe en ny stor musikfestival, lige dér, midt på havnen. I knap 30 år havde man Esbjerg Rock Festival, men den opløste sig selv efter 2018-udgaven på grund af dårlig økonomi. Sidste år gik Tobakken konkurs, stedet åbner dig igen i august, men kulturlivet mangler infrastruktur.

”Alle store, moderne musikproduktioner hænger lyd- og lysanlæg op i loftet. Men Esbjerg har ingen scene, der kan rumme de største danske navne. Der er kun en håndboldhal med et skrøbeligt gammelt loft. Så de største danske artister kører bare i en bue udenom. Hele Sydjylland er skåret af,” siger Tobias Kippenberger, der sidste år begyndte som direktør for Suset, den nye festival, der har premiere på Esbjerg Havn i august i år. 

I ryggen har han koncert- og festivalarrangøren Live Nation, der blandt andet har nyere danske festivaler som Heartland og Copenhell i porteføljen, og i partnerkredsen finder man også Esbjerg Kommune, Esbjerg Havn og repræsentanter for det lokale erhvervsliv. På plakaten hedder hovednavnene blandt andet Teddy Swims, Medina, D-A-D, Andreas Odbjerg og Tessa, og omgivelserne bliver asfalt og beton, kajkanter, bliklagerhaller og høje lysmaster.

”Suset er en mainstream-festival, og ambitionen er i første omgang at få de største danske artister tilbage til Esbjerg. Det synes jeg, byen fortjener. Samtidig er en festival mere end musikken, så vi forsøger at skabe en totaloplevelse, der trækker på Esbjergs identitet som havneby. Det skal være et særligt univers, du kan træde ind i, som du ikke får på andre festivaler. Vi drømmer om at få et 20 meter højt skib til at lægge til kaj og danne kulisse. Vi drømmer om en kæmpe kran inde midt på pladsen, hvor vi kan indrette en bar og hænge en kæmpe diskokugle i hejseværket.”

Og hvorfor kalder I festivalen Suset?

”Det er en del af esbjergensernes egen kernefortælling: Her blæser det altid. Det ville vi gerne finde et positivt ord for. I Esbjerg kan der være en tendens til at tale sig selv lidt ned. Jeg vil hellere tale det op.”

Suset finder sted for første gang på Esbjerg Havn 16.-17. august. Der er 10.000 billetter til salg. Hør blandt andre Teddy Swims, Anne Linnet, Noah Carter, Malte Ebert, Nik & Jay og Magtens Korridorer.

/

Sommerens bedste sider

Ferietid er romantid. Tre af landets største forlag tipper om deres hængekøje-hits.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

Line Miller, forlagschef for oversat skønlitteratur ved Politikens Forlag

1. KARIN SMIRNOFF: ’JEG TOG NED TIL BROR’

”Efter et besøg hjemme beslutter Jana sig for at blive boende i sin barndoms landsby Smalånger i det nordlige Sverige. Broren er ved at drikke sig ihjel, moren er på plejehjem, og byen er hensygnende. Da Maria, en kvinde fra lokalmiljøet, findes død, sættes en række begivenheder i gang, som får afgørende betydning for Jana. Et kraftfuldt familiedrama, en fortælling om livet i Udkantssverige, og på trods af det alvorlige er bogen noget så sjældent som sjov. Allerede inden udgivelsen af denne første bog i trilogien om Jana Kippos liv var Karin Smirnoff nomineret til en August, en af Sveriges største litteraturprise. Siden har serien gået sin sejrsgang i hjemlandet, hvor det er svært at finde en læsehest med respekt for sig selv, der ikke kender til hende.” 

2. ALEX MICHAELIDES: ‘DEN TAVSE PATIENT’

”Alicia og Gabriel har det perfekte liv sammen. Hun er kunstmaler, han fotograf, de bor på en celeber adresse i London og har den helt rigtige omgangskreds. Alt ser lydefrit ud – lige indtil Alicia skyder Gabriel fem gange i hovedet, hvorefter hun nægter at ytre ét ord. Alex Michaelides’ pageturner har perfekt spændingskurve, stærk psykologisk indsigt, indtagende miljøer med mange facetter og et plot så kunstfærdigt og elegant, at man får lyst til med det samme at læse den igen, bare for at se, hvordan forfatteren gjorde det. Årets internationale spændingsdebut har toppet et utal af internationale bestsellerlister, inklusive de danske, og bogen bliver ved med at finde nye læsere.”

3. ELENA FERRANTE: ‘NAPOLI-KVARTETTEN’ 

 (’Min geniale veninde’, ’Historien om et nyt navn’, ’Dem der flygter og dem der bliver’, ’Det forsvundne barn’) 

”Efter anden verdenskrig er Italien på mange måder forarmet, og Lilas familie er fattig. Men hun er en flammende intens person og et lysende intellekt. Elena tiltrækkes magnetisk af Lila, og de to piger får afgørende betydning i hinandens liv. Elena Ferrantes fire bøger om Elena og Lila er et af det 21. århundredes mest afgørende værker. Det er bøger om familie og kærlighed, om Europas historie, om mænd og kvinder, barndom og aldring, længsel og adskillelse, klasse og køn. ’Napoli-kvartetten’ har nogle år på bagen, men der er en særlig grund til at læse den netop denne sommer – Elena Ferrantes længe ventede næste roman, ’Voksnes svigefulde liv’, udkommer på dansk til september.”

Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal

1. LISA HOLMFJORD: ‘DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK’

”Lisa Holmfjord debuterer som forfatter med en stærk og autentisk psykologisk thriller om mænds vold mod kvinder – et stort problem i det ellers så frigjorte Danmark. Lisa Holmfjord har indgående kendskab til voldsramte kvinder, hvorfor de bliver i deres parforhold, og hvordan de bliver modarbejdet af et system, der støtter veltalende mænd. Forfatteren, der er uddannet socialrådgiver, har arbejdet på kvindecentre i 20 år og har siden 2015 været direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.”

2. MALENE RAVN: ‘HVOR LYSET ER’

”En gribende fortælling om bohemeliv, ung kærlighed, uønskede graviditeter, kunst, død og stor passion. Romanen bygger på kunstneren Carl Fischers dramatiske kærlighedsliv og omhandler dele af Malene Ravns egen familiehistorie. Beretningerne fra det ægte levede og barske liv er storslåede, spændende og overraskende. Malene Ravn fik sit gennembrud med romanen ’I dine øjne’ om den dansk-kinesiske dreng Erik.”

3. ANDERS MORGENTHALER OG MARIE LOUISE TÜXEN: ‘KØD OG FRED’

”En tempofyldt og forbryderisk historie om tre kvinder, ingen regner for noget, men som tager skæbnen og strikkepindene i egen hånd og går i krig mod kødindustrien. Forfatterduoen Morgenthaler og Tüxen, som sidste år bragede igennem med svindlerhistorien ’Helle Erobreren’, har skrevet en sjov pageturner om handlekraftige kvinder og klimaforandringer.”

Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef Lindhardt og Ringhof

1. LEIF DAVIDSEN: ‘FORRÆDERENS BØRN’

”Leif Davidsens bøger er oversat til et hav af sprog, filmatiseret og har modtaget alle de priser, der er værd at modtage. Nu er Leif tilbage, og på forlaget har vi ventet i spænding, for vi vidste, at han barslede med en selvstændig fortsættelse til kæmpesuccesen ’Djævelen i hullet’ fra 2016. ’Forræderens børn’ er et hæsblæsende spiondrama, der indledes med et giftmord i Ringkøbing, trækker tråde til den russiske efterretningstjeneste og leder ud på en farefuld færd igennem Europa.”

 2. ANNE-MARIE VEDSØ OLESEN: ‘MÅNEN OVER ØEN’

”Forestil dig en fremtid, hvor hele menneskeheden lever sit liv på nettet, i en grad så de er blevet afhængige og kun kan gå offline, hvis de tager beroligende stoffer. I denne filosofiske science fiction-roman følger vi hovedpersonen Hypatia til grænselandet for den menneskelige bevidsthed i en søgen efter sin egen fortid.”

3. MICH VRAA: ‘VANILJEHUSET’

”Mich Vraa begejstrede anmelderne og læserne med sin trilogi om De Vestindiske Øer. Nu er den store storyteller vendt hjem og har skrevet et historisk skæbnedrama, som bør blive årets danske sommerkrønike. Romanen foregår i Odense på gullaschbaronernes tid og handler om købmanden Dusinius, som vinder hele verden – men mister sig selv, en slags dansk ’Citizen Kane’.”

/