Indlæg

Uden sikkerhedsnet

For publikum er det en blændende drøm. For artisterne, gøglerne og tryllekunstnerne er det blodig alvor. Cirkusmuseet fortæller historien om savsmuldets originaler, vovehalse og lykkeriddere og giver glade amatører mulighed for at kaste sig ud i linedans, kegler og akrobatik.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Cirkusmuseet

JEG FØLER MIG som en forkalket sprællemand, mens jeg – spændt ud i et vinrødt klæde, der hænger i en løkke ned fra det høje loft – forsøger at sprede arme og ben ud fra kroppen. Mine journalistlysker syrer til, og knoerne hviner, mens jeg forsøger at tegne en akrobatisk, Leonardo da Vinci-agtig figur i luften med min krop og samtidig desperat holde fast om det glatte stof. Instruktør Line Vittrup synes, at jeg har brug for mere udfordring, og giver sig til at dreje mig rundt i luften, hurtigere og hurtigere, som en forsinket grillkylling. Væggene i det, der engang var fægtesal, men som i dag bruges af Cirkusmuseet, drejer forbi. Til min overraskelse føler jeg mig ikke svimmel, men da jeg bagefter træder ud af stofslyngen og ned på madrassen, er det, som om rummet ikke vil holde op med at snurre omkring mig. 

”Vi vil gerne give vores besøgende forståelse for, hvad det kræver at arbejde som cirkusartist. Og Line er god til at finde kompetencen hos den enkelte, der kommer forbi,” siger museumschef Mikkel Knudsen, der også får en let omgang artistundervisning denne eftermiddag, men som har sprunget luftturen over.

”Jeg kan godt lide at rykke grænsen hos folk, så de tør noget mere, end de troede, de gjorde,” siger Line Vittrup. Hun er selv forhenværende cirkusartist, og nu kaster hun i Cirkusmuseets sal børn og voksne, forretningsfolk på teambuilding og pensionister på udflugt ud i jonglering, linedans, trapez eller så halsbrækkende aktiviteter, som de nu har mod på. Og når hun siger, at alle kan få noget ud af en tur i manegen, mener hun det bogstaveligt:

”Der var en gang, hvor vi skulle have besøg af en gruppe børn, der var født med manglende lemmer. Vi vidste bare ikke, hvor udfordrede de var. Men selv en dreng, der manglede det meste af sine arme, endte med at hænge i en trapez. Det var ret rørende,” fortæller hun.

KRUDT OG SAVSMULD

Avedørelejren blev bygget som kaserne ved Vestvolden uden for København i årene 1911-13. Et forsvarsforlig nedlagde lejren i 1996, hvorefter bygningerne blev købt af filmselskabet Zentropa og Hvidovre Kommune. I 2001 rykkede Cirkusmuseet ind i den nyrenoverede kommandantbygning. Forstadsmuseet, et kulturhistorisk museum og lokalarkiv, holder også til i den gamle kaserne.

Hårpragt var en nødvendighed for Wong Ko Lian, der var hårhængerjonglør.

MIKKEL KNUDSEN ER historiker og har været ansat hos Cirkusmuseet i 18 af de 21 år, det har eksisteret i Avedørelejrens historiske bygninger i København-forstaden Hvidovre. Han mener, at museets grundlæggende opgave er at skabe opmærksomhed omkring cirkus på linje med andre kunstarter, og meget af hans arbejde går ud på at grave interessante fortællinger ud af fortidens savsmuld og servere dem på en tidssvarende måde.

”Som historiker er man tilbøjelig til at ville vise sin viden og lave noget klogt, der kunne blive til et program på DR2. Men vores målgruppe er langt hen ad vejen børn, og så må man tænke mere i Ramasjang,” siger han ved begyndelsen til museets udstilling og tænder for en videoprojektion, hvor bugtaler og entertainer Peter Nør­gaard i selskab med dukkehunden Charlie giver et kort rids over cirkusinstitutionens historie – fra de første numre med heste på Philip Astleys rideskole i London i 1768, til de franske nycirkusartister i Archaos i 80’erne og 90’erne begyndte at jonglere med motorsave. Vi fortsætter ind i et rum med kostumer, hvor en broderet kinesisk kåbe gør mere eller mindre afslørende paillet- og rhinstensbesatte cirkusprinsessedragter selskab. 

”Vi er ikke et museum bebyrdet med 8.000 potteskår – ikke et ondt ord om potteskår i øvrigt – men det er sjovt at have nogle lidt glamourøse museumsobjekter at vise frem,” siger Mikkel Knudsen og forklarer, at den kinesiske dragt har tilhørt Wong Ko Lian, der slog sig ned i Danmark engang efter første verdenskrig. Hans egentlige metier var hårhænger-jonglering, en østerlandsk form for akrobatik, hvor man hejser jongløren op i håret. Med tiden, som hårstråene blev færre og tyndere, endte han som tjener på en kinesisk restaurant i København. Hans familiemedlemmer kommer stadig af og til forbi museet, fortæller Mikkel Knudsen.

Bernhard Eriksen udnyttede sin smidighed som slangemennesket og udbryderkongen Bernardi.

JEG BALANCERER PÅ ét ben og løfter armene op over hovedet som en gammeldags proptrækker. Jeg forestiller mig, at jeg står i rampelyset på en line højt hævet over publikum i et mørkt telt. I virkeligheden er der under en halv meter ned fra det brede, udspændte tov – som jeg kort efter dratter ned af.

”Du skal finde ét punkt at kigge på, så er det lettere at holde balancen,” siger Line Vittrup, der har været ved stort set alle cirkusser i Danmark og en pæn portion i udlandet, men som i dag har lagt det fysisk krævende liv som cirkusprinsesse bag sig. 

Som ung var hun vild med springgymnastik, og under et kursus på idrætsefterskolen i Oure begyndte hun at interessere sig for artisteri. Hun søgte ind hos Cirkus Krone i Hårup i Østjylland, hvor hun lærte at jonglere med ild, passe heste, slå telt op og sælge popcorn og blev forlovet med direktørens søn. Senere arbejdede hun med mange andre cirkusser, og under en turné i England blev hun opdaget af den tjekkiske Faltyny-cirkusfamilie, der inviterede hende i lære som jonglør og akrobat på ethjulet cykel. Mens hun rejste rundt med Faltyny-truppen, manglede der til en forestilling i Offenburg i Tyskland en medvirkende til et knivkasternummer. Line Vittrup, der gerne ville frem i branchen, syntes ikke, hun kunne sige nej, og på trods af nerverne accepterede hun at blive det mål, der ikke skulle rammes. Inden hun skulle på, sagde knivkasteren til hende: ”Du står fucking stille!” Så det gjorde hun.

Museumschef Mikkel Knudsen tegner og fortæller. Foto: Ebbe Forup

CIRKUSHISTORIEN ER FULD af dramatik, i og uden for manegen. Tænk bare på Eyvind Hansen, der voksede op i mellemkrigstiden som barn af cirkusartister, der ikke ville have, at han skulle ende som dem, men hellere læse og skrive og blive til noget. I smug trænede den unge Eyvind, og med tiden kunne forældrene ikke fornægte drengens enorme behændighed. Som 16-årig kom han på sin første turné i USA, hvor han efterfølgende slog sig ned og med tiden blev kendt som verdens bedste jonglør under kunstnernavnet Bob Ripa og tjente styrtende på sit talent. I 1943 blev han inviteret til at underholde de amerikanske stillehavstropper på Phoenix-øerne og fik som del af besøget lov at flyve med i et jagerfly, som, uvist hvorfor, styrtede ned. Eyvind Hansen døde 30 år gammel. 

Eller tænk på Bernhard Eriksen, en fattig dreng fra Løkken, der stak til søs og blev så ferm med tovværket, at han kunne komme fri, ligegyldigt hvordan man bandt ham fast og spændte ham op, og som skiftede sømandslivet ud med en karriere som slangemennesket og udbryderkongen Bernardi, der altid slap ud. Selv i lænker, i en antændt sæk, der blev kastet i vandet. Bernardi dukkede altid op til overfladen igen og optrådte med glansnummeret i mange år, indtil heldet slap op, og han sank til bunds i sin sæk en kold dag i Rønne i påsken 1946. Obduktionen viste, at han havde fået hjertestop, og at han nok var død den dag under alle omstændigheder, selv hvis han var blevet i sengen.

Eller hvad med Jeppine Kristine Hansen fra Vesterbro i København, der blev et varieté-trækplaster på Dyrehavsbakken i 30’erne, 40’erne og 50’erne, hvor hun under navnet Miss Florens optrådte som primaballerina og med skønsang, begge dele i gåseøjne fra publikums side, for synge rent kunne hun ikke, og spagaten skulle hun af og til hjælpes op fra. Men i sine egne, muligvis lidt forstyrrede øjne var hun noget, hvilket blev bekræftet ved hendes begravelse i 1956. Familien skammede sig og havde ikke noget pænt at fortælle om hende til præsten, som ved ceremonien rejste tvivl om, hvorvidt der overhovedet var en plads til den afdøde i himmerige. Hvorefter Miss Florens’ venner fra Bakke-miljøet, der var mødt op i hundredvis, truede præsten så eftertrykkeligt med bank, at han måtte stikke af.

ARTIST OG ARKIV

Ølund Jacobsen debuterede som jonglør i 1937 og kom med kunstnernavnet Barly til at arbejde for blandt andre Benneweis. Gennem cirkuskarrieren gjorde han en dyd ud af at gemme på fotos og andre effekter fra miljøet, og samlingen kom til at fylde en stor del af den to et halvt værelses-lejlighed på Vesterbro, som han slog sig ned i, efter at han som 55-årig trak sig tilbage. I 1992 stiftedes Selskabet Barlys Venner, der arbejdede på at få samlingen udstillet permanent, hvilket blev en realitet, da Cirkusmuseet åbnede i 2001 med Barlys samling som rygrad. Barly døde selv i 1999.

”OG SÅDAN ER der utrolig mange rørende historier, når man dykker ned i dem. Cirkus er virkelig en verden, der vokser på én,” siger Mikkel Knudsen foran et sort-hvidt billede af den robuste Miss Florens, der knikser iført transparent skørt. 

Museumschefen fortæller, hvordan den verden har været under pres, i hvert fald herhjemme, hvor visse cirkusser de senere år har haft for mange tomme sæder under teltdugen – muligvis fordi vi alle sammen render rundt med en lille skærm i lommen, der tilbyder øjeblikkelig, digital magi, uden at vi behøver forlade sofaen. 

I 2018 blev de sidste vilde dyr forbudt i cirkus­arenaen, og nogle frygter, at politisk korrekthed på længere sigt kan gøre det af med kropsnære kostumer og vildt vovemod. Alligevel har corona ramt branchen så hårdt, at det nu diskuteres, om man skal bede om et sikkerhedsnet i form af statsstøtte – hvad cirkusfolket tidligere har været modstandere af, fordi de ville forblive herrer i eget skæve hus. En uskreven regel har sågar gennem historien forvist politiske spørgsmål fra cirkussets arbejdspladser.

”Når man skal turnere sammen i månedsvis, nytter det ikke noget, at man bliver uvenner over den slags,” fortæller Mikkel Knudsen, der håber, at cirkus klarer sig ud af krisen, og at trangen til at opleve forfinet håndværk live vil overleve. På den ene eller anden måde:

”Hvem ved … Cirkusfolk har altid været gode til at omstille sig. Og vi hører faktisk, at mange cirkusser i år har den bedste sæson længe.”

Foto: Ebbe Forup

SOMMERCIRKUS

Har du brug for at få rystet op i børnene i ferien? Museet afholder søndag til torsdag  klokken 11-13 cirkusleg med aktiviteter som trapez, jonglering og balancegang – eller tag ud i landet og find selv et cirkustelt.

I TRÆNINGSSALEN KÆMPER jeg med at få en plastiktallerken op at rotere på en tynd træpind. 

”Du skal have løse håndled, som om du bruger et piskeris,” siger Line Vittrup. 

Alligevel springer tallerkenen væk fra mig og min pind, som om jeg var et farligt dyr. 20 forgæves forsøg senere spørger jeg hende:

”Du sagde, at alle har en kompetence, hvad er egentlig min?”

”Du var meget god til at gå på line. Det her, til gengæld … hmm,” svarer hun tøvende, inden hun finder en opmuntrende vinkel:

”Men du er velkommen til at komme igen og øve dig en anden gang!”

 

/

For fuld hammer

Da de i en moden alder begyndte at skrive, tog de hul på et helt nyt livskapitel, og siden Lotte og Søren Hammer slog igennem med deres debutkrimi, har de ikke kigget sig tilbage. Ud & Se tog til Frederiksværk og mødte et driftssikkert søskendepar, der ikke er vokset fra at drille hinanden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Daniel Buchwald

Hvorfor skriver I krimi?

Lotte: ”Vi er begge to vilde med den svenske krimiduo Sjöwall og Wahlöö, som vi begge læste ivrigt, da de først udkom i 60’erne. Da Søren foreslog, at vi skulle skrive sammen, var genren slet ikke til diskussion.”

Søren: ”Uden at jeg var rigtig klar over det, tror jeg også, det havde noget at gøre med, at du får noget forærende, når du skriver krimi. Der skal helst ske noget slemt og være en forløsning til sidst. Det er ikke et helt blankt stykke papir. Det var ikke så dårligt at have det som hjælp til at skrive i starten.”

Der kan være rigtig gode penge i krimier, hvis man bliver et hit. Var det med i overvejelserne?

Søren: ”Overhovedet ikke. Da vi havde skrevet manuskriptet til ’Svinehunde’, vores første bog, sneg jeg mig op om natten og kopierede det i tre eksemplarer, som jeg syede sammen med kinesertråd. Der var tusind sider! Vi gik rundt med manuskripterne til naboerne og spurgte, om ikke de havde lyst til at læse. Så kom de tilbage og sagde: ’Ih, hvor er det godt!’ – De havde selvfølgelig aldrig læst det. Men Lotte og mine børn pressede på: Nu skulle vi prøve at få det udgivet. Jeg var ikke specielt vild med ideen.” 

Lotte: ”Men du er vel ikke ked af det nu, hehe? Jeg syntes, bogen havde potentiale, men jeg anede intet om branchen. Jeg tænkte mig om: Forlag, forlag, forlag … jo, der er vist noget, der hedder Gyldendal. Så sendte jeg det ind til dem.”

I det lange løb kunne Søren Hammer ikke både skrive og undervise: ”Når du får travlt med andre ting, føler eleverne sig hurtigt fravalgt.”

’Svinehunde’ blev solgt til oversættelse i 16 lande, endnu inden den blev udgivet på dansk i 2010. Hvor længe måtte I knibe jer selv i armen?

Søren: ”Vi fik at vide, at det ikke var normalt. Men det var nu engang sådan, det blev for os, så vi fik indtrykket af, at det var en ret nem ting at få succes.”

Lotte: ”Gyldendal prøveoversatte et uddrag og tog det med til bogmessen i Frankfurt. Dagen efter hun var taget af sted, ringede den søde dame fra Gyldendal til mig: ’Nææh, de har købt den til oversættelse i Tyskland.’ ’Det var da dejligt,’ svarede jeg. ’Rigtig dejligt.’ Så støvsugede jeg videre. Lidt efter ringede hun igen: ’Nu har vi solgt den til Frankrig!’ ’Nå, skønt,’ svarede jeg og støvsugede videre. Tredje gang hun ringede for at fortælle, at Holland havde købt den, tænkte jeg: ’Kan du ikke samle det lidt sammen, jeg skal også være færdig med rengøringen.’ Jeg kan godt høre, det lyder lidt underligt, og vi er jo ikke dumme, sådan for alvor …”

Søren: ”Jeg har egentlig aldrig taget stilling til, om du er dum …”

Lotte: ”Ha! Det har du nævnt. Mange gange!”

Det fik jer ikke til at miste jordforbindelsen?

Søren: ”Nej! Det er nok anderledes, hvis det sker, mens man er ung, men vi var henholdsvis 55 og 58 år, da vi brød igennem. Og vi havde begge to haft en anden karriere. Så vi tog det ikke så alvorligt. Det er ikke ment arrogant eller højrøvet, men når du sidder og skriver, gør det ingen forskel, om vi, som i dag, udkommer i 22 lande, eller om det primære salg er på Fyn. Det har ingen indflydelse på arbejdet. Det hjælper mig ikke, men det hæmmer mig heller ikke.”

Så det har ikke ændret jeres liv?

Lotte: ”Kun på den måde, at vi begge to holdt op med at arbejde. Og det kan stærkt anbefales ikke at have en chef.”

Søren: ”Det er et privilegie, at det kan lade sig gøre økonomisk. Nogle gange når jeg er i Netto, tænker jeg da over, at jeg ikke længere går og lægger sammen i hovedet. Det kunne jeg godt finde på tidligere, når det var sidst på måneden.”

Lotte: ”Og hvis vaskemaskinen siger mærkelige lyde, får jeg ikke knopper. For jeg kan bare købe en ny.”

Søren: ”Vi er ikke så materialistiske.”

Lotte: ”Måske lidt kedelige, kunne man sige.”

”Et år blev vi nævnt med fuldt navn i Gyldendals økonomiske halvårsrapport – det syntes jeg var ret stort,” siger Lotte Hammer.

I bor stadig her i Frederiksværk og er ikke flyttet til Nordkysten eller noget andet mere mondænt …

Lotte: ”Ha! Nej. Vi voksede op i Charlottenlund nord for København. Men der ønsker jeg mig ikke tilbage.”

Hvordan kom det sig, at I flyttede sammen?

Søren: ”For omtrent 13 år siden var jeg ansat hos Sony Ericsson, hvor jeg underviste i programmering. Det begyndte at gå rigtig skævt for selskabet, og vi blev fyret alle sammen. Jeg boede i Bagsværd, var netop blevet skilt og havde ikke rigtig råd til at blive boende. Jeg havde lyst til at prøve at bo i provinsen. Og så bød lejligheden sig til at flytte ind på 1. sal hos Lotte, da vores gudmor på 90, som boede deroppe, døde. Jeg tror ikke, jeg ville flytte til Frederiksværk, hvis jeg var 30. Men jeg havde brugt København på det tidspunkt. Derudover kan man være på Rådhuspladsen på fem kvarter.”

Da I fik antaget ’Svinehunde’, sagde I, at I var amatører, der pludselig var havnet blandt professionelle. Sådan kan I vel ikke have det længere? 

Søren: ”Vi var amatører, men vi var ret heldige. Jussi Adler-Olsen hjalp os med at sætte os ind i spillet omkring kontrakter og forklare, hvad og hvem man skal lytte til.”

Hvordan kom I i kontakt med ham?

Lotte: ”Vi boede på samme hotel i Horsens under den allerførste krimimesse, vi var med på, og faldt i snak til morgenmaden. Han præsenterede sig, og vi hægtede os stort set på alle, der overhovedet ville hilse på os. Vi følte os lidt lost. Vi anede ikke, om det var normalt, at man fik betalt sin rejse til messen. Gav de frokost, eller skulle man betale ved en eller anden kasse? Hvor meget hilser man på hinanden, er man en stalker, hvis man går hen og siger hej? Det var rigtig rart at møde Jussi. Han havde allerede været i gamet i mange år og med forskellige kasketter på. Nu prøver vi at give lidt tilbage i systemet, hvis vi møder debuterende forfattere.”

Det virker, som om I ikke interesserer jer så meget for klassiske ’hvem er morderen’-gåder, det ved læseren ofte ret tidligt i jeres bøger. Hvad er jeres motivation for at skrive spændingslitteratur? 

Lotte: ”Jeg har altid syntes, det mest interessante spørgsmål er: Hvorfor? Jeg kan vældig godt lide krimier, men jeg synes også, man skal have noget med hjem som læser. Noget at tænke over. Vi er begge to politisk engagerede, og vi er ofte på de små menneskers side. Kan man ikke sige det sådan? Det lyder da meget godt i hvert fald …”

Søren: ”Høhø! Jeg ved ikke, hvad du er ved at rode dig ud i.”

HAMMER-PRODUKTIVE

Lotte og Søren Hammers bøger udgives på 22 sprog. Søskendeparret debuterede som forfattere i 2010, og siden har de skrevet 22 bøger, blandt andet 10 bind i serien om drabschef Konrad Simonsen og otte bind i den historiske spændingsserie ’Venner og fjender’. Lotte Hammer er 67, uddannet sygeplejerske og tidligere medlem af byrådet i Halsnæs Kommune for Socialdemokratiet. Søren Hammer er 70 år og forhenværende lærer.

I ’Venner og fjender’, jeres otte bind store fortælling om anden verdenskrig, er den ene af hovedpersonerne en københavnsk pige af jødisk afstamning, den anden en ung mand fra det danske mindretal i Nordtyskland, som kommer ind i SS. Han har haft en dårlig barndom og været udsat for megen fysisk afstraffelse. Har I simpelthen været ude på at skildre de psykologiske faktorer bag nazismen?

Søren: ”Det er nok for meget sagt. Vi er i alle vores bøger interesserede i magtstrukturer og i, hvordan de påvirker den enkelte på måder, der sjældent er sort-hvide. Men lige præcis med nazismen skal man passe på. Vi nuancerer ikke mennesker, der bogstaveligt har været med til at slå titusindvis af mennesker ihjel på samlebånd. Det kan og skal ikke nuanceres. Det var ondskab, færdig. Vores hovedperson, Peter, kommer godt nok ind i SS, men han accepterer ikke drab på jøder. Læseren skal jo på en eller anden måde kunne lide ham.”

Hvor meget vægt har I lagt på den historiske korrekthed?

”Vi jager vores to hovedpersoner, Peter og Kassandra, ganske meget rundt i krigens brændpunkter, og jeg ved ikke, hvor realistisk dét er. Men ellers har vi forsøgt at ramme et realistisk niveau. Selvom man på et tidspunkt bliver nødt til at stoppe, for man kan researche på alting. Hvad kostede et halvt kilo flæskekød i Berlin i 1939? Aner det ikke. Uniformer er et andet felt, du aldrig bliver færdig med. Der er amatørforskere, der har haft det som hobby i 20 år. Hvis der en dag kommer en læser og bemærker, at vi har lavet en fejl om uniformer, så må vi enten erkende fejlen eller tage den lidt fejere udvej og sige, at det hører under den kunstneriske frihed, haha. Vi har dog en militærhistoriker til at læse bøgerne igennem, som er ret skrap.”

Hvor meget har I bevæget jer fra Frederiksværk for at kunne skildre de steder, I skriver om?

Lotte: ”Jeg har blandt andet været i Pripjat-sumpene, et kæmpe område på grænsen mellem Ukraine og Hviderusland, ikke så langt fra Kyiv – det ville jeg ikke gøre igen lige nu. Og vi har været i Warszawa og Berlin.”

Søren: ”Det stimulerer fantasien, men nogle steder er Warszawa og Berlin så smadret af krigen, at det næsten ikke gav noget at se de steder, som de ser ud i dag. På en måde kunne vi lige så godt have siddet derhjemme og researchet.”

Hvordan fordeler I arbejdet mellem jer?

Lotte: ”I begyndelsen skrev vi begge to hver for sig, fordelte scener og dialoger, som vi stykkede sammen. Til sidst skrev Søren det sammen, så melodien blev ensartet. Da vi begyndte på to historiske serier, der krævede meget research, blev det i stadig højere grad Søren, der stod for skrivningen, og i dag står han for langt det meste. Jeg researcher og faktatjekker og tager mig af den omsiggribende andel af administrative opgaver omkring udgivelser, oversættelser, lydbøger, e-bøger og rettigheder. Forfattere får tit en agent, vi vil hellere gøre det hele selv.”

Søren: ”Lotte er god til det. Vi får gode kontrakter, og jeg er lykkelig for, at hun tager sig af det. Det interesserer mig ikke. Jeg går, når Lotte begynder at forhandle.”

Lotte: ”Han synes, det er pinligt. Jeg har været leder af hjemmeplejen og ældreområdet her i Halsnæs Kommune, har siddet til en del forhandlinger og er ikke bange for at snakke om penge. Det er der rigtig mange forfattere, der er. Mange er så taknemmelige for overhovedet at udkomme, at de ikke får ordentlig betaling for deres arbejde. Det er jo ærgerligt, når det er det, de skal leve af – og jeg kan se, at det er sværere for et forlag at sige nej til en forfatter end til en agent. Agenten har jo mange i sin stald, så hvis han ikke klarer din forhandling så godt, så klarer han måske den i morgen bedre. Jeg har kun én interesse. Det er vores.”

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for jer?

Søren: ”Jeg står altid op klokken 3:30 og giver mig til at skrive klokken 4:00. Det er nogle dejlige timer, hvor ingen er oppe. En eller anden gang efter 7:00, når Lotte er stået op, holder vi et morgenmøde. Vi har et mål om at skrive fem sider med halvanden linjeafstand om dagen.”

Selv de søskende, der elsker hinanden højest, bliver irriterede på hinanden. Hvordan klarer I både at bo og arbejde sammen?

Lotte: ”Jeg føler ikke, vi bor sammen, egentlig. Vi ser ikke hinanden så farlig meget. Vi render vel på hinanden et par gange i løbet af dagen.”

Søren: ”Lotte er tit så rar at lave mad til mig. Det er dejligt, at der er en, der gider. Men vi er aldrig oppe at skændes om vores arbejde. Og det har vi aldrig været. Så vigtigt er det heller ikke, om der står det ene eller det andet.”

Lotte: ”Vi har et stort frirum, fordi vi kender hinanden så godt og har sagt de grimme ting, der skulle siges, for længe siden. Herregud, jeg har kendt Søren i 67 år. Og – nu skal jeg ikke rose ham alt for meget, det kan han ikke klare – det har været utrolig spændende og sjovt at lære ham at kende på den her måde. Gamle genvordigheder fra barndommen trådte fuldstændigt i baggrunden, da vi startede det her nye liv sammen som voksne. Jeg kunne forestille mig, at mange søskende kunne have glæde af et fælles projekt.”

Jeres relation er en slags plot i sig selv. I virkeligheden deler I hverken far eller mor …

Lotte: ”Vi er ikke blodsrelaterede på nogen måde. Vores forældre kunne ikke få børn, så de adopterede først Søren og derefter mig – fra hver sin familie.”

Hvornår vidste I, at I var adopteret?

Lotte: ”Det har vi vidst, så længe jeg kan huske. Vores far var dansklærer og læste for os hver aften, lange historier af Astrid Lindgren og Cecil Bødker. Men når han var på lejrskole, måtte vores mor overtage tjansen. Hun var ikke så vild med at læse højt, i stedet fortalte hun historier. Min yndlingshistorie handlede om, hvordan de ikke kunne få børn og græd og græd, indtil de fandt det her hjem, hvor man kunne gå hen og vælge et barn. Her gik de fra rum til rum, og der var masser af søde børn, men ikke lige det helt rigtige. Indtil de kom til det sidste rum, hvor Søren sad. Så vidste de med det samme, at det var ham, de skulle have. To år senere syntes de, at han skulle have en lillesøster, og tog tilbage til hjemmet, hvor jeg sad i det allersidste rum. ’Nææh, hende må vi have,’ sagde de. For en 10 år siden opsøgte jeg min biologiske familie, fordi jeg var nysgerrig. Jeg gik derfra og tænkte, at det var mig, der havde trukket det lange strå. Jeg havde fået nogle muligheder, jeg ellers ikke havde haft, og er helt sikkert blevet stimuleret på nogle måder, jeg ikke ville være blevet. Vi var virkelig vores forældres store projekt.” 

Levede de længe nok til at opleve, at I blev forfattere?

Søren: ”Nej, desværre. Det ville have glædet dem meget.”

3 HAMMER-FAVORITTER

Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig: ’Konkursklubben’ (2020)

”Spændende plot og en krimi med charme og sødme om en mand fra Solkysten. Lidt for brun, lidt for meget guld om halsen, med et glas i hånden fra morgenstunden – som man ender med at holde af.”

Johannes V. Jensen: ’Kongens fald’ (1901)

”En af de bedste romaner på dansk. De helt store temaer bliver behandlet. Magtkamp, vægelsind, blodbadet i Stockholm. Forrygende velskrevet. Fantastiske sproglige billeder.”

Maj Sjöwall og Per Wahlöö: ’Roseanna’ (1965)

”Den første i 10-bindsserien ’Roman om en forbrydelse’, om et drab på en amerikansk turist. Fin beskrivelse af den myrdede kvinde og af politiet som almindelige mennesker med hverdag, glæder og sorger. Måske den første nordiske krimi, der ville mere end at sælge bøger. ”

 

/

Livet på kanten

Havet giver, og havet tager, og en strandfoged følger dets rytme. Hver dag året rundt er P.C. Mikkelsen på stranden, ikke for at fiske eller bade, men for at holde opsyn med, hvad der skyller i land. Tag med til Thorsminde, et lille fiskerleje ved Vestkysten, og få vind i håret og sug i maven.
Tekst og foto:Gitte Salskov Jensen

EN SOLRIG FORMIDDAG ruller Peder Christian Mikkelsen op foran indgangen til Strandingsmuseum St. George på sin crosser, et all-terrain vehicle, iført rød og blå flyverdragt. Foran på den firehjulstrukne motorcykel hænger et lille papskilt, der afslører, at her kommer strandfogeden.

”Det river godt i det derude i dag,” siger strandfogeden med det blændende hvide hår, inden jeg sætter mig op bagpå. Heldigvis har jeg også iført mig flyverdragt og gummistøvler. Et par forbipasserende museumsgæster stopper nysgerrigt op. Der bliver hilst kort og udvekslet et par ord, inden vi sætter af sted mod stranden. Så snart hjulene møder sandet for foden af klitterne, slår han firehjulstrækket til på sin crosser. Så suser vi af sted, op over klitbankerne og ned mod æ haw. Nede ved havet udlever den 78-årige pensionerede fiskeskipper sin hobby, som han selv omtaler det, selv om strandfoged er et regulært embede under politiet. P.C., som han kaldes blandt venner, har sit eget lille strandlen på godt tre kilometer fra indsejlingen til det lille fiskerleje Thorsminde og sydover til mindestenen for strandingskatastrofen i 1811. Men i dag går turen nord for Thorsminde. Vi skal igennem det len, som han foruden sit eget passer for en strandfogedkollega. Strandfogeden er en slags politimester, hvis opgave det er at føre opsyn, indsamle og indberette om strandinger og vragdele, der er skyllet eller bjærget i land. 

MENS DE ROTERENDE hjul trækker synlige baner efter os i sandet, lyser det blåt fra himlen og fra havet, der ligger stille og tilbagetrukket, næsten lydløst, som en kat. Vi suser hen over sand og blotlagte sten, indimellem oppe på klitterne, indimellem helt nede i strandkanten. P.C. udpeger de steder, hvor man bedst kan finde rav. Han kender klitternes klare linjer, sandets mønstre og havets vuggen. Han kan berette om stenenes formationer, når de ligger som våde tunger på rækker. Han kan afkode hvert et hul og hver en skålformet fordybning – dér en fuglerede, dér en hund, der har gravet et hul. Og han kan spotte præstekraver (kortnæbbet vadefugl, red.) og pytter med kviksand på lang afstand.

Indimellem gør vi ophold og trasker lidt rundt med hovedet bøjet og blikket rettet ned, på udkig efter noget, der er værd at samle op og tage med hjem. Måske en sten, en klump rav, et forstenet søpindsvin – eller sneglehusstumper, som han altid skulle samle til sin kone, dengang hun levede. Eller bjergarten porfyr med sine karakteristiske fregner, der engang for millioner af år siden blev dannet i svenske og norske vulkaner og bragt hertil med isens fremstød under istiden. Skabe og kasser er allerede fyldt til bristepunktet derhjemme, men man kan jo aldrig vide, om det lige var i dag, der skulle dukke en særlig interessant sten op.

HAVETS PORT

Fiskerihavnen Thorsminde ligger på den 13 kilometer lange, smalle landtange, der afgrænser den lavvandede Nissum Fjord fra Vesterhavet. Ved Thorsminde ligger en sluse, der blev etableret i 1870’erne til afvanding af fjorden. Byen har campingplads og er destination for både surfere og kitesurfere og kan være et sted at starte en udforskning af Naturpark Nissum Fjord. Nord for byen ligger strandområdet Bøvling Klit.

P.C. ER PÅ stranden så godt som hver dag. Nogle dage to gange, hvis vinden har rusket godt i vest med pålandsvind, for så er der størst chance for, at havet har kastet noget af sig. Han er født og opvokset på egnen og har brugt det meste af sit arbejdsliv på at fiske – som de fleste andre mænd i Thorsminde. Strandfoged har han ’blot’ været de sidste 25 år. Hans far var også strandfoged, og før ham P.C.s bedstefar. Alligevel var det ikke farens strandlen, P.C. overtog – det gik nemlig til storebroren. Derimod var det på konens side, at der kom en åbning.

”Jeg fik det fra en arving til min kones bedstefar. Et barnebarn. Han døde, da han ikke var ret gammel. Og så fik jeg det. Jeg kan love dig for, at jeg har været glad for det. Der findes ikke et sted så dejligt som langs æ Westerhaw.”

Vi tøffer videre i landskabet, spotter omsider et stykke drivtømmer højt oppe på forstranden og sætter kursen mod målet. 

”Godt 12 meter langt,” vurderer P.C. tømmeret, der har ligget der længe, og som han har lyst til at vise frem. Vi sætter os skiftevis, banker lidt og stryger fingrene hen over et hul fra en nagle. På afstand kan det godt ligne et stykke tømmer fra et skib eller en coaster, men dertil passer den firkantede form og de sparsomme naglehuller ikke. En havnepæl? Måske! Fra et bolværk? Muligvis! Et godt fund er det i hvert fald, hvis man spørger P.C. 

”Der kan blive meget godt ud af sådan et stykke. Måske en bærebjælke.”

DENGANG STRANDFOGEDHVERVET så dagens lys tilbage i 1800-tallet, var der andre mængder af strandingsgods. Skibene slog sig ofte på kysten, og inddrevet tømmer kunne være en god indtægtskilde for befolkningen på kystlandet, hvor der var milelangt mellem træerne. 

”Dengang min bedstefar var strandfoged, var de sommetider herude i tre dage ad gangen, fordi der var så meget drivtømmer,” fortæller P.C. Mikkelsen. Strandfogeden havde en særlig tilgang til drivtømmeret, og alt, også de små stykker, kom med hjem og blev tørret og savet op, så manglede der aldrig træ at tænde op med – hvis ikke klitbønderne havde været der og ’hugget’ godset fra et forlis på stranden, før strandfogeden kunne nå at bjærge det. Dengang foregik bjærgningen med hestevogn, så der var rig mulighed for at forsyne sig med gods og træ i nattens mørke, inden strandfogeden havde været hele sit strandlen igennem. Man kaldte det ’at malke den blå ko’.

”Men sådan er det jo ikke mere,” konstaterer P.C. Strandinger og skibsforlis hører i dag til sjældenhederne alene af den grund, at skibene er blevet meget bedre. De er udstyret med gps og elektronisk søkort, hvilket gør det langt nemmere at navigere på åbent hav og undvige katastrofekurs. Alligevel bliver havet ved med at bringe genstande i land fra gamle grundstødte og forliste skibe. Eksempler på udbytte: krukker, mønter, tønder, tømmer, en vinkøler, et skæfte af et gevær og en blokskive i pokkenholt, som P.C. fandt nogle dage før jul sidste år, og som han mener har tilhørt den engelske marine.

I 70’ERNE OG 80’erne, inden han blev strandfoged, var P.C. Mikkelsen fiskeskipper, men brugte også en del af sin tid på at sejle med dykkere fra frømandsklubben Delfinen, som det var lykkedes at lokalisere og senere bjærge gods fra vraget af St. George, et skib fra den britiske Østersø-flåde, der sammen med linjeskibet HMS Defence under en orkan 24. december 1811 gik på grund ud for Thorsminde.

Omkring 1.400 mennesker omkom, til dato den største og værste stranding på den jyske vestkyst. P.C. kom ind i billedet en dag efter at have været på havet for at fiske. Han havde skib og kunne sejle dykkerne, der ofte havde hjulpet fiskerne på havnen med at rense fiskegarn, ud til St. George. Siden hen blev det til mange andre gamle skibsvrag for skipperen såsom damperen Hermod, hvor det lykkedes frømændene at bjærge skibsklokken, og Bark Louisiana, hvis last var fyldt med alt fra blybarrer til porcelænsdukkehoveder og skrivegrifler.  Mange af vragfundene ligger i dag på Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.

To kilometer syd for Thorsminde og umiddelbart ud for det sted, hvor St. George gik ned, ligger i Dødemandsbjergene et monument for de omkomne fra St. George. Det anslås, at mere end hundrede engelske søfolk blev begravet her. Monumentet minder samtidig om de mange andre omkomne sømandssjæle, der er sunket til bunds som sten heromkring eller undertiden er blevet bjærget eller drevet i land. Blandt andet under første verdenskrig.

”Der er en lov, der siger, at når der er pålandsvind, skal vi strandfogeder mindst én gang i døgnet gå igennem vores strandlen. Og under første verdenskrig, da min bedstefar var strandfoged, kom der så mange lig op på stranden, at, ja, uha, det var helt tovligt. Den krig, der var derude … De sagde til mine forældre, at hvis der kom lig ind med havet, måtte de ikke vise dem til børnene, fordi de så forfærdelige ud.”

HAVETS HØST

På Strandingsmuseum St. George kan du få mere at vide om en af verdenshistoriens største strandingskatastrofer, som fandt sted, da linjeskibene HMS St. George og HMS Defence strandede under en orkan, og næsten 1.400 mennesker døde. Bliv også klogere på lokalbefolkningens møder med strandede søfolk fra hele verden.

LOMMERNE ER VED at være fyldt op med porfyr, sten, sepiaskaller, rav og snegle­husstumper. Vi har forsøgt at bestige en sandbanke, har set et vindmølletestcenter og er sågar stødt på et glas med rådne rødbeder. Men der er stadig et sidste sted, som P.C. gerne vil vise frem. Så vi fortsætter tilbage over klitterne og ned på Vesterhavsgade. Dér, lidt uden for byen, ligger fødegården, indrammet af grønne marker og med udsigt til fjorden. I dag bor P.C.’s datter i huset, men marken med egen etableret sø tilhører ham. Vi fortsætter et godt stykke hen over sletten, inden vi gør ophold. Det er tydeligt, at gæssene har været på besøg – marken er hyllet ind i deres efterladenskaber. Og just som vi taler om solen, kommer en flok gæs flyvende gennem luften som en endeløs slange og lander på fjorden. Vi iagttager optrinnet, mens det står på. Så vender vi crosseren og kører tilbage gennem byen.

/