Indlæg

Fredericia Station er en af de travleste uden for Storkøbenhavn, og mange kender måske mest byen fra perronen. Men stå af og oplev …
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Kim Wendt, Fredericia Teater

1. FREDERICIA VOLD

Fredericia er bygget som en vaskeægte fæstningsby, der strækker sig tilbage til 1650, og byen har et af Nordeuropas største og bedst bevarede voldanlæg. Snus til havbrisen i det begyndende forår, og oplev historiens vingesus, ikke mindst i benene, når du går amok i bastioner, raveliner, voldgrave og kanoner på de cirka 16 kilometer stisystemer rundt om på voldene, der udgør en af landets største byparker.

Se mere på fredericiahistorie.dk

2. HAVNEN OG BROEN

Få en ægte Osvald Helmutsk ’Når dagen er forbi’-oplevelse af den slags, der ikke længere findes i København. Tag en spadseretur, og nyd skibene drive ud og ind af Port of Fredericia, der er en af Danmarks travleste godshavne. Er du mere til højder frem for dybder, så snup en af de populære bridgewalking-ture højt oppe på den gamle Lillebæltsbro med indbygget garanti for mavesug og en udsigt 60 meter over Lillebælt, du ikke tør glemme.

Se mere på bridgewalking.dk 

3. MUSICALITET

På Prinsessegade skråler publikum i Danmarks måske mest nyskabende musicalteater på livet løs. Fredericia Teater har siden 2011 specialiseret sig i stort opsatte europapremierer og urpremierer på musicals, der ikke før er set i Danmark. Fra 12. april disker teatret op med endnu en danmarkspremiere med den samfundskritiske og satiriske Broadway-forestilling ’Urine Town – Tissebyen – The Musical’.

Se mere på fredericiateater.dk

4. TØJHUSSPEKTAKLER

Det har været sukkerraffinaderi, det var i årtier magasin for artilleriet, men i dag er Tøjhuset i Fredericia et af Trekantområdets mest levende og mest ivrige koncertsteder. I april har bookingprogrammet navne som Nikolaj & Piloterne, Marie Frank, Bo Stief & Alex Riel Kvartet og Silas Bjerregaard (ham fra Turboweekend), og 27. april er der peace, love og rock and roll, når hyldestkoncerten ’Woodstock ’69’ fyres af. 

Se mere på tojhuset.dk/koncerter

 

5 tip: Sådan kan du også bevæge dig rundt i foråret.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Cirkusmuseet, haervej.dk

1. TOGRÅD FRA HINSIDAN

Sidste år købte svenskerne 30 procent flere interrailkort end året forinden. Svenskerne har blod på skinnetanden. I hvert fald ifølge forfatterne bag en ny bog, der guider til, hvordan du bedst ser Europa – gennem et togvindue. ’Med tåg genom Europa’ går i detaljer med 10 smukke togstrækninger samt seværdigheder langs ruten og restauranter, der er værd at stige af for. Den giver også håndfaste tip såsom, hvordan du nemmest planlægger og booker din rejse, hvilke apps og hjemmesider der er nyttige, og sågar: Sådan pakker du din taske. Mon ikke bogen, der er skrevet af to professionelle rejseskribenter og -fotografer, også vil være relevant for rejsende, der står på  toget på denne side af Øresund?

2. ER DIN BY INDE I BILLEDET?

”Vores byer forandrer sig hver dag. Og det går stærkt. Vi tilpasser os klimaforandringer, bygger i højden, river gammelt ned og skaber nye byrum. Men hvordan ser det ud, når gammelt møder nyt? Er forandringen af vores byer altid god? Og hvor sker forandringerne i din by?” Sådan lyder oplægget fra Dansk Arkitektur Center, der har udskrevet en fotokonkurrence om emnet. Så hvis du har noteret dig en forandring, vellykket såvel som vederstyggelig, der hvor du bor, var det måske værd at tage et billede af den og uploade det til Instagram forsynet med hashtagget #DACfangdinby2019. Vinderbillederne bliver vist på udstillinger på flere københavnske pladser.

Se mere på www.dac.dk/fangdinby

3. STUR, STUR NUMMER

Det omrejsende liv på trapezer, på stylter og i alt for store sko er benhårdt og ikke for børn. Men når først teltet er oppe, savsmulden er drysset, og orkestret er godt i gang, har cirkus en særlig charme. Inden de små husvogne med artister for alvor ruller ud i sommerlandet, kan du selv prøve, hvordan det er. Tag en tur ud til Cirkusmuseet i Hvidovre på Københavns Vestegn, hvor du og din familie kan dykke ned i den (kulørte) danske cirkushistorie og hver søndag i april kan blive undervist i alt fra jonglering til svære trapezsvingninger. Du kan også tage til Cirkusmuseet i Rold i Nordjylland, der ligger i Danmarks eneste bevarede cirkusbygning i træ, hvor du kan prøve (arm)kræfter med cirkusartisteri og få et sminkesvedende indblik i, hvor meget det egentlig kræver at få folk til at grine og gyse.

Se mere på cirkusmuseet.dk  og nordmus.dk/u/cirkusmuseet

4. FIND ROEN I SYDHAVET

’ Det sydfynske øhav ligger dér og putter sig så hyggeligt med det lave vand, det milde klima, rygdækningen fra nabolandsdelene og sine i alt 55 øer. Geologer kalder det med deres egen poesi for et druknet morænelandskab. Det blev dannet under seneste istid, da en gletsjer møvede sig ind fra sydøst og skubbede jorden op i langstrakte, afrundede bakker. Langt efter at isen var væk igen, steg vandstanden i havet sådan, at de holme og øer, vi ser i dag, kun er toppen af bakkerne. En oplagt måde at opleve det på er med lokal færge. Fra Svendborg er Skarø, Drejø og Hjortø inden for rækkevidde, og fra Faaborg kan man besøge tyndt befolkede Bjørnø, Lyø og Avernakø. Er man heldig, kan man indkvartere sig for natten, måske på idylliske Bjørnøgård, og lade ø-freden gå i blodet.

Læs mere på VisitSvendborg og VisitFaaborg.

5. KA’ DE LI’ VABLER?

Et halmstrå i munden, blikket ud over himlen, en rygsæk på skuldrene og ben, der bevæger sig gennem storslået og ofte uberørt natur. Der er masser af slidstærke grunde til at snøre vandreskoene og begive sig ud på en rigtig lang spadseretur. Et af de bedste steder i Danmark at få luft under sålerne er den 450 kilometer lange Hærvejen, der nu går all in på at blive en fast og sammenhængende del af pilgrimsruten, der strækker sig fra St. Olavsleden i Norge til den spanske ’El Camino de Santiago de Compostela’. 12 jyske kommuner, lokale turistorganisationer og foreninger går med støtte fra Nordea-fonden snart i gang med at fintune og forbedre forholdene langs Hærvejen, ligesom adgangen til natur­oplevelser og muligheden for at gå på opdagelse i historien og lokalkulturen skal øges. Målet er at bringe Hærvejen op i vandrestiernes superliga. Om ruten også ender med at få vandrepokalen, afgøres, når ændringerne står færdige om nogle år.

 

Ny rejse-app, samarbejde med UNICEF og frilandsgris i din franske hotdog. Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Jens Hasse/DSB, The Noun Project

LILLE HJÆLPER

Med appen Ping kan du få aktive pushbeskeder om lige netop din rejse, få forslag til alternative rejser, hvis noget går galt, få øjeblikkelig besked ved ændringer i togtrafikken og lave en nem oversigt over dagens og morgendagens rejser. Appen udvikles løbende af DSB Digital Labs på baggrund af brugernes tilbagemeldinger.

DSB STØTTER UNICEF

I 2018 indledte DSB et treårigt samarbejde med UNICEF, hvor DSB hjælper med at samle penge ind. I 2019 vil overskuddet fra salget af vand og kaffe i togene blive doneret til UNICEF’s arbejde med verdens udsatte børn.

88.529

Så mange sager løste DSB Kundehenvendelser i 2018. Den gennemsnitlige svartid var syv dage. Er man som kunde ikke tilfreds med afgørelsen i Kundehenvendelser, kan man altid skrive til DSB’s Kundeambassadør.

Kan downloades til iPhone via appstore eller pingapp.dk

FRILANDSGRIS I DEN FRANSKE STIL

Franske hotdogs og DSB’s 7-Eleven-butikker har i mange år hængt uløseligt sammen. Det bliver de heldigvis ved med, og fremover kan du spise din hotdog vel vidende, at kødet i pølsen er produceret under ordentlige forhold. Fra april måned vil alle pølser i DSB’s 7-Eleven-butikker stamme fra frilandsgrise. Det betyder blandt andet, at alle grisene er fritgående og har adgang til udendørsarealer og løbegårde. Frilandsgrise er desuden anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.

LOKUMSAFTALE

Toiletsystemerne i elektriske IR4-tog, som primært kører mellem København og Esbjerg, er i fuld gang med at blive udskiftet til nye systemer, der kan ’tale’ med DSB’s datacenter, som kan overvåge og rapportere fejl og advarsler fra toiletsystemerne. Dermed kommer DSB på forkant med fejl eller forsyningsudfordringer og får på den måde en større fleksibilitet i forhold til planlægning af klargøring og vedligehold. 

VIDSTE DU …

 … at DSB’s nye billettype Orange Fri er tilgængelig på cirka 95 procent af alle DSB-afgange, kan refunderes indtil 30 minutter før afgang og også kan benyttes i myldretiden.

Ny station ved Kalundborg, bedre mobildækning i togene og det digitale pendlerkort. Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB, The Noun Project

NÆSTE STOP ER…

Biotekbyen Kalundborg Øst. I december måned åbnede Danmarks nyeste togstation. Som navnet antyder, skal stationen blandt andet betjene de mange pendlere, der har deres daglige gang i Novozymes’ enorme biotekkompleks i Kalundborg. Efter planen skal der køre minimum ét tog i timen, der tilbagelægger strækningen fra København H til Biotekbyen Kalundborg Øst på halvanden time.

FÅ FORKROMET DIT OVERBLIK

Hvis du rejser med DSB’s fjern- og regio­naltog, er den nye hjemmeside dinstation.dk måske noget for dig. Du skal blot taste den station ind, som du starter rejsen ved, og så kan du se alle togafgange fra stationen i realtid samt blive gjort opmærksom på eventuelle sporændringer eller forsinkelser.

DET SIDSTE KLIP

Den 19. januar 2019 var sidste dag, hvor der var mulighed for at købe mobilklippekort. Fremover skal du, når du rejser med tog, metro eller bus på Sjælland, Lolland-Falster og Møn, vælge mellem rejsekort eller enkeltbillet. Har du købt et mobilklip-pekort, kan du stadig bruge det frem til 20. juli 2019.

REPEAT, PLEASE!

Rejser du med dobbeltdækkervogne, IC3- eller IR4-tog, vil du kunne opleve en bedre mobildækning. DSB er nemlig lige blevet færdig med at installere såkaldte repeatere i de førnævnte tog. Mobilsignalet bliver normalt hæmmet af togets metalyderside, men repeaterne sikrer, at kunderne i toget bedre opfanger mobilsignalet fra masterne langs togstrækningen.  

SLUT MED PAP PÅ SJÆLLAND

Er du pendler bosiddende på Sjælland, så har du købt dit sidste pendlerkort på pap. Det er DOT (Din Offentlige Transport), der har bestemt sig for at aflive pendlerkortet fra 19. januar 2019. Er du pensionist, vil der dog stadig være mulighed for at købe eller forny sit pap-pendlerkort fremover.

LUNT I SVINGET

Vidste du, at der findes 3.600 sporskifter i Danmark, og at 2.300 af dem er opvarmede? Et såkaldt styreskab ved siden af sporskiftet holder øje med temperatur, vind og nedbør, og ved hjælp af en elektrisk transformer tænder styreskabet selv for varmen, hvis det bliver nødvendigt at fjerne sne og is på sporskiftet.

 

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i februar.
Tekst:RedaktionenFoto:J.F. Willumsens Museum

LIDT TIL EN SIDE

Kvinderne i den danske maler J.F. Willumsens billeder er stærke, måske ligefrem maskuline. Det mener de i hvert fald på J. F. Willumsens Museum, hvor man for tiden kan se ’Fra klassisk til queer’. Udstillingen debatterer kategorier som kønsidentitet og normafvigelse og sætter både forstudier og færdige billeder af Willumsen op mod værker fra nulevende kunstnere som Lea Guldditte Hestelund og Lærke Posselt.

Kan ses frem til 9. juni. www.jfwillumsensmuseum.dk

Foto: Mønsted Kalk­gruber

FLAGER-POWER

Vest for Viborg ligger Mønsted Kalk­gruber, verdens største kalkmine, hvor man begyndte at bryde kalk for knap 1.000 år siden og først holdt op igen i 1978. I dag ejer Naturstyrelsen gruberne, der med 60 kilometer minegange udgør et af Nordeuropas største og vigtigste overvintringssteder for flagermus. Blandt andet den sjældne damflagermus. Hvert år i august og september mødes titusindvis af de flyvende pattedyr for at parre sig, hvorefter de hænger sig med hovedet nedad og går i dvale, indtil forårets stigende temperaturer begynder at lokke dem ud af hiet igen. I skolernes vinterferie kan du gennem guidede ture komme helt tæt på de sovende beboere.

Uge 7, hver dag klokken 11 og 14. mønsted-kalkgruber.dk

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

VINTERFERIE FOR FULD DAMP

Der fyres op under kullene og fløjtes til afgang fra Dronning
Louises Station, når damplokomotivet Hs 415 kører af sted fra Danmarks Jernbanemuseum i Odense i vinterferien. Selvom damplokomotivet er fra 1901, er vognene opvarmede, og skulle du have lyst til at tage med på togturen, er der afgang hver halve time i tidsrummet 10.30-15.30, dog ikke klokken 12.30, hvor lokomotivfører og fyrbøder holder frokostpause. I vinterferien er der også mulighed for, at børnene kan besøge lokomotivværkstedet og lave deres eget trælokomotiv, og for de mindste gæster er der et stort legeområde med masser af toglegetøj.

9.-17. februar. jernbanemuseet.dk

Foto: PR

FUSIONSKØKKEN

Her er muligheden for at lokke en, du kender, som ellers ikke normalt har tålmodighed til den slags, med til en omgang scenekunst. Med forestillingen ’Synapser’ følger nemlig en madoplevelse. Den sydfynske danseteatergruppe sART har allieret sig med kok Benny Madsen, der har en fortid under blandt andre stjernekokken Gordon Ramsay og i dag virker som ernærings­kon­sulent un­der tilnavnet Mr. Superfood. Ud over hans mad byder aftenen på optræden fra tre performere og musik af komponist Anders Ringgaard. Der er garanti for at gå sansemættet hjem. Og maden, der bliver serveret, gør det oven i købet ud for et måltid.

Svendborg Forsamlingshus 14. februar – 2. marts. sartdanseteater.dk

Foto: Kim Beom

DET VAR I 1959 ELLER CIRKA DEROMKRING

’ I 2019 er det 60 år siden, Danmark anerkendte Sydkorea og knyttede diplomatiske forbindelser til den unge nation. Nu benytter begge lande jubilæet til at profilere sig gennem aktiviteter i venskabslandet. I Danmark åbnes det fælles kulturår med en udstilling af den sydkoreanske kunstner Kim Beom betitlet ’Water from Ganges River in the Cup Made with Newspaper from Congo’. Titlen er et eksempel på multimediekunstnerens verdenssyn: Alt er forbundet med noget andet, og intet er, hvad det ser ud til at være. Prinsesse Mary og kulturminister Mette Bock dukker op til åbningen af udstillingen, der blandt andet fremviser skulptur og fotografi. Den er desuden Kim Beoms første soloudstilling i Europa og opstået i samarbejde med Art Sonje Center i Seoul, hvor Kunsthal Aarhus til efteråret kuraterer udstillingen ’iwillmedievalfuture1’ med danske kunstnere.

30. januar – 19. maj. kunsthalaarhus.dk

Foto: Magasin du Nord Museum

DENGANG, DER VAR SHOPPING TIL

Hvis du har forbrugsabstinenser oven på julen og udsalgssæsonen, kan det være lindrende at klikke ind i Magasins billedbank og se, hvor hyggeligt og luksuriøst det var at gå i stormagasin i de gode, gamle dage. Dengang ens børn kunne parkeres i isbaren, mens man fik taget mål til sin næste spadseredragt eller sportsjakke. Det kan du opleve i de 10.000 historiske fotografier fra Magasin du Nord Museum, der for nylig blev tilgængelige online, men ikke tidligere har været vist. På billederne, der i mange tilfælde er taget af professionelle fotografer til Magasin-personalebladet Bikuben, kan du blandt andet more dig over billeder af pompøse juleudsmykninger, kunder, der afprøver kondicykler, og ekspeditricer med al den tid i verden, man overhovedet kunne drømme om.

Se flere på kbhbilleder.dk

 

Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i januar.
Tekst:RedaktionenFoto:Miklos Szabo

DET STORE BLODBAD

’Kongens fald’ fremhæves igen og igen som en af de bedste romaner skrevet på dansk – og ikke kun af litterater. Danskerne valgte i slutningen af 1990’erne bogen som deres favorit fra 1900-tallet. 

Historien om landsknægten Mikkel Thøgersen, der bevæger sig stadig tættere ind i magtens cirkler omkring Christian II og ledsager kongen gennem historiske begivenheder som blodbadet i Stockholm og indespærring på Sønderborg Slot, er et råt portræt af en gennemført usympatisk antihelt. Kort og intenst og fuldt af sansemættede beskrivelser af mord, druk og hesteparteringer med efterfølgende ædegilde.

Nu kan du se, hvordan det tager sig ud i hænderne på den spanske instruktør Carlus Padrissa og hans berømte totalteatergruppe La Fura dels Baus. Stykket, der er en koproduktion mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater, rykker efter en periode i København videre til hovedlandet.

10. januar – 9. februar. aarhusteater.dk

Filminstruktør og producent Ingolf Boisen i knæstrømper. Foto: fra bogen ‘Danske Eventyr i Iran’.

DANSKERNE PÅ DEN LANGE BANE

’ I slutningen af 1930’erne bestilte de danske ingeniører, der stod bag byggeriet af Den Trans-iranske Jernbane, Minerva Film til at producere en film om byggeriet af det imponerende stykke infrastruktur. Jernbanen, der forbinder Teheran med Det Kaspiske Hav i nord og Den Persiske Bugt i syd, skal undervejs over og igennem en hel del bjerge. På de i alt knap 1.400 kilometer måtte der derfor konstrueres flere tusinde småbroer og 245 tunneler. Hør mere om filmen og den danske forbindelse til entreprenørbedriften, når journalist og forfatter Morten Hansted fortæller hele historien på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

24. januar klokken 19.00

Foto: PR.

DU ER IKKE ALENE

Undersøgelser viser, at stadig flere danskere føler sig ensomme. Hører du til dem, der føler tomheden i tilværelsen, eller skulle du af andre årsager savne et forstående øre at fortælle om dine bekymringer, så kan det være, at din løsning er digital. ’Sjælesorg på nettet’ er navnet på et treårigt forsøgsprojekt, der giver danskerne tilbuddet om at chatte med en præst. 

Webstedet har fået godt 7.000 henvendelser, siden det åbnede i begyndelsen af 2017.

”Initiativet er taget af Danmarks biskopper, der i samarbejde med sociologer, psykologer og andre eksperter har undersøgt, hvordan man bedst møder og imødekommer folk i dag. Og det er online. Næsten alle mennesker er på deres smartphones eller tablets,” siger projektets leder, Pernille Hornum.  

Religiøsitet er ikke en forudsætning for at kontakte præsterne, der er tilknyttet webstedet, og emnerne kan være hvad som helst, der gør ondt, fortæller hun:

”Mange henvender sig om familiekonflikter. Nogle om overgreb og incest. Andre om selvmordstanker. Men det kan være et hvilket som helst eksistentielt dilemma, fra alderdom til mobning. Vi møder mange forskellige mennesker på chatten fra de ældre og helt ned til 12-13 år gamle danskere.”

Alle henvendelser er anonyme og omfattet af tavshedspligt, og det giver brugerne tryghed til at åbne op for, hvad de har på hjerte, mener Pernille Hornum. Omvendt kan man heller ikke få at vide, hvilken sjælesørger man har chattet med, da præsterne også er anonyme.

Projektet er støttet af Folkekirkens Fællesfond og de 10 stifter i Danmark, og det er forhåbningen, at tilbuddet – ud over muligheden for at møde en sjælesørger online – gør brugeren bekendt med muligheden for at samtale med den lokale sognepræst af kød og blod, også selv om man ikke er kristen, siger Pernille Hornum:

”Det behøver ikke at handle om Gud og Jesus. Sjælesorg betyder at drage omsorg for sjælen. Og det er det, vi gør.”

Se åbningstider på sjaelesorg.nu

Foto: PR.

KOM I RIL-FORM

Magasinudgiver og -redaktør Kim Flyvbjerg elsker vinylplader så højt, at han igennem årene har anskaffet sig godt 8.000 af dem. Udgivelsen Groovy, der udkom første gang i juni 2018 og udgives otte gange i løbet af 2019, afspejler kærligheden til lakpladen, men også til koncerter og rytmisk musik mere generelt. Det gratis blad henvender sig både til samlerfreakene og de mildt interesserede, nostalgikerne og nye lyttere. I løbet af de første par numre har man blandt andet kunnet læse om syrerock i Zambia i 1970’erne og tage til ravefest i Shanghai med det danske elektroniske musikhåb Lydmor.

Find Groovy i din lokale pladeforretning. groovycopenhagen.dk

Foto: PR.

KORT OG GODT

Det er en velkendt situation. Familien sidder på restauranten, i venteværelset eller togkupeen. Straks hiver alle telefoner op og forsvinder ind i hvert sit digitale rum. 

På en rejse til USA fik Katja Bamberger Bro og hendes tre børn nok og begyndte over en frokost at stille hinanden vigtige og mindre vigtige spørgsmål, de selv fandt på. Uden at det et øjeblik kriblede i skærmfingrene. Den tilfredse mor blev så opslugt af konceptet, at hun nu har udviklet Small Talk, et spil med store spørgsmål som ’Hvad er dit bedste familieminde?’ og ’Hvis du kunne have en superkraft, hvad skulle det så være?’

Fås hos boghandleren.