Indlæg

Maven på rette sted

Mange af os har hende stående derhjemme på hylden, men hvem var egentlig denne Frøken Jensen, der har hjulpet til i danske køkkener i over 100 år? Bodil Jørgensen serverer sin version på Randers Teater.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Emilia Therese

Hvorfor inspirerede rollen som Frøken Jensen dig?

”Jeg spiller hende som barn, voksen og gammel og var ikke klar over, hvilken vild historie hun havde, inden jeg satte mig ind i det. Hun kom fra fattige kår som datter af en vognmand og værtshusholder. Forældrene døde, mens hun stadig var lille, og hun kom i pleje hos sin stedmormor og hjalp i en alder af 11 til på værtshuset, hvor hun lærte at lave lidt mad. Hun sparede penge sammen, og med hjælp fra familien kom hun efter sin konfirmation på Zahles husholdningsskole i København.

Herefter havde hun plads i forskellige husholdninger, blandt andet tjente hun et år i London, inden hun kom hjem og fik stillingen som husbestyrerinde hos familien Melchior, der bestyrede en drengeskole på Nørregade i København. Manden var netop blevet enkemand, og Frøken Jensen overtog styringen over den rodede husholdning. Hun lavede madplaner og økonomiske planer og skrev derudover klummer til husmødre for at få enderne til at mødes. Og med de penge finansierede hun sønnen Lauritz’ mesterlære som operasanger, mens faren en overgang var ved at gå rabundus.

Der er ikke noget, der tyder på, at de havde et forhold, de sov hver for sig, kan man se i rejsebeskrivelser. Vi insinuerer i stykket, at der var et tæt forhold til en veninde. Men det er bare noget, vi finder på.”

BAG OM BODIL

Bodil Jørgensen, 63 år. Opvokset i Vejen. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1990.

Har medvirket i blandt andet ’Idioterne’, ’Hvidsten Gruppen’ og satireshowet ’Rytteriet’. Var en årrække fastansat på Det Kongelige Teater.

Vinder af en Bodil og tre Roberter.

Har I råvarer med på scenen?

”Stykket lægger vægt på musik, kærlighed og mad. Der er ikke decideret mad på scenen, men vi har en pianist og en violinist og et kor med – som i et græsk drama eller en kabaret – der synger om legering og andre køkkenteknikker. Det er ret betagende. Og så har vi kogegrej. Rivejern, grydeskeer og så videre. Fra tinkrus til fint porcelæn, efterhånden som forestillingen skrider frem og ender i Dragør, hvor Lauritz får et sommerhus, efter at han er blevet en stor operasanger og en rig mand. ”

Hvad er dit forhold til ’Frøken Jensens Kogebog’?

”Min mor fik den af sin mor. Den var fedtet og brunlig, kan jeg huske, og min mor havde god brug for den, for hun var vist ikke specielt god til at lave mad, da hun og min far først flyttede fra landet ind til Vejen, hvor de havde fået arbejde som skolelærere. Hun slog simple ting op i den, hvordan man jævner en sovs for eksempel. Det er meget enkelt beskrevet hos Frøken Jensen.

På den måde har hun gjort livet nemmere for mange kvinder. Det var nu ikke, fordi mine forældre ikke gik op i, hvad vi puttede i munden. Min far anlagde køkkenhave, og vi havde ærter, salat, bønner, hindbær, kirsebær, ribs, jordbær og så videre. Og viktualiekælderen var fyldt med asier, rødbeder og andre syltede og henkogte ting. Vi børn hjalp meget til med høsten og nipperiet. Det kunne godt være lidt hårdt af og til.”

BAG OM BOGEN

Kristine Marie Jensen, 1858-1923.

Tjente fra 1880 indtil sin død som husbestyrerinde hos skolebestyrer J.C. Melchior.

Fik i 1901 udgivet sin første opskriftsamling, ’Frøken Jensens Kogebog’, Danmarks bedst solgte kogebog gennem tiden med over en million trykte eksemplarer.

Udgav også andre, mindre kendte titler, blandt andet ’Five o’Clock Tea’ og ’Svampe paa 100 Maader’.

Hvad var den første ret, du lærte at lave?

”Da jeg flyttede til Aarhus og læste engelsk på universitetet, boede jeg sammen med en veninde fra gymnasiet, Hannah, hvis mor var husholdningslærerinde, og hun lærte mig at lave fyldte hjerter med flødesovs og kartoffelmos. Ved siden af studierne fik jeg job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, og sammen lavede vi en forestilling, der hed ’Cirkus Fantaspastisk’. Efter den blev jeg bidt af skuespillet og flyttede til København for at gå på Statens Teaterskole. Jeg havde få penge, så jeg spiste masser af makrel i tomat, men lavede også varm mad til mig selv hver dag. Jeg husker specielt en kinesisk ret med scrambled eggs, nudler og hvidløg.” 

Har du en go-to-ret i dag?

”Det er mest min mand, der står for maden, og han laver falafler fra bunden og bager med surdej. Men hvis det er mig, så laver jeg en kyllingefrikassé, en kartoffelsuppe med porrer og pastinak eller koteletter i fad, hvor jeg dog bruger svinemørbrad. Da børnene var små, var der cocktailpølser i, men det har jeg droppet efter at have kigget på, hvad der egentlig er i sådan en lille pølse.”

Hvilket måltid vil du altid huske?

”Da jeg var barn, fik vi tit brunkål med et stykke rugbrød til. En simpel ret med kål, lidt kød, lidt flæsk og lidt gulerødder. Jeg elskede det, og lugten af brunkål bringer mig i dag tilbage, så jeg kan se min mor og min far sidde lige over for mig.”

Forestillingen ’Frøken Jensens Kogebog’ spiller på Randers Teater indtil 28. september.

/

Fra solo til disko

Alban Lendorf har været på en snurretur af succes, skader og sporskifter. Her fortæller den tidligere kongelige danser om at blive suget ind af piruetterne, om at kæmpe for at holde sig brugbar og om at fake sig til at hoftevrikke som John Travolta.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Miklos Szabo

JEG GIK TIL mange ting som dreng. Badminton, fægtning, bordtennis, karate, fodbold. Da jeg var 11, syntes min mor, jeg havde brug for noget andet end sport, og så kørte hun mig ind til prøven på Det Kongelige Teaters Balletskole. Jeg havde aldrig danset før, men blev optaget. På bagkant gik det op for mig, at det var ret svært at komme ind, og det var jo sådan set meget sejt.

Jeg tænkte, nu prøver vi det et år eller to – eller indtil de ikke gider have mig mere og smider mig ud. Men jeg blev hurtigt grebet af tilværelsen i eventyrfabrikken. Som balletbarn får man tidligt lov at være med i balletterne som statist. Vi stod ikke bare på en eller anden balletskole og lavede trin, som ikke gav nogen mening – vi var på scenen! Vi så de voksne dansere helt tæt på: ”Wauw, så lavede han lige fem piruetter og sprang op i luften!”

Foto: Frederik Lentz Andersen

DET HELE GIK ret stærkt. Fem år senere var jeg aspirant til Den Kongelige Ballets kompagni, to år efter blev jeg fastansat, og tre år efter igen blev jeg udnævnt til solodanser, altså en af de dansere, der altid danser hovedpartierne i balletterne. Det var fantastisk og sjovt. Jeg var meget passioneret.

I 2015 blev jeg som 25-årig ansat på American Ballet Theatre i New York som principal dancer, hvad der svarer til solodanser herhjemme. Det var sindssygt inspirerende, det var virkelig nogle dygtige dansere, jeg kom til at arbejde sammen med, og jeg lagde ekstra pres på mig selv. Når jeg stod til træning, tænkte jeg: ”Du kan ikke gå hjem fra træning, inden du har lavet syv perfekte piruetter efter hinanden.” Og når jeg så endelig lykkedes med at lave dem, sagde min perfektionisme: ”Hvorfor lavede du ikke otte?” Det kunne aldrig blive godt nok. Min perfektionisme bragte mig til New York, men den blev måske også destruktiv i det lange løb. Kroppen har jo brug for pauser. 

Jeg blev skadet i knæet og opereret ad flere omgange. Jeg genoptrænede og genoptrænede i løbet af et par år. Vi håbede alle sammen – lægerne, arbejdsgiveren og jeg selv – at lige om lidt, så var den god igen. Men jeg kunne ikke løbe. Jeg kunne gå nogenlunde normalt – lod i hvert fald, som om jeg ikke haltede. Indeni gik jeg og tænkte ’fuck’ og gruede for, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig kunne danse mere.

Men så, lige inden jeg blev 30, tog jeg beslutningen om at pensionere mig som danser. Jeg tænkte: ”Du har alligevel højst 10 år tilbage at danse i. Måske skulle du holde op med at være så ked af det og forsøge at blive skuespiller i stedet.” Jeg havde i mange år gået med en lidt hemmelig skuespillerdrøm, og mens jeg genoptrænede, var jeg begyndt at tage nogle private skuespillektioner i New York. 

ALBANSK FOR BEGYNDERE

Alban Lendorf, 34 år. Danser og autodidakt skuespiller.

Tidligere solodanser på Den Kongelige Ballet og American Ballet Theatre.

Har som skuespiller medvirket i flere tv-serier og i filmen ’Skyggen i mit øje’.

ALLIGEVEL VAR JEG lidt bange for at fejle, bange for, at jeg aldrig kunne blive en lige så god skuespiller som balletdanser, da jeg søgte ind på skuespillinjerne på Den Danske Scenekunstskole i både Odense og København. Jeg kom videre til den tredje og sidste prøve begge steder, men takkede nej til at gå op.

Jeg havde lige fået tilbudt den mandlige hovedrolle som Jean i Strindbergs ’Frk. Julie’ på Bellevue Teatret, og ville jeg lave den opgave, kunne jeg ikke også begynde på skolen. Jeg ville gerne have skolens blåstempling, men jeg ville virkelig også gerne lave det stykke, og jeg tror, jeg traf den rigtige beslutning. Thure Lindhardt instruerede, og jeg skulle spille over for Sonja Richter. Jeg var fuld af ærefrygt – tænk, at de stolede på mig – og som om det ikke var nok, mødte jeg en dag Ghita Nørby, der sagde: ”Du skal tage dig sammen, for Sonja Richter er ret god.”

Jeg havde lige haft en lille rolle i Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’, men der var ikke så mange replikker. I ’Frk. Julie’ var der fandeme mange ord. Men jeg havde ingen problemer med at bruge hele natten på at lære manuskriptet. Og vi fik fine anmeldelser.

Jeg kunne godt lide tanken om at have sagt farvel til balletten og lukket døren bag mig, men så, efter at jeg havde dyrket masser af yoga og taget tusindvis af isbade, fik mit knæ det pludselig mirakuløst meget bedre. Og da jeg sidste år blev tilbudt at medvirke i forestillingen ’Etudes’ på Det Kongelige Teater, slog jeg til. Når kroppen kunne, hvorfor så ikke? Jeg vil bare gerne være med i legen. Men allerhelst vil jeg stadig være skuespiller.

Jeg forventer ikke at få en stor karriere, men hvis jeg kan leve af det, indtil jeg er 65, så er jeg glad. Og skulle jeg være så usandsynlig heldig at få lov at medvirke i en film af Christopher Nolan eller Alejandro González Iñárritu, kunne jeg godt lægge mig lykkeligt til at dø. Jeg synes generelt, man skal have store drømme i livet.

Foto: Miklos Szabo

HER TIL EFTERÅRET spiller jeg hovedrollen som Tony Manero i ’Saturday Night Fever’. Under forberedelserne har jeg været lidt på udebane. Som balletdanser får du, fra du er helt lille, meget strenge regler for, hvor din hånd skal være, hvordan din holdning skal være. Der er et meget fast sprog. Og læreren eller instruktøren fortæller dig hele tiden, præcis hvad du skal, ned til en lillefinger.

På ’Saturday Night Fever’ er det mere loose. Løsere hofter, bogstavelig talt. Hvis jeg skal lave en improviseret showdance til prøverne, får jeg at vide, at nu skal jeg bare fyre den af. Jeg kaster mig ud i det, men faker også lidt. For den looseness kommer ikke naturligt til mig. Men efter et par ekstra øvetimer og efter at have lavet en lille koreografi inde i hovedet har jeg den.

Jeg deler hovedrollen med Silas Holst. Vi spiller hver halvdelen af forestillingerne, og det bliver til over 30 forestillinger til mig – helt uhørt mange for en balletdanser. Der er ikke så mange vrid i led og sener som i en ballet, men det kræver god kondition. 

Det gør mig intet at være en blæksprutte og lave lidt af hvert. Jeg er ikke kræsen. Om det er dans, skuespil eller musical. Når jeg står på scenen, får jeg en pause fra alle bekymringer. Så er jeg lige i nuet. Det er et drug. Der er noget på spil, og jeg kan lide nerverne forinden og den kontante afregning. Hvis det går godt, står folk og klapper ad dig. Det er et meget taknemmeligt arbejde. ν

’Saturday Night Fever – The Musical’ spiller fra 12. september til 17. november i henholdsvis Falkonersalen, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.

/

Sort humor

Vi har brug for at grine ad tabuerne, mener Mette Søndergaard Nielsen, der har skrevet den komiske tragedie ’Hold så kæft, Lars’ om en selvmordstruet ung kvinde.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jacob Østergaard Johansson

I DET ENE rum står Liv, klar til at bunde et pilleglas. I det andet står Lars og gør klar til hygge. 

”Kom ud og drik gin og tonics,” råber han.

Lettere irriteret stiller Liv pillerne fra sig og går ud til Lars og drinksene.   

Det er svært at få ro til at begå selvmord, for efter det, der bare skulle have været et engangsknald, er den velmenende Lars, der har studeret psykologi, ligesom bare blevet hængende i lejligheden. En umage forelskelse er opstået, hvor Lars forestiller sig, at han kan få den svært deprimerede Liv i godt humør igen, samtidig med at Liv nødig vil binde sig af angst for at trække Lars med sig ned, mens hun alligevel med sarkastisk en dag tilbage-energi tager for sig af retterne. 

”Hun har taget beslutningen – og kan derfor på en måde gøre, hvad hun vil i sin sidste tid. Så de spiser, drikker og knalder,” siger Mette Søndergaard Nielsen, inden hun tilføjer: ”Men det er selvfølgelig en kunstnerisk abstraktion fra min side. Folk, der er selvmordstruede af depression, er som oftest ikke i stand til at gå uden for en dør.”

Den 37-årige skuespiller, dramatiker og instruktør har skrevet manuskriptet til ’Hold så kæft, Lars’ og spiller selv forestillingens kvindelige hovedrolle.

”Jeg ved godt, man ikke skal sige den slags, men jeg syntes, at det var noget af det bedste, jeg havde skrevet, så jeg havde ikke lyst til at give rollen fra mig,” griner hun.

”Lars er fuld af gode intentioner, men forstår ikke, at det ikke handler om, at Liv skal tage sig sammen eller løbe en tur, fordi det producerer endorfiner,” siger Mette Søndergaard Nielsen.

DA IDÉEN FØRST opstod, var hun lidt i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne det. Altså lave sjov med psykisk sygdom og selvmords-tanker:

”Det er et vigtigt emne – der er enormt meget mistrivsel blandt unge mennesker.  Vi har aldrig været rigere. Samtidig har vi aldrig haft det dårligere psykisk. Og jeg syntes, der var et godt dramatisk afsæt i et ungt menneske, der ikke kan holde ud at leve længere, og sammenstødet mellem to individer, der forelsker sig, men er to vidt forskellige steder i livet. Men jeg var ikke helt sikker på, om det nu virkelig også var en god idé. Ville folk grine ad sådan en forestilling?”

Da manuskriptet stadig var på et spædt stadie, indsendte hun nogle scener til en workshop på Det Kongelige Teater, hvor to skuespillere arbejdede med teksten et par dage, inden de fremførte den foran et publikum. Der var blandt andet en scene, hvor Lars har lukket for vandet og gassen, og Liv er skidesur, fordi han gør det så svært at komme herfra, og Mette Søndergaard Nielsen erfarede, at publikum var med på at grine ad den lavpraktiske absurditet midt i det tragiske.

”Det gav mig en følelse af, at jeg, snarere end at holde igen, skulle gå lige til kanten med mit manus,” siger hun. 

”Måske har vi netop brug for at få det hårde tabubelagte emne ind på den måde, så vi kan holde det ud. Intentionen har aldrig været at gøre grin med psykisk sygdom, snarere at fremstille, hvor svær den kan være at forstå for den raske.” 

GØR DET SELV

”Jeg blev født i det mørke Jylland, var et genert barn og hamrende dårlig i skolen. Jeg begyndte til amatørteater, som gav en mulighed for at lege, at jeg var en anden, og måske også en selvudvikling. Jeg tænkte, jeg skulle lave store dramaer, ’Medea’ og den slags, og søgte ind på skuespillerskolerne, men kom ikke ind. Så jeg lavede mine egne teatertrupper, var en knoklerøv og organisator, mødte en masse gode mennesker. Derfra var det meget learning by doing,” siger Mette Søndergaard Nielsen, der har skrevet og medvirket i en række tv-serier, teaterforestillinger og podcasts og måske er mest kendt som den ene halvdel af satireduoen bag DR 2-showet ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’.

HISTORIEN MELDER IKKE noget om, hvorfor Liv er blevet så deprimeret. Mette Søndergaard Nielsen har ladet det stå som et åbent spørgsmål, for at så mange som muligt kan relatere til den deprimeredes situation. Under arbejdet med manuskriptet har hun læst op på den psykiske sygdom og dens følger og også talt med en række psykiatere og patienter. Det bekræftede hendes billede af, at depression er en tabubelagt sygdom.
”Stress kan være lidt sexet, fordi den signalerer, at man har arbejdet hårdt og haft travlt. Det kan vi godt lide i vores samfund. Når nogle er effektive. Men depression er stilstand. Man går i stå, bogstavelig talt. Man producerer en tredjedel mindre spyt, kroppen går lidt i dvale, når du lider af en svær depression.” 

Samtalerne har også hjulpet dramatikeren med at sætte ord på, hvordan depressionen føles, så den på mange måder usynlige sygdom lettere kan forstås af dem, der aldrig har prøvet at have det på den måde. 

”Deres beskrivelser har hjulpet mig på vej til replikker som ’Jeg føler mig som en kattebakke’, ’Jeg føler mig som Egtved-pigen’ og ’Jeg føler mig som en hånd, der lige er blevet skidt i’. Det er ikke præcis deres ord, men min fortolkning af den tilstand i formuleringer, som flugter med Livs sarkastiske karakter. Humoren er hendes skjold, hun kan glide af på alting med sin jargon,” fortæller Mette Søndergaard Nielsen, der håber, at forestillingen kan være med til at åbne en samtale.

”Det bedste, man kan gøre, når man har en depression, er at få hjælp og behandling og tale med andre. Det er bare ikke altid lige nemt. Jeg håber, at nogen vil føle sig spejlet, og at andre vil tænke: ’Gud, det vidste jeg ikke’ eller ’Gud, hvor provokerende’. Jeg synes, vi har et kæmpe ansvar for at tale om det. Også i kunsten.” ν

’Hold så kæft, Lars’ spiller på Aveny-T i København 31. august – 21. september, hvorefter forestillingen tager på turné i hele landet.

/

Scener og celler

Cellebiologi, rockmusik og skrå brædder – Johan Olsens jobbeskrivelse er farverig. Gennem tiden har han både udgivet anmelderroste plader med Magtens Korridorer og modtaget hæder for sin formidling af naturvidenskab. Nu er han aktuel som hovedrolleindehaver i en ny Pink Floyd-teaterkoncert.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jessica Freisleben

GEDE-KRANIER FRA en vandretur i Grækenlands bjerge, sort-grumset hjemmebrygget snaps i store sylteglas, en fjer, en broderet måge og en lysende triceratops-lampe. Det er blot nogle af de ting, der omkranser computeren på Johan Olsens skrivebord. 

”Jeg skal lige have mine smøger,” siger han og forklarer, at han har lagt en plan. Han vil gerne gå en tur i Universitetsparken, der gemmer sig på den anden side af Biologisk Institut på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro i København. Johan Olsen tager guldindfattede Aviator-solbriller og en sort-falmet bondekasket på og griber et sølvetui indgraveret med et insekt. Cigaretterne.

Johan Olsens cv kan ved første øjekast synes broget og pege i mange retninger. Men da han viser vej ud mod parken, fortæller han, at forskningens og musikkens verden faktisk ikke ligger specielt langt fra hinanden. I hvert fald ikke for ham, når det kommer til arbejdsmetoder. 

”Begge dele har en kreativ proces, som er virkelig sjov. Når man skriver sange, får man en idé, der spirer ud af en stemning indeni. I forskning kommer ideerne fra den intuitive forståelse af det, man arbejder med. Man arbejder for at forstå et eller andet. Det har musikken, sangen og eksperimentet tilfælles. Det er en virkelig høj fornemmelse, når det lykkes. Både at skrive en sang og at gennemføre et eksperiment,” siger den teater-aktuelle biolog, der i efteråret skal optræde med Pink Floyds ’The Wall’-album på Østre Gasværk Teater. Det er den første teaterkoncert, han har sagt ja til at medvirke i, fordi han har et ganske særligt forhold til netop den plade. 

I BARNDOMSHJEMMET PÅ Østerbro var der to store idoler hjemme hos familien Olsen. Den ene var Charles Darwin, den anden var Niels Bohr. Tennisspilleren Björn Borg sneg sig ind på en tredjeplads. Faren var læge, men spillede bratsch i DR Symfoniorkestret stort set hele sit liv. Moren var fysik- og matematiklærer. Med andre ord var hjemmet spækket med naturvidenskab såvel som musik. Johan Olsen spillede selv violin og bratsch som sin far, og fra han var otte år, drømte han om at blive biolog. Pladesamlingen derhjemme bestod af indspilninger af klassisk musik og lidt Beatles, så det var i skolen, at Johan Olsen blev introduceret til ABBA og tidens rytmer i det hele taget. Som 12-årig sad han så til en fødselsdag, hvor fjernsynet kværnede i baggrunden. Mellem udsendelserne kørte tonerne og teksten ”All in all, it’s just another brick in the wall”, og den unge dreng var bjergtaget. 

”Jeg huskede bare det nummer der,” siger Johan Olsen og tager et sug af sin cigaret. 

”Og så tænkte jeg: ’Hold nu kæft, det er fedt, det der.’” 

Noget tid efter skulle familien på sin årlige ferie på en bondegård på Mors. En af feriedagene gik turen til et kræmmermarked, og her fandt Johan Olsen Pink Floyd-pladen i en stor bunke. 

”Jeg lånte penge af min far til at købe den,” husker han, mens han går forbi biologistuderende, der sidder under træerne og skriver avancerede formler på whiteboards, de har hevet med ud i skyggen. 

Tilbage på bondegården stod der en pladespiller oppe på loftet. Den havde ikke nogen forstærker, men Johan Olsen fandt ud af, at han kunne høre musikken alligevel, hvis han lagde øret helt tæt til pickuppen. Og sådan brugte han en sommerferie på at høre ’The Wall’ i en næsten hviskende version. 

”Da vi kom hjem, hørte jeg den altid. I årevis. Min mor var ved at blive sindssyg. Også min bror. Det var faktisk frygteligt for dem, og det var virkelig et issue i vores hjem,” siger han. 

For familiefredens skyld sørgede Johan Olsen imidlertid for at skrue ned, når han hørte, at hoveddøren gik op efterfulgt af morens skridt. 

”Det var et overlevelsesinstinkt. Min mor er fra Amager, ha ha. Men jeg havde virkelig en følelse af, at der var nogen derude, der forstod, hvad der foregik inden i mig, når jeg hørte musikken og læste teksterne.” 

ROCK OG KRYSTALLER

Johan Gotthardt Olsen, født 1969. Kandidat i biologi fra Københavns Universitet og ph.d. i proteinkrystallografi. Forsker og underviser på Biologisk Institut i København. Forsanger i det danske rockband Magtens Korridorer siden 1995. Medvært på DR-programmet ’Vildt naturligt’. Har udgivet adskillige børnebøger om naturvidenskab. Modtog i 2022 H.C. Ørsted Medaljen i sølv for ”fremragende formidling af naturvidenskab, herunder flittigt forfatterskab”. Aktuel i teaterkoncerten ’Another Brick in the Wall, Part 5’ på Østre Gasværk Teater, som har premiere 22. september.

VI HAR MISSET Newtons æbletræ!” udbryder Johan Olsen og skråner tilbage hen over Universitetsparkens svedne, gule græs, der har lidt under forsommerens tørke, hen imod et skævt, men frodigt grønt æbletræ. 

”Jeg har et ritual herude om efteråret, hvor jeg plukker et æble og spiser det. De er egentlig ikke særlig gode, men der er noget ophøjet ved at spise et æble, hvor jeg ved, at Isaac Newton har haft den samme smag i sin mund.” 

Historien forlyder, at astrofysikeren Jens Martin Knudsen fik fat på en stikling i haven hos Isaac Newton, tyngdelovens fader, som han tog med hjem og plantede lige her ved Københavns Universitet. 

Når frugterne atter skyder frem på Newtons æbletræ i Universitetsparken, skal Johan Olsen ikke kun gnaske sig igennem historiens vingesus, han skal også synge for på Pink Floyd-klassikerne på teaterscenen. Og selvom han efterhånden er ganske vant til at optræde, er der alligevel spænding at spore. For det er noget andet at optræde på teatret end – med hans egne ord – at ”stå og råbe folk ind i hovedet” med Magtens Korridorer, hvor han har været forsanger i snart tre årtier.

”På teatret er alt koreograferet. Jeg kommer ikke til at tage et skridt eller lave en eneste bevægelse, som ikke er aftalt på forhånd. Det er jo et kæmpe musikstykke med band og folk, der danser. Det er virkelig vigtigt, at du ved præcis, hvor du skal være på den scene,” siger Johan Olsen. 

”Jeg glæder mig sindssygt meget til at spille sammen med det store band på teatret. Hold kæft, hvor er de gode, mand.” 

Det metalliske cigaretetui og Ronson-lighteren bliver listet ned i lommen på de sorte, skinny rockstjerne-jeans igen. Johan Olsen går tilbage til start. Der er møde på instituttet om få minutter.

/

Ben i næsen

Adam Tocuyo er flasket op med teaterture og capoeira. Han har studeret hos Beyoncés koreograf og er sprunget fra en plads på Den Danske Scenekunstskole. Han har danset i Cirkusrevyen og ’Vild med dans’. Og nu har han helliget sig arbejdet hos Uppercut Danseteater, hvor han sætter sit præg på verden. Trin for trin.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Linda Johansen

JEG ER BLEVET kaldt ’Danse-Adam’, siden jeg var dreng. Og et eller andet sted har det nok altid ligget i kortene, at jeg skulle være danser. Min mor dansede og fotograferede professionelt som ung. Efter hun fik mig, uddannede hun sig til steinerpædagog. 

Jeg er vokset op uden min far. Min mor mødte ham i Venezuela. Jeg har ikke set ham i 17 år. Han er kunsthåndværker og musiker og laver instrumenter af alle slags naturmaterialer, tegner, maler, laver smykker og keramik og lever med naturen. Og min mor fortæller, at han også er en super danser.

Min mor har altid taget mig med i teatret, både bagved og som publikum. Jeg har set børneteater, danseteater, klovneri, cirkus og alt derimellem. Jeg gik på steinerskole det meste af min skoletid, hvor der også var scenekunst på skemaet. Alt i alt har jeg fået meget kunst ind i min opdragelse, og det gav mig tidligt et kald til selv at skulle stå på en scene.

SOM FEMÅRIG BEGYNDTE jeg til capoeira hos Mestre Steen, der leder capoeira-skolen Senzala i København. Jeg blev bedste ven med hans søn Isak, der gik på samme skole som mig, og som i dag er min personlige træner. Capoeira er en brasiliansk kampsport, som indeholder sang og musik og ligner en dans, men er et spil – en kamp, hvor det handler om at narre, finte og fælde hinanden. Capoeira har lært mig helt utroligt meget om kroppen, om musik, om kultur og nærvær. Måden, man bevæger sig i capoeira, følger, hvad vores krop er lavet til at kunne, og sporten har givet mig et stærkt fysisk fundament.

Da jeg var 14 år, tog min mor mig og mine søskende med ud i Dansekapellet, en dansescene og et uddannelsessted, som netop var åbnet ved Bispebjerg Torv i København. Hele familien startede til dans, og jeg begyndte til popping – det, vi tidligere kaldte electric boogie – og breakdance.

Efter 9. klasse tog jeg på idrætsefterskolen BGI Akademiet. Jeg ville gerne prøve parkour, selvom jeg vidste, at jeg ville danse. Men da parkour-linjen var fyldt op, valgte jeg danselinjen – vi var kun to drenge og 60 piger.

Da efterskoleåret var ved at være færdigt, tænkte jeg over, hvad jeg skulle gøre for at gavne muligheden for en dansekarriere bedst muligt. Jeg følte mig for ung til at starte på en danseuddannelse. Jeg var ikke klar til, at det skulle være så seriøst, endnu. Så jeg tog endnu et år på BGI’s danselinje, inden jeg som 17-årig søgte ind på tre forskellige private danseuddannelser – og kom ind på alle tre. 

Min sidste audition var på Sara Gaaardbos Danseuddannelsen. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl. Hun havde alt det, jeg søgte. En stor teknisk viden om kroppen og en enorm passion for sine elever og faget. Til optagelsessamtalen sagde hun, at jeg, hvis jeg startede på uddannelsen, ville kunne nå langt.

En dag på uddannelsen bestod af tekniktimer om morgenen og koreografi om eftermiddagen. 

BENARBEJDE

Adam Tocuyo, 24 år. Fra København.

Har gået på Vidar Skolen i Gentofte. Har boet tre år på Anholt med sin mor og søskende.

Har blandt meget andet danset i forestillingen ’Kalinka’, der vandt en Reumert, samt ’Vild med dans’, ’Cirkusrevyen’, Anne Linnet-teaterkoncerten ’Jeg er jo lige her’ og ’Westside Story’ på Malmö Opera og Operaen i København.  Har også medvirket i musikvideoer, tv-reklamer og talrige tv-produktioner.

Er aktuel i forestillingen ’Benched’ med dansekompagniet Uppercut, der blandt andet spiller på Aveny-T i København i november.

SARA KOM ALTID IND, også selv om det ikke var hendes time, og rettede på os elever. Hun forsøgte at få os til at forstå, hvad små justeringer i vores bevægelser betød for koreografien og teknikken. Og hun ønskede, at vi skulle lære, hvordan man bruger kroppen korrekt, så man ikke får skader, hvilket er mega-vigtigt, hvis man skal leve af sin krop. Hun er en hård og direkte læremester, men fuld af kærlighed. Og hun var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg følte, hun spejlede mit gåpåmod og så noget i mig. I dag er hun et kæmpe forbillede og en god ven.

Vi blev undervist af dansere, der arbejder professionelt i både ind- og udland. Jens Brøndum, som underviste i moderne dans og teknik, blev et vigtigt møde for mig. Da uddannelsen sluttede, tog han mig med til audition på forestillingen ’Vildheks’, da de manglede en såkaldt understudy til Jens’ rolle, en slags stand-in. Det endte med, at jeg i stedet fik min egen ensemblerolle og medvirkede i samtlige forestillinger. Jeg ville gerne bevise, at jeg havde lov til at være med, selvom jeg var ung og uerfaren, og jeg lagde fuld sjæl i forestillingerne – hver eneste aften.

Forestillingen satte gang i min karriere. En B&O-reklame, ’Gas galla’ i Østre Gasværk, ’Vildheks’ igen, ’Cirkusrevyen’, ’West Side Story’ på Malmö Opera og ’Terkel – The Motherfårking Musical’ er blandt de store produktioner og mange fede ting, jeg fik lov at lave de næste par år. 

I 2019 HAVDE jeg lyst til at videreuddanne mig, så jeg søgte ind på Scenekunstskolen og blev optaget. Inden jeg skulle begynde, tog jeg over sommerferien til Los Angeles sammen med min daværende kæreste og en ven. Jeg var nysgerrig efter at mærke stemningen i L.A. – den kommercielle dansebranches hovedstad – og fulgte et tre måneder langt intensivt kursus hos koreografen Dana Foglia, der blandt andet har arbejdet sammen med Jennifer Lopez, Beyoncé og Billie Eilish.

Vi dansede fire timer om dagen. Jeg elskede at være elev igen og kun at skulle fokusere på det. Jeg trives godt, når jeg har et klart fokus. Træningen var intens, og arbejdsmoralen på det højeste, da konkurrencen er så stor i USA. Det var vildt inspirerende.

Jeg kom hjem fra L.A. med en ny erfaring og følte, jeg var klar til at prøve kræfter med at danse mere kommercielt. Jeg besluttede derfor, at Scenekunstskolen ikke var noget for mig. I stedet skrev jeg til koreograf og danser Toniah Pedersen – der blandt andet arbejder på mange tv-produktioner – at jeg virkelig gerne ville arbejde med hende. 

Der gik lidt tid, før hun havde noget arbejde, men pludselig spurgte hun, om jeg ville være med i ’Vild med dans’-semifinalen, hvor vi skulle lave hiphop med deltagerne. Samme år fik jeg også min første mulighed hos Uppercut Danseteater. De har eksisteret i 40 år og er et anerkendt moderne dansekompagni. Jeg har fulgt med i deres produktioner, siden jeg startede med at danse på Dansekapellet, hvor de holder til.

Jeg følte det som en kæmpe ære, da de spurgte mig, om jeg ville træde til, da en af deres dansere var blevet skadet under premieren på forestillingen ’Jump’. Jeg sagde ja med en vis ærefrygt og fik fem dage til at lære hele forestillingen udenad.

 

I 2021 BLEV jeg en del af  Uppercuts ensemble til forestillingen ­’Benched’, som vi skulle lave til Copenhagen Summer Dance på Ofelia Plads, og som vi stadig turnerer med i ind- og udland. Vi spiller på Aveny-T i København og i Istanbul i efteråret, og vi skal til Canada med forestillingen i det nye år. Det glæder jeg mig vildt meget til.

Uppercut har de sidste år lavet en trilogi med ’svinet’ som gennemgående tema. Den udforsker, hvad det vil sige at være et svin, på godt og ondt. Jeg fik igen chancen for at være stand-in på første del af trilogien, ’Samba’, da den skulle til Tyskland, og da tredje del, ’Kalinka’, skulle laves sidste år, fik jeg min egen plads fra starten. Kalinka vandt en Reumert for årets danseforestilling. Jeg er virkelig stolt og taknemmelig over at have bidraget til det. At være med til at vinde en Reumert er meget stort. 

Nu er jeg blevet en tilbagevendende del af ensemblet hos Uppercut, og jeg har valgt at fokusere på det frem for store teaterproduktioner, da jeg kan mærke, hvor meget det udfordrer og udvikler mig. Jeg er dog kun tilknyttet fra forestilling til forestilling, og spilleperioderne er kortere end på de store teatre, hvilket betyder, at jeg i mellemtiden supplerer med andre små dansejob, undervisning og vagter i Lag­kagehuset.

Jeg ville ønske, at et kompagni som Uppercut kunne få statsstøtte, så de kunne fastansætte deres dansere, deriblandt mig. Man kan nogle helt andre ting sammen, når man har den base og tryghed og ikke skal bekymre sig om, hvor den næste månedsløn skal komme fra. Og ikke mindst ville det give muligheden for at møde ind hver dag og træne sammen fast, så man altid var i topform. 

Jeg håber, at jeg udretter noget, som jeg vil blive husket for. Jeg har en idé om, at jeg skal sætte mit aftryk i verden. Jeg vil gerne udfylde mit fulde potentiale, både personligt og som danser. De to går hånd i hånd, og der er masser, jeg stadig skal finde ud af.

Tak til Gaardbodans for lån af location.

/

Mørkets toner

Godnatsange, havbrus og motorcykel-gas. Hverdagen er fuld af lyde og musik, der forsøder såvel som generer. Marie Højlund har udforsket de fleste af dem både som forsker, musiker og nu som huskomponist på Aarhus Teater, hvor hun for tiden giver lyd til natten.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Morten Fauerby, Montgomery, Kim Glud

HVIS MAN LUKKER sine øjne og giver sig tid til virkelig at lytte, vælter det ind i øregangen med indtryk. Denne fredag eftermiddag på en velbesøgt café i indre København klirrer bestik mod porcelænstallerkner, biler gasser op og ned, cykelkæder rasler dovent, ringeklokker bimler, gæster og forbipasserende griner, og skraldespande bliver tømt og sat på plads med et højt klonk. Lydene fletter sig ind og ud af dette interview med Marie Højlund, der sidder i cafeens baggård med en tallerkenfuld højtbelagt smørrebrød.   

Når Marie Højlund tænker tilbage, har hun på en eller anden måde altid været draget af lydens verden, som ifølge hende især kommer stærkt til udtryk om natten. Som barn lå hun i sin seng i præstegården nær Silkeborg og lyttede til knirk og knagen, når hun ikke kunne sove. Der var ikke nogen naboer, og nattens lyde havde gode betingelser for at træde tydeligt frem. 

”Jeg har siden hen tænkt over, at jeg egentlig tror, at hele min interesse for lyd kommer derfra. Min søster faldt bare i søvn. Hun er meget visuel og arbejder også med design i dag. Men jeg lå og lyttede,” siger Marie Højlund, der i næste nu bliver afbrudt af en gennemtrængende og ubestemmelig høj brummelyd, der virker inciterende på lydkunstneren. Hun registrerer den med det samme, griner, spærrer øjne og mund op og fremkalder på imponerende vis en identisk brummen fra sit lunge-orkester. Som regel har hun en optager på sig, så hun løbende kan tilføje nye sounds til sin computers lydbibliotek, der er vokset i årevis. Denne brummen lader hun imidlertid passere og fortæller i stedet, at hun eksperimenterede med lyd på alle mulige måder, da hun voksede op. 

”Jeg lavede lydeksperimenter med min stemme nede i vores cykelkælder, da jeg var teenager. Der var meget rumklang dernede. Så stod jeg der og lavede noget, der hedder overtonesang, hvor man fremhæver nogle toner i sin stemme, så det lyder, som om man synger to toner på én gang,” siger Marie Højlund og forklarer, at hun overordnet kommer fra en musikalsk familie. De havde det obligatoriske klaver i hjemmet, men også et slægts-kor, som de af og til optrådte med. 

”Jeg kan huske, at jeg har åbnet klaveret og stået og sunget ned i strenge-kassen, fordi det gav en speciel lyd. Min far var præst, så jeg har også altid siddet i kirken til hans prædikener og lyttet til rumklangen. Stemmerne derinde og det skifte, der er i lydene, når man kommer udefra og går ind i kirkerummet.”

MARIE KOLDKJÆR HØJLUND

43 år. Lydkunstner og huskomponist på Aarhus Teater. Gift og mor til to børn. Uddannet audio­designer fra Aarhus Universitet. Har skrevet ph.d. om lyd og larm på hospitaler. Lektor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun skriver forskningsartikler og underviser. Udgiver musik under kunstnernavnet Kh Marie. Medlem af den danske rockgruppe Nephew. Har lavet lyd til sansefødestuerne i Region Midt- og Nordjylland. Hun står blandt meget andet også bag en fire timer lang løbe-symfoni og en danse-teaterproduktion baseret på kunstneren Björks musik. Modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderslegat 2023 for ”et høj­energisk virke i og omkring lyd og musik”. Tidligere har hun også modtaget musikprisen Steppeulven og scenekunstens Reumert-pris. Aktuel med teaterkoncerten ’Natten’, hvor hun laver lyd sammen med kunstnerduoen Den Sorte Skole, der vises indtil 27. september.

DET NÆSTE STORE ’lyd-skridt’ var for Marie Højlund, at hun efter gymnasiet flyttede til Aarhus. Her sparede hun penge sammen til at gå på et computerkursus på Byhøjskolen. 

”Jeg fik åbnet en helt ny verden. På computeren kunne jeg alle lyde. Jeg begyndte at lave musik på computeren, og i dag er den stadigvæk mit værktøj nummer ét. Den er jo på en måde et helt overjordisk instrument. Vi kan optage alting, vende det rundt, loope det, lave det om, mase lydene sammen og lægge 100 stemmer oven i hinanden,” siger hun. 

Silkeborgenserens repertoire er lige dele afvekslende og imponerende. Marie Højlund har forsket i lyd og larm, udgivet musik under kunstnernavnet Kh Marie, er en del af rockbandet Nephew, der lige nu holder pause, og har komponeret lyd til teaterforestillinger og lydtapeter til fødestuer. I september måned er hun så aktuel som huskomponist på Aarhus Teater med en teaterkoncert, der handler om netop natten. Forskellige godnatsange fra blandt andet Højskolesangbogen bliver nyfortolket af Marie Højlund i samarbejde med kunstnerduoen Den Sorte Skole.   

”Når jeg går i gang med arbejdet til en forestilling, starter jeg ikke med at lave musik. Jeg går i stedet virkelig meget ind i emnet. I forbindelse med den her forestilling er jeg gået ind i drømmefaser, hvad der egentlig sker, når vi sover, og hvordan jeg ville oversætte de stemninger til lyd,” siger lydkunstneren. 

”Jeg har selv haft en god og tryg barndom, men der lå helt klart et udtryk i natten, der var skummelt. Alle de små overhørte lyde, som vi ikke lægger mærke til i hverdagen. Det er, som om baggrunden træder frem om natten, naturen kommer til sin ret, og mange dyr vågner først op der. Menneskenes lyd dæmpes.”

HJERTELYDE

Bedste: ”Det er helt klichéagtigt at sige – og det her sker i øvrigt aldrig – men jeg tænker på lyden af ens børn, der for en gangs skyld bare hygger sig, snakker og har det godt sammen, imens man ligger på en strand med baggrundslyd af træer. Det må være den bedste lyd.”

Værste: ”Der er nogle lyde, som jeg virkelig kan blive vred over. For eksempel hvis man kommer gående inde i byen, og en motorcykel kommer forbi og gasser op. Det er jo en ekstremt kraftig og pludselig lyd. Der sker noget kropsligt. De værste lyde er dem, der går i kroppen.”

Marie Højlund skifter glidende mellem at svare som musiker og som forsker. Hun forklarer, at der er noget med de dybe frekvenser: Vores kroppe reagerer instinktivt på dem. 

”Hvis vi tænker evolutionært, har dybe frekvenser tidligere været et varsel, som har aktiveret vores alarmsystemer. For eksempel om vulkanudbrud eller jordskælv. Det er også derfor, at de fleste af os godt kan lide fuglekvidder. Det er noget med tryghed. For evolutionært set betød det, at der var fare på færde, når fuglene stoppede med at synge.” 

Med rolig midtjysk diktion beskriver Marie Højlund, hvordan lydene er essentielle i vores hverdag for både krop og sind. Hvordan de kan få os til at slappe af, til at drømme, til at blive vrede og til at blive glade. Noget af det mest skræmmende, hun kan forestille sig, er at miste hørelsen. 

”Hørelsen kan man faktisk træne, men den ændrer sig uundgåeligt over tid. For nogle somre siden sad jeg med mine forældre ved et bål, og jeg sagde: ’Ej, kan I høre, hvor det knitrer?’ Ingen af dem kunne høre det, fordi bål-knitren ligger i den høje ende af frekvensspektret, og det er deroppe, det aldersbetingede høretab starter.”

I cafeens baggård skramler containerne fortsat frem og tilbage mod skraldebilen. En motorcykel gasser op, mens rådhusklokkerne ringer. Marie Højlund vil helst ikke kategorisere noget som en forfærdelig eller dårlig lyd. Der er nogle lyde, der går i nervesystemet, ja, men mest af alt drømmer hun om, at vi tænker lyd mere ind i det offentlige rum. Og at vi snakker om lydene. 

”Vi skal sætte pris på de lyde, vi godt kan lide, og vi skal huske at dele dem med hinanden,” siger Marie Højlund, der har tænkt sig at nyde bålets knitren ekstra meget de næste mange år.

/

Frit tæppefald

Som scenetekniker på Odense Teater fører Pernille Bejder scenografernes vilde ideer ud i livet. I fem akter fortæller hun om håndværket bag kulisserne og om at slå iskoldt vand i blodet, når forestillingen ruller, og svævende rekvisitter falder ned.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Karoline Lieberkind

1.

Som mange andre teenagepiger troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor jeg udfordrede mig selv, min krop og min omverden. Jeg fik en bekræftelse af, hvor fantastisk teaterverdenen virkelig er, men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jo, det kunne da være ret sjovt at være skuespiller, men det var ikke det, der sparkede røv for mig. Det var kulisserne og håndværket. 

Det kræver en del at være skuespiller. Jeg havde ikke disciplinen til det, og jeg har også altid syntes, at det var sjovere at bygge og arbejde med kreative ting. Når jeg fik øje på et nyt materiale, tog jeg fat i det og undersøgte, hvad det kunne. Det kunne være at lære at strikke, men jeg har også arbejdet med læder, beton, uld, træ, jern, aluminium og at garve skind. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og dér fandt jeg ud af, at jeg er håndværker. Jeg har brug for at kunne se, at det er det her, jeg har lavet i dag. Og det er svært at se på en flok børn, der er gået hjem.

Senere fik jeg en læreplads på Aarhus Teater, og det var noget af det allerbedste. Det var så vildt at være med til at skabe de forestillinger, vi havde der. Den første forestilling, jeg var med til, var ’Beach Boys teaterkoncert’. Scenografen brugte hele scenerummet, og i en af de første scener kom der en kæmpe kjole ned fra oven med to skuespillere indeni, og den flyvning var jeg med til at lave. Den ene skuespiller vendte på hovedet og sang imens. Den forestilling var så stor og vild, og vi knoklede hele tiden. Det var fantastisk. Fed musik og fede skuespillere.

PERNILLE BEJDER

39 år. Arbejder som scenetekniker på Odense Teater. Uddannet teatertekniker i 2011.

Har tidligere arbejdet på Aarhus Teater og bygget modeller til blandt andet Randers Regnskov. Bor i Bogense. Gift og mor til Svend, Gorm og Skjold. Bruger sin fritid med hænderne. Om så det gælder at restaurere hus, ordne have eller producere diverse legedimser til børnene.

2.

En scenetekniker som mig bygger kulisserne på teatret op. Der kommer en scenograf og siger: ”Hey, jeg skal bruge den her svævende sofa, der skal komme ind over scenen.” Vi kommer så med nogle løsningsforslag og siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi kan gøre det på den her og den her måde i stedet for.” Vi har snedkere, malere og en smed, der bygger det grove, og bagefter sætter vi tingene sammen på scenen. 

Jeg har tit prøvet at lave en rekvisit, hvor man er sådan: ”Yes! Jeg blev færdig med den.” Og så siger de på teatret: ”Jamen, den scene strøg vi i går.” Nå. 

Det fede er heller ikke at komme med den færdige ting, det fede er at lave den. Så det er egentlig ligegyldigt, om den skal bruges eller ej, for jeg har fået lov til at lave den her skidefede dims. Jeg løste opgaven. Måske kan den bruges en anden gang. 

Jeg får aldrig forestillingerne ordentligt at se, fordi jeg er med til at afvikle dem. På forestillingsaftenerne er det os sceneteknikere, der sørger for, at tingene sker, når de skal. Vi er med til at øve, og til forestillingerne sørger vi for, at de rigtige kulisser eller rekvisitter kommer ind på de rigtige tidspunkter. 

Satireforestillingen ’Vi bygger en vej’ om et byråds trafik-fiasko fik anmelderne til at klaske sig på lårene i foråret 2022.

3.

Under en af forestillingerne til Beach Boys-teaterkoncerten i Aarhus var der en skuespiller, der skulle hægte en kasse fast på en krog. Der var så en anden skuespiller, der skulle kravle ind i kassen og sidde helt krummet sammen og synge en sang, mens kassen blev hejst højt op. Men en aften kom kassen ikke rigtigt op at hænge. Den faldt ned, mens skuespilleren sad og sang inden i den. Han havde ikke nogen som helst chance for at tage fra og faldt ned med hele sin vægt, klask! Han forstuvede vist bare sin arm, men han måtte køres på skadestuen under forestillingen. Ham, der havde hængt kassen forkert op, var selvfølgelig vildt ked af det, og han måtte synge den andens sange resten af aftenen. Efter episoden kom en scenetekniker på scenen, der iført et kostume hængte kassen op. 

Når der sker uheld, sørger vi først for enten at få skuespilleren ud eller at få fortæppet ned foran kulisserne, og så går forestillings­lederen ind og giver en meddelelse. Man tænker fuldstændig klart i de situationer. 

Hvis jeg har lavet en fejl, som er 100 procent min egen skyld, skriver jeg den op, og så gør jeg det aldrig mere. Jeg har en lille liste på bagsiden af lågen til mit skab. 

SCENETEKNISK SET

En scenetekniker skaffer rekvisitter og sætter lys og lyd på teaterscenen. De er med, når kulisserne skal bygges, og når forestillingen kører. På Odense Teater er der syv sceneteknikere, et par elever og en teamleder.

4.

Vi lavede ’Jul på slottet’ i vinter på Odense Teater, og der kom gardiner ind mange gange i løbet af forestillingen. Jeg tror, at der var 72 scener, hvor der var skift, og det var mig, der kørte gardinerne frem eller bar en seng ind på bestemte tidspunkter. Det kørte på en drejescene, så når der var én scene i gang, satte vi klar på de to andre sider af drejescenen. Vi var fire til at skifte scenerne.

Siden 1994 har jeg været stor Pyrus-fan. Som barn var en af mine store drømme at lave rekvisitterne og kulisserne til ’Pyrus’. Det var Martin Miehe-Renard, der instruerede ’Pyrus’, og det var også ham, der instruerede ’Jul på slottet’, så der var jeg tæt på den ultimative drøm. Det kunne næsten ikke blive større.

Til en af juleforestillingerne var der en skuespiller, der fik en splint i øjet. Og så måtte vi spørge ud blandt publikum i pausen: ”Er der en læge eller en sygeplejerske til stede?” Man stopper jo ikke en forestilling, fordi der er en, der har fået en splint i øjet. Der var en sygeplejerske, der lige kom med bagved og kiggede. Og publikum elsker jo sådan noget. Teater er levende. Det er ikke bare en film, man sidder og kigger på. Det er rigtige mennesker. 

December-klassikeren ’Jul på slottet’ trak rekordmange gæster til Odense Teater i 2021.

5.

Teaterfolk er gode til at fejre. Der er både premierefest, midtvejsfest og afslutningsfest. Men jeg er ikke så meget af en festabe. Jeg synes, det er sjovere at arbejde, og vi skal også tit op og tage scenen ned morgenen efter afslutningsfesten. 

Der var en forestilling, som vi havde holdt afslutningsfest på, og ham, der havde haft hovedrollen, var glad og lettet. Han havde virkelig knoklet røven ud af bukserne, og da vi næste formiddag klokken 10 var ved at pille scenen ned, kom han gående med to øller i hånden og sagde: ”Hej! Nå, er I i gang igen?” Han var ved at slippe den rolle der, og det var, ligesom det skulle være. 

Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at det er mig, der er med til at opfinde den flyvende sofa. Desværre er jeg ikke blevet udsat for konkret at lave den flyvende sofa, ikke endnu, men det kunne være sjovt. Jeg har selvfølgelig allerede lavet nogle muligheder til, hvordan den kan laves.

Tit sidder jeg derhjemme med en følelse af, at jeg gerne vil lave et eller andet. Men jeg har brug for nogen, der kommer med de tossede ideer. Derhjemme er det børnene, der siger: ”Mor, jeg skal bruge en ærteskyder.” På arbejdet er det så scenograferne, der kommer med ideerne. Jeg elsker det.

ODENSE  TEATER

er Danmarks næstældste og har rødder tilbage til 1796. H.C. Andersen arbejdede i en periode som plakatopsætter på teatret. I 1914 flyttede Odense Teater til sin nuværende residens på Jernbanegade. Dengang kunne man købe en flaske snaps til fem øre, og den første forestilling på det ’nye’ teater var ’Ole Lukøje’ af H.C. Andersen.

På Odense Teater hænger omkring 17.000 kostumer til minde om mere end 200 års teaterhistorie. Teateret har gennem tiden uddannet en række kendte skuespillere. Blandt andre Sonja Richter, Lars Ranthe, Nicolaj Kopernikus, Hella Joof og Thure Lindhardt.

/

A fair lady

I Danmark har vi ikke ’High School Musical’, men alligevel kan man synge, danse og spille sig ind på scenen med SU i kostumet. Mød 23-årige Mira Andrea Balloli, der er ved at uddanne sig til rentonet musicalstjerne på Fredericia Teater.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen, PR

DE FLESTE UDDANNELSER handler om at kigge ned i en bog, men ikke når det gælder en bachelor i musical. Her skal man kigge op, mens man danser og synger. 

Musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole er på lige fod med statskundskab, sygeplejerske og softwareteknologi et fuldtidsstudie med de obligatoriske 180 ECTS-point and all that jazz. En af dem, der træner og øver sig benhårdt i de tre hovedfag dans, sang og skuespil, er 23-årige Mira Balloli.  

”Jeg har altid sunget,” siger hun på en kaffebar i Københavns Nordvestkvarter og ligner en ung Audrey Hepburn i en version 2023 i casual jeans og en blank, mørk page, mens pladespilleren sender jazzede toner ud i den dovne søndagsluft.

Mira Balloli kom ind med toget fra Fredericia i aftes. Hun skal lægge stemme til en tegnefilmsfigur i et studie lige i nærheden lidt senere. En nebengesjæft ved siden af studiet.     

”Brrrrrrr,” siger Mira Balloli så og sætter sine læber til at vibrere med en rytmisk kontrolleret bevægelse, da hun skal demonstrere de stemmeopvarmningsøvelser, som hun ifølge sin mor lå og lavede nede i barnevognen. 

”Hende der, hun bliver operasanger,” havde moren spået, og hendes profeti har indtil videre ikke slået helt fejl. Mira Balloli har godt nok ikke optrådt med opera, til gengæld har hun haft roller i store teaterforestillinger og lagt stemme til hovedrollen i Disneys biograffilm ’Encanto’. Og så knokler hun sig hen imod at dimittere som bachelor i musical i 2023 sammen med syv andre på sin årgang på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Stangskole er en fast del af skemaet. Mira Balloli (i midten) til balletundervisning med sine medstuderende.

Hun drikker latte med havremælk og fortæller indlevende, at det også var i den tidlige barndom, hun arrangerede sin første forestilling. I en stor dobbeltstue hjemme på Nørrebro klædte Mira sig som femårig ud og satte Carl Nielsens ’Tågen letter’ på spilleren og lavede danseopvisning til de klassiske fløjtetoner. 

”Min mor var kidnappet til at kigge på,” siger hun og erkender, at hun nok mest bare hoppede lidt rundt. Men inde i hendes hoved blev der fortalt en klar og tydelig historie gennem dansen og musikken.  

”Jeg har haft en meget livlig fantasi. Det har sikkert set helt anderledes ud fra den anden side, men det har set rigtig godt ud fra mit perspektiv,” siger hun, mens hun skærer skiver i luften og griner, så øjnene klemmer sig sammen til skrå mandler. Hun snakker med hele kroppen og bruger fagter, der understøtter de sproglige pointer.  

Som syvårig optrådte Mira Balloli for første gang i Hellig Kors Kirke på Nørrebro foran et publikum, der talte andre end hendes mor. Sammen med resten af et børnekor skulle hun give en Disney-koncert i kirken. Korlederen havde opfordret børnene til at klæde sig ud, og på koncertdagen kom Mira i fuld Minnie Mouse-mundering. Som den eneste.  

”Jeg skrålede med på alle Disney-sangene. Og dér tror jeg ligesom, min mor og min papfar fandt ud af, at jeg skulle lave teater. Jeg var all in. Der var bare fuldt kadaver på!” 

Efter den oplevelse tog det fart. Mormoren så en annonce i avisen om, at man ledte efter skuespillere til forestillingen ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Mira tog til audition og fik rollen som den lille Jane Banks, og teatret tog hende med storm.  

MIRA ANDREA BALLOLI 

23 år. Født og opvokset på Nørrebro. Studerer en bachelor i musical på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia. Dimitterer efter planen i 2023. Har blandt andet medvirket i ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Lægger stemme til hovedpersonen Mirabel i Disneys ’Encanto’, der havde premiere i Danmark i november 2021. Har lagt stemme til adskillige figurer fra Disney Junior, Nickelodeon og DR.

I FOLKESKOLEN VALGTE Mira Balloli altid sit eget tøj. Hun gik i benvarmere, dyreprint og voldsomme farver. Og teatret var hendes store lidenskab hele vejen igennem. Da klassekammeraterne helt naturligt begyndte at interessere sig for drenge, skiftede hun i 7. klasse til Sankt Annæ i København, hvor de havde kor tre gange om ugen, og mange af eleverne spillede på instrumenter.   

”Vi lavede alle mulige mærkelige ting – dåseskjul i 8.-9. klasse – og nogen har nok tænkt: ’Hvad fanden laver I?’ Men vi havde det bare virkelig godt med det. Det var meget befriende,” siger hun. ”Folk gik rundt og trommede på gangene. Enten er man til det, eller også er man ikke. Men jeg var til det, haha. Det var lidt ligesom at være med i ’Glee’ (amerikansk ungdomsmusical-serie, red.), bare i en sober version.”  

Efternavnet Balloli er som skabt til at stråle på en lysende teater-markise, men først skulle en flyvsk drøm om at blive pilot afprøves.

”Den verden giver mig sommerfugle i maven. At lande og lette. Det er mega­smukt. Og den frihed. At kunne være oppe i luften,” siger Mira Balloli, der fik testet drømmen af et sted over Borup med Copenhagen AirTaxi. Men efter prøvetimen kunne hun mærke, at hun ikke skulle flyve hver dag resten af livet.  

”Det er meget godt lige at få de der adrenalinkick og mærke, at man lever. Det får man jo også til auditions, og når man står på en scene. Okay, nu gælder det!” siger hun, mens guldmåner og stjerner danser fra hendes øreflipper. Det er, som om hun bliver holdt oppe af en snor, mens hun sidder ergonomisk korrekt som en knejsende Hollywood-stjerne modsat mange andre på hendes alder, der ofte ligner en al dente-nudel ved et bord. Med en stemme, der er støvsuget for øh’er og tænkepauser, fortæller Mira Balloli, at hun senere kom til at tænke teaterdrømmene ind i uddannelsesbanen: Hun ville gerne søge ind på musicaluddannelsen i Fredericia.  

Alle kan søge, men man skal igennem omfattende prøver i dans, sang og monolog for at blive en af de otte om året, der får lov til at gå på musicallinjen. Mira Balloli kom ikke ind i første hug som 19-årig. Derfor gik hun knokle-amok i et år på Savery Academy på Christianshavn og på Central Musical Theatre School på Vesterbro, der begge er forberedende skoler for dans, sang og optræden.  

”Hold kæft, jeg var dedikeret det år. Jeg kunne bare mærke: ’Det er det her, jeg skal. I slipper ikke for mig.’ Det var, som om det afslag også gjorde, at det blev mere betydningsfuldt for mig at komme ind,” siger hun og forklarer, at det også er sundt tidligt at vænne sig til at få afslag, fordi det er en stor del af gamet i teaterverdenen. 

På musical-uddannelsen synger de en masse i kor.
Mira Balloli skråler med som nummer to fra højre.

MUSICALGENREN BLEV FØDT på Broadway i New York i begyndelsen af 1900-tallet. Det er en teaterform, hvor talt dialog veksler med sang og dans gennem hele forestillingen. Tager man den store fordoms-hat på, er det let at forestille sig, at en flok musical-aspiranter samlet på en uddannelse er en happy go lucky-forsamling, der bryder ud i sang, hvis de skal på toilettet eller genfortælle dagens menu i kantinen.  

Mira Balloli griner, da hun får billedet forelagt, og udbryder: ”Nej, sådan er det ikke. Det er faktisk ret normale unge mennesker. Men det er jo klart, at nogle gange synger man et eller andet – også for at gøre lidt grin med det,” siger hun og slår over i en både ren og ironisk sangstemme: ”Uuuh, nu går jeg på toiletteeet.”

”Det er altid med en form for satirisk undertone og en virkelig ironisk distance,” fortsætter hun med almindelig stemme. ”Det er overdrevet og lige med et lille riff,” siger hun og lægger sit ansigt i dybtfølte popstjernefolder. I det hele taget rummer hun et væld af ansigtsudtryk, der kan illustrere et helt følelseskartotek. 

I Fredericia bor musical-eleverne tæt på hinanden. De spiser aftensmad sammen, øver sammen og har i det hele taget skabt deres eget lille campusmiljø. Sammen lærer de alt fra balletteknikker til belcanto, en italiensk teknik for ’smuk sang’. For Mira Balloli, der er født og opvokset på Nørrebro i København, var det lige dele hyggeligt og vildt at flytte til Fredericia. Der er ikke noget, der forstyrrer. 

”Det var vildt at mærke, hvor meget larm jeg var vant til fra København,” siger hun. ”Der er rigtig roligt i Fredericia. Og der er dyr. Så er der lige pludselig en hjort, der løber ned ad ens gade. Eller man ser en lækat og et pindsvin på gaden!” 

MUSICAL-UDDANNELSEN

For at komme ind skal man igennem to optagelsesprøver, hvor man blandt andet skal demonstrere evner inden for sang, dansearter, monolog og rytme. Musicalakademiet i Fredericia blev eta-bleret i 2000 og er en del af Den Danske Scenekunstskole, der blandt andet uddanner skuespillere i Aarhus, Odense og København. I 2017 blev bacheloruddannelsen i musical SU-berettiget og kom på finansloven.

Mira Balloli har haft mange store roller, selvom hun er under musicaluddannelse. Blandt andet spillede hun Annie i forestillingen af samme navn på Det Ny Teater.

De tre årgange på bacheloruddannelsen tæller 24 elever, og hvert år laver de sammen en såkaldt showcase, en forestilling, som eleverne står for. Førsteårseleverne agerer produktionshold, andetårseleverne er ensemble, mens tredjeårseleverne har de bærende roller. På sit første år var Mira Balloli scenetekniker og rekvisitør. 

”Det er vigtigt at have respekt for, hvad produktionen laver, så det ikke bliver sådan noget: ’Hvorfor er min rekvisit ikke klar!?’ Man bliver taget med hele vejen rundt, og det er så givende,” siger Mira Balloli, der drømmer om at udforske alle afkroge af sit fag, men mest af alt om at revolutionere musicalgenren i Danmark.

”Jeg føler ikke helt, at musical er en etableret genre i Danmark. På mange måder copy-paster man fra Broadway. Vi sætter de samme forestillinger op,” siger Mira Balloli og nævner ’Grease’ som en gammel traver, man ofte vender tilbage til. Hun mener, at musicalgenren her til lands lider lidt af et blakket og karikeret ry. I stedet for at kopiere newyorker-kulturen drømmer den unge musical-aspirant om at lave forestillinger, der repræsenterer den danske ungdomskultur, så en ung gymnasiepige i for eksempel Herlev også kan relatere til dem. 

”Og få skrevet noget musik, der passer til. Det tror jeg ville batte!”

FREDERICIA TEATER

Holdt rejsegilde i 1898. Jævnet med jorden i marts 1945 under schalburgtage, da tyskerne ville have hævn for den danske modstandsbevægelses sabotage – blandt andet ved at smadre steder, der var samlingspunkt for danskerne. Et nyt teater blev indviet i 1956. Er i dag en musical-mastodont og har vundet adskillige Reumert-priser. Gik konkurs i 2020, men genopstod i 2021.

 

/

Skrædderstilling

I skræddersalen på Det Kongelige Teater bliver magiske kostumeskitser til virkelighed. Tag med ind i en verden af tyl, fingerbøl og matematisk akkuratesse.  
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ulrik Jantzen

SOLEN BLÆNDER OM kap med Nyhavns glitrende vand og cyklisternes solbriller. Det er sådan en dag på Kongens Nytorv i Indre København, hvor der dufter af varm asfalt, hårdtpumpede cykeldæk og nyristede hotdogs. Midt i en myriade af kamera-knipsende turister, Wolt-bude med fastfood-skjold på ryggen, biler, der gasser op, og cykler, der suser forbi, ligger Det Kongelige Teater. 274 års teaterhistorie tårner sig op mod en sommerblå morgenhimmel med irgrønne statuer, buede balkoner, murstens-krummelurer og guld galore.

Går man venstre om teatret ned ad August Bournonvilles Passage, finder man en tung bronzedør, der er første skridt på vejen mod skræddersalen, arnestedet for alle kostumerne, der vækker forestillingerne til live på både Gamle Scene, Operaen og Skuespilhuset. Men indenfor bliver glamouren sat på et øjebliks pause. Linoleumsgulve, klinisk hvide vægge og lysstofrør, der får én til at misse med øjnene, henleder umiddelbart tankerne på en kommunal forvaltning. Men en tur med elevatoren er en vaskeægte ’Alice i eventyrland’-manøvre. På et splitsekund er alle rester af offentlig forvaltning borte, og en verden af tyl ligger for ens fødder. 

Lyset tonser scenisk ind fra de store loftsvinduer, og støvpartiklerne danser i luften mellem alle tutuerne – strutskørternes retmæssige franske navn – der hænger fra loftet med hovedet nedad, så de holder den helt rette facon. Kostumeproduktionen er delt op i en herre- og dameafdeling, og skørterne duver som tylskyer over dameskræddersalen.

DET KONGELIGE TEATER

Bliver også kaldt Danmarks nationalscene. Består af Operaen, som ligger ved Holmen, Skuespilhuset på Sankt Annæ Plads og Gamle Scene, som ligger på Kongens Nytorv. Det er her, skræddersalen ligger. Gamle Scene blev indviet i oktober 1874, den er i dag teatrets ældste bygning, og det er her, skræddersalen ligger.

I 1875 kostede de bedste billetter to kroner. Lysekronen fra dengang hænger der stadig og vejer 950 kilo.

Kostumesamlingen på Det Kongelige Teater er en af de største og ældste i verden. Den rummer 3.000 kostumer og kostumedele, der kan dateres helt tilbage til 1700-tallet.

Nål tråd og kridt. De essentielle værktøjer i sykassen.

SYMASKINERNE HAR alterpladsen på skrivebordene i dameskræddersalen. Bordpladerne bugner af perler, nåle, tyl og fingerbøl. Målebånd og fjerboaer hænger fra arbejdslamperne, dansende i sommerbrisen, der slipper ind. I det hele taget er det som at træde ind i en overdimensioneret sytøjsæske. Der er ikke en eneste computer at spotte. Til gengæld er der hele vægge med tråde eller knapper fra gulv til loft, der repræsenterer farveskalaen, strygestationer, giner og det ene stativ efter det andet med kostumer til teatrets mange forskellige forestillinger. Symaskinerne udsender en konstant, men messende baggrundsstøj, der smyger sig ind imellem samtaler om weekendplaner, ærmesøm, der skal fikses, og liv, der skal sys ind. Her siger man damesiden og kongesiden i stedet for højre og venstre.

Midt mellem kjoler og jakker, der tager hjernen på magisk tur til både Karen Blixens Afrika og jule-eventyrlige ’Nøddeknækker’-skrud, står et skrivebord, der i fredagens anledning er taget i brug til syltetøj, Nutella og fredags-franskbrød. 

”Du får lige nogle hoftestykker i stretch,” er der en, der siger, mens en anden er bøjet over nogle lapper, der kaldes ærmeblade. De fleste af kostumerne kan hverken renses eller vaskes, og derfor syr man aftagelige lapper i, der sidder i armhulen og agerer sved-sugere. 

”De bliver virkelig klamme,” siger skrædderen og kigger op fra arbejdet. Balletdansernes tætsiddende trikoter vaskes dog, og de er lavet af slidstærkt lærredsstof, der tåler både spring og spjæt.

NOGLE GANGE GENBRUGES kostumer helt tilbage fra 1970’erne. Andre gange må færdige kostumer sendes på fjernlageret, fordi forestillingens designer pludselig har fået en ny idé. Og det kan godt gøre en lille smule nas. En enkelt tutu tager immervæk en skrædder omkring 25 timer at lave.

”Vi har også prøvet at lave noget, der bare måtte kasseres, og der har man det sådan lidt: Så tror jeg bare, at vi skal have champagne på fredag,” siger 46-årige Christina Surlykke, der har været dameskrædder på Det Kongelige Teater i 25 år. Egentlig skulle det bare være en 10 ugers praktik, da hun som ung og grøn skrædder-aspirant trådede sin nål for første gang i den gamle sal.

”Det var angstprovokerende dengang. Jeg var meget, meget ung, og det var en lidt ældre generation, der var her,” siger hun og forklarer, at der var en hulens masse regler. For eksempel måtte man ikke skifte tråd på bestemte maskiner uden at råbe ud i lokalet, hvilket godt kunne virke grænseoverskridende for en novice. 

EN KONGELIG AFFÆRE

Dansk Teater fejer i år 300-års jubilæum, men begyndelsen var svær. Da den religiøse Christian VI overtog kongemagten i 1730, lukkede han de små steder rundtom i landet, der opførte skuespil. Han mente, at teatre og forlystelser i det hele taget forpestede sjælen og var den sikre vej til helvede. Men i 1746 blev den festglade Frederik V konge, og to år senere, i 1748, sørgede han for, at Det Kongelige Teater åbnede. Folket fik mulighed for at opleve den glittede teaterverden, for kong Frederik V havde bestemt, at der skulle være offentlig adgang.

Christina Surlykke griner, da hun fortæller det, og kommer med en lettere skrædderteknisk forklaring om, hvorfor det egentlig var smart nok, det med råberiet og tråden. ”Vi gør det nok også selv lidt. Hvis man spurgte nogle af de nye, har de det nok også sådan lidt ’gisp’ over at være her,” siger hun.

Franske gloser og skrædderslang blander sig med en ærkekøbenhavnsk dialekt, når Christina Surlykke snakker. Hun fortæller, at de klipper takker på tylsskørter i hånden, fordi der ikke findes nogen takkesakse så brede. Desuden er takkerne så godt som livsnødvendige, for er skørterne lige, skærer de hul i dansernes lår.

På de fyldte kostume-stativer hænger post-its fast med knappenåle med instrukser til den næste velmødte skrædder i salen. Nåle trådes, stof klippes, og summende produceres der sceneværdigt tøj som honning i en bikube.

Dameskrædder Christina Surlykke i fuldt sving.

DAMESKRÆDDERSALEN GLIDER OVER i herreskræddersalen. De to arbejdsværksteder er kun adskilt af glasvægge. En døråbning markerer skellet, og den seværdige forskel rammer straks. Det er som at træde ind i Frank Sinatras garderobe. Herreskræddersalen emmer på én gang af New York, Italien og 40’ernes snorlige og galante linjer. Der hænger høje hatte og slips, skjorter og jakker og bukser med pressefolder. Kanterne er skarpere, farverne mere nedtonede. Men som i dameafdelingen dufter der af maskinolie fra presse-stationer, og der summer af arbejdsiver.

Ved et hæve-sænke-bord står 61-årige Magnus Tougaard. Han er tilskærer og projektleder og har været på Det Kongelige Teater, siden han fik en elevplads som herreskrædder i 1992. Egentlig havde han tænkt, at han nok skulle være bankmand, for han var god til matematik. Men han var også pioner inden for skateboarding i 70’ernes Danmark, og på et tidspunkt følte han virkelig for et par røde shorts med store hvide prikker. Da han tilfældigvis arvede en symaskine, kom shortsene i hus med hjælp fra en fingernem nabo.

Knap-kartoteket fylder en hel væg.

”Jeg sad der med min håndsvingssymaskine og fik skruet de shorts sammen og var pavestolt. Der åbnede sig en helt ny verden for mig. Hold da fast, man har et stykke stof, og så kan man lave hvad som helst!” siger han. Begejstringen over, at han var den eneste i verden, der ejede lige præcis de shorts, fik ham til at sy mere og mere – blandt andet jakker med brede skuldre til sit Duran Duran-inspirerede band og senere kostumer til en teaterforestilling i Helsingør.

”Jeg kastede mig ud i det, og en kæmpe dør åbnede sig. Det var fandeme spændende,” siger Magnus Tougaard, stadig med begejstring i stemmen, mens han står ved sit skrivebord, der er fyldt med smukke skitser med håndskrevne noter og real size-papirklip. 

Herreskræddersalen set fra oven.

NÅR KOSTUMEDESIGNEREN HAR et design færdigt til en forestilling, er det i første omgang en tilskærer som Magnus Tougaard, der regner på former og størrelser og laver udklip af bukser og jakker i ét stort bagepapirs-puslespil, som skrædderne bruger som skabeloner til stoffet. Der er linealer i alle former og størrelser, og den matematiske akkuratesse udfolder sig således her i teaterregi i stedet for i en bankfilial.

Lige nu er han i gang med at lave bukser til en scene i den kommende forestilling ’Gotta Dance’, en helaftensballet, der angiveligt tager tilskuerne med tilbage til det gamle, glamourøse Hollywood. Bukserne er slænget hen over skrivebordet, og Magnus Tougaard viser med en håndværkers brede fingre, hvordan de kun er riet med løse sting i bunden. Det forlyder nemlig, at de skal være videre forneden. I et tilstødende glaslokale står chefdesigneren på forestillingen, Jonathan Morrell, og bladrer minutiøst igennem farveprøver. Han bider i sin brillestang af bar koncentration. Den helt rette nuance af blå skal vælges.

SAGENS STILLING

I gamle dage tiltrak skrædderfaget folk med et svækket fysisk helbred, fordi det var stillesiddende. Onde tunger kaldte skræddere for ’skrinkel-ben’, et nedsættende ord for en person med tynde, vaklende ben. Skrædderne sad ofte med krydsede ben og fødderne trukket op under sig, altså i skrædderstilling. På den måde kunne de sidde i vindueskarmen tæt på det naturlige lys, og desuden kunne de bruge benene til at bevæge stoffet nemmere, end hvis de sad ved et bord. I dag er skrædderstillingen også en yogastilling mod stive hofter.

Rundtomkring på bordene ligger der fuldvoksne metalsakse. Magnus Tougaard har givet sig selv en italiensk grand cru-model i gave, og han tager den op til fremvisning og gnider den mod håret på sit baghoved på begge sider, som en Global-kniv på en slibeblok. 

”Så får den lige lidt hårfedt på,” siger han og videregiver dermed et skrædder-tip om, hvordan man får en saks til at glide ubesværet gennem et stykke stof.

Magnus Tougaard er ferm med en saks.

SNAKKEN BEGYNDER FOR alvor at bryde ud. Det er tid til frokost. Der er naturligt opbrud, symaskiner slukkes, og porcelæn og bestik begynder i stedet at klirre. En praktikant står stadigvæk med uigennemtrængelig koncentration og prøver at lure sin læremesters maskinelle præcision, når han fører sting igennem stoffet.

Elevatoren gelejder én gennem kaninhullet igen, og i løbet af et fingerknips er man tilbage på Kongens Nytorv, hvor man med ét vågner fra syæske-drømmen. Turisterne står her stadig med solhatte og kurs mod en kanalrundfart, og symaskinerne er erstattet af insisterende benzin-brummen. Midt i det hele står Det Kongelige Teater stadig som en af de sidste analoge bastioner og skinner om kap med solen.

/

Scenen er din

Slip din indre Shakespeare løs, og lad de skrå brædder forføre dig. Rundtom i landet står dansk teater parat til at lokke dig – og dine børn – ud i nye efterårseventyr.
Tekst:RedaktionenFoto:Per Arnesen/Yellow1.dk, Folketeatret, Allan Toft, Lynge Nielsen/NørregadeTeatret

VERDENSBERØMT MELANKOLI OG TYROLER-MAGI 

Lars von Triers film ’Melancholia’ vandt et væld af priser og international anerkendelse efter sin premiere i 2011. Nu er det igen muligt at opleve de to søstre Justine og Claire, der prøver at stå sammen, mens verden er ved at kollapse. Den apokalyptiske fortælling om, hvordan mennesket håndterer jordens undergang aldeles forskelligt, vises indtil 28. september på Aarhus Teater. Og så er der amoriner i luften, national nostalgi og godt tyroler-humør, når teatret slår dørene op for ’Sommer i Tyrol’ 29. september. Oplev blandt andre ’hele Danmarks Bamse’, Søren Hauch-Fausbøll, i en af hovedrollerne.

Læs mere på aarhusteater.dk

’Den poetiske raptus’ på Folketeatret.

ET 300-FOLDIGT LEVE

Den dansk-norske forfatter og nationalskat Ludvig Holberg blev født i 1684 som den yngste i en søskendeflok på seks i Nordnorge og døde som baron i København i 1754. I sin levetid opbyggede han et enormt forfatterskab. Han gik enevælden på klingen og udfordrede sin samtids normer med sin satiriske pen. ’Den poetiske raptus’, der vises på teatre i hele landet fra 22. september og slutter af på Folketeatret, er en hyldest til Holbergs frisind og en markering af dansk teaters 300-års jubilæum. Det er nemlig også 300 år siden, at der for første gang nogensinde blev opført en dansk komedie, ’Den politiske kandestøber’, som Ludvig Holberg også stod bag. Der er bohemer, evighedsstuderende, erotiske madammer og rigeligt med plads til den frie tanke, når skuespillerne på humoristisk vis opfører ’Den poetiske raptus’ og viser, hvordan Ludvig Holberg ændrede dansk teater. 

Se mere på folketeatret.dk

’SVÆRDET I STENEN’

En troldmand, en håndfuld riddere og et magisk sværd må sådan cirka være opskriften på det perfekte børneeventyr. Og i dette efterår bliver det sagnomspundne magiske sværd hevet op af mange by-sten, når ’Sværdet i stenen’ tager på en mindre danmarksturné. Forestillingen tager børnene med ind i en verden af flotte kostumer, spritny musik, og med på en spændingsfyldt rejse gennem en verden med lænkede drager, onde troldkvinder og antihelten Arthur, der til slut kan kalde sig konge af England. ’Sværdet i stenen’ vises i Aalborg, Ishøj, Nykøbing Falster og Esbjerg fra 10. oktober. 

Se hele turnéplanen på louiseschouw.dk 

ONDSKAB OG EVENTYR

Søskendeparret Fanny og Alexander bliver kastet ind i et koldt og spartansk præstehjem, da deres far dør, og moren gifter sig på ny med byens biskop. Svenske Ingmar Bergman, som var en af de største filminstruktører og manuskriptforfattere på sin tid, står oprindeligt bag ’Fanny og Alexander’, som kan opleves på Aalborg Teater fra 5. september i en nyfortolkning. Der er fri fantasi og grænseløs forelskelse på de skrå brædder, men også ondskab og mørke, der hele tiden ligger på lur. I den helt anden grøft kan du i øvrigt svøbe dig i H.C. Andersen-klassikeren ’Kejserens nye klæder’ om den modeglade kejser, der slavisk følger det sidste skrig. Teatret lover smæk på farverne, skraldgrin og underholdning for både børn og voksne. Vises fra 8. september. 

Se mere på aalborgteater.dk

”SLAP AF, FOR HELVEDE, DET’ BARE ET HAGL!”

Få et glædeligt gensyn med de gyldne punchlines fra Anders Thomas Jensens actionkomedie ’Blinkende lygter’ fra 2000, når Odense Teater 14.-15. oktober løfter scenetæppet for en gendigtning af historien om de fire umage venner, der prøver at lægge fortiden bag sig. Eller få hjælp af Sigurd Barrett til at svare på børnenes spørgsmål om, hvorfor solen egentlig skinner, og hvor langt der er til månen, når han sammen med multikunstner Eskild Dohn opfører teaterkoncerten ’Sigurd fortæller om naturvidenskab’ 17.-18. oktober. 

Læs mere på odenseteater.dk 

HJERTEKNAS OG UNGDOMSSIND

Det tæt ved legendariske ungdomsradioprogram ’Tværs’ kan fejre 50-årsjubilæum i oktober. Tilbage i 1972 lukkede Tine Bryld ungdommen ind i æteren og agerede kyndig rådgiver, når der blev ringet ind med spørgsmål om kærlighed, angst og ensomhed. I 36 år lyttede hun til ungdommens kvaler, store som små, og i anledning af den runde program-fødselsdag har Aveny-T i samarbejde med Danmarks Radio skabt en på én gang rørende, tragikomisk og intim forestilling om, hvad der sker inde i ungdomshjernerne i dag. Og hvordan ungdomslivet har forandret sig gennem de seneste fem årtier.   

Kan opleves fra 22. oktober. Læs mere på aveny-t.dk/tvrs 

/