EN STORSMILENDE usbekisk togkonduktør vifter ivrigt med hånden. Bag ham strækker et majestætisk turkisgrønt tog sig nærmest endeløst til begge sider på togstationen i byen Khiva, hvorfra der er 14 timer i nattog til landets hovedstad, Tasjkent.

Konduktøren vifter mig op ad tre stejle trappetrin. ’PECTOPAH’ (’restaurant’ med kyrilliske bogstaver) står der på den grønne vogn, og bag duggede ruder med krøllede gardiner viser han med stolthed ind i restaurantvognen og ud i et industrielt køkken. 

På det brændefyrede komfur syder kartofler og lammekød i en kulsort støbejernsgryde. Metalsuppeskeer og en fladtang hænger over komfuret, lange knive flyder tilfældigt på metalbordet, og restaurantens to kokke er i gang med at fortære et spejlæg og drikke te. Den ene siddende i en hullet T-shirt, den anden hængende ud ad køkkenlugen i joggingtøj. Et smil afslører et par guldtænder i overmunden. De kigger overrasket op fra deres samtale.  

”Hej, hvor kommer du fra?” spørger mændene på russisk. 

”Danmark,” svarer jeg og får advarende fremstammet, at jeg kun kan en smule russisk. Det stopper dem ikke. Hvor skal jeg hen, hvor har jeg været i Usbekistan, og er du ikke hende journalisten fra BBC? Ordene krøller sig sammen og har svært ved at trænge ud over mine læber. Alligevel ruller samtalen videre. 

”Hvilken vogn skal du sove i?” spørger guldtanden. 

”Platzkart,” svarer jeg, betegnelsen for 3. klasse. Han kigger overrasket på mig. Det forstår han ikke. Turister plejer at sove i luksuskupeerne. 

”Du skal komme forbi restauranten i aften, ” siger han grinende.
”Vi har også øl,” tilføjer han.

En usbekisk herre nyder stilheden tidligt om morgenen.

UDEN FOR RESTAURANTVOGNEN sværmer en myretue af passagerer med rullekufferter og rygsække ud på perron 1 på den futuristiske station. En mand stønner ned ad perronen med hænderne fulde af tunge poser, mens hans pukkelryggede bedstemor stavrer bagefter. Et kærestepar krammer intenst farvel. To tyske rygsækrejsende med forvildede blikke forsøger at tyde de kyrilliske bogstaver på afgangstavlen. 

Ud for hver vogn står en konduktør med en ualmindelit høj hat – et levn fra dengang, Usbekistan var en del af Sovjetunionen, og åbenbart så brugbar, at den overlevede styrets fald i 1991. Hatten sælges blandt andet brugt på eBay som et vintage-fund.

Bag konduktørerne hænger laminerede stykker papir fast med tape og anviser vognnummeret. Vi passagerer møver vores bagage forbi række efter række af overkøjer og underkøjer i par af fire og udfoldelige køjer vendt mod gangen. En rynket usbekisk herre med sixpence sludrer med en usbekisk dame, som slænger sig på en af sengene. Bagagen lægges enten på hylder over den øverste køje eller i kister under den nederste. Brune, frynsede tæpper, der ikke ser specielt nyvaskede ud, ligger redt ud på hver køje, mens tre poser te og et par sukkerknalder er placeret som en lille velkomst på bordet mellem sengene. 

Selv om ’platzkart’ sprogligt stammer fra tysk, kommer togbegrebet fra Rusland. Man sover i et åbent rum med omkring 50 andre passagerer, og prisen for 14 timers nattur er 110 danske kroner, mens en topersoners kupé på første klasse koster cirka 300 kroner per person. I de ældre tog er platzkart-sæderne lavet af træ, også kendt som ’de hårde vogne’, mens sengene i nyere tog er polstret med blødere madrasser. 

Et gammelt sovjetisk nattog på ruten Khiva-Tasjkent.

UNDER OS ER togskinnerne en del af Den Transkaspiske Jernbane. I årene under Sovjetunionen voksede det centralasiatiske jernbanenet med tusindvis af kilometer, men efter unionens fald blev jernbanenettet afkoblet sin primære endestation, ­Moskva, og dermed afskåret fra den russiske pengepung samt ekspertise i at vedlige­holde skinnerne. Hvert nye selvstændige land tog kontrol over sine jernbaner, og over 30 år efter Sovjetunionens fald har Usbekistan nu fået genrejst sit jernbanenet med indkøb af nye spanske højhastighedstog og en højhastighedsforbindelse på 600 kilometer mellem de to største byer, Tasjkent og Samarkand.  

De skinnende europæiske tog har dog ikke erstattet de sovjetiske endnu, men selv her i de ældre tog henter nutiden ind på fortiden. Omkring os springer en svedig konduktør som i et hækkeløb over kufferter for at tjekke hver billet med en moderne QR-scanner, mens et par aldrende usbekiske passagerer stadig stramt holder fast i en gullig papirbillet. Det føles lidt som at trykke på en tidsmaskine, da togkonduktøren med rød hat på slaget 16:22 fløjter skingert. Metaldørene smækkes hårdt i, en sky af grå røg slipper ud af diesellokomotivet, og vognene vugger fra side til side, idet toget skrumpler  ud af Khiva. 

Togpersonale venter foran hver vogn.

TOGET GLIDER FORBI ravgule marker og råhvide bomuldsbolde, mens usbekere aser rundt som stimer af fisk for at indsamle små filtrede kugler af bomuld i større bløde bunker. 

Forhistorien bag ’det hvide guld’ er dog dyster. Da Ruslands bomuldsleverancer fra USA ophørte under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne, fik russerne øjnene op for Centralasiens bomuld. På samme tid blev livegenskabet ophævet i Rusland, og det fik jordløse russere til at sive til Usbekistan og sætte gang i produktionen. Efterhånden blev landets ørkenstepper forvandlet til marker, nye vandingskanaler blev etableret, der blev satset stort på bomuldsdyrkning, og produktionen blev firedoblet fra 1940 til 1980. 

Men bag den hvide succes lå en voksende miljøkatastrofe og et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når man overudnytter naturen. De mange bomuldsmarker skulle have masser af vand, og derfor blev vand fra Aralsøens to floder omdirigeret til markerne. Alt for lidt vand nåede frem til verdens fjerdestørste sø, Aralsøen, der begyndte at tørre ud, og livet i søen døde. Rovdriften på jord og vand fik ørkenen til at sprede sig, og forhøjet saltkoncentration og tungmetaller trængte ned i jorden og spredte sig til landbruget. 

I dag er Aralsøen svundet ind til en tiendedel af sin oprindelige størrelse, og ser man på søen ovenfra, befinder tidligere havnebyer sig nu 100 kilometer fra søens nuværende bred. I dag er bomuld stadig en betydelig del af landets industri, men produktionen er i konstant fare for at kollapse på grund af vandmangel. 

Usbekere tæt pakket i en platzkart-vogn.

EFTERHÅNDEN ERSTATTES de prikkede marker af firkantede huse og asfalterede veje med hvide Chevrolet’er. En halv times tid senere glider toget ind på en station i et arkitektonisk sammensurium af sovjetisk og orientalsk stil. Hvid marmorbeton med blå refleksvinduer og bombastiske blokbogstaver fortæller os, at vi er ankommet til Urgentj i det vestlige Usbekistan på grænsen til nabolandet Turkmenistan.

En ung mor i et bordeaux veloursæt halser ned gennem vogn 14 med en pusletaske over skulderen og fyldte poser i hænderne.

”Salam alaikum,” hilser moren og forsøger ikke at glo for meget på dem, hun skal tilbringe natten med.  

Bag veloursættet stikker to kuglerunde sorte øjne frem. I barnets hånd spiller en skrattende sang fra den verdensomspændende tv-serie for børn ’CoComelon’ på en telefon, og den toårige pige prøver ikke at skjule nysgerrigheden over for sine sengekammerater. 

Moren prikker med en spørgende finger på mit knæ og peger på overkøjen. Jeg nikker.

Sengene bliver fyldt op med rynkede damer, hårdhudede mænd og unge usbekere med hvide sportssko og trådløse høretelefoner i ørerne, mens vognen damper af mange mennesker klemt inde på meget lidt plads.  

Bomuldsmarker på landet.

ET HYL FRA en fløjte skærer gennem stationen, og efter halvanden times stilstand humper toget ud fra Urgentj. Vognen fyldes af usbekisk småsnak og knækkede græskarkerner. Grå godsvogne med cement ruller som en filmrulle i vinduet, og en dreng spiller bold i et støvet industrikvarter. 

Selvom russernes tilstedeværelse i landet førte til skyhøj bomuldsproduktion, jernbaner, postvæsen, telegrafi og afskaffelse af slaveri, var det dog ikke nogen stor forbedring for flertallet af befolkningen i Usbekistan. Landets hyrdekultur, der går tilbage til 4.000 år f.v.t., blev truet, og modstanden mod russerne endte i flere blodige opstande. Senere, under Stalins planøkonomi, ændrede forholdene for usbekerne sig ikke til det bedre. Landbruget blev kollektiviseret og industrialiseret med brutale metoder, der fik høstudbyttet til at falde og skabte hungersnød i landet. Usbekiske ledere og intellektuelle blev også udrenset i den periode, og fra 1920 til 1945 mistede en stor del af befolkningen livet til sult eller forfølgelse. Styret i Moskva lukkede også moskeer, religiøse læreanstalter og undertrykte al religiøs udøvelse, så islams lange tradition i Centralasien i stedet måtte dyrkes i hemmelighed. Til gengæld lagde man en stor indsats i at udrydde analfabetisme, skole- og sundhedssystemet blev udbygget, infrastrukturen blev markant forbedret, og kvinder blev frigjort fra deres traditionelle rolle i hjemmet.  

Da Sovjetunionen blev lagt i graven, forsatte Usbekistans historiske, politiske, økonomiske og kulturelle bånd til Rusland. Rusland får gas fra Usbekistan, og det er blevet en vital del af usbekisk økonomi, at millioner af usbekere arbejder i Rusland og sender penge hjem til familien. Selv i perioder, hvor luften har været kold mellem de to lande, er handlen fortsat. Som allieret var det derfor bemærkelsesværdigt, da udenrigsminister Abdulaziz Kamilov sidste år meldte ud, at Usbekistan er imod Ruslands invasion i Ukraine. 

Nattoget fra Khiva til Tasjkent. Lagner svæver ned fra køjesengene for at skabe en smule privatliv.

EN SJÆLDEN NOTE af smørbagte kiks og sure tæer spreder sig i vognene, der er proppet med mennesker. Familier sidder foroverbøjet over de små borde og vrider stykker af stegt kylling og runde hvedebrød fra hinanden. Det tyske rygsækrejsende par, der tidligere forsøgte at tyde kyrillisk på togstationen, skiller sig ud i afdelingen for platzkart. Et stiltiende nik mellem os siger mere end ord. Vi er på udebane. 

For enden af de mange menneskepakkede vogne siver en duft af stuvet kød, og efter restaurantvognen fortsætter de mere luksuriøse vogne med enten fire- eller topersoners kupeer. I et klinisk lys iler tjenere i hvide skjorter i pendulfart mellem køkkenet og restauranten. Otte borde er dækket med voksdug og friske lilla blomster. To russere er i gang med at tømme øl nummer to og slubre en glohed suppe med dansende fedtdråber i overfladen. En turist trækker sin oplader ind og ud af en stikkontakt i håbet om at lade sin telefon op. 

I de brune imiterede lædersæder bestiller jeg nudler og en lunken usbekisk øl – Sarbast – der er produceret af Carlsberg i landet. Gardinstangen falder ned, da jeg trækker gardinet fra for at se solnedgangen over markerne.  

Køkkenpersonalet i nattoget fra Khiva til Tasjkent. Chefkokken Ansar sidder og spiser et spejlæg inden afgang.

UDE I KØKKENET smiler og vinker kokken ud ad sin luge. Bag ham svæver damp fra en sydende kødstuvning i støbejernsgryden, og et spejlæg sprutter i olie på en pande. Dugdråber glider om kap ned ad køkkenets vinduer. 

”Hvordan går det?” 

”Udmærket,” svarer jeg, mens jeg febrilsk bladrer i mit minimale kartotek af russiske ord. For ham flyder det russiske let, da det, efter usbekisk, er landets andetsprog. Jeg spørger, hvad han hedder. 

”Ansar,” svarer han og fortæller, at han er fra Usbekistan og chefen i køkkenet. Han har arbejdet i restaurantvognen i mange år, siger han og trækker ud i sin svedige T-shirt. En række bestillinger på suppe ryger gennem køkkenlugen, og Ansar vender sig mod komfuret. 

I vognene bag ham stikker fødder i øjenhøjde ud fra de øverste køjer, mens ud- og indgangen til hver vogn dufter svagt af bål. Her sætter en konduktør ild til håndfulde af træflis under en stor samovar, og krumryggede usbekiske kvinder stiller sig i kø ved varmebeholderen med hver deres porcelænstekande. 

Første stop på ruten er byen Urgentj (Urganch) i det sydlige Usbekistan.

MIDT I ET afgørende slag kort i en usbekisk familie bliver lyset slukket. For at få en smule privatliv svæver lagner spærrende foran nogle af sengene. Toget pruster forbi lange parenteser af kulsort mørke i verdens 15. største ørken, Kyzylkum, der udgør 300.000 kvadratkilometer af Usbekistan. Gennem netop denne ørken rejste karavaner af kameler med varer og viden på en af handelsruterne ad Silkevejene. Fra det første århundrede og frem fragtede man silke, jadesten, porcelæn, te og krydderier mellem Kina og Europa, men også religion, information og ideer.

Langs Silkevejenes usynlige tråde trasker toget videre i mørket. En dunst af sved kradser i næseborene til lyden af en ældre herre, som haler torsk i land et par senge længere nede ad gangen. I vores lille firkløver af køjesenge forsøger moren med lukkede øjne at vugge sin datter i søvn. Den lille krop møver rundt og skriger utrøsteligt. Salte tårer trækker ned over bulede kinder, og ikke engang cola eller ’CoComelon’ på telefonen kan stoppe de nerveflossende skrig. Efter en times konstant gråd begynder moren i afmagt at slå og ryste sin datter. Gråden tager kun til for hvert slag, og at sidde under en meter fra handlinger, vi for længst har taget afstand fra i Danmark, får maven til at snøre sig sammen i kultursammenstød. Men da en rynket dame roligt løfter barnet ud af armene på den tærede mor, forstummer gråden, og tårerne tørrer ud. Respekten for ældre er nærmest sakrosankt i Usbekistan, åbenbart selv for de mindste.

Gråden erstattes af et metallisk klonk hvert tiende minut. Døren ud til toilettet åbner og smækker, hver gang nogen skal på toilettet, og en isnende vind smyger ind under det tynde tæppe, når det sker.

Restaurantvognen indefra.

DER ER LANGT til den dybe søvn, når man ligger ved toilettet. Klokken fem om morgenen kan jeg lige så godt sætte mig op og få den sidste udsigt fra vinduet. Jeg er ikke den eneste. En ældre vågen herre sender mig et indforstået nik og vender blikket mod vinduet igen. Et orange skær smyger sig over himlen og lyser støvede landsbyer op. Vi kører sneglende forbi kvadratiske huse, frodige urtehaver og kuppelformede mausoleer. 

Bag de ophængte lagner begynder usbekerne at pusle rundt. Personalet samler det brugte sengetøj sammen i store lærredssække. Et hold af usbekiske damer i tøfler stiller sig i kø med håndklæder og håndsæber i gangen. En lettere fækal lugt fra toilettet siver ind i vognen. 

Toget glider ind på stationen i Tasjkent en halv time før forventet. I en smoggrå morgendis reflekterer togvinduerne endnu en futuristisk, pompøs station. Inden toget bremser, maser passagerer sig selv og deres bagage frem i den klaustrofobiske vogn. Køkultur findes ikke i Usbekistan. Alle vil ud først. Med mørke rande under øjnene og ømme rygge strømmer usbekerne ud på perronen. Rullekufferter dunker over togskinnerne, og gerrige taxachauffører står klar som komité på den modsatte side af skinnerne. Den forfriskende kolde morgenluft hiver søvnen ud af øjenkrogene. På et gult neonskilt står der ’Welcome’ – på usbekisk, engelsk og russisk.