DET SKER HELE tiden. Folk, der stod ham nær, kommer til at sige, at han er sådan og sådan. Eller gør sådan og sådan. Det virker naturstridigt at omtale Chris Anker Sørensen i datid. For han var her jo lige før. Og han er her på sin vis stadig. Som minder, der finder vej, når man mindst venter det. Som når man går på gaden i Odense med musik i ørerne, og tårerne begynder at trille ned ad kinderne. Det skete for Rasmus Staghøj for nylig, da han var på vej til TV 2’s studie for at dække cykelløbet Liège-Bastogne-Liège.

”Jeg græder ikke så meget, men det sker nogle gange, når jeg tænker på Chris. Jeg var på vej ind for at kommentere hans yndlingsløb, og han skulle have været der med mig.” 

Der går stadig ikke en dag, uden at Rasmus Staghøj tænker på sin ven og kollega, der på tragisk vis gik bort som 37-årig, da han 18. september sidste år på sin cykel blev påkørt lidt uden for Brügge i Belgien. 

Det kan være de mindste ting, der popper op i journalistens erindring, men som regel et eller andet underfundigt, vennen har sagt i tidens løb.  

Sådan er der mange, der har det. Nogle gange tager cykelekspert Brian Nygaard sig i at scrolle tilbage i den Messenger-chat, de havde kørende i flere år, for at mindes deres samtaler. Indtil det bliver for hårdt: 

”Jeg skal hive mig selv op til ikke at blive enormt ked af det, når jeg taler om ham. Det er et savn, jeg ikke rigtigt kommer overens med. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg tager mig selv i at tænke: ’Gud, han er jo død!’ Det er enormt smertefuldt, for der er ingen trøst, og når jeg tænker på dem, der skal leve med savnet på en helt anden og langt sværere måde, er det næsten ubærligt. Den eneste måde at leve med det er at huske de fantastiske ting, han stod for.”

Foto: Privat

ET ØJEBLIK KAN forandre alt. På baggrund af den barske realitet kom Chris Anker Sørensen til verden i efteråret 1984. To år forinden havde hans 13-årige storebror Flemming været ude at cykle, da han på en landevej fem kilometer fra barndomshjemmet pludselig blev kørt ned af en bil. Han endte i respirator, men efter seks dage blev den slukket, da det stod klart, at der ikke var mere at gøre. Først da fortalte forældrene de to yngre brødre, Allan Bo og Brian, hvor slemt det egentlig stod til. De havde levet i et spinkelt håb, der definitivt brast.

”Det var en kæmpe tragedie. Jeg var ni år gammel og så op til min storebror. Flemming var min helt. Det var forfærdeligt hårdt at miste ham,” siger Allan Bo Andresen, der har samme mor som Brian og sin yngste bror.

Den lille familie i Hammel forsøgte at leve videre med den ubærlige tragedie. Men da der to år senere kom en lille efternøler til, begyndte sorgen, der havde ligget som et tungt tæppe, så småt at løfte sig. 

”Vi havde alle sammen været ekstremt ulykkelige, men nu kom der et lille, nyt liv. Det blev et lyspunkt efter to år, hvor det hele bare havde været virkelig trist. Chris blev på en måde symbolet på nyt håb og glæde i familien,” siger Allan Bo Andresen.

Chris Anker blev født 5. september, samme dag som farfaren Christian Anker ville være fyldt 75 år, og derfor var det nærliggende at opkalde ham efter ham. Og første gang, den lille havde givet spark fra sig inde i maven, havde faktisk været på selvsamme dag, som farfaren tidligere på året var gået bort. 

For farmoren var de omstændigheder med til at kaste et skær af noget religiøst over det hele, og da de to kom til at dele fødselsdag – og ligefrem navn – kunne hun ikke længere affeje det som tilfældigheder. Det nyeste medlem af familien fik en særlig plads i hendes hjerte. Det husker Allan Bo Andresen tydeligt: ”Jeg tror lidt, at hun følte, at hendes mand levede videre i Chris. Det var yndlingsbarnebarnet, og der manglede ikke noget, når han var hjemme hos bedstemor Hilda. Det kunne Brian og jeg jo udnytte, for hvis vi havde fået nej til mere snolder, kunne vi bare få Chris til at spørge. Så var der altid gevinst.”

DET VAR EN tryg barndom. Som efternøler blev Chris Anker midtpunkt for familiens kærlighed. Den første tid arbejdede forældrene Anna Marie og Poul forskudt af hinanden som henholdsvis syerske og fabriksarbejder. Derfor var der et par timer midt på dagen, hvor ingen af dem var hjemme, og hvor det var brødrenes opgave at passe på yngstemanden. Selvom Chris Anker Sørensen og den 11 år ældre Allan Bo Andresen ikke havde samme biologiske far, var de fra begyndelsen meget tætte. 

”Chris er ikke min halvbror, han er min bror. Vi har altid været en enhed. Der var samtidig tilpas stor aldersforskel mellem os til, at vi altid syntes, at han var den helt fantastiske lillebror. Brian og jeg kunne virkelig skændes, men Chris var bare den lille søde,” siger han.

Efter et par år blev Anna Marie dagplejemor, så hun kunne gå hjemme med ham, og det gjorde hun, indtil han begyndte i skole. Her blev han betragtet som lidt af en nørd af de andre. Han var videbegærlig og gik op i alle fagene, og der var ikke noget bedre, end når familien tog på bilture til historiske steder som Hjerl Hede og Finderup Lade. Det passede især Poul godt, at den yngste søn havde interesse for den slags, for hans natur passede ikke så godt til steder som Tivoli og Legoland med mange mennesker.

”Min far kunne leve i en skov for sig selv. Chris havde noget af det samme. Han havde ikke behov for, at der skulle ske alt muligt, han havde det ofte fint i sit eget selskab,” siger Allan Bo Andresen.

Chris Anker Sørensen var lidt af en enspænder. Han ville gerne lege med de jævnaldrende, men sjældent for længe ad gangen, så meddelte han dem venligt, at nu havde han brug for ro og for at være sig selv. Samtidig var han en lille, lidt skrøbelig fyr sammenlignet med sine storebrødre, og det fik deres mor til at pylre mere om ham. 

”Min mor var altid ekstra nervøs for Chris. Jeg ved ikke, om det var, fordi han på en måde var kommet i stedet for Flemming. Vi andre kunne sagtens rende rundt uden at give lyd fra os, men hun var bekymret for ham på en anden måde,” siger Allan Bo Andresen.

Da Chris Anker Sørensen blev ældre, havde han og moren en indforstået aftale om, at han altid ringede hjem, når han havde været til cykelløb. Selv da han som voksen blev professionel, var det første, han gjorde, hvis han var styrtet, at finde telefonen frem, så han kunne fortælle, at alt var okay:

”Det har vi andre aldrig gjort, men han ringede altid. Han vidste, at det var vigtigt for hende, og derfor passede han altid ekstra godt på i trafikken. Han kørte altid med hjelm og tog aldrig chancer.”  

Chris Anker Sørensen. 29-30 år gammelt foto. Foto: Privat

I HAMMEL NORDVEST for Aarhus er foreningslivet omdrejningspunktet for de godt 7.000 indbyggere. Man skal ikke lede længe efter fritidstilbud, når man ankommer til byen ad Stadionvej, de kommer trip-trap-træsko: fodboldklub, cykelklub, tennisklub og idrætscenter. Når man vokser op på disse kanter, ligger det implicit, at man skal gå til et eller andet. Sådan var det også for Chris Anker Sørensen. 

Han begyndte til gymnastik med sin mor, kom senere forbi svømning og dernæst musik, fordi han ville lære at spille panfløjte, før han landede på fodbold. Selvom han gik op i det med liv og sjæl, måtte han sande, at han ikke var noget udpræget talent, og da det ikke var nok for ham at rende rundt som højrefløj på andetholdet, lagde han også til sidst det på hylden. Dog først efter sæsonen. Det var en kerneværdi i familien, at man færdiggjorde, hvad man var begyndt på. 

”Vi er nok lidt gammeldags, men hvis man har sagt A, siger man også B. Bagefter kan man så gøre noget andet, men så har man i det mindste bevis på, at man har afsluttet det. Det var vigtigt i barndomshjemmet,” siger Allan Bo Andresen.

I sine tidlige teenageår havde Allan Bo Andresen været en af de bedste ungdomsryttere i landet og havde ofte kæmpet om sejrene med folk som Frank Høj, Michael Blaudzun og Jakob Piil, der senere blev professionelle. Da det med årene blev sjovere for ham at drikke bajere og kigge på damer, som han siger, parkerede han dog cyklen i garagen og rørte den groft sagt ikke i syv år, før cykelfeberen, der skyllede ind over landet i 1996 med Bjarne Riis, lokkede ham tilbage. 

Der var ingen, Chris Anker Sørensen så mere op til end sin 23-årige storebror, så samme år troppede han også op til træning i Hammel Cykle Klub. Han var 12 år, og der gik ikke længe, før han blev en fast del af de unge knøse, der mødtes ved maskinfabrikken og derfra cyklede ud i landskabet, særligt til Pøt Mølle-bakken, der når 10 procent i stigning og strækker sig over 900 meter, og som en af få bakker herhjemme kan efterlade én med fornemmelsen af at være en rigtig bjergrytter. 

Af flere grunde gav det mening, at Chris Anker landede på netop cykelsporten. Fra han var helt lille, havde han fulgt nøje med i Tour de France i fjernsynet, og under Touren forvandlede han sine cirka 600 legetøjsbiler til cykelryttere og servicevogne, som han flyttede hen over stuegulvet. Han cyklede også selv op og ned ad villavejen i Hammel, hvor han i fantasien vandt over Miguel Indurain og måtte ind og finde en gul trøje frem fra skabet.

Da han blev konfirmeret, tog festens indslag udgangspunkt i hans altopslugende interesse for cykelløb, og af sine forældre fik han en gul racercykel af mærket Bugatti. Han kom hurtigt til at køre lige op med de bedste ungdomsryttere i sin årgang, og som en af få kunne han følge nogenlunde med den talentfulde Aarhus-rytter Mads Christensen.

”Hverken Chris eller jeg var de største cykeltalenter. Vi sad begge to ad helvede til på en cykel, men vi havde en jernvilje uden lige. Vi kunne æde os selv, og det kom vi begge to langt på,” siger den i dag 49-årige Allan Bo Andresen.

Efter storebroren flyttede hjemmefra, mødtes de nogle gange til de samme løb rundt i landet, hvor det var kutyme, at ungdomsrytterne kørte først, og der dernæst var linjeløb for de voksne. Så var resten af familien med ude at kigge. En af de gange var i Esbjerg i 1999. Her vandt først Chris Anker Sørensen i juniorklassen, og senere på dagen tog Allan Bo Andresen sejren i de professionelles eliteløb. 

”Min far er en meget afdæmpet mand, men den dag var han helt oppe at køre.”

DER BEGYNDTE AT være hvisken i krogene om et vist cykeltalent fra Hammel. En af dem, han ofte konkurrerede mod, var Køge-drengen Matti Breschel. De var modsætninger, men fordi de altid var til de samme løb, lærte de hinanden at kende og blev både venner og modstandere. 

”Selvom vi ofte hyggede os med røverhistorier, var vi inderst inde begge to væddeløbere. Hvis ikke man er en dårlig taber, holder man ikke mange år i gamet, for det er jo også det, der driver én. Han ville være den bedste,” siger Matti Breschel, der blev betragtet som et naturtalent, mens Chris Anker Sørensen i højere grad var en fighter, der var umulig at slide op. Til et løb i Kolding gik han sukkerkold, men nægtede at stå af cyklen. Derfor kom han slingrende i mål over 20 minutter efter vinderen, da målområdet var ved at blive pillet ned, og de fleste var gået hjem.

”Andre var tilbøjelige til hurtigt at få ondt af sig selv, når det blev hårdt, men sådan var det ikke med ham. Jeg har spist aftensmad med ham, hvor han har haft brækkede ribben og lignet en hængt kat, uden at han viste svaghedstegn. Han er den mest hårdtarbejdende cykelrytter, jeg nogensinde har kendt. Der var aldrig tudefjæs over Chris,” siger Matti Breschel.

Det imponerede ham især, hvor hård Chris Anker Sørensen kunne være over for sig selv, når det kom til at følge strenge diæter, og hvor ekstrem hans træningsindsats var. Det fik han at se på en træningslejr på Mallorca, hvor Chris Anker Sørensen var blevet bemærkelsesværdigt tynd – trods sine 184 centimeter var han helt nede på 56 kilo, men alligevel knoklede han igennem, selvom en enkelt drink den sidste aften næsten var nok til at slå ham omkuld. 

Hen over en længere periode havde Chris Anker Sørensen døjet med noget. Han havde kronisk diarré, blev mere og mere bleg at se på og fik indsunkne kinder og øjne. Efter turen til Mallorca blev det kun værre. Han kastede jævnligt op, og fordi han var så spinkel, gjorde det efterhånden så ondt i halebenet, at han ikke længere kunne sidde på sadlen. 

På Silkeborg Sygehus vidste ingen, hvad der var i vejen, kun at en lovende cykelkarriere nok var slut. Efter den besked overvejede den 18-årige knægt, om han skulle studere historie på universitetet, når han blev færdig på gymnasiet.

”Det var Chris’ indstilling, at det jo også bare var cykelsport, og hvis ikke han kunne det, ville han noget andet med sit liv. Det var ikke sådan, at hele verden kollapsede, hvis han ikke kunne cykle,” siger storebror Allan Bo Andresen.

Efter mere end et år, hvor Chris Anker blev mere og mere svækket og til sidst selv var ved at miste modet, begyndte forældrene at blive bange for, at han måske ville dø.  Derfor insisterede de på at få ham indlagt. Her viste det sig, at han var ramt af kyssesyge, lungebetændelse og salmonellaforgiftning.

Tour de France 2009, 4. etape, Montpellier-Montpellier. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

EFTERHÅNDEN KOM Chris Anker Sørensen til hægterne igen, og venner fra Hammel Cykle Klub fik ham i 2004 lokket tilbage på cyklen. Snart efter fik han atter blod på tandhjulene, og han ringede rundt til forskellige danske hold for at stille sig til rådighed. Men ingen af dem virkede interesserede – sygdomsperioden havde sendt ham ud i glemslen.

Nogenlunde samtidig vendte storebroren Allan Bo Andresen efter flere års udenlandseventyr hjem til Danmark, hvor han skulle være stjernen på det nystartede Team Designa Køkken. 

Under kontraktforhandlingerne foreslog storebror, at lillebror også kom med på holdet. De havde afvist ham, da han selv henvendte sig, men nu ville de gerne. Derfor blev brødreparret en forårsdag i 2005 præsenteret sammen hos en bilforhandler i Silkeborg, der sponsorerede holdet. 

”Helt ærligt, så tror jeg ikke, de havde regnet med det store fra hans side. Jeg vidste sgu heller ikke selv, hvad han ville komme med. Jeg syntes bare, det ville være sjovt at køre med ham,” siger Allan Bo Andresen.

På de pandekageflade danske landeveje shinede Chris Anker Sørensen sjældent. Men så snart han var sydpå, kom der andre kødboller på suppen. På en træningslejr i Italien havde selv storebroren svært ved at følge hans tråd: ”Han var jo en bette spirrevip, så det havde jeg ikke set komme. Men der tænkte jeg: ’Okay, det her kan sateme blive godt.’” 

I den efterfølgende tid begyndte de kvaliteter, Chris Anker Sørensen senere blev kendt for, at stå frem: Han kunne klatre, og han kunne ofre sig for andre. 

I 25 graders solskin klatrede han til Ringerike Grand Prix i Norge op ad et 10 kilometer langt bjerg og tog sin første internationale UCI-sejr. Og til et eliteløb i Hammel, hvor storebror Allan Bo Andresen i sit sidste år som professionel virkelig gerne ville vinde, battlede de to brødre forinden om førstepladsen i hjembyen. 

”’Jeg vil fandeme gerne have den sejr,’ sagde jeg til ham, og han svarede: ’Det vil jeg da også.’” Så sagde jeg: ’Det må du kraftedeme gøre en anden gang, du er stadig så ung.’ Og så ofrede han sig virkelig for mig. Han sled hele dagen for, at jeg kunne få lov til at vinde løbet i mit sidste år.”

Chris Anker Sørensen hilser på danske fans i Paris, 2009. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

SOM HOLDEJER PÅ Team CSC var Bjarne Riis på udkig efter særligt talentfulde danskere. Han havde en forkærlighed for virkelig tynde ryttere, der kunne køre opad, og den unge fyr fra Hammel var interessant. Derfor tilbød han ham at komme til holdet som stagiaire – en slags ubetalt gæsterytter. På det tidspunkt var luxembourgske Andy Schleck ved at etablere sig som holdets fremtidige stjerne, og nogle år forinden havde han selv været igennem samme prøveforløb. 

”Det er en svær test som ung rytter, for man kører på holdet, men får ingen løn, og samtidig ved man, at alles øjne hviler på én. Hvis ikke man beviser sig, går man hjem uden en kontrakt,” forklarer Andy Schleck til Ud & Se.

Uden at vide, om han ville klare cuttet, fik Chris Anker Sørensen omsider beskeden, han havde håbet på. Tilfældigvis stødte Andy Schleck kort efter ind i den danske rytter, der var ét stort smil.

”Hvad sker der, Chris?” spurgte han. 

”Nu kører vi på samme hold, Andy. Bjarne har lige bekræftet, at jeg får en professionel kontrakt,” svarede den 22-årige dansker, der ikke var til at skyde igennem. Nu var han officielt professionel cykelrytter og flyttede derfor til Luxembourg, det lille skattemæssige smørhulsland i Europa, der ikke bare lå godt i forhold til sæsonens løb i Belgien, Holland og Nordfrankrig, men som også var det land, storebroren havde boet i som professionel. 

BRIAN NYGAARD VAR dengang pressechef for Team CSC. Første gang, han kom ind på livet af Chris Anker Sørensen, var på en træningslejr i Sydafrika. Det var i december, der ventede ingen løb lige rundt om hjørnet, så da træningslejren var slut, besluttede pressechefen at blive et par dage mere i Cape Town. Det samme gjorde den unge rytter. 

I receptionen på hotellet faldt Brian Nygaard over en brochure for hajdyk. Han havde været vandskræk, siden han så ’Dødens gab’ som barn, men så det som en face the fear-oplevelse og fik lokket Chris Anker Sørensen med. 

De to kørte et par timer ud til False Bay ved øen Gansbaai, hvor der er mange sæler og derfor en stor koncentration af hvidhajer. De skulle lave et dyk i et bur, og da de forinden sad på rælingen og kiggede på det blikstille ocean, mens de lokale guider hældte madding ud for at lokke hajer til, havde den ældre Brian Nygaard svært ved at skjule, hvor forfærdelig nervøs han var. 

Chris Anker Sørensen brød tørt stilheden: ”Her kommer vi aldrig til at sidde igen.” Og så kastede de to sig ud i det dybe, hajfyldte vand.

”Det var bemærkelsesværdigt at være omkring en person, der insisterede på at hive andre op, uanset hvor trykket han selv måtte være af situationen. Når han var sammen med andre, accepterede han ikke at være den, der trak stemningen ned. Det er en enormt smuk evne at have,” siger Brian Nygaard.

I samme periode kom OL-guldvinder Dan Frost ind i Chris Anker Sørensens liv. Dan Frost var sportsdirektør under Bjarne Riis, og han kunne hurtigt konstatere, at holdets nye rytter var af et andet gemyt. Når rytterne om morgenen før træning skulle hente gels, barer og flasker fra fællesbordet, stillede den unge dansker sig bagerst i køen og ventede tålmodigt på, at det blev hans tur.

”Det var typisk ham ikke at ville mase sig på i nogen sammenhæng,” siger Dan Frost, der blev ’kontaktmand’ for Chris Anker Sørensen og havde til opgave at følge ham i hverdagen, hvad træning og privatliv angik. De knyttede et tæt bånd, og der gik ikke længe, før den unge rytter døbte ham ’Onkel Dan’. 

”Mange af de andres værelser lignede bombede lokummer, men han havde altid styr på sine ting. Han var der også altid til tiden, når bussen kørte. Han kunne være blevet en, man gjorde lidt grin med, fordi han ikke gjorde noget for at passe ind, men blot var tro mod sig selv. Men han var en god kammerat, virkelig vellidt og derfor respekteret af de andre,” siger Dan Frost.

Eftersom Chris Anker Sørensen og Andy Schleck var holdkammerater og begge boede i Luxembourg, trænede de ofte sammen. Her fik sidstnævnte mulighed for at se, hvordan den unge dansker kunne være aggressiv og ekstremt dedikeret på cyklen, men så snart han stod af, var det mest rolige menneske:

”Han havde altid fødderne på jorden, var aldrig storsnudet,” husker Andy Schleck, der har bjerge af cykelpokaler, og som i 2009-11 var ’den evige toer’ i Tour de France, indtil han senere blev erklæret som vinder af 2010-løbet, da Alberto Contador fik frataget sin sejr på grund af doping. 

Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix

PÅ STARTRAMPEN til Tour de France-prologen i Monaco i 2009 rystede Chris Ankers styr så meget, at han blev i tvivl, om der var noget galt. Så gik det op for ham: Det var hans egne hænder, der var skyld i det. Han var få sekunder fra at tage hul på prologen i sit livs første Tour de France. Forinden havde der været ceremoni foran byens berømte kasino, og allerede der havde han været shaky, men nu var det næsten ikke til at håndtere. Mens sommerfuglene fór rundt i maven, stak en løbsofficial hånden frem og begyndte at tælle ned: Cinq, quatre, trois, deux, un. Passé.

Så var han af sted, med cyklen under sig slugte han sine første asfaltmeter i verdens største cykelløb, som han havde fulgt så intenst i store dele af sin barndom. 

I bilen bagved sad Dan Frost og peptalkede. Men allerede ved første sving var det, som om debutanten havde glemt alt, hvad han vidste om at cykle. Før løbet havde han trænet og memoreret alt ned til sidste detalje, nu var det hele forduftet. Han blev i tvivl om, hvordan han skulle angribe svingene, han kunne ikke bruge gearene rigtigt. Og hvorfor var hans ben så tunge? Mens jublen og tilråbene på strækningen forvandlede sig til en grødet masse, kæmpede han sig igennem med en fornemmelse af nærmest at køre cykelløb for første gang i sit liv, har han efterfølgende fortalt i ’Debutantens dagbog’. 

Da han krydsede målstregen og satte det første bette flueben i det næsten 3.500 kilometer lange etapeløb, var det dog ikke gået så skidt, som han havde frygtet. Det var omvendt heller ikke nogen fantomtid. Det var helt igennem gennemsnitligt.

Det år var Andy Schleck kaptajn på holdet, som nu hed Team Saxo Bank. Stjernerytteren så det som sin pligt at være den første til morgenmaden. En morgen, da han vanen tro kom 15-20 minutter før det officielle mødetidspunkt, sad Chris Anker Sørensen der allerede.

”Chris, hvad laver du her?” spurgte Andy Schleck, og den unge dansker svarede: ”Jeg har set, at du plejer at komme tidligt. Det er da synd for dig, at du skal sidde her helt alene.”

TIL SIT FØRSTE Tour de France var Chris Anker Sørensens primære opgave at agere hjælperytter for Andy Schleck og broren Fränk Schleck. Ikke nogen nem opgave, for særligt førstnævnte havde ambitioner om at stryge helt til tops.

”Tour de France er det hårdeste cykelløb i verden. Man kan ikke ofre så stor en del af sit liv til løbet, hvis man har små ambitioner, og jeg var ekstremt heldig at have Chris med mig, der hele tiden var villig til at grave endnu dybere og æde endnu mere smerte i sig for at hjælpe mig. Han var den perfekte holdrytter. Loyalitet var hans religion,” siger 37-årige Andy Schleck, der i dag bor i Luxembourg, hvor han blandt andet er coach og bestyrer en lille cykelbutik. 

Chris Anker Sørensen var en modsætning til et løb, der i kølvandet på Lance Armstrong-æraen ofte bestod af et nærmest maskinelt udtryk og med forudsigelige vindere, der nedlagde de højeste tinder uden at fortrække en mine. Danskeren var det modsatte af det, han var langtfra elegant at se på. Han skar grimasser, når han hakkede i pedalerne. Og ingen var i tvivl om, at han led, når han sad i sadlen.

I løbet af de tre uger i sit første Tour de France cementerede han sig som en bundsolid hjælperytter – en betegnelse, der hang ved. Når det var nødvendigt, pakkede han Schleck-brødrene ind, og fik han ordre til at splitte feltet på første del af stigningerne, gjorde han det.

”Hvis han fik besked på at ofre sig, så gjorde han det. Han sad mange gange med som den sidste hjælperytter, og det kræver, at man har, hvad der skal til,” husker Dan Frost. 

VED MÅLSTREGEN I Paris udtalte en munter Chris Anker Sørensen det år til den danske presse: ”Det er selvfølgelig ikke Østergade i Hammel, men Champs-Élysées, det er sgu også et fedt nok sted.” Det var den slags bemærkninger, der med årene gjorde ham folkekær.

Det oplevede Rasmus Staghøj, der dengang var skrivende sportsjournalist på B.T. En af de første gange, han skulle interviewe ham, var på et hotel i Belgien lige før klassikeren Liège-Bastogne-Liège. Journalisten var klædt i en rød termovest, og da den spinkle cykelrytter trådte ind i lokalet, kastede han et hurtigt blik på ham og sagde: ”Hva’? Skal du på jagt?”

”Han var rigtig god til at bryde isen. Det er jo ofte journalistens opgave, men den klarede han for os. Nogle af rytterne stillede meget modvilligt op, når de blev store stjerner, men Chris gjorde sig umage og svarede så godt som muligt. Jeg tror ikke, han følte, at han kunne lade os journalister stå derude i timevis. Han fik altid ondt af os og gik til sidst ud og gav en kommentar, så vi fik det, vi skulle bruge,” siger Rasmus Staghøj.

For Brian Nygaard, dengang pressechef på Team Saxo Bank, var det en gave at have en rytter, der gad påtage sig opgaven at stille op.

”Han ville gerne tage brodden af alvoren. Det er en alvorlig sport, fordi den er vanvittig hård, men det hele kan også blive for alvorligt. Det kunne næsten være umuligt at få Bjarne Riis til at smile under Touren. Der var Chris en god modvægt. For ham var det trods alt bare cykelløb,” siger han.

Til gengæld var Chris Anker Sørensen ikke bleg for at give åndssvage svar, hvis han fik åndssvage spørgsmål. Efter en etape i Tour de France i 2010 blev han spurgt, hvor mange kræfter han havde tilbage: ”Jeg har 27 kræfter tilbage,” svarede han.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

EFTER DEN FØRSTE tid i Luxembourg fik Bjarne Riis lokket Chris Anker Sørensen til Toscana, og han købte et hus i udkanten af byen Lucca. Der var bedre vejr, der var rigtige bjerge, og samtidig blev han en del af en ’danskerklan’, der bestod af folk som Matti Breschel, Nicki Sørensen, Brian Vandborg, Anders Lund og senere Christopher Juul-Jensen. 

”Jeg husker det som den bedste tid i mit liv. Vi var begge to ved at etablere os som professionelle og levede vores drøm til fulde,” siger Matti Breschel.

Til træning pressede danskerne hinanden, så det udviklede sig til en form for cykelløb i sig selv. Især Chris Anker Sørensen kunne blive ved og ved, og ofte, når de havde været på lange træningspas, måske seks timer i sadlen, tog han lige en time mere, så han fik mærkatet som ham, der havde trænet mest. 

Hvis han omvendt havde en offday og fik ’køretur’, som det hedder på cykeljargon, når man bliver sat, så de andre ikke meget til ham efterfølgende. En gang imellem stødte de tilfældigt på ham, når han kom oksende forbi i modsat retning, hvor han blot hilste kort og kørte videre.

”Når vi så mødtes til den efterfølgende fællestræning, skulle han lige vise, hvor skabet stod, og sugede al moral ud af os andre,” siger Matti Breschel, der boede på værelse med Chris Anker Sørensen, når de to var af sted med landsholdet og Team Saxo Bank.

”Mange af os var vildt nervøse, vi rendte rundt som rovdyr og var helt oppe at køre, men om aftenen sad han bare stille og roligt og læste. Når han så fik rygnummeret på, var det, som om nogen trykkede på en knap. Så gik der cykelrytter i ham, og så skulle han køre væddeløb,” siger Matti Breschel, der blev smittet af kammeratens afslappede facon og en dag selv købte en bog. Og dér lå de så, side om side, de mange aftener på farten, med næsen i hver sin bog.

”Chris var meget belæst og kunne læse nogle rigtig tunge mobbedrenge. Det var alt fra Tolkien til Dostojevskij. Det var noget lidt andet end de der letlæselige biografier om en eller anden slidt bokser, som jeg selv bladrede i.”

I SLUTNINGEN AF 00’ERNE havde Chris Anker Sørensen været hjemme til en prisfest i Danmark, hvor han var nomineret til Årets Talent. Han vandt ikke og var bagefter taget et smut i byen, hvor han mødte Michelle Moestrup, der var ude med sit fodboldhold.

”Vi andre kiggede lidt, for han levede og åndede jo for cykelsporten, så hvordan skulle dét lige ende? Men han var simpelthen smaskforelsket,” husker Matti Breschel.

Inden længe havde Chris Anker Sørensen da også taget hende med et smut til Hammel og præsenteret hende for familien. Og kort tid efter flyttede Michelle Moestrup med ham til Lucca, hvor hun hurtigt blev en del af ’danskerkolonien’.

Til Tour de France et par år senere var hun højgravid og havde termin på samme tid, som feltet ankom til Paris. Lige efter at Chris Anker Sørensen var rullet over målstregen, skyndte han sig derfor videre til lufthavnen med kurs mod Danmark uden at nå æresrunden på Champs-Élysées. 

Der gik dog nogle dage mere, inden det skete, og da han fik beskeden, befandt han sig i Herning, hvor han skulle køre Post Danmark Rundt næste dag. Han gik op til Dan Frosts hotelværelse og bankede på for at spørge, om han mon måtte låne en bil og køre hjem til København til fødslen. Han skulle nok love at være tilbage til start dagen efter. 

”Jeg sagde til ham: ’Chris, for fanden, du skal da ikke komme tilbage, hvis du er blevet far.’ Men det gjorde han. Han kørte til København, hvor hun fødte i løbet af natten, og næste formiddag stillede han til start i Danmark Rundt.”

Samme aften lavede holdets kok en kæmpestor lagkage, hvor datterens navn, Lærke, stod skrevet i glasuren. Det var et stort øjeblik for Chris Anker Sørensen, og alle, der stod ham nær, oplevede, at ikke cykelløb, men familien var det vigtigste i hans liv. 

Brian Nygaard er ikke i tvivl om, at hans fokus på andre aspekter af tilværelsen måske var med til at tage muligheder fra hans cykelkarriere. 

”Chris var virkelig godt begavet og væsentlig mere intellektuelt nysgerrig end mange andre cykelryttere. Det havde nok været nemmere for ham at være atlet, hvis han havde været mere ensidig på karrieren og haft et mere intenst fokus på sig selv. Men han var nysgerrig og legesyg i forhold til livet og andre mennesker, og hver gang han talte om familien, var det øjeblikke med ømhed og kærlighed, han fremhævede. Det er klart, at det tager energi fra at være cykelrytter, men det var en del af hans natur, og det var med til at udvikle ham til et interessant menneske.”

Chris Anker Sørensen bliver dansk mester i landevejscykling. 2015. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

MED NÆSTEN 100 kilometer til mål på 17. etape i Tour de France i 2012 befandt Chris Anker Sørensen sig i den forreste gruppe, da der røg en avis ind i hans forhjul. Udbruddet havde besejret endnu en hård stigning på Pyrenæer-etapen og dernæst klaret en nervepirrende nedkørsel, hvor flere ryttere for at værne sig mod kulden havde taget aviser ind under cykeltrøjen. Det var en af dem, der var blevet kastet og nu lå i danskerens forhjul. 

Han tænkte tre scenarier: Han kunne vælge at stoppe og tage den ud, men eftersom feltet kun var et minut efter, kunne det betyde, at hans chance den dag var udspillet. Han kunne køre videre med avisen blafrende i forhjulet, men det ville øge risikoen for et styrt. Og som den sidste mulighed kunne han, siddende i sadlen, forsøge at pille den ud med fingrene.

Det havde været et bemærkelsesværdigt Tour de France. Holdets stjerne, Alberto Contador, havde forinden fået dopingkarantæne, selvom han selv påstod, at det var en bøf, der var årsag til den positive test. Derfor stillede holdet uden favoritter og med lykkejægere, der skulle forsøge at gøre sig bemærket. Det havde Chris Anker Sørensen gjort med blandt andet en andenplads, en syvendeplads og en masse bjergpoint, der betød, at han var godt med i kampen om løbets bjergtrøje. 

Nu lå han endnu en gang helt fremme, og selvom den fornuftige løsning var at stoppe op, forsøgte han at fiske avisen ud af hjulet. I forsøget blev to fingre fanget og fik skåret blommen over. Blodet flød og malede både arm og ben rødt.

I en af sportsbilerne sad Dan Frost. I radioen kunne han høre Bjarne Riis spørge: ”Are you okay, Chris?” Det var han ikke. De fik bundet hans fingre ind i en stor klud, men på grund af smerterne måtte han slippe udbruddet. Han blev indhentet af feltet og gled længere tilbage. Da han lang tid efter vinderen kom i mål i Peyra­gudes, var han sølet ind i blod. 

I lægeteltet skar den franske læge en chokeret grimasse: ”Har du kørt med dét der?” 

SOM ALLE ANDRE journalister havde Rasmus Staghøj fulgt dramaet. Han stod klar, da Chris Anker Sørensen ligbleg blev ført ind i bussen og senere ud til en helikopter, der fragtede ham til et nærliggende hospital.

”Man kunne tydeligt se på ham, hvis han var i smerter, og det her kunne han ikke skjule,” siger Rasmus Staghøj, der senere samme aften stod med de andre journalister foran hospitalet. Chris Anker Sørensen kom ud med den ene hånd bundet ind og en kage i den anden, som han gumlede på.

”Hej, hvad laver I her?” spurgte han, mens han i godt humør indrømmede, at det var noget ’værre skrammel’ med den hånd. Bedøvelsen havde taget smerterne. Sådan var det ikke i dagene efter.

”Før hver etape kørte han af sted med seriøse smerter. Efter etaperne kunne man høre hans skrig inde fra bussen, når forbindingerne skulle skiftes. Det sagde fandeme noget om ham. Han fightede sig igennem,” siger Rasmus Staghøj. 

På holdet havde Dan Frost og de andre været overbevist om, at han ville udgå. Men han klarede de sidste etaper, også brostenene på Champs-Élysées, der fik det til at banke af smerte i syningerne, og han sluttede på en samlet 14.-plads, hans bedste placering. Efterfølgende blev han hyldet på podiet som årets Super-Combatif – løbets mest angrebsivrige rytter. 

Chris Anker Sørensen tager billeder af sine Saxo-Tinkoff-holdkammerater i Colorado, USA, 2015. Foto: Doug Pensinger/AFP/Ritzau Scanpix

NYE OG VÆRRE tider var dog forude. Samme år købte den russiske rigmand Oleg Tinkov sig ind på Bjarne Riis’ cykelhold som hovedsponsor, og holdet hed nu Team Saxo-Tinkoff. Selvom Dan Frost forlod holdet i den periode, oplevede han fra sidelinjen, hvordan mentaliteten ændrede sig.

”Oleg var rule by fear. Han var kongen, og fordi han og Bjarne Riis kom dårligt ud af det, hadede han alle danske ryttere og alt, hvad der var dansk,” siger han. 

Under et løb befandt Dan Frost sig i restauranten på samme hotel som sit tidligere hold, da Oleg Tinkov pludselig kom hen til middagsbordet, hvor Chris Anker Sørensen befandt sig. Få uger forinden havde den danske rytter fået trykkede ribben og en hjernerystelse og havde på forhånd sagt, at han var usikker på, hvor meget han kunne levere. Det gav Oleg Tinkov intet for, han begyndte i stedet at skælde Chris Anker Sørensen huden fuld. 

”Chris var utrolig berørt af det. Han kunne ikke udstå Oleg, for han havde ingen pli. Men han var ikke typen, der gav tilbage af samme skuffe,” siger Dan Frost.

Snart efter smed russeren Bjarne Riis på porten og begyndte at rydde ud i kernen af danske ryttere. Hvis han var utilfreds med deres præstationer, lod han dem vide det – som regel med grove mails i tide og utide. I den periode kørte Chris Anker Sørensen sur i det. Han ringede tit hjem til sin storebror i Danmark og fortalte, at han havde mistet lysten til at køre på cykel og ikke vidste, om han gad mere: 

”Oleg stred mod Chris’ livssyn. Fint nok, hvis du har penge, men det giver dig ikke ret til at være et svin. Du skal opføre dig ordentligt. Det var hans tilgang.”

TIL DM I Rønde i 2015 stillede en modløs Chris Anker Sørensen op til start. Lørdag aften skulle han og Michelle have været til et bryllup, og det ville han 100 gange hellere end at cykle om danmarksmesterskabet. Det var usædvanligt for ham. Han sagde til hende, at hun bare skulle give den gas, for hun behøvede ikke komme og se på dagen efter. Det gjorde hun så alligevel.

Foruden Chris Anker Sørensen stillede holdet med fire andre ryttere, og han havde på forhånd fået at vide, at han skulle køre for de andre. Men da finalen nærmede sig, sad han alene i front sammen med Martin Mortensen. 

Selvom han normalt ville tabe i en direkte spurt, lykkedes det ham at slide sig først over stregen. Da han stod på podiet, lod han sine tårer få frit løb. Han græd simpelthen af glæde. Det havde han ikke gjort før. Selv da han fem år tidligere i en tågedis på toppen af Monte Terminillo var kørt solo over målstregen efter et langt og sejt udbrud i Giro d’Italia og havde fået karrierens objektivt set største sejr, blev det ikke til meget mere end et genert smil.

Men det her føltes anderledes. Han havde gennemgået den sværeste tid i sin karriere, og nu var han pludselig danmarksmester for første gang i sit liv. Allan Bo Andresen husker, hvordan det forløste en masse for lillebroren:

”Hvis ikke han havde vundet den dag, vil jeg tro, at han var stoppet efter sæsonen, for det var ikke sjovt længere, og så kan du ikke æde dig selv på samme måde. Den sejr havde ingen regnet med, heller ikke ham selv. Han var så lykkelig og stolt af at skulle repræsentere Danmark i en officiel dannebrogstrøje.”

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

TIL SIT SIDSTE store løb, Danmark Rundt i 2018, blev Chris Anker Sørensen hyldet langs hele ruten af danskere, der stod med skilte i hænderne og skrev den dengang 33-årige rytters navn på vejene. Senere samme år satte han definitivt punktum for en karriere, der havde givet ham et udbredt ry som en usædvanlig loyal hjælperytter. Året forinden var det da også hans snavsede, lidende og forslåede ansigt, der prydede plakaten til dokumentarfilmen ’Wonderful Losers’ – en slags poetisk hyldestdokumentar til cykelsportens vandbærere, der tilsidesætter egne vinderchancer for andre. Allan Bo Andresen oplevede selv, hvordan lillebroren som regel fremhævede andres sejre, når han blev spurgt om sine største præstationer. 

”Alle andre ville fortælle, hvad de selv havde vundet, det ville jeg da også selv. Men Chris nævnte løb, han havde kørt for andre. På det punkt var han unik. Jeg ved godt, at mange siger, at de ikke har behov for at sætte sig selv i centrum, men det havde han faktisk ikke. Det var ikke vigtigt for ham, om folk huskede ham som en god eller dårlig cykelrytter. Skide være med det. Han ville huskes som et ordentligt menneske,” siger han.

Særligt fremhævede Chris Anker Sørensen ofte de to VM-medaljer, han var med til at køre hjem for Matti Breschel. Den ene af gangene kørte han først sin egen chance de første 250 kilometer af løbet, men indså undervejs, at han ikke ville kunne vinde den dag. I stedet gik han over til at være 100 procent hjælperytter. 

”Med fem kilometer til mål råbte jeg til Chris: ’Vi kører kraftedeme om guldet.’ Så trak han op foran og kørte den ene verdensklasserytter efter den anden ind. Han munkede bare derudad,” siger Matti Breschel.

Selvom Chris Anker Sørensen selv vandt flotte og væsentlige sejre, var han ifølge Brian Nygaard den bedste version af sig selv, når han skulle hjælpe andre. Cykelsporten er nemlig en brutal sport, hvor man bliver nødt til at være ærlig over for sig selv, hvis man skal have mest muligt ud af sin karriere, mener han. 

”Alle har en drømmeverden, men særligt cykelsporten er en umulig sportsgren at være en del af, hvis man lever under selvbedrag. Der er ufattelig mange, der ikke bliver til noget, fordi de ikke kan kalibrere deres forestillinger om deres evner i forhold til, hvad der rent faktisk er muligt. Men Chris havde en meget stor selvindsigt,” siger Brian Nygaard, der påpeger, at Chris Anker Sørensen var meget stolt af den karriere, han havde haft.

”Det er det væsentligste, for det var ham, der lagde ofrene, og det var ham, der led de afsavn, det krævede. Det er uforskammet, hvis man påstår, at han ikke fik nok ud af det. Hvem kan tillade sig at pege fingre ad et lykkeligt menneske og sige, at han ikke har opnået, hvad han kunne?”

I 2017 SKULLE alle etaper i Tour de France transmitteres i fuld længde, og sammen med Rasmus Staghøj og Brian Nygaard blev Chris Anker Sørensen ansat til at stå for kommenteringen de første par timer hver dag. I begyndelsen var det en lidt uortodoks seeroplevelse, hvor de ofte talte i munden på hinanden, men med tiden indfandt de tre sig i de rette roller, og kommenteringen blev både underholdende, kompetent og indsigtsfuld. Efter etaperne omfavnede de nogle gange hinanden i begejstring, fordi de var helt høje på oplevelsen.

”Nogle gange vidste vi bare, at den her havde vi ramt lige i røven. Også med alle de uperfektheder, det indebar,” siger Rasmus Staghøj.

De tre nye kommentatorer kørte sammen rundt i Frankrig i bil, mens etapeløbet stod på, og udviklede undervejs et tæt venskab. Den fik fuld skrue på anekdoterne på deres daglige roadtrip mellem etaperne, hvor Chris Anker Sørensen med sine tørre punchlines kunne få de andre til nogle gange at græde af grin. 

Det første år stod Chris Anker Sørensen hver morgen op klokken seks og cyklede 4-5 timer, før han satte sig i kommentatorboksen. Og om eftermiddagen ringede han hjem til familien og snakkede længe med sine døtre om lektier, om kaninen Oreo, og hvad der ellers rørte sig.  

”Det hårdeste arbejde, jeg har haft, og det lyder virkelig forkælet, er på mange måder at være cykelkommentator. Det er et drømmejob, men dagene er utrolig lange. Alligevel cyklede han hver morgen næsten 200 kilometer, og de tidspunkter på dagen, hvor man selv var mest træt, ringede han hjem og viste mest muligt overskud. Det er mig ubegribeligt, at han kunne alt det. Jeg sad med ærefrygt på bagsædet ved siden af ham og tænkte, at det ville jeg aldrig komme til at evne selv,” siger Brian Nygaard.

De to andre måtte i det hele taget sande, at Chris Anker Sørensen syntes at have hvilepuls, uanset hvad der skete. Efter en af etaperne blev han ringet op, der var sprunget et vandrør derhjemme, og hele huset stod under vand. Også det tog han, til Brian Nygaards forbløffelse, helt stille og roligt. 

”Jeg kan huske, jeg sagde til Rasmus: ’Vi kan aldrig nogensinde brokke os over noget som helst igen. Det har Chris ødelagt for os.’”

FOR RASMUS STAGHØJ var det bemærkelsesværdigt at blive kolleger med ham og opleve, at han altid var Chris Anker, uanset om kameraet kørte eller ej. 

”Der var ingen facade, man fik altid den rigtige Chris. Han ville have været en frygtelig skuespiller, for han kunne ikke påtage sig andre roller end sin egen,” siger han. 

Med kommentatorgerningen åbenbarede der sig noget nyt for Chris Anker Sørensen, der stod ved sin aktive cykelkarrieres afslutning. Han havde egentlig tænkt, at han ville genoptage drømmen om at læse historie på universitetet, når han parkerede cyklen, men potentialet i at fortælle om cykelsport og gøre folk klogere var for spændende til ikke at forfølge. 

”Chris var helt vildt god til det. Han var interesseret i at brede den cykelsport, som han selv elskede, ud til alle andre. Det er ret atypisk, for mange tidligere cykelryttere vil som regel helst tale til den lille, nørdede kreds af indforståede. Men Chris ville have alle med,” siger Rasmus Staghøj.

Det var da også som kommentator, at Chris Anker Sørensen for alvor blev folkelig. Han blev stoppet ved køledisken i supermarkedet, hvor folk ville have taget billeder med ham, hvilket han altid sagde ja til, og var det børn, havde han som regel tid til en ekstra sludder. 

For et par år siden til Smukfest i Skanderborg oplevede Allan Bo Andresen, hvordan lillebroren hele tiden blev stoppet af folk, der ville have taget selfies med ham. Det var tydeligt, at han havde ramt noget i folk:

”Det var vigtigt for Chris at tale til hr. og fru Danmark ude i stuerne. Vi har altid begge to set op til Jørgen Leth, men han forherligede også cykelsporten, det var nærmest guder på cyklerne, hvor vi havde det sådan: ’Næh, det er mænd i lycratøj, der kører væddeløb.’”  

Chris Anker Sørensen kørte mest for sjov, efter at han sluttede sin professionelle karriere i 2018. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

DA CHRIS ANKER Sørensen stoppede som cykelrytter, fik han hurtigt travlt med andre ting. Han var kommentator, holdt foredrag og skrev bogen ’Brødre på landevejen’ med Allan Bo Andresen. Selvom han ikke blev universitetsstuderende, læste han masser af historiske bøger. Og fordi han i mange år nærmest aldrig havde drukket alkohol, nød han endelig at kunne deltage i grillfester eller knappe et par kolde øl op til Champions League-aftener med tipsklubben hjemme i Skovlunde. Til storebror Brians polterabend på Smukfest slog han sig også løs.  

Det blev en let overgang for Chris Anker Sørensen at stoppe som professionel sportsmand. Det bed Matti Breschel mærke i, og da han selv parkerede cyklen et par år efter, sugede han på vennens erfaring. 

”Det er jo hele ens identitet at være cykelrytter, så det er svært at se det rullende cirkus køre videre uden én selv. Hvad fanden skal man så i livet? Der var jeg meget inspireret af ham,” siger han.

Efter karrieren gad Chris Anker Sørensen ikke cykle stærkt længere. Men han ville stadig gerne ud og trille. Det gjorde han ofte med Rasmus Staghøj, og munden stod sjældent stille på den tidligere cykelrytter, der snakkede om alt muligt. Om ting, han havde læst, om madopskrifter og om Michelle og sine børn, som han var så stolt af.

”Nogle cykelryttere har haft så meget tunnelsyn i deres karriere, at de falder ned i et sort hul bagefter. De bliver ramt af en identitetskrise, fordi de ikke har haft andet end cykling i hovedet. Sådan var det ikke med Chris. Der var så meget andet, der fyldte for ham,” siger Rasmus Staghøj. 

Mest nød Chris Anker Sørensen endelig at have tid hjemme i Skovlunde med Michelle, som han altid havde en ny, intern konkurrence kørende med, og døtrene Lærke og Laura, der begge gik i skole og efterhånden var blevet så kloge, at det nu var dem, der lærte ham om grammatik. 

Ofte ringede han til storebroren Allan Bo Andresen og fortalte om det nye kapitel af sit liv med et ’hej mester’. De to havde længe haft for vane at omtale hinanden som ’mester’, ’skipper’ eller ’sømand’. En af deres mange interne jokes, ligesom det var at give hinanden bizarre gaver, der så ud, som om de var givet af andre, som regel en fætter eller en tante. Det kunne være gavekort på gåture, lokumsgolf eller en tom ølflaske. Også den slags var der blevet mere tid til:

”Han var så fint et sted. Han elskede sin kone, han elskede sine børn, han elskede sit liv.”

TIDLIGT LØRDAG MORGEN 18. september 2021 satte Chris Anker Sørensen og Rasmus Staghøj sig i et fly mod Belgien. De skulle dække VM i cykling i Brügge i den vestlige del af landet. Det havde været en lang sæson, og de så frem til, at den var slut, så de kunne trække stikket lidt. 

Aftenen forinden havde Chris Anker Sørensen deltaget i Grupetto Cycling Festival i Vejle, hvor han var med til at køre paradeløb i byens gader og efterfølgende havde fortalt røverhistorier fra landevejene til et arrangement med Alex Pedersen, Peter Meinert og Dennis Ritter. Nu glædede de sig til at dække sæsonens sidste løb.

Fremme i Brügge satte de sig på en fortovscafé og nød det skønne vejr. Så besluttede Chris Anker Sørensen sig for at tage ud og besigtige enkeltstartsruten. Han cyklede ofte på forhånd de løb, han skulle kommentere. De vinkede på gensyn, og Rasmus Staghøj gik til hotellet, hvor han tog sig en lur.

PLUDSELIG RINGEDE TELEFONEN. Lettere omtumlet tog Rasmus Staghøj den og fik at vide af sin chef hjemme i Danmark, at Chris Anker var død. Hans instinktive reaktion var: ”Nej, jeg har lige set ham, han er jo ude at cykle.” 

Straks kom han i tøjet og løb gennem byen for at komme hen til TV 2’s studie to kilometer fra hotellet. Mens grupper af glade turister traskede omkring, sprintede han stortudende gennem byens gader. Fremme ved studiet kunne han se på de andres ansigter, at også de havde fået beskeden. Chris Anker Sørensen var blevet påkørt af en varevogn nord for Brügge i et kryds med en afmærket cykelsti og var død af kvæstelserne. Så brød han fuldstændigt sammen.

Hjemme i Danmark ville Allan Bo Andresen heller ikke rigtigt tro, hvad hans mor lige havde fortalt ham i røret. Lillebroren kunne godt være blevet kørt ned, men selvfølgelig var han ikke død. 

”Jeg ville ikke acceptere, at han ikke var her mere. Jeg tænkte: ’Sådan noget sker ikke igen. Det kommer ikke til at ske to gange for den samme familie.’” 

Mens Allan Bo Andresen kørte over til sine forældre, ringede han til Rasmus Staghøj i Brügge. Da telefonen blev taget, spurgte han med det samme: ”Er det rigtigt?” Så knækkede stemmen i den anden ende øjeblikkeligt. 

Snart begyndte den tragiske nyhed at stå på diverse nyhedssider, og telefonen hjemme hos forældrene bimlede med kondolencer. Imens gik Allan Bo Andresen rundt om sig selv og tænkte: ”Det kan bare ikke være rigtigt, det der.” 

Hele aftenen befandt han sig i en form for trance. Først dagen efter begyndte erkendelsen langsomt at trænge ind, men en del af ham blev ved med at anfægte realiteterne. Først da han en uge senere stod og kiggede på sin lillebror i kisten i kapellet, forstod han, at han ikke ville komme tilbage. 

”Det er, som om man ikke vil forstå det. Man vil ikke acceptere det. Sådan har jeg det den dag i dag. Der er noget i mig, der stadig ikke rigtigt vil acceptere det.”

Foto: Tim de Waele/Corbis via Getty Images

ET ØJEBLIK KAN forandre alt. Siden den septemberdag sidste år har Rasmus Staghøj mange gange tænkt over livets skrøbelighed. Hvordan vi har en forpligtelse til at leve livet fuldt ud, fordi det hele kan slutte med et øjebliks uopmærksomhed. Han ved, at når hans søn bliver gammel nok, vil han fortælle historier om fars gode ven, der var en fantastisk cykelrytter, men først og fremmest et fantastisk menneske. 

”Jeg har lært rigtig meget af Chris, og jeg føler et ansvar for at tage ham med ind i kommenteringen. Han var sgu min makker. Det er en af mine bedste venner, jeg har mistet. Jeg har lyst til at fortælle om ham og holde hans navn i live. Jeg er egentlig ikke religiøs, men jeg spekulerer nogle gange på, hvor han sidder henne, og hvad han tænker, når han ser, hvilket elsket menneske han var.” 

Efter beskeden om Chris Anker Sørensens død nåede offentligheden, begyndte kondolencerne at strømme ind fra de mange, der havde kendt ham. I Luxembourg ramte nyheden også Andy Schleck:

”Da Chris døde, kom alle minderne straks tilbage til mig. Jeg fik det skidt, for fik jeg egentlig nogensinde takket ham nok? For vores venskab? For alt det, han ofrede for mig i årenes løb?” 

Til VM i Brügge, det løb, Chris Anker Sørensen skulle have kommenteret, afholdt rytterne et øjebliks stilhed til ære for ham. I hjembyen Hammel blev der kørt mindeløb, hvor mere end 600 mødte op. Og det væltede ind med reaktioner fra nær og fjern fra folk, der aldrig havde kendt ham, men som følte, at det gjorde de alligevel. 

”Det har virkelig været rørende,” siger Allan Bo Andresen. ”Folk skriver, at de savner ham, selvom de aldrig har mødt ham. Han har rørt folk med sin åbenhed. Der var en, som skrev, at ’nu mistede vi ham, som alle kunne blive enige om at elske’. Det ved jeg, han ville være stolt af.”

Denne artikel er blevet til med familiens billigelse. Tour de France køres i år 1.-24. juli. De tre første etaper blev kørt i Danmark.