1. DEN DANSKE VIKING

I gymnasiet kunne jeg godt lide samfundsfag og var også interesseret i psykologi. Men generelt interesserede det mig mere at blive i stand til at sige noget om større grupper frem for det enkelte menneske. En kammerat foreslog antropologi, og jeg læste beskrivelsen og fandt ud af, at det var lige, hvad jeg synes er spændende: at se det kendte i det fremmede og det eksotiske i det kendte.

For at komme ind skulle jeg have et andet fremmedsprog end engelsk på A-niveau. Det blev spansk, og da jeg var bekymret for, at jeg ikke ville bestå kurset, tog jeg et sabbatår og tog til Bolivia, hvor jeg blandt andet arbejdede som pædagog og i et suppekøkken. 

Jeg havde knap nok hørt om Bolivia, inden jeg tog af sted, men blev helt solgt til den kultur og de mennesker. Der er en hjertevarme og en umiddelbarhed, som man bliver smittet af. De er meget positive, og jeg oplevede at sidde i en frisørstol og få rost mit stråblonde hår. Eller blive kaldt den danske Hulk – eller viking – fordi jeg var større end de fleste. Det boostede selvtilliden. Og hos min værtsfamilie var jeg hurtigt den danske bror. Sådan blev jeg også omtalt over for fremmede: ”Det er min bror Sylvester.” Jeg følte virkelig, jeg hørte til.

2. FISK PÅ FINGRENE

Jeg begyndte på universitetet i Aarhus og var klar over, at det ville være svært at få 12-tallerne, da jeg er en lille smule ordblind. Jeg prøvede at sige: ”Hvordan kan jeg skille mig ud?” Jeg vidste, at jeg ville komme ud til hård konkurrence på jobmarkedet, og besluttede, at jeg ville være ham med konkret erfaring. 

På universitetet har man dejligt lange sommerferier, så jeg gav mig til at lede efter noget at lave, googlede sommerjob i Norden, og jeg så, at organisationen Nordjobb havde en annonce for job på Royal Greenlands helleflynderfabrik i Qasigiannguit, også kendt som Christianshåb. Det var arbejdspladsen i byen. Så jeg indgik i fabriksarbejdet, fileterede, frøs og pakkede fisk. Og i fritiden inviterede mine kolleger mig ud at sejle og jage, og på den måde var det virkelig en vej ind i kulturen.

Året efter vendte jeg tilbage til Grønland med et mere studie-relevant job som kustode på bymuseet i Ilulissat, hvor jeg også hjalp med at oversætte deres informationsmateriale til engelsk, tysk og spansk. 

Når danske besøgende spurgte, om det var Knud Rasmussens museum, svarede min kollega altid: ”Nej, det ligger i Hundested.” Det skabte ofte en lidt akavet stemning, syntes jeg. Ilulissat Bymuseum ligger faktisk i huset, hvor Knud Rasmussen blev født, og i sin tid var det dedikeret til ham. Men museet har siden udviklet sin egen identitet og er blevet et sted, der fokuserer på den lokale historie og de mennesker, der bor i byen. Det er ikke længere en dansk nostalgisk glorificering af fortiden, men snarere et museum, der er relevant og nærværende for lokalbefolkningen.

3. EN FREMMED KOMMER TIL BYEN

Efter min bachelor i antropologi fik jeg mulighed for at rejse et år til Hiroshima i Japan og arbejde med børnehavebørn som en slags engelsklærer gennem organisationen International Cultural Youth Exchange. Jeg arbejdede for et firma, der tilbyder alle mulige former for børnepasning, og chefen, Mister Horie, var fascineret af den skandinaviske tilgang til pædagogik og syntes, det var eksotisk at have en dansk antropolog gående. 

Japan er en lidt tough kultur at bo og være i, nærmest modsat Bolivia. Folk er supervenlige, men du vil altid blive kigget på som en fremmed. Selv folk, der er børn af blandede europæisk-japanske par, skal kæmpe for at blive accepteret. Japan er en stolt kultur, der ikke har så stort behov for omverdenen. 

For mig fungerede arbejdet udmærket, men det var lidt svært at interagere socialt. Det virkede, som om de tænkte, at jeg alligevel aldrig ville lære alle de uskrevne regler, så hvorfor overhovedet forsøge at lære mig dem? På arbejdet klappede de i hænderne, da jeg spiste med pinde under frokosten. Der tænkte jeg: ”Ah, come on!” Men jeg tror, det var sundt for mig som dansker at opleve, hvordan det er at blive kigget på som den fremmede.

4. VELDIG GØYT

Jeg var blevet klar over, at jeg ville noget med museer eller turisme, så da jeg hørte om Sustainable Heritage Management, en international kandidatuddannelse ved Aarhus Universitet, der fokuserer på, hvordan man arbejder med kulturarv på en bæredygtig måde, syntes jeg, det lød spændende. 

Mit ophold i Japan havde imidlertid smidt mig af uddannelseshjulet, så jeg måtte vente et år på at blive optaget på kandidatuddannelsen, og i mellemtiden fik jeg job som turismekonsulent på Flåm Turismecenter. Flåm er en meget naturskøn landsby med 350 fastboende indbyggere i bunden af Aurlandsfjorden, som er en del af Sognefjorden. Flåm er Norges femtestørste havn for krydstogtsskibe. Hvert år byder byen 450.000 turister velkommen, og det kunne mærkes om sommeren. Jeg lærte at håndtere stressede situationer, være serviceminded og forstod turismen på et helt andet plan. Desuden skulle jeg prøve alle tilbuddene i området. Bjergbane, kajak, delikatesser. 

Nordmændene synes, Danmark er veldig gøyt, og man kan altid få en god snak om dansk alkoholkultur. Og svarede jeg dem på norsk, talte de også norsk til mig – mens svenskere næsten altid slår over i engelsk. Det er en af mine kæpheste, at vi godt kan forstå hinanden i Norden.

5. GRØNT UNDER ISEN

Jeg ventede stadig på at blive optaget på studiet, da jeg i 2019 tog til Reyðarfjörður på Island for at arbejde på Tærgesen Restaurant and Guest House. Om dagen gjorde jeg rent og redte senge, og om aftenen var jeg i cafeen som tjener og lavede køkkenarbejde. 

Island er et dyrt land, så jeg var glad for at have kost og logi inkluderet i min løn, og det var spændende at befinde sig yderst ude på den islandske østkyst, hvor Reyðarfjörður ligger smukt ved fjorden af samme navn. Da jeg ankom i marts, lå sneen metertykt, og da jeg tog af sted igen i august, var alt grønt og frodigt. 

Jeg oplevede vekslende attituder til Danmark. Nogle af de unge, jeg mødte, kunne lidt dansk. Men de fleste sagde: ”Vi lærer det godt nok i skolen, men vi taler det ikke.” Min chef synes, det er fjollet, at islændingene har vendt sig væk fra Danmark. Han ville gerne have haft del i vores bloktilskud.

6. EN NORDISK UDFORDRING

Som del af min kandidatuddannelse var jeg i praktik på Nordiska Museet i Stockholm, Nordens største kulturhistoriske museum, med en kæmpe fed samling. De var ved at lave en ny basisudstilling om Sverige og Nordens historie fra 1500 til i dag, og jeg sad med i gruppen for årene 1900 til i dag. Jeg kunne virkelig fordybe mig og også more mig med mindre ting. 

På et tidspunkt skulle vi lave en julekalender til sociale medier, og jeg kunne supplere med noget af min viden fra Grønland: Der vokser ingen gran i Grønland, så tidligere samlede danskere i Grønland mos og lyng om sommeren, som de tørrede og lagde på kosteskafter med tværstave i december. I dag er der selvfølgelig både plastikjuletræer og forsendelser af rigtige juletræer. 

Efter min praktik skrev jeg speciale om, hvad der udgør nordisk kulturarv, og hvordan den udfordres, især når det kommer til at inkludere manglende stemmer fra minoritetsgrupper som for eksempel samer og grønlændere. Specialet fokuserede også på Nordiska Museet, der aktivt bruger det ’nordiske’ i sin formidling, og belyste de udfordringer, museet står over for, når det handler om at afspejle hele regionens mangfoldighed i sin samling og fortælling.

7. PÅ EN MISSION

Efter jeg blev færdig på universitetet, fik jeg et barselsvikariat på Københavns Museum, og da det var ved at slutte, så jeg, de søgte assistenter hos den danske sømandskirke i Hongkong. Det blev otte måneder, hvor jeg arbejdede tæt sammen med præsten, og hun kunne tænke store tanker, mens jeg kunne være praktiker. 

Vi indrettede et bibliotek, fandt på tilbud til børn, åbnede en kiosk, hvor man kunne købe danske lakridser, og den slags. Vi tog på besøg på danskflagede skibe, der lå i havn, for at gøre opmærksom på os selv. Vi hjalp sømænd med småproblemer, og man kunne brevstemme hos os til europaparlamentsvalget. 

Nu er jeg ansat i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, der har besluttet, at der skal styr på udeserveringen.  Min opgave bliver at tale med restauratører og andre erhvervsdrivende, skabe gode relationer og sørge for, at de kender reglerne, og at der er plads til fodgængere og kørestole. Jeg ser det som min opgave at kende de lokale gesjæfter på hvert et gadehjørne og være en form for diplomat.

Under min uddannelse har jeg altid forsøgt at udnytte de muligheder, der ligger derude. Det har ikke altid været den lige vej, men det har været en vej fyldt med oplevelser, spændende bekendtskaber og erfaringer, der har rustet mig til fremtiden. For mig handlede det om at finde styrken til at klare mig gennem systemet på min egen måde – i dag har jeg ikke den samme længsel. Nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal slå nogle rødder. Jeg glæder mig til at have et fast job og til at kalde København mit liv. Selv på en kedelig tirsdag. 

MEGET PÅ SPIL

Matematisk forståelse er god at have, ligegyldigt hvilken vej man har tænkt sig at forfølge. Men ifølge VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) har ét ud af syv børn i danske skoler så store problemer med faget, at det påvirker deres muligheder i livet. Det viser en undersøgelse fra 2023 foretaget for Egmont Fonden. Derfor lancerede fonden i samarbejde med Dansk Skoleskak inden jul et treårigt samarbejde med blandt andet Nørrevangsskolen i Randers og Ringkøbing Skole om at udvikle spilbaseret matematikundervisning med udgangspunkt i programmet SKAK+MAT. Programmet kommer med en særlig lærebog og en hjemmeside, hvor børnene kan øve sig.  

DEN RETTE TEMPERATUR

Vandtætte fodboldstøvler, en kølepude til kørestolsbrugere samt en dragt til hjemløse og flygtninge i de kolde vintermåneder løb med sejren i tre hovedkategorier, da elever fra ungdomsuddannelserne inden årsskiftet samledes til Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen.

”Vi er i chok. Vi er egentlig startet med en sjov idé, som nu er blevet til virkelighed,” sagde Julie Hvistendal, Ella Victoria Thorøe og Silke Kargo-Petersen fra Vejen Business College, der vandt med deres såkaldte Multi Suit: ”Nu skal vi i gang med at lave samarbejder og få vores dragt ud til flygtninge og hjemløse.”

MED PÅ EN LYTTER

Har planter en hørelse? Og fungerer trikomerne – bittesmå plantehår, der kan vokse overalt på planten – som en slags ører? Med det spørgsmål samt et forskningsdesign til at undersøge det nærmere kan Victor Nielsen fra Vejle Tekniske Gymnasium kalde sig en af årets Forskerspirer 2024. Talentprogrammet Projekt Forskerspirer, der drives af Københavns Universitet i samarbejde med Aarhus Universitet, udvalgte ham sammen med tre andre gymnasieelever blandt 12 nominerede inden for humaniora, naturvidenskab, samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab. De øvrige vinder-emner omhandlede unge og ældres brug af emojier, kostens rolle i forhold til psoriasis og unge danske mænds holdninger til prævention. De fire forskerspirer modtager hver 20.000 kroner. 

Foto: SkillsDenmark

SKREV HISTORIE PÅ MASKINE

Nogle kommer tidligt på sporet af deres kompetencer. Birgitte Brunsgaard Jacobsen var syv år gammel, da hun var med til at bygge en traktortrækker på sin fars gård. Og i efteråret blev den nu 22-årige landbrugsmaskinmekaniker med sin bronzemedalje den første kvinde nogensinde til at komme på podiet ved et WorldSkills, verdensmesterskaberne for faglærte, i faget Heavy Vehicle Technology.  En landbrugsmaskinmekaniker skal have viden om motorer, elektronik og transmission og naturligvis være god til at finde fejlene i de komplekse maskiner og udbedre dem. Uddannelsen tager fire et halvt år, og landbrugsmaskinmekanikere er også populære i vindmølleindustrien og på boreplatforme.  

I EN TYND TRÅD

Hvis man forfølger en interesse længe nok, kan man ende med at blive specialist. Ligesom Frederik Leck Fischer, uddannet biolog fra Københavns Universitet og i dag konsulent og naturformidler med særligt kendskab til edderkopper. I august sidste år gjorde han et fund, der vakte opsigt, da han i Almindingen Skov på Bornholm stødte på 13 stk. Pistius truncatus, på dansk kendt som stumpkrabbeedderkop. ”Jeg var ved at tabe kæben, da jeg så den. Jeg kan huske, at jeg udbrød: ’Det er løgn,’” sagde Frederik Leck Fischer efterfølgende til TV 2. Araknologen var på Bornholm for at lede efter en helt anden art, men kom derfra med en større gevinst til spritglassene på Statens Naturhistoriske Museum i København. Stumpkrabbeedderkoppen blev sidst set i 1919. Også dengang i Almindingen.

PLUDSELIG BEGYNDTE JEG at fryse. Det var den slags kulde, der griber fat om knoglerne. Det var nytårsdag 2013, og jeg kunne ikke få varmen, selv ikke med flere lag af dyner omkring mig. I de tidlige nattetimer kom vagtlægen. Han sagde: ”Det er influenza, kontakt din egen læge i morgen.”

Næste morgen ringede min daværende mand til vores læge. Lægen havde tidligere arbejdet på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus og fik med det samme mistanke om, at det ikke bare var influenza. 

Det lød som bakteriel meningitis, mente han. Ikke nogen særligt almindelig sygdom herhjemme, men den slår rigtig mange mennesker ihjel på verdensplan. Og det går enormt stærkt, når man bliver angrebet.  Lægen ringede efter en ambulance og skyndte sig hjem til os. Da han ankom, var jeg allerede gået i koma.

MIN FAR VAR smed, min mor havde ingen uddannelse. Jeg blev den første i min familie, der gik i gymnasiet. Vi var kun to i min klasse, der valgte gymnasiet efter 9. klasse. Min mor pressede lidt på, fordi hun ikke selv havde fået en uddannelse. Jeg fik en god matematiklærer og blev klar over, at jeg var supergod til matematik.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus for at læse matematik og matematikhistorie. Ved siden af studierne tegnede og malede jeg. På et tidspunkt tog jeg orlov for at gå på kunstskole, og da jeg vendte tilbage til universitetet, valgte jeg kunsthistorie som sidefag. Jeg skrev speciale om matematikken bag kunsten, det gyldne snit for eksempel, og sad og studerede italienske traktater fra 1600-tallet på originalsproget.

Jeg blev ansat på Steno Museet i Aarhus, et videnskabshistorisk museum, hvor jeg lavede udstillinger, blandt andet om nanoteknologi og om vand. Det havde ikke så meget med matematik at gøre, men jeg fandt ud af, at jeg elsker formidling. Ved siden af underviste jeg i videnskabsformidling, også på universitetsniveau. 

Jeg vendte tilbage til Aarhus Universitet for at lave en ph.d.-afhandling. Normalt bruger folk tre år på deres ph.d.-forløb. Men jeg havde nogle meritter på grund af den undervisning, jeg havde lavet, og klarede det på et år. Universitetet ansatte mig som administrator for et center, der forskede i cellepumper, og jeg begyndte at interessere mig rigtig meget for proteiner og proteinstrukturer. 

Året efter fik jeg et forskningsstipendie og blev postdoc på universitetet i Cambridge, hvor jeg kom til at arbejde under John Walker, som modtog nobelprisen i kemi i 1997. Han kunne godt tænke sig at prøve nogle nye formidlingsmetoder, så vi arrangerede en udstilling på Cambridge om ATPasen, et molekyle, der sørger for, at cellerne får den energi, de skal bruge for at opretholde livsprocesserne. 

I virkeligheden er det mikro-mikro-mikro-mikroskopisk lille, men vi fik blandt andet en kunstner til at male akvareller af det, vi fik en glasdesigner til at lave en skulptur af det, og en anden postdoc-ansat brugte tre måneder på at bygge en meterstor model af ATPasen i Lego-klodser, hvor alt passede med målestoksforholdene. Han sagde, det var nogle af de sjoveste måneder i hans arbejdsliv.

Efter Cambridge tog jeg til Harvard i Boston på et nyt stipendium, hvor jeg arbejdede med datavisualisering og var med til at afholde konferencer og skrive artikler til det videnskabelige tidsskrift Nature om formidling af data.  Jeg vendte hjem i 2012 og blev en del af Aarhus Institute of Advanced Studies på Aarhus Universitet. Vi var flere forskere fra forskellige institutter under humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og lægevidenskab, der arbejdede tværfagligt sammen. 

FRA JEG BEGYNDTE at fryse nytårsdag 2013, til jeg lå i koma, gik der 12 timer. Da vores læge ankom, gav han mig antibiotika intravenøst. Jeg var allerede begyndt at blive marmoreret af blodforgiftning. Jeg havde multiorgansvigt. Hundredvis af blodpropper i hele kroppen. En stor hjerneblødning bag panden. Jeg mærkede det heldigvis ikke, for jeg var helt væk. 

Da jeg kom ind i ambulancen, gik mit hjerte i stå. Der står i min journal, at det holdt op med at slå i 40 sekunder, inden jeg blev genoplivet af ambulancepersonalet. Jeg kom på intensiv afdeling, blev lagt i respirator, og børnene fik at vide, at de skulle komme og tage afsked med deres mor, fordi der var stor risiko for, at jeg ikke klarede den.

10 dage senere havde jeg det, man kalder et solnedgangsblik. Øjnene åbnede sig som en smal sprække, men uden noget liv bag. Når man har det, er det typisk tegn på svær hjerneskade. Alligevel begyndte jeg at vågne i de følgende dage. Meget, meget langsomt. 

Hver gang jeg vågnede, kunne jeg ikke huske, at jeg havde været vågen før, hvad jeg var blevet fortalt, eller hvor jeg var. Det beroligede mig, at min familie var der, men jeg kunne aldrig huske, at jeg havde set dem tidligere. Så jeg var bange, hver gang jeg vågnede.

Efter en uges tid begyndte jeg at genvinde hukommelsen. På grund af respiratoren kunne jeg ikke tale. Desuden var jeg låst i min egen krop. Jeg havde det, man kalder locked-in syndrome, og kunne overhovedet ikke røre mig. Jeg måtte kommunikere ved at blinke. Et blink for ja, to for nej. 

Efter to måneder vurderede lægerne, at jeg ikke var i livsfare længere, og jeg blev flyttet til et neurorehabiliteringscenter. Jeg skulle lære alt igen. At trække vejret, tale, synke, bevæge mig. Kommer jeg mon nogensinde til at kunne fungere som mor igen, tænkte jeg. Kommer jeg til at forske? På en optimisme-skala fra ét til 10 var jeg nok en toer. 

En dag kom en læge og en sygeplejerske, en ergoterapeut og en fysioterapeut ind til mig og satte sig i en halvcirkel omkring min kørestol. Jeg sad foroverbøjet og sammensunket, for jeg kunne ikke holde mit hoved selv. Lægen lagde sig på alle fire, drejede hovedet op mod mig og sagde: ”Hej Rikke. Hvad vil du gerne?” Jeg var blevet koblet fra respiratoren og havde i stedet fået en talestuds på halsen, så jeg faktisk kunne tale lidt. ”Gå,” sagde jeg. ”Så er det det, vi skal,” sagde lægen. 

Det var første gang, jeg følte mig set og hørt og ikke bare var en krop. ”Yes,” tænkte jeg. ”Nu er det fuld fart frem.” Tre måneder senere gik jeg ud fra rehabiliteringscenteret. Jeg havde fået mindre amputationer på ni fingre, og mit syn på venstre øje var meget nedsat. Men ellers havde jeg ikke mistet noget, fysisk eller kognitivt. Lægerne havde aldrig set noget lignende. 

At jeg overhovedet overlevede, mente de, kunne have noget at gøre med, at jeg levede som veganer, inden jeg blev syg. Mit kolesterol-tal var lig nul, og det gjorde måske min krop mere modstandsdygtig. At jeg kom så hurtigt gennem genoptræningen, skyldtes muligvis en viljestyrke, jeg havde opbygget som forsker, hvor jeg var vant til at kæmpe for bevillinger. Men i det hele taget må man også bare sige, at jeg var ekstremt heldig.

JEG KOM TILBAGE på arbejde på nedsat tid. Det var dejligt at være tilbage. Næste skridt på karrierestigen ville være at blive professor. Det havde jeg altid stilet efter. Det er det, de fleste drømmer om, når de går ind i den akademiske verden. At opnå den højeste status, få flest ansatte under sig, udgive flest publikationer.  Men var det egentlig dét, der var min drøm? Nej, tænkte jeg. Jeg vil ud at lave noget andet. Nu har jeg fået den kæmpe gave at overleve. Jeg har min krop og hjerne i behold. Nu vil jeg gerne give noget tilbage.

Da vi boede i Boston, havde min datter gået i noget, der hed Science Club for Girls, hvor hun virkelig blomstrede. Hun plejede at være en stille pige, men efter kurset kunne hun helt confident stå foran en forsamling og fortælle om, hvad hun havde lært. Jeg fik lyst til at lave noget lignende, og sammen med en kollega startede jeg Videnskabsklubben, hvor vi lånte nogle programmer fra Boston og tog ud at undervise på vores egne børns skoler. Jeg underviste i vand og biologi, hun underviste i ingeniørvidenskab. 

Det gik godt, syntes vi, og fik 225.000 fra Lundbeckfonden, så vi kunne tage ud på nogle flere skoler. Da det også gik godt, søgte vi om flere penge. Og så fremdeles. Sidste år modtog vi 30 millioner fra Novo Nordisk Fonden, og i år har vi 100 hold i 55 kommuner i hele landet. 

Det er pinedød nødvendigt, at vi får flere børn og unge interesseret i naturvidenskab, hvis vi skal have løst de udfordringer, verden står over for i dag. Det kræver også samfundsvidenskab og humaniora. Men det kræver i høj grad naturvidenskab. 

I DAG BRUGER jeg alle mine fingre, næsten fuldstændigt som jeg gjorde før. Jeg kan holde på ting, åbne ting, tegne. Jeg gestikulerer stadig lige så meget. Jeg kan måske have lidt sværere ved at sy en knap i. Og jeg kan ikke pille næse med den ene hånd. 

Mange af mine jævnaldrende kolleger fra forskerverdenen er blevet professorer. Når jeg møder dem, fortryder jeg ikke, at jeg skiftede spor. Det eneste, jeg savner, er de internationale forbindelser. Men mon ikke det også kan opstå med Videnskabsklubben.

Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du var ordblind?

”Alt for gammel! Jeg var 18 år gammel og lige begyndt på Teknisk Skole i Roskilde. Som en del af optagelsen skulle man tage en test for at vise, at man ikke var ordblind – man kunne ende i en grøn, gul eller rød kategori, og da jeg fik resultatet, lå jeg solidt placeret i den røde. Jeg fik konstateret ADHD som barn, og derfor har det altid været forklaringen på, at jeg havde det svært i skolen – at jeg ikke kunne koncentrere mig, følge med og forstå de tekster, jeg blev bedt om at læse. Men pludselig gav det hele mening. I dag er jeg faktisk lidt sur over, at ingen tænkte tanken tidligere, men dengang var det så absurd, at jeg ikke kunne lade være med at grine.”

Fik det dig til at se din folkeskoletid i et nyt perspektiv?

”Jeg havde været vant til at få at vide, at jeg var doven. At jeg ikke koncentrerede mig nok, eller at jeg skulle gøre mig mere umage. På et tidspunkt sagde en matematiklærer til mig, at jeg godt kunne få lov til at være i klassen, men at han ikke kunne lære mig noget, fordi jeg var så langt bag efter de andre. Fra 0. til 3. klasse gik jeg på en lille landsbyskole, hvor jeg intet lærte. Det var først, da jeg skiftede til en større skole i 4. klasse, at jeg begyndte at lære alfabetet og de matematiske tabeller. Jeg følte mig tit dum. At jeg ikke var god nok til at være en del af min klasse. Da vi begyndte at få karakterer, var det som regel 00 eller 02 – og 4 eller 7, hvis det gik rigtig godt, og det var sjældent i dansk, engelsk og matematik. Jeg er ikke i tvivl om, at det havde været bedre for mig at vide, at jeg var ordblind, så jeg ikke gik rundt og troede, at det var mig, der gjorde noget galt.”

Hvad tænkte du, at du skulle lave, da du var færdig med folkeskolen?

”Da jeg gik ud af 9. klasse, var jeg overbevist om, at jeg skulle noget kreativt, og søgte ind på Teknisk Skole. Jeg tænkte, at jeg skulle være animator og lave tegnefilm, fordi jeg altid har været glad for at tegne. Gymnasiet var helt udelukket for mig. Men da jeg kom ind på skolen i Roskilde, gik det ret hurtigt op for mig, at det ikke var det rette alligevel.”

Du er en del af den første årgang, der har taget en særlig treårig HF for ordblinde i Holbæk. Hvordan endte du der?

”Det var helt tilfældigt, at min mor en dag kørte forbi VUC i Holbæk og så et skilt, hvor der stod, at skolen ville begynde at udbyde en HF for unge, der var ordblinde eller havde andre særlige behov. På det tidspunkt holdt jeg sabbatår og arbejdede fuld tid i Aldi, og jeg var ret nedtrykt: Jeg ville gerne i gang med en uddannelse og videre i mit liv. Så da min mor fortalte mig om det, tænkte jeg, at jeg måtte give det et forsøg.”

Caroline Juncker Lind blev sidste sommer student som del af den første årgang i Holbæk, der færdiggjorde en treårig HF for unge, der lider af ordblindhed eller har andre særlige behov som for eksempel en ADHD-diagnose. Tilsvarende forløb tilbydes på uddannelsesinstitutioner over hele landet.

Hvad var det for et sted, du mødte ind første skoledag?

”Jeg kom ind i en klasse med andre elever, som havde de samme udfordringer som mig. Og jeg blev mødt af nogle lærere, som havde en helt anden tilgang til undervisning, end jeg havde været vant til. I folkeskolen, hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af, fik jeg bare at vide, at det var forkert, og at jeg skulle prøve igen – og koncentrere mig mere. Men her tog lærerne sig tid til at forklare, hvad jeg skulle gøre anderledes, og hvordan jeg kunne gribe det an. Nogle tekster lyttede vi til i stedet for at læse. Og vi fik nogle programmer, som hjælper én med at stave – det er lidt som en stavekontrol, der foreslår ord eller stavemåder, mens man skriver, og som hjælper én med at lære at sætte punktum og komma. Vi fik tilbud om ekstra undervisning efter almindelig skoletid, og fordi det var et treårigt forløb og ikke et toårigt som en normal HF, havde vi færre fag ad gangen og bedre tid til at fordybe os.”

Hvad betød det for din selvtillid at komme et sted, hvor dine udfordringer blev taget alvorligt?

”Så snart jeg begyndte at få succesoplevelser – jeg kunne for eksempel mærke, at jeg fik god feedback på mine dansk- og engelskafleveringer – tænkte jeg: Okay, jeg kan jo faktisk godt finde ud af det. Jeg er ikke dum. Det motiverede mig også til at lægge mere energi i mit skolearbejde, end jeg måske havde gjort tidligere. Og da jeg skulle til studentereksamen, gik det over al forventning. Jeg fik seks 12-taller, og i min sidste eksamen fik jeg 10. Da jeg fik karaktererne, måtte jeg lige spørge lærerne, om de nu var sikre på, at det passede.”

Hvordan står det til med din ordblindhed i dag – og hvordan kommer den til udtryk?

”Jeg vil altid være ordblind, men jeg er blevet meget bedre til at stave og skrive, end da jeg startede på HF. Jeg oplever dog stadig, at jeg af og til kan have svært ved at koncentrere mig om at læse en tekst. De fleste kender nok, at de sidder og lytter til noget, men mister koncentrationen og føler, at det bare forsvinder ind ad det ene øre og ud ad det andet. Sådan er det at læse en tekst, når man er ordblind. Man sidder og kigger på den, men man forstår den ikke rigtig, og det sætter sig ikke fast. Men i dag ved jeg, hvad jeg skal gøre, når det sker, i stedet for at give op. For eksempel deler jeg teksterne op, både når jeg skal læse og skrive, tager det i bidder, og når jeg går i stå, holder jeg en pause og vender tilbage til den senere.”

Nu har du så en HF. Hvad er dine fremtidsdrømme?

”Jeg har været i gang med at læse suppleringsfag, blandt andet engelsk på A-niveau, så jeg kan søge ind på universitetet. Først tænkte jeg, at det skulle være psykologi, og det søger jeg også stadig ind på, men drømmen lige nu er at læse jura.”

Havde du nogensinde forestillet dig, at du skulle komme til at tage en universitetsuddannelse?

”Aldrig. Jeg havde ikke engang tænkt, at jeg skulle på gymnasiet. Det er vildt at tænke på. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg ved, at jeg har arbejdet hårdt for det.”