JEG KOMMER FRA landsbyen Fjelstervang syd for Herning. Min far var iværksætter og åbnede virksomheder. Blandt andet husker jeg en, der lavede styringstavler til maskiner og robotter. Det var dynamisk og fascinerede mig, men jeg er ordblind og var dårlig til alle de boglige fag i skolen, så jeg slukkede for drømmen om selv at blive iværksætter. Jeg kunne knap nok læse en børnebog, hvordan skulle jeg kunne skabe en virksomhed?

Da jeg gik ud af 10. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Min mor snakkede med den lokale tømrer og spurgte, om han ikke manglede nogen. Så kom jeg i lære hos ham. Efter jeg var blevet udlært, arbejdede jeg et års tid som svend. Tømrerjobbet var fint, men det var ikke faglig passion, der fik mig op om morgenen. Så jeg sagde op og arbejdede et halvt års tid på et skiresort i Frankrig. Bagefter arbejdede jeg et halvt år som pædagogmedhjælper i en børnehave. Det var åbenlyst, at jeg skulle finde på et eller andet. Jeg kunne sådan set godt lide håndværk, men jeg kunne også mærke, at jeg var drevet af noget andet, noget mere.

Tilfældigvis så jeg en dag en udsendelse på Discovery Channel. Den handlede om rope access, en metode, man benytter i USA, hvor rebklatrere arbejder på højhuse og andre svært tilgængelige steder, typisk med vin­duespudsning og vedligeholdelse. Jeg syntes, det så sjovt ud. Det gad jeg godt lære. På det tidspunkt eksisterede faget nærmest ikke herhjemme, så jeg tog til England for at tage et kursus, hvor jeg lærte om klatreteknikker, sikkerhed og rigning, altså den måde, man fastgør tovværket.

JEG FIK EN basiscertificering fra den internationale brancheorganisation IRATA. Jeg var på niveau 1 og måtte arbejde med reb­adgang, så længe der var en niveau 3-certificeret klatrer til at holde øje med mig. Så var det ud at få den praktiske erfaring i fingrene, og jeg var heldig at få en masse jobs offshore, først på olie- og gasboreplatforme og senere på vindmøller. Det var mest små vedligeholdelsesopgaver, malerarbejde og inspektion. Det var et sjovt erhverv, og jeg kom hele tiden ud i nye situationer. Der er mange svært tilgængelige steder på sådan en platform, der er mange tunge komponenter, der skal hejses op, og det er tit teknisk udfordrende at finde ud af, hvor og hvordan man skal rigge, for at det kan fungere. 

Jeg hørte selvfølgelig historier om folk, der var faldet ned. Og det ville da være løgn at sige, at jeg aldrig var nervøs. Jeg vidste jo godt, at hvis jeg faldt ned fra en vindmølle, så var jeg færdig. Men jeg vidste også, at det kan være lige så farligt at falde to meter ned ad en stige. Hvis du ikke er forberedt og ikke tager fra, kan du brække nakken af det. Mange synes, det ser halsbrækkende ud, når vi hænger højt oppe, men vi er en af de brancher, der har færrest uheld. Netop fordi sikkerhedsforanstaltninger er en helt integreret ting i alt, du laver. Der sker mange flere uheld på en almindelig ­byggeplads. Du tror, du er sikker, fordi du står på en lift eller et stillads. Men så har nogen fjernet et gelænder, mens de skulle læsse nogle brædder, og glemt at sætte det tilbage. Den slags sker ikke i et reb, man selv har sat op, og hvor man har taget højde for alting.

Jeg førte logbog over mine timer, og efter 1.000 timer i selen var jeg klar til et kursus mere og niveau 2 af min IRATA-certificering. Efter yderligere 1.000 timer var jeg klar til at tage eksamen på niveau 3 som certificeret rebtekniker. Jeg arbejdede nogle år for forskellige virksomheder i Danmark, hvor markedet for erhvervsklatring var på vej frem. Jeg var ikke så imponeret over mine arbejdsgivere. Jeg syntes ikke, at de var rigtig fokuseret på kvaliteten i det arbejde, vi lavede. Jeg syntes ikke, de var rigtig ambitiøse. Det var sådan lidt cowboystil. Arbejde, der gik under radaren. Det frustrerede mig. Jeg mente, man burde lave noget, der skaffede branchen anerkendelse. Jeg snakkede med min far. Han sagde: ’Hvis du er så dygtig, kan du vel bare starte op selv og konkurrere de andre ud.’

JEG TOG EN dyb indånding og fik mit eget cvr-nummer. Til at starte med gik jeg ikke så meget ind i det, tjente penge freelance som tømrer og off­shore i Norge. Men i 2016 fik jeg en søn og besluttede at stoppe med at rejse. Så jeg gik fuld tid ind i mit firma. Jeg havde ingen plan for, hvordan det skulle drives, eller hvad det skulle blive til. Men stille og roligt fik virksomheden vokseværk, og jeg hyrede en freelancer ind, som efterhånden blev fastansat. Jeg mødte en ligesindet, der skulle til at starte sit eget, men jeg fik ham overtalt til, at vi skulle være partnere. Sammen startede vi virksomheden Sky-Work. På et par år blev vi en af de største virksomheder i branchen i Danmark, og i dag er vi tre medejere.

Engang var det rebkompetencerne, der definerede faget, så kom håndværket i anden række. Vi har vendt den om. Vi har de håndværksmæssige kompetencer. Og vi kan klare opgaverne med et reb, så kunden kan spare penge på tungt materiel, og trafikken og miljøet bliver skånet for tung trafik. Vi kan lave murerarbejde, vi kan lave tømrerarbejde, vi kan stå for vedligeholdelse. Vi arbejder på nye højhuse, gamle højhuse, rækkehuse, gamle etageejendomme. Vi udskifter tegl i taget, vi fuger vinduer og facader. Vi lægger kilometervis af fuge. Alligevel er jeg blevet grinet ud af mødelokaler. Der er stadig mange, der har svært ved at forstå, at vi skulle kunne klare alle de ting med et reb.

En dag blev vi kontaktet af en agent for en arabisk mand, der gerne ville hyre os. Han ønskede at tilbyde sine kunder, at når de havde bygget deres højhus, ville det blive serviceret af et skandinavisk firma. Han inviterede os til Dubai. Det lugtede langt væk af scam, og han viste sig heller ikke at være den, han sagde, han var. Vi engagerede os aldrig i noget og mistede ingenting på det, men vi var nået at blive tændte på Dubai og endte med at starte en afdeling dernede, hvor vi vedligeholder både nye og gamle højhuse, som trænger til vinduespudsning og glasudskiftning. 

DER ER NOGLE, der mener, at man ikke skal lave forretning i et land, hvor arbejdsvilkårene er så ekstremt ringe. Hos flere af vores konkurrenter dernede får folk inddraget deres pas ved ansættelsen. Så kan de ikke rejse nogen vegne, medmindre arbejdsgiveren giver dem lov. Sådan fungerer det selvfølgelig ikke hos os. Vi forsøger at give de ansatte bedre arbejdsforhold end konkurrenterne, ja, vi opererer med et ord som arbejdsglæde. Det kendte de slet ikke. Vi roser dem og lader dem vide, at de en vigtig brik, hvis vi skal have succes. De, der gør det godt, har også mulighed for at komme ind på kontoret og få en administrativ stilling. Alle mennesker har behov og drømme, og hvis du kan stimulere dem, kan du virkelig få noget ud af din arbejdskraft. Nu ser det ud til, at nogle af vores konkurrenter er begyndt at kopiere vores tilgang – men det er vist foreløbig mest på Facebook. Der er mange, der synes, jeg er naiv, men jeg har en brændende tro på, at vi med vores eksempel stille og roligt kan være med til at ændre arbejdskulturen.

I dag er det lig nul, hvad jeg selv får klatret. I stedet tænder jeg på at opbygge virksomheden. Vi har vel en 120-150 fast- og freelanceansatte i alt i Sky-Work. Kun én af dem er en kvinde, men vi vil gerne have flere. De er nogle gange mere hårdføre – det skal du bare ikke fortælle mændene. Den her branche blev bygget op af folk, der var passionerede inden for klatring. I gamle dage i New York og andre storbyer var det bjergbestigere, der hang på et bræt og pudsede vinduer. I vores firma vælger vi bevidst den slags folk fra. Det eneste, der er til fælles, er rebet. Vi leder efter gode håndværkere, ikke adrenalin-typer. Sportsklatrere er vant til risici. Men hvis man arbejder risikobetonet, udsætter man også sine kolleger for fare. Her tager vi ingen chancer.

SFÆRISK SYMMETRI, neutronstjerner, der kolliderer i perfekte eksplosioner, og hvordan hele universets lys bliver spejlet i galaksernes sorte huller. Det er – blandt meget andet – hvad 24-årige Albert Sneppen forsker i. Han er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutet i København, og man fristes til at sige, at han har gjort kometkarriere i astrofysikkens verden. Han har løst matematiske gåder, der har fået hidtil ukendte detaljer om universet frem i lyset. For eksempel viser Albert Sneppens forskningsresultater, at sorte huller er spejle af universets lys, og at stjernerne i fjerne galakser ser anderledes ud end i mælkevejen. 

”De sorte huller i universet er definitionen af mørke. En perfekt kugle af intet lys, men rundt om sig har den kugle ifølge min forskning et lille reflekteret spejlbillede af universet. Det, synes jeg, er en utrolig æstetisk idé. Der er bare nogle så smukke fortællinger i universet. Nogle af dem kender vi, andre er vi først i gang med at lære,” siger Albert Sneppen, der formår at sætte ord på universets komplekse og tæt ved magiske fænomener helt uden brug af snørklede sætninger. Hans forskning er fuld af matematiske ligninger af en så høj sværhedsgrad, at de kan være svære at begribe, men han formidler dem med lethed og smittende entusiasme. Interessen for universet opstod et sted mellem seksårsalderen og 8. klasse. Den unge forsker svarer med et anstrøg af ydmyghed, at interesse er noget, der opstår og fodres livet igennem.

Foto: Eva Sneppen

”Jeg kan huske, at jeg var ude i haven at kigge på stjerner med mine forældre, da jeg var lille. Men det er der jo masser af seksårige børn, der gør. Jeg har en idé om, at jeg var på en vandretur i 8. klasse med sådan en lille fysikbog, der handlede om en fyr, der altid faldt i søvn til forelæsninger, og så drømte han sig ind i fysikkens love, den her drømmeverden, hvor alt kunne ske. Jeg kan huske den der blanding af, at jeg var ude at vandre – hvilket jeg synes er super afslappende og meditativt – og så at læse den her sjove fortælling. Dér indså jeg, at der var nogle underlige love gemt derude. Det var sjovt at drømme sig ind i,” siger Albert Sneppen, der fortæller om livets helt store spørgsmål på en videoforbindelse fra sit værelse på Egmont Kollegiet, hvor han sidder på denne tidlige formiddag med morgenhår og store, grønne øjne. Hylderne bag ham er fyldt op med tykke bøger og champagne. Selvom interessen for universet var vakt, var Albert Sneppen aldrig fuldstændig sikker på, hvad han ville være, når han blev stor.

”Jeg har altid været meget forvirret omkring, hvad jeg skulle læse. Mest fordi jeg synes, at mange ting har været spændende. Jeg havde rigtig mange gode lærere både i folkeskolen og gymnasiet, og derfor var det meget stokastisk, altså tilfældigt, at jeg endte i fysik,” siger Albert Sneppen, der sagtens kunne have set sig selv blive læge eller historiker i stedet for astrofysiker. ”Jeg synes, der er så mange finurlige historier gemt i de forskellige verdener. Men jeg synes, at fysikkens og naturens love er så fantastiske, storslåede og eksistentielle.”

Albert Sneppen har altid syntes, at matematikkens sprog var sjovt. Han vil helst ikke ophøjes til noget geni eller naturtalent, men vil hellere tale om værdien i at elske at lære. For når man synes, noget er sjovt, bruger man helt naturligt også mere tid og energi på det, pointerer den unge forsker, der blev belønnet med en tur på McDonald’s af sin mor, hver gang han løste en ny matematikbog. ”Lige pludselig løste jeg rigtig mange matematikbøger i 3. klasse, ha ha.” 

Albert Sneppen i TV 2 News, maj 2022.

ALBERT SNEPPEN ER i dag drevet af en grundlæggende nysgerrighed, et videbegær efter at løse universets gåder. Der er så mange grundlæggende ting om universet, som vi ikke forstår, og som vi ikke ved endnu, forklarer astrofysikeren. Vi aner ikke, hvad universet består af. Vi prøver at tælle stjernerne, men når ikke frem til et facit. Vi ved ikke, hvor de tunge grundstoffer kommer fra. 

”Der er så mange mysterier, som jeg tror, man kommer til at lære rigtig meget om de næste 50 år. Jeg er bare så forbløffet over, at man endnu ikke har opdaget dem og løst dem. Det er virkelig fascinerende,” siger han og forklarer, at hans fascination af fysikken også bunder i nogle af de ’helt sindssyge’ fortællinger, som den rummer. ”Jeg lærte for eksempel den anden dag, at guldet i et smykke eller jodet i dit blod er blevet dannet, når to stjerner på et tidspunkt har slået ind i hinanden med en brøkdel af lysets hastighed og født et sort hul. Og så har det så født nogle atomer, som er blevet kastet ud i universet og har blandet sig med en gassky. Gasskyen er så kollapset og har født en sol og en planet rundt om den. Det er sindssygt at tænke på, at noget så basalt som, du ved, et smykke eller den måde, din krop regulerer sit stofskifte på, er bestemt af, at der var nogle stjerner, der slog ind i hinanden i universets urtid.” 

Okay, den skal måske lige synke ind. For selvom Albert Sneppen fortæller med en lethed og et kronisk mildt smil på læben, kan det stadig være svært at begribe, hvordan guldsmykker og menneskeblod er nært beslægtet med stjerner, sol-fødsler og kollapsede gasskyer. 

”Jeg har mødt nogle, der er bange for kosmos, eller som synes, det er skræmmende, fordi det er så stort og overvældende. Men i stedet for at kigge på universet som noget stort kan man se på hele universet som noget, der er cementeret i ens egen historie. At vi eksisterer på grund af alle skridtene i universets historie. Og fordi vi var heldige nok til, at der var nogle stjerner, der valgte at danne noget jod, noget nitrogen eller alle de her ting, som gør, at vi kan leve. At vores fortælling bare er den sidste sætning i en ret lang bog. Det synes jeg er meget sjovt,” siger Albert Sneppen, og når han sidder der på sit kollegieværelse og forener matematikken, astrofysikken og menneskehedens og universets eksistens, bliver det uundgåeligt helt smukt. 

”Jeg synes, at den her idé om, at for at forstå de atomer, der er inde i vores dna, skal man forstå hele kosmos’ historie … det er virkelig poetisk.” 

På vej mod toppen. Foto: Rasmus Damgaard Nielsen

ASTROFYSISK FORSKNING begynder ofte med en undren over et tilsyneladende hul i en eller flere teorier. Teorierne bunder som regel i matematiske ligninger, og disse er i konstant udvikling. Så når Albert Sneppen finder ud af, at universets sorte huller faktisk kan ses som spejle, der giver os en mulighed for at se længere tilbage i tiden, er det resultatet af timer og atter timer, hvor han sidder og rykker rundt på tallene i en ligning og regner og regner. Og regner. 

”Jeg bliver ved med at rykke rundt på nogle ligninger, indtil jeg ser en større helhed. Det kan tage lang tid at indse, at man har noget dybt i hænderne. Ofte ved man ikke, hvad man laver, når man begynder. Jeg ved sjældent, hvor jeg er på vej hen i en ligning,” siger Albert Sneppen og forklarer, at astrofysisk forskning handler om at udvikle et instinkt for, hvor der er nogle huller i forståelsen af universet. At sætte nogle forskellige teorier sammen og få øje på, hvor de er modstridende. Og når ligningen så går op, og et nyt perspektiv er født, er det selvsagt ret fantastisk. 

”Det er en super tilfredsstillende følelse. Det kan jeg også huske med forskningsartiklen om sorte huller, hvor vi fandt ud af, at universet spejler sig på kanten af de sorte huller. Det var virkelig den her enestående oplevelse af, at hele fysikken gav mening. Lige pludselig kunne man se hele billedet, der gik fra at være grumset til at krystallisere sig i en dybere mening. Det var megasjovt,” siger Albert Sneppen, der drømmer om at være med til at løse flere sjove kosmiske problemer.

”For eksempel det her hul i vores viden med, at vi ikke ved, hvor gammelt universet er. Man skulle tro, at det er et utrolig basalt spørgsmål, men det er det ikke. Der er også spørgsmålet om, hvordan galakserne udvikler sig, den mælkevej, vi selv lever i, hvorfor galakserne ser ud, som de gør, og hvad historien fra det tidlige univers er,” siger Albert Sneppen og holder en lille pause. ”Altså, sådan nogle spørgsmål er jo smukke, og jeg vil gerne bare få lov til at arbejde med så mange af dem som muligt.”

EFTER HF BEGYNDTE jeg på teologi på Københavns Universitet. Det var et spændende fag, fuldt af filosofi, historie og sprog. Jeg gik der en del år, men var i tvivl om, hvad jeg ville med det, og præst skulle jeg i hvert fald ikke være.

Da jeg blev gravid, fik jeg aldrig færdiggjort uddannelsen. Jeg uddannede mig i stedet til folkeskolelærer, men da jeg var færdig, trak det ikke så meget i mig at undervise. Jeg drømte mere om at være min egen chef. Så jeg skrev en krea-bog og byggede ting i affald og holdt workshops med børn på bibliotekerne. Det var sjovt, men jeg længtes stadig efter at finde det helt rigtige job – et, der virkelig ville gøre mig glad og give mening, år efter år.

EN DAG SNAKKEDE jeg med en veninde, der havde læst antropologi og nu var blevet ansat hos en bedemand. Hun fortalte om, hvordan bedemænd, som de er flest, har en alvorsfuld og diskret tilgang til deres fag. Det handler om at holde sig selv i baggrunden og blive så lidt bemærket som overhovedet muligt. 

Når hun fortalte om det, fascinerede det mig, hvor stor mulighed en bedemand har for at hjælpe mennesker i sorg. Samtidig undrede det mig, at man åbenbart har vedtaget, at begravelsesforretninger gemmer deres lokaler væk bag skærmende hvide persienner, og at en bedemand er en, der står ovre i et hjørne i sort jakkesæt og siger: ”Jeg kondolerer.” 

Her er en faggruppe, som vi næsten alle får brug for at komme forbi, i hvert fald to gange i vores liv, når vores fædre og mødre dør. Iværksætteren i mig besluttede at skabe en anderledes begravelsesforretning. En, jeg selv ville have lyst til at bruge, når jeg en dag kom i den situation.

MAN BEHØVER IKKE en formel uddannelse for at kalde sig bedemand, men jeg ansatte en kvinde med brancheerfaring, som blev min mester i et års tid og indførte mig i det praktiske, ikke mindst al logistikken og papirarbejdet, der opstår, når et menneske dør, og man skal i kontakt med kirkegård, kordegn, præst og krematorium.

Erhvervet hedder jo bedemand, uanset om man er mand eller kvinde, men for at signalere, at vi ikke er en traditionel forretning, valgte jeg navnet Bededamerne. Vi har kunst på væggene, og hos os er det som at komme ind i en stue, varmt og imødekommende.

Jeg gik med en idé om at anskaffe en flot Mercedes-rustvogn fra 60’erne, da jeg blev opmærksom på, at bedemændene i gamle dage brugte hestevogne, og det syntes jeg var endnu mere stemningsfuldt. Hvad er det moderne svar på en hestevogn, tænkte jeg og besluttede at få specialkonstrueret en ladcykel med plads til en kiste.

JEG VAR VANT til at cykle rundt med mine børn og min mand i min ladcykel på Vesterbro i København, hvor vi bor, så det føltes helt naturligt. Min rustcykel drejer på baghjulet i modsætning til de fleste ladcykler. Det gør den mindre tung at manøvrere og giver den en god balance. 

Da cyklen var klar, og jeg lagde et billede af den på Facebook, gik den hurtigt viralt, og udenlandske medier som BBC kontaktede mig for at skrive om den.

Nogle af mine fagfæller syntes, det var useriøst med en cykel, døden er jo en alvorlig sag. Men jeg har lige siden fået masser af henvendelser fra folk, der skriver, at de gerne vil køre i sådan en, når de en dag skal herfra. Så vil jeg håbe, jeg lever længere end dig, plejer jeg at svare.

Bededamernes forretning ligger på Vesterbrogade i København. Foto: Privat

HVIS FOLK DØR på hospitalet, er det hospitalet, der opbevarer liget til at begynde med, inden bedemanden transporterer det til krematoriet. 

Hvis folk dør i hjemmet, på hospice eller på plejehjem, er det bedemandens opgave at hente dem, komme dem i kisten og køre dem ud på krematoriet, hvor kisten står indtil bisættelsen, hvor vi så henter den igen. Vi har en normal rustvogn, som vi bruger, og vi får også hjælp fra en vognmand, der kører for alle bedemændene i København.

Vi bruger kun cyklen til paradekørsel, altså det stræk, hvor kisten efter bisættelsen skal fra kapellet eller kirken og videre til kirkegården eller krematoriet. Det plejer at udvikle sig til en form for optog, hvor de efterladte går med ved siden af. Så ja, cyklen er tung at træde, men det gør ikke noget, jeg har ikke brug for at køre stærkt. Mange har spurgt, om jeg ikke skal have mig et batteri, men jeg kan lide at cykle på benkraft. 

JEG HAR ET sted mellem én og fem begravelser om ugen. Vinteren er en slags højsæson. Det er her, flest ældre bukker under for influenza og den slags. Men man ved aldrig, præcis hvornår døden indfinder sig, så jeg ved heller aldrig, hvornår telefonen ringer. Jeg tager den altid, og mine børn har vænnet sig til, at så skal de være stille, nu har mor en seriøs samtale. 

Vi er altid to om at hente en afdød. Hvis det er i et krematorium, ligger den afdøde på en metalbænk, og vi har så kisten på en vogn ved siden af, 10 centimeter under bænkens kant. Ved hjælp af et lagen trækker vi den afdøde helt ud til kanten, inden en af os tager fat i armen, og den anden i benene og forsigtigt løfter kroppen over i kisten. Det er slet ikke så tungt, som man skulle tro.

DE FØRSTE PAR år var det grænseoverskridende at være sammen med så mange døde mennesker. Efterhånden har jeg vænnet mig til det. Der er enkelte, der ikke er i så pæn stand, særlig hvis de har ligget længe. Men jeg vil sige, at størstedelen af de døde faktisk har noget mildt og fredfyldt over sig.

De første mange gange, jeg skulle møde de efterladte, sad jeg på nåle for at bevare overblikket og huske alt. Som årene gik, blev jeg bedre og bedre til at se og forstå dem, som sad over for mig, og bedre og bedre til at finde frem til de ting, som er meningsfulde for netop den familie. 

Det er en fed følelse at kunne give folk det i deres sorg og utryghed og forsøge at finde frem til, hvad der vil gøre det til en smuk dag for dem. Nogle ved, hvad de vil, men langt de fleste er usikre.

En dag sad der en kvinde, der havde mistet sin far, som havde boet i et stort hus, og nu var hun stresset over at skulle tømme det. På et tidspunkt nævnte hun den enorme syltekælder. Hvad skulle hun stille op? Jeg foreslog, at syltekrukkerne skulle med ind til bisættelsen, så alle kunne få én med hjem og tænke på ham, når de sad med jordbærmarmelade til morgenmaden. Det er ikke alle, jeg ville foreslå det. Nogle ville nok synes, det var for pjattet, men her blev det en stor succes. Nu har jeg været bedemand i godt 10 år og synes efterhånden, jeg er ret god til det. Taknemmeligheden, som vi får tilbage fra familierne, der bruger os, er det, der får os til at blive ved at gøre os umage.

VI ER KUN kvinder i min forretning, og måske betyder det, at hvor mænd kan være mere nøgterne, forsøger vi at involvere os i familierne, så meget det nu lader sig gøre. For eksempel har jeg flere gange opfordret hele kirken til at deltage i udsmykningen af kisten. Så har alle de måske 300 fremmødte en blomst, en fjer eller en gren med, og så dekorerer vi sammen, mens jeg styrer det. En af mine ansatte er forhenværende teaterinstruktør, og hun siger, at bedemandsjobbet er som at have premiere hver uge. Det passer. Den dag er så vigtig. Der er ikke noget, der må gå galt, så alt er virkelig dobbelttjekket og tjekket igen. 

Jeg tror ikke, mit arbejde har gjort mig selv bedre forberedt på døden. Min far er desværre syg og dør nok inden for nogle måneder. Selvom jeg har tænkt en hel del over bisættelse, begravelse og ritualer gennem årene, synes jeg stadig, at tanken om, at han skal dø, er lige så forfærdelig, som den altid har været.

JEG DROPPEDE UD af HF, mens jeg var i gang med de afsluttende eksamener. Jeg var ikke helt klar til at gå i skole. Så arbejdede jeg på Jensens Bøfhus på havnen i Holbæk, først som opvasker, siden blev jeg tjener, kok og køkkenleder og endte med at være der i 10 år, inden jeg tænkte, at nu var det tid til noget andet. 

En dag sad jeg og kiggede på Uddannelsesguiden og faldt over urmageruddannelsen. Det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne blive. Det lød spændende. Det talte til mig, at man skal være god med hænderne, og jeg begyndte på grundforløbet på erhvervsskolen ZBC i Ringsted. 

Jeg begyndte i skolepraktik, men en dag fik skolen en henvendelse fra Gronemann Ure på Gammel Kongevej i København, som søgte en elev. Jeg kom til samtale, på tre måneders prøveperiode og fik så stillingen. Det havde været mere praktisk at finde elevplads i Holbæk, men hos Gronemann arbejder jeg med flere forskellige ure, end jeg tror, jeg ville komme til i Holbæk. Måske også sjovere ure. Flere af de dyre. Rolex og den slags. Ure, hvor alt er lavet superpræcist, og alle delene passer perfekt sammen. De er bare lækre. Og vi har også en del ældre mennesker, der stadig bruger stueure.

DET FØRSTE STYKKE af min elevtid reparerede jeg kun stueure. Bornholmerure, vægure, bordure. Det foregår på den måde, at vi tager ud til kunden og tager selve urværket med os, og så sætter vi det i igen, når vi har ordnet det. Det er for farligt, hvis folk selv skal bringe det. Meget kan blive ødelagt under transport.

Da jeg kom tilbage i praktik efter tredje hovedforløb, begyndte jeg at arbejde med armbåndsure. Der skal man være endnu mere forsigtig. Delene er meget små og kan nemt springe ud af korntangen, som er det arbejdsredskab, vi bruger til at håndtere delene i urværket.

Når du skiller et ur ad, kan det se ud på tusind forskellige måder. Der er nærmest ingen ure, der ligner hinanden. Urmærkerne konkurrerer jo på at adskille sig fra hinanden, så gennem tiden har de presset på for at udvikle finishen og mekanikken, hver gang de producerede en ny model. På den måde bliver det aldrig kedeligt at have med at gøre.

SOM URMAGER SKAL man have en stille hånd, og man skal kunne sidde stille lang tid i den samme position og fokusere gennem en lup. Specielt når man arbejder med armbåndsure. Jeg tror ikke, det er for alle, men det passer mig fint. Jeg er tålmodig. Men jeg kan også arbejde effektivt. 

Sidste år stillede jeg op til DM i skills. Vi var fire elever fra skolen, der blev udvalgt til at deltage, og vores opgave var at lave en såkaldt fjederhuskerne og en optræksnøgle, dele, som man bruger, når man trækker større ure op. 

Vi startede med en klump stål og en klump messing, som vi havde tre dage til at slibe til i en drejestol, som er en maskine, der spinder materialet meget hurtigt rundt, mens du bearbejder det med værktøjer. Det var vigtigt, at målene blev millimeterpræcise, så nøglen passede ind i kernen, at der ikke var noget slør, og at overfladerne blev poleret pæne og glatte, så der ikke var nogen friktion. 

Tre dage lyder af lang tid, men tidspresset var højt, for du har nærmest ikke tid til at starte forfra, hvis noget går galt. Det var en intens oplevelse, og da vi afleverede, var jeg nærmest i trance. Jeg havde ingen idé om, hvordan det var gået. Jeg blev overrasket, var nærmest i chok, da de udråbte mig som vinder. Jeg fik ros for en særlig nedsænkning i kernen, som jeg selv havde fundet på, som gør, at nøglen lettere glider i, og som også ser pæn ud.

Det var en fed oplevelse, og skolen gav mig i præmie et ur fra Oris, en speciel model, hvor skiven er lavet af genbrugsplast fra havene. Hvert ur i serien har en unik skive med sine egne farvetoner.

JEG HAR IKKE en ursamling. Man tjener simpelthen ikke nok som urmagerelev. Og jeg er ikke på den måde tosset med ure. Jeg kan godt lide at skille dem ad, reparere dem og servicere dem. Hvis prisen ikke betød noget, tror jeg, jeg ville købe mig et Nautilus fra Patek Philippe. Det er et fedt ur med en flot mørkeblå skive og en integreret lænke. Men det bliver nok ikke et, jeg lige kommer til at eje. Det er alt for dyrt.

Som urmagerelev i vores forretning betjener vi også kunder. Det er hyggeligt, men det kan blive stressende på rigtig travle dage, og jeg har overvejet, om det i det lange løb var mere mig at arbejde for en urmagerbutik med fjernværksted, hvor man kan arbejde med urene uden afbrydelser.

Ellers kunne jeg godt tænke mig at åbne min egen butik en dag. Helst i Holbæk, hvor jeg bor med min kæreste, min søn og min hund. Byen har en urmager allerede, men måske er der plads til en til, hvis vi laver et godt stykke arbejde.

Det kunne da være fedt en dag at lave mit helt eget ur. Men vil du være watchmaker, som det hedder, når du bygger dine ure selv, kræver det, at du investerer i nogle dyre maskiner. Og det er risikabelt. Hvem siger, du kommer til at sælge særlig mange? Jeg kommer jo ikke til at overgå Rolex lige med det samme. Så det er ikke på programmet.