Indlæg

Trommesæt og match

Afstikkere og trommestikker sendte 30-årige Lars Krarup Olesen forbi både datalogi og musikvidenskab, inden han slog sig på kommunikation. I dag er han marketingchef.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Frank Lohmann Haagen

DER VAR FULDT smæk på trommesættet og computertasterne, da Lars Krarup Olesen var teenager i Sæby. Han elskede at spille musik og ikke mindst at spille ’Counter-Strike’ og ’World of Warcraft’. Spillene var spændende, de krævede strategi og snilde, og så kunne han være i online-verdenen sammen med sine venner. Men han var også fanget af teknikken bag både spil og computere. Opstod der en fejl, kunne han bruge timer på at lede efter løsningen. Summen af hans interesser gjorde, at han gennem folkeskoletiden faktisk følte sig ret sikker på, hvad han ville, når han blev voksen. 

”Jeg var 100 procent sikker på, at jeg blev ingeniør en dag, fordi jeg også var god til matematik,” siger Lars Krarup Olesen. Men profetien fra den unge nordjyde holdt ikke. Matematikken og teknikken blev ikke en levevej, og det selvom han faktisk testede sin første uddannelses-indskydelse af. 

”Jeg begyndte på datalogi i Aalborg, lige efter jeg havde været på højskole. Jeg gik på en film- og musiklinje på højskolen og blev der vant til rigtig mange udadvendte mennesker. Datalogi var lidt tørrere, og det var en anden type mennesker, der gik der. De fleste var knap så udadvendte, så den der store livsglæde, jeg lige havde opdaget på højskolen, blev lidt slukket. Det havde helt sikkert også med min egen motivation at gøre. Gennem højskolen havde jeg netop fået antændt en ny livsgnist og interesse-gnist for musik, film og kultur, og så tog jeg hul på noget ekstremt konkret som datalogi, hvor der er facit på det hele,” siger Lars Krarup Olesen, der understreger, at han stadig elsker at kunne sætte to streger under visse ting. 

Men dengang var det alligevel ikke muligt at slukke for nysgerrigheden for det kreative og mere abstrakte. Han var samtidig begyndt som trommeslager i et nyt band i Aalborg og brugte meget af sin tid der, og det føltes bare ikke helt rigtigt med forelæsninger om IT og algoritmer. 

Foto: Bo Hellum

Derfor droppede Lars Krarup Olesen ud af datalogistudiet. Han flyttede hjem til forældrene i Sæby og tog en tænkepause. Den varede et halvt år, hvor han tjente penge ved at arbejde på den lokale tankstation, og alt imens han vendte grillpølser, blev det tydeligt for ham, at han skulle til København. Sådan blev det, og i begyndelsen fik Lars Krarup Olesen job på et callcenter. 

”Det var sådan noget teknisk support for Stofa. Det var ret sjovt. Alt det med teknik og nørdetheden brugte jeg. Jeg rådgav om komplekse ting på en måde, så kunderne kunne forstå det. Det var vildt sjovt at prøve at løse deres problemer,” siger han. 

Ved siden af den tekniske problemknuser-gesjæft øvede han intenst op til optagelsesprøven for at komme ind på musikvidenskab. Sammen med sine tidligere højskolelærere havde han vendt det evindelige dilemma om job, karriere og fremtid, og efter kyndige samtaler kunne han mærke, at han burde gå musikkens uddannelsesvej. Her var det et krav, at man på forhånd kunne synge, spille, læse og skrive noder – og flere andre musikvidenskabelige teknikker.  

”Jeg var ret boglig, og derfor var musikvidenskab en virkelig god vej for mig at gå. Jeg kunne få en masse teori og musik ind på én gang,” siger Lars Krarup Olesen, der dengang regnede med, at uddannelsen ville kulminere i et job ”ovre i musikbranchen et sted”. Sådan blev det imidlertid heller ikke.

DISKOGRAFI

Lars Krarup Olesen, 30 år, fra Sæby, bor i København. Head of Marketing hos PL & Partners. Var et smut forbi datalogi på Aalborg Universitet, inden han tog en bachelor i musikvidenskab og en kandidat i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet. Tidligere trommeslager i bandet Via Mala, der stadig kan høres på Spotify. Har blandt andet produceret musik­videoer for sangeren Tue West og reklamefilm for forskellige organisationer.

PÅ MUSIKVIDENSKAB VAR der mulighed for, at de studerende kunne komme ud i praktik og få fingrene i branchen. Lars Krarup Olesen landede hos det danske pladeselskab disco:wax, hvor han blandt andet producerede små videoer og hjalp med at promovere kunstnerne på sociale medier. Han blev tændt af kommunikations- og formidlingsdelen.

”Jeg har altid syntes, at tekniske ting var spændende, så da de sociale medier og alle de komplekse ting bag dem kom frem, ville jeg gerne forstå mere af det. Jeg syntes, det var spændende at prøve at gøre kompliceret viden nem at forstå,” siger Lars Krarup Olesen, der efter en bachelor i musikvidenskab endte med at dreje sin uddannelse mod en kandidat inden for kommunikationsområdet.

I december 2019 afleverede han sit speciale i moderne kultur og kulturformidling og gik ud i arbejdsløshed. I begyndelsen var det fedt nok, en tiltrængt pause fra deadlines og pligter. Men som det nye år skred frem, blev den nyudklækkede kandidat mere og mere ivrig efter at finde et arbejde. Ansøgninger blev sprøjtet ud, og de fleste af dem blev besvaret med afslag. Det blev også et afslag over telefonen på en specialiststilling, som Lars Krarup Olesen havde søgt hos marketingbureauet PL & Partners. Men sæbynitten var vaks og havde set et opslag om en studenterstilling på bureauets hjemmeside, der matchede hans kompetencer perfekt. Han dristede sig til at spørge, om de mon kunne lave studenterstillingen om til en fuldtidsstilling. Det kunne de godt. 

I september 2020 begyndte Lars Krarup Olesen hos marketingbureauet, og som et højhastighedstog gik han på to år fra at være i en juniorstilling til at være Head of Marketing. 

Foto: Privat

I DAG LAVER han en stor del af indholdet for PL & Partners, men han uddelegerer også og sætter retningen for flere af de andre medarbejdere inden for markedsføring. En jobbeskrivelse, han ingenlunde havde skænket en tanke i sine tidlige uddannelsesår. For selvom det hele startede med computere og teknik, der gled over i musik, endte det med kommunikation og marketing. 

Lars Krarup Olesen klimprer stadig på en guitar en gang imellem for at få musikken ud. Men han har ikke spillet professionelt i flere år, for Aalborg-bandet slog op med hinanden, da tiden blev for knap, og logistikken mellem Nordjylland og København for knudret. Computerspillene varer heller ikke i nærheden af de 10 timer, som de kunne i teenageårene, for som Lars Krarup Olesen siger, er det også rigtig sjovt at være Head of Marketing. Men han er glad og taknemmelig for, at han tog afstikkere i forskellige verdener og videnskaber, inden han landede, hvor han er i dag. 

”I dag er der stort fokus på, at du skal vide, hvad du vil, og at det, du gerne vil, definerer dig som person. Men oftest er det jo mere komplekst, for du ændrer dig helt vildt meget gennem både folkeskolen, gymnasiet og universitetet. Jeg gik fra at være en meget introvert teenager, der nok var virkelig akavet, til at gå på højskole og blive mere udadvendt og social. På den måde kom jeg ud i nogle miljøer og sammenhænge, jeg ellers ikke ville være kommet ud i,” siger Lars Krarup Olesen. 

”Det kan selvfølgelig være godt at have et mål, så man har en form for retning, men i sidste ende kan en praktik gøre, at du finder ud af, at du skal noget helt andet. Og det er helt okay.”

/

Tast selv

22-årige Sofie Riis Endahl er ved at uddanne sig inden for machine learning og datavidenskab. Samtidig har hun med syv romaner – den seneste i januar – godt gang i forfatterkarrieren, hvor hun tager temperaturen på nutidens unge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sara Galbiati

KUNSTIG INTELLIGENS, algoritmer og skønlitteratur hænger uløseligt sammen for Sofie Riis Endahl. Den unge forfatter har valgt en uddannelse, machine learning og datavidenskab, der ligger langt fra forfatterdrømmen, og det er helt med vilje. Tempoet er højt, når hun fortæller, og hun giver lige indlevende indføringer i alt fra matematisk kodning til robotter og litterære tematikker. 

”Da jeg skulle vælge uddannelse, kiggede jeg efter et felt, hvor jeg kunne bruge min energi på mit forfatterskab uden at skulle bekymre mig. At blive kunstnerisk fri var mit første formål, og så var det heldigt, at jeg havde en interesse inden for statistik, matematik og kunstig intelligens. For det er et felt, hvor der lige nu er rigtig stor jobsikkerhed og ret høje lønninger, og hvor man kan gennemføre uddannelsen uden at skulle have et højt snit for at få et job. Jeg vil bare gerne have en uddannelse, hvor jeg kan komme ud og få et job,” siger Sofie Riis Endahl, der havde brug for at få et matematisk og logisk pust ind i sit liv, så det ikke blev ”humaniora med humaniora på”.

Iført sin mormors hjemmestrik og med glimmer på øjnene fægter hun både som en robot, taster løs på et imaginært tastatur og tegner koordinatsystemer på bordet. Det er ikke svært at tro det, når hun siger, at hun ikke kunne være forfatter på fuld tid. Der skal ske noget, og der skal være nogen at snakke med.

”Jeg er super ekstrovert, hvilket egentlig er en dårlig kombi med forfatterlivet. Man hører nogle gange interview med forfattere, der lukker sig inde i flere måneder for at kunne koncentrere sig. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg kan ikke have en hel dag, hvor jeg skriver, uden at have en social aftale om eftermiddagen. Jeg bliver helt skør, og jeg har brug for at komme et sted hen flere gange om ugen og møde nogle på min egen alder. Et sted, hvor der for eksempel er julefrokoster eller sociale samlinger. Selv hvis jeg havde økonomien til at leve af at være forfatter, ville jeg stadigvæk have brug for at være på en anden arbejdsplads,” siger Sofie Riis Endahl, der fletter sine skriverier ind i semesterplanen, der er spækket med matematik.  

Forfatter Sofie Riis Endahl elsker at skrive bøger, men fodrer sin hang til matematik og teknik på sit studie i machine learning og datavidenskab på Københavns Universitet.

SOM BARN VAR Sofie Riis Endahls yndlingsprogram ’So ein Ding’, der blev sendt på DR2 fra 2009, og som handlede om elektroniske gadgets. Hun var vild med dimser, men i høj grad også med at læse og skrive. Så vild, at hun som 11-årig sendte sit første bogmanuskript ind til Gyldendal. Dengang blev det til et afslag, og mange flere fulgte efter, men hun skrev ufortrødent videre, producerede løs og sendte ind til en masse forskellige forlag. Det blev blandt andet til en sci-fi-bog, en julekalender og en historisk fiktionsbog, der var resultatet af, at hun med egne ord faldt ned i et nørde-hul af dimensioner om anden verdenskrig. Men da hun gik i 1. g, lønnede de mange skrivetimer sig. Romanen ’Sindstequila’, der gav et tidsbillede på gymnasielivet, udkom på Byens Forlag, da hun var blot 17 år.   

”Jeg havde grundlæggende selv en virkelig god gymnasietid. Jeg havde en god klasse og havde det sjovt. Mange fester, helt klassisk,” siger Sofie Riis Endahl, der gik i 1. g i 2016, hvor Instagram var i gang med at tage verden med storm. Likes var efterhånden en stærk valuta, og man skulle sørge for at holde sit ’posting’-game ved lige for at beholde sin plads i den sociale orden. 

”Man ses jo i skolen hver dag, men når man postede billeder og stories, var det en måde, hvor man kunne skabe et visitkort, som alle kunne holde øje med. Man skulle hele tiden vise folk, at man var i gang og lavede ting. Samtidig kunne man blive enormt stresset af at kigge på de andres sociale medier, for eksempel i forhold til fællesskaber. Man kan virkelig føle sig holdt udenfor, hvis man sidder og kigger på Instagram-stories fra en fest, og man tænker: ’Hvorfor var jeg ikke inviteret til den?’ Man er ikke alene på noget tidspunkt, og man kan ikke tage hjem fra det sociale gymnasie-spil,” siger Sofie Riis Endahl, der på det tidspunkt selv postede meget. Især redigerede billeder af sig selv eller billeder, der viste, at hun var ude og have det sjovt med sine veninder. 

SKRIVEMASKINE

Sofie Riis Endahl bor på kollegie på Østerbro med sin kæreste. Debuterede som 17-årig med ’Sindstequila’, en studenter-roman om venskab og ensomhed. For sin sjette roman, ’Pixie lever stadig’, om en ung gymnasiepige, der oplever en ny identitet, blev hun nomineret til Politikens Litteraturpris. Romanen bliver i februar sat op som teatermusical på Aveny T. Aktuel med romanen ’Vi dør alligevel snart’ (Gyldendal), der handler om religion og giver en kritik af et samfund, der ikke tilbyder unge andet end materiel værdi.

Gennem sit forfatterskab sætter 22-årige Sofie Riis Endahl fokus på unges trivsel.

I DAG HOLDER Sofie Riis Endahl foredrag for skoleelever – op til 1.300 på en gang – og hun fortæller, at de er meget optaget af, om de kan præstere godt nok, hvordan de kommer til at være en del af varmen i det sociale fællesskab, og hvordan de vælger den helt rigtige uddannelse. Den unge forfatter opfordrer uddannelses-aspiranterne til at dreje af på den dobbeltsporede motorvej af karakterræs og social medie-stress og i stedet være pragmatiske. Det har hun selv gjort. 

”Især da jeg startede på uni, frigjorde jeg mig meget fra det. Jeg gik ind til det med den præmis, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge nær så meget tid på det, som jeg burde, fordi jeg gerne ville prioritere mit forfatterskab. Og så bliver du nødt til at give slip på ideen om, at du gerne vil have 12. Du bliver også nødt til at være ligeglad, når de andre får 12, for du har jo ikke brugt den samme mængde tid,” siger Sofie Riis Endahl og forklarer, at hendes forældre altid har været gode til at lægge vægt på, at snarere end gode karakterer var det vigtige fællesskabet og at være ordentlige ved hinanden. De har aldrig målt og vejet på dén måde.

”De unge i 9. klasse og i gymnasiet kommer meget til at tænke: ’Hvad er det helt rigtige for mig?’ Den tanke lægger et stort pres. Hvis man i stedet kan prøve at gå lidt væk fra det og tænke: ’Rent praktisk trives jeg så for eksempel med at være sammen med mange mennesker eller alene?’ Man skal vælge uddannelse efter, om man kommer til at trives,” siger Sofie Riis Endahl, der er klar til både nye tekniske eksaminer og den syvende bogudgivelse, der lurer lige om hjørnet.

/

Fra mørtel til kittel

Det startede med en solid studentereksamen og en god håndfuld omveje. 61-årige Pia Thaning blev udlært som murer, indtil hun ved et tilfælde fandt sit kald og blev uddannet læge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Hvidovre Hospital, privat

FORAN PLAKATER af det respiratoriske system og forskellig slags inhalationsmedicin sidder overlæge Pia Thaning på sit kontor på lungeafdelingen på Amager Hospital og taler tydeligt med behagelig lægelig autoritet. Øjnene gnistrer som en svejsemaskine, fulde af indlevelse, mens hun giver et resumé af sin utraditionelle vej ind i lægegerningen: 

”Hele min barndom og ungdom ville jeg være jordemoder. Det var jeg fast tunet ind på. Og det var jeg faktisk helt indtil ugen før, jeg blev student. Jeg fik en enormt god studentereksamen, så det var ikke engang, fordi det var urealistisk. Jeg ved ikke, hvad der skete i den uge, men jeg tænkte i hvert fald, at der var så mange andre ting, man kunne lave.” 

Det var i begyndelsen af 80’erne, og dengang nød Pia Thaning godt af, at der ikke var noget, der hed fremdriftsreform eller SU-klip. Fra hun fik den rød-hvide studenterhue på hovedet, og indtil hun fyldte 25, arbejdede hun som hjemmehjælper, som pædagogmedhjælper i en vuggestue og som fabriksarbejder på en elektronikfabrik i Vanløse, hvor hun sad og spolede modstand med kobbertråd. Men midt i tyverne fik Pia Thaning pludselig mulighed for at bygge sit eget hus – hun bor der stadigvæk i dag – på en grund i Have­foreningen Frederikshøj i Københavns Sydhavn. 

”Min uddannelsesrejse har været sådan, at jeg helt Pippi Langstrømpe-klassisk bare er hoppet ud i nogle ting. Og jeg kan ikke huske, hvorfor i alverden jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne finde ud af at bygge mit eget hus. Men det tænkte jeg i hvert fald. Jeg havde ikke nogen penge, så det gik meget på at klunse materialer og finde ud af det derfra,” siger Pia Thaning, der i den proces opdagede, hvor sjovt det var at arbejde med hænderne. Huset blev færdigt, og den unge kvinde gik i murerlære.  

”Jeg ville lige teste det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være håndværker hele livet, men jeg syntes, at det var virkelig sjovt at være i, og jeg ville rigtig gerne lære,” siger Pia Thaning, der i sin tid som murer både var med til at lægge klinkegulv på Rigshospitalet og politistationen i Karlslunde. I dag nyder hun at tage en tur ned ad murstenenes memory lane, når hun kører gennem byen og ser de steder, ”hvor hun har gået”. Vendingerne fra byggepladsen ligger stadigvæk lunt i mundhulen, og når man spørger Pia Thaning, hvad det fedeste var ved at være murer, falder svaret prompte: ”Det var den der power af at kunne selv. At stå med ideen om, at nu vil jeg gerne lave et badeværelse. Og så gøre det. Det var enormt tilfredsstillende.” 

LUNGELÆGENS FULDE KRAFT 

Pia Thaning, 61 år, ledende overlæge i Lungesektionen på Amager-Hvidovre Hospital, har skrevet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere, kandidat i medicin fra Københavns Universitet i 2003, speciallæge i lungemedicin 2015, tidligere udlært murer og har i øvrigt arbejdet som pædagogmedhjælper, hjemmehjælper og fabriksarbejder.

Der sættes sten på plads i Costa Rica.

PÅ FAGSKOLEN mødte Pia Thaning sin søns far, og de fik et ’murer-barn’ sammen – som i øvrigt aldrig har rørt et stykke værktøj – men graviditeten blev svær at forene med at stå på en pløjemark i Måløv hele dagen fra klokken seks om morgenen. Resten af graviditeten var Pia Thaning sygemeldt, og da hun fødte sin søn, fik hun på fødegangen – oven i sin nye titel som mor – en uddannelses-åbenbaring.  

”Da jeg fik mit barn, mødte jeg nogle enormt gode læger. Og pludselig stod det lysende klart for mig: ’Jeg skal være læge,’” siger Pia Thaning, der startede på medicinstudiet, da hendes søn var fyldt et år, og hun selv var 34. Og det var ikke et sekund for sent ifølge lungelægen.  

”Jeg var så glad for at være voksen og læse, for jeg var simpelthen så motiveret. Og det ved jeg, at jeg ikke havde været som 20-årig. Dengang havde jeg travlt med at udforske den her vidunderlige verden, der var foran mig. Men da jeg så startede på studiet, havde jeg trallende ture på cyklen hen til universitetet, fordi jeg skulle ind og høre en spændende forelæsning. Der kunne jeg godt se, at mine medstuderende, der var omkring 10 år yngre end mig, ikke havde det helt på samme måde, haha. De var ikke lige så læringssultne, som jeg var blevet,” siger Pia Thaning, der ikke bare brugte den erfaring, som levet liv havde givet hende, men også håndværksforståelsen, da hun skulle knække de medicinfaglige koder på skolebænken og ud og arbejde som læge i praksis. 

”Jeg havde erfaring fra flere andre brancher, så jeg vidste, at når jeg blev præsenteret for et nyt ord eller begreb i undervisningen, som jeg ikke kendte, så var det et ord, som almindelige voksne heller ikke kendte. Det ved man ikke, hvis man er 20 år og starter på et studium. Så tror man, at det bare er, fordi man selv ikke er stor nok endnu,” siger Pia Thaning. 

”Min forståelsesramme var også anderledes. Jeg puttede enormt meget af fysiologien ind i VVS-verdenen for eksempelvis at forstå, hvordan en rørføring i hjertet er. De begreber, jeg brugte til at lære at forstå, bruger jeg stadigvæk i dag, når jeg skal forklare ting til patienterne.”

På toppen af sommerhuset.

I LÆGEVERDENEN VAR Pia Thaning også vidt omkring. Hun skrev blandt andet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere og var under sin turnus – i dag kaldet KBU – forbi ortopædkirurgisk afsnit på Amager Hospital. Og der ville de rigtig gerne beholde hende. 

”Et eller andet sted var jeg jo stadigvæk håndværker, og meget af værktøjet er det samme inden for kirurgi. Tankegangen om, at hvis du skal have et klinkegulv til at blive pænt, så skal det være plant. Det vil sige, at hjørner og ender skal mødes, og sådan er det faktisk også at sætte et nyt knæ i,” siger Pia Thaning, der imidlertid afslog tilbuddet. For hun havde været håndværker, og nu var hun klar til noget nyt. Hun ville være mediciner, og da hun i løbet af sin turnus mødte lungepatienter, faldt det hele i hak. Pia Thaning fornemmede, at der var en del skyld og skam forbundet med at være lungepatient, fordi det i manges øjne ”jo er deres egen skyld”, hvis de har været rygere.  

”Jeg ville gerne møde dem fuldstændigt uden at dømme og uden løftede øjenbryn. Når der i dag sidder en patient over for mig, som kommer fra en byggeplads og har forskellige luftvejsproblemer, bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt bedre end mine andre – ellers meget kompetente – kolleger, hvad der kan være af udfordringer ved at stå på en byggeplads og eksempelvis have astma. Det er ikke rart at skulle stå der og hvæse og sprutte. Det er nogle år siden, jeg selv har været der, men dengang var der i hvert fald ikke den store samtale om sygdom og mangel på fysisk formåen. Jeg håber, det er blevet bedre, men der har været en lille smule Tarzan-adfærd, og det kan være så svært at være kroniker og skulle have de to verdener til at hænge sammen.” 

Pia Thaning kan stadig svinge et pudsebræt.

FRA SIT SKRIVEBORD med kuglepenne og plastik-modeller af luftrør slutter hun af med et par gode råd til de unge, der skal vælge uddannelse. De skal forsøge at søge bredt, for man ved aldrig, hvad man ender med at blive begejstret for. De skal ikke være bange for at få børn under uddannelsen, og så skal de prøve sig selv af, inden de ’forstener’ i en eller anden forestilling om, hvad de gerne vil være. Det prøver hun selv at efterleve. 

”Jeg kan stadigvæk blive begejstret, når jeg lærer om nye cellulære funktioner og sådan noget, ikke. Det holder aldrig op,” siger Pia Thaning, der heller ikke har lagt håndværks-glæden på hylden. Sommerhuset har lige fået en renovering af murer-lægen herself.

”Det er blevet så pænt, for det er lige, som jeg gerne vil have det.”

/

Næse for PR

28-årige Sofie Rebecca Høj er netop nyslået verdensmester i PR, Public Relations. Kommunikations-kvinden, der hader ordet ’12-tals-pige’, blev forelsket i CBS ved et tilfælde, men egentlig ville hun lige så gerne have været politibetjent.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rune Lundø, privat

SOM MANGE ANDRE unge anede jeg ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg har altid elsket dansk og samfundsfag, så det måtte godt være noget, der kombinerede de to ting, men jeg var fuldstændig paralyseret over alle valgmulighederne. Så jeg tog et sabbatår og fik job på en restaurant. Jeg blev restaurantleder som 19-årig, og det var benhårdt. Du skal træffe her og nu-beslutninger, og der er direkte respons på, hvordan du håndterer situationer, kunder og medarbejdere, og det er meget unge medarbejdere. Der er krisesituationer og meget brandslukning.

Mit allerførste job fik jeg som 13-årig. Jeg cyklede rundt til alle mulige virksomheder i Birkerød med uopfordrede ansøgninger og fik et job hos en IT-virksomhed, hvor jeg satte frokost frem og gjorde rent. Senere fik jeg arbejde i fiskeafdelingen i et supermarked. Det var et af mine sjoveste ungdomsjob. Jeg var så nysgerrig. Læste alt om fisk og fik hurtigt mere ansvar. Jeg fik lov til at filetere en gråhaj, og så stod jeg for at lave smagsprøver hver weekend. Et koncept, som min ven og jeg havde fundet på. Ungdomsjob kan være pissekedelige, men hvis man giver noget af sig selv, og man går op i det, tror jeg helt automatisk, det bliver sjovere. 

I HØJ KURS 

Sofie Rebecca Høj, 28 år, uddannet cand.merc.(kom.) fra CBS. Rådgiver og talentchef i bureauet LEAD Agency, der laver PR for ngo’er, virksomheder, kommuner og meget andet. Boede som barn i Randers, hvor faren var efterskolelærer. Bor nu i København.

DA JEG SKULLE vælge uddannelse, kunne jeg ikke skelne de forskellige universiteter fra hinanden. Om det var AAU, KU, RUC eller CBS, var slet ikke vigtigt for mig. Jeg kunne også være blevet politibetjent, for det ville jeg rigtig gerne være i lang tid. Men en af mine venner sagde, at han troede, kommunikation på CBS ville være noget for mig. Så jeg tog til åbent hus og besluttede mig samme dag: Det var der, jeg ville gå. 

Jeg havde det sådan, at hvis ikke jeg kom ind, ville jeg ud og rejse. Men jeg kom ind på erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, og CBS faldt virkelig i hak for mig, det samme gjorde kommunikationsdelen. Her var der en hylde for mig. Studiet handlede, hvordan virksomheder træffer strategiske beslutninger og kommunikerer i en samfunsmæssig kontekst, der samtidig styrker deres økonomi. Den kobling var vildt spændende.

Da jeg søgte ind, lå snittet på omkring 9,4. Jeg er både gået ud med det højeste snit i min gymnasieklasse og det højeste snit på universitetet. Jeg kunne godt ligne den klassiske 12-tals-pige, der har sat sig nogle mål og stræbt efter dem, men min uddannelse og mit job er kommet på grund af dedikation. Det handler om at gå ind i opgaver med fuld power hver gang. 

Hver gang jeg er gået til en eksamen, har jeg tænkt: ”Det er pisse-spændende.” Og det mener jeg oprigtigt: Lad mig lære alt, hvad der er at vide om det her. Jeg har ikke haft målsætningen om, at det skulle være en god karakter, der skulle komme ud af det. Jeg hader i øvrigt ordet ’12-tals-pige’. Jeg synes, det er et tarveligt ord. Der er ikke noget galt i at være ambitiøs og dygtig til at gå i skole. 

Morgentrafik og nye malaysiske venner.

DEN MENTALE TRIVSEL har aldrig været værre for unge end nu. Der er et konstant præstationspres, som man selv bliver nødt til at være med til at bryde. Jeg tænkte i hvert fald selv: ”Okay, nu skal jeg noget helt andet.” Og så tog jeg på udveksling ad to omgange. Først til øen Penang ud for Malaysias kyst, og anden gang til Monterrey i Mexico.   

Udvekslingsopholdene har givet mig en bedre forståelse for, hvordan mennesker fungerer sammen. Der var selvfølgelig et exchange-miljø, men jeg havde bestemt mig for, at jeg gerne ville have lokale venner begge gange. I Malaysia blev jeg for eksempel en del af skolens svømmehold og tog ud og spiste med dem hver uge for at blive en del af deres kultur i det omfang, jeg kunne. Jeg tog også med dem i moské og sad udenfor og ventede, mens de bad, for også på den måde at prøve at være en del af deres liv. 

At se, hvordan kultur og religion fungerer i praksis, er noget helt andet end at lære om det i teorien. Man får en tro på, at mennesker sagtens kan sammen, og at det handler om imødekommenhed. Mine udvekslingsophold var nogle tiltrængte pusterum, hvor der ikke var fokus på resultater, men på relationer, mennesker og på at skabe minder for livet. Det var helt bevidst, at jeg ikke søgte de bedst kendte universiteter. Jeg ville skabe tid til noget helt andet. 

Den latinamerikanske kultur passer sindssygt godt til mig. Det fandt jeg ud af i Mexico. Temperamentet, ligefremheden, og at alt skal være så stærkt, som det kan være. Det skal salsaen, man spiser, og når man danser salsa, skal det være så ekspressivt som overhovedet muligt. Det kan jeg godt lide. Når man er på en bar i Mexico, fester alle med hinanden. Der er ikke grupper på samme måde som i Danmark. Du går ind, og så er alle dine venner. ”Kom og sid hos os!” 

Sofie Høj i PR-tjeneste.

KOMMUNIKATION ER magtfuldt. Det er med til at forme tendenser, og inden for PR kan man være med til at skabe holdninger og ændre adfærd. Derfor er kommunikation og branding også rykket ind på ledelsesgangene, og man kan mærke, at virksomhederne prioriterer det meget højt. Jeg kan høre på mine kolleger, som har været i branchen i 20 år, at kommunikation helt klart bliver prioriteret højere. Tidligere handlede det nok i højere grad om, hvordan man kunne afsætte flest produkter. I dag handler det nærmere om, hvilket ansvar man har som virksomhed, hvad man er kendt for, og hvilken position man legitimt kan indtage. Det er det, jeg er med til at forme i mit arbejde som kommunikationsrådgiver: strategisk kommunikation, brandstrategier og store kampagner.

PR indebærer, at man er med til at sætte nogle dagsordener. Det handler ikke så meget om at sælge en tandpasta eller reklamere for den, men mere om at sige: ”Okay, hvad er der af holdninger derude om det, og hvordan kan vi ændre brandet i den kontekst?” Telefonselskabet Call Me er et eksempel. Vi var med til at lave deres kampagne ’Tal ordentligt’. De sælger telefonabonnementer, men hvad har de noget at sige om? De kan sige noget om, hvordan vi taler til hinanden. ’Tal ordentligt’ handlede derfor ikke om, hvor mange megabytes man kan få i sit telefonabonnement, men mere om at sætte en dagsorden. Det er det, PR indeholder for mig. 

Det sjoveste ved mit arbejde er, når strategi og kreativitet går hånd i hånd. Helt konkret handler det om reserach, at finde ind til kernen og de rette kreative indsigter. Man skal have sit fundament på plads. Nogle gange har vi hele dage, hvor det bare er én lang kreativ brainstorm.

VM I PUBLIC RELATIONS 

VM-finalen i PR blev afholdt 7.-10. november 2022. Danske Sofie Høj og Morten Haldrup konkurrerede mod 12 andre teams fra Argentina, Frankrig, Ungarn, Indien, Østrig, Kenya, Italien, Polen, Singapore, Ukraine og Storbritannien. Danmark vandt guld. Sølvet gik til Argentina og bronze til Polen. Finalisterne skulle udvikle en kampagneidé for Verdensnaturfonden og præsentere den for et dommerpanel i en fem minutters video-pitch. De danske guldvindere vandt – ud over titel og ære – en rejse til ICCO Global Summit i 2023, der afholdes i Warszawa i Polen, med mulighed for at holde et oplæg på hovedscenen.

JEG HAVDE ALDRIG troet, at jeg ville blive verdensmester i noget. Men det er jeg nu, og det er meget mærkeligt. Det har været vildt. Min makker, Morten Haldrup, og jeg blev udvalgt af vores brancheorganisation som et slags uofficielt landshold, og vi skulle lave en kampagne for WWF Verdensnaturfonden, der skulle være med til at redde verdens regnskove. Der var 13 hold på verdensplan, og Morten og jeg kendte ikke hinanden i forvejen. Vi havde tre dage til først at lære hinanden  at kende og så lave en hel strategi og et kreativt koncept, som vi ellers kan bruge uger og måneder på at lave og fintune. Det var en virkelig intens og sindssygt fed proces. 

Vi arbejdede i 20 timer om dagen i de tre dage. Vi lavede 130 slides, der skulle koges ned til 10. Vi endte med at kalde vores kampagne ’Keep Us Breathing’. Da vi havde afleveret, var det bare hjem og sove. En uge efter skulle juryen, der bestod af store kreative profiler, votere, og vinderen skulle annonceres på et Zoom-kald med alle 13 hold. Vi sad inde på Mortens bureau (Advice, red.), og der var bestilt en kæmpe vogn med champagne og øl. Der var ret meget pres, da vi gik ind, men så vandt vi, og så var der konfetti og lykønskninger.

En gang imellem får jeg en strøtanke om at lave noget helt andet. Vi har et langt arbejdsliv, så på et tidspunkt kommer jeg nok til at kaste mig ud i nye udfordringer for at holde mig selv til ilden og gejsten oppe. Det er ikke sådan, at jeg har fundet min hylde for evigt. Men jeg elsker kommunikation og ser mange muligheder i faget. Jeg holder mine muligheder meget åbne. Jeg drømmer både om at sejle jorden rundt, skrive en bog og bestige Mount Everest – det hele. Jo flere drømme man har, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem går i opfyldelse.

/

Ny tænkning

Rasmus Kolbe var mønsterstudent, men kunne ikke bruge sin gymnasielærdom på vejen mod en succesfuld karriere. Vi spurgte youtuberen også kendt som Lakserytteren, hvad det egentlig er, han laver – og traf en mand, der drømmer om et helt andet skolesystem.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hej Rasmus, hvad tjener du dine penge på?

”Jeg har en masse forskellige firmaer. Som influencer eller youtuber tjener jeg mine penge på de reklamer, man ser, inden videoen begynder. Dem får jeg et cut af. Så laver jeg reklame-samarbejder, hvor jeg promoverer et produkt eller brand. Og så har jeg merchandise i form af bøger og tegnegrej, som man kan købe i min webshop, hvis man er fan.”

Så du er selv et brand?

”Det vil jeg sige.”

Hvad er det for et brand? Hvem er Lakserytteren? 

”Lakserytteren er mit gamle spejdernavn. Mange synes, det er lidt underligt og lidt sjovt. Det er sådan set en meget god indgang til mit univers. Kort fortalt står Lakserytteren for kreativ underholdning, og han vil gerne inspirere andre til at være kreative, tænke kritisk og se verden på nye måder. Det er kompetencer, som vi ikke fostrer nok i danske børn, mens store firmaer som Lego og Google efterspørger dem hos deres medarbejdere. Kigger man på, hvordan børn løser opgaver, før de starter i skole, og efter de er startet i skole, er det tydeligt at se, at vi har lavet en folkeskole og et uddannelsessystem, der knuser nogle kvaliteter i børn. Det handler ikke om at gøre tingene på nye måder. Det handler om at passe ind. Om at lære at løse opgaverne efter bogen.”

Rasmus Kolbe er opvokset i Lund nord for Horsens og har over 100.000 følgere på Instagram, over en million på TikTok og knap 85.000 abonnenter på sin YouTube-kanal.

Men Lakserytteren, han er kreativ?

”Ja, meget.”

Er han dig eller snarere et alter ego?

”Han er mig. Men han har en værtspersonlighed, der er skruet lidt op for, når kameraet ruller. Lakserytterens karakter er udviklet gradvist i løbet af de 6-7 år, jeg har lavet mine videoer. Han er meget positiv, meget energisk, farvestrålende. Ifølge Lakserytteren kan alt lade sig gøre. Han har en god pendant i sin kameramand, som er fornuften, der prøver at holde ham på jorden.”

Hvad er den mest sete video, du har lavet?

”Mest sete? Det ved jeg faktisk ikke. Hvis man kigger på antallet af views, er det muligvis en 15-sekunders TikTok-video, hvor jeg laver en tryllekunst. Jeg har en bananskjorte på, som jeg hiver af og krøller sammen, så den bliver til en rigtig banan. Kigger man på, hvor længe folk har set med, er det nok nogle videoer, jeg har lavet for Skagens Museum, som handler om Anna Ancher. De er sindssygt populære.”

Det lyder gammeldags …

”Kunsten er gammeldags, formidlingen er moderne. Der er mange børn, der har set videoerne, som aldrig har interesseret sig for kunst eller gået på kunstmuseum, som gerne vil lave tegneopgaverne eller får deres forældre til at køre sig en tur til Skagen.”

Så der kan godt være mange seere i en video, selv om den har substans?  

”Børn kan sagtens finde dybt meningsfulde, relevante og lærerige videoer på YouTube. Det interesserer mig, hvordan jeg kan formidle kreative eksperimenter og tegnetips på en måde, der får dem til at se med. Det dur ikke, hvis det bliver en omgang slatten billedkunstundervisning. Samtidig kan vi heller ikke kun lave challenges, hvor vi klapper hinanden i hovedet med en død laks.”

Du fik selv en studentereksamen med et gennemsnit på over 12. Hvordan blev du sådan en læsehest?

”Jeg var et barn, der godt kunne lide at få anerkendelse. Jeg kunne godt lide, når folk sagde, at jeg havde klaret tingene godt. Det var nemt for mig at lave lektier og skrive stile. Men der er ikke særlig mange af de kompetencer, jeg bruger i dag.”

Har du skullet aflære din skolelærdom?

”Dog ikke. Jeg har bare lært en masse ting, som jeg gerne ville have vidst tidligere. Jeg kom på designskole og fandt ud af, hvad det vil sige at løse problemer, at få en god idé og at føre den ud i livet. Jeg har også lært at starte en virksomhed. Men hverken i folkeskolen eller gymnasiet lærte jeg noget virkelighedsnært, der gjorde mig klogere på, hvad jeg kunne stille op med min fremtid.”

Hvordan startede din karriere?

”Da jeg var færdig på Designskolen Kolding, blev jeg ansat på P3, hvor jeg lavede grafisk design til deres sociale medier. Det var en tid, hvor de blomstrede, og man kunne se, der var et publikum og en effekt. En dag kom der et nyt medie, der hed Snapchat, og jeg satte mig for at finde ud af, hvordan man blev god til det. Det var der ikke så mange i Danmark, der var dengang. Så jeg lavede nogle videoer, der pludselig gik viralt, og så kunne jeg se potentialet i at tjene penge på det.”

Der står på nettet, at du tidligere var det største danske navn på Snapchat. Hvorfor er du ikke det længere?

”Jeg bruger slet ikke Snapchat længere. Mediet har flyttet sig. Engang brugte folk det til at se underholdende videoer, i dag bruger folk det primært til at chatte med deres venner.”

Så i dag er du youtuber. Eller influencer? 

”Influencer er paraplytermen. Youtuber er den specifikke faglighed. De fleste definerer en influencer som en person, der har mange følgere på de sociale medier, og som laver betalte reklamesamarbejder. Men jeg vil næsten sige, at vi alle sammen er influencere. Vi påvirker jo alle sammen hinanden. Jeg har tidligere sagt, at Mette Frederiksen er Danmarks mest magtfulde influencer. Nogle mener, politik er noget andet. Men hun bruger i hvert fald sine sociale medier, og det er dejligt gennemskueligt, hvorfor hun går op i det. Forskellen på, hvordan man vækster en influencer-platform, og hvordan man vækster en politiker og høster stemmer, er ikke så stor.”

Hvad er det bedste ved dit arbejdsliv?

”Det er superfedt at lave indhold til børn, som ikke bare er flimmerfjernsyn, men som de kan lære noget af. Det er fantastisk givende at møde børn, der fortæller, at de er blevet bedre til at tegne, fordi de fulgte min YouTube-kanal. Eller forældre, der er begejstrede, fordi deres børn vil med på Skagens Museum.” 

Og så har du fået lov at være med i ’Vild med dans’ …

”Jeg vil hellere formulere det sådan, at ’Vild med dans’ fik lov at få mig med, haha.”

Hvordan var det at medvirke på landsdækkende tv?

”Programmet er skønt, og det er virkelig sjovt at lære at danse. Samtidig er det forfærdeligt for en kreativ person at blive låst fast i alle de kasser, som sådan en produktion dikterer. Det er hårdt at være lønmodtager, når man er vant til at være direktør.”

Rasmus Kolbe har været med til at skabe influencerbureauet We Are Cube, der sidste år blev solgt til den svenske koncern Gigger Group for 55 millioner kroner.

Hvilket råd vil du give unge mennesker, der gerne vil være ligesom dig?

”Er man fanget i en helt almindelig, lidt kedelig folkeskole, tror jeg, det er vigtigt, at man begynder at lære ting udenfor. Jeg gik selv i tegne- og billedskole ved siden af, fra jeg var seks år gammel. Jeg tror, det er godt at identificere de kompetencer, man gerne vil have eller forbedre, og så gå målrettet efter dem. Vil du gerne være youtuber, skal du sætte dig ned og lære at klippe videoer og at performe foran et kamera. Man er virkelig dårlig i starten.”

Vil du gerne pace ungdommen?

”Sådan set ikke. Man skal have lov at slacke lige så meget, man har lyst til. Men vil man gerne være youtuber, starte en virksomhed, ind på et konkurrencebetonet studie, eller hvad det nu kunne være, bliver man nødt til at pace sig selv. Mange er gode til at pace sig selv, men der er også mange, der ikke kan se meningen i at pace sig selv, når de har gået tre år i gymnasiet uden at finde et eneste fag, der var lige dem. Der er et behov for at åbne de unges horisonter på andre måder.”

Hvordan?

”Jeg synes, man skulle rive det eksisterende skolesystem op med rod og skabe et helt nyt. Børn er rigtig gode til at dykke ned i ting, indsamle viden og lære ting – hvis det interesserer dem. Jeg tror, de fleste lærere ville elske at vejlede eleverne meget mere individuelt og give dem mulighed for at udfolde sig på en måde, der giver mening for eleven. Men det virker, som om der er meget lidt tid til emne­uger og fag, hvor man har mulighed for at udforske sine kompetencer, fordi det skal passe ind i læreplaner, nationale test og andre ting, vi kan måle og veje. Uden at være ekspert tror jeg sagtens, man kunne ryste posen.”

Men hvad med at læse og regne?

”Helt ærligt, hvor vigtigt er det? Der er jo ikke noget barn, der resten af deres tilværelse skal arbejde uden hjælp fra en computer. Stavekontrollen er så avanceret, at den forstår dig, bare du taler til den.”

Hvad er dannelse for dig?

”En masse ret uhåndgribelige ting. Vi mennesker er gode til at samarbejde og gode til at anerkende hinandens følelser og forstå, hvordan andre har det. De bløde og varme kvaliteter bliver slet ikke anerkendt nok. For eksempel kigger man bare på et enkelt tal, karaktergennemsnittet, når folk skal tildeles plads på jordemoderstudiet. Det er vanvittigt, at man forestiller sig, at man kan vurdere, om en person kan blive en god jordemoder, fordi han eller hun har gjort sig umage i gymnasiet. Jeg savner et udvidet begreb for, hvad talent og kompetencer er.”

Rasmus Kolbe alias Lakserytteren, 30 år, er influencer, youtuber, kreativ direktør og forfatter. Uddannet fra Designskolen Kolding. Har sammen med kommunikationsekspert Maria Bové skrevet bogen ’Turen går til YouTube’, en slags guidebog til forældre udgivet på Politikens Forlag.

/

Ungdommens mod

Nicklas Brendborg ryddede bordet til studentereksamen, inden han satte kryds ved molekylær biomedicin. Vi spurgte topstudenten, forskningstalentet og bestsellerforfatteren, hvorfor han drømmer om at udsætte døden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Büro Jantzen

I gennem din gymnasietid i Aalborg fik du 30 12-taller på stribe. Hvordan gør man det?

”Jeg satte mig et mål og arbejdede hårdt for at nå det. Men der skal selvfølgelig også noget held til. En af dem kunne godt være smuttet.”

Var perfektionen et mål i sig selv?

”Jeg var i tvivl om, hvad jeg ville studere, og derfor ville jeg sørge for at få så højt et snit som muligt, så alle døre forblev åbne.”

Og så satte du ellers bare flueben efter flueben?

”Det skete jo over tre år, så jeg tog en ting ad gangen, men til sidst gik det op i en højere enhed.”

Den højeste, kan man sige. Hvordan føltes det, da du var færdig med din sidste eksamen?

”Det føltes dejligt, da jeg var færdig med min afsluttende eksamen i mundtligt dansk. Rigtig godt, faktisk. Det var en form for præstation. Og en sjovere historie at få 30 ud af 30 end 29 ud af 30.”

Var der medier, der ville snakke med dig? Folk, der ville kysse på dig?

”Der kom et tv-hold fra TV 2. Bagefter ringede DR, og så kom den lokale avis Nordjyske. Der er jo den slags historier hvert år, og det virker, som om når ét medie først har fundet frem til en superstudent, så melder alle de andre sig. Om der var nogen, der ville kysse på mig, fordi jeg fik gode karakterer? Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror, mine kammerater syntes, det var fedt, og det blev da skrevet i studenterhuen. Men vi var jo bare en flok gymnasieelever, der var glade og lettede over, at eksamen var overstået. Én konkret ting, fik jeg ud af snittet: Jeg skrev en bog med tips til at forbedre indlæring og eksamensresultater sammen med min ven Lars Horsbøl Sørensen, vi fik 57 12-taller tilsammen. Hvis vi havde fået et lavere snit, er det ikke sikkert, folk havde haft lyst til at læse den.”

’Topstudent’ hed den. Var der nogle, der syntes, den titel var lige lovlig kæk?

”Der var da nogle. Lige så snart der kommer bare en lille smule opmærksomhed omkring ens person, vil der være folk, der synes, man er træls, og får lyst til at angribe én. Men læste man bogen, fandt man ud af, at vi egentlig ikke havde til hensigt at promovere os selv som de helt store kanoner, men bare forsøgte at dele ud af vores erfaringer og give læseren en håndsrækning til eksamenslivet.”

Var der mange, der var interesserede i det?

”Den solgte rigtig, rigtig meget, og jeg får stadig beskeder i dag fra folk, der gerne vil købe den, men den blev udsolgt, og vi ejer ikke længere selv rettighederne.”

Pokkers. Kan du løfte sløret for det vigtigste trick til en god studentereksamen?

”Jeg kan ikke cirkle en enkelt ting ud. Man skal næsten læse bogen, som for øvrigt heller ikke kun handler om det praktiske i at gå til eksamen, men også om, hvordan man bedst lærer ting.”

Du endte med at beslutte dig for molekylær biomedicin på Københavns Universitet. Hvorfor?

”Jeg læste en masse bøger og tog nogle rejser. Og pludselig stod det mig klart, hvad jeg ville. Der var ikke én oplevelse, men jeg har altid været interesseret i biologi og dyr. Det eneste, jeg ville som barn, var at tage i zoo. Jeg husker, at min far købte mig en kæmpe bog med alverdens dyr. Jeg tror nærmest, jeg lærte at læse gennem den bog, fordi jeg ville vide, hvad der stod. I dag beskæftiger jeg mig stadig med, hvordan dyr, mennesker og organismer fungerer. Det er fantastisk at arbejde med forklaringer på, hvad livet egentlig er.”

Sidste år kom din bog ’Gopler ældes baglæns’, som blev så stor en succes, at den er blevet oversat til 23 sprog. Hvad handler den om?

”Om aldringsforskning – altså hvad videnskaben siger om at leve et langt og sundt liv. En dag blev jeg introduceret til et felt, hvor man i stedet for at tage udgangspunkt i den enkelte sygdom går et skridt tilbage og tager som udgangspunkt, at alle sygdomme helt grundlæggende skyldes, at man bliver ældre. Det vil sige, at man kan slå en hel masse fluer med ét smæk og forsøge at bekæmpe aldringsprocessen i stedet for at bekæmpe hver enkelt sygdom.”

Så vi skal bare holde os friske, siger du?

”Det er i hvert fald et godt udgangspunkt.”

Og hvor kommer goplen ind?

”Nogle kunne jo være skeptiske omkring ideen om at bekæmpe aldring og leve længere. Men goplen turritopsis er et eksempel på, at det lader sig gøre. Den kan gå fra sit voksne stadie tilbage til polypstadiet. Det ville svare til en sommerfugl, der blev til larve, eller en af os, der blev børnehavebarn igen. Turritopsis kan vokse op på ny for igen at vende tilbage til polypstadiet.”

For evigt?

”Vi ved ikke, om det kan fortsætte i det uendelige, men den kan gøre det rigtig mange gange. Jeg har interviewet en italiensk og en japansk forsker, der hver især har viet deres liv til goplen og holder dem i akvarier for at studere dem. De mener, at den er et eksempel på biologisk udødelighed.”

Kan din bog give mennesker et længere liv?

”Ja. Det er hele formålet. Det kommer an på din tilstand. Hvis du er virkelig usund, er det selvfølgelig nemt at forbedre dine muligheder. Men selv hvis du allerede går op i sundhed, har jeg stadig gode råd, der kan hjælpe dig.”

Du mener, tandtråd kan hjælpe …?

”Der er en infektionstilstand i munden, som øger risikoen for at udvikle aldersrelaterede sygdomme som demens, blodpropper og så videre. Samtidig har man fundet bakterier fra munden inde i blodpropper og i hjernen på folk, der har fået Alzheimers. Vi ved ikke med sikkerhed, om mundbakterierne direkte forårsager sygdommene, men man kan lige så godt forsøge at slippe for dem fra starten.”

MANDEN MED VANDMANDEN

Nicklas Brendborg, 26 år.

Kandidat i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet. Udvekslingsstudent på National University of Singapore. En del af Novo Nordisk International Talent Program.

Forfatter til ’Gopler ældes baglæns’ (2021) og medforfatter til ’Topstudent’ (2015) og ’Supertrends – 50 ting du bør vide om fremtiden’ (2019).

I forbindelse med bogens udgivelse er du blevet kaldt et ungt geni og forskerkomet. Føler du dig lidt udødeliggjort?

”Overhovedet ikke. Den nordjyske del af mig har det lidt svært med sådan nogle betegnelser. Men netaviserne skal have deres klik, det er sådan set okay. Den negative del af det er folk i kommentarspor, der spørger, hvad sådan en grønskolling som mig kan lære andre om aldring. Det er vist folk, der ikke har forstået konceptet videnskab. Altså at man godt kan vide noget om ting, selvom man ikke har erfaret dem på egen krop.”

Du er 26, hvor gammel håber du på at blive?

”Man kan jo aldrig væbne sig mod uheld, kun øge sin sandsynlighed for at blive gammel. Men jeg håber da på at blive så gammel som muligt.”

Nogle tech-moguler drømmer om det evige liv og smider formuer efter forskning i det. Kunne du selv tænke dig at leve for evigt?

”Det er et emne, mange gerne vil diskutere, men forskningen er stadigvæk så utrolig langt væk fra noget, der ligner udødelighed. Det giver bedre mening at diskutere, om vi kommer til at se 20 eller 30 års længere levetid i min tid – måske 50 år, hvis vi er meget heldige.”

En ældrebyrde på et helt andet niveau …

”Hele formålet med at strække livet ud over en længere periode er jo at beholde en ung krop længere. Så tværtimod vil folk kunne bidrage i væsentlig længere tid.”

Så kommer du til at forske, indtil du er i halvfemserne?

”Det ville jeg elske, men nu må vi se, hvad der sker.”

Hvad gør du for at få din ungdom til at strække sig?

”Jeg følger de råd, jeg giver i bogen: Tager et par kosttilskud, bruger tandtråd, følger kost­rådene, donerer blod, dyrker motion. Samtidig prøver jeg ikke at blive for fanatisk. Mental sundhed påvirker ens fysiske sundhed, og hvis man er for fanatisk, kan det blive lammende. Desuden er ensomhed forbundet med en højere risiko for at dø tidligere, så der skal være plads til at hygge med venner og familie.” 

Du skal i gang med din ph.d. til september. Hvad kommer det til at dreje sig om?

”Også om aldringsforskning, men vi har ikke lagt os helt fast endnu. Jeg har været optaget af at oversætte ’Gopler ældes baglæns’ til engelsk, holde foredrag og så videre. Og så har jeg skrevet kontrakt med mit forlag om min næste bog, der udkommer i 2023.”

Og hvad skal den handle om?

”’Gopler ældes baglæns’ er i virkeligheden den første bog i en trilogi, så det her er toeren. Men det præcise emne er hemmeligt lidt endnu.”

 

/

Helt på laptoppen

Sofie Louise Madsen kunne ikke programmere, da hun startede på uddannelsen som softwareingeniør. Så meget desto større var kicket, da hun knækkede rebussen. I dag prøver hun ved siden af studierne at inspirere flere unge kvinder til at logge på IT-branchen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kim-Yen Nguyen

DA JEG SKULLE konfirmeres, lavede jeg en hjemmeside med min ønskeliste. Jeg satte en QR-kode på invitationen, som gæsterne kunne scanne med deres smartphone og komme direkte til hjemmesiden. Hjemmesiden var halvfærdig på forhånd, og man behøvede ikke at kode noget, men det var et af mine første forsøg på selv af skabe noget med IT. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange af gæsterne der besøgte den. Min far gjorde helt sikkert.

Jeg blev født i Hamborg, hvor begge mine forældre arbejdede. Min far ville gerne blive i Tyskland, mens min mor ville hjem til Danmark. Kompromiset blev Flensborg, hvor jeg voksede op som en del af det danske mindretal i det nordtyske grænseland.

På mit gymnasium talte vi dansk i timerne og tysk i frikvartererne. Mange tyskere valgte dansksproget skole, fordi det tyske skolesystem var mere rigidt. Mine klassekammerater kom med forskellige kulturelle referencer, jeg blev tunet ind på både tysk og dansk tv og taler i dag begge sprog flydende.

Jeg valgte den naturfaglige linje i gymnasiet, selvom jeg var blevet advaret mod det på min folkeskole. ”Det er meget nørdet, du er alt for social til det,” sagde de. Det var sagt i bedste mening, men fik mig ikke til at ændre mit valg. Min gymnasieklasse var supersocial, samtidig med at det var cool at være nørdet. Nogle elever syntes, genetik var det fedeste, andre elskede fysikforsøg. 

IT-GIRL

Sofie Louise Madsen, 23 år. Kandidatstuderende i software engineering på SDU.

Sidder i studiets uddannelsesudvalg og har sammen med et par studieveninder dannet Enigma, et fagråd og en studiezone for softwarestuderende.

Tildeltes tidligere på året et legat på 30.000 kroner af to robotvirksomheder i Odense for sin indsats i tech-branchen og for at være rollemodel for andre kvinder.

BEGGE MINE FORÆLDRE er bankuddannede og arbejder med erhvervsøkonomi. En overgang troede jeg også, at jeg skulle arbejde inden for business, måske internationalt. Da jeg blev student, var jeg i tvivl, men under sabbatåret blev jeg stadig mere overbevist om, at jeg ville noget med teknologi. Jeg var lidt i tvivl, fordi jeg ikke kunne programmere, men da jeg læste på SDU’s hjemmeside, at kodning ikke var noget krav for optagelse, søgte jeg ind på software engineering.

Nogle af drengene på studiet kom fra teknisk gymnasium og kunne allerede tre forskellige kodesprog. ”Der er lang vej,” tænkte jeg. Men der var en fed stemning på studiet, og folk var gode til at hjælpe hinanden. Vi havde en fælles kanal blandt de studerende, hvor vi kunne skrive ud og bede om hjælp, når vi mødte problemer med vores programmeringsopgaver: ”Hvorfor bliver alt pludselig rødt?” ”Det er, fordi du har glemt et semikolon i linje fire.” Den samarbejdskultur fik mig til at tro på, at jeg nok skulle få det lært.

Ved semestrets slutning fik jeg 12 i programmering. ”Jeg har sgu indhentet drengene,” tænkte jeg. Jeg følte, jeg var endt på den rette hylde. Det kan være svært at forklare folk, der ikke arbejder med IT, hvorfor det er interessant. Men alt, du ser på nettet, bygger på koder. Der sker så meget behind the scenes, og når det lykkes at skrive den rette kode, der får en problemstilling til at gå op, er det som at løse en ligning. Det er den følelse, alle, der arbejder med teknologi, jagter. 

Som piger er vi i mindretal på studiet. Til gengæld har vi fået et rigtig godt fællesskab, også på tværs af årgange. Det er fordelen ved at være få. Det giver flere indgangsvinkler til IT at have både kvinder og mænd på et studie. For eksempel kan det være, at en kvindelig studerende går op i brugeroplevelsen på tøjmærket Zaras hjemmeside – den skulle være skrækkelig – mens mange af de mandlige studerende har computerspil som reference. Det er en generalisering, for jeg har også en veninde, der er vanvittig god til ’Counter-Strike’, men hvis vi vil udvikle produkter, der henvender sig til alle, er det fordelagtigt, at udviklerne bagved afspejler befolkningens sammensætning.

SELV HAR JEG ikke spillet meget, inden jeg begyndte på studiet, men jeg er ved at få øjnene op for hele den underholdnings­industri, IT også er. Jeg kan supergodt lide at spille ’Assassin’s Creed’, et eventyrspil, der foregår i forskellige historiske epoker. Det får timerne til at flyve af sted.

Mit første studiejob fik jeg på en messe, hvor virksomheder rekrutterer studerende. Jeg havde en snak med chefen for en virksomhed, der laver indhold for ejendomsmæglere. Vi snakkede om, hvor fedt det er at arbejde med teknologi, fordi man har en følelse af, at feltet hele tiden udvider sig. Vi klikkede godt. Han sagde: ”Vi mødes til kaffe på torsdag”, og jeg fandt ud af, at kaffe i tech-branchen betyder det samme som en jobsamtale. Jeg var ikke særlig fagligt stærk endnu, da han ansatte mig, men han troede på, at jeg kunne blive til noget. 

I dag har jeg et andet studiejob som student software engineer hos et firma i Odense, der laver virtuelle betalingskort. Det er megasjovt! Inden jeg begyndte at arbejde med software, havde jeg en idé om, at man sad alene foran sin computer, indtil man var færdig med en opgave. Men man har fundet ud af, at det ofte er mere effektivt at arbejde parvis, så vi sidder ofte to og to, hvor den ene har tastaturet, og den anden giver sine kommentarer. Det kan selvfølgelig føre til misforståelser, men giver samtidig anledning til, at man på kortere tid får taget flere overvejelser op. Det er en givende pingpong.

I dag er jeg på kandidatdelen af softwareingeniøruddannelsen. Siden jeg begyndte for snart fire år siden, har jeg både lært om programmering, om brugeroplevelser, om sammensætning af arbejdsteams, om planlægning, businessledelse og meget andet. Tanken er, at man skal være brugbar på arbejdsmarkedet, lige så snart man kommer ud fra uddannelsen.

Ud over at dyrke sin nyfundne hobby triatlon bruger Sofie Louise Madsen sin fritid på det såkaldte IT-landshold, der deltager i events med folkeskole- og gymnasieelever for at inspirere til, at flere – særligt unge piger – får øjnene op for en karriere i IT- og techbranchen.

AT SKABE ET digitalt produkt er som et arkitekturprojekt. Det kræver de samme overvejelser, som hvis du skal bygge et hus. Du skal sørge for, at din software kan holde til et vist antal brugere, og du skal skabe plads til udvidelser og ændringer – ligesom hvis du bygger et hus og tænker ind, at der måske senere skal komme en carport til. 

Når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt tænke mig at arbejde med klimaproblemer. Jeg har som et projekt på studiet været med til at udvikle en startup-idé, en app med plantebaserede og miljørigtige opskrifter, som bygger på en mærkningsordning til fødevarerne, hvor man kan se, hvor langt de er transporteret, hvor meget strøm der er brugt til drivhuse og så videre. Jeg er selv vegetar og har indimellem problemer med at få næringsstoffer nok, så jeg ved, hvordan det er som forbruger at savne oplysninger om det, man spiser.

Danmark mangler IT-specialister. Konsulentfirmaet McKinsey har i en fremskrivning estimeret, at vi kommer til at mangle 80.000 specialister i 2030. Vi uddanner 4.000 om året, så vi har noget at indhente. Hvis vi kan få flere kvinder til at søge ind i branchen, vil der være en meget større talentmasse. Samtidig viser forskning, at jo mere diversitet du har i branchen, desto mere innovation.

JEG ER EN del af IT-landsholdet for kvinder, som består af 14 studerende fra tech-branchen, der tager rundt i landet og fortæller gymnasieelever og andre unge kvinder, hvorfor vi synes, IT er så megafedt. For eksempel lavede vi for nylig en workshop sammen med TV 2 Play, hvor vi skulle lave en prototype på en nyhedsapp, der både byggede på algoritmer og redaktionel styring, som gymnasieeleverne efterfølgende fik lov at afprøve.

I pausen sagde en af gymnasiepigerne til mig: ”Du ligner da ikke en, der læser noget med teknologi.” Hun havde et særligt billede af, hvordan man skal se ud i den verden. ”Måske ikke,” sagde jeg. ”Men teknologi er for alle.”

Jeg kan godt lide at se skarp ud, tage mit lyserøde sæt tøj på, høje hæle, store øreringe og i det hele taget ikke pakke mig selv væk. Mange i branchen er meget afslappede i deres tøjstil, med jeans og måske en T-shirt med yndlingsbandet. Det synes jeg også er fint. Enhver må udleve sin personlighed. Måske kan jeg bare lide at skille mig ud. 

Jeg har også købt mig en lyserød racercykel for ikke at ligne alle de andre, når jeg skal deltage i en halv ironman senere på året. Jeg har kun dyrket triatlon i et halvt års tid og startede på bar bund. I gymnasiet red jeg, men jeg skilte mig af med hesten, da jeg ikke havde råd til det under studierne, og jeg havde aldrig løbet, crawlet eller siddet på en racercykel, da jeg begyndte på triatlon. 

Min største udfordring er, at der er så meget, jeg gerne vil. Udvikle mig fagligt, passe mit studiejob, møde nye mennesker. Bare døgnet havde flere timer.

 

/

Stråmand

Mads Hetoft har haft beskidte fingre fra barndommen. Men da mekanikerjobbet ikke levede op til drømmen, ændrede han kurs. Ved et tilfælde havnede han i tækkebranchen, hvor han nu nørder traditionsrige håndværksteknikker og fylder ordrebogen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sebastian Dall Mayoni, Privat

DA MADS HETOFT var 10 år gammel, fik han en blank skydelære af sin far i fødselsdagsgave. Han har den stadig og bruger den, om ikke dagligt, så ugentligt, til at afmåle tykkelser, dybder og omkredse. Året efter ville han for alt i verden lære at svejse, men det kunne ikke komme på tale, før han lærte at lodde, lød beskeden fra faren. I flere uger knoklede Mads Hetoft med de loddeopgaver, der var blevet stillet som krav for et svejsekursus, og da de var bestået, var det videre til svejsningen.

Mads Hetoft kommer fra en familie af håndværkere og ufaglærte med beskidte fingre. Når han ikke var i skole, kunne man finde ham på farens autoværksted, hvor han skruede på sin knallert, cykel eller gokart, og når han kørte på dem, håbede han en lille smule, at der ville opstå problemer, så han igen kunne komme til at fejlfinde og pille maskineriet fra hinanden.

”Stemningen i min fars autoværksted var helt Olsen Banden-agtig. Det var et snusket sted, hvor der blev røget tusind cigaretter og drukket et par øl. Og så havde han ophuggerplads og motorcykelværksted. Jeg er opvokset med, at man reparerer sine ting, indtil de ikke virker mere.” 

På tækkeuddannelsen lærer man alt om simple tagkonstruktioner og arbejdet med tagrør, som er den type strå, der bruges i dag. Efter mange år med hundredvis af stråtækte buer og kviste er der stadig enkelte opgaver, som kræver mere opmærksomhed for Mads Hetoft. Han nævner udvendige hjørner, også kaldet grater, som noget, hvor han skal have tungen lige i munden. På en langside kan han snildt lægge 100 bundter om dagen.

Det var den tilgang, som gjorde udslaget for hans valg af uddannelse. Efter 9. klasse strøg han i lære som automekaniker, og så sad han der i frokoststuen med cigaretrøg, ostemadder, Ekstra Bladet og kolleger, der gerne var tre gange ældre end ham selv. 

”Jeg savnede faktisk noget håndværksmæssigt. Med al respekt for automekanikere, så oplevede jeg, at det handlede meget om reservedelsudskiftning i stedet for at skille tingene ad og reparere dem. Min far var af den gamle skole, hvor man skilte en generator ad, fandt problemet og samlede den igen. Det gør man bare ikke mere, fordi det er alt for dyrt. Det gjorde, at jeg stoppede som lærling.”

I stedet brugte han meget tid i København, tog en gymnasial uddannelse og arbejdede på en tankstation i Roskilde, hvor han egentlig havde det meget godt, mens han overvejede, om han skulle læse videre. Det var et ægtepar, som ejede tankstationen, og da han en dag i begyndelsen af tyverne fik at vide, at han ikke kunne få en fuldtidsstilling, blev han en smule irriteret over situationen.

”Da de spurgte, hvad jeg så ville lave, forsøgte jeg at være lidt flabet. Det røg ud af munden på mig, at jeg ville være tækkemand, fordi det lød så absurd. De ville gerne hjælpe mig videre og kendte tilfældigvis en tækkemand i området, så mandagen efter gik jeg til hånde hos ham.”

MADS HETOFTS HANG til gammelt kram viser sig også ved parcelhuset i Roskilde, hvor han har slået sig ned med sin familie i oldeforældrenes gamle hus. Forleden spottede han en gammel norsk tandem­cykel i en have, da han tækkede et hus, og da dagen var omme, fik han overtalt ejeren til at sælge. I baghaven har han også en rusten rickshaw, som børnene kører rundt på, og i værkstedet står hans motorcykel, en Honda Africa Twin, som han selv benytter sig af halvdelen af året. Pludselig henter han sit tækkeudstyr og begynder at fortælle, at tækkefaget faktisk ikke har ændret sig synderligt de sidste tusind år.

”Værktøjerne er magen til dem, man brugte i den sene middelalder. Den største forskel er, at vi har fået en skruemaskine, ellers er principperne stort set de samme. Det er bare toppen op og roden ned. Værktøjskassen er ikke særlig stor,” fortæller han.

Klapperen er det vigtigste værktøj, og for Mads Hetoft er det også et personligt redskab. Hans klapper består af et skaft af asketræ med en træplade for enden, som er belagt med et rillet lag af rustfrit stål. Når han klapper stråtaget på plads, griber rillerne stråene, så de bliver skubbet op og danner et flot, glat stråtag. Klapperen har han haft, siden han kom i lære i 2005, og han har brugt den hver dag siden.

”Alt efter hvor du er i landet, kan det hedde en klapper, et tækkebræt eller en tækkeskovl. På Sjælland bruger de fleste en klapper med riller til at skubbe bundtet på plads, mens jyder ofte har en klapper med små huller i stedet for riller. Jeg tror, det skyldes, at tækkefaget var uskolet i ekstremt mange år. Det gik fra mund til mund og fra far til søn.”

I mange år havde familien et gammelt, utæt sommerhus på Falster. Her bliver Mads Hetoft båret ned fra taget af sin stedfar som seksårig. Han husker stadig ikke, hvordan han kom derop.

DA HAN VAR i lære, testede chefen ham de første par måneder. Det var vinter, og han husker, hvordan han skulle stå for at fjerne sne hver morgen, rive strå sammen på gårdspladserne i timevis og stå for presenningen, som skulle over taget, når dagen var slut. Men selvom det var hårdt arbejde har Mads Hetoft kun gode minder fra sin læretid. Efter nogle måneder begyndte han på tækkemandsuddannelsen:

”Der bliver uddannet så få tækkere, at man langt hen ad vejen følger tømrerne, hvor man bliver undervist i at save lige, bygge trækonstruktioner og har vådrumslære, som jeg aldrig har brugt. Det veksler hele tiden mellem skole og praktisk erfaring på lærepladsen. De sidste to forløb er på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, hvor man bor på skolehjem sammen med tækkelærlinge fra hele landet. Vi havde hvert vores lille værelse, og om aftenen drak vi nogle bajere i cafeen og spillede billard, for der var jo ikke så meget andet at lave.”

De var 10 lærlinge på Mads Hetofts årgang, med vidt forskellige baggrunde og aldre. Selv vurderer han, at tækkere generelt er ”dygtige håndværkere, bonderøve og udendørsmennesker”. For ham er det bedste ved jobbet, at man arbejder udendørs med et håndværk og møder mange forskellige typer.

”Vi sætter stillads op om hele huset, og så flytter man jo nærmest ind i 4-5 uger. Man pisser i hækken, spiser deres æbler og klapper deres hund. Så kommer man altså tæt på hinanden. Fordi jeg bor centralt på Sjælland, har jeg en arm i whiskybæltet og en arm i ’den rådne banan’. Det er skidesjovt at se, hvor forskellige stråtagsejere er. Det kan være prestigestråtag, hvor alt skal spille, men det kan også være håbløse romantikere, der har købt et nedlagt landbrug på landet. Uanset hvad bliver alle glade for et nyt, flot, gult stråtag. Det er et fantastisk syn,” siger han.

Mads Hetoft derhjemme med sine høns.

SELVOM TÆKKEMÆND kan vække minder om en svunden tid, er det ikke et fag i nedgang. Mads Hetoft er af den yngre generation af tækkemænd i Danmark, men han er ikke blandt de alleryngste længere.

”Den svend, jeg har ansat, er 23, så der kommer nye til. Vi ser unge tække-hipstere, ligesom der er hippe møbelsnedkere. De idealiserer og dyrker det bæredygtige og æstetikken, hvilket branchen i den grad har brug for, fordi det typisk har været ældre mænd. Byggeri er en kæmpe CO2-synder, men stråtag er et mere bæredygtigt alternativ. Det er de sindssygt gode til at sætte fokus på.”

Engang var stråtaget et fattigmandstag, fordi husmanden kunne høste tagrør, som er de strå, man tækker med, nede ved søen. Derefter tilkaldte han tækkemanden, som kom på sin cykel og blev betalt i ostemadder og brændevin. I dag er det ikke et billigt alternativ, men noget, man ønsker, fordi det er æstetisk, bæredygtigt og historiefyldt, fortæller Mads Hetoft, der har kalenderen fuld indtil 2024.

Efterspørgslen er der, men hvis tækkefaget skal overleve de næste 50-70 år, kræver det ifølge Mads Hetoft, at man begynder at bygge nye huse med stråtag.

”Der er ikke noget, der står i vejen for, at man bygger en hel karré i København med stråtag. Det kan sagtens lade sig gøre, og hvis det er lavet ordentligt, er brandrisikoen minimal. Et af de flotteste eksempler på nybyg med stråtag er Vadehavscentret i Vestjylland, hvor arkitekterne og tækkerne arbejdede tæt sammen. Det kræver, at arkitekter tænker stråtaget ind,” siger han.

”Men jeg kommer nok ikke til at arbejde på de byggerier. Jeg er ekstremt nostalgisk. Jeg kan godt lide at rode med gamle huse, møde nye mennesker og dygtiggøre mig indenfor mit fag. Det er egentlig gennemgående i mit liv og mine interesser. Jeg elsker at ordne, skrue og fikse. Om det så er biler, motorcykler, stråtag eller utætte bindingsværkshuse. Skiller man et gammelt hus ad og smider et nyt tag på, så får det et nyt liv.”

FREMTIDENS MAND

Mads Hetoft, 36 år, er uddannet tækker fra Den jydske Haandværkerskole.

I 2022 blev der uddannet to nye tækkere i Danmark.

Ifølge en analyse af arkitekt og ph.d. Jan Kauschen og ingeniørstuderende Michael Granby-Larsen er stråtag det mest klimavenlige tagmateriale sammenlignet med tagpap og betontegl. Et almindeligt villahus vil kunne spare 13 procent af klimapåvirkningen over en 50-årig periode.

Under et besøg på tækkemændenes branchekontor har den socialdemokratiske bolig­minister Kaare Dybvad nævnt, at han sagtens kunne forestille sig trækonstruktioner i flere etager med stråtag i fremtiden, og at der vil blive lovgivet om byggebranchens klimapåvirkning.

/

Grøn omstilling

Susanne Olsen malkede kvæg i landbruget og udbenede skinker på et fabriksslagteri i Nordjylland, inden hun skiftede bane og blev en af få kvinder i Danmark med titlen chefgreenkeeper. Vi spurgte hende, hvorfor græsset er grønnere på den anden side.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

Hvordan kan det være, du holdt op i landbruget?

”Mine forældre var selv landmænd, så det var en naturlig vej for mig, og jeg elskede udendørsarbejde og dyr. I mange år arbejdede jeg med kvæg på et lille landbrug i Nordjylland. Når der var fodermesterdag, mødte jeg ind klokken fire om morgenen for at malke. Så havde jeg fri midt på dagen og fortsatte malkningen fra klokken seks om eftermiddagen. Det er ikke holdbart, når man vil stifte familie, så jeg søgte job hos Danish Crown i Hjørring, hvor jeg endte med at udbene store skinker og knokle i pakkeriet i 10 år.” 

Og hvordan gik vejen fra slagteriet til greenen?

”Jeg begyndte som amatør-greenkeeper, længe inden jeg tog den formelle uddannelse. En landmand, jeg havde arbejdet hos som ung, besluttede sig for at anlægge en golfbane på sin mark og spurgte, om jeg ville hjælpe ham. I flere år fik jeg orlov fra slagteriet i sommermånederne for at starte golfbanen op og pleje den, da den stod færdig. Da slagteriet lukkede mange år senere, havde jeg fået smag for det og søgte ind på greenkeeper-uddannelsen i Brovst.”

GRØNNE FINGRE

Susanne Olsen er udlært fra Vennebjerg Golf og arbejder som chefgreenkeeper i den 54 hektar store Sindal Golf Klub i Vendsyssel. Ud over hende er der fire fuldtidsansatte greenkeepere i klubben, som sørger for, at græsset er tæt, grønt og kort.

Hvad lærte du der?

”Langt hen ad vejen var det som en anlægsgartneruddannelse. Vi lærte at nivellere for at lægge fliser, plante træer og kende forskellige træer og buske fra hinanden. Dertil kom den mere tekniske viden om græssorter, anlægning af golfbaner, og hvilke vækstmaterialer man skal bruge til greens, fairways og tee-steder. Jeg kom fra 10 år med fabriksarbejde og fandt det helt fantastisk at gå i naturen hver dag. Jeg kom i lære i Vennebjerg Golf på den golfbane, jeg selv havde anlagt, og man er heldigvis lige så meget i praktik, som man er på skolebænken. Så lærer man lidt om gødning, rodsygdomme og skadedyr, og så skal man direkte ud at bruge det, det kunne jeg godt lide. Jeg havde aldrig tænkt over, at man som greenkeeper stresser græsset ved at klippe det ned til tre millimeter, men jeg havde jo også kun været amatør-greenkeeper.”

Det må have været en drøm for dig, da du som udlært blev chefgreenkeeper i Sindal Golf Klub. 

”Egentlig ikke. Jeg var tilfreds, hvor jeg var i Vennebjerg. Men en dag ville min chef vinterfyre mig, det er ret udbredt i branchen, fordi banerne ikke bliver brugt så meget om vinteren. Det passede mig ikke særlig godt, så jeg søgte stillingen i Sindal og har været her siden. Her foregår det noget anderledes. I Vennebjerg var det bare ejeren og mig, der stod for det hele. Her er der en bestyrelse, som også har en masse holdninger, og medlemmerne kommer også med forslag.”

GRÆSRODSARBEJDE

Der findes 191 golfbaner i Danmark, hvoraf 187 er medlemmer af Dansk Golf Union, oplyser Danish Greenkeepers Association, der har over 500 medlemmer, men kun få kvinder. Engang var der tre kvindelige chefgreenkeepere. I dag er Susanne Olsen den eneste, oplyses det.

Har der været nogen konflikter?

”Ikke decideret. Men det første, vores baneudvalgsformand sagde til mig, var, at vores greens skulle være åbne hele året. Det mente jeg ikke var en god idé, så jeg fortalte ham, hvordan græsset gror. Om vinteren går græsset i dvale, så hvis man forsætter med den samme slitage om vinteren, vil det være slidt helt ned, når forårssæsonen begynder. Det havde han ikke tænkt på, og det forstår jeg godt. Meget af mit arbejde handler om at kunne forklare sig til folk, som ingenting aner om græs. Siden har han ment ligesom mig.”

Så du bruger din uddannelse i hverdagen?

”Hele tiden. Når vi planter nye træer, ved jeg for eksempel, hvordan bunden skal være, hvor dybt de skal plantes, og hvor meget plads de hver især skal have. Græs kræver lys og luft for at vokse. Når det gror i et skovområde, er der ofte skygge og ikke nok vind til at tørre overfladen ud. Det kan lede til svampesygdomme i rødderne.”

Hvad er det mest spøjse, du har oplevet som greenkeeper?

”Der sker ikke så mange spøjse ting og sager, men sidste forår var der et narkofund ude på golfbanen. En af mine kolleger fandt en masse små poser med narko samt nogle handsker og en pilleboks. Da jeg ankom, aftalte vi ikke at røre det og ringede til politiet. Dagen før havde der været en vild biljagt gennem Hørmested by, og bilen blev efterfølgende fundet på en mark. Derfra var han sandsynligvis stukket af over golfbanen og havde tabt det hele på vores driving range. Det blæste forfærdeligt i løbet af natten, så da vi skulle klippe græsset, lå det spredt ud over det hele. Jeg ved faktisk ikke, om de nogensinde fangede personen.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Vi er kommet ind i klippesæsonen nu, hvor jeg møder ind klokken seks om morgenen. Det er helt fantastisk at være ude i naturen og den friske luft fra tidlig morgen, hvor harerne, fuglene og alle de andre dyr lister rundt. Efter nogle timer kommer golfspillerne, og 99 procent af dem er jo glade, fordi de er ude at dyrke deres sport.”

KLIPPEKORT

Greenkeepere plejer hovedsagelig golfbaner, men også fodboldbaner. Uddannelsen er delt mellem lektier og skolebænk og praktik på grønsværen og varer fire år og seks måneder. Få papir på den fra Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde, eller AMU Nordjylland, Sandmose­skolen.

Sindal Golf Klub ligger midtvejs mellem Frederikshavn og Hjørring i Nordjylland. Banen er tilrettelagt sådan, at den følger landskabets naturlige bakker, dale og søer. Om vinteren forsøger Susanne Olsen at skåne græstæppet så meget som muligt, da græsset går i dvale.

Hvad er kunsten ved en god golfbane?

”Man skal have et flot græstæppe, hvor bolden kan rulle med en bestemt og ensartet hastighed. Det opnår man ved, at alle greens er ens klippet og ens bearbejdet. Hvis jorden er alt for kompakt, kommer der ikke luft ned til rødderne, og så kører vi rundt med en maskine, der prikker 30 centimeter dybe huller. Det hedder at dybdelufte, og det gør vi hvert efterår og forår. Om sommeren prikker vi mindre huller hver tredje uge gennem hele sæsonen. Hvis vi har været ude at prikke én green, så skal vi prikke dem alle sammen, og det samme gælder, hvis vi top-dresser, som betyder at køre et tyndt lag sand ud over en green for at gøre den helt jævn. Derudover klipper vi vores greens hver dag i højsæsonen, så der er nok at se til.”

Du har modtaget en miljøpris af Hjørring Kommune. Hvordan gjorde du dig fortjent til den?

”Jeg forsøger at pleje banen så økologisk som muligt og gøder med et affaldsprodukt fra det lokale biogasanlæg, som ligner spagnum. Sidste år kørte vi det ud på dele af banen for at prøve det af. Det var så effektivt, at vi dette forår har kørt det ud på hele banen. For biodiversiteten har vi plantet en masse forskellige blomster og frugttræer, og så har vi lavet dynger af gamle rødder, hvor insekter kan mæske sig og bo. Vi har endda bistader stående herude, hvor en lokal biavler høster honning. Mange golfbaner er plaget af stankelben og gåsebiller, men i stedet for at sprøjte mod de skadedyr, hvis larver ødelægger rodnettet, har vi sat stærekasser op, fordi fuglene spiser dem. Stæren har et tyndere næb end krager og råger og skader ikke banen lige så meget.”

/

På god fod

Frederikke Antonie Schmidt har altid haft store armbevægelser og følte sig straks hjemme i Italien. Her fortæller Roccamore-direktøren om en designskole, hvor eleverne satte ild til hinandens kollektioner, og om at skabe revolution i stilethæle.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

FRA JEG VAR otte år gammel, ville jeg gerne være tøjdesigner og sad og lavede produktionstegninger. Den slags, en skrædder bruger for at vide, hvordan et stykke tøj helt lavpraktisk skal sættes sammen. Når tegningerne var færdige, tilføjede jeg altid en lille firkantet materialeprøve, som jeg havde klippet ud af en af min mors sommerkjoler. 

Min mor levede med huller i kjolerne i mange år. Hun er selv meget kreativ og lidt flippet. På den ene side arbejdede hun med software i Nationalbanken, på den anden side var hun en del af det anarkistiske fællesskab på Christiania i 70’erne. Jeg stoppede først med at klippe i hendes kjoler, da jeg efter 9. klasse tog et grundmodul som tøjdesigner på Teknisk Skole på Frederiksberg.

Her fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være tøjdesigner. Det var besværligt og tog ekstremt lang tid. At lave et jakkesæt endte nærmest som en matematikopgave. Det kunne jeg ikke overskue. I stedet fandt jeg ud af, at skomageruddannelsen lå på tredje sal, hvor de lidt ældre drenge legede med store maskiner og sålefræsere. Der var en helt konkret udvikling i produktet fra dag til dag, som passede meget bedre til mit temperament. 

FREDERIKKE ANTONIE SCHMIDT

Stifter af Roccamore, 39 år, og uddannet i fashion business med speciale i skodesign på TEKO i Herning. Derudover har hun en professionsbachelor i marketing fra Københavns Erhvervsakademi. Hun har også taget en master i skodesign på den italienske designskole Polimoda i Firenze. I 2017 blev hun en del af repræsentantskabet på Kolding Designskole. I 2020 blev hun formand for Erhvervsministeriets genstarts­team for mode og tekstil, der skulle udarbejde anbefalinger til virksomheder efter corona.

Roccamore er en blanding af det italienske ord ’roccaforte’, som betyder fæstning, og ’amore’, der betyder kærlighed. Hver sko skal være en robust og smuk fæstning af kærlighed, fortæller Frederikke Antonie Schmidt.

KORT EFTER HAVDE jeg lavet mine første sko fra bunden. Det var et forløb på seks måneder, og mit afgangsprojekt var en pump i beige og lyserød med en stor sløjfe. Jeg kunne ikke få de rigtige gulddutter til hælene, så jeg var nødt til at stikke guldfarvede tegnestifter i dem.

Jeg besluttede, at jeg ville være skodesigner, og da jeg havde afsluttet gymnasiet, flyttede jeg fra København til Herning for at tage en uddannelse i fashion business på TEKO. Fra stenbroen til en mark, bogstaveligt talt. Vi var seks i klassen, og jeg klikkede ikke med nogen af de andre. Da vi havde afsluttet vores første år, vandt jeg et design-sommerkursus i Firenze. Det ændrede alt for mig.

Gennem min mormors nabos bedste vens datter – eller sådan noget – fik jeg kontakt til en dansk skodesigner, som arbejdede lidt uden for Firenze. Hende besøgte jeg flere gange, mens jeg var på sommerkursus, og hun ville gerne have mig i praktik, da kurset var overstået. Det var de ikke meget for på min uddannelsesinstitution hjemme i Danmark, men det blæste jeg på, og vi sammenstykkede vores egen hjemmelavede praktik, hvor jeg skulle fungere som hendes assistentdesigner. 

Alle Roccamores sko bliver produceret i Toscana i Italien.

MIN FØRSTE DAG som praktikant hos skodesigneren startede lidt rodet. Jeg havde fået besked på at blive sat af bussen ved ’det røde hus’. Da jeg ikke talte italiensk endnu, prøvede jeg at forklare mig på fransk, hvilket forvirrede buschaufføren. Hele bussen forsøgte at afhjælpe situationen, alligevel endte jeg med at komme af det forkerte sted. Jeg måtte blaffe det sidste stykke og kom i hvert fald en time for sent. Dagen efter var det alle de samme mennesker i bussen fra dagen før, og derfra begyndte alle de gamle damer at pludre løs til mig i bussen. Jeg forstod ingenting, før jeg købte en ordbog og gav mig til at slå alle ordene op.

Jeg har altid fået at vide, at jeg larmer for meget, griner for højt og fylder for meget. Da jeg kom til Italien, larmede de alle sammen. Italienere er ikke bange for at ødelægge den gode stemning, og de tysser ikke på hinanden. Man tager alle problemer, når de opstår, også i andres påhør. I dag er jeg gift med en italiener, og i hans familie kan de godt have flere højlydte samtaler på tværs af spisebordet på en gang eller råbe fra køkkenet til soveværelset. De kan sidde og råbe i 40 minutter i stedet for lige at skifte plads. Mentaliteten passede bedre til mig.

ROCCAMORE

Roccamore blev stiftet i 2015 af Frederikke Antonie Schmidt. I dag har virksomheden 48 ansatte og butikker i Aarhus, København, Lyngby og Oslo. Roccamore har specialiseret sig i stiletter, som også er behagelige. Ifølge en undersøgelse fra Hvidovre Hospital kan Roccamores specielle såler aflaste svangen med 44 procent, forfoden med 26 procent og hælen med 19 procent. I 2021 blev Roccamore kåret som gazellevirksomhed af dagbladet Børsen.

Hver sko får navn efter en stærk kvinde. Frederikke Antoine Schmidts første design blev opkaldt efter en italiensk burlesque-sangerinde ved navn Lucy, som altid gik i voluminøse kjoler og var ligeglad med, hvad andre tænkte om hende.

JEG TILBRAGTE HELE det sidste år af min uddannelse i Italien og fløj kun hjem til Danmark for at gå til eksamener indimellem. Da jeg var færdiguddannet, ville jeg gerne specialisere mig yderligere og søgte ind på en master i skodesign på Polimoda, en privat designuddannelse i Firenze. 

Den koster omkring 100.000 om året, så min mormor gav mig et arveforskud, og mens jeg gik på skolen, levede jeg af dåsetun, saltkiks og cigaretter. Jeg arbejdede 12-14 timer hver dag, hele året. Om aftenen var det kun mig og alle de asiatiske studerende, som sad tilbage. Japanerne var de vildeste. De havde en sovepose liggende under skrivebordet og en vandkoger til at lave kopnudler. Så meget betød det for dem.

Skolen ligger på en smuk bakketop i en gammel villa fra 1800-tallet med en dyr restaurant, hvor mange af mine mere privilegerede medstuderende spiste deres frokost. Jeg røg smøger med tjenerne på bagtrappen, og efterhånden som vi blev venner, begyndte de at give mig overskydende mad fra buffeten. 

Roccamore har butikker i Lyngby, København, Aarhus og Oslo i Norge.

JEG SYEDE TØJ og lavede smykker, som jeg solgte på det lokale marked, og med tiden blev jeg venner med en dame, der havde en vintagebutik, som opkøbte dødsboer, blandt andet efter tidligere supermodeller. Når hun havde for meget, fik jeg lov til at købe det billigt og sælge det videre. Sådan finansierede jeg mit liv.

På skolen lærte jeg at lave avancerede sko og stiletter fra bunden. Man starter altid med hælen, fordi det er den dyreste komponent, derfra former man læsten, som er den træ- eller plastikform, skoen formes omkring.

Vi lavede alle mulige helt urealistiske sko. Jeg lavede en med fem store sløjfer, en formet som en sommerfugl og en med en hæl formet som Afrodite. Modelistaen var ved at gå helt kold over, hvor svært det var at lave. Den sko ville nok koste 12.000-15.000 kroner, hvis jeg skulle tjene en lille smule på den i det virkelige liv. Det er fedt at få lov til at være kreativ og prøve ting af, men når jeg ser tilbage, er det helt hul i hovedet, at der ikke var en underviser, som fortalte os, hvordan man tænker det forretningsmæssige ind.

Der var en vild konkurrencementalitet i det miljø. Det var ikke unormalt, at man overnattede på skolen de sidste to måneder før præsentationen af afgangsprojektet, hvor nogle af Italiens største modehuse sender deres talentspejdere ud – fordi det sker, at folk brænder hinandens kollektioner. 

EFTER POLIMODA arbejdede jeg med design og research i flere forskellige virksomheder, inden jeg blev kreativ direktør i Mermaid Frontier, et stort internationalt skofirma, hvor jeg rejste 200 dage om året og pendlede mellem designkontoret i Italien, hovedkontoret i Budapest og fabrikken i Kina for at sætte produktionen op. Alt handlede om at afværge kriser. Jeg husker tydeligt engang, hvor vores container med en hel kollektion mugnede, fordi den ikke var blevet pakket godt nok. 

Efter knap to år sagde jeg op og rejste tilbage til København med min mand, som arbejdede på en ph.d. i molekylærbiologi og skulle tage et semester i udlandet, hvis han ville arbejde uden for Italien efterfølgende. Jeg var overbevist om, at jeg kunne få job i Danmark, men alt, jeg fik tilbudt, var som juniordesigner, hvilket var nogle skridt ned ad karriere- og lønstigen og meget uinspirerende. 

Det føltes som et nederlag. Men da jeg havde fordøjet det, besluttede jeg at tage en overbygning i marketing på KEA, og samtidig ledte jeg efter et sted, hvor jeg kunne dygtiggøre mig. Jeg fandt en skomager i Jægersborggade på Nørrebro, som lavede håndsyede herresko og indlæg til atleter. Først var han afvisende og vrissede lidt ad ideen. Men jeg var meget insisterende, og til sidst fik jeg ham overtalt til, at jeg måtte gå til hånde, når jeg fik fri fra skole ved 14-15-tiden.

Frederikke Antonie Schmidt samarbejder med blandt andet en læderfabrik, en sålefabrik og en hælefabrik om hver sko.

HOS HAM BLEV jeg ekstremt opsat på ideen om at lindre kvinders fødder, når de gik i højhælede sko. Hver gang jeg havde lavet en sål, gik jeg med dem for at teste. Hvis jeg ikke kunne mærke min lilletå, var svangen nok for høj, og så måtte jeg regulere den. Sådan fortsatte jeg, indtil jeg havde den perfekte indersål. Den kom mit afgangsprojekt på KEA til at handle om.

Jeg fik en virkelig dårlig karakter, fordi min underviser og censor mente, at det var urealistisk og besværligt. Jeg blev så provokeret, at jeg startede en crowdfunding-kampagne for at bevise, at det kunne lade sig gøre at lave sko til kvinder, der både er sexede og komfortable.

Det endte med, at jeg fik 330.000 kroner fra 306 mennesker, og så måtte jeg jo færdiggøre det, jeg havde begyndt. Jeg havde aldrig overvejet, hvad der ville ske, hvis jeg nåede mit mål, men pludselig måtte jeg starte en produktion. Siden er vi vokset for hver kollektion, og sidste år solgte vi 30.000 par sko. I år håber vi at ramme 40.000-50.000.

GÅ DIN EGEN VEJ: TRE DANSKE DESIGN-UDDANNELSER

Designteknolog

I Herning, København, Sønderborg og Aalborg kan du tage en toårig uddannelse, hvor du arbejder med hele designprocessen – og hvordan du får det solgt. Efterfølgende kan du toppe op med en specialisering inden for eksempelvis Design & Business, hvor der er mulighed for praktik.

Det Kongelige Akademi

Et stenkast fra Operaen i København kan du tage en designuddannelse på Det Kongelige Akademi. Få din egen kreative studieplads og tilgang til diverse værksteder og bliv kastet ud i ugelange designprojekter med en ugentlig arbejdstid på mere end 40 timer.

Designskolen Kolding

Bliv bachelor i tekstildesign, accessory-design eller beklædningsdesign. På skolen lærer du om håndværksteknikker, materialer og 3-D-computerdesign. Efterfølgende kan du tage en kandidat inden for det, de kalder People, Planet og Play.

/