Indlæg

Helt på månen

På Arkitektskolen undrede de sig, da han begyndte at fable om rummet. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen holdt fast i drømmen og udtænkte en bolig, som holdt ham varm og i live under en månedlang Grønlands-ekspedition. Nu håber rumarkitekten at få sin kreation med på NASA’s næste månerejse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:SAGA Space Architects

SOM DRENG VAR Sebastian Aristotelis Frederiksen fascineret af Polo, Magellan, Rasmussen og andre store opdagelsesrejsende. Han fantaserede om selv en dag at finde et stykke land at plante sit flag på. Efterhånden gik det op for ham, at næsten hver en meter af jordskorpen er betrådt, og en dag mødte han den nedslående påstand, at hans generation er født for sent til at udforske jorden, men for tidligt til at udforske rummet. Hvem der er ophavsmand til citatet, husker Sebastian Aristotelis Frederiksen, der er født i 1994, ikke, men han husker den desillusionerede fornemmelse, det efterlod:

”Det var de mest deprimerende ord, jeg nogensinde havde læst. Og svære at argumentere imod. Min generation var bare en pause.”

Da skuffelsen var fordøjet, vendte rejselysten tilbage i mere realistisk målestok. Som backpacker tog han blandt andet seks måneder til Østen, og de fremmedartede visuelle indtryk, sådan en rejse byder på, fik ham sporet ind på, hvad han skulle beskæftige sig med. Han kunne i forvejen godt lide at tegne, bygge maskiner og lege med elektronik, men var usikker på, om han skulle læse til ingeniør, eller om han hellere ville være arkitekt som sin far.

”En dag gik jeg ind på en restaurant i Hanoi i Vietnam. Et mørkt, højloftet rum med varme, røde rispapirlamper. Der var en lidt mystisk, opiumshule-agtig stemning, som vakte en stærk følelse i mig. Jeg fik lyst til selv at skabe rum, som kunne vække følelser i andre. Og det er ikke ingeniørens rolle,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der søgte ind på Arkitektskolen i København efter sit sabbatår.

Uden for skoletid fulgte han med i ambitionerne om en koloni på Mars, som blandt andet ligger til grund for Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX. 

”Pludselig stod det klart for mig, at der, måske, i min livstid ville være mennesker på Mars. Og at vi i hvert fald vil komme tilbage til månen. Det var den vildeste tanke. Al min eventyrlyst vendte tilbage,” siger han og forklarer, at han som arkitekt ville have noget at byde ind med til de forestående rumrejser:

”Hvis mennesket skal ud i rummet, skal der da også være nogen til at tegne de steder, de skal bo derude.”

Til højre Sebastian Aristotelis Frederiksen. Til venstre hygger han og arkitektkollega Karl-Johan Sørensen i T-shirt-ærmer på deres godt fire kvadratmeter i en rumbolig af eget design – midt i den nordgrønlandske tundra.

DA HAN EN dag forsøgte at sende ideen om rumarkitektur i kredsløb hos nogle medstuderende, blev han mødt med spørgende blikke, tøvende svar og den hule lyd af en idé, der falder til jorden. 

”Men hvad skulle de også sige,” spørger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der besluttede at holde resten af tankerne for sig selv indtil videre.

To år senere sad han med en medstuderende, Karl-Johan Sørensen, på en café. De kendte ikke hinanden specielt godt, men var begge kommet for tidligt til afgang på en studietur og besluttede at slå ventetiden ihjel med kaffe. Sebastian Aristotelis Frederiksen var i gang med at læse en biografi om Elon Musk og havde svært ved at tale om andet. Det viste sig, at Karl-Johan Sørensen også havde læst den og delte fascinationen af Tesla-grundlæggeren og hans rumfartsdrømme. Og også han havde overvejet at skabe arkitektur til rummet. 

Opdagelsen af en ligesindet gav drømmen nyt brændstof, og de to studerende holdt ugentlige møder, hvor de snakkede om, hvordan de kunne realisere ideen om at blive rumarkitekter. En dag deltog de i en konkurrence lanceret af det internationale digitale kultur- og livsstilsmagasin Eleven om arkitektur på Mars – og vandt med ’Dandelion’, en idé om en transportabel, mælkebøttelignende bolig, der blandt andet kan omdanne den røde planets støvstorme til energi.

”Det gav noget nødvendig selvtillid. Indtil da havde vi bare været de her to mærkelige studerende, der gerne ville lave noget andet.”

Som afgangsprojekt på Arkitektskolen skulle eleverne tegne ideer til et byudviklingsprojekt på havnen i Køge. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen og Karl-Johan Sørensen ville hellere lave et projekt om en koloni på Mars. Underviserne var først imod ideen, idet Mars ikke som Køge bød på en tilgængelig byggegrund, hvor man kunne øve sig i at måle op og registrere. Men de to studerende løste problemet ved at tage på en flere uger lang telt- og studietur til den jordanske Wadi Rum-ørken, hvor Ridley Scott har lavet optagelserne til filmen ’The Martian’.

”Det var svært for vores undervisere at argumentere imod,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der efter Arkitektskolen tog en overbygningsuddannelse på rum­universitetet i Strasbourg sammen med Karl-Johan Sørensen, hvorpå de stiftede tegnestuen SAGA Space Architects.   

RUMMAND

Sebastian Aristotelis Frederiksen, 27 år.

Har studeret på Kuntakademiets Arkitektskole og på International Space University i Strasbourg. Grundlægger og direktør for SAGA Space Architects.

I SOMMEREN 2020 tilbragte de to arkitekter tre måneder i Nordvestgrønland, cirka 1.000 kilometer nord for polarcirklen – midt i ingenting. Indledningsvis boede de i en forladt fangerhytte, mens de gjorde en beboelig kapsel af isoleret kulfiber klar til indflytning. ’Lunark’, kalder tegnestuen kapslen, som er designet til at kunne bruges under ophold på månen, og som i sammenfoldet stand fylder lidt mere end et amerikaner-køleskab, men som fuldt udfoldet giver 17 beboelige kubikmeter. De to arkitekter havde fået et eksemplar af den æggeformede sorte bolig, der kan foldes sammen som en japansk origamiæske, afskibet i en container til Grønland. 

Komforten i kapslen, eller habitatet, som SAGA benævner konstruktionen, var, relativt set, høj. De to arkitekter havde elektricitet fra en generator, som blev suppleret med solceller. De havde et aggregat til at smelte sne til drikkevand og madlavning, de havde lyskilder, der simulerede naturligt dagslys, og varmeapparater, der gjorde det muligt at holde fodkulden fra døren selv ved minus 30 grader. De havde også rifler til forsvar mod isbjørne. Dog mødte de aldrig isbjørnen ansigt til ansigt, men så kun dens spor i sneen en morgen uden for fangerhytten. Alligevel flyttede den ind i psyken:

”Jeg havde mareridt om isbjørne længe efter, vi kom hjem. Nu har jeg ikke haft dem i et halvt år. Når jeg gik rundt uden for habitatet, havde jeg hele tiden et indre kort i hovedet over området, hvor jeg tænkte over, hvor der mon kunne være en isbjørn. Og jeg vidste altid helt præcis, hvor min riffel var. Når jeg var ude at hugge is, særligt i mørkeperioden, kiggede jeg mig hele tiden over skulderen. Der var en dag, hvor vi havde tømmermænd, fordi vi havde holdt fest og drukket vodka en fredag aften, hvor jeg nærmest hallucinerede og så isbjørne komme ud af isen.”  

De to arkitekter skrev dagbog og lavede video-logs, hvor de udtrykte deres tanker og følelser midt i afsondretheden – data, som psykologer på flere udenlandske universiteter har fået til at forske i. 

”Jeg var glad for at komme hjem, hvor jeg kunne holde op med at tale om, hvordan jeg havde det. Jeg følte ikke, jeg havde en eneste følelse tilbage, jeg ikke havde talt om,” griner Sebastian Aristotelis Frederiksen.

Den primære undersøgelse gik dog på det arkitektoniske: Ville boligen stå distancen, og hvilke rammer har mennesket egentlig brug for under ekstreme omstændigheder?

”Man har svært ved at forestille sig en arkitekt, der skal tegne et badeværelse uden nogensinde at have været på et badeværelse. Men der er endnu ingen arkitekter, der har været i rummet. Vores ekspedition er vel det tætteste, nogen endnu har været på det,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen i den lagerbygning i Sydhavnen i København, hvor ’Lunark’ blev til, og hvor han har fået mulighed for at ansætte nogle flere medarbejdere, efter at han har fået en ordre på et lignende månesimuleringshabitat til en ambitiøs elitekostskole i Schweiz.

”Vi tilbyder en vare, som meget få mennesker i verden har evnerne til at lave. Det kan godt være, at der ikke er særlig mange købere til vores produkt. Men dem, der er, er villige til at betale mange penge for det. Det har været hårdt at få i gang, men vi er efterhånden ved at skabe en forretning.”

RUM-SAGA

SAGA Space Architects, stiftet i 2018, har blandt andet udviklet projekterne ’Mars Lab’, en simulationsbolig opstillet i den israelske Negev-ørken, som kan give en fornemmelse af at leve under de ugæstfri forhold på Mars, og ­’Lun­ark’, en transportabel bolig til brug på månen, som er testet i Nordvestgrønland og blev til med økonomisk støtte fra en lang række virksomheder – fra transportfirmaet Royal Arctic Line til belysningsvirksomheden Louis Poulsen. I 2021 vandt ’Lunark’ publikumsprisen ved den prestigefulde designkonkurrence Index Award. Tegnestuen har også været med til at starte 3DCP GROUP, en sammenslutning af firmaer, der arbejder med 3D-printet byggeri.

10 MENNESKER er de aktuelt i firmaet, fordelt på programmører, arkitekter, industrielle designere og ingeniører. Medstifter Karl-Johan Sørensen er ikke længere med i firmaet, men det er ikke opholdet i den grønlandske ismark, der har fået stifterduoen til at slå sprækker, fortæller Sebastian Aristotelis Frederiksen.

”Vi blev naturligvis irriterede på hinanden indimellem. Men vi forsøgte altid at få det løst og ikke gå i seng som uvenner. Det virkede. Desuden havde vi hinandens liv i hænderne, og når man er så afhængige af hinanden, får man det til at fungere. Selv om vi ikke er partnere længere, er Karl den, jeg helst ville have med, hvis jeg skulle på en ekspedition en anden gang.”

For tiden arbejder Sebastian Aristotelis Frederiksen og hans hold på endnu et måne-habitat. Den altoverskyggende motivationsfaktor er NASA’s ’Artemis’-mission. Som led i den har det amerikanske rumagentur i kikkerten at sende mennesker til månen i løbet af 2025, og antagelig skal de også have noget at bo i deroppe. SAGA har igennem nogle år arbejdet på at knytte forbindelser i rumfartsbranchen, først og fremmest til SpaceX, der skal levere rumskibet til ’Artemis’. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen ved endnu ikke, hvor de står. Networking er tidskrævende, og corona har ikke gjort det nemmere at trykke hænder og gnubbe albuer med de store aktører i branchen.

”Vi prøver at komme i betragtning. Og vi synes, vi har bevist vores kompetencer. Jeg har en selvtillid omkring, hvad vi har bygget op.”

Tegnestuen arbejder også på et andet projekt: 3D-printede almene boliger i beton. I første omgang til jordboer, men på længere sigt måske også til rumrejsende, siger Sebastian Aristotelis Frederiksen:

”Hvis vi får etableret os selv som de føren­de 3D-printende arkitekter, kan det være, vi også kan 3D-printe huse på månen en dag. Og hvis jeg en dag har tegnet 30 boliger til månen, hvem ved, om jeg så ikke kan få lov at komme på besøg deroppe. Det er jo ikke mig, der bestemmer det. Men jeg tror, jeg har en chance.”

Efter missionen blev ’Lunark’ stående på Grønland indtil sommeren 2021, hvor habitatet blev fragtet hjem. Nu er det blevet sat i stand igen og kan fra 28. januar ses på Dansk Arkitektur Center på udstillingen ’A Space Saga’.

/

Små og store ulykker

I 8. klasse klarede Christina Bengtsen sig med sin mors støtte og sit eget gåpåmod igennem et kræftforløb. I dag er hun civilingeniør med speciale i katastrofer og risikostyring, men også debuterende børnebogsforfatter, app-udvikler og smykkedesigner. Som hun siger: ”Jeg tager det ikke så tungt, hvis noget ikke lykkes.”
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG VAR EN rigtig stræber i skolen, jeg lavede altid mine lektier, fik gode karakterer og gik mere op i at have orden i mine opgaver end at være populær. I 6. klasse ejede jeg en lyserød cowboyhat, som jeg syntes var megafed. Den gik jeg altid rundt i. Jeg var vel en lidt nørdet og mærkelig elev. Jeg var ikke bange for at sige min mening og kunne også være spydig og provokerende. 

I 8. klasse var jeg igennem et kræftforløb. Jeg havde en knude i maven, som var vokset ind i min æggestok. Det var et halvt år med kemo, medicin og operationer. Det var en hård tid for kroppen, men, mærkeligt nok, ikke så slemt for psyken. Jeg var rigtig meget sammen med min mor. Vi hyggede os sammen, og hun skubbede mig rundt i kørestol om søen, når jeg var for svag til at gå selv. Vi spillede en masse yatzy og lagde store puslespil. Jeg husker det egentlig som en hyggelig tid. 

På rejse, cirka 1999.

EFTER GYMNASIET GIK jeg i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, men efter fire måneder holdt jeg op igen. Jeg troede, jeg ville være en god sygeplejerske, fordi jeg havde haft mit kræftforløb, men blev hurtigt klar over, at det ikke var det, jeg ville. Da jeg droppede ud af studiet, tog jeg til Tanzania i et halvt år for at arbejde på et børnehjem og bo hos en lokal familie. Jeg havde ikke den store lyst til at læse, men ville gerne blive ved med at rejse. Da jeg havde holdt tre sabbatår efter gymnasiet, sendte min mor mig et link til en professionsbacheloruddannelse i katastrofe- og risikostyring på Professionshøjskolen Metropol i København. 

Jeg var i Belize i Mellemamerika, da jeg fik mailen. Jeg åbnede ikke engang linket, men skrev bare tilbage til hende: ”Det lyder superspændende, mor, tusind tak.”  Da jeg søgte ind på sidste dag inden ansøgningsfristen, havde jeg stadig ikke læst om den uddannelse. Men jeg kom ind, og da jeg sad der første dag i vores klasselokale, kunne jeg mærke, at ideen om det humanitære arbejde og muligheden for at kombinere arbejde med at rejse fangede mig.

Praktik i Disaster Preparedness, Laos, 2013.

JEG BLEV FÆRDIG med min bachelor i 2015 og blev ansat hos DSB, hvor jeg arbejdede med jernbanesikkerhed i fem år. Jeg blev ansat til at udvikle DSB’s risikoprofil som led i DSB’s sikkerhedscertificering ved Trafikstyrelsen. Det handler i bund og grund om at identificere alle de farer, der er ved at drive jernbanedrift, og hvad der skal til for at undgå, at de farer udvikler sig til ulykker. Det var megaspændende. 

Samtidig læste jeg en kandidatgrad som civilingeniør på Lunds Universitet. Det var svært at jonglere både studie og arbejde. At bo i København, studere i Sverige og arbejde hos DSB i Høje-Taastrup. Der var rigtig meget rejsetid. Men selv om jeg ikke havde påbegyndt uddannelse for at få venner, mødte jeg nogle søde mennesker i Lund, og det drev mig til at holde fast i studiet.

I efteråret 2021 skiftede jeg job, og nu arbejder jeg for Tryg Forsikring med risikostyring hos store virksomheder. Når min arbejdsdag slutter ved 16-tiden, går jeg i gang med nogle af mine andre projekter. Jeg arbejder blandt andet frivilligt som spejderleder, og jeg har et lille hobbysmykkeværksted. Jeg laver hovedsagelig store fingerringe i sølv, messing, kobber og bronze. Men jeg laver også mange øreringe og håndsmykker. 

Klædt ud, 2000.

JEG HAR OGSÅ lavet en app om foodtrucks. Jeg var rastløs under corona, og min gode ven og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at have en hel hær af kaffeknallerter, men fandt hurtigt ud af, at det krævede en vis kapital. Så sad vi og brainede lidt på, om der ikke var noget andet i det felt, vi kunne kaste os over, og kom i tanke om foodtrucks, som var det eneste ud over kaffeknallerter, der holdt åbent i den periode. Men hvor er de henne, de gode foodtrucks? Ingen ved, hvor de er, når man står og skal bruge dem. Det ville vi gerne lave en app, der kunne vise, så vi gik sammen med en tredje ven, der havde IT-kompetencerne, om at få udviklet vores app, VendorSpot. Indtil videre går det lidt langsomt med opstarten, men vi giver det lige et år, så ser vi, hvad der skal ske.

I efteråret debuterede jeg som børnebogsforfatter. Det begyndte med, at jeg fik lyst til at lave noget, som kunne være sjovt at læse op for min niece og min nevø, som jeg holder meget af, og forlaget var med på min idé. Foreløbig har jeg udgivet to bind i serien ’Mosters løgnehistorier’, som er nogle gakkede, sjove historier med det dybere formål at aktivere børns tænkning. Jeg vil gerne lære dem at være kritiske og kunne skelne mellem løgn og sandhed. Det synes jeg er vigtigt i en tid med fake news, også i en ung alder. Det er mest i weekenden, jeg får tid til at skrive. Det skal helst ikke være for stresset. Ofte er det i badet, jeg får strikket historien sammen og begynder at skrive på den i hovedet. Når jeg kommer ud, skynder jeg mig at skrive ned.

RISIKOVILLIG

Christina Bengtsen, 31 år.

Født i Glostrup og vokset op i Høje-Taastrup. Uddannet civil­ingeniør inden for katastrofe- og risikostyring og klimatilpasning. Har tidligere arbejdet med sikkerhed hos DSB og Rambøll og er nu risk management advisor hos Tryg Industri.

De to første bind af ’Mosters løgne­historier’ er udkommet hos Wadskjær Forlag.

JEG PRØVER IKKE at lægge for mange fremtidsplaner og bare fokusere på det, jeg har gang i. Men jeg har også en regel om, at hvis jeg ikke har grinet i tre dage, skal jeg tage hele mit liv op til revision – så kan det godt være, at det bare er en lille ændring, der skal til. Det kan være, at jeg er træt af at kigge på en kommode. Det kan også være, at jeg skal skifte job. Jeg tror, at min kræftsygdom i en tidlig alder betyder, at jeg ikke tager tingene alt for tungt. Det kan godt være, vi lever, til vi er 80 år, men det meste af det, vi laver, kommer jo til at blive glemt, medmindre vi er genier og efterlader os noget legendarisk. Man kan også dø i morgen, så man kan lige så godt gøre det, man har lyst til. Hvis jeg starter noget, og det ikke lykkes, ja, så starter jeg bare noget andet op i stedet.

/

Kærlighed og kimchi

Det var K-poppen, hun forelskede sig i. Så fik hun øjnene op for det livlige land bag musikken, og i dag er det maden, hun savner mest, når hun er hjemme i Danmark, fortæller 24-årige Celine Grivne Høier, der læser koreastudier og måske har ramt en trend med helt rigtig timing.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

DA JEG GIKi 3. g, faldt jeg over gruppen GOT7 på YouTube. Det viste sig, at der fandtes en masse meget velproducerede videoer med de syv unge sensitive mænd. Jeg syntes, de var helt fantastiske, og blev en del af den intense fankultur omkring bandet og fulgte nøje med, hver gang de udgav et nyt album. 

Hvert album havde sit eget visuelle koncept, nogle gange var udtrykket blødt og boyfriend-agtigt, andre gange fremstod de mere rå eller sørgmodige. Og hver ny cd blev udgivet i fire forskellige versioner med små bøger i novellelængde med billeder fra fotoshoots. Der var samleobjekter nok, som en teenagepige kunne bruge sine penge på.

Jeg forstod ikke, hvad de sang om, medmindre jeg googlede mig frem til oversættelserne, men i starten betød det ikke så meget. Jeg havde det ligesom alle dem, der kan lide at høre spansksproget musik og føler, at de forstår stemningen i musikken, selvom de ikke taler spansk.

Efterhånden fik jeg dog lyst til at forstå, hvad det handlede om, og i et sabbatår efter gymnasiet tog jeg til Sydkorea i et halvt år for at tage sprogkurser. Jeg havde et værelse og boede sammen med både koreanere og andre udlændinge i en lejlighed i den rige bydel Gangnam – kendt fra sangen ’Gangnam Style’.

Seoul. Foto: Colourbox

JEG KOM HJEMME FRA Falster, det var første gang, jeg rejste på egen hånd, og Seoul er virkelig en storby – på et helt andet
niveau, end hvad jeg før havde oplevet. Men det var fedt at være på egne ben. Kvarteret, jeg boede i, er meget rigt og kendetegnet ved sine tårnhøje bygninger, ophobning af store firmaer, dyre biler og folk i det smarteste nye tøj.

Lige på den anden side af floden bor folk i faldefærdige huse. Klasseforskellene er visuelt nemme at få øje på i Seoul. Samtidig er det en by, hvor alle går ud, rig som fattig. Det er nemt at finde en billig restaurant, og den koreanske kultur er meget social, det er næsten tabu at spise alene, og der er masser af cafébesøg og alkohol, som vi kender det fra Danmark.

Koreanerne er imødekommende og vil gerne tale med én og hjælpe én. Men mit koreanske var stadig mangelfuldt, og det gav begrænsninger. Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på koreastudier på Københavns Universitet.

Jeg begyndte uden nærmere at vide, hvad jeg ville med det – sammen med alle de andre, der også havde lyttet til K-pop (koreansk popmusik, red.). Jeg følte, at det var en bred uddannelse, der kunne føre til mange forskellige ting, der har med Korea og koreansk kultur at gøre. 

Jeg bliver forhåbentlig bachelor til sommer, og undervejs har jeg været på udveksling to gange og trænet sproget og specialiseret mig i oversættelse fra koreansk. Koreansk er et godt sprog for sprognørder. Det er et logisk sprog, ordene er som legoklodser, man kan sidde og pille i og bytte rundt på, og man siger, at alfabetet kan læres på en weekend. På den måde er det meget lettere end for eksempel japansk og kinesisk.

En underviser introducerede mig til et forlag, der udgiver kinesisk og japansk litteratur på dansk, men som gerne vil gøre mere ud af Korea. Det er stadig i et tidligt stadie, men vi snakker om, at jeg skal oversætte bogen, der på engelsk hedder ’Kim Ji-Young, Born 1982’. Det er en ung kvindes livshistorie, der rammer ned i en ny feminisme i Sydkorea, og som har solgt millioner af eksemplarer. De skal dog lige have rettighederne først.

CHIK KOREA

Bachelor-uddannelsen koreastudier ved Københavns Universitet har oplevet fremgang de senere år. I 2011 søgte 45 ind på studiet. I 2020 var der 129 ansøgere om de 28 pladser, og gennemsnitsalderen på studiet var 22.

93 % af de studerende var kvinder. Som overbygning på studiet kan man blive cand.mag. i asienstudier.

JEG VIL GERNE leve af at være oversætter en dag. Måske kommer der et boost inden for koreansk litteratur inden for de næste år. Man siger, at bogmarkedet er et par år bagud i forhold til trends. Mange danskere kender allerede musikken, filmene og maden – de fleste er efterhånden bekendt med kimchi (fermenteret kålspecialitet og hjørnesten i koreansk madlavning, red.).

Ellers tror jeg, der er mange andre muligheder for at finde arbejde for en, der kan kommunikere med koreanere og begå sig i kulturen, både inden for erhvervslivet og diplomatiet. Det koreanske sprog er opdelt i høflighedsniveauer, og man skal kende spillereglerne, hvis man ikke vil blive misforstået.

Er man for eksempel ude at spise en forretningsmiddag, er det lederen i hierarkiet, der får serveret først og begynder at spise først. De andre skal gerne byde og servere, og skænker man ikke drikkevarer op med begge hænder, bliver det opfattet som uhøfligt.

Efterhånden taler jeg ubesværet koreansk. En af mine bedste venner er koreaner, og vi kan tale sammen om samfundsforhold og om den præcise betydning af et ord. Vi skriver sammen næsten hver dag. Alligevel er sproget svært at holde ved lige, når jeg er i Danmark.

Og så savner jeg maden virkelig meget, specielt min livret tteokbokki – udtales dokbuggi – som er en slags kager af klistret ris serveret i stærk chilisauce.

Tteokbokki – populær koreansk gademad. Foto: Colourbox

JEG TROR IKKE, jeg vil bo permanent i Sydkorea. I Danmark har vi et fornuftigt skel mellem arbejde og privatliv. Den koreanske konkurrencekultur er meget stærk, lidt usund faktisk. Måske er det derfor, dansk hygge er blevet en trend. At sætte sig med en bog og et stearinlys og sætte tempoet ned.

Det er der mange unge koreanere, der savner. På arbejdet forventes det, at man deltager i spontane forretningsmiddage, går på druk til klokken fem om morgenen og møder på arbejde næste dag, hvis chefen beslutter det. Og du er nødt til at blive siddende på kontoret, indtil alle cheferne er gået hjem. 

Heldigvis bliver der set lidt gennem fingre med det, hvis du er udlænding, så jeg kunne godt tænke mig at bo derude nogle år. Men jeg vil ikke have børn der. Som kvinde forventes man mere eller mindre at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når den tid kommer.

/

En fantastisk historie

”Forlæggerne synes tit, det er fedt, at jeg skriver på en anden måde,” siger forfatter Charlotte Weitze, der har haft eventyr på hjernen siden barnsben og dyrkede genren på universitetet. Nu er hun aktuel med en roman, hvor et plantelignende væsen føder menneskebørn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lea Meilandt

Du var 22, da din debut kom ud i 1996, og du fik Debutantprisen på Bogforum. Det må have givet en selvsikkerhed i forhold til forfattergerningen. Men du valgte at fortsætte på folkloristik-studiet …

”Bogen udkom i løbet af mit første år på universitetet. Måske havde jeg ikke behøvet at fortsætte, men studiet interesserede mig sådan set, og jeg kunne jo ikke være sikker på, at jeg kunne leve af at være forfatter. Desuden er det ret ensomt at skrive. Jeg havde ikke gået på Forfatterskolen og kendte kun få andre forfattere, så det var godt for mit sociale liv at få et sted at høre til.”

Hvorfor ikke Forfatterskolen?

”Jeg søgte faktisk ind, men de ville ikke have mig i første forsøg. Og efter jeg havde udgivet en bog baseret på noget af det materiale, jeg søgte ind med, virkede det ikke så relevant længere.”

Hvorfor valgte du folkloristik?

”Jeg faldt over uddannelsen i en studieguide og tænkte: ’Eventyr og fabeldyr. Det er da lige mig!’ Måske jeg kunne bruge det som research. Det viste sig ikke at være helt forkert. For eksempel havde vi et fantastisk semester om overnaturlige væsner, som passede ret godt ind i det, jeg skrev på. Folkloristik analyserer den folkelige kultur – specielt mundtlig fortælletradition. Men også ting som vandrehistorier på nettet eller folks tro på ufoer. Det gav mig en dybere forståelse for, hvad gode historier er, og hvad det er for historier, vi fortæller hinanden. Undervejs tog jeg også nogle tilvalgsfag på dansk. Her var stilen benhårdt analyserende, næsten matematisk. Man talte ikke på noget tidspunkt om, at en tekst var smuk eller fantastisk i sig selv. Det virkede ikke godt på min egen kunst, men gjorde mig næsten angst for at gøre noget forkert. Det vigtigste for mig som forfatter er at være spontan. Hvis jeg overanalyserer mig selv, kommer jeg ikke ind i det gode skrive-flow, hvor jeg næsten ikke aner, hvad jeg selv laver.”

CHARLOTTE WEITZE

Født 1974. Opvokset i Kongens Lyngby.

Uddannet i folkloristik.

Har blandt andet skrevet ’Skifting’ (fortællinger, 1996), ’Bjergtaget’ (fortællinger, 1999), ’Fandekke’ (roman, 2001), ’Harzen-sanger’ (roman, 2013) og ’Den afskyelige’ (roman, 2016).

Du skrev speciale om fortællestrukturer i dyrefilm. Hvad gik det ud på?

”Da jeg efter otte års studier var nået til specialet, havde jeg fået udgivet mine første fire bøger og var klar over, at jeg kunne leve af at være forfatter. Skulle jeg have søgt arbejde som folklorist bagefter, havde jeg nok skrevet om et mindre obskurt emne, men jeg havde det sjovt med det. Dyrefilm på Animal Planet og den slags følger altid et eller flere dyr og deres skæbne. For eksempel den lille zebraunge, der bliver født og vokser sig stor, så dør dens mor, men den overlever på egen hånd og skal over en flod, hvor krokodillen ligger på lur. Til allersidst bliver den voksen og finder en mage. Og lever lykkeligt til sine dages ende. Det, vi fortæller om dyr, er ofte klippet sammen efter en struktur som et klassisk eventyr.”

Din seneste bog, ’Rosarium’ fra i år, handler blandt andet om zarsønner og skovmennesker, oceandampere og botanik. En af hovedpersonerne er et plantelignende væsen, der føder menneskelige tvillinger. Hvad var kimen til den historie?

”Der er et spor i mit forfatterskab, der handler om naturen. Min forrige roman, ’Den afskyelige’, handler om klimakrisen – og involverer blandt andet en slags afskyelig snemand. Efter den bog blev jeg bevidst om, at vi ikke kun har en klimakrise, men også en økokrise. Det ville jeg gerne skrive om, men helst på en måde, hvor jeg åbnede op for noget vidunderligt i naturen. Jeg blev mere og mere optaget af, hvilket potentiale planter har. Vi bruger deres ilt. Vi spiser dem. Bruger dem til tøj. Til boliger. Til brændsel. Og de er klimaregulerende. Vi er fuldstændig afhængige af dem. Efterhånden vidste jeg, at jeg ville skrive en roman, hvor planter på en eller anden måde skulle være hovedpersonen.”

Du skriver overvejende i stilen magisk realisme, som er meget udbredt i Latinamerika, men kun en niche herhjemme. Har det været problemfrit at få udgivet dine bøger?

”Ja, sådan set. Forlæggerne synes tit, det er fedt, at nogen skriver på en anden måde. Men er jeg ude at holde foredrag, er der stadig folk, der spørger mig, hvorfor jeg skriver i den genre. Det tror jeg ikke, folk, der skriver inden for realismen, bliver spurgt om. Jeg oplevede det allerede med min første bog – og var egentlig lidt ked af det. ’De synes alle sammen, jeg er så underlig,’ sagde jeg til en af mine undervisere på folkloristik. Hun svarede: ’Det er da ikke spor underligt. Det er den ældste litterære genre, vi overhovedet har.’ Senere kom jeg til Island, hvor det er helt naturligt at skrive sådan. Jeg boede nogle dage i en lille hytte med vulkaner til den ene side og Atlanterhavet til den anden side. Der var ravne og nordlys, og det var ret uhyggeligt. Og jeg forstod, hvorfor de skriver sådan, islændingene. De er underlagt naturens kræfter og uforudsigelighed på en helt anden måde. Jeg tænkte, at det også var på grund af mit forhold til naturen, at jeg skrev i den genre.”

EVENTYRLYSTEN

Faget folkloristik afløste folkemindevidenskab på Københavns Universitet. Men faget lukkede ned i begyndelsen af 00’erne. Andre fag, der kan give en snert af fabler og ældgamle forestillinger, er forhistorisk arkæologi (KU), europæisk etnologi (KU), antropologi (KU og AU) og Rudolf Steiner-uddannelser.

Hvordan får man et stærkt forhold til naturen i velfriserede og opdyrkede Danmark?

”Tja. Måske er jeg født sådan. Det kan også have noget at gøre med, at jeg gik i Rudolf Steiner-børnehave som barn, hvor næsten alt foregik udendørs. Bortset fra vores frokost, som vi indtog i et lille skur, mens pædagogerne fortalte Grimms eventyr. Senere gik jeg på en grøn friskole, hvor vi lavede kompostbunker og lærte meget om miljø. I gymnasiet læste jeg biologi og fysik på højniveau og plejede min interesse for naturvidenskab.”

Hvornår blev du klar over, at du ville være forfatter?

”Jeg skrev meget som barn og teenager. I gymnasiet holdt jeg en pause, fordi jeg troede, at det hørte barndommen til at fabulere. Efter gymnasiet kom jeg på højskole og genfandt interessen på en skrivelinje, hvor jeg kunne udfolde mig lige så tosset, jeg ville – uden at få karakterer.”

Du debuterede med ’Skifting’, en samling af fortællinger, der blandt andet handler om en slags troldepige, der måske er blevet forbyttet ved fødslen. Havde den historie noget med dig selv at gøre? 

”Hun lever et almindeligt liv og går i skole, og hendes forældre har almindelige job. Alt er superrealistisk, bortset fra at hun har en underlig ting bag på ryggen og føler sig anderledes, indtil hun besøger sine bedsteforældre oppe i Norge og finder ud af, hvem hun er. Jeg tror, historien udsprang af, at jeg selv, som mange teenagere, følte mig lidt underlig og fremmed, da jeg gik i gymnasiet. Måske fordi jeg gik med det kunstneriske, som ikke rigtig kunne komme til udtryk. Fordi jeg havde alt det her indeni.”

/

En, to, træ

Folk rystede på hovedet, når David Svane sagde, at han ville være billedskærer. Men ad viljens vej og via Bali, New Zealand, Sverige og vikingetiden nåede han sit mål. I dag står han med traditionen – og karrierens vigtigste opgave – mellem hænderne.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

ENGANG I sidste halvdel af 90’erne fandt jeg ud af, at der var noget, der hed en billedskærer. Jeg var fascineret af træ og havde forsøgt at blive tømrer, men på det tidspunkt var det meget svært at få en læreplads, og jeg tog en HF i stedet. 

Men jeg kunne ikke slippe ideen om håndværk. Rigtigt håndværk, hvor man kunne komme tæt på materialerne og få indblik i nogle hemmeligheder. En dag snakkede jeg med en møbelsnedker fra Nationalmuseet, som fortalte om sin kollega billedskæreren. Det lød som et fag, der krævede fordybelse. Det lød lidt fint.

Jeg undersøgte, hvor jeg kunne stå i lære, men de få billedskærere, jeg fandt, var afvisende. De havde ikke tid og råd. Jeg begyndte på Den Fri Ungdomsuddannelse, og det gav mig mulighed for at tage nogle kurser i tegning, skulptur og modellering. 

Så tog jeg til Bali og var mod betaling et halvt år på et værksted specialiseret i garuda-figurer. Garudaen er en slags fugl fra den balinesiske og hinduistiske mytologi, og jeg sad i skrædderstilling med de andre træskærere på en måtte på gulvet og øvede mig.

Renæssanceporten til Børsen på vej.

DA JEG KOM HJEM med min egen garuda i tasken, henvendte jeg mig til billedskæreren Jacob Nielsen, der havde værksted i København. Han tog mig ind, men kun fordi jeg havde finansieringen med fra min uddannelse. 

Det gik vældig godt. Jeg fik lov at indgå i hans produktion, han blev min primære læremester, og jeg fik prøvet meget. For eksempel restaurerede vi trærelieffer, der sad under bronzetaget på nogle gamle, sekskantede københavner-telefonkiosker fra 1890’erne. 

Én telefonkiosk var brændt, en anden havde fået en vandskade, og vi blev hyret af den håndværker, der havde den samlede entreprise. 

Vi producerede også en del vikingeinspireret kunsthåndværk, som min mester solgte på markeder. Han var meget engageret i vikingekulturen, og det var spændende at lære den tids formsprog.

SIN EGEN VEJ

Den Fri Ungdomsuddannelse var en alternativ uddannelse, hvor eleverne individuelt kunne sammensætte et to- eller treårigt forløb af for eksempel praktik, højskole- og udlandsophold. Blev oprettet i 1995 og lukket igen i 2002, da politikerne var i tvivl, om den gav nok kompetencer og beskæftigelse.

EN DAG SÅ JEG en udstilling på Nationalmuseet med en fantastisk maori-billedskærer, Fayne Robinson, som jeg tog kontakt til. Jeg havde stadig lidt penge fra min uddannelse at tilbyde. Så tog jeg til New Zealand og arbejdede seks dage om ugen i et halvt år i hans værksted. 

Det var en suveræn tid. Grundlæggende var teknikkerne de samme, som vi anvendte derhjemme. Men deres polynesiske design og ornamentik var anderledes. Meget udtryksfuldt. På den måde fik jeg suppleret mit repertoire med et nyt formsprog.

Efter New Zealand arbejdede jeg et par år på Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk i Raadvad og følte efterhånden, jeg kunne meget. Men jeg ville gerne have papir på det. Det var der mere pondus i.

Jeg vidste, at de havde en svendeprøve i Sverige, og fik kontakt til en professionshøjskole i Tibro, der ligger cirka midt mellem Göteborg og Norrköping.

De kiggede på min erhvervserfaring, og vi lavede en uddannelsesplan, hvor jeg blev inviteret til at gå hos en svensk mester i en periode og få noget mere rutine med rokoko-skæreri. Han var på vej på pension, men syntes, at det var spændende at få mulighed for at give sine kundskaber videre.

Efter et par måneder kom han og sagde, at han havde meldt mig til svendeprøve: Du kan gå i gang med at arbejde på den på mandag. 

Den frie del af opgaven var et skjoldlignende relief, en nordisk version af Sankt Jørgen og dragen med en masse skæl og detaljer og et kompliceret, dybt gab med nogle lange tænder. Den bundne del var et såkaldt rokokoslør, et brudstykke af et større ornament med nogle svungne akantusblade, som er den mest benyttede form inden for relieffer siden antikken. Jeg fik sølvmedalje for mit arbejde, den højeste udmærkelse. Der var jeg stolt. Nu var jeg sgu uddannet.

Det første år tjente jeg måske 80.000 kroner. Heldigvis havde jeg en meget lav husleje dengang. 

David Svanes vertikale værktøjskasse.

I PERIODER har jeg kunnet leve udelukkende af billedskærerarbejde. Men der har også været mange dårlige år for sådan nogle som os. Under finanskrisen for eksempel. Billedskæreri er ikke en nødvendig udgift på samme måde, som andre håndværk er det, når det drypper igennem dit tag, når lokummet ikke skyller ud, eller din bil ikke vil starte. Men efterhånden begyndte opgaverne at komme. Og jeg har lært mig nogle andre ting. Møbelrestaurering først og fremmest. Og lidt møbelsnedkeri. 

Efterhånden har jeg været selvstændig i 20 år. Og der har da været en del røvballearbejde imellem. Jeg har sat hoveddøre i stand. Lavet trin på køkkentrapper. Den slags siger jeg nej til i dag. Det ligger for langt væk fra, hvad jeg kan og vil.

Nu har jeg været heldig at få en opgave, hvor jeg skal stå for en rekonstruktion af en renæssanceport til Børsens hovedindgang. Den er fuld af udhuggede hoveder og ornamenter, og den eneste kilde til, hvordan den skal se ud, er en akvarel, der hænger inde på Børsen, hvor porten udgør en mindre del. 

Det er ikke ligefrem en arbejdstegning. Men jeg mener, jeg kan ramme epokens formsprog, og har studeret Børsens arkitektur og samtidens møbler, klædedragter, smykker og stukkatur for at finde eksempler på ornamenter og motiver, jeg kan bruge.

Slots- og Kulturstyrelsen, der giver tilskud til projektet, er bekymret for, at jeg vil skære for mange detaljer. I forhold til historisk korrekthed mener de, at det er bedre at lave for lidt end for meget, hvis man ikke er helt sikker. 

SKÅRET UD I TRÆ

En billedskærer udformer figurer, relieffer og dekorative elementer i træ. Bertel Thorvaldsen var oprindelig billedskærer, inden han blev billedhugger. Faget har været i brat nedgang i 1900-tallet, men der er stadig enkelte danske billedskærere, som for eksempel har været beskæftiget ved nybyggeriet Kongehallen i Sagnlandet Lejre, der fik Snedkerlaugets pris i 2020.

I Sverige har Tibro Hantverksakademi toårige uddannelser til träbildhuggare, som det hedder på svensk.

JEG MENER IKKE, man kan gøre for meget ud af en port, som Christian IV har fået opført, mens der var penge i landet. Børsen var landets flagskib, måske endda Nordens. Du kan ikke lave overkill på det. Specielt når det ikke er noget, vi har gravet op, men en rekonstruktion. Lad os da lave en renæssanceport, som man ville have gjort i renæssancen. 

Måske er den færdig engang i 2022. Jeg tør ikke sige det. Det turde jeg heller ikke, da arkitekten ringede og spurgte, om jeg ville have opgaven – heller ikke, hvad det ville koste. Det blev aftalen, vi kører efter. 

Billedskæreri er magisk, når det kører, og det lykkes. Det sværeste tidspunkt er, når du står med en plan flade. Men når du så arbejder med det, kommer tingene lige pludselig frem af træet.

Jeg er bekymret for fagets fremtid, selv om der er masser at lave rundtom på landets kirker og slotte. Ideelt set burde staten lave et værksted, hvor man uddanner billedskærere. Ellers dør traditionen nok ud.

/

Bolde i luften

Magnus Kraft kan lide at holde mulighederne åbne. Ud over at læse statskundskab og skrive journalistik studiejobber han som scout i FCK’s ungdomsafdeling. Vi spurgte ham, hvor sjovt det egentlig er at rejse Sjælland tyndt for at se ungdomsfodbold af svingende kvalitet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Du er scout for FCK’s U12- og U13-hold og følger ungdomsfodbold på hele Sjælland med henblik på at rekruttere talenter. Hvor mange kampe ser du om ugen?

”Lige nu er vi hjemsendt, men under normale omstændigheder ville jeg se i snit fem kampe om ugen. Det foregår mest i weekenderne. For det meste har FCK en bil, jeg kan låne.”

Går du efter særlige kampe, eller handler det mere om at se så mange kampe som muligt?

”Groft sagt er der to typer af kampe. Dem, du kan kalde screening, hvor du tager ud for at se, om der skulle gemme sig et eller andet. Er der for eksempel en spiller ude i Haslev, som vi ikke har fået øje på endnu? Og så er der den mere specifikke scouting, hvor vi intensivt holder øje med en spiller, som har gjort det godt tidligere.”

Lærer du så alle spillere på et vist niveau at kende i løbet af en sæson?

”Vi går efter at kende alle interessante spillere på Sjælland. Og det sker næsten aldrig, at der fuldstændigt ud af det blå dukker et talent op, som vi har overset. Nogle gange tænker vi, ’det var satans’, når vores konkurrenter i Brøndby, Lyngby eller Nordsjælland sikrer sig en god spiller, men vi kender næsten altid til hans eksistens, måske har de bare interesseret sig for ham tidligere end os.”

Jonas Wind, der her scorer for FCK mod Lyngby i Parken i efteråret 2020, begyndte som seksårig i Avedøre Idrætsforening. Herfra skiftede han til Hvidovre-klubben Rosenhøj, hvor han spillede et par år, indtil han i 2012 blev optaget i FCK’s talentafdeling som 13-årig.

Hvordan opfører du dig til kampene?

”Jeg bestræber mig på at være så anonym som overhovedet muligt, har aldrig klubbens logo på, stiller mig ned i hjørnet, væk fra forældrene og venter med at notere, til jeg er ude i bilen. Vi foretrækker, at spillerne ikke ved, der er en scout til stede. Det kan godt være, at en enkelt spiller har talentet til en dag at spille fodbold på eliteniveau, men de resterende på banen skal bare have det sjovt. Ved de, at der er en scout, kan det ændre på spillets dynamikker, de vil begynde at drible mere, skyde mere på mål udefra og fremhæve deres egne evner. Vi arbejder med børn, og det skal gribes etisk an. Når jeg så er kommet hjem, skriver jeg referat.”

Nogle gange står der måske, at der ikke var noget at bemærke?

”Det gør der tit. Vi scouter ofte forgæves.”

Er det ikke lidt kedeligt?

”Det synes jeg ikke. Der er også en lektie i at se en klub, hvor der ikke er nogen interessante spillere. Så kan man så at sige strege den klub i en periode.”

Men fodbolden må være kedelig tit og ofte?

”Det kan lyde, som om jeg tvinger mig selv op på de højere nagler, men jeg nyder at opleve Foreningsdanmark i fuldt flor. Ungdomsfodbold er et koncentrat af det bedste fra voksenfodbold, bare uden VAR, film, taktiske langgabere og brok til dommeren. Et skud ren fodboldglæde. Det sker dog, at jeg er pragmatisk og går før tid, når jeg tænker, at der ikke er faglig gevinst ved at se videre.”

Har du scoutet spillere, man allerede nu kan se bliver rigtig, rigtig gode?

”Det synes jeg i al beskedenhed. Ikke nogen, der har nået at få førsteholdsdebut endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at det kommer. Dog er det vigtigt at sige, at vi er et hold af scouts. I folkefortællingen hedder det tit, at Frank Arnesen fandt Ronaldo, eller at John Steen Olsen fandt Zlatan. Hvis vi synes, en spiller er god, ser vi ham alle sammen og bliver enige om, hvad vi mener.”

MAGNUS KRAFT

24 år, har været scout siden 2017.

Han planlægger at færdiggøre statskundskabsstudierne om halvandet år – ét år over normeret tid.

Du har også studiejob som journalist på bladet Euroman. Er der nogen tid tilovers?

”Mine hverdage bruger jeg mest på Euroman, sekundært på at studere. At scoutingen ligger i weekenden, gør den praktisk mulig. Men selvfølgelig er det ikke altid fantastisk at skulle stå op klokken otte lørdag morgen for at tage til Vallensbæk i én grad, tøsne. Der er nogle ofre forbundet med jobbet.”

Du tager lidt færre drukture end dine jævnaldrende?

”Præcis. Omvendt har jeg her under nedlukningen savnet det. Scoutingen giver en værdi i mit liv, netop fordi den er irrelevant i forhold til, hvad jeg ellers laver, når jeg sidder stille foran en computer. Det er dejligt at komme ud at få noget luft og tænke i nogle helt andre baner.”

Så scout er ikke din karrieredrøm?

”Lige nu synes jeg, det er fedt, men om jeg laver det om 10 år, er svært at forudse.”

Hvordan er mulighederne for at blive professionel scout?

”Det er få forundt at leve af det, men det kan lade sig gøre. I FCK er der en god tradition for, at man kan stige i graderne. Frederik Leth, som indtil for nylig var teknisk direktør i klubben, begyndte også med at scoute U12 og U13.”

BLIK FOR TALENT

Det kan godt betale sig at henvende sig uopfordret til FCK, hvis du drømmer om at spejde fodboldspirer.

”Vi har næsten altid brug for folk. For mange finder ud af undervejs, at det ikke var noget for dem alligevel. Bare send en ansøgning,” siger Magnus Kraft.

Hvad ville du være, da du begyndte at læse statskundskab?

”Jeg ville gerne studere noget, der ikke lukkede for mange døre i. Statskundskab virkede som et fag, hvor man kunne blive alt muligt. Jeg har grundlæggende svært ved at lægge mig fast på én ting.”

Er dine job gået ud over studierne?

”Generelt har det været meget givende for mig at arbejde meget og lave meget forskelligt ved siden af studierne. Jeg tror, jeg ville kede mig halvt ihjel, hvis jeg kun studerede. Havde jeg fået en lille smule højere karakterer, hvis alle mine weekender havde været ledige til at læse? Måske nok. Men det går fint.”

Hvad var dine forudsætninger for at blive scout?

”Jeg var ikke selv nogen god fodboldspiller og stoppede, da jeg var 12-13 år. Men jeg har altid gået meget op i fodbold på et analytisk niveau. I løbet af gymnasiet begyndte jeg frivilligt at skrive artikler for forskellige medier og endte i ’F.C. Københavns Fanradio’, en podcast om alt, hvad der rører sig i FCK. Min nuværende chef hørte det, fornemmede, at jeg havde lyst og forstand til at tale om fodbold helt ned i den mindste tekniske detalje, og spurgte mig, om scouting ikke var noget for mig.”

Så du blev selv scoutet.

”Det kan man sige. Selvom det lyder mere fornemt, end det er.”

Får I løn?

”Det gør vi. Jeg har ikke valgt jobbet med tegnebogen, men jeg vil tro, det er ret lig, hvad man får i andre studiejob. Til gengæld er det – for mig – langt sjovere end at stå og servere kaffe.”

/

Forud for sin tid

Kira Marie Peter-Hansen er det yngste medlem af Europa-Parlamentet – nogensinde. Vi snakkede med den 22-årige politiker om, hvordan titlen kan skævvride Tinder-daten, om venskabs-dilemmaer i Bruxelles og om, hvorfor hun insisterer på at få en uddannelse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Har du altid villet være politiker?

”Det var egentlig ikke rigtig drømmen. Jeg ville læse økonomi. Man er nødt til at forstå det økonomiske system, der understøtter fattigdommen, hvis man gerne vil udrydde den og redde kloden.”

Så hvordan så din drømmekarriere ud, inden du blev politiker?

”Det var nok noget i retning af at blive direktør for IMF (Den Internationale Valutafond, red.) eller for Den Europæiske Centralbank. Det syntes jeg kunne være mega blæret.”

Du begyndte da også på økonomistudiet, men i 2019 stillede du op til europaparlamentsvalget. Hvorfor?

”Specielt blandt unge er der mange, der ikke går op i EU. Jeg stillede op for at lave en kampagne, der kunne få unge i tale. Jeg forestillede mig ikke, jeg ville blive valgt.”

Men det blev du, 21 år gammel. Skulle du anskaffe dig en ny garderobe for at passe ind i Bruxelles?

”Jeg kan i hvert fald se, at det er noget andet tøj, jeg har hængende i min lejlighed i Bruxelles end i min lejlighed i København. I København har jeg farvestrålende kjoler. I Bruxelles er det ofte sort og gråt office-tøj, men ikke altid. Der er ikke dress­code i parlamentet, men jeg tror, det er vigtigt at fremstå som en, der tager arbejdet seriøst, og dermed selv blive taget seriøst ud fra førstehåndsindtrykket.”

Hvordan er det at færdes der, når man har din alder?

”Folk ved jo ikke, hvor gammel man er, blot ved at kigge på én. Så det er ikke nødvendigvis, fordi aldersforskelle altid kan mærkes i løbet af en arbejdsdag.”

Der må være en del velmenende EU-veteraner, der gerne vil hjælpe en nyankommen til Bruxelles. Kan man overhovedet undgå man- eller womansplaining?

”Jeg oplever det ikke som mansplaining. Men jeg har da oplevet, at min alder er blevet italesat. Til mit allerførste forhandlingsmøde, hvor jeg var temmelig nervøs, sad en konservativ tysk kollega, som jeg for øvrigt har det godt med, ved den modsatte ende og bad mig om at tale højere, fordi de var ”over 40 i hans bordende”. Han har ikke ment noget ondt med det, men det gjorde mig ikke mindre usikker. Min alder er på godt og ondt en ting, der bliver nævnt.”

KIRA MARIE PETER-HANSEN

22 år. Født i København.

Gik på international folkeskole.

Aktiv i SF Ungdom fra 2015. Valgt som medlem af Europa-Parlamentet 2019-24.

Kampagne mod global opvarmning med Villy Søvndals berømte/berygtede citat om de smeltende poler.

Hvordan bliver det nævnt som noget godt?

”Folk i den grønne gruppe virker stolte af at have den yngste parlamentariker nogensinde med. Min alder blev fremhævet som noget positivt af et andet gruppemedlem, da hun gav mig ordet under en høring med europakommissionsformand Ursula von der Leyen.”

Hvordan har det været at få venner i EU?

”I mit nærmeste team ville det aldersmæssigt være mest oplagt at blive venner med praktikanterne, der typisk er 24-25 år gamle. Samtidig skaber min position en vis distance imellem os. Omvendt bliver jeg heller ikke lige bedste venner med Morten Løkkegaard (56-årig gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet, red.), selv om jeg rigtig godt kan lide ham. Og de politiske rådgivere har deres egne fællesskaber, hvor de gerne vil kunne mødes uden os politikere. Det har gjort Europa-Parlamentet til et lidt underligt rum at færdes i. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvem mine venner er. Hos De Grønne er der en del yngre politikere, men den første tid som nyvalgt politiker i Bruxelles var alting nyt, og jeg havde så meget at gøre med at sætte mig ind i tilværelsen, stoppe studierne i Danmark og så videre, at jeg slet ikke havde overskud til at socialisere med mine internationale kolleger. Så kom corona, og jeg har været i Danmark siden oktober 2020.”

Du hoppede fra økonomistudierne, da du blev valgt ind i parlamentet …

”Jeg var meget i tvivl om det, men erkendte, at det var for urealistisk at have et fuldtidsstudie i Danmark og samtidig arbejde mere end fuldtids i Bruxelles. Nu har jeg indskrevet mig på en bacheloruddannelse i internationale relationer i Bruxelles, hvor der ikke er så høje krav til, hvor mange eksamener man tager per semester. Jeg satser på at færdiggøre den inden for otte års tid.”

Otte år, det er alligevel en tidsramme … Hvorfor gør du det overhovedet, når nu du allerede har et godt arbejde? 

”På nuværende tidspunkt vil jeg gerne genopstille til parlamentet. Men jeg skal nok ikke være i politik for evigt, og jeg er bange for, at man ikke klarer sig 50 år på arbejdsmarkedet uden en uddannelse. Det kan godt være, at jeg kunne få nogle jobs udelukkende på min erfaring, men jeg vil også gerne have papir på, at jeg kan noget.”

Snakker du EU-politik med dine venner?

”De er søde og prøver at interessere sig for det. Men jeg tror, de er lidt trætte af at høre om det. De synes vist også, det fylder lidt meget på mine sociale medier. De vil hellere se, hvor jeg spiser brunch om søndagen.” 

Hvordan flugter dit liv ellers med dine gamle venners?

”Jeg har jo sprunget noget i retning af 10 karrieretrin over. Så måske er der nogle, der overvejer, om jeg synes, at deres hverdag med eksamener og den slags er lige så vigtig som det, jeg laver. Det synes jeg, men det gælder om at finde en måde at tale om tingene. Det gør sig også gældende, måske i endnu højere grad, når man møder nye mennesker. Det er forfærdeligt at være 22 år og MEP’er (medlem af Europa-Parlamentet, red.) og gå på Tinder-date. Det er helt fucked.”

Hvorfor?

”Når man begynder at udveksle ’hvad laver du så’-spørgsmål, bliver folk gerne lidt chokerede. Så gælder det om at kunne tale det ned på jorden igen, hvor jeg ikke er et eller andet underligt væsen, men bare Kira, der tilfældigvis har et lidt anderledes job end andre 22-årige. Og som også gerne vil drikke kaffe og på bar og hygge mig og fjolle rundt, selv om jeg i andre sammenhænge er nødt til at networke, sippe hvidvin og forstå at vælge den rigtige gaffel til den rigtige ret.”

PÅ DEN GRØNNE GREN

Da Karsten Hønge i maj 2019 pludselig ombestemte sig og blev i dansk politik, tilfaldt hans mandat til Europa-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen, der havde fået godt 4.000 stemmer færre. I Bruxelles sidder den unge SF’er med i De Grønne som en af syv næstformænd i gruppen. Hendes mærkesager er blandt andet grøn omstilling og fattigdomsbekæmpelse.

Har dit job gjort dig for gammel til din alder?

”Mange, der bliver valgt ind i politik, har allerede slået sig ned og fået børn. Da jeg skulle flytte til Bruxelles, gav det mig lidt en identitetskrise. Skulle jeg få børn i Danmark eller Belgien, og hvis jeg fik familie i Belgien, ville jeg så blive mindre dansker og mere europæer? Og hvad med barsel, det har man jo ikke i parlamentet?”

Er det stadig et ømt punkt for dig?

”Jeg har prøvet at presse mig selv til ikke at tænke for meget over det lige nu.”

Så du går ikke rundt og leder efter familie?

”Konklusionen er nok, at jeg bare skal slappe lidt af.”

/

Et godt mix

Pernille Nyc-Jensen opgav sit job i oliebranchen for at udleve drømmen om musikken. I dag er hun ingeniør og projektleder i Københavns Lufthavn, men når mørket sænker sig, skruer hun op for elektropoppen og forvandler sig til Nille Nyc.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:PR

I MIT BARNDOMSHJEM i skoven på Stevns var radio­en indstillet på P3. Om aftenen faldt jeg i søvn til lyden af min mors sang og min fars guitar. Mine forældre var et par københavner-hippier, men var flyttet ud af byen, da min far havde fået et job gennem nogle venner. 

Selvom musikken fyldte meget i vores hjem, var jeg længe om at komme med mit bud på en sangstemme. I mine tidlige år spejlede jeg mig meget i andre og så ikke mig selv som lige så god som dem. Jeg var ret genert, og da jeg startede i gymnasiet på en naturvidenskabelig linje med musik på højniveau, var det altid nogle andre, der indtog rampelyset mere naturligt. 

Jeg tænkte, at det var deres vej, men at jeg nok var nødt til at lave noget andet. Jeg så ikke musikken som en karrierevej, men fandt stor glæde i de naturvidenskabelige fag. Efter tre sabbatår, hvor jeg havde været lærervikar og pædagog- og handicapmedhjælper, besluttede jeg, at jeg ville være ingeniør.

Jeg ville gerne være med til at præge og udvikle den teknologiske tidsalder, vi lever i, og i 2002 startede jeg på Ingeniørhøjskolen i København. Da jeg begyndte på studiet, følte jeg mig omgivet af nysgerrige ligesindede, og jeg levede studielivet med alt, hvad det indebar af fester og sociale arrangementer. Et af de mest interessante fag på studiet var innovationsledelse, hvor vi blandt andet lærte metoder til at tænke innovativt og koble nye og eksisterende teknologier sammen. 

Pernille Nyc-Jensen arbejdede 10 år i oliebranchen.

EFTER MIN BACHELOR tog jeg en overbygning i international teknologiledelse på Aalborg Universitets afdeling i København, hvor der ud over de naturvidenskabelige fag er fokus på sprog og ledelse, og jeg kunne kombinere ingeniørdisciplinen med min interesse for kommunikation.

Bagefter fandt jeg mit første job i National Oilwell Varco (NOV), som er et firma, der producerer fleksible rør til oliebranchen. Jeg var først ansat i kvalitetsafdelingen, hvor jeg arbejdede med kvalitets-, udviklings- og forandringsledelse i fem år. Herefter rykkede jeg over i projektafdelingen, hvor jeg stod med ansvaret for at levere olierør til hele verden med ordresummer på 100 millioner kroner. 

Olierørene leder olien, som er lagret under havets bund, ud til skibet, som skal transportere det videre. Rørene skal kunne modstå havets kræfter uden at lække, og der sad en række ingeniører og regnede på, hvordan olierørene skulle designes. Min opgave var at forstå problemstillingerne og sammen med ingeniør­teamet finde de rette løsninger til hver enkelt kunde.

PERNILLE NYC-JENSEN

Alder: 40 år.

Stilling: Project Manager, Københavns Lufthavn.

Kunstnernavn: Nille Nyc.

Pernille Nyc-Jensen debuterede som sanger og musiker i en alder af 38.

EFTER 10 ÅR i oliebranchen valgte jeg at stoppe. Tempoet havde været højt, og jeg var blevet mor til to drenge. Det var, som om der var noget, der kaldte på min opmærksomhed, og jeg fik trang til at kigge indad. Jeg var begyndt til sangundervisning og at skrive mine egne sange, og det trak i mig, at jeg skulle følge musikken i stedet for at arbejde. På det tidspunkt havde min mand et firma, som jeg kunne arbejde i. Det betød, at jeg kunne drosle ned på arbejdsmængden.

Jeg havde måske manglet en, der skubbede til mig, og det gjorde en producer, jeg mødte, da jeg meldte mig til sangundervisning. Hun fik mig til at tro på mig selv, og vi lavede nogle sange sammen, inden jeg valgte selv at producere min musik. Jeg havde lyst til selv at sidde bag knapperne, og samtidig var det praktisk, da jeg kunne arbejde med produktionerne om aftenen i mit studie i kælderen.

Jeg ville gerne lave elektropop og havde brug for at finde min egen lyd. Inden for den genre bliver langt størstedelen af lyden skabt via et program på en computer. Der er ikke nogen regler, og lyduniverset er uendeligt, men jeg prøvede at skabe nogle iørefaldende melodier. Jeg skrev sange dagligt, og melodier og omkvæd kom til mig løbende. Midt i vores køkken-alrum har vi et gammelt familie-klaver stående, og når jeg satte mig og spillede, optog jeg lyden med min iPhone. Så kunne jeg hurtigt mærke, om det var noget, der blev hængende. 

Sangene fandt jeg inspiration til i mit eget liv og i min omgangskreds. Musikken blev min legeplads og et sted, jeg kunne udtrykke mine tanker og følelser. Det fascinerede mig, at man kan koge en fortælling ned til tre minutter og 20 sekunder, pakke den ind i elektropop – og forhåbentlig give lytteren noget at tænke over. 

I foråret 2019 blev min første selvproducerede sang, ’Safe Island’, spillet på DR P3 og på en engelsk og mexicansk radiostation. Sangen handler om at turde løsrive sig fra sit ståsted for at nå et bedre og sjovere sted hen. Som ingeniør skal man hele tiden have styr på tingene, være i kontrol og helst kende det næste skridt. Men da jeg sprang ud i musikken, var det spændende, usikkert – og rigtigt.

Du kan finde Nille Nycs sange på din musiktjeneste. Følg hende på Instagram og Facebook for at få mere at vide om nye udgivelser og koncerter.

JEG SKRIVER SANGENE, synger, producerer, booker og er min egen manager i mit eget pladeselskab. Nogle gange kan det godt føles som at støde panden mod muren, når der ikke kommer et eneste svar på de hundrede mails, jeg har sendt ud, for eksempel i forbindelse med en ny udgivelse. Men min ihærdighed og vilje til at kunne arbejde i modvind tager jeg med mig fra mit job som projektleder. Til gengæld oplever jeg også medvind, særligt meget det seneste år. Min single ’Not Okay’ opnåede meget opmærksomhed, og den kom på en ret eftertragtet officiel musikliste, New Music Friday på Spotify. For mig var det et skulderklap og en bekræftelse på, at man på egen hånd kan få tingene til at ske.

Ingeniørfaget kaldte på mig igen, og i 2018 blev jeg ansat i Københavns Lufthavn, hvor jeg blandt andet bidrager til udviklingen af lufthavnen. Jeg er blandt andet med til at implementere et nyt IT-trafikstyringssystem til afvikling af flytrafikken. Da corona kom, var lufthavnen en af Danmarks hårdest ramte virksomheder, og vi har måttet sadle om og nedskære og oplevet en voldsom opbremsning på vores opgaver. Jeg har dog været så heldig, at mine opgaver ikke er blevet ramt, men det har været voldsomt at være en del af.

Musikken har gjort mig til en bedre mor, kæreste, veninde og kollega. Min hverdag er meget teknisk og rationel og har brug for at blive mixet sammen med min bløde, intuitive og følsomme side, for at jeg føler mig som et helt menneske. Når mine drenge er lagt i seng, nyder jeg at trække mig tilbage til vores kælderrum og fokusere på musikken.

/

Hatten i hånden

Som rygsækrejsende forelskede han sig i en fin kasket og bankede håbefuldt på hos mesteren bag værket. Siden fik Silas Skram selv håndværket ind i fingrene, og i dag er Danmarks eneste kasketmager på en mission for at gøre den populære hovedbeklædning håndlavet igen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto: Martin Sørensen, Nicolai Egense, Silas Skram

„DA JEG VAR 22 år, havde jeg svært ved at finde et sted at bo i København og svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg tomlede ned gennem Tyskland med mit skateboard under armen. I byen Jena var jeg inde i en hatteforretning, hvor jeg faldt over en ternet baseballkasket med vatteret fór i en kvalitet, jeg aldrig havde set før. Virkelig lækker. Bullani hed mærket. Jeg spurgte, hvor den var lavet, og fik at vide, at den var fremstillet 100 kilometer derfra i byen Bamberg hos en lille familievirksomhed. 

Måske kunne jeg også lære at sy sådan en, tænkte jeg. Så havde jeg da fået noget håndgribeligt ud af turen. Næste dag fandt jeg frem til baggården, hvor værkstedet ligger. Man kunne høre nålene, der gik i symaskinerne, båndkniven, der skar stof til, og træstokkene, der bankede kasketpulde til mod træblokke.

”Hvem er du?” sagde Herr Bullmann, mesteren i virksomheden. Jeg stod der med min store rygsæk og mit skateboard og fortalte, at jeg gerne ville lære at sy kasketter. ”Det kommer du aldrig til at lære,” sagde han. ”Hvad havde du forestillet dig?” Jeg prøvede at tale ham lun på ideen. Fortalte ham, at jeg godt kunne sy lidt, at jeg kunne gå til hånde, eventuelt stryge kasketterne for ham. Vi diskuterede det ret længe. ”Jeg er jo rejst hele vejen ned gennem Tyskland for at komme til dit værksted, så jeg har dedikationen,” prøvede jeg. Det endte med, at han forærede mig en kasket, bad mig tænke mig om en ekstra gang, og hvis jeg stadig ville det, kunne jeg komme tilbage nogle dage senere og begynde at arbejde. 

Knappen på toppen og det sølvgrå mærke foran er lavet af lakseskind fra Island, en lille signatur, Wilgart bruger til detaljer. 

JEG FIK LOV at bo hos ham og hans kone lidt uden for byen og gik med på arbejde seks dage om ugen. Jeg fik lov at stå med dampstrygejernet og svede, mens det var højsommer, og fuglene kvidrede udenfor. Og jeg fik efterhånden lov at sy nogle kasketter til mig selv. Herr Bullmann blev ved med at sprætte mine kasketter op og bede mig sy dem ordentligt sammen igen. Og bad mig om ikke at vise dem til nogen eller fortælle, hvem der havde lært mig at sy. Efter 19-20 kasketter og en måneds arbejde lokkede nogle venner med en tur til en badesø længere sydpå, og så sagde jeg farvel til Herr Bullmann og rejste videre.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg på en uddannelse som accessories designer på KEA, Københavns Erhvervsakademi. Det handlede mest om, hvordan tilværelsen er for en designer, der får sine ting syet et sted langt ude i Asien, og passede egentlig ikke særlig godt til det, jeg ville. Men i ferier, og hver gang vi skulle lave et individuelt projekt eller havde en praktikperiode, tog jeg ned at arbejde hos Bullani.  I dag ser jeg Herr Bullmann som min mester, selv om jeg ikke var i officiel mesterlære hos ham. Efter to år på uddannelsen oprettede jeg et firma, der tilbød håndlavede kasketter, fandt et kælderlokale uden vinduer i Nordvestkvarteret og købte min første industrisymaskine. Og hver gang jeg havde en teoretisk skoleopgave, brugte jeg firmaet som case. På den måde fik jeg noget ud af branding- og marketingdelen af uddannelsen. 

Produktion i baglokalet på Jægersborggade. Silas Skram har også et værksted med mere plads og større maskiner på Bornholm.

”Bare 10 procent af ørene dækket forhindrer dig i at fryse om dem,” siger Silas Skram.

EN DAG KOM TV 2 Lorry ud i kælderlokalet og lavede et indslag om mig, og det satte gang i efterspørgslen. Men det var stadig ikke mere end 30-40 kunder per halvår. Lige nok til at betale huslejen. Så jeg fortsatte med at uddanne mig for at få nogle redskaber til at drive forretning. Jeg tog en overbygning i bæredygtigt indkøb i tekstilbranchen og læste noget erhvervsøkonomi. Derefter tog jeg en kandidatgrad i digitalt design og kommunikation på IT-Universitetet. 

Det var på tide at gøre noget seriøst ved virksomheden, og jeg søgte om at få et lokale i Jægersborggade, hvor alle erhvervslejemålene ejes af den samme andelsforening, der favoriserer små virksomheder og ikke lejer ud til eksempelvis butikskæder. Jeg åbnede butikken i 2018 og sad selv i baglokalet og syede, men stod også for betjening. Senere blev Tomas, som var i praktik hos mig i forbindelse med sin uddannelse som designteknolog, partner i firmaet. Han er en mester i præcision, teknisk anlagt og god til IT. Som bachelorprojekt udviklede han en app, som fortæller små historier om vores håndværk og produkter, og som blev præsenteret gennem en udendørs udstilling i Jægersborggade i november 2020.

Sixpence og baseballkasketter er Wilgarts bedst sælgende modeller.

DET ER HELE TIDEN vigtigt at formidle det, vi laver, hvis vi skal overleve som specialforretning. Så skal folk vide, hvad der ligger bag vores priser, som er højere, end hvis du køber en masseproduceret kasket. En baseballkasket i uld koster fra 600 kroner hos os. Og ud over at du får en personlig oplevelse ved at købe den, fordi du ved, hvem der har lavet den, får du en kasket, der passer til din hovedstørrelse, og hvor der er tænkt over alle materialer – jeg har overtaget Herr Bullmanns leverandørkartotek, og det er guld værd, når man starter op i et så specialiseret håndværk.

Pulden er syet af uld fra Skotland, indlægget til skyggen er stanset ud i Tyskland og overtrukket med skind fra Italien, kantebåndene kommer også fra Tyskland, og vi overtager brugte lagner fra De Forenede Dampvaskerier, som vi indfarver og bruger til fór. Vi forsøger at være så bæredygtige som muligt og kun anvende materialer fra Europa. Man kan købe de kasketter, vi har på lager, men man kan også selv vælge materialerne og få lavet sin helt egen kasket på mål. 

De fleste, der kommer herned, er ret forundrede: ”Laver du dem selv?” Engang var der ikke andet end håndlavede kasketter og småbitte leverandører i København.  Engang var kasketmagerfaget ret nemt at komme ind i, fordi man kunne starte op derhjemm, hvis bare man havde en symaskine. I dag er vi vistnok de eneste i Norden. Og i hvert fald de eneste i Danmark.”

Silas Skram er 33 år og opvokset på Bornholm. Halvt tysk. Indehaver af hattebutikken Wilgart i Jægersborggade i København.

/

Vind i sejlene

Julie Zaken fik lyst til at bruge sine hænder, da hun gik om bord på Georg Stage og blev kastet ud i svejsning, splejsning, lakering og stiv kuling. ”Det var megaspændende,” siger den forhenværende skoleskibselev, der sidste år stævnede ud som selvstændig møbelpolstrer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Wozniak Kristensen

”DET HAVDE ALDRIG været den store succes for mig at sidde på skolebænken,” siger Julie Zaken, der droppede ud af 2. g, fulgte nogle enkelte fag på HF uden dog at færdiggøre uddannelsen, tog på højskole og rejste en masse, inden hun besluttede sig for at prøve en tur med skoleskibet Georg Stage.

”Nogle af mine venner havde prøvet det, og jeg syntes, det lød spændende: eventyret i at komme ud at sejle. Og så sammen med 62 andre elever, jeg ikke kendte. Det virkede vildt, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da prøve.’”

Togtet, der førte hende rundt i Nordsøen og Østersøen, begyndte i maj 2009. Forinden havde hun meldt sig som en af de frivillige, der hjalp med oprigningen af skibet, altså klargøringen af master, sejl og tovværk. Et gammelt skib kræver en del vedligeholdelse, så der skulle bankes rust, males, slibes og lakeres, før skibet kunne forlade sin plads på Holmen i København, hvor Georg Stage ligger til kaj. I land blev eleverne introduceret for svejsning, drejning og andre fag, de ville få brug for undervejs på togtet. 

Om bord på skibet lærte de grundlæggende søfartsfærdigheder såsom knob og stik og at splejse tovværk, en teknik, man bruger til at flette et reb ind i sig selv for at danne en permanent løkke eller til at flette to reb ind i hinanden, så de bliver til ét.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at bruge mine hænder, og jeg kunne godt lide det,” siger Julie Zaken, der var 21 år, da hun sejlede ud med Georg Stage.

En fuldrigger er et skib med fuldt riggede master, det vil sige masser af sejl.

SOM ELEV OM BORD på skoleskibet ligger man tæt i hver sin hængekøje, og skal man på vagt om natten, må man være letfodet og stille, så man ikke vækker for mange kammerater. I det hele taget er 20 ugers sejlads i nærkontakt med nye ansigter en øvelse i at indordne sig under kollektivet. 

”Nogle havde det svært med det, og andre var bare 17 år gamle og kom lige hjemme fra forældrene og syntes, det var lidt overvældende med alle de mennesker og alle de hensyn, man er nødt til at tage. Selvom jeg havde rejst, og jeg havde boet ude noget tid, var det stadigvæk en prøvelse for mig at rumme så mange forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund. Vi skulle arbejde tæt sammen om alt, både dag og nat – det burde alle mennesker prøve.” fortæller Julie Zaken.

Hvad der måske føltes endnu mere grænseoverskridende, var de første par gange, hun fik besked på at klatre op i riggen, skibets system af tovværk og master.

”Jeg kan huske, at mine arme og ben rystede. Men efterhånden lærer man at bruge sin krop på den rigtige måde og stole på, at den sagtens kan finde ud af det. Til sidst var det helt afslappet og en ren nydelse at klatre derop. Så kunne man få lidt tid til sig selv deroppe, eller man kunne klatre derop, hvis man havde brug for at føre en privat samtale.” 

På et skib er man i vejrets hænder, og Julie Zaken husker særligt en vild kuling i Nordsøen som en oplevelse, der gav respekt for vinden og havets kræfter. 

”Jeg syntes, det var megaspændende. Så skete der noget! I den slags situationer ville jeg gerne være oppe på dækket. Det føltes meget mere trygt end at sidde nedenunder og mærke, at skibet blev kastet rundt, men uden at vide, hvad der foregik.”

DEN RETTE KURS

Ifølge en ny undersøgelse havde otte ud af 10 tidligere elever 15 år efter et togt med Georg Stage en uddannelse ud over grundskoleniveau. Og fire ud af 10 havde fået en videregående uddannelse. Er du minimum 17,5 år gammel, og har du bestået 9. klasse, kan du ansøge om at stævne ud fra Holmen i København og komme på 20 ugers togt med den tremastede fuldrigger, der har fungeret som skoleskib siden 1882.

Der vil være praktisk og teoretisk undervisning i for eksempel navigation, vedligeholdelse af skibet og motorlære. Undervisningen på Georg Stage er godkendt som en søfartsuddannelse på grundniveau og giver adgang til at læse videre til for eksempel befaren skibsassistent, styrmand, kaptajn eller maskinmester, men kan også være en vej ind i for eksempel shipping eller militæret

Men der findes også andre muligheder for at påbegynde en søfartsuddannelse, for eksempel Marstal Navigationsskole, søfartsskolerne i Svendborg og Nyborg og MARTEC i Frederikshavn. der også har skoleskib og uddanner blandt andet maritime studenter, skibsmaskinister og fiskeskippere.

DA GEORG STAGE vendte tilbage til Holmen efter at have lagt til i lande som Skotland, Tyskland, Polen, Estland og Rusland, blev Julie Zaken ansat til at rigge skibet ned for en beskeden løn. Arbejdet varede et par uger, og de kontakter, hun havde knyttet på Georg Stage, gav hende mulighed for i en periode at arbejde for private, der savnede hænder til at istandsætte deres sejlskibe.

Med en grunduddannelse fra Georg Stage på cv’et kan man videreuddanne sig inden for det maritime, for eksempel til befaren skibsassistent, en slags matros-titel, men Julie Zaken, der altid havde været glad for at sy, valgte at gå i land og gå i gang med en bacheloruddannelse som tekstilformidler på Professionshøjskolen UCC i København. Samtidig passede hun et studiejob i et sejlmagerværksted. Hun kunne godt lide arbejdet, og indimellem kom der også møbler ud på værkstedet, som skulle repareres, og som hun og hendes kolleger måtte sætte sig ind i.

”Det gik op for mig, at det var møbler, jeg ville lave. Jeg savnede nogle større armbevægelser, end man gør brug af i arbejdet med beklædning. Jeg savnede at bruge min krop og være fysisk udmattet.”

Julie Zaken, 33, har møbelpolstrer-værksted på Ravnsborggade på Nørrebro i København.

HUN BEGYNDTE i lære som møbelpolstrer og fandt ud af, at faget tilgodeser trangen til såvel tungt fysisk arbejde som til fingerfærdighed.

”Det passede godt til mig. Man skal hamre, banke og løfte, men man skal også bruge sømandsfærdigheder såsom knob og stik, når man snører fjedre i en lænestol for eksempel,” siger Julie Zaken, der i maj sidste år åbnede sit eget møbelpolstrerværksted, Københavns Møbelpolstring, efter at hun i december 2019 havde været til svendeprøve. 

Den bundne opgave var at producere en højrygget overpolstret lænestol – det vil sige en, der er polstret på alle sider bortset fra i bunden – og demonstrere, at man både mestrer traditionelle teknikker med fjedre og plantefibre og mere moderne ­teknikker med skum. Det faglige bedømmelsesudvalg belønnede hende med en sølvmedalje i tillæg til svendebrevet, der blev overrakt ved en ceremoni i Håndværkerforeningen i Moltkes Palæ i København.

”Selvfølgelig er jeg stolt af at kunne et håndværk. Det er på mange måder tilfredsstillende at kunne levere et godt resultat, som holder i mange år,” siger Julie Zaken:

”Det er noget, som burde værdsættes højere i uddannelsessystemet.”

 

/