Efter sommerferien skal du i gang med dit afsluttende semester på uddannelsen som katastrofe- og risikomanager. Hvordan fandt du ud af, at det var det, du skulle være?

”Jeg hørte om det, mens jeg gik på HF, og syntes, det lød helt vildt spændende. Jeg ville gerne være med til at hjælpe nødlidende under katastrofer. Jeg ville gerne gøre en forskel. Det kom nok bag på flere i min familie, for jeg var en stille og tilbageholdende pige. Men jeg havde lyst til at gøre noget crazy. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv.”

Hvad har du så lært på uddannelsen? Har det været crazy?

”Det har i hvert fald været superinteressant. På skolen begyndte vi med at lære om beredskabet i Danmark, og hvordan det er organiseret. Vi lærte om, hvad risiko egentlig er, ud fra et teoretisk perspektiv. Om forskelle på farlige hændelser med kemiske, biologiske, radiologiske, nukleare og eksplosive stoffer. Hele mit hold var i to ugers praktik hos Beredskabsstyrelsen, og siden hen har jeg været på flere praktikophold. Først hos beredskabet i Nuuk, hvor jeg var på brandsyn i offentlige bygninger og lærte om tekniske foranstaltninger. Er der de fornødne brandslukkere, og er flugtvejene i orden? Siden var jeg i enheden Brand og Redning i Københavns Lufthavn, hvor jeg fik lov at følge brandmændene og beredskabschefen og fik et indblik i, hvordan hele lufthavnen hænger sammen. Senest har jeg været i Filippinerne i praktik for en NGO, der arbejder for naturbevaring under vandet. Her skulle jeg blandt andet observere, hvor mange muslinger, søstjerner og andre bløddyr der var på et koralrev, for at man bedre kan fastslå, hvor sund havbunden er.”

Har du følt, du gjorde en forskel?

”Det er ikke noget, man tænker over, når man står midt i tingene. Men jeg har oplevet tilfredsheden ved at gøre en forskel i fællesskab. Da der var tørke i sommeren 2018, var jeg igennem mit frivillige arbejde hos Beredskabsstyrelsen en del af et hold, der kørte til Sverige. Noget af vejen derop kørte jeg brandbilen. Jeg har stort kørekort, og det er en superfed fornemmelse og ikke noget, jeg har prøvet særlig ofte. Men først og ­fremmest var det superspændende at komme op til et stort setup af folk, der arbejder sammen om én opgave. Der var pres på, fordi vinden ændrede sig, og det gjorde det svært at forudse brandens bevægelser. Vi arbejdede så meget af døgnet, vi kunne.”

Og hvad skal du lave, når du er færdiguddannet?

”Jeg er blevet meget interesseret i naturkatastrofer og kunne godt tænke mig et job, hvor man både kan være med i felten og med til at lede, men jeg kunne også godt tænke mig at arbejde deltid som brandmand.”

Katastrofe- og risikomanager lyder som en titel, der vil klæbe til dig, og man vil kigge i din retning, hver gang der sker det mindste?

”Man kan godt blive sat lidt i bås som den påpasselige. Men det har jeg det fint med uden dog at gide være fanatisk og bange for alting. Min familie har gerne villet diskutere alvoren i coronakrisen og de officielle tiltag med mig og høre min mening. Jeg kunne jo ikke sige andet, end at det er alvorligt, og ellers henvise til myndighederne. Og så har jeg kraftigt opfordret alle i min familie til at få sat røgalarmer op – og selv været ude at hænge en op hos min mormor.”

Har der ellers været bud efter dig i forbindelse med coronakrisen?

”Hos Beredskabsstyrelsen har man efterspurgt hjælp fra de frivillige, og jeg ville rigtig gerne have været med til at løse nogle opgaver, for eksempel været med til at bemande deres corona-hotline eller sætte nogle visitationstelte op ved hospitalerne. Men jeg har været nødt til at passe min uddannelse. Og her har vi undersøgt, hvordan kommuner, Folketing og ministre handler og kommunikerer under krisen.”

Og hvordan har den stille pige det i dag?

”Hun er ved at være forsvundet. Men jeg føler mig stadig i kontakt med min mere eftertænksomme side. Og den tror jeg kan være nyttig at have inden for branchen. For selv om jeg måske en dag kommer til at stå med ansvaret i en krisesituation, er det vigtigt at kende sine styrker og begrænsninger. Vigtigt at vide, at jeg er generalist og ikke, for eksempel, kemiingeniør. Og så samtidig vide, hvem jeg skal ringe til for at få den nødvendige hjælp.”

LIGE SIDEN jeg i 10. klasse var i praktik på Hvidovre Hospital på en kirurgisk afdeling, hvor jeg så nogle operationer, har jeg villet være læge. Jeg anede ikke noget om anatomi og vidste knap nok, hvad det var, jeg stod og kiggede på. Men jeg syntes, det var enormt fascinerende, at man kunne åbne op, fikse noget og lukke igen efter sig. 

JEG BLEV sproglig student og måtte tage ekstra kurser i fysik, kemi og matematik for at kvalificere mig til medicinstudiet. Desuden var jeg nogle måneder i Venezuela, hvor jeg arbejdede som frivillig på et regnskovsprojekt. Derefter begyndte jeg på lægestudiet. Jeg lagde ud med at dumpe en af de allerførste eksamener, i kemi,og fandt ud af, at jeg måtte stramme mig lidt an. Da jeg undersøgte, hvordan man bliver læge, havde jeg været til et informa­tionsmøde på studiet, hvor en underviser sagde, at man som medicinstuderende skal lære 6.000 nye ord. Jeg tænkte: ”Ja, ja. Kan det nu også passe?” Det lød fuldstændig uoverskueligt. Men da jeg var i det, og det blev min og mine medstuderendes hverdag, accepterede jeg det. Nogle gange, hvis jeg overvejer, om jeg ville gøre det igen, er jeg ikke helt sikker. Måske jeg ville blive blomsterhandler i stedet for. Men på det tidspunkt var jeg sporet ind på at læse. Jeg blev aldrig den dygtigste til at lære udenad, men jeg brugte huskeregler, der ikke nødvendigvis gav mening for andre end mig. Bogstavkoder, jeg brugte til at huske, om en nerve løber foran eller bag ved knoglen. Og selvom jeg på det tidspunkt nogle gange tænkte ”Hvad skal jeg bruge det til?”, er der en grund til, at det er sådan. Det er en måde at lære at tænke. En måde at lære at lære. 

En knaldroman fik Heidi Christensen til at drømme om at rejse som læge. Her er hun i Indien i 2010 under sin første udsendelse for Læger uden Grænser.

MEDICINSTUDIET bød hele tiden på nye emner, nye eksamener. Og efter kandidat­eksamen skulle jeg igennem min turnus på Næstved Hospital. Siden tog jeg min femårige hoveduddannelse, hvor jeg specialiserede mig som kirurg. Der var hele tiden nye skridt, der skulle tages, eksamener, der skulle bestås. Altid videre til det næste. Det passede mig rigtig fint. Der var afveksling, jeg udviklede mig og prøvede nye ting. Og samtidig var der lagt en plan for mig. Der var hele tiden noget at styre imod. Det var sådan set meget nemt.

SOM TEENAGER læste jeg en knaldroman om en amerikansk sygeplejerske, der tager til Congo, ’Øst for solen’. Der var noget i det med at sejle ned ad floden og åbne sit eget hospital, der trak i mig. Lige fra begyndelsen af studietiden ville jeg gerne ud med Læger uden Grænser. Første gang, jeg var af sted, var i 2010, hvor jeg lige var blevet færdig med min introstilling i kirurgi (en et-årig introduktion til specialet, red.) og havde opnået tilstrækkelig erfaring til at komme i betragtning. Jeg var seks måneder i den indiske delstat Chattisgarh, hvor jeg var sammen med en svensk sygeplejerske og et hold af indisk personale, der tog ud i junglen med en mobil klinik for at hjælpe folk, der ikke havde ordentlig adgang til lægehjælp. Indien er et fascinerende, men også frustrerende sted. Man kan gå fra det mest hypermoderne, avancerede hospital og køre af sted og nogle timer senere ende et sted ude i ’stenalderen’. Og den ene befolkningsgruppe ved dårligt, at den anden bor i samme land. Vi behandlede blandt andet folk for kolera, malaria, tuberkulose, underernæring og gav fødselshjælp. 

DET VAR IKKE særlig avanceret. Efter seks uger var jeg halvfrustreret. Jeg havde gået med forestillinger om, at jeg skulle ud og blive udfordret på mine kliniske evner og diagnosticere sjældne tropiske sygdomme, jeg kendte fra lærebøgerne. Men det var mere lavpraktisk, noget med at tage en malariatest. Næsten kedeligt. Jeg var bange for, min drøm var ved at briste. Men efterhånden begyndte jeg at interessere mig for, hvordan vi kunne forbedre vores klinikker, og hvordan jeg kunne videregive noget af min viden til det indiske personale. 

SAMTIDIG BLEV JEG opmærksom på, at vi trods alt var med til at forbedre tingenes tilstand. Vores muligheder var meget mere begrænsede end på et dansk hospital, men det, vi kunne gøre, var bedre end ingenting. På et tidspunkt kom vi til en lejr, hvor der var blevet født tvillinger om natten. De vejede godt et kilo hver. Moren var svært underernæret. Man kunne slet ikke se, hun lige havde været gravid. Hvis de var blevet født på Rigshospitalet, havde der stået et helt hold klar til at tage sig af dem, børnene var blevet lagt i kuvøse og havde fået alle typer støtte. Nu boede de i en hytte, og det eneste, vi kunne gøre, var at give den ene lidt antibiotika og give moren noget ernæringstilskud, så hun kunne amme dem. ”Det går jo aldrig,” tænkte jeg, og ugen efter havde jeg ikke lyst til at tage tilbage – jeg var sikker på, de var døde. Da jeg tog hjem til Danmark fire måneder senere, havde de taget pænt på og var stadig i live. 

Skadestue i Dargai, Pakistan.

I PAKISTAN var jeg supervisor på skadestuen på et lille landsbyhospital. En dag var en minibus med et bryllupsselskab faldet ned ad bjergsiden og landet i en flod. Flere var næsten druknet, og der kom 10 svært tilskadekomne ind på én gang. Ethvert hospital har en procedure for, hvad man gør, og hvordan patienterne kommer videre til andre hospitaler, hvis ens kapacitet overstiges. Alligevel var det kaotisk. Der var ikke ambulancepladser nok, og private, der havde en bil, måtte hjælpe til. Samtidig begyndte det at vælte ind med politi, journalister, pårørende og nogle, der bare gerne ville kigge. Det var mit ansvar at forsøge at få et overblik over, hvem vi selv kunne behandle, hvem der skulle af sted, og at få kommunikeret med chaufførerne. På en eller anden måde lykkedes det mig at holde hovedet koldt. Jeg kan åbenbart godt lide det, altså ikke at folk styrter ned i busser, men det med at få sat ting i system og komme videre, når der er brug for det. Der var ikke et samlet system hospitalerne imellem, så jeg ved ikke, hvordan det gik dem, som blev sendt videre. Jeg vil tro, at flere af dem havde for svære skader til at overleve eller fik hjerneskader.

I SYDSUDAN var jeg medicinsk koordinator for klinikker i to flygtningelejre. Jeg organiserede sygeplejersker, ansatte folk, åbnede et apotek, fulgte udviklingen i sygdomme. Maban er en landsby, hvor der normalt bor 4.000 mennesker, og som var blevet oversvømmet af 40.000 flygtninge. Der var i forvejen ikke meget, og nu var der tæt på ingen ressourcer. Det var nærmest en ørken. Man får som dansker hurtigt det indtryk, at der ikke burde leve mennesker sådan nogle steder, og det kunne virke trøstesløst, men så trøstesløst var det heller ikke. Det skete endda, at folk hyggede sig. En dag gik jeg ned ad en af stierne i lejren og så nogle forældre med et lille barn, der havde fået lov at lege med noget vand, som egentlig var en mangelvare. Folk finder måder at være sammen på og prøver at skabe en hverdag.

Hospitalet i Dargai ligger for foden af bjergene, hvor trafikken kan være livsfarlig.

VI BOEDE SELV i villatelte, to og to sammen, og i begyndelsen lavede vi nærmest ikke andet end at arbejde. Efterhånden fik vi opgraderet og lavet nogle hytter. Men vores egne evakueringsmuligheder var en bekymring. Hvis en af os blev akut syg, for eksempel med en blindtarmsbetændelse, ville vi skulle flyve, og det ville næppe være nok at tage til hovedstaden Juba. Man skulle helt til nabolandet Kenya, hvis man skulle have ordentlig kirurgisk behandling. Sikkerhed handler ikke altid om, at nogen kan finde på at komme og skyde én. 

DER ER MANGE, der siger: ”Det er flot, at du sætter livet på spil.” Det gør jeg ikke. Så ville jeg aldrig tage af sted. Vi holder nøje øje med alt, der påvirker sikkerhedssituationen, når vi arbejder i konfliktområder. Og i hovedkvarteret i Bruxelles sidder der folk, der udelukkende beskæftiger sig med det. Så jeg har altid følt mig tryg. Vi bruger af princip ikke væbnet beskyttelse. Hvis vi kun kunne tage af sted under beskyttelse af for eksempel FN-soldater, ville det sætte grænser for os, så ville vi ikke blive opfattet som uafhængige. Vi siger, at T-shirten er vores beskyttelse. Vi behandler alle, ligegyldigt hvad de tror på og stemmer på. Vi er neutrale, og det er derfor, vi kan arbejde de steder, vi gør. Da jeg var i nord­afghanske Kunduz for at arbejde på et traumehospital, måtte vagterne forklare både politi og talebankrigere, at de ikke måtte tage deres våben med ind, når de skulle ind at besøge pårørende, der var kommet ind med skader fra kampe. Det tog de til sig. Efterhånden har mange en eller anden pårørende, der er blevet behandlet på et af vores hospitaler, og som har oplevet, at det er god kvalitet.

Flygtninge, der ankom til lejren på Lesbos, skyndte sig videre.

I 2016 var jeg på Lesbos, hvor der ankom mange flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan via Tyrkiet. Det gjorde indtryk at se sådan en lejr med beton og pigtråd på en europæisk ferieø og tænke: ”Det er mit samfund, der er med til at skabe det her.” Mange europæiske lande begyndte at lukke deres grænser på det tidspunkt, og det var ikke sundhed, der bekymrede flygtningene mest. Hvis der var ventetid på en båd videre, kunne de godt finde på at kigge ind på klinikken og få fyldt op med medicin, hvis de havde en kronisk sygdom. Men mange ville ikke spilde tid på behandling. Der ankom et par, hvor kvinden var helt i slutningen af sin graviditet. Vi foreslog hende at blive hos os og føde barnet. ”Nej, nej,” sagde de. De skulle videre. Manden havde et lille sæt, en saks og et håndklæde. Sådan et havde de brugt, sidste gang hun skulle føde. Inden udsendelsen havde jeg tænkt: ”Hvad skal jeg dér? Der burde ikke være behov for Læger uden Grænser i Europa.” Men det føltes godt at gøre noget i stedet for at sidde derhjemme og være gal over, at EU-lande som Danmark ikke samarbejdede solidarisk i krisen.

MIN SENESTE udsendelse var til Venezuela i 2019. Tidligere havde Venezuela et velfungerende sundhedssystem. Nu er det næsten brudt sammen. Malaria, der næsten var udryddet, er steget katastrofalt, og venezuelanere på flugt har eksporteret det til nabolandene. Vi arbejdede på et hospital i det sydlige Venezuela, hvor der er guldminer, og hvor mange i pengenød tog til for at arbejde og bo under forhold, hvor de hele tiden blev smittet med malaria. Hospitalet manglede testmaterialer og medicin og var overbebyrdet, så vi hjalp med at få diagnosticeret og behandlet patienterne. Det var specielt at vende tilbage til et land, hvor jeg 20 år tidligere uforfærdet havde rejst rundt på tommelfingeren, og hvor der nu var checkpoints over det hele og en kæmpe humanitær krise. Men det var håndgribeligt tilfredsstillende at være der. Vi kunne se, at antallet af smittede gik ned, mens vi var der.

HVAD SÅ NU? Hvad skal der så ske? Det spørgsmål er noget, der fylder lige nu. Jeg har fået min drøm om Læger uden Grænser opfyldt. Jeg er blevet speciallæge i kirurgi, som jeg altid har villet. Hvad er næste skridt?  Måske skal jeg dreje min karriere endnu mere i retning af organisering og ledelse, som jeg har fået øjnene op for gennem Læger uden Grænser. Nu har jeg været på Bispebjerg Hospital i to år. Det er i princippet det første faste arbejde, jeg nogensinde har haft, og jeg kan godt lide at være her. Måske skulle jeg dyrke det lidt mere. Jeg behøver faktisk ikke at skulle videre … lige nu.