I 2008 STOD JEG som nyuddannet kandidat i historie fra Københavns Universitet og skulle i gang med at søge job. Min store drøm var at blive ansat på et museum eller et lokalarkiv, og da jeg havde klaret studiet på normeret tid og haft flere studiejob, tænkte jeg, at jeg nok havde gode chancer for at finde arbejde – hvis ikke inden for min egen lille niche, så noget andet. Men jeg blev hurtigt klogere.

DENGANG TALTE MAN, akkurat som nu, også om dovne, humanistiske akademikere, der gik rundt og fes husleje af på dagpenge. Jeg mødte op på Jobcenteret, blev meldt ind i arbejdsløshedssystemet og begyndte at søge de fire jobs om ugen, som dengang var minimumskravet. Til at starte med søgte jeg stillinger, som var relevante for min uddannelse, men jeg fik enten afslag eller slet intet svar, og ret hurtigt måtte jeg udvide mine præferencer. Jeg sendte en ansøgning til Køge Bibliotekerne, der fik 357 ansøgninger til en stilling som biblioteksassistent, og et lignende antal var interesseret i at gå rundt på Det Kongelige Biblioteks fjernlager og sætte bøger på plads.

DA JEG BLEV FÆRDIG, havde jeg boet i København i cirka 10 år på små værelser rundt omkring i byen. Jeg var begyndt at fantasere om, hvordan det ville være at få et rigtigt voksenjob og tjene voksenpenge, så jeg måske kunne købe nye møbler til min fremlejede lejlighed i Nordvest. Men den slags vilde ideer måtte jeg hurtigt droppe. Jeg fik afslag på en ansøgning som pædagogmedhjælper i den lokale børnehave, i Netto og Lidl ville de heller ikke have mig. Flyttemand kunne jeg ikke blive, og da jeg forsøgte at få job som avisbud, fik jeg at vide mellem linjerne, at jeg talte lige lovlig godt dansk til at komme i betragtning.

FLERE STEDER sagde arbejdsgiverne, at de var bange for, at en akademiker ville komme til at kede sig og søge væk efter en måned. Jeg rettede mit cv, så min femårige universitetsuddannelse blev reduceret til en parentes, og med det i hånden drog jeg igen ud og søgte jobs, blandt andet i en kiosk og en tøjbutik – begge steder med afslag til følge. I en pornoforretning lykkedes det mig mirakuløst at komme til en samtale, men også de var bange for, at det ikke ville være udfordrende nok for sådan en som mig at sælge dildoer og frække kostumer.

DAGPENGELAND er et mørkt og dystert sted. Misforstå mig ikke, jeg er taknemmelig for, at jeg ikke døde af sult og måtte gå fra hus og hjem, men det var virkelig tungt at skulle gå til uendelige arbejdsløshedsmøder på Jobcenteret. Her kunne jeg sidde sammen med andre ledige akademikere, der var lige så deprimerede over ikke at have et job som mig selv, og lytte til smarte konsulenttyper, der talte om at udnytte sit netværk, og hvordan man skrev den perfekte jobansøgning. Jeg blev mødt af hjernedøde kontrolforanstaltninger, og hvis jeg glemte at trykke på en knap på min computer, risikerede jeg pludselig at miste mine dagpenge. Opkvalificering såsom et stort kørekort eller et hygiejnekursus, som kunne give mig bedre chancer for at komme i betragtning til en række stillinger, kunne jeg ikke få, for den slags havde ikke-akademikere mere gavn af. Sådan oplevede jeg, at der konstant blev spændt ben for mine ambitioner om at få et ganske almindeligt arbejde. 

EFTER ET ÅR og mere end 200 ansøgninger kom jeg i virksomhedspraktik på et museum. Her var jeg et års tid, indtil det pludselig lykkedes mig at få et job. Det var en stilling som handicapmedhjælper, og jeg var lykkelig for, at nogen ville give mig en chance. Der viste sig dog at være et forfærdelig dårligt match mellem den handicappede og mig, og det endte med, at jeg blev fyret – for første og eneste gang i mit liv. Men jeg kom væk fra dagpenge.

EFTER AT jeg en dag havde vist nogle venner rundt i København, der var meget begejstrede, tænkte jeg, at det måske kunne være noget for andre. I 2010 startede jeg Nørd Tours, som jeg i dag driver som min egen lille virksomhed ved siden af et deltidsjob på Ejbybunkeren i Rødovre, der er en del af forsvarsværket Oplevelsescenter Vestvolden. Mine kunder er blandt andet polterabender og firmaer på udflugt, som jeg viser rundt i København på 15 forskellige temature om kulørte emner. Det er lykkedes mig at finde en niche, hvor jeg kan bruge min nørdede nysgerrighed. Og heldigvis har det vist sig, at der findes nogen derude, som kan lide at lytte til det, jeg fortæller.”

DET VAR NIKE og Calvin Klein, der for alvor gav hende troen på, at man kunne leve af at væve. Signe Rand Ebbesen var ved at tage en kandidatgrad i vævning fra Londons Royal College of Art, da firmaerne bankede på og tilbød at købe hendes designs. Uddannelsen som væver er i forvejen en nåleøjespecialisering – Royal College of Art uddanner seks per årgang – og interessen fra de store brands, der havde holdt øje med hende, blev den definitive anerkendelse af hendes færdigheder.

”Det kan være ret svært at komme i kontakt med den slags mærker,” siger Signe Rand Ebbesen, der i 2014, året efter sin afgangseksamen, åbnede sit eget væveri indrettet i en forhenværende skole i den lille by Sedefche i de bulgarske Rhodope-bjerge.

”Jeg faldt tilfældigt over opslaget allernederst på en boligside og tænkte, at det var en superbillig måde at få et sted at bo og arbejde. Hvis så det ikke gik, var det ikke så meget, vi havde sat på spil,” siger Signe Rand Ebbesen, der fik lokket sin kæreste, der er musiker og har hænderne fornuftigt skruet på, med som forretningspartner i firmaet Rand Gylden.

De gik på jagt efter antikke væve og købte ind i både Tyskland og Canada, og da maskineriet var på plads, kastede hun sig ud i stof-eksperimenterne. Rejste til Italien og Tyrkiet og købte garn, som hun tog med hjem til værkstedet og indfarvede og sammensatte i sine egne mønstre og design. Hvis det skulle være rigtig vildt, vævede hun fjer, perler, bånd, smalfilm eller sågar rustfrit stål ind i tekstilerne:

”Der må gerne være fuldt smæk på, hvis man skal have modehusene til at købe sine ting.”

Forretningsmodellen i Rand Gylden går ud på at præsentere firmaerne for mindre prøver på deres tekstiler, og hvis de falder i firmaernes smag, betaler de for opskrifterne og for rettighederne til selv at sætte dem i produktion – eller blot bruge dem som inspiration til kommende kollektioner. For eksempel har Banana Republic brugt Signe Rand Ebbesens design til en sko, mens Victoria’s Secret har set potentialet til et stykke lingeri i en stofprøve.

Det var en sen eftermiddag i 2010, Signe Rand Ebbesen først fandt vævelykken. Hun havde studeret tekstildesign på Designskolen i København igennem nogle år, da hun valgte at specialisere sig i vævning. At væve er ikke noget, man bare lige gør. Det tager tid og kræver omhu at sætte væven op, så alle garnerne ligger i den rigtige rækkefølge, inden man kan gå i gang. Og læreren havde med vilje undladt at gøre det for eleverne.

”Jeg vidste, at jeg skulle bruge et par timer på det. Det er et temperamentsspørgsmål. Nogle hader det. Men den eftermiddag, hvor alle andre var gået hjem, fik jeg et zen-moment ud af at tråde den væv,” fortæller Signe Rand Ebbesen, der opdagede, at hun havde god sans for at kombinere farver og materialer og skabe struktur i sine tekstiler. 

Efter endt bachelor-eksamen skyndte hun sig af sted til et praktikophold på et tekstilmuseum i Tilburg i Holland. Et Disneyland for tekstildesignere, kalder hun stedet, der har et stort udvalg af forskellige vævetyper, og hvor dygtige teknikere og ingeniører står klar til at hjælpe og lære fra sig. Så tog hun videre til endnu et praktikophold på et væveri i italienske Como, hvor hun dygtiggjorde sig i industriel vævning.

”Det var magisk at arbejde med de her kæmpestore maskiner, der spytter stof ud,” siger Signe Rand Ebbesen, der derefter kom ind på det prestigiøse Royal College of Art i London, et internationalt og kompetitivt miljø med gæstelærere fra tekstilindustrien. Jeg havde fornemmelsen af, at hvis man holdt sig til, så byggede man på sin fremtid og karriere. I Danmark kan det være svært at finde arbejde som væver. I England er der en langt større industri for det,” siger Signe Rand Ebbesen, der ikke desto mindre for nylig er blevet ansat af den danske tekstilvirksomhed Gabriel, der er specialiseret i møbelstoffer og har kunder som Normann Copenhagen og Microsoft – et arbejde, der kombinerer hendes passion for at nørde i detaljen med interessen for produktion i større målestok.

Hun og kæresten har stadig deres fabrik i Bulgarien og et stort arkiv af originale vævedesign, men produktionen er sat på pause, efter at hun fik jobbet hos Gabriel.

”Det var en lidt for spændende karrieremulighed at lade gå fra sig. Og det giver en mere stabil økonomi,” fortæller den 37-årige mor til to.

”Så nu har vi etableret os mere fast i Danmark efter fem år i Bulgarien. Eventyret måtte gerne have eksploderet helt vildt. Vi havde forhåbninger om en stor fabrik, hvor vi inddrog lokalbefolkningen som arbejdskraft. Men nu har vi maskinerne stående, og de er en fantastisk ressource. Hvem ved, om der igen en dag skal ske noget med dem?”