JEG HAR ALDRIG rigtig følt mig som københavner,” fortæller Andreas Hermansen, der kommer fra Ringsted og flyttede til hovedstaden for at gå på Danmarks Designskole, hvor han uddannede sig til grafisk designer og fik jobs i design- og kulturbranchen. I alt boede han i København i 10 år, inden han mødte Kristine Vedel Adeltoft og flyttede sammen med hende i den gamle del af Lejre, hvor hun boede med sine to piger i et lille, stråtækt hus. Sammen fik de to børn, og uden for døren havde de blandt andet høns, kaniner og køkkenhave. Hun havde butik i Roskilde, hvor hun syede brudekjoler, og han blev en del af et kontorfællesskab i domkirkebyen, hvorfra han drev sin kommunikations- og designvirksomhed og havde et godt netværk af kunder fra Roskildeområdet og Storkøbenhavn.

”Det var superidyllisk i Lejre. Men da finanskrisen ramte, mistede Kristine meget salg i brudekjolerne. Samtidig var det blevet lidt trangt for os i det lille bondehus. Vi kunne godt tænke os mere luft.”

De gav sig til at kigge sig om efter et sted med mere albuerum, men fandt hurtigt ud af, at det ville blive bekosteligt at købe noget større på Midtsjælland, og tanken var netop ikke at sætte sig for dyrt.

Om sommeren lægger folk fra ind- og udland vejen forbi Andreas Hermansen og Kristine Vedel Adeltofts gård Kærholt og kigger på kunsthåndværket og snuser til stemningen i værkstedet, hvor der tilbydes undervisning i drejning og udvikling af glasurer – søg efter Falster Clay. Desuden byder Kærholt på tag over hovedet i form af et værelse, der kan lejes over Airbnb.

EN DAG I 2012 fangede en gammel gård i Nørre Alslev på Nordfalster deres opmærksomhed på en boligside. Prisen var gunstig, halvanden million, så de startede deres røde Volkswagen Caravelle, hev børnene om bord og tog af sted for at kigge nærmere på den nedlagte landbrugsejendom. Der fulgte ingen jord med, til gengæld en kæmpestor have og tre længer, hvor der stadig hang seletøj til køerne.

”Da vi stod på gårdspladsen, tænkte jeg: ’Wow, her er mange muligheder.’ Det var ikke, fordi vi fra begyndelsen havde en plan for, hvordan det hele skulle indrettes. Vi havde en drøm, uden at vi helt vidste, hvad den var, men vi fornemmede, at vi her kunne få endnu mere mulighed for at afprøve vores ’Bonderøven’-sider. Det var lidt eksotisk.” 

Det første år efter at de havde rykket deres liv til Falster, beholdt han sit kontor på Stændertorvet i Roskilde, hvor han tog ind et par dage om ugen. I starten fortalte han ikke sine kunder, at han var flyttet. 

”Jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne holde fast på dem, så jeg gik lidt stille med dørene. Men da jeg endelig sagde det, var der kun opbakning. Det eneste, jeg behøver for at arbejde, er sådan set en netforbindelse.” 

Til sidst tog Andreas Hermansen mod til sig og opsagde lejemålet i Roskilde og som et af de første projekter gav sig til at indrette et hjemmekontor på gården.

Han drømte om at skabe et stort kontorfællesskab – for eksempel med lokale fotografer, programmører og andre selvstændige – og byggede på det i tre år. Men det kreative fællesskab indfandt sig aldrig rigtig.

”De fleste kontorfællesskaber på Falster er i Nykøbing. Det er dér, pulsen er, og det prioriterer folk.”

Andreas Hermansen meldte sig ind i et lokalt erhvervsnetværk og kastede snøren ud efter nye kunder. I starten bed de ikke så ivrigt. De lokale var loyale over for deres eksisterende samarbejdspartnere – hvilket er positivt, mener Andreas Hermansen. 

Hen ad vejen gik det bedre, og i dag laver han visuelle identiteter og andre branding-opgaver for blandt andre Sydhavsøernes Frugtfestival i Sakskøbing, fonden Femern Belt Development og Nykøbing Falster Revyen.

”Det er Danmarks andenstørste revy, og den tiltrækker 30.000 mennesker hen over sommeren og skaber stemning i byen. Folk kommer i turistbusser, og det giver omsætning for restaurationslivet og mange andre.”

DE FØRSTE ÅR efter at de var flyttet ind på gården, drev Kristine Vedel Adeltoft et skrædderi. Men efter at hun besluttede at gøre noget ved sin gamle interesse for keramik og tog kurser hos professionelle keramikere, fik hun ret hurtigt fat om leret. Og da hun senere kunne se, at folk gerne ville købe hendes kreationer, voksede virksomheden – først ud af stuen, hvor hun var begyndt med en drejeskive, og siden ud af det værksted, som de havde bygget, fortæller Andreas Hermansen:

”Kristine begyndte at få mange ordrer. Inden værkstedet var færdigt, var det allerede for småt.”

I dag sælger Kristine Vedel Adeltoft sine kreationer såvel over webshoppen som i butikker på Falster, i København og Aarhus. Desuden producerer hun service til Restaurant Noma og Hart Bagerierne i København, og i dag har hun flere større værksteder på gården foruden faciliteter til at afholde kurser.

”Det er en længere proces at lave keramik med mange arbejdsgange. Det skal drejes, tørres, forglødes, glaseres og brændes igen. Der er brug for meget plads,” siger Andreas Hermansen.

SIDSTE ÅR BLEV Andreas Hermansen grebet af en lyst til at formidle nogle af de mange lokaliteter, han selv havde udforsket i sit nye nærmiljø. Så han begyndte at kigge på You­Tube-videoer for at studere, hvordan andre gør den slags. 

”Der er mange steder hernede, jeg har været draget af igennem årene. Og jeg havde lyst til at dele den fascination. Indtil da havde jeg kun brugt YouTube, hvis jeg skulle vide, hvordan man fiksede en opvaskemaskine, og ellers bare kigget mine teenagedrenge lidt over skulderen. Jeg besluttede, at jeg ville lave nogle videoer klippet i et rask tempo, henvendt til en målgruppe fra 16 år og opefter. Med mig selv foran kameraet. Det havde jeg aldrig prøvet før.”

Andreas Hermansen havde lyst til at slå et slag for andet end de mest velkendte attraktioner som Knuthenborg Safaripark og Marielyst. Men hvor skulle han så begynde? 

Valget faldt på den stilfærdige lille lystbådehavn ved Gåbense, der ligger cirka en kilometer fra Storstrømsbroen, og som har været et overfartssted fra Falster via Masnedø til Sjælland siden stenalderen, fordi det er der, afstanden mellem de to landsdele er kortest. Desuden, researchede Andreas Hermansen sig frem til, har H.C. Andersen overnattet på den gamle færge­gård i Gåbense, ligesom Christian IV’s mor, dronning Sophie, der som enke residerede på Nykøbing Slot, tilbragte en nat i Gåbense – dog i sin kiste – på vej mod hovedstaden. 

Ydermere var det, da Andreas Hermansen optog videoen, 500-året for, at Jens Sjællandsfar fik kongens bevilling til den første færgerute mellem Sjælland og Falster. Så det jubilæum fejrede den nybagte you­tuber med flag, færgekaffe og ostemad.

”Der er mange steder i Danmark, og også hernede, som man hurtigt kan komme til at køre forbi, men som har en historie og en sjæl, som det giver mening at kende til. Næste gang du for eksempel skal med færgen til Puttgarden, så hold ind i den gamle købstad Rødby, og gå en tur, det fortjener den,” siger Andreas Hermansen.

Indtil videre har han lavet fem videoer, hvor han retter søgelyset mod steder på Lolland og Falster, som han synes fortjener større opmærksomhed.

”Det tager sin tid at sætte sig ind i stoffet, filme og producere de her små film. Det er con amore-arbejde, jeg får ingen støtte til det. Men jeg håber, at de, der ser videoerne, føler, at vi har noget at være stolte af hernede.”

JEG ER FØDT og opvokset i Randers. Min far var slagter, og min mor gik hjemme. Da jeg blev student, vidste jeg, at jeg skulle væk. Den lille by virkede begrænsende. Aarhus lå bare 30 minutter væk, men det var en helt anden verden, fordi Aarhus er en studieby. Og Aarhus var stadig en lille pispotte, syntes jeg. Jeg ville til København.

Min far skaffede mig arbejde i pakkeafdelingen på slagteriet, så jeg kunne spare lidt penge sammen. Tre uger med hjerter og nyrer klokken halv syv om morgenen. Det kan jeg ikke anbefale. Men jeg havde ikke noget problem med at arbejde. 

Fra jeg var 10 til 13, var jeg på juniorlandsholdet i gymnastik og ofte af sted i weekenderne, hvor jeg mødtes med de andre piger fra hele landet – vi var en udvalgt lille gruppe. Jeg blev ven med en pige på holdet, som boede i København. Hun var megasej, syntes jeg. Vi skrev breve til hinanden, og jeg kan huske en dag, hun skrev, at hvis jeg skulle have et øgenavn, skulle det være Jen Jet. 

Jeg gik rundt og sagde det til alle i Randers, men de gjorde nar ad mig: ”Skal du spille københavnersmart?” Men i dag kalder mine veninder fra dengang mig stadig Jet – jeg har hængt på det i over 30 år. Det begyndte som en ting, fordi det var kikset, men det endte med at blive en positiv ting. Tidlig branding kan man vel kalde det. Og med tiden blev det så Jenni Jet.

Sport lærte mig at øve mig, sætte mig noget for og blive god til det.  Men i de tidlige teenageår, hvor de andre piger gik til halbal og var begyndt at ryge smøger og alt muligt, blev jeg tabt bagud med min dragt og min vimpel. Jeg skulle tidligt op at træne. Der var hele tiden slankekure, og jeg blev mere og mere bevidst om, at hvis jeg ville gymnastikken, skulle jeg gå all in. I det lange løb var det ikke rigtig sjovt.

Det var vel naturligt, at jeg gerne ville med på det normale teenage-liv. I gymnasiet skulle jeg til at lære det med fest. Men som sagt, jeg synes ikke, det er nogen big deal at lære nyt. Jeg må have haft Randers’ dårligste studentereksamen. Men jeg havde det sådan lidt nå, ja. Jeg vidste, at jeg ikke skulle studere med det samme – måske aldrig.

DET VAR HYGGELIGT at flytte til København. Alt syntes muligt. Jeg havde ingen frygt for, hvad der skulle blive af mig. En dag gik jeg ind i tøjbutikken Nørgaard paa Strøget og sagde: ”Giv mig et job.” Jeg foreslog dem at ansætte mig som det, der hed ’ung i arbejde’, hvor kommunen gav et tilskud. Så det gjorde de. Jeg arbejdede der nogle år og blev sælger for Mads Nørgaards egen tøjlinje.   

Jeg blev stylist og arbejdede freelance for Euroman og andre magasiner. Jeg lavede kampagner for modefirmaer og kom til Cape Town og Los Angeles og på masser af andre fede rejser. Det var en del af jobbet, og ingen kaldte mig Jenni Pedersen, alle kendte mig som Jenni Jet. Det var, som om navnet passede til, hvad jeg lavede.

Omkring år 2000 fik jeg job for Levi’s som en del af deres markedsføringsteam. Jeg skulle stå for product placement. Altså at placere Levi’s-tøj på de seje. Levi’s havde haft blandt andre D-A-D til at gå med tøjet, men jeg forsøgte at ramme en yngre målgruppe og lavede samarbejder med bands som The Raveonettes, Superheroes, Mew og Junior Senior. 

Det var før sociale medier, så markedsføringen var egentlig ret diskret. De gik i vores tøj. Vi spillede deres nye album i butikkerne. Og artisterne bad mig om hjælp til lidt af hvert. For eksempel kom jeg til at lave PR i Danmark for Raveo­nettes, der var et af de første danske bands, der ikke lod pladeselskabet stå for det.

I 2010 udliciterede Levi’s deres markedsføring til PR-bureauer, så jeg tog mit netværk fra musikbranchen med mig og lavede noget af det samme for denimproducenten Lee og støvlefirmaet Red Wing.

Derfra besluttede jeg mig for at fokusere på musikken som freelance-agent for bands og artister som The Raveonettes, Steen Jørgensen og Anne Linnet. Jeg lavede også stadig et stylingjob i ny og næ, når jeg blev bedt om det. For eksempel engang hvor Justin Bieber skulle skyde en parfumereklame i København i forbindelse med en koncert i Sverige. Han havde sin egen stylist med, så det var ret begrænset, hvad jeg skulle lave. Han var egentlig ret sød og afslappet, men jeg blev ikke ligefrem befippet over at møde ham. Det var jeg lidt for gammel til.

Jennis hund Buddy foran Asger Jorn-relief, Randers Kunstmuseum.

DA JEG VAR i sluttrediverne, rendte jeg ind i en depression. Jeg var udbrændt. Overmættet. Jeg havde aldrig haft et fjumreår, og nu ramte jeg hovedet hårdt mod muren. I en periode orkede jeg næsten ikke at gå en tur. 

Freelance-arbejde er fedt, fordi du kan arbejde, når du vil. Omvendt er du også altid lidt på, og om aftenen sad jeg tit og svarede på mails fra USA, når jeg ikke var ude til et eller andet arrangement. I weekenderne var der masser af invitationer. Men jeg fandt ud af, at jeg måske i virkeligheden ikke er så supersocial, som jeg troede. At der var en side af mig, der godt kunne lide, at der ikke sker særlig meget. 

Jeg er opdraget med, at hvis man har sagt, man kommer, så hopper man ikke fra. Det begyndte jeg at give mig selv lov til. Jeg havde et showroom med tøj, som jeg opsagde, jeg minimerede mine udgifter og forsøgte at skære ned på opgaverne og fokusere på de væsentligste. Jeg arbejdede ofte hjemme og tog væk fra byen i lange perioder, hvor jeg for eksempel besøgte venner på Bornholm og Anholt. Jeg overvejede selv at flytte til Bornholm. Men jeg var bekymret for vinteren. Bliver det ikke koldt og ensomt? 

EN DAG SIDSTE ÅR tilbragte jeg tre uger i Randers, for første gang siden jeg var flyttet.

Jeg hang ud med min barndomsveninde og hyggede mig. Mærkede, hvordan hele viben i byen er rolig. Folk har et andet tempo. Her sker ikke alverden. Jeg fandt ud af, at det tiltalte mig. Derefter opstod ideen: Jeg kunne jo også bare flytte hjem. 

Jeg har ingen børn, jeg kan tage mit arbejde med mig, og København er ikke mere end tre en halv time væk med toget. Det eneste, der holdt på mig, var min andelslejlighed i Ravnsborggade på Nørrebro. Den ville jeg aldrig få tilbage, hvis jeg solgte den, som boligmarkedet er i København. 

Folk sagde: ”Vil du ikke bare fremleje den, så du har den, hvis du ombestemmer dig?” Men hvem siger, at man altid skal helgardere sig? Til sidst føltes det lidt grotesk, at det var en lejlighed, der skulle definere mine livsvalg. At den skulle holde mig tilbage. Jeg ville hellere sælge den, så jeg havde penge til måske at købe et lille hus og etablere mig i Randers.

Det har jeg nu ikke gjort endnu. Foreløbig har jeg bare lejet en lejlighed på 120 kvadratmeter midt i byen. Det er rigeligt til mig og min hund.

JEG FLYTTEDE HJEM i december 2023 og fik lidt af et chok over, hvor tomt her var i juledagene. Det var helt dødt, og jeg måtte ringe til min far, da jeg ville have en cola, men ikke kunne finde en åben butik. Han havde heldigvis et stash, og det med lige at køre forbi, det gør folk uden at blinke. Min fætters kammerat kom også lige forbi og hjalp mig med at samle min seng. 

Sol- og fitnesscentre går man ikke ned på i Randers. Restauranter kniber det lidt med – jeg har ikke været ude at spise endnu, siden jeg kom hjem. Og det der med at gå på café alene, det gør folk heller ikke rigtig. Til gengæld mødes jeg mere med mine veninder hjemme hos dem. 

På mange måder synes jeg stadig, Randers er mega-provinsiel. Men det føles okay. I København var det svært for mig at drosle ned og finde roen, fordi der er så mange tilbud. Det problem har jeg ikke her. Og vil jeg gerne ud at spise eller til koncert, har Randers, hvad man skal bruge til husbehov, og vil jeg noget mere specielt, kan jeg altid hoppe på toget og få et skud København.