DET KOMMER TIL at tage rigtig lang tid at fjerne minerne i Ukraine. Der er nogen, der siger 10 år, men det tror jeg simpelthen ikke er realistisk. Der er mange steder rundtomkring i verden, hvor det har taget 30-40 år at rydde op efter en krig. Lige nu er det et sisyfosarbejde i Ukraine, fordi krigen er i gang, og derfor kommer der hele tiden nye miner og ammunition. Lige nu er det tilmed vinter, jorden er frossen, og vi kan ganske enkelt ikke grave minerne frem. 

Nogle mineområder kan vi gå på, fordi antitank-minerne, der ligger der, kræver et pres på 180 kilo for at blive aktiveret. Der går vi hen over området og afsøger det skridt for skridt med en large loop detector. Minerne er nemme at finde, fordi der er så meget metal i dem. Hvis detektoren bipper, markerer vi området. Senere bliver de sprængt under kontrollerede forhold.

Mange antitank-miner ligger ud til veje, og der er desværre mange, der er døde på grund af dem i Ukraine. Folk flygtede ud ad de her risiko-veje i ren desperation, selvom de godt vidste, at de ikke var sikre. Hvis du kører din Lada hen over en antitank-mine, er der ikke mere Lada tilbage overhovedet.

Elektronikingeniør og minerydder Rune Bech Persson. Foto: DRC Dansk Flygtningehjælp

Der bliver også brugt mange personel-miner. Det er små miner, som ikke er designet til at slå folk ihjel, men til ’kun’ at sprænge et ben eller en fod af. Det er en fordel for modstanderne, når folk ikke dør, for så sætter man en byrde på det lokale hospitalsvæsen. Personelminerne er ekstremt svære at rydde, fordi vi ikke kan gå hen over området, hvor de ligger.

Vi er nødt til at bruge højpræcisions-metal­detektorer, og har der været kampe i området, vil minerne ligge sammenblandet med fragmenter fra sprængninger. Her graver man forsigtigt jorden op centimeter for centimeter, og en minerydder kan desværre kun rydde fem til 10 kvadratmeter om dagen. 

Finder man en mine, skal den enten sprænges med det samme eller i slutningen af arbejdsdagen. Det tager ekstremt lang tid at rydde de områder.

Foto: Arsen Dzodzaev

MINERYDNING ER ET ekstremt teknisk arbejde. Der er mange standarder, regler og sikkerhedsprocedurer, der regulerer arbejdet. Først og fremmest arbejder vi rigtig meget med kvalitetssikring og risk education, som er uddannelse i de risici og farer, der er ved miner og ammunition. Vi uddanner folk i Ukraine – og andre konflikthærgede steder i verden – så de kan identificere miner og også håndtere dem. 

Det er vigtigt at få minerne fjernet. For det første, fordi folk bliver slået ihjel af dem. For det andet er det svært at få humanitær hjælp ind i landet, når områderne er minerede, fordi det er så svært at bruge infrastrukturen. Og så handler det selvfølgelig også om at genskabe økonomien. Der er mange af områderne, der bliver brugt til for eksempel landbrug. Og der er mange huse og skoler, som man ikke kan bruge længere, fordi der ligger ammunition i.

Dansk Flygtningehjælp har været til stede i Ukraine med minerydning siden 2014, hvor konflikten i Donbass-regionen eskalerede. Frontlinjerne rykkede frem og tilbage, og der blev brugt miner og masser af former for ammunition i stor skala. Vi begyndte at arbejde, da konflikten nåede et stand still, altså en frossen konflikt, hvor frontlinjerne ikke længere flyttede sig. Derfor kunne vi være med til at rydde op relativt tæt på fronten, samtidig med at vi kunne høre artilleri-nedslagene i baggrunden. 

DA KRIGEN BEGYNDTE i hele Ukraine i 2022, havde vi fået ryddet en masse højprioritetsområder, som igen kunne bruges til landbrugsjord. Vi var slet ikke i mål, men vi var rigtig godt i gang og havde brugt mange penge og ressourcer. Nu er de præcis samme områder kontaminerede igen. Fra den ene dag til den anden kunne vi starte forfra. 

Det var en hård tid fra februar til april 2022, hvor vi genstartede minerydningsprogrammet. Vi havde mistet en masse af vores udstyr, fordi det lå ude ved fronten. Vores lager blev bombet, men vi fik sendt nogle køretøjer ind, der fik reddet noget af det. Vi mistede også nogle af vores uddannede ukrainske folk. Nogle flygtede til den vestlige del, andre blev indkaldt til hæren. Men det var vildt at opleve, at selvom de var i en eksistentialistisk krise og ikke vidste, hvor deres familiemedlemmer var, ville de bare i gang med at rydde nogle miner, fordi det var vigtigt for landet. Vi skulle i gang igen. 

Jeg arbejder med minerydning, fordi man kan hjælpe, og fordi det er megaspændende. Jeg er uddannet elektronikingeniør, og der er en stor tilfredsstillelse i, at minerydning er meget konkret og målbart. Når vi fjerner ét stykke ammunition, redder det liv. Det er virkelig dejligt at se den direkte effekt. At ens arbejde giver mening, er alle udfordringerne værd. Der er så mange mennesker, der kommer til skade og dør i mineområder. Både i Afghanistan og Ukraine og alle de andre steder, vi arbejder. 

Krigen i Ukraine er ekstremt tragisk på alle mulige måder, men det er også fagligt interessant for sådan nogle som os, fordi vi kan bruge alle de værktøjer, vi har ekspertise i. Under corona-pandemien snakkede jeg med min læge, der også syntes, at pandemien var ekstremt spændende på et fagligt niveau. På en eller anden måde er det vel også godt, at der er nogen, der synes det, for ellers ville vi jo miste al forhåbning.  

Miner er tit placeret på marker og ved veje for at ødelægge landbrug og infrastruktur. Foto: Danylo Pavlov

JEG HAR EGENTLIG aldrig været bange, når jeg har været ude på minerydningsekspeditioner. Når man er trænet i, hvad man skal gøre, og når man ved, at man følger procedurerne og standarderne, er det ikke farligt. Ligesom med alt muligt andet er det først virkelig farligt, hvis ikke man ved, hvad man laver. Som organisation har vi stort set ikke haft ulykker i ti år. Vi har altid en ambulance med på standby, når vi er ude at rydde, hvis der skulle ske en ulykke. Og vi har utrolig meget kvalitetssikring.

Da jeg var i Ukraine i 2017, arbejdede vi tæt på fronten, og når vi gik i seng i Mariupol om aftenen, mindede lydene os om, at der var en højspændt konflikt. Hvad var det for et brag? Var det tordenvejr? Nå nej, det var artilleriet i baggrunden. Selvom det ikke var særlig langt væk, blev det alligevel en helt almindelig hverdag. Men hvis man ser det udefra, virker det måske lidt vanvittigt, at vi tager til Ukraine og arbejder så tæt på fronten. Men det gælder jo om at få gjort alt det, vi kan, så hurtigt, som vi overhovedet kan. Folk bliver slået ihjel, hvis vi ikke får ryddet det her op. Det sker hver eneste dag i Ukraine.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var alle de små ukrainske landsbyer, der lå i frontlinjen. Der kom ikke røg op af skorstenene, selvom det var frostvejr. De kunne ikke dyrke jorden for at skaffe mad til sig selv, og de havde ikke råd til koks til at fyre med. Der var kun ældre mennesker tilbage, fordi resten enten var flygtet, i hæren eller døde. 

Ukrainerne er et stædigt og meget stolt folkefærd. Jeg tror, at mange havde forestillet sig, at de gav op, da krigen igen eskalerede. Men siden 2014 har der været sådan en ’vi-skal-nok-komme-igennem-det-og-nu-rydder-vi-op’-mentalitet. Der er virkelig gåpåmod og arbejdsmoral.

2. APRIL 2022

Det er over seks måneder siden, at jeg og min kollega Emil Filtenborg blev skudt af ukendte gerningsmænd nær fronten i Ukraine. I slutningen af februar, kort efter krigens start, var vi på vej til en børnehave i byen Okhtyrka, der var blevet ramt af en klyngebombe, og hvor flere var døde. På vej derud blev vores bil pludselig beskudt. Jeg blev ramt to gange, mens Emil blev ramt af fire kugler. En bil dukkede op bag ved os, og en mand steg ud. Uden varsel tømte han sit automatvåben ind i vores bil. Jeg trådte instinktivt på speederen og drejede hurtigt om et hjørne, mens kuglerne bragede ind i bilen. Vi kørte et stykke ned ad vejen og stoppede, da bilen røg ud af gearkassen og næsten ikke kunne køre mere. Manden fulgte ikke efter os. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Var vi ved at dø? Hvem havde skudt os? 

Emil blødte kraftigt og skulle hurtigt have førstehjælp. Han lagde sig på græsset ved siden af bilen, mens et par soldater kom til for at hjælpe. Kort efter begyndte førstehjælpen og en tur til det lokale hospital i Okhtyrka, mens russerne forsøgte at storme byen.

Lægerne kæmpede for at lappe os sammen på hospitalet, der var overrendt af sårede soldater. Der var blod på gulvet, hvor lægerne arbejdede, som var det samlearbejde på en fabrik. Lægerne lukkede mine åbne sår med noget tykt tråd og store sting. Jeg var ved at besvime. Om natten blev vi evakueret til et regionshospital længere væk fra fronten på en vej, som ingen vidste, om ukrainerne eller russerne havde kontrol med. Derefter gik turen til Danmark. 

I dag tog jeg turen tilbage til Ukraine, efter at mine sår var helet. Emil er stadig i Danmark, og han er i bedring. 

Selvom jeg har følt mig klar efter skud­episoden, var der stadig nerver på, da jeg krydsede grænsen til Ukraine. Det tog flere timer, og tanker om, hvorvidt jeg faktisk var klar, fløj rundt i hovedet, mens bilen langsomt sneglede sig fremad. 

Usikkerheden var blandet med spændingen ved at skulle se min ukrainske kæreste igen efter mere end to måneders adskillelse, hvor Rusland belejrede vores hjem i Kyiv, og jeg blev behandlet for mine skudsår i Danmark. Et gennem skulderen og et lidt nede ved ryggen. 

Hold kæft, hvor har jeg savnet hende, men hvor var det også svært at forlade Emil i Danmark i en hospitalsseng. Og hvor er jeg selv? Jeg føler mig klar, men virker hovedet stadigvæk? Har jeg stadig det, der skal til for at stå i de farlige situationer, der hvor det virkelig brænder på ved fronten?

19-årige Mykola Kuryk gav sit liv for sit land. I hjembyen Ternopil kom folk for at vise deres respekt. Hans mor Sofia var stolt af sin søns mod.

7. APRIL

Første arbejdsdag. Jeg kan godt mærke, at det bliver hårdt at komme tilbage og arbejde som journalist igen. Jeg er på perronen i Lviv (det vestlige Ukraine), hvor flygtninge ankommer hele tiden. Jeg har svært ved at glemme deres ansigter, fortvivlelsen i dem. De har intet. De er flygtet fra deres liv for at redde deres liv. De har efterladt alt og står kun i tøj og sko på en perron i den anden ende af landet. På vej mod hvad? Flere har blot en plastikpose i hånden med nogle få ejendele.

Tårer løber ned ad kinderne, og de har fortvivlelse i øjnene, der kæmper for at holde sig åbne. De er lettede og skræmte på samme tid. Lettede over, at de er i sikkerhed, bange for udsigterne til et liv langt væk fra deres hjem, for mange i et andet land. 

Hold op, hvor jeg føler med dem. Kramatorsk, Kharkiv, Mariupol, Melitopol, Kherson, Mykolaiv … de kommer alle steder fra, og de har alle det samme tomme blik. 

Det er mærkeligt at være i gang igen. Skulderen, hvor den ene kugle gik igennem og flækkede mit kraveben, er lidt træls, men det skal nok blive bedre. 

9. APRIL 

I går var jeg til begravelse for en ung soldat i Ternopil i Vestukraine. Begravelser bliver jeg aldrig god til. Soldatens kommandør sagde, at der var stor ære i soldatens død, at han havde ofret alt for sit land, og at han er en helt. Men det er svært at se, når alle er klædt i sort og græder over en søn og en kæreste, der kun blev 19. Alt det, han ikke nåede.

Han gav det mest dyrebare, han havde – livet. Det har han ikke længere nu, og hans mor, der knugede sig til kisten, har en søn mindre. Det hele virker så nytteløst.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad folk måske ville have sagt til min begravelse, hvis jeg var død den dag, jeg blev skudt. 

Hvad er ens liv værd? Hvad er det okay at ofre det for? Ville min kæreste og mine forældre synes, at det var det værd? Jeg tvivler. 

Iryna, min kæreste, var med til begravelsen. Jeg tænkte: Hvad hvis det var mig i den kiste? Og hun tænkte: Tænk, hvis det var Stefan.

”Vi kunne ikke stoppe ham, så i stedet måtte vi støtte ham. Der var ikke andet, vi kunne gøre. Vi støtter alle vores børn i deres drømme og ønsker,” sagde Sofia, moren til den 19-årige soldat, i dag til mig. Jeg kan ikke få ordene ud af mit hoved. Klædt i sort inviterede hun indenfor. Hun var stolt, sagde hun, stolt over, at hendes søn ofrede livet for Ukraine. For deres land. Og hun elsker Ukraine lige så meget som sin søn. 

Med den slags mødre er der intet at sige til, at Rusland har så store problemer. Hvordan vinder man over sådan et folk? Det virker, som om Rusland har skabt sig en krig, der ikke kan vindes. 

Hospitalet i Poltava, hvor Stefan Weichert var indlagt Her ses en ukrainsk soldat, der har samlet på mønter, som han har taget fra de russiske soldater.

12. APRIL 

De ukrainske landmænd er desperate. De står med en stor høst og uden nogen steder at eksportere den hen efter blokaden af Sortehavet. Jeg har været ude og besøge Juri, hvis livsværk er ved at smuldre. Så mange ukraineres verden er brudt sammen. Over de sidste 20 år har han bygget et højteknologisk landbrug op, nu er han ved at miste det hele.

Jeg tænker på, om det først er nu, at danskerne forstår, hvor stort et land Ukraine egentlig er. Hvor vigtigt landet er for vores sikkerhed, for vores fødevarer og priserne. For stabiliteten.

13. APRIL

Det går bedre med skulderen. Jeg bliver stærkere dag for dag. Jeg har det stadig skidt, når sirenerne skriger ud over Vestukraine, hvor jeg bor lige nu i Irynas mors lejlighed i Ternopil. Byen er på størrelse med Aarhus, og der er flygtninge overalt. Lange køer af folk, der venter på at få mad eller økonomisk hjælp. Supermarkederne mangler varer, og folk taler udelukkende om krigen. Fronten er langt væk, men krigen rammer. Der faldt et missil over byen for nylig. Der var ingen missiler, før jeg kom til. Er det et tegn?

Folk på gaden har vænnet sig til den helvedes hylen fra sirener og missiler, men jeg tror, at det vil tage mig lidt endnu … jeg forsøger at tage små skridt med arbejdet og nyde, at jeg er sammen med min kæreste. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det hele kommer til at gå. 

I dag var jeg ude og se en masse efterladte hunde og katte. Krigen rammer også dyrene. Flere har mistet deres ejere i bombardementer, og flere hunde tør slet ikke komme ud. Det er, som om de ikke kan ryste frygten af sig. Ligesom os mennesker. 

47-årige Viktor gemte sig i en kælder med sin mor, da en russisk mortergranat ramte ned i hans lastbil. Trykket fra eksplosionen kastede ham ind i en væg.

19. APRIL 

Iryna og jeg er kørt til Rumænien på en kort ferie. Mine tanker er stadig i Ukraine, mens jeg skriver dette, men det er det rigtige at komme lidt ud. Få sovet uden luftalarmerne, uden den helvedes hylen. Vi skal trække vejret og så tilbage. Ved grænsen er der igen mange flygtninge. Og telte med frivillige til at tage imod. En ukrainsk soldat ved en kontrolpost sagde, at jeg skal huske at komme tilbage. Han så gerne, at jeg tog til Østukraine. Der er brug for pressedækning.

23. APRIL 

Vi er kørt til Kyiv, og det er mærkeligt at se byen igen. Vores lejlighed, hvor jeg har boet i omkring to år med Iryna, står der stadigvæk. Der er flere kontrolposter nær lejligheden, og der er øde på legepladsen ude foran. Få er tilbage, og det lokale supermarked er barrikaderet med spånplader. Vagten i lejlighedskomplekset fortalte os, at vores normale vagt Igor er fanget i et område kontrolleret af russerne. De russiske soldater var kun få kilometer væk for få uger siden, i forstaden Brovary, før de trak sig tilbage. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville se vores lejlighed igen, hvor vi havde så mange håb og drømme før invasionen. Jeg havde heller ikke regnet med, at jeg overhovedet ville komme tilbage, efter at jeg blev skudt. Det er et mirakel at være tilbage.

Der bliver stadig fundet massegrave nord for Kyiv. Pårørende forsøger at finde ud af, hvad der er sket med deres kære.

27. APRIL 

Ødelæggelserne nord for Kyiv er enorme. Dele af kampvogne og andre militærkøretøjer er spredt ud over det hele, mens folk desperat forsøger at rydde op. Flere fortæller, at de har fundet ligdele i deres baghaver eller på gaderne, hvor flere blev likvideret. Nogle af ligene er blevet fundet bagbundne med bind for øjnene og med en kugle i panden.

En mand fortalte, at han fandt en hånd i sit nedløbsrør. En anden fandt en død soldat i sin baghave.

En beboer i Irpin nord for Kyiv viste en kælder frem, familien havde gemt sig i. Store dele af kælderen var under vand, og der var legetøj og madrester spredt rundtom i rummene. Folk her er virkelig vrede på russerne. Tidligere havde de et mere neutralt forhold til den russiske bjørn, men nu er de fulde af vrede, og de vil ikke give op.

Flere bygninger nord for Kyiv, såsom i Borodyanka, er revet midt over af bombardementer.

28. APRIL 

Irpin og Butja er ødelagt, men det er intet i forhold til Borodyanka. Hele boligblokke er splittet ad, og kældrene under dem er kollapset. Havde folk mon gemt sig der? Hvis det er tilfældet, er de blevet begravet levende. Min nok værste frygt.

Jeg stoppede en mand, der kom trækkende med sin cykel forbi en af boligblokkene. Den var helt sodet og sort efter en altopslugende brand. Han pegede på en af lejlighederne, hvor han boede. Den var aldeles udbrændt. Det var kun et tilfælde, at han og konen ikke led samme skæbne som hans barndomsven i nabolejligheden, fortalte han. Lige inden branden havde hans kone sagt, at de skulle ud i deres skur cirka 100 meter væk for at hente kartofler. I mellemtiden kom et russisk fly og smed en bombe på boligblokken. Vennen i nabolejligheden brændte inde med sine børn og børnebørn, og dem, der ikke døde af eksplosionen, døde af branden. Det hele er så tilfældigt. 

På stålværket ArcelorMittal forsøger man at holde gang i hjulene på trods af krigen.

2. MAJ

Endnu et besøg hos en landmand. Flere ueksploderede sprænggranater ligger inde i en af hans siloer. Der er et hul i taget. Det er for farligt at fjerne dem. Derfor får de bare lov at ligge der, mens han prøver at arbejde som før. Livet går jo videre, siger landmanden. Det er surrealistisk. Ukrainerne er stærke mennesker. ”Ja, der er krig, ja, mit land er i brand, ja, jeg kan miste livet hvert øjeblik. Men jeg bliver alligevel,” siger de. Jeg tænker ofte på, hvordan vi ville have håndteret det i Danmark.

4. MAJ

Jeg har været på min første reportagetur nær fronten i Sydøstukraine. Jeg følte mig klar både mentalt og fysisk. Jeg var nødt til at finde ud af, om jeg stadig kan. Eller om jeg skal finde på noget andet at lave. Byen Kryvyi Rih, der ligger lige bag linjen – og er den ukrainske præsident Zelenskijs hjemby – virker som et godt sted at starte. Selve fronten i Østukraine er under så stort et pres, at det vil være for stort et sats at tage derud.

Først besøgte jeg stålværket ArcelorMittal i byen, som på trods af faren for russiske bombardementer fortsætter med at arbejde. Det er som en krig i krigen – en krig mod at give op over for de russiske forsøg på at sende Ukraine økonomisk i knæ. 22.000 mennesker arbejder der. Det er landets største stålværk, og fabriksområdet er over otte kilometer langt. De har togskinner inde på værket, hvor rør snor sig alle vegne. Jeg har aldrig set et industriområde så stort.

Krigen er ikke særlig langt væk. Jeg sad her i aften på hotellet og havde sprogundervisning, da to jagerfly fløj over midtbyen. Hele hotellet rystede, og jeg smed mig på gulvet. Kroppen venter instinktivt på braget af de ødelæggende bomber, der kan følge. Men de kom ikke. Det viste sig at være ukrainske fly. Det er umuligt at vide på forhånd. 

55-årige Nadiya kommer måske aldrig til at gå igen.

5. MAJ

Det er svært at glemme Marias blik, da hun i dag steg ud af en evakueringsbus fra den russisk-kontrollerede storby Kherson. 18 år og nu uden et hjem. Hun har efterladt alt og alle. Jeg mødte hende på flygtningecentret i Kryvyi Rih.

”Folk, der gør modstand, forsvinder pludselig. Ingen ved, hvad der sker med dem. Jeg skulle ud nu, hvis jeg skulle overleve. Vores verden er brast sammen. Russerne er i gang med at ændre alt. Gøre vores supermarkeder til russiske, lave vores hryvnia-valuta om til rubler. De fjerner alt, der er ukrainsk,” sagde hun.

Jeg tænker indimellem på, om dem, der laver bomberne, har nogen anelse om den ødelæggelse, de bomber forårsager. Nogle af bomberne er designet til at sprede fragmenter alle vegne. Deres formål er at gennemhulle tilfældige kroppe på tilfældige måder, så det næsten er umuligt at redde folk. Såsom på hospitalet i Kryvyi Rih, som jeg besøgte i dag. Ser de mon de menneskelige ødelæggelser? Jeg ser dem ofte. Som på hospitalet i dag. Store huller gennem kroppene. Lugten af jod og de tomme blikke hos patienterne, der ikke ved, om de nogensinde kommer tilbage til deres normale liv. Om de vil komme til at gå igen. Jeg kunne ikke leve af at sælge våben. 

63-årige Vasili bor nær grænsen til Moldova. Han forstår ikke, at Rusland har angrebet Ukraine, men mener, at begge parter har andel i krigen.

7. MAJ 

I dag var jeg ved fronten uden for Kryvyi Rih med det ukrainske militær. Flere landsbyer er generobret fra russerne, og det er hårde historier om voldtægter og drab, der slipper ud.

Volodimir brød sammen, da jeg spurgte ham, hvordan det havde været at leve under russisk kontrol i landsbyen Pryhir’ya. Han græd og fortalte, hvordan en kvinde blev voldtaget i landsbyen. Hvordan hans ven Igor blev skudt af russerne, og hvordan de russiske soldater gjorde nar af ham og brød ind i hans lille købmandsbutik og stjal alting. Nu har Volodimir ingenting tilbage. Jeg kan ikke lade være med at føle med disse mennesker. Hold kæft, hvor har de været meget igennem.

I Kyiv er der en hospitalsafdeling for børn med hjerteproblemer. De fortsatte deres arbejde under den russiske belejring af byen.

8. MAJ

Turen ved fronten i går fylder i mit hoved. Det var første gang, jeg var tilbage i en krigszone efter skudepisoden. Oplevelsen har sat sig i mig. Det er, som om min krop er mere opmærksom på hvert eneste brag i horisonten. Mere end nogensinde før. Men det kan ikke være anderledes, som med alt andet er det de små skridt, der skal få mig videre. Jeg føler mig mere og mere sikker på, at jeg nok skal komme mig. Det er vigtigt at huske mig selv på, at mit job er at være neutralt observerende. For det er nemt at blive suget derhen, hvor jeg får lyst til at redde verden, men det kan jeg ikke, og det er ikke min rolle. Det skal jeg holde fast i, men det er svært med så megen elendighed. Med al den ulykke. Al den død.

11. MAJ

63-årige Vasili er et af de sejeste mennesker, jeg har mødt i Ukraine. Han kom kørende på sin gamle sovjetiske motorcykel nær den ukrainske grænse til Moldova, da jeg stoppede ham. Han havde været ude ved mølleren for at få malet sit korn, og han gav ikke meget for den fornyede frygt for, at Ruslands allierede, Transnistrien, vil åbne en ny front mod Ukraine. Grænsen til Transnistrien – , et Sovjet-levn, der ikke er internationalt anerkendt – er blot få kilometer væk, og der er øget militær aktivitet. Ellers går livet videre i de små landsbyer, der er meget fattige, og hvor folk mest lever af deres køkkenhaver. Stort set alle arbejdspladser er lukket gennem årene. Vasili sagde, at han ingen indflydelse har på, hvad der kommer til at ske. Derfor går han som mange andre mere op i, hvad han har indflydelse på: Hvordan han får mad på bordet.

Det er ofte det, jeg møder. Både bag ved og ude ved frontlinjen. En afmagt. En frustration over, at de ikke føler, at de bare kan flygte. Men mere end alt andet en bekymring for, hvordan de skal få råd til at fylde deres maver.      

Kharkiv har været under russisk belejring ad flere omgange.

14. MAJ

De hjertesyge børn på børnehospitalet i Kyiv kæmper for livet. En mor ser en video med sin lille pige, der sidder ved siden af med en stor iltmaske over hovedet og følger med. Da Rusland angreb byen, lå de i en kælder, der var tilkoblet en generator, som næsten ikke havde mere brændstof.

De syge børns overlevelse afhænger af adgang til strøm til deres maskiner. For pigen var generatorens sidste gløder et håb, mens krigen bragede videre ikke langt derfra. Og det lykkedes, hun overlevede. Ligesom så mange mennesker i Ukraine. Og som børnene på hospitalet, der var i stand til at få samlet nok brændstof til at holde generatoren kørende, indtil russerne trak sig fra Kiev, og strømforsyningen atter blev normal.

Den centrale plads i Trostyanets er helt ødelagt. Byen var besat i flere uger af russere.

30. MAJ

Den franske journalist Frédéric Leclerc-Imhoff døde i dag. Han blev ramt af et fragment fra et russisk artilleriangreb. Endnu en død journalist. Da en amerikansk journalist blev slået ihjel tilbage i marts, spurgte en Ekstra Bladet-journalist, om jeg gik med tanker om, at det kunne være mig. Jeg var jo også tæt på døden med Emil.

Dengang svarede jeg svævende, men i dag kan jeg ikke lade være med at tænke på det. 

Du kan forberede dig. Gøre dit hjemmearbejde såsom at have en plan for alle mulige skrækscenarier. Jeg kan have alt det rigtige udstyr: skudsikker vest, hjelm, lægetaske med årepresser og den slags. Studere ruter på forhånd, få hjælp af lokale. Men hvis russerne smider en granat lige der, hvor du er, jamen, så dør du. Ingen skudsikker vest eller hjelm vil redde dig.

3. JUNI

Endnu en skole er blevet ramt i Kharkiv, Ukraines næststørste by. Endnu en – en kvinde – er slået ihjel på vej til et beskyttelsesrum. For nylig døde flere i midtbyen, inklusive et lille barn, da et andet missil slog ned. Beboerne er overraskende rolige. En nabo fortalte, at han hørte nedslaget fra sin lejlighed, hvor han lå og sov. Han lagde sig bare til at sove videre. En anden fortsatte med at se tv. Krigen er blevet normalen, og det er måske det mest tragiske.

Ikke langt derfra har bydelen Saltivka store skader. Næsten ingen bygninger er uberørte. 

84-årige Zoua lever i kælderen, da hendes lejlighed er ødelagt og helt sort af sod. Før den russiske invasion havde hun et godt syn på Rusland. Det er nu slut. 

”Jeg har boet her i 30 år, og her bliver jeg. Jeg skal ingen steder. Jeg er frygtelig bange, men hvor skal jeg tage hen?” sagde hun. 

Et andet sted i Saltivka så jeg i går to kvinder lave mad på bål uden for deres lejlighed. Deres lejlighedskompleks var helt ødelagt. Nær bålstedet var der et stort hul fra et nedslag. Hvert øjeblik kan et russisk angreb slå ned lige her, og det var surrealistisk at spise ukrainsk borsjtj (en suppe) med dem i de sodede omgivelser, mens mere krig lurede lige om hjørnet. En af kvindernes sønner bandede over, at det ukrainske militær har kampvogne gemt i området i ly af træerne. 

”Det er bare ikke i orden,” sagde sønnen, der ved, at placeringen gør boligområdet til et militært mål.

Jeg har set det før. Rundtomkring i Ukraine er det ukrainske militær flyttet ind nær skoler og boligblokke, hvor de gemmer sig blandt civilbefolkningen. Ukraine kæmper for landets overlevelse – liv, sprog, kultur, historie – og det sætter et kynisk præg på krigen. På begge sider af fronten.  

Andrej lever med daglige russiske bombardementer af byen Bakhmut. Han håber, at Putin snart vil dø.

7. juni

I dag besøgte jeg hospitalet i Poltava, et af hospitalerne, hvor jeg blev behandlet efter at være blevet skudt. Jeg havde Iryna, min kæreste, med, og jeg var vred over alle mulige småting hele køreturen dertil. Selvom jeg ikke ville indrømme det, var det hårdt for mig at tage tilbage. Men jeg vidste, at det ville være godt for mig at se det igen og hilse på personalet, der reddede mit og Emils liv. 

Jeg ville sige tak, men det var hårdt. Jeg skulle gennemleve det hele igen, og det trykkede mig den seks timer lange tur til hospitalet. Det åbne sår i skulderen. Blodet. Emils skader. Skyderiet. Det hele kørte i mit hoved. 

Men da sygeplejersken Olga så mig, løb hun mod mig med åbne arme, kastede dem omkring mig og pressede alle bekymringer ud. Olga kæmpede for at holde tårerne tilbage, og det samme gjorde jeg. Hun var så glad for at se mig, og det var, som om jeg pludselig blev helet. Det var det, jeg manglede. En afslutning på det. Derefter kørte vi videre til Okhtyrka, hvor Emil og jeg blev skudt. 

Det var mærkeligt at se stedet igen. Store dele af Okhtyrka er ødelagt af de hårde kampe omkring byen tilbage i februar og marts, men folk går på gaderne, som var der fred. Og på det sted, hvor vi blev skudt, kan man slet ikke se, at der har været krig. Emil blev ramt af fire kugler, jeg af to, men der er ingen blod, ingen ødelæggelse, ikke længere. Blot butikker og folk på gaden. Det hele føles underligt, fraværende, tomt. Og ubetydeligt. 

Valentine rydder op i sit hjem, efter russiske missiler slog ned overfor. Kramatorsk i Østukraine.

9. JUNI

Ødelæggelserne i Trostyanets nord for Okhtyrka er enorme. Alle bygninger på pladsen i centrum ligger i ruiner. Byens hospital er blevet ramt adskillige gange af russisk artilleri og kampvogne. Flere etager kan ikke længere bruges. En sygeplejerske fortalte, at hun så en russisk kampvogn skyde ind på fødegangen. Hun nåede at hive en gravid kvinde ud af en stue, der kort efter blev ramt. Kvinden fødte i kælderen.

11. JUNI

Krisen i det ukrainske landbrug bliver værre og værre, og mon ikke den snart vil trække dybe spor gennem det ukrainske samfund, hvis Sortehavet ikke genåbnes. En landmand gjorde det i dag meget klart: Hvis de ukrainske landmænd går konkurs, trækker de landsbyboerne og lokalsamfundene med sig i faldet.

15. JUNI

De mange frivillige i Ukraine kæmper ofte deres egen krig i krigen. Nogle er danske soldater, der ser krigen i Ukraine som en kamp for demokratiet og Danmarks sikkerhed. Hviderusseren Vadim Prokopiev, som jeg mødte i dag, kæmper for Ukraine, men især for Hvideruslands frihed fra diktatoren Lukasjenkos jerngreb om landet. Som Vadim sagde: ”Hvis Ukraine taber, er kampen for Hvideruslands frihed dødsdømt.”

Folk står i kø for at få madhjælp, Kramatorsk i Østukraine.

12. JULI 

Tro det, hvem der kan, men russerne har faktisk gravet skyttegrave omkring Tjernobyl. Endda i den ekstra radioaktive Røde Skov omkring atomkraftværket, der stadig er præget af stor radioaktiv stråling efter ulykken i 1986. Det er ufatteligt, at de kan få sig selv til at grave de steder, hvor radioaktiviteten er så høj, at turister af sikkerhedshensyn kun må opholde sig der i korte perioder.

Hvordan kunne de finde på det? Nogle siger, at de russiske soldater ikke tror på, at Tjernobyl-katastrofen overhovedet fandt sted. At det var en løgn. 

Det er underligt at gå der og se det. Flere medarbejdere fra værket fortæller, at radioaktiviteten steg, da russerne kom væltende uden nogen form for forståelse for faren. I dag er værket og zonen igen under ukrainsk kontrol, efter at russerne trak sig ud. 

Og hvad med de andre atomkraftværker i Ukraine såsom Zaporizhzhia, Europas største? Det er, som om den her krig bare venter på at komme ud af kontrol. På en større katastrofe. 

27. JULI

Tre ukrainske jagerfly fløj i dag over vejen, da jeg kørte ind mod Kramatorsk i Øst­ukraine. Folk kører rasende stærkt på vejene, og militæret er meget nervøst. Det er her, den rigtige krig er. Det er nu, at jeg skal finde ud af, om jeg stadig har evnen til at begå mig sådanne steder. I dag er skudsårene reduceret til ar, men de sidder selvfølgelig stadig i kroppen – og hovedet.

Flere freelancekolleger har arbejdet her i flere måneder. Næsten alle taler om episoder, hvor det var lige ved at gå galt. Om hvordan de lige nåede bag en mur, før en granat slog ned, eller at deres biler blev beskudt af russiske soldater, der mirakuløst ramte forbi. 

I aften mødtes jeg med en ukrainsk soldat, som jeg kender tilbage fra 2021. Han har 89 soldater under sig og er ansvarlig for droneovervågning. Der er ikke megen optimisme at spore. Russerne tæppebomber ukrainerne flere steder.

En ukrainsk soldat nær en MT-12 fra 60’erne.

28. JULI

Jeg mødte endnu en pro-russer i dag i Kramatorsk centrum. Andrej på 48 år stod træt og frustreret og diskuterede med sin kone ude foran en dyrlæge, mens han ventede på, at deres hund blev færdig. Andrej kiggede skeptisk på mig. Det er svært at få pro-russere i tale i det ukrainsk-kontrollerede område, men han kunne ikke dy sig. Han sagde, at han håbede, at russerne snart ville komme og befri ham.

”Putin har ret. Der er nynazister alle steder,” sagde han, mens hans yngre kone med lyst hår ivrigt nikkede med. 

Han betvivlede, at Rusland havde tæppebombet byer såsom Severodonetsk og Mariupol. Det er bare propaganda, sagde han. Det hele. Russerne er her for at befri ham, og han venter på dem.

29. JULI

En mand stod i dag på sin altan i byen Bakhmut nær fronten og råbte ned til mig, at han hadede Putin. Han nåede lige at sige, at han ønskede ham død, da et russisk artilleriangreb ramte i nærheden og fik ham til at stoppe talestrømmen. Mit kamera rystede.

En ukrainsk kamphelikopter fløj forbi min Peugeot, som jeg havde købt, da jeg tog retur, i udkanten af byen. Der er konstante bombardementer, og bragene kan høres overalt. 

Hvorfor pokker vil de her mennesker ikke evakuere? Jeg forstår godt, at de siger, at de ikke har noget sted at tage hen. Men stadig. Det er, som om de bare venter på at dø.

Efter den lokale bro blev bombet, har lokale bygget en ny. Området nær byen Natalyne, Sydukraine.

30. JULI

I går ramte tre russiske missiler ned i Kramatorsk i Østukraine nær fronten. Der var flere døde og sårede. Det var heldigvis ikke i nærheden af mit gamle hotelværelse i midtbyen.

Jeg tog af sted for at se stedet, som viste sig at være et boligkvarter i udkanten af byen. Beboerne gik des-perate rundt og forsøgte at reparere på husene. En borger diskuterede højlydt med politiet, som var ved at indsamle rapporter fra folk. 

Den officielle udmelding var, at Rusland havde ramt et boligkvarter fuldt af civile. Det var endnu et brutalt eksempel på russerne, der hærger Ukraine, sagde myndighederne. Men manden råbte ad politiet i raseri og sagde, at det ukrainske militær var flyttet ind i boligerne over for hans hus, som nu var jævnet med jorden. Og han mente, at det var ukrainernes skyld, at hans hus også var ødelagt, fordi militæret havde lavet hans ellers fredelige boligkvarter om til et militært mål. 

Den kritik var han ikke ene om. Det er tydeligt, at det er en brutal krig. Ukrainerne er splittede mellem pro-russere og pro-ukrainere. Dem, der venter på russernes ankomst, og dem, der håber på, at Ukraines militær vil beskytte dem og vil kæmpe til det sidste. Hadet er voksende mellem dem, der venter på russerne, og dem, der håber på Ukraines militær. 

Der skal ikke ret meget til at starte en ophedet diskussion. Mandens nabo er for eksempel glødende pro-ukrainer.

I en kommunalbygning møder jeg senere en gruppe kvinder, der laver camouflagenet for militæret. Hver dag vikler de farvet stof sammen til tæpper, der kan skjule de ukrainske militærkøretøjer for de russiske styrker. De stod der med et af camouflage-tæpperne, hvor der på ukrainsk stod ”Pis af, Putin”.          

I denne kælder i Sydukraine opholdt flere russiske soldater sig.

31. JULI

En kontakt i de ukrainske specialstyrker tilbød mig i dag at komme ud til fronten og følge angrebene på de russiske positioner. Jeg kunne følge med hans specialenhed til fronten, hvor de skulle storme en landsby. Der var garanti for skyderier, fortalte han og sagde, at han ville samle mig op om 15 minutter.

Jeg endte med at takke nej. Det vil gå galt, forklarede jeg, for der skal være et længere aftræk. Det er vigtigt at følge de ukrainske soldater og dokumentere, hvordan de for eksempel behandler russiske fanger, men det skal være bedre planlagt. Jeg har det okay med at tage risici, men med måde. Det skal ikke være spontant. Mange journalister, som jeg kender, ville nok have hoppet ind i den bil med det samme. De sidder og venter på chancen for at se kamphandlinger, men det er dumdristigt uden en sikkerhedsplan. Jeg er her ikke på en selvmordsmission.     

1. AUGUST

Tusindvis af flygtninge dukker hver dag op på et af centrene i byen Dnipro. Mange er fra havnebyen Mariupol, som nu er under russisk kontrol. De har ingenting. Mange har brug for psykologhjælp. En af dem, en mand, fortalte mig, at han stod 150 meter fra et teater i byen fuldt af civile, da et russisk fly bombede stedet. 600 menes at være blevet dræbt.

Hans øjne stirrede ud i luften. Jeg tvivler på, at han nogensinde bliver den samme, uanset hvor megen psykologhjælp han får. 

Mens jeg besøgte flygtningecentret, tikkede en besked ind fra lederen af de ukrainske specialstyrker i Østukraine. På en tur ved fronten mistede de i dag 10 mand – halvdelen af enheden. På en af de ture, hvor jeg kunne have været med …

12. AUGUST

Jeg er igen i Sydukraine. Turen i dag gik til byen Zelenodolsk nær fronten, hvor der var en konstant baggrundslyd af bombardementer. Ofte slår russiske artilleriangreb ned i denne her by. En gruppe mennesker stod i kø for at få mad på et center, de havde ingenting.

I udkanten af byen står der en stor samling cykler – efterladt af de mange, der desperat har taget cyklen over frontlinjen for at komme væk fra kampene. Nu står de bare og ruster.

16. AUGUST

Jeg er med nogle ukrainske soldater ude ved en af frontpositionerne i Sydukraine. Der er bombardementer i horisonten. Soldaterne holder øje med russerne, og de er udstyret med en MT-12 fra 60’erne, der er designet til at ødelægge kampvogne. Soldaterne er ikke sikre på, at Ukraine kan vinde krigen, men de vil kæmpe til det sidste alligevel.

”Det er mit land. Vi kæmper for at forsvare vores identitet, vores frihed,” siger en af dem, inden turen går til en af de nyligt befriede landsbyer. Flere ødelagte russiske militærkøretøjer står ved en ødelagt skole, som russerne brugte som base, da de var i byen. Der bor stadig folk i landsbyen. Mens jeg taler med en af dem, begynder russerne og ukrainerne at skyde hen over hovedet på os fra distancen med artilleri. 

De har en artilleriduel i gang. Russerne rammer cirka 2-3 kilometer bag ved os. Kort efter skyder ukrainerne tilbage. Så er det russernes tur …

Som mange andre er jeg blevet vant til at høre de her brag. Kroppen og hjernen ved – med det samme – når det er langt nok væk. Men det er utroligt, at man kan vænne sig til det. Vænne sig til krig.