ENTEN HAR MAN HUMOREN, eller også har man den ikke. Det var i hvert fald sådan, jeg inddelte mine folkeskolelærere: hvem jeg kunne få til at grine – og hvem jeg ikke kunne. De sjove af dem fortalte jeg vittigheder, og en dag, hvor jeg havde gjort hr. Kofod syg af grin, sagde han: ”Du er så morsom, at jeg bliver nødt til at adoptere dig.” Da jeg gik hjem og fortalte min mor (skuespiller Toni Biering, red.), hvad den flotte, blonde lærer i slutningen af tyverne havde sagt, kiggede hun på mig og sagde: ”Sig til ham, at det må han gerne. Men jeg følger med.” Da jeg sagde det til hr. Kofod, blev han helt rød i hovedet.
Min mor var blevet skilt fra min far (teaterinspektør Helge Dahl, red.), da jeg var fem år gammel. Vi boede i Nordvestkvarteret i København, og jeg gik i skole på Nørrebro. I 1952 blev min mor gift på ny med skuespilleren Poul Thomsen, og senere flyttede vi til Aalborg, hvor han og min mor lejede sig ind på Lille Scene i Aalborghallen og spillede forestillinger. Jeg kom i skole på Ryesgade Skole, en håbløst gammeldags skole med kæft, trit og retning, hvor man blev sat uden for døren og sendt op til rektor, hvis man kom for sent.
I håndarbejde skulle vi sy i takt: Ned i stoffet, træk igennem, op med nålen og ned i stoffet igen. Læreren sad og dikterede, og jeg syntes, det var rædsomt. Heldigvis gik der kun et halvt år, før vi flyttede tilbage til København, og jeg kom tilbage til mine gamle kammerater. Men skolen kedede mig stadig. Jeg læste vel lektier fem gange på 10 år i alt.
En helt ung Lisbet Dahl som ballerina.
I DET HELE TAGET var jeg nok ikke til at holde ud som teenager. Jeg husker, at min mor engang blev så vred på mig, at hun løb efter mig gennem stuen med en bøjle, selvom hun ikke havde for vane at slå. I 10. klasse kom jeg i forretning og solgte dametøj inde hos hr. og fru Schiøler på Gammel Kongevej, men det var ikke noget for mig, for jeg havde længe vidst, at jeg ville være skuespiller.
I skoleferierne var jeg med både min mor og min far på turné. Jeg sad i kulissen og så skuespillerne optræde, og vi rejste fra by til by og fra hotel til hotel i en bus med alle teaterdekorationerne rullet sammen og spændt fast på taget. Jeg husker at have stået i kulissen og set min mor synge i Helsingør Revyen, da jeg ikke var mere end fem, og jeg kom til at gå lidt for langt ind på scenen. Pludselig var det mig, publikum kiggede på, og en af min mors kolleger måtte trække mig væk.
Efter 10. klasse kom jeg i lære hos Søren Weiss (skuespiller fra Det Kongelige Teater, red.) i København. 3-4 måneder senere sagde han pludselig en dag, at han syntes, jeg skulle gå til optagelsesprøve. Han ville have mig ind på Det Kongelige Teater. Men jeg ville hellere til Aalborg, for de havde Karen Marie Løwert som direktør, og de fik gode anmeldelser for deres forestillinger. Aalborg Teater tiltrak skuespillere hele vejen fra København, og jeg syntes, det var sejt. I 1965 blev jeg optaget i første forsøg, og jeg havde en fantastisk tid deroppe, hvor jeg blandt andet spillede Pippi Langstrømpe og Ophelia i ’Hamlet’.
Debuterende Pippi.
JEG FIK MIN DEBUT som revyskuespiller på Rottefælden i Svendborg i 1972. Med det samme følte jeg mig hjemme. Jeg har altid elsket at underholde, og revyen passede godt til mit temperament. Jeg nød at arbejde med tempoet og timingen, og især det sidste er vigtigt, når man står på en scene og skal få publikum til at grine. Nogle gange rammer man den fra første replik, og så kan man ride på latterbølgen hele aftenen. Andre gange er humøret hos publikum der ikke fra start, og så skal der arbejdes hårdt, måske et par numre eller tre eller fire. Men så pludselig er den der.
En aften i 1973 sad Preben Kaas nede i salen og så mig optræde. Vi kendte hinanden lidt fra Aalborg Teater, og efter forestillingen gik jeg ned og spurgte, om ikke jeg skulle i Cirkusrevyen, hvor han var direktør. Det lød som en god idé, syntes han. Nogle gange skal man huske selv at spørge om tingene. Det er ikke alt, der kommer af sig selv.
Året efter, i 1974, stod jeg pludselig på scenen med nogle af de største stjerner herhjemme. Dirch Passer, Malene Schwartz, Poul Bundgaard og alle de andre. Jeg havde aldrig spillet for så stor en sal før, og jeg lærte at finde den rette balance. Det handlede om hverken at spille for voldsomt eller for blidt. Spiller du for voldsomt, griner de kun nede bagved, og spiller du for blidt, når du aldrig forbi de forreste rækker.
Det havde været gode år for Cirkusrevyen, og salen var ofte fuld, men så, før sæsonen 1975, forlod Dirch Passer revyen. Han var en kæmpe publikumsmagnet. Billetsalget dalede, og økonomien blev presset. Preben og jeg havde i mellemtiden forelsket os og blev gift i 1977, men samme år blev han tvunget til at sælge revyen for småpenge. Vi fik børn, jeg gik derhjemme, og jeg kunne se, hvordan det gik ned ad bakke for Preben. I 1981 tog han livet af sig selv. Det var en stor sorg. Jeg lå derhjemme i sengen i et par måneder, men så tog jeg mig sammen og rejste mig igen.
Lisbeth Dahl med Preben Kaas.
I SLUTNINGEN AF 1984 blev jeg ringet op af Klaus Pagh. Han ville have mig til at instruere Tivolirevyen. Det var et godt tilbud, tænkte jeg, men da jeg spurgte min mor til råds, insisterede hun på, at jeg skulle vente: ”Der kommer noget andet, der er bedre,” forsikrede hun mig. Efter nytår ringede Klaus Pagh igen, men min mor sagde igen: ”Du skal ikke gøre det.”
Tredje og sidste gang han ringede, var i marts, netop som prøverne skulle til at starte. Jeg måtte love ham at ringe tilbage med at svar inden for en halv time. Men knap havde jeg lagt på, før telefonen ringede igen. Det var Ernst Trillingsgaard, som tilbød mig at blive instruktør på Cirkusrevyen. Jeg mærkede et dybt, rungende ’ja!’ inde i kroppen. Det var jo lige det, jeg havde drømt om, og da jeg fortalte det til min mor, svarede hun blot: ”Hvad sagde jeg?”
Endelig kunne jeg få lov til selv at bestemme. Det havde jeg jo nok haft lyst til, lige siden jeg som barn sad i teaterkulissen og tog mentale noter af, hvad skuespillerne gjorde forkert, og hvad de kunne gøre bedre. Når prøverne var ovre, gik jeg ned og fortalte dem det.
Det tog fire år, så var Cirkusrevyen en succes igen, og i 1989 var salen helt fyldt – 1.300 mennesker i alt. Jeg spillede selv med i forestillingerne sammen med blandt andre Claus Ryskjær, Kai Løvring og ikke mindst Ulf Pilgaard, som jeg havde hentet tilbage til revyen i 1986. Det er vigtigt med dygtige skuespillere, men en revy er aldrig bedre end det materiale, den er skrevet på. Jeg sorterede teksterne og sørgede for den rigtige sammensætning. Der skulle både være falde-på-halen-komedie, elegant politisk satire og plads til det grove, det skønne og det rørende. Ingen numre måtte ligne hinanden.
Verdensdame med ræv bag øret i ’De uanstændige’ (1983).
JEG HAR SPILLET med i film, i tv og på teateret, men jeg er altid vendt tilbage til revyen. I 1995 havde jeg ellers forladt Cirkusrevyen, fordi det var for hårdt både at instruere og spille, men jeg fortsatte med at optræde i Tivolirevyen og på Helsingør Revyen mellem andre roller og projekter. Tre gange prøvede Cirkusrevyen at lokke mig tilbage. Til sidst kunne jeg ikke sige nej længere og vendte tilbage i sæsonen 2002.
Revyen har ændret sig meget, siden jeg første gang trådte ind på scenen i Svendborg i 1972. Eller også er det bare tiden, der har ændret sig. Dengang satte Cirkusrevyen dagsordener. Sådan er det ikke længere, men der har været undtagelser. Som da vi i 2006, under Muhammedkrisen, genfortolkede det gamle revynummer ’Vi er alle i samme båd’. Ulf Pilgaard sang, og det trak virkelig overskrifter. Men den slags sker efterhånden sjældent. Alligevel bliver vi ved med at underholde, og vi følger også med tiden. For eksempel er numrene blevet kortere – tiden er bare ikke længere til en seks minutter lang vise, som man måske kunne slippe af sted med i 70’erne.
Frokost i Paris med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard, 1989.
EGENTLIG HAVDE JEG besluttet mig for, at 2022 skulle være min sidste sæson i Cirkusrevyen. Men så fik jeg coronavirus, og følgerne gjorde, at jeg måtte trække mig helt den sommer. Det var vemodigt at sige farvel, for revyen og alle folkene omkring den er blevet min anden familie. Men så stod jeg jo der i efteråret 2022 og vidste ikke, hvad jeg skulle lave efter nytår. Jeg ringede til James Price, som også lige var stoppet i Cirkusrevyen, og spurgte:
”Nå, hvad skal vi så lave i 2023?”
”Vi kan jo lave revy i Tivoli,” svarede han.
Først grinede vi begge højt. Men da vi var færdige, sagde han – mere alvorligt – at vi jo altid kunne spørge dem, hvad de havde på programmet derinde næste år. Fem dage senere sad vi til møde med kulturchefen.
Jeg havde ikke regnet med, at få et tilbud fra Tivolirevyen igen, og det var simpelthen for fristende. Er der noget, jeg kan, så er det jo at optræde og få folk til at grine. Jeg har stået på scenen i mere end 50 år, og hvorfor skulle jeg ikke blive ved? Der er intet, der stopper mig. Selvfølgelig bliver jeg ældre, får ondt i ryggen og ondt i fingrene, men det er jo ikke noget, der forhindrer mig i at arbejde. Vi er alle sammen vokset op med, at vores forældre og bedsteforældre var gamle, når de blev 60, men sådan er det bare ikke længere. Og hvis man fejler noget, så bliver man jo bare repareret!
Jeg er blevet opereret i ryggen for at frisætte nerveforbindelsen til benene. Jeg har fået nye hofter af titanium. Jeg har gennemgået en dobbelt bypass og fået erstattet den ene hjerteklap med reservedele fra en gris. Det hårdeste var hjertet, men hoften derimod, det var peanuts. Før jeg vidste af det, var jeg tilbage på scenen igen. Men jeg ved også, at jeg har nået en alder, hvor det kræver hårdt fysisk arbejde i månederne op til en sæson, så jeg passer min træning. Og jeg bliver nok ved med at spille, indtil kroppen ikke længere vil.
