PÅ NØRREBROGADE ræser cyklister om kap med bybusser i vinterkulden. Det er kun få dage inde i det nye år, solen skinner over søerne ved Dronning Louises Bro på Nørrebro, og Timm Vladimir vader velfriseret gennem det kolde, asfalterede landskab i retning mod sin bil. Det er stadig nyt for ham at have hjemme i kvarteret. Tidligere har han boet i Valby, og de seneste syv år på Østerbro med sønnen Cassius og sin ekskone. Efter de blev skilt, fandt han lejligheden her på Nørrebro.
”Østerbro er det hvideste kvarter, jeg har boet i. Der var kun lige min pakistanske kioskmand, ellers var det nærmest etnisk udrenset. Jeg er fra Albertslund, så jeg føler mig på en eller anden måde mere hjemme på Nørrebro. Jeg kan godt lide, at der er restauranter og gadeliv, og at skiltene er lidt skæve,” siger 53-årige Timm Vladimir, der, før han underskrev lejekontrakten, tog en cykeltur rundt i kvarteret med sin 12-årige søn, så han kunne give sin mening til kende om sit potentielt nye deltidskvarter:
”Han synes også, her er sindssygt fedt. Det er trods alt dejligt, når nu man må rive en familie op. For tiden er vi ved at prøve de forskellige spisesteder. Vi rater dem enten ’grøn’, ’gul’ eller ’rød. Når han er hos mig, snupper vi en shawarma eller sådan noget et nyt sted.”
Lige nu er skuespilleren, tv-værten, kogebogsforfatteren og manden bag madskolen ’Timm Vladimirs Køkken’ på vej til Aarhus for at hilse på sine medarbejdere.
”Det betyder noget for mig, at de ved, at jeg ikke bare er et navn på døren, mens jeg selv sidder og ryger cigarer med bowlerhat i min Chesterfield-sofa,” siger han, mens han passerer vintagebutikker og cykelhandlere.
Kort efter drejer Timm Vladimir nøglen i billåsen og sætter kursen mod Smilets By. Senere i år kan han fejre 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’, som han stiftede efter sin sejr i den første sæson af tv-programmet ’MasterChef’. Nu sender han cirka 100 lønsedler ud hver måned til henholdsvis fastansatte og timelønnede.
”Det tror jeg ikke, at nogen forestillede sig, da vi startede op. Slet ikke mig. Men folk kommer jo ikke igen, hvis det er noget lort, uanset hvad der står på døren,” siger iværksætteren, der til at begynde med var drevet af undervisningsdelen i madkurserne. Han er nemlig formidler af natur og havde ikke regnet med, at selve business-delen ville komme til at interessere ham så meget.
”Jeg er vokset op i et meget venstreorienteret hjem, hvor dem med slips og jakkesæt, der tjente penge, var de onde. Jeg har stadig det der arbejderklasseblod løbende i årerne, men jeg kan sgu godt lide at drive en forretning.”
I BARNDOMSHJEMMET var Janteloven indrammet og hængt op på væggen som en evig reminder om, at ingen skulle føle, de var noget særligt. Ved siden af hang Che Guevara, og på bordet lå Maos lille røde. Den revolutionære tidsånd var til stede overalt, og Timm Vladimir, der faktisk bærer det fulde navn Timm Vladmir Nysom Laustsen, blev opkaldt efter den revolutionære Vladimir Lenin, da han kom til verden i sommeren 1968.
”Min mor er måske lidt flov over det i dag, men det siger jo bare alt om den tid. Heldigvis har Lenin klaret sig marginalt bedre i eftertiden end nogle af de andre, selvom han stadig har rimelig mange menneskeliv på samvittigheden. Havde de kaldt mig Mussolini, havde jeg nok ikke beholdt det.”
Hans mor var kun 17 år, da hun fik ham, mens hans far var 19 år. Moren kom fra et almindeligt middelklassehjem på Frederiksberg med forældre, der henholdsvis arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Valby og som tøjekspedient i Daells Varehus. Moren tog en uddannelse som tandlægeassistent, men kom til at arbejde som pædagog og blev senere leder af en ungdomsklub i Albertslund. Faren var ud af en rigtig arbejderklassefamilie og var uddannet maskinarbejder, selvom han aldrig rigtig kom til at arbejde med det.
Da forældrene fandt sammen, flygtede de hjemmefra i 14 dage, indtil hans mor blev klar over, at de nok ikke ville kunne klare sig selv. De var unge og nyforelskede og drevet af en ungdomsrebelskhed og, før de fik set sig om, også forældre. To år senere kom en lillesøster til, og de flyttede fra Nørrebro til Albertslund, en ny kommune med en masse nye byggerier og høje idealer om et stærkt lokalmiljø med forstadshygge og fællesskaber, der passede til forældrenes ræverøde idealer.
Familien endte i Galgebakken, hvor Timm Vladimir blev en del af en kæmpe flok unger, der hang ud ved badesøen, legede fangeleg på de flade tage på områdets institutioner eller tossede rundt uden forældrenes opsyn. Det var i samme periode, at de første bølger af indvandrere kom til landet og for en dels vedkommende endte på Vestegnen.
”Albertslund var et stort miskmask af folk, der mere eller mindre boede sammen, og når klokken var 18, spiste man bare aftensmad, hvor man var. Det var et miljø fuld af venstrefløjstyper, og der var meget åbenhed og frihed til at gøre, hvad man havde lyst til. Der var ikke rigtig den store overvågning, hvilket så også havde den slagside, at banderne kunne eksistere. Dem, der kunne styre friheden, fik en masse ud af det, mens de andre røg i den helt modsatte grøft,” siger Timm Vladimir.
Da han var seks år gammel, blev forældrene skilt. Dengang var det bare sådan, det var. I dag synes han, det giver særdeles god mening.
”Jeg har stadig svært ved at forstå, hvad de har set i hinanden. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Det var først, da jeg selv blev voksen, at jeg forstod, hvor unge mine forældre egentlig var, da de fik mig. Det har hjulpet mig med at forstå en masse omkring dem. De var jo nærmest børn langt op i mine første skoleår.”
EFTERFØLGENDE BOEDE Timm Vladimir og hans lillesøster hos moren i Albertslund. Det var en almindelig, stabil tilværelse, hvor aftensmåltidet var dagens faste omdrejningspunkt. Selvom det godt kunne blive til en kylling fra grillen eller en pizza i ny og næ, gjorde moren altid en stor ære ud af at lave mad.
Fra Timm Vladimir var helt lille, var han med i køkkenet. Dengang forkogte man de hårde og tørre plader, når man skulle lave lasagne. Det blev hurtigt hans tjans. Senere fik han også ansvar for at smage kødsovsen til, og langsomt blev hans madinteresse pirret. Han begyndte også at gå til madlavning i en af de utallige skolefritidsgrupper i Albertslund. Selvom det var kutyme, at alle ’raske drenge’ var optaget af at spille fodbold, fandt han det dødssygt og statuerede ligefrem et eksempel ved at gå modsat.
Når Timm Vladimir var på besøg hos sin mormor, lavede hun enten gammeldags oksesteg med mos og sovs fra gryden eller medisterpølse, som hun først kogte og så stegte, med stuvet spinat og kartofler. Til de årlige påskefrokoster i sommerhuset, hvor hele familien var samlet, blev der typisk serveret 12-14 retter i løbet af dagen, og det mest almindelige samtaleemne var, hvad de skulle servere næste gang. Det lå til familien, at man samledes om kødgryderne. Det var ligefrem en måde at udtrykke sig på.
”Det har været en måde at skabe et fællesskab på og en måde at connecte. Vi er meget sarkastiske og ironiske i vores familie, og det her har været en måde at håndtere følelser på, når man ikke kunne udtrykke dem på andre måder. Der er en kærlighed og en intention bag al mad, og det blev også min måde at vise omsorg på ved at gøre mig umage,” siger Timm Vladimir.
Efter forældrene blev skilt, fandt moren relativt hurtigt en ny mand, som Timm Vladimir refererer til som sin far i dag. John, som han hedder, var en rolig mand, som boede i rækkehuset overfor i Galgebakken, så børnene havde en relation til ham i forvejen og studsede ikke synderligt over, at han pludselig var blevet en del af familien.
”Jeg har aldrig hørt John sige noget negativt om min rigtige far. Tværtimod var han meget støttende. Han har været med til at forme mig på mange måder, uden jeg føler, han bevidst har haft et ønske om at overtage nogen rolle. Han er bare gået ind i det som den person, han er. Han var den far, jeg gerne ville have haft. Det er nok også derfor, jeg nåede frem til, at så kalder jeg ham far. For man kan være far i blodet, men man kan også være den far, der rent faktisk er der. Det var John for mig, og jeg har en utrolig stor kærlighed til ham.”
DEN BIOLOGISKE FAR flyttede fra Albertslund og boede forskellige steder – i et sommerhus, på Frederiksberg og i Nordvest i Københvan, hvor han forsøgte at lave så lidt som muligt, mens han drak så mange bajere og røg så mange fede som muligt. Første øl drak han til morgenkaffen, og hvis han skulle nogle steder hen, havde han altid et net med forsyninger med sig. Selvom han identificerede sig som en vaskeægte arbejderklassedreng, var han næsten altid arbejdsløs. Når han blev kaldt i arbejde, tog han typisk noget, der ikke krævede en uddannelse, såsom parkeringsvagt eller skilteopsynsmand på Strøget, indtil han kunne få understøttelse igen.
”Han var også på et tidspunkt kanylemand på Vesterbro. Det var ham, der gik rundt og samlede brugte kanyler op med en pind. Han var alkoholiker og røg hash hele sit liv, så han kunne snakke med alle i det miljø. Når han gik på Vesterbro, vidste folk, at det var kanylemanden,” siger Timm Vladimir.
Cirka en gang hver anden uge besøgte Timm Vladimir og søsteren deres far. Sønnen blev sendt i kiosken efter 10 bajere og 10 sodavand, og så stod den på brætspil og hygge. Der var en langt mindre hverdagsagtig stemning end hos deres mor. Det hele var mere gakkelak. Og selvom faren ikke var meget for at løfte en finger, havde han hovedet fuldt af ideer til kreative indslag. Han var blandt andet fascineret af kunsterne Christo og Jean Claude, der pakkede skyskrabere og andre kæmpe bygninger ind i hvidt lagenlærred. Timm Vladimirs far havde ikke mange penge, men besluttede sig for at gøre det samme. En weekend havde han derfor købt nogle enorme pakker med lagenstoflærred til at pakke hele sommerhuset ind i og lejet et lille Cessna-fly, så de kunne filme huset oppefra med smalfilm.
”Jeg har ingen anelse om, hvordan det var lykkedes ham at skaffe pengene, men han havde fået på hjernen, at det ville han gøre, så det gjorde han. Det var fuldstændig galningeagtigt og helt sindssygt fedt.”
I en længere periode havde faren arbejde på Carlsberg som ’sommerfugl’, en af dem, der om sommeren, når der blev brygget mange øl, havde til opgave at rense de store tanke. Mens han var der, stod han for medarbejderrevyen. Når de mødtes i weekenderne for at øve, fik børnene lov til at komme med og hænge i kulissen. Sådan stiftede Timm Vladimir bekendtskab med sit første skuespils-agtige miljø. Og han elskede at være med, når de skulle optræde, synge og spille.
De første år foregik det i Ungdomshuset på Jagtvej, der havde en scene, man kunne leje, men da huset senere blev besat, rykkede de ud i et forsamlingshus på Vesterbro. Da Timm Vladimir blev lidt ældre, fik han sammen med en lille gruppe venner lov til at optræde efter revyen med breakdance og electric boogie. På papkasser på gulvet breakede de til begejstrede bifald.
AT FAREN DRAK bajere og røg joints, var bare sådan, det var. Der var ikke nogen, der kommenterede det, og Timm Vladimir selv tænkte heller ikke synderligt over det. Så ofte så han jo heller ikke sin far. Selvfølgelig kunne det være irriterende, når han kom hjem til ham, og han lå på sofaen og boblede efter at have drukket 15 bajere. Eller når de skulle ud for at handle, og turen kom til at tage fire timer, fordi de lige skulle forbi et værtshus eller to på vejen, så faren kunne få en øl, og børnene en Squash. Nogle gange blev faren rigtig fuld, og så blev han både højtråbende og provokerende og endte med at blive smidt ud af værtshuset på røv og albuer.
”Der var en masse situationer, hvor det ikke var specielt fedt at være sammen med ham. Når vi var på værtshus, og han blev smidt ud og sådan noget. Det var ubehageligt, og jeg skulle pludselig begynde at tage en masse ansvar på et tidspunkt, hvor jeg ikke burde. Det blev min opgave at få min søster og min far hjem, ham i verdens største brandert. Jeg måtte få ham slæbt ind i en taxa og ud igen og få betalt og sådan noget. Det gjorde, at jeg fik en ballast til at klare ubehagelige situationer, for i mange år kunne jeg bare vade gennem lortet. Men jeg lærte til gengæld aldrig at snakke om det eller vise, når jeg var ked af det. For jeg snakkede aldrig med nogen om, at vi blev smidt ud af alle de værtshuse, ikke engang min mor,” siger Timm Vladimir.
Da han selv blev teenager, syntes han ligefrem, det var sejt, at hans far var, som han var.
”Det var supercool at have en far, der tillod, at man havde vennerne ovre for at drikke sig pissefulde og ryge fede. Han var kongen blandt mine venner, og jeg fik masser af credit, fordi vi kunne gøre det.”
Efter Timm Vladimir var gået ud af 9. klasse, havde han en periode, hvor han til dels gik i sin fars fodspor. Sammen med to venner begyndte han at drikke sindssyge mængder alkohol. Den ene af dem arbejdede i Brugsen, og han kunne enten tage noget med hjem i lommen eller købe til personalepriser, og så sad de ellers, de tre gutter, og delte en flaske snaps og en kasse guldbajere og røg et par fede med det ene formål at blive så baskede som muligt.
”På den ene side kommer jeg fra et rimelig stabilt hjem hos min mor med villa og venner, men på den anden er jeg jo vokset op med druk og havde på den måde lært det. På det tidspunkt syntes vi, det var sejt at kunne drikke så meget som muligt. Det var et mål i sig selv at blive baldret og fucked op.”
En dag gik det dog op for Timm Vladimir, hvor langt ude det egentlig var. Han gad det ikke mere.
”Jeg fandt heldigvis tidligt ud af, at jeg ikke har det samme misbrugsgen som store dele af min fars familie, for guderne skal vide, at hvis jeg havde haft det, var jeg blevet alkoholiker. Vi var blevet de vildeste svampe, hvis vi var fortsat, men da jeg ikke ville det mere, havde jeg intet problem med at vende ryggen til det. En morgen vågnede jeg og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg med mit liv?’ Og så stoppede jeg.”
TIMM VLADIMIR SNAKKER, som om han aldrig har lavet andet, og kører bil, som om han aldrig har siddet i en før. Ved indgangen til Storebæltsbroen bliver han i tvivl, om hans BroBizz virker, for han har netop fået skiftet nummerplade på sin bil. Han snegler sig nervøst mod bommen.
”Sådan noget ved jeg ikke en skid om. Jeg bliver altid sådan …,” siger han, da bommen åbner, og han kan fortsætte: ”Jo, kraftstejleme, der var den! YES!”
På Fyn beder han gps’en lede ham mod nærmeste tankstation, men der er kommunikationsproblemer, og inden længe er han helt væk fra motorvejen og på vej længere og længere ind i Odense. ”What?” udbryder han, hver gang gps’en vil have ham til at fortsætte. Til sidst ender han ved en Shell-tank, hvor han får fyldt op, men dårligt har han ytret den triumferende sætning: ”Nu er der masser af saft på, så kører det,” før han er drejet til venstre i et lyskryds og pludselig holder front mod front med et letbanetog.
”Hvad fanden sker der her?” udbryder han, holder et øjeblik stille midt i et lyskryds til stor forundring for alle andre, før han får lavet en U-vending i den kreative afdeling og finder ind på den rigtige vej.
”Ej, hvor sindssygt, der var ikke nogen vej. Hvor var det crazy!”
Han slår en høj latter op og taster igen på gps’en.
”Nu tør jeg ikke gøre andet end bare følge den.”
Da han senere på eftermiddagen triller ind på den gamle lystbådehavn i Aarhus tæt på den famøse P. Clausens Fiskehandel, har mørket for alvor lagt sig. Det lyser fra store pyramideagtige boligbyggerier på den anden side af kanalen, da han går mod en stor, rød murstensbygning med sorte træfacader:
”Jeg tror bare, jeg fortæller dem kort om, hvordan det hele startede.”
SKUESPILLER VAR DET, han ville være, og da han kom ind på Teaterskolen i Aarhus i 1989, blev han venner med en anden ung mand ved navn Gordon Kennedy. De to blev en del af byens improteater-miljø, der var nyt og glohedt. Konceptet var, at man spurgte publikum om et sted, et erhverv og eventuelt en stemning. De kunne så svare eksempelvis: ’busstoppested’, ’byggeriarbejder’ eller ’glad’. Ud fra stikordene skulle typisk fem skuespillere improvisere en scene, mens der hele tiden kom nye øvelser til.
Før de forskellige shows blev der solgt roser og våde svampe, som man kunne kaste efter skuespillerne afhængigt af, om det var godt eller noget lort. En dag besluttede Timm Vladimir og Gordon Kennedy at peppe det lidt op. De tog op på teaterskolen og rodede i kostumelageret, hvor de fandt parykker og gabardinebukser. Det fik dem til at se russiske ud, så før forestillingen gik de forklædt som russere rundt og solgte roser og svampe: ”My friend, special prize for you!”
Lynhurtigt blev de to russere kult i miljøet, og Timm Vladimir og Gordon Kennedy begyndte at optræde med dem fast. Det var de første figurer, de havde opfundet sammen, og det gik op for dem, at der måske var mere i det. De begyndte også at lave stand-up rundtom på byens caféer, selvom det ikke ligefrem blev taget godt imod på Teaterskolen, at de på den måde boltrede sig på de ’useriøse’ baner.
”Jeg havde et kæmpe behov for at stille mig op foran en masse mennesker, der kunne give mig bekræftelse. Hvis jeg skal psykologisere lidt over det, er det jo nok det, der driver os, der stiller sig på scenen. Det er et vildt kick at mærke, at publikum kan lide én,” siger Timm Vladimir.
Det hele gik dog ikke kun op i gak og løjer. Efter han blev færdig på Teaterskolen i 1993, fik han sin debut på Nørrebro Teater som Danny Zuko i musicalen ’Grease’. Her skulle han både danse og synge, og selvom han har dårligt gehør, lykkedes det ham lige nøjagtigt at bære den hjem. Han var stadig ved at finde ud af, hvilken slags skuespiller han egentlig skulle være. Efterfølgende fik han hovedrollen i ’Guys and Dolls’, en klassisk Broadway-musical med storladen musik. Selv var han meget skeptisk, for nok kunne han synge nogenlunde efter klaver, men med 30 instrumenter ville han fare vild. Til hans store fortrydelse fik kapelmesteren overbevist ham om, at det nok skulle gå.
”Jeg stod på scenen og havde det ad helvede til. Jeg vidste, at det var lort, jeg vidste, at jeg sang pivfalsk, uden jeg anede, hvad jeg skulle gøre. Det var hæsligt, fucking hæsligt.”
Efter premieren tog han hjem og græd resten af aftenen. Og så måtte han ellers stå op dagen efter og gøre det samme igen. Og igen. På brutal vis lærte han, at der trods alt var begrænsninger på talentet.
SAMTIDIG SØGTE DR nye folk til ungdomsprogrammet ’Transit’. Timm Vladimir og Gordon Kennedy besluttede sig for at prøve det, for selvom de ikke rigtig havde nogen konkrete idéer, havde de til gengæld en god kemi. Da de gik ud ad døren på Danmarks Radio i Søborg, sagde casterne, at de ville få besked inden for 14 dage, men da de en halv time senere kom hjem i Gordon Kennedys lille lejlighed på Frederiksberg, lå der en besked om, at jobbet var deres.
Sammen med Palle Strøm udviklede de konceptet til ’trendforskerne’ og fandt selv på de bizarre ’Godnathistorier’ med den famøse udgangsreplik ”Godnat og sov godt”. Første udsendelse blev sendt en onsdag aften i 1995. Allerede dagen efter blev de genkendt på gaden. Det kom som et chok, de havde jo ikke været på skærmen meget mere end et minut. Det viste sig dog blot at være en forsmag. I ugerne efter tog det for alvor fart. Og pludselig eksploderede deres folkelige gennembrud. Efter en måned var makkerparret blevet kult.
”Der gik massepsykose i det. Det var helt crazy. Lige pludselig var vi kæmpe rockstars, alle ville have fat i os.”
De næste par år var et triumftog med sketchprogrammer og liveoptrædener. Når de turnerede landet rundt, måtte de flere gange afbryde deres shows, fordi folk råbte og skreg så højt, at ingen kunne høre, hvad de sagde. Kvinderne løftede op i bluserne, de havde bodyguards med sig, fordi de ikke kunne gå i fred, og Timm Vladimir oplevede, at nogen låste sig ind på hans hotelværelse midt om natten, mens han lå og sov. Folk var ellevilde med ’Timm og Gordon’:
”Vi havde så meget medvind. Det var fandeme fedt at stå der og føle sig som fucking konger, der ikke kunne gøre noget forkert.”
TIL TIMM VLADIMIRS 30-årsfødselsdag var der ingen smalle steder. Han havde succes som skuespiller og tv-vært og tjente godt med penge. Han boede i en villa i Valby med sin daværende kone og havde inviteret venner og familie til en af de kæmpefester, hvor der ikke mangler noget. Der var helstegt lam i haven, cognac og cigarer, hele smøren.
Det kørte for Timm Vladimir, og det kunne hans far ikke magte. Som aftenen skred frem, begyndte han at åbne op for lorteposen. Nu skulle sønnen kraftedeme passe på med ikke at blive for fin, han skulle sgu huske sine rødder. Da Timm Vladimir ikke kunne holde ud at høre på det mere, fik han slæbt ham ud i en vogn og sendt ham hjem.
Efterfølgende stod han alene ude på villavejen og græd, mens tanken, der førhen havde rumsteret i baghovedet, kom helt frem i frontallapperne: ”Jeg må beslutte mig for, om jeg vil se ham eller ej.”
Fordi Timm Vladimir som barn kun havde set sin far hver anden uge, havde det været en fragmenteret relation. Det var først, da han blev ældre, at han kunne begynde at se et større billede.
”Der kommer jo et tidspunkt i ethvert liv, hvor man finder ud af, at ens forældre ikke er de overmennesker, man havde gået og troet. For drenge er det nok især ens far, man idoliserer, men for mig kom illusionen til at krakelere.”
I farens familie var der tradition for familiekomsammen et par gange om året. En i juledagene og en i løbet af sommeren – frokoster med øl og snaps, og Timm Vladimirs far og onkel endte altid med at drikke sig i hegnet.
”Min far blev fucking ulidelig at høre på,” siger Timm Vladimir og laver sin stemme om, så den imiterer farens og bliver Stewart Stardust-agtig: ’Det er sgu mig, der har leveret råstofferne til dig, knægt.’ Det var altid den samme plade, som jeg aldrig forstod, hvad han ville opnå med. Hvad er det, du vil have af mig? Skal jeg være dig evigt taknemmelig?”
Farens familie boede ude på landet ved Ølstykke, og det var Timm Vladimirs opgave at hente sin far, ellers gad han ’kraftstejleme ikke’.
”Det var hans familie, og det var to gange om året, men alligevel skulle jeg være den søde dreng, der hentede ham i min bil. På hjemvejen skulle jeg altid sidde og høre på hans pis. Det endte tit med, at jeg sagde: ’Nu stopper du fandeme, ellers sætter jeg dig af, og det bliver ikke ved den nærmeste station, men lige her.’”
PÅ TEATERSKOLEN I Aarhus havde han på sit første år inviteret sin far over for at se sin afgangsforestilling. I løbet af dagen var han selv inde på teatret for at klargøre forestillingen, så det var hans daværende kæreste, der tog imod faren, der begyndte at kævle bajere, fra han kom ind i lejligheden. Da forestillingen begyndte, kunne Timm Vladimir konstatere, at hans far ikke var dukket op.
”Efterfølgende fandt jeg ud af, at han i sin kæmpebrandert havde troet, at vi spillede på hovedscenen, så han var kommet i klammeri med vagterne. De havde prøvet at forklare ham, at hans søn ikke spillede derinde, men det ville han ikke finde sig i. Ingen skulle bestemme over ham, og til sidst blev han smidt ud på røv og albuer. Da han senere på dagen skulle hjem til min lejlighed, kunne han ikke lige huske, hvor han skulle ringe på, så han endte med at sparke en dør ind til kælderen.”
Efter han og Gordon Kennedy var blevet landskendte, blev forholdet til faren endnu mere anstrengt. Og til sin 30-årsfødselsesdag fik sønnen nok.
”Jeg kunne tydeligt mærke, at det havde han det svært med. Jeg var blevet en af ’fjenderne’, der tjente penge og havde succes. Det kunne han ikke kapere,” siger Timm Vladimir, der nåede frem til, at han hellere ville savne sin far en gang imellem end at få forholdet ødelagt, hver gang han så ham.
”Det gjorde mere ondt på mig at se ham, end det ville gøre ikke at se ham. Så jeg tog beslutningen om, at vi ikke længere skulle ses. Det var ikke sådan, at vi skulle være uvenner, og det var ikke, fordi vi ikke kunne ses til en familiesammenkomst, men jeg ville ikke længere hente ham i bil eller invitere ham til noget. Jeg ville ikke længere tage ansvar for vores relation. Det gad jeg ikke mere.”
FOR FEM ÅR siden kom Timm Vladimir hjem fra en rejse til Mexico og fik besked om, at hans far var røget i respirator på hospitalet. Det var ikke muligt at vække ham igen. Han havde kræft i hele kroppen. Nu var han teknisk set død, og Timm Vladimir var nervøs for, om det ville udløse en reaktion at se ham sådan. Men da han stod på hospitalet og kiggede på sin far i respiratoren, helt tynd og med et kæmpe skæg, følte han ikke rigtig noget. Det eneste, han tænkte, var: ’Hvis jeg selv en dag ligger med en respirator, mens min søn står og kigger på mig og har det på den måde, som jeg har det, så har jeg fejlet som far.”
Begravelsen faldt tilfældigt sammen med optagelser til ’Den store bagedyst’, og sønnen valgte ikke at komme til den. Han ville ikke aflyse en tv-produktion med 30 mennesker.
”Jeg fortryder det ikke. Siden har jeg mange gange prøvet at mærke efter, men den er bare lukket for mig. Det blev den, lang tid før han døde. Jeg tænker på ham og vores forhold en gang imellem, og hvad vi hver især kunne have gjort bedre, men samtidig kan man jo ikke gøre noget ved det nu. Han gjorde det ikke særlig godt, men jeg føler ingen vrede eller animositet over for ham. Jeg har fuldstændig tilgivet ham. Han gjorde det bedste, han kunne.”
Nogle uger senere gik Timm Vladimir og hans lillesøster og ryddede op i farens lejlighed. Her fandt de blandt andet en scrapbog, der var spækket med udklip fra Timm Vladimirs mangfoldige karriere. Det ene, en lille tekst fra en ugeavis fra Nørrebro, var blot få uger gammelt.
”Det gik ligesom op for mig, at han i virkeligheden nok altid havde været stolt af mig uden at kunne udtrykke det. Når vi skiltes i årenes løb, fik han nogle gange tudefjæs på, og jeg fik en fornemmelse at han ville mig noget, men at han ikke kunne udtrykke det Jeg havde altid en fornemmelse af, at han ville mig noget. Jeg er ikke i tvivl om, at han elskede mig, men det er synd, at han aldrig selv kunne sige det. Alkoholisme er jo en sygdom, og han var desværre i et miljø, hvor det blev set som en styrke eller en livsstil. Han var stolt af at være den der arbejderklassedreng, der fandeme kunne drikke bajere. Han gjorde sit bedste. Det var ikke godt nok, men jeg har valgt at kigge på intentionen frem for udfaldet.”
Fra tid til anden taler Timm Vladimir med sin søn om hans bedstefar, som han kun nåede at møde få gange. Så fortæller han nogle gange sjove historier, som om dengang han pakkede huset ind i lagener.
”Vi har også sådan en ting med at tale som min far: ’Ved du hvad, knægt, ta’ en bajer.’ Det er en måde for os at mindes. Nu er han blevet en sjov karikatur, der lever videre, som vi både griner af og griner med. Det er vigtigt for mig, at min søn også får den side med.”
DER ER FULD GANG i et personalemøde indenfor i Timm Vladimirs Køkken i Aarhus. Omkring 30 ansatte, primært unge mennesker, sidder om et stort bord og diskuterer alt fra affaldssortering til valg af tillidsrepræsentant. Ved det sidste punkt, ’Ordet er frit’, er der en ung fyr, der spørger:
”Har nogen tabt 1.000 kroner? Jeg fandt dem lige, da jeg var ude at tisse.”
Han stikker sedlen i vejret. I udkanten af det hele roder Timm Vladimir i sine lommer. Han har indtil nu holdt sig i baggrunden, men må for første gang bryde ind i selskabet.
”Det er min,” siger han.
De mange ansatte kigger overrasket, griner i kor.
”Seriøst, det er faktisk mig,” siger han så.
Det udløser endnu et kollektivt latteranfald.
Efter en længere pause, hvor der ivrigt bliver fortæret kyllingeburgere, slår Timm Vladimir på glasset.
”Hej alle sammen, det er mit navn, der står uden på døren på det her fantastiske sted,” siger han, før han engageret kaster sig ud i den store fortælling om, hvordan han endte i restaurationsbranchen. Efter adskillige minutter når han til afslutningen på sin optræden i ’MasterChef’:
”Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle have med mad at gøre på en arbejdsmæssig, professionel måde, så skulle det være nu, og så blev jeg ringet op af nogle gamle kolleger, der havde nogle lokaler i Valby og en idé, og jeg tænkte: ’Fuck yeah, det gør vi!’”
Selvom han på forhånd havde tænkt, at det kun skulle være et kort oplæg, fortsætter storytellingen i det uendelige. Undervejs taber han flere gange tråden, farer vild i grene af sin egen fortælling, men finder altid tilbage på sporet og når undervejs forbi både hjemmebrygget øl og #MeToo. Efter cirka 30 minutter stopper han: ”Tak for nu, tak for mad.”
MED TIDEN BLEV det opslidende at ride på den søgang, som han og Gordon Kennedy surfede på i midten af 90’erne. Den konstante opmærksomhed sled. Der kom perioder, hvor han ikke gik uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt. Når han var ude at spise, kiggede alle på ham, og så kiggede han igen, indtil de stoppede med at kigge.
”Man bliver sindssyg i bøtten af det. Det er en virkelig selvoptaget og selvbevidst tilværelse. Det er, som om man hele tiden har et kamera på sig. Det er virkelig ubehageligt. Jeg har lært at leve med det, men dengang havde jeg tit lyst til at råbe: ’Lad nu være med at kigge på mig, for helvede!’”
Samtidig var Timm Vladimir ved at køre død i det komiske miljø. Den første bølge med folk som Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Casper Christensen, Thomas Wivel og Carsten Bang var sjov og hyggelig, syntes han, men i takt med at kredsen voksede, kom det mere til at handle om at overgå hinanden – også backstage. Miljøet var i hans øjne ikke så varmt og venligt mere.
Det helt store vendepunkt kom i forbindelse med spillefilmen ’Stjerner uden hjerner’ i 1997. Filmen var ment som et slags spoof på ’In bed with Madonna’ – en nyskabende film om superstjernen, hvor håndholdte sort-hvide backstage-optagelser blev krydret med flotte, glittede scener fra hendes koncerter.
Ideen var at lave en film på samme måde, men sådan kom det ikke til at gå. Selv titlen fik de ikke medbestemmelse over. De ville have kaldt filmen ’Wannabe’, men da en af de ansatte på produktionsplanen læste det som ’Vandabe’, blev den fravalgt. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Og makkerparret var smertefuldt bevidste om, at den ikke var helt god.
Før premieren forsøgte Timm Vladimir og Gordon Kennedy at købe masterkopierne til filmen for at ødelægge dem, men det viste sig at være for dyrt. I stedet rejste Timm Vladimir til Australien med sin kone. Han skulle bare ud af landet. Da filmen kom ud, høstede den bundkarakterer på stribe, og den figurerer på listen over ’100 værste film nogensinde’ på filmdatabasen IMDb.
”I dag er den blevet kult, hvilket er mærkeligt, for en kultfilm skal i mine øjne også have noget fedt over sig. Det har den ikke,” siger Timm Vladimir, der sammen med Gordon Kennedy opdagede, at træerne ikke af sig selv vokser ind i himlen. Bagefter havde de begge brug for at trække stikket og finde ud af, hvad der nu skulle ske.
”Jeg lærte, at uanset hvor fed folk synes, man er, kan man altid fucke det helt op. Det var traumatisk på den måde. Vi brændte nallerne, og så stikker man ikke fingrene for tæt på flammen igen.”
EFTER DE SUCCESFULDE 90’ere fulgte nogle rodløse år. Timm Vladimir lagde stemme til animationsfilm som ’Skatteplaneten’, ’Ice Age’ og ’Robotter’, han lavede dykkerprogrammet ’Under overfladen’, han var vært på awardshows og på underholdningsprogrammer som ’Venner for livet’ og ’Mit sande jeg’. Han spillede rollen som Niels Aagaard i tv-serien ’Lykke’ og som dommer i ’Pendlerkids’ på Ramasjang. Han var gæstedommer i ’Scenen er din’ og medvirkede i ’Til middag hos …’. Han var overalt, for kom der et tilbud, sagde han ja. Til sidst blev han træt af se sig selv.
”Tv-stationerne bruger dig som en bitch indtil den dag, hvor de – eller seerne – er blevet trætte af dig, og man ryger ud med badevandet. Det er op til én selv at holde igen, og det er svært, for det er både skægt, og der er penge og alt muligt i det. Men man skal passe på med ikke at blive den person, som folk tror, man er.”
Der var dog et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det kom i 2011 fra TV3, der ville høre, om han ville medvirke i første sæson af ’MasterChef Danmark’. Han havde igennem alle årene bevaret sin lidenskab for madlavning, og ofte var aftensmaden det første, han tænkte på om morgenen. Han havde også flittigt fulgt med i den engelske version af programmet og var derfor stensikker, da han takkede ja. Det viste sig at blive en ”kæmpe oplevelse, sådan en, der kommer til at definere ens liv fremover”.
Til sidst var det ham, der kunne løfte ’MasterChef’-trofæet over de andre kendisser, og det gav ham modet til at forfølge en gammel drøm – og i år har han 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’.
”Jeg havde ikke fundet en klar vej. Det var meget random, hvad jeg sagde ja til. Når jeg kiggede på de mennesker, der var kendte, uden man vidste, hvad de var kendte for, kunne jeg mærke, at jeg ikke respekterede dem på samme måde som dem, der havde et håndværk. Der er en gruppe kendte, der bare er kendte, fordi de har været med i ’Zulu djævleræs’ og ’Zulu kvægræs’ og ’Formel Whatever’, og sådan en skulle jeg ikke være. Folk skulle respektere mig af de rigtige årsager, ikke fordi jeg måske kunne blive nummer fire i ’Vild med dans’.”
HJEMFARTEN MOD København er ikke uden udfordringer. Da Timm Vladimir skal igennem betalingsanlægget ved færgeoverfarten i Aarhus, bliver han i tvivl om, hvordan det fungerer.
”Jeg kører over her 100 gange om året, så jeg burde vide det,” konstaterer han, mens han holder i kø og samtidig brokker sig over bilens blæser.
”Hvorfor virker den ikke?” spørger han, mens han prøver sig frem.
Til sidst ender Timm Vladimir om bord på færgen, der fører ham til Sjællands Odde, og derfra går det i mørke hjem mod København og Nørrebro. Det er en ny tilværelse for ham, han har nærmest aldrig i sit voksenliv været sig selv. Han har altid været sådan en, der var i fast forhold – med kun få ugers undtagelse.
”Før var det utænkeligt for mig at bo alene. Jeg troede slet ikke, jeg kunne finde ud af det. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg virkelig nyder at komme hjem til mig selv.”
Tidligere havde han for vane at skynde sig at lægge sig til at sove, når han kom hjem, men nu er han begyndt at sidde en halv time for sig selv. Bare lige læse lidt i en bog eller se et halvt afsnit af noget åndssvagt på fjernsynet. Han er også begyndt at elske at vågne alene om morgenen og have tid til at stå op og drikke kaffe, uden der er en lyd omkring ham. Uden nogen forlanger noget.
FOR LIDT OVER et år siden sagde Timm Vladimir ja til at få en hund, efter at hans søn og daværende kone havde plaget ham længe. Det er et gadekryds, en blanding mellem en bordercollie og en labrador. Fordi Ozzy, som hunden hedder, primært er en hyrdehund, er den ifølge Timm Vladimir skabt til at samle flokken. Hvis man sidder i stuen, men skal på toilettet, rejser hunden sig automatisk og går med derud. Hvis man er ude at gå med den, går den altid enten forrest eller bagerst, og hvis knægten pludselig kommer for langt foran, er den ikke glad for situationen, så løber den op og trækker ham tilbage. Den er hardwired til at samle.
Det var først efter lang tid, at Timm Vladimir tilfældigt opdagede, at den også har brug for nogle gange at være sig selv.
“Pludselig gik det op for mig, at det er jo mig. Jeg pleaser hele tiden andre, og jeg tænker ikke engang over det, jeg gør det bare. Jeg kunne se på den køter, at når den var alene, kunne den endelig slappe af. Det er sådan, jeg har det. Jeg skal ikke passe på nogen, jeg kan bare sove, slappe af eller whatever. Jeg er en fucking bordercollie!”
Det har i mange år været naturligt for Timm Vladimir at reagere per kommando. Det har altid ligget latent i ham først og fremmest at være noget i forhold til sine omgivelser.
”Jeg sørger altid for, at folk omkring mig har det godt. Ellers bliver jeg utilpas og får instinktivt lyst til at gøre noget ved det. Det bringer mig glæde, men det har også været på bekostning af, at jeg ikke selv ved, hvordan jeg har det godt. Jeg ved, det gør mig glad at give andre noget, men er det nok?”
DER HAR VÆRET tidspunkter i Timm Vladimirs liv, hvor det gradvist er gået op for ham, hvor dårlig han egentlig har været til at mærke sine følelser og sætte ord på dem. Han har ofte kigget på kvinderne i sit liv og været imponeret over, hvor ubesværet de har kunnet tjekket ind på deres følelser. Nogle gange i en grad, så han har tænkt: ”Don’t worry, dine følelser er der også om fem minutter, du behøver ikke hele tiden mærke dem.”
Men i det mindste kunne de finde ud af det. Han havde aldrig selv lært det, ingen af hans forældre kunne finde ud af at snakke om følelser. I barndomshjemmet handlede det om at sluge det og lade som ingenting, hvis man mærkede, at noget trykkede.
”Man bliver nødt til at sætte ord på følelser for at behandle dem. Hvis ikke der er ord på, går følelsen i sig selv. Den bliver ligesom bare derinde som det der nys, der aldrig kommer,” siger Timm Vladimir, der i sine tidligere forhold pludselig stod i situationer, hvor han var nødt til at tage stilling til sine følelser, uden han kunne finde ud af det – eller dem.
”Jeg kunne ikke tale om det, for jeg anede ikke, hvilke ord jeg skulle sætte på. Jeg havde ikke et sprog for det. Det er specielt at sidde i parterapi, hvor den ene kan snakke velformuleret om, hvordan hun har det, mens jeg sidder og føler mig som fuldstændig analfabet. Det var, som om terapeuten havde bedt mig om at formulere mig på et andet sprog: ’Nu vil jeg gerne have, du svarer mig på serbisk.’ Og så sidder man ved siden af en, der kan flydende serbisk. Det er fandeme vildt.”
Sidste år blev han skilt fra sin ekskone, krimiforfatteren Katrine Engberg, efter 18 år. I stedet for at lukke de svære følelser inde valgte han at tvinge dem frit frem.
”Jeg har aldrig været god til at mærke mine følelser, så jeg har besluttet mig for at gå fuldt ind i det. Jeg har brugt dem til en læringsproces, hvor jeg for bare fem år siden ville have lukket af, arbejdet mig igennem det, videre, bum! Jeg er en krebs med et blødt indre, men med en hård skal udenpå. Den skal har hjulpet mig ekstremt meget, for den er vildt effektiv som en survivor-ting, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at gøre den mindre hård. For der er en kæmpe styrke i at turde være i sine følelser og vise dem.”
DET SKER STADIG, at Timm Vladimirs såkaldte muscle memory spiller ham et puds. Som når han snakker med sin ekskone og pludselig hører sig selv kalde hende ’skat’. Eller når han er i selskab med hende og pludselig forvandler sig til den person, han var før. Selvom hans hjerne fuldstændigt forstår situationen, er fysiske og psykiske vaner stadig indlejret i kroppen.
”Det er som at få skudt en bold mod hovedet og automatisk stikke hænderne op for at gribe den. Sådan reagerer kroppen på følelsesmæssige ting,” siger Timm Vladimir, der de seneste måneder dog er begyndt at både vænne sig og vende sig.
Selvfølgelig er der stadig tilbageslag, men modsat tidligere sender det ham typisk kun en halv dag i kulkælderen, før han træder op i lyset igen. Han er også blevet langt bedre til at sove, hvilket har vist sig at være ekstremt vigtigt for hans mentale velvære.
”Man bliver virkelig en lorteudgave af sig selv, når man har sovet dårligt. Og når man samtidig har alle mulige grunde til at føle medlidenhed med sig selv, kan man blive helt ulidelig. Man gider ikke være i sit eget selskab.”
Det seneste år er der gået meget tid med at ligge og vende og dreje sig om natten. Hans hjerne har arbejdet på højtryk og overtænkt alt muligt. Nogle gange har han mærket optræk til milde angstsymptomer. Hans hjerte har hamret hurtigere end normalt, han har haft svært ved at trække vejret, og det har prikket i huden.
”Jeg har været i en form for posttraumatisk stresstilstand – med al respekt for alle de soldater, der har oplevet noget, som er 1.000 gange værre end en fucking skilsmisse – men jeg har været i survival mode, og hver gang der har været den mindste ubalance, er min krop gået i alarmberedskab.”
I de søvnløse nætter har han ofte fundet sønnens Lego-klodser frem og er selv gået i gang med at bygge. Det har hjulpet ham til at samle tankerne. Det har været et mærkeligt år, men de seneste måneder er det hele blevet mindre råt.
”Det ville jo være mærkeligt, hvis man bare lige kunne knipse, og så var det slut. Jeg skammer mig ikke over, at det betød noget,” siger Timm Vladimir, der følte sin nytårsaften som en skæringsdato, måske som en start på et nyt kapitel.
”Om ikke andet er der kommet det ud af det, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Også selvom det var nemmere dengang, hvor jeg ikke behøvede.”
DA BILEN OMSIDER ruller over Dronning Louises Bro, ligger Nørrebro øde hen. Mørket har lagt sig over bydelen, og lyset i de fleste lejlighedskomplekser er slukket. Der er heller ikke lys at spore i Timm Vladimirs lejlighed. Det er en af de uger, hvor han ikke har sin søn.
Han har altid været en selskabsløve, men han er gået fra at være ekstremt ekstrovert til at blive mere introvert. Det er sket i takt med, at han har lært sig selv bedre at kende.
”Jeg har adopteret det miljø, jeg har været i, hvilket har gjort, at jeg nemt har kunnet være i mange miljøer. Når jeg så en sjælden gang i årenes løb har været alene, har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle lave, fordi jeg ikke havde nogen at være noget i forhold til. Det er nok også derfor, jeg altid har været meget selskabelig og aldrig har haft lyst til at være alene.”
For nylig snakkede han med en af sine gode venner, som bor på Cypern. Vennen er uddannet terapeut, og denne gang kom snakken til at handle om, at Timm Vladimir i mange år har været familiemand. Han har først og fremmest defineret sig ud fra det, men nu har han ikke længere familien.
”Hvad er jeg så? Så er jeg bare en mand. Men er det så slemt igen?”
Et par dage senere flytter Timm Vladimirs søn atter ind til ham i en uges tid. De skal bygge Lego og gå på jagt efter kvarterets bedste shawarma. Næste gang sønnen fylder år, bliver han teenager, og Timm Vladimir ved udmærket, at der måske inden længe kommer et tidspunkt, hvor han ikke på samme måde gider hænge ud med sin gamle far.
”Det bliver spændende, hvor det bevæger sig hen. Især nu, hvor han skal til at kigge på ladies. Vi skal til at have snakke, som jeg i udgangspunktet er dårlig til. Men jeg vil ikke have, at min knægt ikke lærer det, fordi jeg aldrig selv har kunnet finde ud af det. Jeg håber, han forstår, at uanset hvad man føler, er det helt okay. Det vigtigste er, at man ikke går og skjuler det, men tør snakke om det. Det har jeg tænkt mig at lære ham.”
