JEG BOEDE I Aarhus, hvor jeg arbejdede som postbud, handicaphjælper og alt muligt andet, mens jeg spillede en masse musik. Jeg spillede bas, mest funk, fordi genren giver mulighed for at groove og dygtiggøre sig teknisk.
Som 21-årig trængte jeg til luftforandring og flyttede til København, hvor jeg begyndte på grundforløbet for møbelsnedkere på teknisk skole. Det blev hurtigt en besættelse for mig. Jeg elskede materialerne, og at mit arbejde manifesterede sig i noget fysisk.
Samtidig har faget en utrolig dybde. Al den kulturhistorie, teknik og viden, som ligger lige på vippen til at forsvinde, og som du ikke kan google dig til. Du er nødt til at gå ud og finde de gamle bøger. Hvis jeg i dag skal restaurere et antikt bord, hvor stellet har én farve, og bordpladen en anden, så er jeg nødt til at vide, hvordan jeg bejdser pladen, så porerne bliver fyldt helt ud, sådan at lakeringen, der kommer ovenpå, bliver helt glat og spejlblank, uden at porerne synker sammen. Jeg er nødt til at vide, hvor meget den trækker sig sammen ved tørringen, og også gerne, hvor lang tørretid den har, så jeg kan planlægge mit arbejde. Det er klart, at jeg kan finde ud af det ved at forsøge mig frem, men det tager kostbar tid, og den viden kan man ofte finde i gamle fagbøger. Min bibel er ’Snedkerteknik’ fra 1943. Den går for 1.000-2.000 kroner antikvarisk.
Der er orden i Kristian Frandsens værktøj, hvoraf en del er sjældenheder hjembragt fra en studietur til Japan.
VI VAR OMKRING 80 elever på grundforløbet, der konkurrerede om, lad os sige tre-fire virksomheder, der tilbød lærepladser. Jeg besluttede mig for at gå i skolepraktik og give den gas dér. Jeg forsøgte på eget initiativ at få opgaver fra møbeldesignere i håb om at dreje uden om de trivielle opgaver.
På et tidspunkt søgte Amalienborg Slot min skole om et par elever, der kunne gå til hånde et par uger. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst, og følte stor bekræftelse. Et par måneder senere, da forløbet var overstået, og jeg var tilbage i skolepraktik, henvendte Amalienborg sig igen og spurgte, om jeg ville have en fast læreplads. De næste tre år arbejdede jeg som en del af et lille hold bestående af en værkstedsleder, en snedkermester, to lærlinge og en uddannet snedker.
Vi restaurerede rigtig meget kongeligt inventar, men vi producerede også nyt. Én uge kunne det være restaurering af seks kinesiske stole fra 1600-tallet, en anden uge skulle vi måske møblere en vinkælder med borde og reoler.
Ofte stod jeg alene med en beslutning uden nogen at spørge til råds – dog ikke, når det gjaldt uerstattelige møbler. I løbet af læretiden fik jeg også lov at lave nogle mere nutidige ting, for eksempel et multimøbel til en af kronprins Frederiks biler – en Tesla – hvor han kunne opbevare slik, kaffe og magasiner på bagsædet. Det var sjovt at lave et stykke lækkert håndværk afpasset til bilens formgivning.
’Tripus’ hedder stolen her af sæbebehandlet egetræ i eget design. Det betyder trefod.
TIL SVENDEPRØVEN lavede jeg et skrivebord med skuffer og et skjult skrin. Jeg fik den højeste udmærkelse, en sølvmedalje. Det har været en udmærket ting at promovere sig på, men jeg syntes godt, jeg kunne have leveret noget, der var bedre. Den ene af skufferne kørte ikke optimalt, men vrikkede lidt, når den blev trukket tilpas langt ud. Det er selvfølgelig en detalje, men skuffen er et klassisk parameter på din akkuratesse. Det er meget små variabler, der afgør, om den kører som en drøm, eller om den gør direkte ondt at bruge.
Efter min svendeprøve søgte jeg en masse legater og brugte to år på en skole på Øland i Sverige, inden jeg tog en svensk svendeprøve, kaldet gesäll, som gav mig en såkaldt stor sølvmedalje. Jeg boede på skolen, hvor jeg havde adgang til værkstedet 24 timer i døgnet og virkelig forsøgte at tage mig god tid og blive ét med materialerne.
Jeg ved godt, det lyder lidt jedi-agtigt, men jeg er nødt til at være fuldt til stede i mit arbejde. Jeg trives langt bedre i værkstedet end ude til ferniseringer, hvor jeg er tvunget til at mingle. De sidste mange år har jeg stået i værkstedet 70-80 timer om ugen, så det skal være rart. Samtidig er jeg også nødt til at holde et vist tempo. Det har jeg for alvor erfaret, efter at jeg i 2016 begyndte som selvstændig. Man skal vide, hvornår man skal trykke på speederen. Særligt fordi mine projekter ofte tager lang tid i forvejen.
Specialmøbel lavet til kronprinsens Tesla.
FOR TIDEN arbejder jeg på et vitrineskab til et køkken. Det har foreløbig taget to måneder. For nylig lavede jeg et flaskeskrin til en svensk vinentusiast. Det tog mig en god måneds tid og kostede ham 40.000 kroner.
Når jeg tager imod en opgave fra en kunde, sætter jeg prisen ud fra et estimat over, hvor lang tid det vil tage mig at lave den. Nogle gange bliver min timeløn lidt bedre end forventet, andre gange brænder jeg nallerne og arbejder ’ulønnet’ i en uge. De første år som selvstændig har jeg virkelig sat nogle priser for lavt. Men indtil nu har jeg haft overskud.
Jeg veksler mellem restaurering og de større opgaver, hvor jeg skaber ting fra bunden. Det er altid godt at have flere ting i værkstedet sideløbende, så du altid har noget andet at arbejde på, hvis for eksempel en ting er blevet limet og står og tørrer, eller en overfladebehandling dunster af.
Detalje af skrivebordet ’Peder’ af eget design.
EN TING, jeg har lavet, som jeg holder meget af, er et skrin, jeg lavede for min egen skyld, og som jeg modtog Kunsthåndværkerprisens sølvmedalje for. Det er en stor hæder. Skrinet er lavet af moseeg, som er træ, der har ligget i en mose i omkring 4.500 år. Det har en naturlig sort farve, der er et resultat af en kemisk forbindelse mellem garvesyren i træet og jernsaltene i mosevandet.
En af min fars kammerater hev det op af en mose for 60 år siden og tørrede det meget forsigtigt, da man risikerer, at det springer, hvis tørringen går for hurtigt. Jeg lavede skrinet inspireret af den japanske sashimono-teknik, der giver en kompliceret, skjult konstruktion, og anbragte en kvist på langs af det.
Det virker, som om der er en del arbejde at få for en faglært snedker. Men man kan også hurtigt ende med kun at lave restaurering, forsatsruder, radiatorskjulere og andre nødvendigheder. Jeg forsøger at holde fast i at lave mange unødvendigheder.
