25. OKTOBER GADE i Tiraspol er renskuret sovjetisk postkortidyl. Træer og buske er nyfriserede, facaderne er velholdte, og søjlerne på den brutalistiske rådhusbygning i Transnistriens hovedstad er hvide som russisk sne. Foran parlamentet poserer Vladimir Lenin i granit med sin frakke i imaginær modvind. En superhelt, der troner på boulevarden, Tiraspols hovedåre, opkaldt efter datoen for den russiske revolution. Ved fodgængerfeltet er der ingen lysregulering. Folk spadserer blot over, mens de få biler holder tilbage. Midt på vejbanen hænger to billboards: Transnistriens rød-grønne flag med hammer og segl og en reklame for den kommende søndags præsidentvalg i Rusland.
Et par minutter derfra ligger Cafe-Bar Volna. Fra restaurantens lysegrønne vægge, ved siden af gamle skibe og dekorationer lavet af plastic-grene, kigger Lenin, Stalin og Karl Marx på to chatoller på et ternet stengulv og på borde, der er dækket med brune duge og stofservietter, der er tunge som lokalets gardiner. Fredag aften, et par dage før valget, er der to selskaber, som ikke skal forstyrres, og desuden er køkkenet lukket, så vi må komme tilbage en anden dag, vrisser den lavstammede dame med furet ansigt, som bestyrer stedet. Typisk gammeldags sovjet-fjendtlighed, siger vores unge tolk om kvinden.
En gruppe soldaterkammerater vælter ud ad døren for at ryge cigaretter, mens de griner, så det runger under halvtaget. De klapper hinanden på ryggen så hårdt, at man skulle tro, de forsøgte at redde hinanden fra et søm, der havde sat sig fast i deres svælg. Soldaterkammeraterne har røde baretter på hovedet i aftenens anledning – årsdagen for deres deltagelse i borgerkrigen mod centralmagten i Moldova, landet, som Transnistrien i dag officielt tilhører. Krigen i 1992 kostede omkring 700 mennesker livet og opstod, fordi Transnistrien ville løsrive sig fra Moldova for at opnå selvstændighed, da regionen ikke kunne få lov at blive en del af Rusland efter Sovjetunionens fald.
”Vi forsvarede os i en svær tid,” siger Valerij med røde øjne og spiritusånde, mens cigaretten hænger fast i underlæben. Han holder en pegefinger foran sit hoved for at sætte trumf på sit budskab. Fingeren ligner et balancepunkt, han prøver at ramme med sin krop, der svajer fra side til side.
Valerij finder sin telefon frem og trykker på skærmen. Fra telefonens højttaler akkompagneres harmonikaspil af hurtige basrytmer. En øm mandestemme synger om fædrelandet Rusland. Ingen kan slå Rusland, synger han i omkvædet.
”I min sjæl er jeg russisk,” siger Valerij. Transnistrien bør være en del af Rusland, mener han. ”Sto protsentov!” 100 procent. Rusland betyder magt og styrke, bliver der råbt i baggrunden, inden soldaterkammeraterne vralter ind på restauranten igen.
Valerij (t.h.) og soldaterkammeraterne: ”Vores region er tættere på Rusland end på Moldova og Europa. Det handler ikke om territorium, men om folket.”
PÅ VEJEN fra Tiraspol til byen Dubăsari, cirka 50 kilometer nord for hovedstaden, er teleudbyderen ramt af skizofreni. Sms-beskeder byder skiftevis velkommen til Moldova og til Ukraine. På denne strækning er kun landevejen en del af Transnistrien – klemt inde mellem moldoviske vinstokke på den ene side og ukrainske pløjemarker på den anden.
18-årige Julia Levina boede i Dubăsari med sin mor, indtil hun flyttede til Tiraspol for et år siden, hvor hun i dag studerer geografi på universitetet. De fleste unge med russisk pas rejser til Rusland for at arbejde. De unge med moldovisk pas rejser til Moldovas hovedstad Chișinău, fortæller Julia, mens hun går på et hullet fortov i sin hjemby i selskab med sin 24-årige kæreste, Roman Maksimov, der arbejder som tolk.
De har kendt hinanden i et par måneder. Julia havde lagt mærke til Roman i Tiraspol, og så skrev de til hinanden på VKontakte, den russiske pendant til Facebook, hvor de havde fælles venner. Hun har russisk statsborgerskab ligesom en tredjedel af borgerne i Transnistrien. Cirka samme antal har enten ukrainsk eller moldovisk statsborgerskab.
Julia er i cowboyskjorte med hætte og en hue på toppen af det brune hår, som hun klør sig i lidt nervøst, når hun taler. Hun har nye solbriller på med spidse kanter i Audrey Hepburn-stil. Solen skinner, og haner galer bag små bliktagshuse. To mænd sælger mel fra en varevogn, og en lokal præst går i en sort kjole og taler i telefon.
Julia ville tidligere til Chișinău for at studere, men hendes forældre er skilt, og da hun dengang ikke var fyldt 18 år, skulle hun bruge papirer fra begge for at få moldovisk pas. Hun havde ikke lyst til at bede sin far om hjælp.
”Jeg ved ikke, hvor min far bor. Han er alkoholiker, og jeg taler sjældent med ham. I Transnistrien bliver folk ofte gift som unge, får børn tidligt, og så forsvinder den ene,” siger hun.
”Don’t stay,” står der med spraymaling på en betonvæg foran en forladt kornfabrik. Det var her, Julia røg sin første cigaret. Hun er glad for sin hjemstavn. Her er roligt og trygt, men hun er rastløs og vil se verden. En uddannelse fra Transnistrien duer kun i Rusland, og Julia vil gerne til Chișinău for at studere om et par år og måske til Europa, hvor hun aldrig har været. Julia har set rejseprogrammer fra Venedig, hvor ”arkitekturen er smuk”, men hun ved ikke, hvor hun vil hen.
Om sommeren tager de lokale i Dubăsari til en lille strand langs floden Dnestr, der skiller Transnistrien fra Moldova. Stranden ligger ved siden af et vandkraftværk med checkpoints, som bevogtes af russiske soldater, der ofte er lokale med russisk pas, og som får 3-400 dollar om måneden, det dobbelte af gennemsnitslønnen i Transnistrien. En god løn ”for at lave ingenting”, som Roman siger.
Tre betonarbejdere er ved at bygge en balkon til et hotel med udsigt over floden. Den ene af dem, Mikhail, har russisk statsborgerskab, og han har tænkt sig at stemme på Vladimir Putin på søndag.
”Han giver os billig gas, og pensionen er på vej op. Rusland bør anerkende os, men det er svært, når vi ikke deler grænser. Men se, hvad Putin gjorde med Krim. Det skal nok ske på et tidspunkt.”
Julias mor stemmer også på Putin. Julia selv gider ikke stemme til valget, og da slet ikke på Putin.
”Politik er for mennesker, der ikke tror på sig selv.”
Julia og Roman har kendt hinanden i nogle måneder. Romans forældre bor i Tiraspol, og Julias mor bor i Dubăsari (t.v.)
TILBAGE I TIRASPOL er alle dage som søndag. Ældre mænd og kvinder sidder på bænke uden at vente på noget. Mange butikker er lukkede midt på dagen, mens de butikker, der er åbne, ser lukkede ud.
”26 års offentlig service,” står der på et billboard, hvor en kvindelig sygeplejerske er fotograferet blandt generaler og bevæbnede soldater som karakterer i et computerspil. Militærhistorien er overalt. På 25. Oktober Gade står en tank, der danner baggrund for billeder af lokale brudepar. Ved en mindevæg for de faldne i krigen mod Moldova brænder en flamme døgnet rundt, og i parkerne står buster af russiske krigshelte. Ifølge lokalhistorikeren Nikolaj Babilunga blev Transnistrien i 1992 reddet af ”russiske hædersmænd” i konflikten mod Moldovas ”nazistiske bødler”, og regionen blev ikke ”ramt af psykose” ved at fjerne monumenter fra Sovjetunionen, som man gjorde det i Moldova. Moldoviske historikere ser den fremtrædende sovjet-symbolik i Transnistrien som en positionering i modstanden mod Moldova og Rumænien.
På et marked ved Rajevskij Vej – opkaldt efter en berømt russisk general fra Napoleonskrigene – sidder Galina i en lilla dunjakke og sælger bøger og brocher med Lenin. Ligesom mange andre vil den 60-årige kvinde af frygt ikke oplyse sit efternavn, Hendes øjne er små, og på næsetippen har hun et modermærke, rundt som et knappenålshoved.
”Livet er godt, jeg har mit helbred og min pension,” siger hun.
Hun tager en pose pølser frem af lommen og fodrer en kat under bordet, mens hun sludrer med Svetlana, sin veninde. Svetlanas hår er farvet sort med lyse spidser, og hendes øjenbryn ser ud til at være tatoveret. Galina viser stolt billeder frem af sin søn fra hans tid i den russiske fredsstyrke. De håber begge på en genforening med Rusland.
”Et stort land med en god økonomi,” mener de begge.
Galinas (t.h.) yndlingsbog er Ernest Hemingways ’Den gamle mand og havet.’
Ved en sti på Ungdommens Gade ligger en café i skyggen af Tiraspols forårssolstråler, hvor ikke en brise af forandring ser ud til at være sluppet igennem væggene. En rund og smilende dame med lyst hår sat op i en knold serverer spiritus til de tørstige gæster ved de lyse træborde. Disken er fyldt med syltede agurker, brød med ost, chokolade og cigaretter solgt stykvis. En ranglet fyr hamrer et overfyldt 10-centiliters vodkashot med overfladespænding i halsen. Hans mund spjætter af tics, da glasset er tømt.
”Er I fra USA?” spørger Ljonja ved et af bordene under halvtaget blandt de rygende gæster. ”Ah, Danmark … bedre,” siger den gråsprængte og pensionerede herre og dasker en finger på sin store øreflip. Han ligner en krydsning mellem den irske forfatter Samuel Beckett og Leonid Bresjnev, den sovjetiske leder med de buskede øjenbryn. Han har ikke russisk statsborgerskab, men hvis han kunne, ville han stemme på Putin, for han er magtfuld. Selv i USA går folk rundt i T-shirts med den russiske præsident, mener Ljonja, der taler med cigaretten mellem tænderne. Det var trist, at Sovjetunionen brød sammen, siger han. Der var ikke frihed, men det var gratis at komme på hospitalet, og en vandmelon kostede ingenting.
”I dag har vi dermo-cracy,” siger han og hoster et grin frem, mens han asker i et syltetøjsglas. Dermo betyder lort på russisk.
43-årige Roman har hentet et stykke chokolade på en serviet til sin cognac. Han har et ar over det ene øje, plysset hår og et hårdt og fast blik. Transnistrien er et rart og rummeligt sted, siger han og trækker vejret tungt gennem næsen.
”Fortæl ham sandheden. Det er et hul i jorden!” råber en kvinde med brune tænder fra nabobordet.
”Vi har mange kulturer her, men 80 procent af os er russere,” siger Roman og skyder et stykke forbi det korrekte tal, som er cirka 30 procent. Han håber, at Rusland en dag vil anerkende Transnistrien, men han gider ikke stemme til valget. Bjurokratija. Man skal udfylde papirer og stå i kø. Romans fingre er tatoverede med små tegn, et af dem er fra fængslet og betyder noget med ikke at tilhøre et hjem. Han har siddet inde for væbnet røveri, men han vil ikke dvæle ved fortiden. Heller ikke Sovjetunionens. Men monumenterne må de aldrig fjerne.
”Det er vores historie. Vores ære.”
I 2006 foretog styret en afstemning, der viste, at 96 procent af borgerne gik ind for en fremtid i den russiske føderation.
BOLIGBLOKKENE i Tiraspol er slidte og ser ens ud. Malingen er ofte flækket af, og de tunge indgangsdøre er i rødt metal. I de mere velholdte haver er bildæk skåret op, malet og dekoreret som svaner. I en af blokkene bor 54-årige Viktor Plesjkanov med sin kone Oksana Lopusjnjak og hendes otteårige søn Jamal.
Lejlighedsnummeret 107 er skrevet med kuglepen uden for døren til den toværelses bolig. I entreen svømmer en skildpadde i en glasmontre, og fra det lille køkken pipper papegøjen Johnny fra et bur, mens Oksana laver te. Hun har sort hår, store øjne og en kort figur.
”Kiss me,” siger hun og laver trutmund til papegøjen.
41-årige Oksana Lopusjnjak arbejder hjemmefra som telefonassistent for et møbelfirma. Hun har arbejdet en del år i Dubai, men vendte tilbage, da hun savnede klimaet og menneskene. Men det er umuligt at tjene til tilværelsen i denne afkrog af verden.
”Skide Transnistrien,” siger hun.
De sover alle tre i stuen på en hjørnesofa og i en lænestol, som slås ud til en seng. Væggene er nøgne, og deres tøj er presset sammen i kasser i entreen. Viktor Plesjkanov tænder for BBC World for at se nyheder om giftangrebet på den russiske agent i England.
”Russerne,” siger han og sætter sig i skrædderstilling foran sofaen, ”har ikke noget svar.”
Han er klædt i T-shirt, baggy jeans og briller med tonede glas. Han har grå stænk i håret, kraftige kindben og ligner lidt en skuespiller fra 50’ernes Hollywood. Han mangler det yderste af sin ene pegefinger – spidsen satte sig fast, da han som barn lavede ringe ud af et jernrør. Viktor Plesjkanov har både arbejdet som mekaniker og solgt gravsten, men for tiden har han intet at lave, ”da folk ikke har råd til at bruge penge på gravsten i øjeblikket”.
Han bruger meget af sin tid på at harcelere over Ruslands fremfærd i Ukraine på Facebook og på at læse kritiske artikler om Putin:
”Før krigen i Ukraine var Transnistrien en forpost for den russiske verden. Vi blev betalt for at forsvare russiske synspunkter. Det gør vi stadigvæk, men i dag er rollen i højere grad gået til Krim.”
Viktor Plesjkanov er født i Transnistrien, hans mor er fra Ukraine, og hans far er fra en landsby uden for Tiraspol. Han arbejdede på en fabrik, men undgik at være medlem af kommunistpartiet i Sovjetunionen, selvom det var påkrævet i hans stilling. Viktors farfar sad i arbejdslejr under Stalin. Da Viktor som 11-årig var på ferie ved Sortehavet, fik han i selskab med et par jævnaldrende drenge dén ide at lægge søm på jernbanesporet. De blev opdaget af russiske pionerer, som sendte et brev til hans skoleinspektør, og episoden blev Viktors første oplevelse med regimets jernhånd. Han forstod aldrig, hvorfor alle skulle opføre sig ens.
Oksana og Viktor har kendt hinanden i 20 år. De drømmer begge om at flytte til USA. Mange af deres venner bor og arbejder i udlandet.
”I TRANSNISTRIEN er man nødt til at have en adlydende natur som i Sovjetunionen for at føle sig tilpas. Folk trives i et hierarki. Transnistrien er en mini-version af Rusland,” siger Viktor Plesjkanov, misser med de blå øjne bag brillerne og fortæller, at han har haft flere sammenstød med efterretningstjenesten, som indtil for nylig stadig hed KGB.
Som for eksempel den dag, da den russisk-ortodokse kirkes overhoved var på besøg i Tiraspol, og Viktor Plesjkanov var mødt op for at se giraffen. Han stod ved siden af en fyr, som tog et billede med sin telefon, da paraden kørte forbi. En mand i civilt tøj gav fyren besked på ikke at tage billeder. Viktor tog sin telefon frem og gjorde det samme, hvorefter han fik en lignende besked. Da Viktor Plesjkanov svarede, at det skulle han ikke bestemme, hev manden sit KGB-skilt frem. Han røg på stationen og blev afhørt i timevis, hvor man ifølge Viktor Plesjkanov truede med at få ham til at forsvinde. Til sidst spurgte de, om han kunne finde på at gentage sin ulydighed.
”Nej. Jeg er ikke bange for jer, men jeg gider ikke sidde i en celle om sommeren, når solen skinner,” svarede han.
Viktor Plesjkanov er skiftet over på CNN, hvor værten taler med fuld overbevisning om russisk indblanding i det amerikanske valg. Den 54-årige moldover ser aldrig russisk tv.
”Folk fodres med propaganda på russiske tv-kanaler,” siger han og lader, som om han holder på en ske med den ene hånd, ”og bildes ind, at Rusland tager sig af sine borgere i udlandet.”
Han ville ønske, at vestlige regeringer lagde pres på Transnistriens pro-russiske styre. ”Ingen internationale organisationer kan hjælpe, når vores rettigheder trynes, og de gode job går til politikernes familier,” siger han.
”Vi er slaver. I 26 år har de fyldt os med løgnehistorier om, at vi ville blive det nye Schweiz, men se bare, hvor fattige folk er. Hvis staten blev anerkendt i morgen, ville styret ikke gå med til det. Så forsvinder deres mulighed for at fylde lommerne.”
Jamals skoletaske er polstret med Stars and Stripes. Hans stedfar købte tasken, da han sidste år var i Chicago et par måneder for at besøge nogle venner, som var flyttet til USA.
”Jamals lærer tog det ilde op, da hun så tasken, som hverken var russisk eller transnistrisk,” siger drengens mor og griner.
Det har været Viktor Plesjkanovs livsdrøm at besøge USA, lige siden han som dreng læste Vasilij Peskov og Boris Strelnikovs rejseskildring ’Landet bag havet’, hvor de to sovjetiske journalister kører USA tyndt og samtidig får øjnene op for den amerikanske livsstil. Ellers var det småt med litteratur om USA i Sovjetunionen. Men Viktor fik smag for westernfilm – ’Syv mænd sejrer’ med Steve McQueen – og for amerikanske arketyper som Paul Newman på det store lærred.
”I rrr-had to know about American ex-cep-tio-na-lism,” siger han om sin tur til Chicago med luft mellem hver stavelse. Friheden og den amerikanske drøm. Han blev ikke skuffet. Amerikanerne var fritænkende og smilende. USA er Viktors antitese til alt russisk, til Transnistrien, og han håber, at en fremtid i ’frihedens land’ bliver familiens skæbne.
”ONE WAY or another, I’m gonna find ya, I’m gonna get ya!” Roman Maksimov og en gruppe venner står i rundkreds på et stengulv og skråler med på Blondies hit fra 1978. Det er weekend i Tiraspol, og de unge holder fest i en garage. Pigerne er i højtaljede jeans, drengene er i sweatshirts og sneakers. Ved et bord fyldt med vodkaflasker og ølkrus sidder en fyr og styrer musikken fra en MacBook. Rummet ligner en blanding mellem et værksted og en teenagers hærgede kælderværelse. Julia Levina sover med hovedet i skødet på en sidekammerat på en bænk. Hun er gået kold. Det gik stærkt, da vodkaen kom i ølkruset. Senere må hun i busken for at kaste op, mens Roman holder hendes hår.
”Det er kun tredje gang i mit liv, jeg er fuld,” siger Julia og smiler forlegent, mens hun efter festen tager sig til panden ved et bord i kantinen på universitetet i Tiraspol. Man bliver mere udadvendt, når man er fuld, siger hun. Ved de andre borde sidder unge og spiser vafler og pomfritter. En pige har lagt makeup på sin veninde og tager billeder af hendes øjne med sin telefon. Indtil Julia flyttede til Tiraspol, var hun ’fornuftig’ og sad mest foran sin computer og lavede lektier.
”Men jeg bryder mig ikke om stabilitet,” siger hun og piller ved sin tekop. Hun har fået nye venner på det seneste, men for teenagere i Tiraspol er der ikke meget andet at give sig til end at drikke sig fuld og ryge cigaretter.
Julia vil ikke blive i Transnistrien. Hun har besøgt familie i Moskva, og hendes mor vil gerne flytte dertil og have Julia med, men det har hun ikke lyst til. Folk er overfladiske i Moskva, synes hun. Hverken Julia eller Roman vil til Rusland.
”Mange tror, at Rusland er veludviklet på grund af Moskva, men de fleste steder ser der ud ligesom i Transnistrien,” siger Roman. Han har været i Polen et par gange og ”orienterer sig mest i retning af Vesten”, som han siger, men han er glad for sit job som tolk og har ikke planer om at forlade stedet foreløbig.
Julia er usikker på fremtiden. Fortiden kender hun, og måske er voksne i europæiske byer mest optagede af sig selv. Generelt bryder hun sig ikke om storbyer, og på en måde er det okay, at udviklingen går langsomt i Transnistrien. Se på Rusland efter Sovjetunionens fald, hvor folk fik frihed, men landet blev et økonomisk rod, siger hun.
”Men udviklingen går også for langsomt.”
Bedsteforældregenerationen fylder meget. Hun synes, det er svært at have en samtale med de ældre, der taler i indstuderede fraser og drømmer sig tilbage til fortiden. For Julia er statuerne fra Sovjetunionen meningsløse, men det er fint nok, at de er her. Ellers kom der jo ingen turister.
Hos babusjkaerne, de tørklædeklædte bedstemødre, er håbet om russisk favntag stadig levende. Samtidig rejser de unge væk. Fra 1989 til 2015 er befolkningstallet i Transnistrien faldet fra 750.000 til 485.000.
”LAD OS FÅ noget larm!” råber Maksim Bunduk i mikrofonen fra scenen, mens han klapper ad sig selv. ’Comedy Café’ står der bag ham på det røde baggrundstæppe på Tiraspols seks måneder gamle standup-klub, den første af sin slags i Transnistrien. I loftet hænger balloner, en diskokugle og sidste års juledekorationer.
Maksim er tidligere politibetjent, høj, tynd og har et knæk på næsen, og han indleder showet med at synge til hurtige dance-rytmer om at gå på stranden med sin udkårne.
”Kom så!” råber Maksim til publikum og klapper igen ad sig selv, inden han i omkvædet assisteres af en kvindestemme i højttalerne.
De fleste gæster fortsætter snakken ved bordene, mens de drikker øl og drinks. Anna og Katarina sidder foran scenen, de er i slutningen af tyverne, begge i kjole og rød læbestift. I aften er første gang, de ser standup live. De er glade for humor i den lette ende, gerne Adam Sandler eller den russiske falde på halen-komiker Jevgenij Petrosjan.
Tre mænd i 30’erne optræder i aften, alle trænede amatører.
”Der er russisk valg i morgen, og der er lovet snevejr. Vi med russisk pas stemmer vel på Putin? Maksim, du har moldovisk, og Jevgenij har ukrainsk,” siger Ivan, den ene af komikerne, der har gråt hår, ternet skjorte og mikrofonen i hånden, mens han står ved bardisken.
”Det er derfor, jeg tier stille,” siger Jevgenij, som står på scenen i selskab med Maksim. Jevgenij er lidt buttet og i mørkeblå skjorte.
”I går lå jeg med min kæreste i sengen og spurgte, hvem hun ville stemme på,” siger Maksim og bliver afbrudt af Ivan.
”Maksim, normale mænd er sammen med deres kæreste, mens du sidder og …” siger Ivan og vipper med øjenbrynene, så alle forstår, at der hentydes til onani. Jevgenij fortæller om engang, han bestilte en prostitueret i selskab med en kammerat. Men de fik et chok, fordi hun var grim. De vulgære platheder står i kø på scenen, og de frække anekdoter trækker ikke de store grin hjem.
Maksim og Jevgenij battler jokes. De har et clipboard i hånden med deres vittigheder. Maksim høster færrest grin og modtager som straf et smølfespark på næsen af
Jevgenij. Showet virker naivt og lidt desperat.
I pausen er Maksim Bunduk gået ud for at ryge. Grimasserne i hans ansigt er i bero. Han er 32 år, men ser ældre ud. Tiraspol er et svært sted at lave standup, folk skal vænne sig til det, men han håber, at Comedy Café udvikler sig positivt. Han og de andre fyre er en slags pionerer for komik i Transnistrien, siger han.
En af gæsterne, Irina, har grædt af grin flere gange i aften. Hendes øjne er hævede af lattergråd, og hun er en smule fuld. Hun var særligt glad for joken om en dame, der brugte en masse penge på at blive klippet og få ordnet negle, men uden at blive tilfreds.
”Vi har så mange frisører og skønhedssaloner i vores land, og vi ville ønske, de var mere professionelle,” siger Irina.
Anna og Katarina har også haft en god aften, fortæller de. Men showet havde været bedre, hvis komikerne ikke havde brugt så mange grove ord.
PÅ VALGDAGEN står Viktor Plesjkanov foran en café på 25. Oktober Gade og skraber sne af ruderne på sin Peugeot 307 Cabriolet. Bilen blev købt, dengang han tjente penge og ville mærke friheden ved at køre med nedrullet tag i solskin. Hans kammerat Nikolaj er chauffør i dag, da Viktor har røget lidt pot – det gør han indimellem – og han vil ikke køre galt på de sneglatte veje eller få problemer med ordensmagten. Viktor hilser på en gruppe forbipasserende tyskere i vinterjakker fra Canada Goose, mens sneen pisker dem om ørene.
”Jeg kan se på jeres påklædning, at I er udlændinge,” siger Viktor til dem og løfter
hagen for at demonstrere, at tyskerne kigger op, når de går, og ikke ned i jorden som russere. Han trækker i mundvigene med fingrene for at understrege, at russere heller ikke smiler.
”We rrr-have … regime here …” råber Viktor som afskedssalut, da gruppen er på vej videre. Han leder efter ordene og bider sig i læben i sædvanlig frustration over sit begrænsede engelsk.
”Mmm … dictatorship. Good luck!” siger han og knipser med fingrene. Tyskerne smiler en smule anstrengt og forbløffet, mens vennen Nikolaj ryster på hovedet og griner af Viktor.
I bilen hænger et Wunderbaum med Stars and Stripes, og her dufter af Chrome Azzaro, Viktors parfume, som han har købt i USA. Hvis familien får ophold i guds eget land, håber han på at arbejde som bilmekaniker på sin kammerats værksted i Chicago. Oksana vil måske tage en ny uddannelse. I USA har alle mulighed for en anstændig tilværelse, mener Viktor. For dem, der ikke griber chancen, står kun dovenskaben i vejen.
Viktor Plesjkanov har ikke russisk pas, men ”han er ikke et fjols”, så selvom han havde, ville han ikke stemme. Vi kører forbi et af valgstederne for at lodde stemningen. På koncertstedet Republikkens Palads var der i morges lange køer af primært ældre mennesker fra landsbyer uden for Tiraspol. Her til eftermiddag er der ikke den store trængsel ved valgurnerne. På en opslagstavle hænger et billede af kandidaterne med en kort beskrivelse af deres valgprogram. Putin hænger i midten.
”Ham der, Baburin,” siger Viktor og peger på en af kandidaterne, mens han ryster på hovedet.
”Han solgte et af vores kraftværker til russerne i en billig studehandel,” fortsætter manden, der som en sporhund konstant opsnuser informationer om, hvordan rublerne skifter hænder i Transnistrien. En valgtilforordnet giver os besked om ikke at henvende os til folk i lokalet.
Vi kører hjem til Nikolaj og sætter os i køkkenet. Gulvet er i mønstret vinyl, og væggene er tapetseret i gule farver. Viktor troede engang, at Transnistrien ville ændre sig til det bedre, men menneskene her er ikke indstillet på forandring, siger han.
Viktor Plesjkanov finder sin Google Translate App med lydfunktion frem, så han bedre kan sætte ord på sine tanker. Han har sin egen teori om, hvorfor de sovjetiske symboler fylder så meget i Transnistrien. Regimet viderefører kommunismens formynderiske tankegods og bilder folket ind, at staten tager sig af dem.
Han bøjer overkroppen over bordet og begynder at tale russisk i telefonens mikrofon. På engelsk oversætter en App-kvindestemme hans ord:
”Lenin er en knap, de kan trykke på for at vække minder om fortiden i Sovjetunionen. Folk er vant til at nøjes med lidt, derfor forventer de ikke så meget.”
Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.
