”MIN ARBEJDSMETODE har altid har været research, research, research. Det har jeg overhovedet ikke ændret på til den her udgivelse, selvom det er en roman og ikke en fagbog. Min roman begynder med en historisk storm, der ramte Vestkysten mellem 20. og 21. november 1893. Jeg har været tilbage i Politikens avisarkiv og læst alle artikler om katastrofen, som jeg har brugt direkte i bogen. Jeg har også trukket på egne erfaringer. I forbindelse med et DR-program, der kommer til foråret, har jeg sejlet tværs over Nordatlanten i vikingernes fodspor, og der kom vi ud i et stormvejr. Jeg lå og bankede rundt i en sejlbåd i kæmpebølger et sted mellem Shetland og Færøerne. For satan, mand, det var vildt. Så åbningsscenen i bogen er ret præcist beskrevet.
Mange af mine bøger er skrevet og redigeret delvist i toget. Jeg pendler tværs over landsdelene flere gange om ugen, fordi jeg bor i Horsens og arbejder på Nationalmuseet i København. Jeg kører altid på første klasse og sørger for at bestille plads – jeg er tryghedsnarkoman – så jeg kan sidde i en stillekupé. Der kan man faktisk arbejde rigtig godt. Man kan ikke tage telefonen derinde, og der er ikke nogen, der hiver i én. Jeg cykler hjemmefra ved sekstiden om morgenen, kommer direkte ind i toget, får en kop kaffe og sætter mig til at arbejde.
I bogen er der en karakter, der er skrevet direkte på en irritation. Der sad en over for mig i stillekupeen, som skrev så aggressivt på sin computer og knækkede fingre hele tiden. Han havde hættetrøje på, og han blev ved med at sidde og tygge på snorene fra hætten. Til sidst tænkte jeg, at jeg måtte kunne bruge min irritation til noget. Og så lavede jeg karakteren Mathias Foss, der er computernørd. Han er pissedygtig og sidder altid i en stor hættetrøje og tygger på snorene fra den, når han er oppe at køre over et eller andet, og så knækker han fingre, når han skal til at gå i gang. Man skal passe på at køre i tog med mig, for så ender man i en bog, haha.
Der er også karakterer, som bygger på erindringer fra min barndom uden for Odense, såsom ’Knud Træsko’, ’Tudsen’ og ’Hardy Harelort’. ’Knud Træsko’ var en gammel dranker, der havde høns, som løb frit rundt. Engang kom min far og jeg til at køre en af hønsene ned. Og så skulle vi jo ind og snakke med Knud Træsko i hans faldefærdige hus. Jeg bruger ikke erindringerne 1:1, men som inspiration til at bygge et fiktionsunivers op. Det er skidesjovt.
Det var eventyret, der gjorde, at jeg gerne ville være arkæolog. Det at kunne rejse ud i verden og opleve ting. Romanens hovedkarakter er også en kvindelig arkæolog, der sjovt nok har været de samme steder i verden som mig. Papua Ny Guinea, Cairo og Nordafrika.
DET HAR VÆRET grænseoverskridende at gå fra at skrive fagbøger til at skrive spænding. Normalt har jeg nogle kilder og stumper af information, som jeg sætter sammen og danner en fortælling og en hypotese ud fra, og det kan der sådan set ikke pilles ved. I en skønlitterær roman kan jeg digte frit, men læserne skal stadig samtidig sidde med en historie, der går op. Det er svært, men jeg har haft en rigtig god redaktør, som har skærpet min plot-tænkning.
Kunstens og videnskabens verden er faktisk ikke uforenelige. Man bruger nogle af de samme greb. Som videnskabskvinde eller forsker inden for humaniora bliver du nødt til at kunne forestille dig, hvordan tingene kunne have været, for at have et rum, som du kan afprøve dine teorier i. Jeg synes også, at forskning er kreativt. Der er selvfølgelig nogle klare forskelle, for jeg digter personerne i min roman, og jeg skriver heller ikke fuldstændigt efter fakta. Videnskabsformidling er lidt derover ad, fordi man heller ikke der kan tage alle mellemregninger med, og man bliver også nødt til at have et levende sprog. Det er populærvidenskabens præmis.
”Keats minder mig om at være teenager og at have kærestesorger, for mange tømmermænd og ikke at få afleveret sin fysikopgave til tiden. At sidde om natten og kigge på sine fysikformler og tænke: ’Jeg får ballade i morgen.’ Jeg troede, at det ville være slut, når jeg fik min studentereksamen. Den største løgn i mit liv, ha.”
I MIN RESEARCH har jeg kigget på nogle af de historiske kardinalpunkter, hvor magtbalancen mellem mænd og kvinder er tippet til mændenes fordel. Der er flere punkter, og et af dem var dengang, de store monoteistiske religioner, altså jødedommen, kristendommen og islam, forbød kvindelige præster. Man udelukkede kvinder fra at tale i det offentlige rum, hvor de før havde haft adgang, og hvor det før havde været helt almindeligt med kvindelige præster. Jeg har læst forskningsprojekter fra indland og udland, der viser, at kvinderne faktisk havde meget større indflydelse på den tidlige kristendom, end den senere redigerede udgave af Bibelen vil være ved. Det synes jeg er skidespændende. Tro kan blive brugt som magt til at kontrollere andre med.
Hos mennesker har der altid været en fornemmelse af, at der er en eller anden åndelighed. Jeg har stor respekt for dem, der finder fred i en religion, og jeg tror, at vi mennesker har brug for religioner, men vi har også brug for at diskutere, hvad religioner gør ved os. Jeg vil gerne give troen en historisk bevidsthed. Man må meget gerne tro, men man skal også bare vide, hvilken historisk virkelighed troen udspringer af. Det har været spændende at arbejde med de temaer i bogen. Men det er ikke derfor, jeg har skrevet den. Det er, fordi jeg gerne ville skrive en god spændingsroman.
Jeg har været så smadret, efter bogen blev sendt til tryk, og lige nu har jeg influenza. Helt personligt har jeg altid drømt om at skrive en spændingsroman, men jeg har ikke rigtig turdet tage springet. Det startede med en kæk bemærkning på forlaget og endte med en roman på 526 sider. Jeg har heller ikke sagt noget på sociale medier om, at jeg var ved at skrive en roman, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne gennemføre. Men undervejs blev jeg ambitiøs på tekstens vegne, og den blev færdig. Jeg har det sådan, at hvis man ikke er smadret efter at have afleveret et værk, er det, fordi man ikke har givet sig 100 procent.
Jeg har i min roman lavet et efterskrift, hvor jeg skriver, at romanen er fiktion. Jeg tror, at jeg har været nødt til at understrege det, fordi jeg også er fagbogsforfatter. Men jeg tror ikke, at man er i tvivl, når man læser romanen, for den er meget tro mod spændingsgenren. Der er fuld skrald på.
