SYDNORGE, 1980
Jeg var 24 år gammel og arbejdede på en kødopskæringsvirksomhed i Hobro, da jeg tog på cykelrejse til Norge. Som nordjyde er det nemt at tage færgen fra Hirtshals til Kristiansand, hvorfra jeg ville cykle stik nord gennem Setesdalen med dens gamle tømmerhuse med græs på taget og videre til Geilo, der er et skisportssted om vinteren, for så at cykle mod slutdestinationen Oslo.
Dengang ville jeg gerne være konkurrencerytter, så jeg satte en bagagebærer og to cykeltasker på min gamle landevejscykel, inden jeg drog af sted. Men i Norge er der altså bjerge i stedet for bakker, så jeg måtte træde ud af pedalerne og trække dyret op ad samtlige højdedrag i det sydlige Norge. Nordmændene må have grinet ved synet, mens jeg iført Hobro Cykleklubs neongule tøj med Kvickly på maven og Sparekassen Hobro på skuldrene kæmpede mig op ad stigningerne på gåben.
På en af sine første cykelture i det sydligste Norge passerede Lars Nielsen Låtefossen i Oddadalen – også kendt som ’Vandfaldsdalen’.
Men det var nu ikke, fordi det gik bedre ned ad bakke. I 80’erne limede man væddeløbsdæk til fælgen. Når jeg så bremsede ned ad fjeldene, blev fælgen brændende varm, limen begyndte at boble, og til sidst rullede dækkene rundt både på og uden for fælgen som i en gammel tegnefilm. Men med lidt øvelse lærte jeg at bremse skiftevis foran og bagved, så fælgen ikke begyndte at koge. Heldigvis er jeg af den overbevisning, at man lærer mest, når man er på røven, og det må man sige, at jeg var.
Oprindeligt drømte jeg om at blive sømand. Jeg har altid været fascineret af både natur, historie, geografi og alverdens rejseskildringer, jeg lånte på biblioteket. Kort efter min realeksamen tog jeg turen fra Hobro til Holmen i København, fordi jeg ville være konstabel i Søværnet og se verden på den måde. Men der blev jeg sendt hjem med fynd og klem efter høreprøven, fordi det viste sig, at jeg var stokdøv på begge ører. De kunne ikke engang bruge mig som kanonføde.
Min fatter forklarede efterfølgende, at det nok skyldtes en nytårsaften, da jeg var seks år gammel, hvor byens bedemand havde kastet et kanonslag ud ad vinduet, som åbenbart ramte mig lige i hovedet, da det eksploderede. I stedet for at søbe rundt i sorgen over ikke at kunne blive konstabel tog jeg et job på en kødopskæringsvirksomhed for at kunne forsørge mig selv, selvom det hurtigt viste sig, at der ikke var meget eventyr over den trædemølle – og det var egentlig årsagen til min rejse til Norge.
Det blev mit første cykeleventyr, og selvom det var en kort tur på 10 dage, satte den nogle tanker i gang. Mine ambitioner blev større. Og de næste tre år vendte jeg tilbage for at køre mere krævende ruter over flere dage i Norge. Jeg har altid været en ensom ulv. Ham den lidt underlige Lars Nielsen, der hellere ville cykle end spille fodbold.
I 1985 mødte Lars Nielsen (th.) Michael Murphy (tv.), der havde været på Hawaii for at gennemføre en iron man og ville cykle fra Los Angeles hjem til Denver. Her slapper de af ved en købmand øst for Grand Canyon.
SEATTLE, COLORADO, SAN FRANCISCO, 1985
Jeg gjorde tidligt op med mig selv, at jeg ikke ville sætte mig mellem to stole. Så i stedet for at finde en kone og stifte familie ville jeg hellere se verden fra en cykelsadel. Mine to mål i livet blev at arbejde hårdt på slagteriet og komme ud i verden og se den fantastiske natur, og en dag købte jeg en billet med SAS fra København til Seattle, som dengang var den eneste direkte afgang til den amerikanske vestkyst, som var det sted i Nordamerika, hvor jeg helst ville cykle.
Som ung knægt i 60’erne sad jeg gerne og gnaskede popcorn i Hobros to biografer, mens de gamle spaghettiwestern kørte på lærredet. Og det var ikke engang de gode. Det var nærmest udelukkende B-western, der poppede op i landsbybiograferne. Men jeg elskede dem alligevel, og de minder skulle realiseres. Jeg ville cykle gennem Monument Valley og alle de andre ørkentørre områder, hvor de film blev optaget.
Derhjemme havde jeg siddet med et gammelt landevejskort og sat streger fra nationalpark til nationalpark på en rute, der blandt andet gik gennem Grand Canyon og Death Valley for at ende i San Francisco. Det var det vilde Amerika, jeg ville opleve. Så da jeg modtog min cykel i Seattles lufthavn, samlede jeg straks kalorius og tog af sted.
Hver eneste dag cyklede jeg 200 kilometer. At køre gennem Monument Valley var helt fantastisk. Området er en kæmpestor dalsænkning på grænsen mellem Arizona og Utah, hvor der står 300-400 meter høje klippesøjler spredt ud over et helt orangerødt ørkenlandskab. Der er ikke et træ, ikke noget som helst. Der er bare fri udsigt over klipperne i horisonten. At cykle gennem det fik Lars Nielsen fra Danmark til at føle sig
lillebitte.
Enkelte gange mærkede jeg også, hvor farligt varmt det kan blive. Jeg havde cyklet i omkring tre uger og trillede rundt i Nevada omkring Las Vegas, da jeg for alvor kom i problemer. Det var så varmt, at asfalten nærmest boblede, og jeg var nødt til at krydse Death Valley for at komme mod San Francisco. Navnet er frygtindgydende i sig selv, men jeg tænkte alligevel, at det nok skulle gå, fordi mit motel lå på helt flad jord, ja, faktisk under havets overflade – så jeg kunne trille til mit overnatningssted.
Monument Valley.
Virkeligheden var bare lidt anderledes. Der var 55 grader i skyggen den dag – og ingen mulighed for at komme i skygge. Men jeg kæmpede mig frem til motellet, hvor jeg træt og udkørt bankede på døren. Ejeren nåede akkurat at åbne døren, før jeg drattede ind over dørtrinnet. Hun baksede mig op i en stol, gav mig lidt vand og tilkaldte både parkbetjent og sygeplejerske. Der indså jeg, hvor vigtigt det er at tæske noget vand indenbords. Det kunne have endt galt. Var jeg kollapset to kilometer tidligere, aner jeg jo ikke, hvad der ville være sket.
Trods min dehydrering tabte jeg mit hjerte til det nordamerikanske landskab på den tur. Og jeg blev lige så forelsket i den amerikanske gæstfrihed. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Om det er mit udseende, eller hvad det er. Men bare jeg stod i rabatten i to sekunder, stoppede en bil for at høre, om jeg havde brug for hjælp. Måske var det, fordi de var nogle rigtige bonderøve ligesom mig selv. Forskellen var bare, at jeg kom på cykel, og de kørte i store biler med skudhuller og rifler hængende i førerkabinen. Da jeg ankom til San Francisco, havde jeg gennemført min første lange cykeltur.
På tur fra Alaska til Florida i 1989 kom Lars Nielsen forbi Sign Post Forest i Yukon, Canada.
TIERRA DEL FUEGO TIL ALASKA, 2001
I løbet af 90’erne kom jeg ud på længere og længere cykelrejser. I 1991 kørte jeg rundt i USA i 80 dage, i 1993 besøgte jeg Dolomitterne i Italien, og i 1998 var det Australiens tur. Det skulle hele tiden være større, længere eller mere intenst.
I 2001 var jeg 46 år gammel og gik med tanken om at tage den ultimative amerikanske rute fra det sydligste punkt, Tierra del Fuego i Argentina, til Anchorage i Alaska. Uanset om man er på cykel, motorcykel eller i bil, er det kongeruten. Jeg var så småt begyndt at planlægge turen, da en kollega på slagteriet sagde, at jeg var ved at blive for gammel til at cykle rundt i hele verden. Det var jeg nødt til at modbevise.
Min chef på slagteriet lovede mig fri, hvis jeg kunne få ordnet spildevandsanlægget, så vi ikke grisede for meget i Mariager Fjord. Det fik jeg selvfølgelig ordnet, og firmaet endte sågar med at sponsorere mig på turen.
Jeg begyndte i Ushuaia, som kalder sig selv verdens sydligste by. I runde tal lå der 20.000 kilometer foran mig, og jeg sjussede mig frem til, at det ville tage omkring fire måneder. Hver aften stoppede jeg ved et nyt hotel, og hver aften var jeg ovenud lykkelig. Jeg var træt og udmattet, men jeg gjorde det. Sådan havde jeg det hver aften. Også selvom nogle dage var forfærdelige i modvind og regnvejr eller ekstrem varme og støv fra de øde landeveje.
Fra Lima i Peru fløj jeg til Panama City, fordi der var en masse uro i de mellemliggende lande. Mit spanske var jo yderst sparsomt, og jeg ville ikke risikere at blive bortført med cykeltaske af en eller anden partisankriger. Derfra kørte jeg langs Stillehavet til Seattle.
Karen og Lars ved Long Beach, Los Angeles, 2015.
En af de mere kuriøse oplevelser var en ung mand, der stoppede mig i det nordlige Mexico. Han tilbød at køre mig de sidste 7.000-8.000 kilometer til Alaska. Den eneste betingelse var, at jeg skulle tilbringe natten med ham. Det var svært at forklare, at jeg faktisk gerne ville cykle turen, at jeg ikke var typen til at gå i seng med ham uanset, og at jeg derudover havde haft diarré siden Guatemala. Den dårlige mave fulgte mig hele vejen til endedestinationen i Alaska flere tusind kilometer væk, og jeg kan ellers love for, at mavepinen tog noget af fornøjelsen.
Når man er så længe på en cykelsadel, føles det sidste stræk magisk. Den største oplevelse på hele turen var at krydse grænsen mellem Yukon og Alaska. Det sekund kunne jeg mærke, at der kun var en enkelt uge tilbage. Jeg kunne øjne slutningen på trods af diarré, og jeg ved ikke hvad. Det var næsten til at tude over.
I Anchorage blev jeg modtaget af både fjernsyn og radiostationer, fordi en motelejer havde ringet og fortalt om den tossede dansker, der havde cyklet fra Kap Horn til Alaska. Jeg havde tabt mig 12-13 kilo på den tur og havde helt indsunkne kinder, da jeg troppede op på arbejde dagen efter min hjemkomst. Så kom min chef forbi og sagde, at jeg lignede noget, katten havde slæbt ind. Han tvang mig på to dages sygeorlov, fordi det ikke gik med kød og dårlig mave. Det var først der, min krop blev normal igen.
