JEG FØLER MIG som en forkalket sprællemand, mens jeg – spændt ud i et vinrødt klæde, der hænger i en løkke ned fra det høje loft – forsøger at sprede arme og ben ud fra kroppen. Mine journalistlysker syrer til, og knoerne hviner, mens jeg forsøger at tegne en akrobatisk, Leonardo da Vinci-agtig figur i luften med min krop og samtidig desperat holde fast om det glatte stof. Instruktør Line Vittrup synes, at jeg har brug for mere udfordring, og giver sig til at dreje mig rundt i luften, hurtigere og hurtigere, som en forsinket grillkylling. Væggene i det, der engang var fægtesal, men som i dag bruges af Cirkusmuseet, drejer forbi. Til min overraskelse føler jeg mig ikke svimmel, men da jeg bagefter træder ud af stofslyngen og ned på madrassen, er det, som om rummet ikke vil holde op med at snurre omkring mig.
”Vi vil gerne give vores besøgende forståelse for, hvad det kræver at arbejde som cirkusartist. Og Line er god til at finde kompetencen hos den enkelte, der kommer forbi,” siger museumschef Mikkel Knudsen, der også får en let omgang artistundervisning denne eftermiddag, men som har sprunget luftturen over.
”Jeg kan godt lide at rykke grænsen hos folk, så de tør noget mere, end de troede, de gjorde,” siger Line Vittrup. Hun er selv forhenværende cirkusartist, og nu kaster hun i Cirkusmuseets sal børn og voksne, forretningsfolk på teambuilding og pensionister på udflugt ud i jonglering, linedans, trapez eller så halsbrækkende aktiviteter, som de nu har mod på. Og når hun siger, at alle kan få noget ud af en tur i manegen, mener hun det bogstaveligt:
”Der var en gang, hvor vi skulle have besøg af en gruppe børn, der var født med manglende lemmer. Vi vidste bare ikke, hvor udfordrede de var. Men selv en dreng, der manglede det meste af sine arme, endte med at hænge i en trapez. Det var ret rørende,” fortæller hun.
Hårpragt var en nødvendighed for Wong Ko Lian, der var hårhængerjonglør.
MIKKEL KNUDSEN ER historiker og har været ansat hos Cirkusmuseet i 18 af de 21 år, det har eksisteret i Avedørelejrens historiske bygninger i København-forstaden Hvidovre. Han mener, at museets grundlæggende opgave er at skabe opmærksomhed omkring cirkus på linje med andre kunstarter, og meget af hans arbejde går ud på at grave interessante fortællinger ud af fortidens savsmuld og servere dem på en tidssvarende måde.
”Som historiker er man tilbøjelig til at ville vise sin viden og lave noget klogt, der kunne blive til et program på DR2. Men vores målgruppe er langt hen ad vejen børn, og så må man tænke mere i Ramasjang,” siger han ved begyndelsen til museets udstilling og tænder for en videoprojektion, hvor bugtaler og entertainer Peter Nørgaard i selskab med dukkehunden Charlie giver et kort rids over cirkusinstitutionens historie – fra de første numre med heste på Philip Astleys rideskole i London i 1768, til de franske nycirkusartister i Archaos i 80’erne og 90’erne begyndte at jonglere med motorsave. Vi fortsætter ind i et rum med kostumer, hvor en broderet kinesisk kåbe gør mere eller mindre afslørende paillet- og rhinstensbesatte cirkusprinsessedragter selskab.
”Vi er ikke et museum bebyrdet med 8.000 potteskår – ikke et ondt ord om potteskår i øvrigt – men det er sjovt at have nogle lidt glamourøse museumsobjekter at vise frem,” siger Mikkel Knudsen og forklarer, at den kinesiske dragt har tilhørt Wong Ko Lian, der slog sig ned i Danmark engang efter første verdenskrig. Hans egentlige metier var hårhænger-jonglering, en østerlandsk form for akrobatik, hvor man hejser jongløren op i håret. Med tiden, som hårstråene blev færre og tyndere, endte han som tjener på en kinesisk restaurant i København. Hans familiemedlemmer kommer stadig af og til forbi museet, fortæller Mikkel Knudsen.
Bernhard Eriksen udnyttede sin smidighed som slangemennesket og udbryderkongen Bernardi.
JEG BALANCERER PÅ ét ben og løfter armene op over hovedet som en gammeldags proptrækker. Jeg forestiller mig, at jeg står i rampelyset på en line højt hævet over publikum i et mørkt telt. I virkeligheden er der under en halv meter ned fra det brede, udspændte tov – som jeg kort efter dratter ned af.
”Du skal finde ét punkt at kigge på, så er det lettere at holde balancen,” siger Line Vittrup, der har været ved stort set alle cirkusser i Danmark og en pæn portion i udlandet, men som i dag har lagt det fysisk krævende liv som cirkusprinsesse bag sig.
Som ung var hun vild med springgymnastik, og under et kursus på idrætsefterskolen i Oure begyndte hun at interessere sig for artisteri. Hun søgte ind hos Cirkus Krone i Hårup i Østjylland, hvor hun lærte at jonglere med ild, passe heste, slå telt op og sælge popcorn og blev forlovet med direktørens søn. Senere arbejdede hun med mange andre cirkusser, og under en turné i England blev hun opdaget af den tjekkiske Faltyny-cirkusfamilie, der inviterede hende i lære som jonglør og akrobat på ethjulet cykel. Mens hun rejste rundt med Faltyny-truppen, manglede der til en forestilling i Offenburg i Tyskland en medvirkende til et knivkasternummer. Line Vittrup, der gerne ville frem i branchen, syntes ikke, hun kunne sige nej, og på trods af nerverne accepterede hun at blive det mål, der ikke skulle rammes. Inden hun skulle på, sagde knivkasteren til hende: ”Du står fucking stille!” Så det gjorde hun.
Museumschef Mikkel Knudsen tegner og fortæller. Foto: Ebbe Forup
CIRKUSHISTORIEN ER FULD af dramatik, i og uden for manegen. Tænk bare på Eyvind Hansen, der voksede op i mellemkrigstiden som barn af cirkusartister, der ikke ville have, at han skulle ende som dem, men hellere læse og skrive og blive til noget. I smug trænede den unge Eyvind, og med tiden kunne forældrene ikke fornægte drengens enorme behændighed. Som 16-årig kom han på sin første turné i USA, hvor han efterfølgende slog sig ned og med tiden blev kendt som verdens bedste jonglør under kunstnernavnet Bob Ripa og tjente styrtende på sit talent. I 1943 blev han inviteret til at underholde de amerikanske stillehavstropper på Phoenix-øerne og fik som del af besøget lov at flyve med i et jagerfly, som, uvist hvorfor, styrtede ned. Eyvind Hansen døde 30 år gammel.
Eller tænk på Bernhard Eriksen, en fattig dreng fra Løkken, der stak til søs og blev så ferm med tovværket, at han kunne komme fri, ligegyldigt hvordan man bandt ham fast og spændte ham op, og som skiftede sømandslivet ud med en karriere som slangemennesket og udbryderkongen Bernardi, der altid slap ud. Selv i lænker, i en antændt sæk, der blev kastet i vandet. Bernardi dukkede altid op til overfladen igen og optrådte med glansnummeret i mange år, indtil heldet slap op, og han sank til bunds i sin sæk en kold dag i Rønne i påsken 1946. Obduktionen viste, at han havde fået hjertestop, og at han nok var død den dag under alle omstændigheder, selv hvis han var blevet i sengen.
Eller hvad med Jeppine Kristine Hansen fra Vesterbro i København, der blev et varieté-trækplaster på Dyrehavsbakken i 30’erne, 40’erne og 50’erne, hvor hun under navnet Miss Florens optrådte som primaballerina og med skønsang, begge dele i gåseøjne fra publikums side, for synge rent kunne hun ikke, og spagaten skulle hun af og til hjælpes op fra. Men i sine egne, muligvis lidt forstyrrede øjne var hun noget, hvilket blev bekræftet ved hendes begravelse i 1956. Familien skammede sig og havde ikke noget pænt at fortælle om hende til præsten, som ved ceremonien rejste tvivl om, hvorvidt der overhovedet var en plads til den afdøde i himmerige. Hvorefter Miss Florens’ venner fra Bakke-miljøet, der var mødt op i hundredvis, truede præsten så eftertrykkeligt med bank, at han måtte stikke af.
”OG SÅDAN ER der utrolig mange rørende historier, når man dykker ned i dem. Cirkus er virkelig en verden, der vokser på én,” siger Mikkel Knudsen foran et sort-hvidt billede af den robuste Miss Florens, der knikser iført transparent skørt.
Museumschefen fortæller, hvordan den verden har været under pres, i hvert fald herhjemme, hvor visse cirkusser de senere år har haft for mange tomme sæder under teltdugen – muligvis fordi vi alle sammen render rundt med en lille skærm i lommen, der tilbyder øjeblikkelig, digital magi, uden at vi behøver forlade sofaen.
I 2018 blev de sidste vilde dyr forbudt i cirkusarenaen, og nogle frygter, at politisk korrekthed på længere sigt kan gøre det af med kropsnære kostumer og vildt vovemod. Alligevel har corona ramt branchen så hårdt, at det nu diskuteres, om man skal bede om et sikkerhedsnet i form af statsstøtte – hvad cirkusfolket tidligere har været modstandere af, fordi de ville forblive herrer i eget skæve hus. En uskreven regel har sågar gennem historien forvist politiske spørgsmål fra cirkussets arbejdspladser.
”Når man skal turnere sammen i månedsvis, nytter det ikke noget, at man bliver uvenner over den slags,” fortæller Mikkel Knudsen, der håber, at cirkus klarer sig ud af krisen, og at trangen til at opleve forfinet håndværk live vil overleve. På den ene eller anden måde:
”Hvem ved … Cirkusfolk har altid været gode til at omstille sig. Og vi hører faktisk, at mange cirkusser i år har den bedste sæson længe.”
Foto: Ebbe Forup
I TRÆNINGSSALEN KÆMPER jeg med at få en plastiktallerken op at rotere på en tynd træpind.
”Du skal have løse håndled, som om du bruger et piskeris,” siger Line Vittrup.
Alligevel springer tallerkenen væk fra mig og min pind, som om jeg var et farligt dyr. 20 forgæves forsøg senere spørger jeg hende:
”Du sagde, at alle har en kompetence, hvad er egentlig min?”
”Du var meget god til at gå på line. Det her, til gengæld … hmm,” svarer hun tøvende, inden hun finder en opmuntrende vinkel:
”Men du er velkommen til at komme igen og øve dig en anden gang!”
