Det er ni år siden, at du og din mand flyttede til Falster fra Østerbro i København. Hvorfor tog I den beslutning?
”Vi havde boet sammen i en toværelseslejlighed i næsten 10 år. Vi gik meget ud og festede meget, men vi var blevet lidt trætte af at vågne op med tømmermænd i weekenden. Min mand Thomas er glad for at fiske, og jeg elsker at bade – både sommer og vinter – så vi ville gerne lidt tættere på naturen og på havet. Thomas og jeg er begge ret høje, så vi kunne ikke købe et lille bondehus med lavt til loftet. I stedet begyndte vi at kigge på husbåde, nedlagte hospitaler, gamle skoler, og jeg ved ikke hvad. Vi vidste også, at fordi vi begge var vant til at være meget sociale, ville vi ikke bo alene. Derfor havde vi fra starten en idé om, at vi ville starte et kollektiv.”
Hvordan endte I med at købe en tidligere præstegård?
”Vi fandt hurtigt ud af, at jo længere man kom væk fra København, desto billigere blev det. En dag kørte vi til Falster for at se den her præstegård ved Nørre Alslev. Det var i sommeren 2016, alleen ned til huset stod helt grøn, og indenfor var der højt til loftet, smukke vinduer og kæmpe værelser. Thomas blev helt forelsket, mens jeg nok var lidt mere nervøs for størrelsen, renoveringen og afstanden til København, hvor jeg arbejdede. Jeg vidste også, at vi ikke bare lige kunne sælge sådan et sted igen med det samme, hvis det viste sig ikke at være det rigtige. Jeg gik med mange overvejelser, men til sidst besluttede vi os for at købe.”
Hvor stor en omvæltning var det for jer?
”Det var helt vildt. Jeg er opvokset i Upp-sala i Sverige, og jeg havde aldrig prøvet at bo på landet før, så jeg vidste ikke helt, hvad vi gik ind til. Det første halve år virkede det, som om vi var på en feriekoloni, og at det hele ville slutte, og så skulle vi hjem til København igen. Jeg tror, vi havde gæster hver eneste weekend de første seks måneder, og vores fritid gik pludselig med helt andre ting, end vi plejede. I stedet for at gå i byen skulle der rives tapet ned, beskæres frugttræer og så videre. Men helt konkret var den største forskel, at jeg skulle pendle frem og tilbage til København. Jeg havde et meget krævende arbejde og fandt ret hurtigt ud af, at det ikke gik, så da vi havde boet på Falster i et års tid, sagde jeg op. I dag arbejder jeg i stedet i Faxe.”
Havde du på forhånd nogle forventninger – eller fordomme – om at flytte på landet?
”Da vi flyttede, havde ’På røven i Nakskov’ lige kørt på TV 2, og som modreaktion var folkebevægelsen Lolland-Falster Lovestorm opstået. Der var rigtig meget snak om Udkantsdanmark, og jeg kunne mærke, at folk var glade for, at der kom nogle nye tilflyttere fra København. Alle var venlige og meget åbne, og det kom nok lidt bag på os. Vi havde troet, at det måske ville være lidt sværere at komme ind i et lille samfund, men jeg tror også, at ’På røven i Nakskov’ blev et vendepunkt. Mange blev mere engagerede i lokalområdet, fordi de følte, at de ville vise, at Lolland-Falster var meget andet end det, folk havde set i tv.”
Hvordan gik det med jeres kollektiv?
”Vi flyttede herned sammen med et vennepar og en tredje ven, som vi delte huset med. Det var virkelig rart at have det fællesskab, for huset på 450 kvadratmeter var jo alt for stort til Thomas og mig alene. Men efter fire år, da vores venner havde fået deres første barn, flyttede de tilbage til København, og siden har vi valgt at leje en del af huset ud. Vi blev også forældre, og hvor vi tidligere var glade for, at kollektivet sørgede for gang i huset, gæster og altid nogen at snakke med, havde vi mere brug for ro. Der skete rigeligt i hverdagen, og vi havde ikke det samme overskud til fællesspisning og aktiviteter.”
Du begyndte at skrive klummer om at flytte på landet, og du startede en blog. Hvorfor ville du gerne dele dine erfaringer med andre?
”Der var en kæmpe interesse i vores vennekreds, da vi flyttede. Folk syntes, at det var meget spændende, måske fordi mange af vores venner også var i slutningen af tyverne og skulle til at stifte familie. Men det var nok også en form for selvterapi. Det gav mig lejlighed til at komme ud og gøre nogle ting, som jeg ellers ikke ville have gjort. Det var et skub til at komme ud og besøge den lokale planteskole, prøve en ny restaurant i området eller finde de bedste steder at bade.”
Ser du anderledes på landet – og på byen – nu hvor du har boet på Falster så længe?
”For et par måneder siden var jeg til en koncert i Vega i København, da en kvinde pludselig prikkede mig på ryggen. ’Bor du ikke i Nørre Alslev?’ spurgte hun. Det viste sig, at kvinden selv var flyttet til Falster, og at jeg kendte hende lidt gennem Instagram. Jeg blev meget glad og overrasket. Siden vi flyttede, har jeg været vant til at være ’hende fra København’, men nu er jeg ’hende fra Nørre Alslev’. Jeg føler mig ikke længere som tilflytter.”
Hvad er den største misforståelse om at flytte på landet, du møder?
”Mange tror, at det er meget billigt at bo på landet. Og ja, det er billigt at købe et hus, men så skal man også have en bil eller to, man skal også varme huset op, og man står ikke lige til at tjene millioner, når det en dag skal sælges igen. Man skal ikke flytte på landet på grund af økonomi, men for at prøve en livsstil af.”
Hvad nyder du mest ved at bo på landet?
”Nærheden til naturen, og at jeg kan ride, vinterbade, gå ture på stranden med vores hund og dyrke min køkkenhave. Noget, som har overrasket mig positivt, er, at livet er mere simpelt. Man kan gå til yoga på biblioteket, hvor man køber et klippekort til 10 gange for 300 kroner. Så får man 10 små, laminerede mærker, som man skal aflevere hver gang – der er ikke nogen app, du skal ikke booke eller sådan noget. Det er i øvrigt min datters vens bedstemor, der er yogainstruktør. Mange ting her er drevet af lokale ildsjæle, og det handler ikke om at tjene penge. Folk gør det, fordi de synes, det er sjovt, og for fællesskabets skyld.”
Savner du nogensinde at bo i byen?
”Jeg savner spontaniteten. Det med bare at mødes på en café eller en bar og ikke skulle tænke over, hvornår man skal hjem. Alting kræver lidt mere planlægning, når man bor på landet. Det kræver også mere at holde gang i venskaber, når man ikke bor i samme by og samtidig får to børn. Men jeg fortryder på ingen måde.”
