Du er født og opvokset i Kharkiv, Ukraine. Hvordan var livet for dig som barn?
”Mine forældre var begge ingeniører. De studerede sammen og dimitterede begge med udmærkelse fra Kharkiv Polytechnic Institute i 1937. Efterfølgende var de heldige at sikre sig en beskeden lejlighed i et nybygget lejlighedskompleks i hjertet af byen. Min barndom var præget af krigen og en allestedsnærværende følelse af frygt.
En af mine tidligste erindringer er fra 1941, da jeg var tre år gammel. Min far havde forladt hjemmet for at tjene i militæret, og jeg var alene med min mor, som var jødisk. Med hjælp fra hendes arbejdsgiver på Malyshev-fabrikken, der producerede sovjetiske tanks, flygtede vi til Kirov i godsvognen på et af de sidste tog, der forlod Kharkiv, før byen blev besat af nazisterne. Vi vendte tilbage i 1943, men mindet blev hos mig, og selv mange år senere, efter Sovjetunionens sammenbrud, sad rædslen ved at blive vækket af luftalarmens hyl stadig i mig.”
I serien ’Red’ (1968-75) illustrerer Mikhailov, hvordan det kommunistiske symbol, farven rød, gennemsyrede alt i det sovjetiske Ukraine.
Hvordan fandt du din vej ind i fotografi?
”Ligesom mine forældre forfulgte jeg en karriere inden for ingeniørfaget. Men da jeg i begyndelsen af 60’erne meldte mig ind i filmklubben på det regionale fagforeningshus for amatørkunst, vakte det min søgen efter ytringsfrihed.
I midten af 60’erne foreslog jeg ledelsen af den statsejede fabrik, hvor jeg var ansat, et nyt projekt: en kort dokumentarfilm om fabrikkens historie. Til dette formål gav de mig både et filmkamera og et fotografiapparat. Jeg meldte mig ind i Kharkiv fotoklub og brugte al min fritid på fotografering og eksperimenter i mørkekammeret. I starten forsøgte jeg at efterligne de effekter, jeg så i tyske og tjekkiske fotomagasiner, og tog billeder af nøgne modeller.”
Men under kommuniststyret var det kun tilladt at tage ’autoriserede’ billeder …
”Regimet havde meget strenge regler. Alt, hvad der kunne tolkes som at sætte den sovjetiske livsstil i et dårligt lys, herunder fattigdom, sygdom eller beruselse, var forbudt. Selv fotos af jernbanestationer kunne føre til mistanke om spionage. Billeder af den nøgne menneskekrop – bortset fra dem, der var afbildet i gamle mestermalerier på museerne – blev betragtet som pornografiske og derfor en forbrydelse. Rationalet bag censuren var ikke primært moralsk, men snarere socialt. Formålet var at indgyde en følelse af skam over kroppen og udøve kontrol gennem frygt og skyld.
Da jeg begyndte at fotografere, arbejdede jeg under jorden, ude af stand til at udstille mit arbejde. Det gav mig betydelig frihed til at eksperimentere uden at bekymre mig om censur. Men efter mine første offentlige udstillinger, som var knyttet til fotoklubben, og mine rejser for at deltage ved fotofestivaler i Litauen fik jeg mange problemer med KGB. De ransagede mørkekammeret på fabrikken, fandt mine fotos af nøgne kvinder, afhørte mig, ransagede min lejlighed, ødelagde mit arbejde og fik mig fyret fra
mit job.”
Fra serien ’Yesterday’s Sandwich’, 1966-68.
I ’Case History’ (1997-98) portrætterer Mikhailov de mange hjemløse og fortabte, der blev glemt efter Sovjetunionens sammenbrud.
Var du ikke bange?
”I lang tid var jeg stresset og bange, men det gav mig også værdifuld indsigt. Det lærte mig at udvise forsigtighed i mit arbejde og at opretholde en indre styrke og overbevisning. Det lykkedes mig at overvinde frygten og fortsætte med at forfølge de fotografiske projekter, som jeg følte, jeg måtte føre ud i livet.”
Så hvordan lykkedes det dig at omgå censuren?
”Selvom det officielt var forbudt at tage billeder af almindelige hverdagsmennesker og -scener i Kharkiv, var dette emnet for min årelange serie ’Black Archive’, som jeg påbegyndte i 1968. Det var nødvendigt for mig at tage disse fotografier i hemmelighed, ofte ved at fotografere folk bagfra på gaden. Jeg brugte bevidst ’dårlige’ fotografiske teknikker for at producere billeder af markant ringere kvalitet, som dermed fremstod mere tilforladelige. Jeg overtrådte reelt de etablerede normer og konventioner for sovjetisk fotografi, både i forhold til det indhold, jeg fangede, og den måde, jeg fangede det på: dårligt fotografi af et dårligt liv.”
Håndkoloreret portræt af to unge mænd. Fra serien ’Luriki’, 1971-85.
Hvordan ændrede dit liv og arbejde sig efter Sovjetunionens fald?
”Umiddelbart blev det, der skulle have været en fejring, til et kollaps. Ukraine var i laser. Gaderne var fyldt med fattigdom. Jeg gik ud med et panoramakamera og lavede serien ’By the Ground’, der begyndte med et fotografi af en kvinde, som lå på jorden – en af de første hjemløse, jeg nogensinde havde set. Jeg fik større frihed i mit arbejde og begyndte at lege med og manipulere mine billeder.
I 1991 var Sovjetunionen blevet brudt op i 15 selvstændige nationale republikker, og jeg skabte en serie selvportrætter med titlen ’National Hero’, hvor jeg var i tøj prydet med ukrainske ornamenter. På et billede er jeg klædt som soldat, hvor traditionelt ukrainsk broderi erstatter sovjetiske insignier på min uniform, som om jeg forsøgte at forudse den visuelle identitet, der ville opstå med dannelsen af en ny nation.”
Hvad kan folk forvente, når de besøger din udstilling ’Ukrainian Diary’ i København?
”På en måde er udstillingen min livsdagbog, hvor fotografiet formidler observationer, minder, indtryk og stemninger. Det handler både om det personlige og det sociale, og man kan se lidt af alt, hvad jeg har foretaget mig som fotograf. Det er en samling af mange serier, gamle og nye, alle meget forskellige, men konceptuelt forenet: Samlet set udfordrer udstillingen de konventionelle grænser for fotografi.”
Fra serien ’Yesterday’s Sandwich’, 1966-68.
Hvordan er du påvirket af den nuværende krig i Ukraine – som menneske og som kunstner?
”Krigen ændrede mit liv fuldstændigt. Vores børn fra Kharkiv, to hele familier, er flyttet til Berlin for at bo hos os. Udfordringerne ved denne omvæltning og den daglige hjertesorg over nyhederne fra Ukraine betyder, at jeg føler mere angst i mit liv end tidligere. I lyset af det hele genovervejer jeg for tiden mit arbejde for at finde en æstetisk tilgang, der kan afspejle de komplekse følelser, krigen vækker i mig.
Jeg ser tilbage på mine tidligere værker og finder nye betydninger og metaforer, og det giver mig en følelse af, at det, jeg gjorde for længe siden, stadig er relevant. Og et håb, ja, endda en optimisme omkring det arbejde, jeg i øjeblikket beskæftiger mig med. Måske vil det også vise sig at være vigtigt.”
Alle billeder af Boris Mikhailov © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn
