For tiden kan man se serien ’Evigt’ på din YouTube-kanal. Hvad er det for en serie?
”Jeg gik og skrev på en serie, der skulle handle om en håndfuld gymnasieelever, der snakker om klimakrisen og om, hvad man kan gøre. Jeg forsøgte at skabe en arena, der blander klimasnakken med venskaber, forelskelser, kæresteproblemer og alt muligt andet af det, der ellers ligger i at være ung – det måtte endelig ikke være en stor løftet pegefinger. En dag præsenterede jeg ideen for DSB, og de ville gerne være samarbejdspartner på serien. Dels er toget en stor del af gymnasieelevers liv i forvejen, dels kan det at tage toget i sig selv jo ses som en måde at gøre noget for klimaet. Så en stor del af serien er indspillet i toget.”
Du har inden for de seneste 3-4 år lavet ni serier og en kortfilm og indspillet din første spillefilm. Hvordan har du haft tid?
”Jeg er meget opsat på og optaget af, hvordan jeg kan gøre en forskel. Jeg er ikke en person, der er så god til at mene noget, men jeg er god til at vise, hvad andre mener. Og hver gang jeg har afsluttet en ting, har jeg behov for hurtigt at vise noget nyt med en ny problemstilling. Unge i dag konsumerer kultur i et højt tempo, så jeg har forsøgt at finde en produktionsmåde, der passer til tiden. Med et mindre filmhold og et smidigt setup, hvor meget er håndholdt, og vi ikke sætter lys, men filmer for det halve budget af, hvad man ellers ville gøre. Som en hybrid mellem YouTube og traditionelt tv. Jeg får en idé, finder finansieringen, skyder produktionen og præsenterer den så hurtigt, jeg kan.”
Søstrene Filippa og Safina Coster-Waldau med ’Salsa’-instruktør Jonas Risvig. Foto: Søren Lynggaard
Noget præsenterer du på dine egne kanaler, andet har du lavet i samarbejde med DR og Viaplay. Sidste forår gav Filminstituttet grønt lys til en spillefilm. Det kan virke, som om du pludselig blev manden, alle vil samarbejde med?
”Det skete ret meget fra den ene dag til den anden. I en del år lavede jeg musikvideo og dokumentar. Ting, hvor ingen tænkte nærmere over, hvem der stod bag. Men under nedlukningen lavede jeg min første webserie, ’Centrum’, som jeg indbød alle Danmarks unge til at komme med input og skrive med på via sociale medier, og som fangede en masse unges opmærksomhed. Jeg kendte ikke DR Ultras regler om, at man ikke må kysse, bande og ryge, så den blev ret politisk ukorrekt. Og den skabte et univers, forældrene ikke lige forstod. Det er de unge og ikke kanalerne, der har drevet det til, at jeg har fået lov at lave så meget. Og lige siden har det været mit koncept, at produktionerne skal være voksenfrit område. Det skal ikke handle om det, man kan læse i avisen. Det skal være et frirum, hvor unge taler sammen, som unge nu gør. Mange af de skuespillere, jeg bruger, er uprøvede og spiller nærmest sig selv, i deres eget tøj. De er i høj grad med til at sætte retningen, komme med ideer og bestemme, i hvilken retning dialogerne skal gå. På et tidspunkt skærer jeg dog igennem og tager beslutninger. Det er mit ansvar, at det, vi laver, er interessant for flest mulige seere.”
Din spillefilm ’Kontra’, der kommer senere på året, handler om pigehierarkier, mobning og spiseforstyrrelser på et gymnasium i Nordsjælland. Og DR-serien ’Salsa’, som du har fået meget ros for, handler om unge kvinders seksualitet. Hvordan har du som mand haft modet til at kaste dig ind i de sårbare emner?
”Jeg er selv opvokset i en drengeflok af fætre og brødre. Jeg vidste ingenting om, hvad min kæreste og hendes veninder oplevede i deres unge år. Jeg vidste ekstremt lidt om at være kvinde. Samtidig var det et miljø, jeg var pissenysgerrig omkring, men jeg turde kun give mig i kast med ’Salsa’, fordi jeg havde dygtige kvinder til at hjælpe mig. Jeg spurgte to unge kvindelige forfattere, om de ville skrive serien. Til gengæld tilførte jeg produktionen en form for drengerøvsenergi. Jeg ved bare noget om, hvordan man bander og kalder en spade for en spade, og det virkede ret fedt til at skabe et kreativt frirum. Det er spændende og udfordrende at bevæge sig i ukendt territorium. Jeg har nok altid kunnet lide at være på udebane. Jeg boede i Silkeborg og vidste knap nok, hvad Københavns Vestegn var, da jeg som ung gymnasieelev skrev til rapgruppen Suspekt og spurgte, om jeg måtte lave en film om dem. Da de endelig sagde ja, passede det med, at jeg skulle på sabbatår. Så fulgte jeg dem på landevejen gennem to år.”
Ungt arbejdsmiljø. Foto: Kristina Pedersen
Du har aldrig søgt ind på Filmskolen. Hvorfor ikke?
”Jeg tog til et intromøde, da jeg var 17, men det var ret nedslående. De fortalte, at det ville gavne muligheden for at komme ind, hvis man havde oplevet en tragedie, havde et traume. Ellers var det ikke sikkert, nogen ville lytte til ens historie. Jeg var opvokset på en villavej og havde lyst til at lave noget, der handlede om alt andet end mig selv. Jeg sendte aldrig en ansøgning – af frygt for at blive afsløret i ikke at have noget at bidrage med. I stedet kastede jeg mig bare ud i det, bankede på en masse døre, lærte fra produktion til produktion og blev skrappere hen ad vejen. Men jeg er da misundelig på dem, der har fået en formel skoling. Og jeg prøver hele tiden at være klar over, hvor jeg selv mangler hjælp. Det er derfor, jeg har involveret de unge som medskrivere af mine ting – jeg vidste, at jeg ikke ville kunne skrive ordentlig dialog til dem. På hver produktion er der mindst en af de unge, der involverer sig i højere grad end de andre, og som måske kommer med på min næste produktion, fortsætter på en filmhøjskole og i det hele taget vælger den karrierevej. Det gør mig enormt glad.”
Nu er du så blevet 30 år. Har unge mennesker det anderledes i dag, end da du var ung?
”Jeg har mange unge igennem i løbet af ugen, og min oplevelse er, at de er ekstremt vidende omkring den verden, der omgiver dem, mens jeg ikke selv tænkte længere end til Silkeborg, måske Aarhus. Fordi de bliver så eksponeret for verden udenfor, ser mange i dag sig selv som sekundære, og det er godt, fordi de stræber efter diversitet, tager hensyn til hinanden og går på gaden for klimaet eller Gaza, eller hvad det kan være. Men samtidig giver det dem også en modløshed. De ved, at verden brænder, så hvorfor skal de passe på sig selv? Mig og mine venner turde ikke engang gå i solarium, endnu mindre tage kokain til en fest. I dag ser jeg en ny form for eskapisme med alkohol og stoffer.”
Kan de unge så bruge dine erfaringer til noget?
”Jeg forsøger at tage det alvorligt, når de fortæller mig, at de skal med til den og den fest – ellers dør de. Der er ikke noget, der er ligegyldigt for et ungt menneske, og det synes jeg kan være inspirerende i mit voksenliv: at man ikke skal lægge låg på sine følelser. Samtidig forsøger jeg altid at sige til dem, at livet ikke er så slemt. Tiden går, der er en ny dag i morgen og en ny uge på mandag, og det hele skal nok blive bedre. Det kan godt være, du har fået knust dit hjerte, men det kommer til at hele igen. Det er også derfor, at mine serier løber over flere sæsoner, så tiderne skifter, og nye mennesker kommer ind. Men det er selvfølgelig også et meget voksent synspunkt, som jeg og de unge kan clashe over. Nogle gange kan de virkelig ikke bruge det til en skid. Så jeg siger også altid til dem, at de må ringe, hvis det ikke bliver bedre.”
Du har vundet tv-priser og er blevet kåret til ’Årets Forbillede’ af The Voice. Har rosen og opmærksomheden forandret dit liv?
”Det er dejligt at opleve arbejdsmæssig succes og anerkendelse. Men også lidt hårdt. Jeg har jo eksponeret mig selv og åbnet op for, at alle kan give mig input og feedback. Og der er mange holdninger – også til sådan noget, som at jeg vinder en pris som årets forbillede. ’Er det virkelig dig, der fortjener den?’ spørger nogle. Man skal være taknemmelig for, at folk interesserer sig for én, men det gør mig også af og til forvirret, at der er konstant respons. I løbet af arbejdsdagen kan jeg godt mærke, at min hjerne er stresset, fordi en så stor del af mit liv foregår online.”
Hvornår laver du en serie om dem på din egen alder?
”Jeg er faktisk i gang med en ny serie, som skal handle om at gå på universitetet. Nu kommer jeg til at lave noget, mine jævnaldrende venner kan spejle sig i – mens det tidligere måske har handlet om deres yngre søskende. Til gengæld er jeg igen ude, hvor jeg ikke selv kan bunde. For jeg har aldrig sat mine ben på et universitet.”
