HELIKOPTEREN SKYDER HEN over deltaets olivengrønne floder. Den kaster sin skygge ned på rismarker og rejefarme, solsvedne gårdspladser imellem bliktage og rickshaws på palmefyldte grusveje. Vi flyver over det sydlige Bangladesh, og de fleste på denne tur kender alt til at sidde med tykke høretelefoner og blunde midt i en kabines petrostank. Snakken går på, om man foretrækker helikopterdørene åbne eller ej – ligesom dengang i Irak, Mali, Albanien.
Kabinen er fuld af danske diplomater og klimaforhandlere. En gruppe af kompetente og karrierebevidste mennesker, der har krydset den halve jordklode for at bevidne verdens inkompetence med at håndtere tidens største problem: klimaet.
Under os ligger markerne som skarpt optegnede felter på et kubistisk maleri. Græssende geder vader ind over mudrede markskel. Huse står på bambus-stylter, og arbejdere med bare overkroppe lægger sandsække langs flodbredderne. Bangladesh er et fladt land, som ligger lige dér, hvor en række af Asiens største floder munder ud i Det Indiske Ocean. Når monsunen kommer om sommeren, oversvømmes mange af de marker og landsbyer, vi kan se oppe fra de piskende rotorer. Men monsunen er ikke kommet endnu. I stedet er her for tiden den længste hedebølge i årtier. Den fugtige varme nærmer sig 40 grader. Skoler er lukket i tusindtal, og rickshaw-chaufførerne har for alvor knappet skjorterne op. Selv de rituelle pauser med den varme te er de lokale begyndt at skippe midt i den kvælende hede.
Den bangladeshiske pilot virker svært tilfreds med den spilleliste, han sørger for, at danskerne bagtil kan høre.
Listening to the wind of chaaange!
Nogle fingre vandrer rytmisk rundt på en diplomats lår i takt med, at Scorpions’ powerballade når sit klimaks. Lilletrommen smælder, og den hylende guitarsolo er som et varsel fra en fjern tid, hvor forandringens vinde blæste ind over Østeuropa og Sovjetunionen.
Det er ikke en kold krig, men en helt anden slags krise, vi overflyver nu. Hvor klimaet i stigende grad opfører sig som en teenager, der bare vil have det mere ekstremt. Den ene dag tørke, skovbrande og hedebølge, der lægger gader øde og får marker til at visne. Den næste dag oversvømmelse og heftige cykloner, som tvinger familier på flugt over plørede veje, væk fra væltede træer og alt, de kender til.
I HELIKOPTERENS HØJTTALER fortæller piloten opstemt om en bro, vi skal se. Landets længste, forklarer han, mens han sætter farten op langs en firesporet motorvejsbro.
”Yes, it is very beautiful,” lyder det fra Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik (S), der filmer flittigt med sin telefon fra cockpittet.
Ud & Se er som eneste medie taget med ministeren og hans følge til Bangladesh og Pakistan, nogle af verdens mest klimasårbare lande. For at stirre ind i ”vor generations største udfordring”, som der står i regeringsgrundlaget, men også for at opleve, hvordan embedsmænd i mørkeblå jakkesæt arbejder i klimakulisserne imens.
Langt, langt under os står nogle kvinder i kulørte sarier og betragter helikopteren fra et tag.
Nogle drenge spiller fodbold på en plads mellem dynger af affald. Denne del af verden, Sydasien, er hjemsted for knap en fjerdedel af verdens befolkning, som bor på blot 3,5 procent af verdens landområde. Det er altså verdens tættest befolkede region og tilmed nok den mest udsatte for klimaforandringer. En del af verden, hvor flest mennesker må flygte fra klimakonsekvenserne, og hvor kystbyerne risikerer hurtigst at synke. Hvor de stigende have kun er første udfordring – oveni kommer de hyppigere oversvømmelser og cykloner og endelig de ekstreme hedebølger. Er man en af de mange, der lever for under en dollar om dagen her, risikerer man altså at være blot én oversvømmelse fra at se sit hjem og alle ens ejendele blive skyllet væk som et sandslot på en strand.
Heroppe i den tempererede kabine er det svært ikke at få den tanke, at turen hertil især er en rejse mellem to tider. Fra et Danmark, hvor klimaet stadig mest skræmmer under sommertørkerne eller midt i de alvorstunge tv-nyheder om naturbrande på en ferieø. Klip til her, hvor det hele sker i en dramatisk nutid. Cykloner, smeltende gletsjere, oversvømmelser og ubærlig hede. Det er rejsen fra klimaet som alarmerende fremtid til klimakrisen som nutid.
Knock-knock-knocking on heaven’s do-o-or.
En diplomat trommer atter på sine lår, og snart gør den lysskjortede ekspedition klar til landing. Dan Jørgensen er i en årrække blevet mødt med klapsalver, kindkys og anerkendelse, når han har turneret verden rundt for at fortælle om Danmarks klimamål. Han har citeret Martin Luther King fra talerstole overstrømmet af blitzlys.
Nu skal han til det igen. Det er lige her midt i den smoggede eftermiddagssol, at delegationen fra et lille land, der udleder omkring 0,1 procent af verdens drivhusgasser, skal ud med smil og vindmølletaler og inspirere som grøn foregangsnation.
Dan Jørgensen i gangsnak med den øverste klimaforhandler fra Bangladesh.
DET ER IKKE enhver forundt at kæmpe for klimaet på første klasse. Vejen hertil har været lang. Fem måneder er gået med at forberede turen, ringe til de rigtige folk, få hjælp af de danske ambassader. Men krigen raser fortsat i Ukraine, og emnet klima putter sig lidt ovre i hjørnet af nyhedssiderne, da vi letter fra Kastrup Lufthavn, hvor Øresunds havvindmøller som en skov af stål og beton minder os om det grønne løfte om vækst, ministeren er rejsende i.
Videre til et flyskifte i oliestaten Qatar, hvor en kvinde i niqab kaster op i en pose. Til lyden af arbejdsmigranter fra Bangladesh, der urutineret bakser med døren til flytoilettet, mens deres mere velbjærgede landsmænd frydefuldt instruerer dem fra flysæderne. Over til lufthavnen i Dhaka, Bangladeshs hovedstad. Her er telefonsignalet helt jammet af sikkerhedshensyn, idet premierministeren er til stede i lufthavnen. Kakiklædte mænd med fjer i baretterne beder os vente midt i de mange bippende mislyde.
Endelig står vi her, sammenklemt i elevatoren på det femstjernede hotel. Vi skal inspicere infinity poolen øverst oppe. Er det måske lidt anmassende for dem, som måtte sidde med en drink i poolkanten, smågriner en af ministerens folk.
”Ha, så kommer vi lige fem jakkesæt og kigger på.”
At rejse med en dansk minister er et studie i selvbevidste gangarter og pludselige skift til jakke og slips. Det er de beherskede smil, de timede jokes, de sproglige koder – alle er de opvarmningsøvelser til møder rundt om lange borde med snacks, man sjældent har tid til at spise.
Man siger ’ministeren’, ikke hans navn. Udadtil er alt på H.E. – his excellency. Man siger ’vi’, ikke Danmark, når man omtaler dansk tilstedeværelse i andre lande. Går ministeren mod en holdende bil, betvinger man enhver toilettanke og må i hurtige ryk følge med slipstrømmen af rådgivere, sekretær, ambassadør, vicedirektør og kommunikationsmedarbejder.
I korte øjeblikke kan man helt glemme, hvorfor man sidder dér i en bil med nogle statskundskabere, der taler om at pledge, strategize og deep dive. Midt i en jammerlig bilprop i en af verdens mest luftforurenede byer. Men så er det, at man kigger ud ad forruden, hvor uniformerede mænd i en pickup-truck svinger med lysende stave for at tvinge delegationen foran i den uregerlige trafik. Tænk, det er vel vigtigt, det her. En slags ’mission sidste udkald’ for klimaet, og benådet med diplomatpas, sovemasker og strøgne skjorter er ministerens følge ankommet til afgrundens rand.
Løsthængende kabler og airconditionanlæg på Bangladeshs ministerium for miljø, skov og klimaforandringer.
DAN JØRGENSEN ER ikke blot en minister i rækken, få politikere har et ydre lige så velbeskrevet som hans. De markerede panderynker og de smalle Clint Eastwood-øjne. Klicheerne står nærmest på række til at skyde efter.
Den 48-årige fynbo har for længst slået sit navn fast i politik. Folketingsmedlem siden 2015, fødevareminister under Helle Thorning-Schmidt, klimaminister i den tidligere Mette Frederiksen-regering, nu minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik i SVM-regeringen og før det medlem af Europa-Parlamentet i næsten et årti. Og så har han været forhandlingsleder til nogle af de vigtige FN-klimatopmøder, COP-møderne, hvor landene diskuterer veje til at bremse den globale temperaturstigning.
Siden han som helt ung løb rundt med korte bukser i de nordfynske skove for at se på fugle, har han været optaget af naturen. Han har tygget sig igennem alle de nedslående klimarapporter, har drukket spande af mødekaffe for 20 år siden, for 10 år siden, selv for fem år siden, hvor han har rakt hånden op og bedt alle om at tænke på klimaet. Sådan husker han det i hvert fald selv. En slags klimapolitisk boomer, der har skrevet bøger om Thorvald Stauning og blev opildnet af klima, længe inden verden kendte til flyskam eller Greta Thunberg. Dan Jørgensen bruger ofte ord som ’ambivalent’, og når han taler, bevæger han begge hænder frem, som lægger han sten i et murværk.
Der er blevet sagt om den drevne toppolitiker, at hans kamp for klimaet til tider er langsom og overforsigtig, men at han har et godt ry i udlandet som international forhandler. I dag behøver Dan Jørgensen ikke længere høfligt påminde andre om at huske klimaet, og det har kun sat turbo på hans globale mødekalender. Han skal nu inspirere verden til at følge det danske eksempel med at omstille til en grønnere økonomi.
Men vi sidder ikke her i en bilkortege udstyret med danske flag og VIP-skilte på en tilfældig tid på året. Det er sommeren, hvor verden oplever et alarmerende ekstremt vejr, som aldrig tidligere er set. Varmerekorder med temperaturer over 45, selv i Europa. Et rekordlavt isdække omkring Antarktis. Naturbrande helt ude af kontrol og hedebølger i Sydamerika, hvor det burde være vinter. Endda klimaforskere, der begynder at tale om ikke længere at frygte for deres børns liv, men for deres egen tid her på jorden. Det er denne sommer, hvor FN’s generalsekretær, António Guterres, fortæller verden, at ”tiden med global opvarmning er slut, vi er trådt ind i den globale opkognings tid”.
BÅDEN PISKER NED ad floden, forbi handelsskibe og lange fiskerbåde af træ. En gråsprængt mand fra en international ngo fortæller om, hvordan dette deltaområde er ekstremt udsat for de stigende vandmasser. Om hvordan Bangladesh oplever en konstant brydekamp mellem land og vand, og hvordan de tusind småøer er i fare for at blive spist af de glubske vandmasser.
Bangladesh er ifølge FN et af de lande, der rammes allerhårdest af klimaforandringerne – og som omvendt har haft den mindste rolle i at drive dem frem. Selv i dag med flere årtiers nærmest konstant vækst udleder den gennemsnitlige bangladesher blot en tiendedel af, hvad en typisk dansker sender op i atmosfæren af CO2.
Vandet banker mod bådens ruder, mens manden fortæller om de cykloner, der i disse år kommer langt oftere end før. Om vandet, man forventer vil stige 4-5 meter, om hele landsbyer, der allerede nu ligger under vand. Og om en kvinde, der i hast forlod sit hjem med fire børn under armen for så at indse, da hun var nået i sikkerhed, at hun blot bar på to.
Men hvis Danmark går forrest med at reducere klimagasserne, så vidner Bangladesh samtidig også om, at man kan tilpasse sig et ændret klima. Da cyklonen Bhola i 1970 hærgede i landet, døde op mod 500.000 mennesker. Hvorfor? Landet havde dengang ingen varslingssystemer. Da en lignende cyklon kom i 2019, omkom 12 mennesker. I dag modtager landsbyerne løbende advarselsbeskeder, og langs kysterne er bygget såkaldte cyclone shelters, der også fungerer som skoler.
Dan Jørgensen ser på en vandtank til opsamling af regnvand i kystområdet Mongla i Bangladesh sammen med klima- og miljøspecialist Myisha Ahmad (i violet hovedtørklæde) fra ngo’en BRAC.
VI BEVÆGER OS ud mod en landsby, der er truet af oversvømmelse. Træer står halvt i vand lige ud for flodbredden, som er tydeligt tævet igennem af de voldsomme vandmasser. De eroderede skrænter skinner som brunt smør. Tøfler ligger spredt rundt på jorden, trampet ned i flere af de mange mudderpøle. Lokale har bygget en landgangsbro af bambus til lejligheden. Som en gestus fra værterne får vi alle flettede blomsterkranse om halsen.
”Skal jeg tage kransen?” spørger en fra ministerens hold og gør antrit til at fjerne den fra hans hals, men bremses af en bestemt brummen fra Dan Jørgensen: ”Nej!”
Ænder trasker rundt på de lerede stier mellem blikhytter og kokospalmer. Kvinder sidder i skyggen af halvtage og betragter delegationen. Problemet på disse kanter er ikke blot de jævnlige oversvømmelser. Den stigende vandstand gør også, at saltvand trænger ind i jorden og op i grundvandet. Det gør det umuligt at dyrke traditionelle afgrøder som ris, men også bare at skaffe rent drikkevand. Af samme grund troner en stor regnvandstank i skrigende pink midt i landsbyen. Den sikrer vand, som de lokale før skulle vandre adskillige kilometer for at hente. Hvis de da ikke drak direkte fra floden. Tanken er finansieret af blandt andet danske bistandsmidler, og det er således ikke tilfældigt, at selskabet står lige her med alle de lyse skjorter og FN-kasketter.
Fiskeren Arabindu Biswas betragter forsamlingen, der vimser forbi ham. Han lever af sine sild, men har allerede fem gange oplevet at se sit hus blive fortæret af vandmasserne. Hver gang har han søgt tilflugt på nogle nærliggende marker i tre dage. Og hver gang er han draget tilbage, har taget et lån og bygget et nyt hus op fra grunden.
Hvorfor flytter du ikke helt væk, når du ved, at den næste katastrofe hele tiden lurer?
”Jeg har ingen uddannelse, hvad skulle jeg lave i storbyen? Så hellere leve af de få penge, som fiskeriet giver mig.”
Ikke alle har det på samme måde. Op mod 30 millioner mennesker i Bangladesh kan blive nødt til at flytte fra de kystnære områder, hvis der ikke gøres noget mere drastisk, anslår FN. Allerede nu bryder folk op, og mens nogle ender i byernes slumområder, rejser andre hele vejen til Europa. Sidste år søgte rekordmange mennesker fra Bangladesh (34.000) asyl i EU.
Hvis deltaets landsbyer er en slags flygtningefabrik, er Dhaka det sted, hvor løftet om vækst og beskæftigelse pulserer. Byen er som én stor byggegrund, hvor mænd med gule sikkerhedshjelme spartler på en ny motorvejsbro fra spinkle stilladser. Ufaglærte arbejdere med halstørklæder for munden trasker i ubrudt strøm ind på plørede byggepladser. ”Reward for catch the thief,” står der på et skilt ved porten.
Børn med skoletasker går langs vejkanten forbi betonkolosser, der med blottede etager venter på at blive opført som boliger og kontorer. Slidte busser tøffer forbi med store reklamer for køleskabe og andre forbrugsgoder. Det højteknologiske vækstsamfund har meldt sin ankomst og dermed også hele debatten om, hvordan man undgår, at denne vækst gør mere skade på det i forvejen ophedede klima.
29-årige Myisha Ahmad arbejder i BRAC, en af de ngo’er, der blandt andet hjælper nogle af de mange flygtninge, der bebor Dhakas beskidte slumbyer. Sammen med amerikanske eliteuniversiteter laver hun klimamodeller flere årtier ud i fremtiden. Modeller, som skal gøre det nemmere for selv de mest udsatte borgere at tilpasse sig det uregerlige vejr. Over en krydret fiskeret fortæller hun om varmen, der på det seneste har lagt sig som en kvælende dyne. Selv har hun erstattet den varme afternoon tea med chiafrø i juicen, der skulle køle kroppen ned:
”Jeg mister nok to eller tre timers effektiv arbejdstid hver eneste dag på grund af varmen, støjen og trængslen. Det her sted er unlivable,” forklarer hun om Dhaka, hvor afstande måles i den tid, det tager at overkomme trafikkøerne.
Som klima- og miljøspecialist i organisationen er hun trænet i at tænke klimabevidst. Alligevel har klimakonsekvensernes fart og omfang overrasket hende. Flere af de afgrøder, hun plejede at købe på byens markeder, kan ikke længere dyrkes, mens et job som rickshaw-trækker er blevet decideret farligt i den stegende hede.
”Hver eneste person i Bangladesh er i det stille i gang med at tilpasse sig til klimaet. Med madvaner, livsstil og boformer. Men hvordan fortæller man mennesker, at de bare skal tilpasse sig, når de ikke har noget ansvar for de stigende temperaturer?”
Hun taler om det, man i den politiske jargon kalder klimaretfærdighed. At hverken Dan Jørgensen eller nogen af os andre vil blive ramt på vores liv og overlevelse, når vi om få dage tager flyet hjem.
De mennesker, der har mindst ansvar for klimakrisen, bliver altså ramt langt hårdere og hyppigere af det ekstreme vejr, som følger af det ændrede klima. Nogle tager altså tømmermændene for andres fossile fest. Mere præcist udleder den rigeste tiendedel af verdens befolkning, som mange danskere tilhører, omkring halvdelen af verdens CO2. Den fattigste halvdel af verdens befolkning udleder kun en tiendedel – ja, de fleste mennesker i verden har fortsat til gode at flyve eller at tænde for et airconditionanlæg.
Myisha Ahmad slår blidt med pegefingeren på den hvide dug, stopper pludselig i sin tale, som om hun tager tilløb til at røbe en hemmelighed:
”År efter år afholdes der COP-møder, men hvor meget får vi ud af den globale samtale om klimaet? Mens vi sidder her, underskrives der atter nye kontrakter med kulminer over hele verden. Tilpasning til klimaet er fint, men det har sine begrænsninger, så længe de større beslutninger ikke træffes. Berettiget vrede, det er den følelse, jeg har.”
Arabindu Biswas forlader ikke sit fiskerleje.
PÅ DAN JØRGENSENS rundrejse underskriver landene nogle aftaler. Godkender nogle handlingsplaner. Øger samarbejdet. Men det er ikke det eneste vigtige. I de uformelle snakke træder én ting klart frem: Turen er smørelse inden COP28-topmødet i december, som af flere opfattes som præcis det møde, hvor verdens fremtid måske besegles. Hvor hele COP-processen må vise sit værd. Hvis netop det svigter, hviskes der i krogene om, at så bliver det svært at forklare befolkningerne, hvorfor man skal holde liv i det internationale klimasystem. Men et sammenbrud er en skrækvision, forstår man. Verden har ikke noget at sætte i stedet.
Delegationen går ned ad en gang med meterhøje fotostater med elefanter og papegøjer. Mødet med Bangladeshs klimaminister er netop slut. Her blev trykket hænder, talt løst om landenes positioner, mens værterne uddelte en takeaway-boks med kage og stegt kylling, som ingen rigtig rørte. Billeder knipses, Dan Jørgensen fremviser sine smilerynker, og de politiske forberedelser kører videre på en chattråd.
I den tætpakkede elevator småsnakker den bangladeshiske gruppe om mødet:
”Danskerne er altid så oprigtige og kender fakta,” lyder det fra en mand i en knælang kurta.
Den danske ambassadør, der også står plantet midt i den trange elevator, får nævnt, at Dan Jørgensen jo bestrider en ret nyoprettet ministerpost. Få tager særlig notits af det. Ja, ja, men de kender ham jo godt – fra topmøderne.
Mange af Bangladeshs klimaflygtninge flytter til hovedstaden Dhaka og ind i slumbyen Korail Bosti.
Dan Jørgensen er selv yderst bevidst om betydningen af det personlige kendskab mellem landenes forhandlere. Noget, som typisk sker ved såkaldte pull asides, hvor forhandlerne tilfældigt løber ind i hinanden til topmøderne. Denne tur er en anderledes koordineret tillidsøvelse. Det betyder noget at vise landene den respekt, at man besøger deres oversvømmelsesramte områder, taler med folk i slumbyerne, tilbyder landene klimahjælp og ekspertise.
”At hjælpen ikke bare er noget, vi siger til de store, flotte møder. Det giver en helt anden form for alliance og partnerskab. Venskab, vil jeg kalde det,” fortæller Dan Jørgensen.
Bangladesh og Pakistan er de to vigtige lande i klimaforhandlingerne, da alle ved, at de to lande er blandt dem, der bliver ramt allerhårdest. Derfor har begge lande tidligere ledt forhandlingsgrupper på vegne af andre lande.
”Når jeg møder de her mennesker næste gang, bliver det jo formentlig i et forhandlingslokale i Dubai. Måske en sen nat, hvor der er behov for, at man kan trække en til side og give sit indspark i en forhandling. Tillid betyder alt.”
Jesmin måtte flygte fra sin landsby, da hendes hus i 2007 blev oversvømmet under cyklonen Sidr. ”Da vi vendte tilbage til landsbyen, var alt skyllet bort. Intet var det samme,” fortæller Jesmin, der i dag lever i slumbyen Korail Bosti.
BANGLADESH LIGGER BAG OS, nu gælder det Pakistan. Og næppe er diplomaternes fermt pakkede kabinekufferter trillet ud af den pakistanske lufthavn, før der går rygter om en mulig naturkatastrofe.
”En cyklon rammer sydkysten senere i dag. Vi må håbe, de er bedre forberedt denne gang,” siger den danske ambassadør og slår ud med armene, mens forsamlingen hugger kiks og frugt i sig inden dagens møder med udvalgte pakistanske ministre.
Omkring samme tid sidste år ramtes Pakistan af de værste oversvømmelser i landets historie. Stigende temperaturer fik med lynfart Himalayas gletsjere til at smelte og ledte rekordstore vandmasser ned igennem landets floder. Derefter ankom en ekstra kraftig monsun med tre gange mere vand end normalt. En drabelig klimacocktail, der efterlod en tredjedel af landet under vand og anslået otte millioner mennesker uden hjem. Verdens medier berettede dengang om børn med mudret tøj, der måtte tigge fra teltlejre langs vejkanter, overbelastede klinikker og mænd i motorbåde på jagt efter deres nu nedsunkne hjem.
”Vi har ført krig mod naturen, og nu slår naturen tilbage på frygtelig vis,” fortalte en tænderskærende FN-generalsekretær, António Guterres, under sit besøg sidste år.
Ud af flodbølgens martrede landskaber opstår erkendelsen af, at klimakampen ikke længere blot handler om at bringe udslip af drivhusgasser ned. Det handler også om at beskytte de mennesker, der stirrer direkte ind i klimakatastrofens følger.
Her træder også en ny slags superstjerne ind på den klimapolitiske scene, nemlig Pakistans minister for klimaforandringer, Sherry Rehman. Det gør hun med budskabet om, at de rige lande skal betale mere for de tab og skader, som de klimasårbare lande oplever allerede i dag. Bare sidste års naturkatastrofe efterlader en regning på flere hundrede milliarder kroner – og det er endda uden at tælle med, hvad genopbygningen koster.
I en elegant mørkegrøn kjoledragt, høje slangeskindsstøvler og glitrende ædelstensring tager Sherry Rehman imod den danske minister. I mødelokalet er opsat en midlertidig skærm, så Rehman kan følge med i cyklonens bevægelser i realtid. Hun har egentlig bryllupsdag, men skal styre det her kriseteam. Og så møde en dansk minister ved navn Jørgensen.
PRESSEN ER FORMENT ADGANG, og et interview med Sherry Rehman er udelukket. Men adspurgt om mødet forklarer Dan Jørgensen, at de straks gik i gang med at planlægge, hvordan de kan hjælpe hinanden til COP-mødet. Et positivt, men praktisk møde, forklarer han.
Kan du blive grebet af pessimisme? En ting er, at du skal klippe snore over og være konstruktiv til en masse møder, men kan du godt blive grebet af den der følelse?
”Nej, så skulle jeg heller ikke have det her job. Jeg er helt sikkert også drevet af frygten for, hvad der sker, hvis ikke vi gør noget. Men i hverdagen er det især optimisme. Og nogle gange er professionel optimisme nødvendig for, at man kan få et resultat. Du kan ikke gå ind til en forhandling og sidde med hænderne over kors, for så får du aldrig nogen fremskridt.”
Men får du aldrig lyst til at smide jakken og rejse dig trodsigt i vrimlen af COP-forhandlere, så det faktisk kan høres?
”Jeg har respekt for dem, der protesterer. Dem er der også brug for i den offentlige debat. Men selv tror jeg mest på de store politiske løsninger. Men endda de løsninger er for små, hvis det kun sker i Danmark eller endda i Europa. Det skal være for hele verden. Hvordan det så sker, er jo også et håndværk. Og der handler det også om at kende et sprog og nogle koder og vide, hvordan man opbygger tillid mellem forhandlere. Det er jo det, jeg har lavet i mange år nu, og nok den måde, jeg kan gøre den største forskel.”
Lokale langs en brusende flod i det bjergrige nordlige Pakistan.
OMKRING ET PAR UGER tidligere, midt i den danske sommertørke, sidder Dan Jørgensen og taler i radioen. ’Ring til regeringen’ hedder DR-programmet. 11-årige Anker skriver ind og spørger:
”Er det muligt, at vi får styr på klimaet i fremtiden?”
Ministeren slår over i en lille latter. Er drengen mon opkaldt efter Anker Jørgensen? Derefter får han talt lidt om blandt andet vindmøller og fjernvarme. Dommen på de sociale medier falder prompte derefter. Ministeren taler med uld i mund, lyder det fra flere.
Nu sidder vi på bagsædet i den armerede bil gennem Islamabads døsige eftermiddagstrafik. Dagen har budt på mødesnak, tålmodig lytten til lokale, der driver en fælles vandturbine, mere mødesnak, ud på bumlende køreture, igennem brusende floder i en steghed bil uden aircondition. Ud at se en kommunalpolitiker vise et PowerPoint-show i nogle sofaer i et goldt lufthavnskontor.
Som vi sidder dér i bilen i den pakistanske hovedstad smukt udstrakt ved foden af Himalaya, er dagens mødeprogram ved at være slut. Ministeren kan godt mærke, at han er ”lidt bøffet i hovedet”.
Nu får du muligheden igen – og du må ikke snakke om vindmøller, termostater og energieffektivitet eller sige ”der er grund til optimisme”. For alle børn og børnebørn: KOMMER vi til at løse klimakrisen?
”Jeg håber det, og på gode dage tror jeg også på det. Andre dage kan jeg være mere tvivlende. For selvom det kan lyde selvmodsigende, er begge dele rigtigt. På den ene side går virkelig meget i den forkerte retning, omstillingen går slet ikke stærkt nok, og videnskabens resultater er mere og mere bekymrende. Men på den anden side er der også ting, der går hurtigt i den rigtige retning. Hvis resten af Europa og den vestlige verden gjorde, som Danmark og et par få andre lande har gjort, kan vi godt nå det.”
Så lad os tage spørgsmålet igen, lettere omformuleret. Kan du troværdigt sige til mig: ”Ja, vi skal nok løse problemet med klimaet, for ellers er alt andet ligegyldigt”?
”Jeg ville først være bekymret, hvis nogen til den her 11-årige dreng gav et meget klart nej,” siger han og tilføjer:
”Eller et meget klart ja.”
Børn i traditionelle dragter til ære for de danske gæster.
DEN PAKISTANSKE HOVEDSTAD, Islamabad, er en velordnet by med nydeligt klippede træer i rabatterne, frodige ambassadekvarterer, checkpoints og luksushoteller. Byen er forskanset fra resten af landet, der for få år siden blev opfattet som et af verdens farligste. Præget af terroraktioner og redebyggeri for islamistiske skyggeceller. Landet, hvor amerikanske elitestyrker i ly af natten blev firet ned fra to helikoptere og fik ram på terrorlederen Osama bin Laden i sit skjulested nord for hovedstaden.
Men alt det fylder ikke meget på memoerne hos gruppen af danske diplomater, der kører rundt i de armerede landcruisere, hvor sikkerhedsselen ikke virker. Nu handler det om vindmøller og klimabistand. Og ikke mindst om Himalayas majestætiske gletsjere, også kaldet ’verdens tredje pol’.
I bjergene i det nordlige Pakistan smelter landets 7.000 gletsjere nemlig i voldsom fart, og det øger risikoen for en katastrofal flodbølge som sidste år. Dan Jørgensen og hans tropper vil med denne tur blandt andet støtte de fattige bjergbefolkninger med at bygge værn langs floderne og lave planer, hvis katastrofen indtræffer.
Dan Jørgensen glaner bag sine Ray-Ban-solbriller ud mod de uendelige landingsbaner i Islamabads lufthavn. Da helikopteren sætter i gang, minder det om en cd-afspiller, der er gået i hak, selv om udsigten er anderledes denne gang. Himalaya gennemskæres af krogede veje, og floder krydser hinanden i små, evige kapløb. Synet fra de nougatbrune helikoptersæder er uvirkeligt på den måde, at det lige så godt kunne være et kig ned på havets bund. Solens indfald fremhæver bjergsiderne som nærmest svampelignende formationer.
Fra en helikopter er man løsrevet fra tid og rum. Man ser for sig, hvordan bjergryggene har formet sig efter geologiske tiders foldninger, hvordan krige mellem stammer i forhistorisk tid er blevet udkæmpet her. Dan Jørgensen har hovedet konstant fokuseret ud mod de grågrønne bjergskråninger, kun afbrudt at ef par selfievideoer med de mest betagende landskaber. Bjergryggen kan ligne et håndklæde, der skødesløst er blevet kastet på et gulv. Bag skyformationerne titter Himalayas tinder frem som et gådefuldt rige langt væk. De fremstår ikke specielt sneklædte.
Det siges, at vores fossildrevne verdensorden kører på den solenergi, som er lagret i jorden gennem millioner af år. Et slags geologisk gravskænderi, verden har gang i. Dan Jørgensen ved godt, at verdens lande rykker alt for lidt og for langsomt til at redde klimaet. Han tror dog på, at de vigtigste politiske svingninger er sat i gang, og at viljen vokser hos de enkelte lande. Alligevel ved han godt, at naturen ikke venter på os. At den ikke tager hensyn til, om samfundene er langsomt opfattende:
”Det, der kan gøre mig virkelig bange, er tanken om, at det er for sent. At man ikke kan få tandpastaen tilbage ind i tuben, fordi der er sådan et point of no return. Det er desværre meget realistisk, at de her selvforstærkende effekter sætter ind. At det på et tidspunkt vil gå så stærkt med afsmeltningerne, at det er ligegyldigt, hvad vi som mennesker gør, hvordan vi omstiller os. Så kan vi ikke længere selv forhindre en katastrofe.”
EN MAND MED gul sikkerhedsvest og hjelm kalder i en megafon, mens en gruppe volontører lunter i formation og gør en slags honnør. De løfter en pige med hestehale over på en presenning, der ligger udspredt under et æbletræs løvhang. Vi er nået til den lille by Garam Chashma, beliggende i en frodig dal i det nordligste Pakistan. Brune bjergsider omkranser dalen. En smeltevandsflod løber langs de støvede veje, der er spækket med motorcykelmekanikere og små chips-kiosker. Her sidder mænd med traditionelle uldhatte og følger trafikken med øjnene.
Det optrin, der udspiller sig foran os under æbletræet, er en øvelse i evakuering, hvis en katastrofe sker. De lokale gennemfører den hver eneste måned, tre dage i træk. For sidste år, da gletsjerisen smeltede med rekordfart og drev vandmasserne ned over Pakistan, blev denne region hårdt ramt, og folk mistede deres huse. Det fortæller Javed Ahmed, en lavstammet mand med tæt overskæg. Han leder en afdeling for katastrofeberedskab i en udviklingsorganisation, som Danmark netop på denne tur støtter med nogle millioner kroner.
Javed Ahmed taler om en særlig vagtsomhed blandt de lokale over for oversvømmelser, laviner og klippeskred. Om vinteren, hvor alt sner til, og temperaturen kan falde ned til minus 22 grader, lukkes de to eneste veje, der forbinder den isolerede region med resten af Pakistan.
Let sneklædte bjergrygge i Hindu Kush-Himalaya-regionen i det nordlige Pakistan.
Dan Jørgensen står og iagttager opvisningen i katastrofeberedskab. Et barn i en redningsbåre bliver firet over den brusende flod. Turen med den danske delegation er ved at rinde ud. ’Koreografien’, som det hedder i ministeriets papirer, er gået glat. Der er tilfredshed at spore i Dan Jørgensens følge.
Snart venter en ny rejse, en ny serie af håndtryk, dårlig flysøvn og afstemte budskaber på glinsende marmorgulve i fremmede lande. Snart venter konferencecentret i Expo City Dubai, hvor forjagede forhandlere igen vil diskutere tal for klimamål. Hvor verdens sværeste terapisession vil finde sted – mellem de mest klimaskadende lande og de fattige nationer, der netop er ankommet til den fossile fest og ikke ønsker at få dikteret, hvad de ikke må. Hvor landenes diplomater hviskende imellem sig vil forbande andre landes planer, før de alle til sidst vil stille sig op foran alverdens kameraer og erklære en ny og faktisk ambitiøs retning for verden. Det er håbet.
Javed Ahmed har for alvor talt sig varm og viser nu med den ene hånd, hvordan det varmere klima får smeltevandet til at vælte ned over bjergdalen. Foran ham farer ministerens følge brat frem mod den ventende kortege. Bildørene er allerede åbnet, helikopteren venter.
Ud & Ses flyudgifter blev dækket af et rejsestipendium under Udenrigsministeriet.
