MED EN KUFFERT på størrelse med en lille kommode, en attachémappe og en rejsegarderobe til et jakkesæt står Jeppe Bentzen som en herretøjsreklame fra et italiensk modemagasin anno 1952 og lyser op i Aarhus Lufthavn. Lufthavnen er øde denne fredag eftermiddag.
”Jeg har hele mit liv med,” siger den debuterende forfatter, der har kurs mod Budapest på ubestemt tid. Han skal ned og være korrespondent for Weekendavisen. Der må spilles Tetris med bagagen for at få den ind i denne journalists Toyota Aygo, hvis sparsomme plads i forvejen er okkuperet af barnesæder og hverdagens børnefamilie-skrald. Papir fra figenstænger og astronomiske mængder af sand. Jeppe Bentzen glider med ophøjet ro og bukser med pressefolder ind på forsædet. Jeg har lovet at køre ham hjem til Musikkvarteret i Randers, hvor han er vokset op.
At rejse er hovedpulsåren i Jeppe Bentzens nye bog ’De vingeskudte’, der tilbyder et generationsportræt af Europa efter Ukraine-krigens udbrud. Portrættet er blevet til på baggrund af en togrejse, der over et år strakte sig over 15.000 kilometer og adskillige interviews og reportager. Den unge forfatter købte en Interrail-billet, bumlede sig gennem Europa og talte med yngre kunstnere og engagerede typer såvel som folk, han delte kupé med.
På farten mellem Milano og Genova.
”Jeg fik lov af min chef på Weekendavisen til at rejse til den ukrainske grænse, dagen efter krigen brød ud. Jeg landede i Budapest, lejede en bil og kørte af sted. Jeg så de ukrainske flygtninge på det her tidspunkt, hvor ingen vidste, hvad der ville ske. Jeg blev fuldstændig grebet af, hvad der foregik, og at det her faktisk skete i min levetid,” siger Jeppe Bentzen og forklarer, at han er del af en generation, der er vokset op i en fredstid. En fredstid, der med ét blev vendt på hovedet af Ukraine-krigen. Og en rejse, der blev katalysatoren til hans bog.
”Det var skelsættende for mig. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke rigtig forklare hvorfor. Det føltes som at opleve en af de fortællinger, jeg ellers kun har fået overleveret. Jeg tænkte, jeg er nødt til at opsøge det her. Alt, hvad jeg kan. Nu lyder det, som om jeg gerne ville være centrum for historien, men jeg ville bare gerne se det ske. Så jeg tog videre til Estland,” siger Jeppe Bentzen, der i den estiske by Narva, der grænser op til Rusland, mødte mennesker, der faktisk håbede, at Putin ville komme og overtage deres område.
’Putin er en forbryder’ lyder det fra bogcafeen Libro i Wien.
HAN FORTÆLLER PÅ én gang begejstret, alvorligt og med fuld gestikulation. Imens glider Mols-landskabet forbi ruderne, Aygo’en skramler af sted over landevejene. Kornmarkerne er dyppet i eftermiddags-guld, sommer er ved at blive til efterår, og alt ånder næsten utrolig idyl.
”Pludselig kunne jeg bare mærke, at det her Europa, som jeg troede var kedeligt, ret kortlagt, forudsigeligt og ensartet på mange punkter, slet ikke var det,” siger han og forklarer, hvordan hans generation, som er født efter Berlinmurens fald i 1989, har været lullet ind i en fortælling om fordragelighed og varig fred i Europa. Der er fremgang, vi kan blive, hvad vi vil, og vi har i øvrigt aldrig haft det bedre. Men jo længere østpå, den unge forfatter kom, jo mere latter havde folk tilovers for dén fortælling.
”I øst var de meget hoverende over, at den vestlige elite omsider har indset, at der er behov for at tage den her snak om, at Europa er noget andet end bare åbne grænser og Interrail. Det har de været konfronteret med hele tiden.”
Det var særligt på de længste togture, der strakte sig både til Rumænien og Italien, at de mange forskellige perspektiver og Europa-identiteter foldede sig ud for Jeppe Bentzen:
”Når man sidder sammen en hel nat i en aflåst kupé fra Budapest til Zürich, har man ikke nødvendigvis tid til at lære hinanden at kende, men man er nødt til at stole på hinanden, og man er også nødt til at smalltalke om et eller andet. Og jeg oplevede faktisk, at de fleste begyndte at tale om krigen og situationen i Ukraine. Ikke på sådan en måde, hvor de udvekslede daglige nyheder. Men mere sådan: ’Hvad tænker du om det hele?’ Det udnyttede jeg virkelig til at få forskellige refleksioner og reaktioner med i bogen.”
Til hest i Transsylvanien, Rumænien.
DA VI ER tæt på opvækst-adressen i Musikkvarteret, mangler vi stadig et par spørgsmål.
“Er der mon et sted i nærheden, hvor vi kan holde ind?” spørger jeg.
“Drej til venstre her,” siger Jeppe Bentzen og gelejder Aygo’en ind mellem en kolossal Bauhaus og ’Lisbeths Køreskole’. Lige i midten ligger Memphis Mansion, en overdimensioneret villa i sydstats-stil, der er en fusion af en amerikansk diner og et museum om The King of Rock and Roll. Elvis’ smørstemme fra højttalerne blander sig med motorvejen, der myldretids-bjæffer lige ved siden af. Børnefamilier kommer til og slår sig ned på den autentiske porch for at fejre weekendens snarlige komme med pomfritter og store jordbærshakes. Med skinnende loafers, pudsede solbriller og tilbagestrøget hår ligner Jeppe Bentzen en fremmed midt i fastfood-moradset. En fremmed lignede han også mange steder på sin Europa-rejse.
”Jeg er blevet omfavnet, hånet, udskammet og gjort klogere af jævnaldrende fra både øst og vest,” siger Jeppe Bentzen, der var klar over, at han med sin frakke, notesbog og kuglepen kunne blive opfattet som en slags turist, der kom for at suge den østeuropæiske betonjungle til sig med dens eksotiske skudhuller og slidte bygninger.
”Min største lære i arbejdet med bogen er helt klart, at jeg ingenting vidste om, hvad det vil sige at være europæer i dag. Min forståelse var taget fra generationen før mig, sådan en forståelse af, at vi bare kunne læne os tilbage og lade Europa forblive centrum af verden. Det var ligesom fast besluttet,” siger Jeppe Bentzen og tager en tår af den Brooklyn Lager, vi har købt fra fad i Elvis-baren.
Skriveværksted i San Lorenzo-kvarteret, Rom.
Men hvordan er den så, generationen af Europas yngste voksne?
Rystet, jovist. Men måske i virkeligheden mindre splittet end for bare et øjeblik siden. Ifølge Jeppe Bentzen var krigsudbruddet i Ukraine et formativt øjeblik, der bandt hans jævnaldrende sammen i erkendelsen af, at vi ikke længere kan holde frikvarter fra historien. På tværs af landegrænser og uagtet i hvilken grad man er berørt af krigen.
”Krigen påvirker alt muligt. Liv, helt åbenlyst. Men også varmeregningen og fødevarepriserne. Rundtomkring i Europa taler mange om, at vi er nødt til at formulere nogle nye ideer. For de ideer, som især min generation er vokset op med, virker pludselig tusind år gamle i lyset af både krig og klimakrise,” siger forfatteren.
”Så det er en generation, der er ved at komme sig over de bristede illusioner. De skal lidt ned på jorden igen. Jeg tror lige, ungdommen skal vænne sig til at være politisk indigneret og aktivistisk igen. På en u-ironisk måde.”
I mellemtiden har vi forladt Memphis Mansion og er trillet ind i Musikkvarteret og har fundet det rette parcelhus, Bentzens barndomshjem. Længere nede ad stien venter hans mor og familiens hund. Weekenden skal bruges på randrusiansk familie-manér, inden toget gør holdt i Budapest.
