SOM LILLE PIGE forsøgte Suzanne Lunding at udføre en blindtarmsoperation. Det var på hendes søsters dukke i familiens hus i Kirke Saaby lidt uden Hvalsø. Men som hun husker det, opstod der komplikationer.
”Dukken blev massakreret. Jeg prøvede at forklare min mor, at den altså havde blindtarmsbetændelse,” fortæller Suzanne Lunding, der i dag er overlæge på Herlev Hospital med speciale i infektionssygdomme.
År senere fandt hun en af sin fars gamle styrmandsbøger. Han var draget til søs som 15-årig og drevet fra havn til havn i flere år, før han igen gik i land, tog en studentereksamen og med tiden kom til at arbejde med EDB på Politiken. Styrmandsbøgerne var fascinerende. Men det var ikke de tekniske detaljer om sejl og vind og vejrforhold, der fangede hendes interesse. Det var i stedet siderne med de mange sygdomme og skader, man kunne pådrage sig på havet, og kuren mod dem.
”Jeg kommer ikke fra et lægehjem, men jeg har altid vidst, at jeg ville være læge. Som lille var jeg overbevist om, at man kunne redde verden, hvis man var læge. Jeg er dog blevet klogere siden.”
Den tidlige formodning holdt stik. Mange år senere var interessen for den helbredende videnskab stadig intakt hos Suzanne Lunding, og i januar 1983 kom hun ind på medicinstudiet. Men efter to år med udenadslære og latinske begreber var en anatomieksamen ved at tage livet af hende.
Suzanne Lunding underviser på hiv-klinikken Senkatana i Lesotho i 2019.
I STEDET FOR at opgive tog hun et års orlov for at rygsækrejse Asien rundt sammen med en gammel gymnasiekammerat. Over seks måneder kom de blandt andet gennem Pakistan og Kina, Filippinerne og Japan. Endemålet blev Indien, hvor hun gennem nogle kontakter, som kendte nogle andre kontakter, havde skaffet sig et to ugers studiebesøg på et lille landsbyhospital i Gujarat.
”Så sad jeg der i en sari i en lillebitte landsby og skar bylder op, mens jeg forsøgte at holde de der silkegevandter fra at falde ned i såret. Jeg var helt grøn, men jeg måtte lave småting under opsyn,” siger Suzanne Lunding.
På hospitalet havde de en homøopat, en almen læge, og en øjenlæge, og hans operationer husker hun tydeligt. Når han udførte sine operationer mod grå stær, sad de andre patienter i kø på gulvet og ventede som tilskuere. Og en efter en kom de op på et af de to foldeborde, når en operation var overstået.
”Han var vanvittig hurtig. Han hev linsen ud, lavede en lille syning, og så gnubbede han fingrene i en tot vat med lidt sprit for så at rulle kontorstolen videre til det næste bord. Det gjorde et vist indtryk på mig. Hygiejnen bestod i, at patienterne på gulvet havde taget klipklapperne af, inden de satte sig. Men på trods af omstændighederne hjalp han en masse mennesker.”
Ved siden af konsultationerne på missionshospitalet hjalp Suzanne Lunding med at uddanne sygeplejersker.
SOM FÆRDIGUDDANNET speciallæge rejste hun i 2009 til det lille afrikanske land Lesotho i det sydlige Afrika, hvor hun i tre måneder arbejdede på en hiv-klinik i hovedstaden Maseru, som var ekstremt hårdt ramt.
”At komme derned var som at skrue tiden tilbage. Jeg var jo med fra starten af hiv-epidemien i Danmark og kunne se, hvor langt bagud man var. Heldigvis havde de fået den gode hiv-behandling, men der var stadig mange følgesygdomme. Der var mange barske historier. Jeg havde siddet og læst rapporterne om, at 25 procent af alle voksne var hiv-smittede, men det var alligevel svært at forestille sig. Da jeg kom derned, mødte jeg ikke én familie, som ikke havde begravet et familiemedlem på grund af hiv. Antallet af begravelser var enormt, og det prægede landet meget. Men heldigvis kunne vi også redde rigtig mange,” siger Suzanne Lunding.
Det kan føles, som om man mangler sin værktøjskasse, fortæller hun. For der er mange begrænsninger, når man er udsendt. Derfor har hun også accepteret, at hun kun kan gøre sit arbejde så godt, som omstændighederne tillader.
”Man skal ikke tage af sted, hvis man raser over, at man ikke kan få en patient på intensiv med respirator, som man måske ville i Danmark,” siger hun.
DA EBOLA HÆRGEDE det vestafrikanske land Sierra Leone i 2014, blev danske læger opfordret til at blive en del af det danske bidrag til ebola-bekæmpelsen. Suzanne Lunding skyndte sig derfor med at aflevere en ansøgning på hendes leders kontor. Få måneder senere, i januar 2015, blev hun sammen med to andre fra sin afdeling udsendt gennem Forsvaret til Sierra Leone.
”På ebola-hospitalet var der en lang gang med en række indgange til forskellige afdelinger. Den første var for mulige tilfælde, den anden var for dem med diagnosticeret ebola, den tredje var for dem, der skulle komme sig, og den sidste var lighuset.”
Dagene var lange, og de var meget varme. Når hun skulle tilse en patient, skulle hun bruge lang tid på at klæde sig i en totalisolerende gul dragt og desinficeres i klor. På grund af varmen kunne man dog kun bære dragterne en halv time ad gangen, før man blev svimmel og overophedet.
”Ebola-patienterne var ekstremt svage på grund af væskemangel, fordi de både havde feber og diarré. Vi skulle drikke 4-5 liter vand om dagen for at holde balancen, så man kan kun forestille sig, hvor meget de skulle indtage,” siger hun.
De stramme isolationskrav var ikke kun fysisk ubehagelige. Børn kunne ikke ledsages af raske voksne og var ofte indlagt alene. På grund af den korte tid, man kunne have dragterne på, var der ofte ikke personale i teltene. I stedet måtte de ældste børn på stuen holde opsyn med de små, og specielt en oplevelse har sat sig i Suzanne Lunding.
”En aften skulle vi lægge drop på en meget svag syvårig dreng. Han døde alene på en plastikbriks med os rundt om sig i rumdragter. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Da jeg kom ud i omklædningsrummet bagefter, var jeg nødt til at tude.”
Desinfektion efter en konsultation med en ebola-patient.
SPØRGER MAN HENDE, hvorfor hun fortsætter med at tage ud for at arbejde i kriseområder, selvom det indebærer mange tragiske skæbner, kommer svaret prompte:
”Det er jo ikke, fordi jeg er en Florence Nightingale. Det giver god mening for mig at komme ud og bruge mit fagl hvor der er hårdt brug for læger. Men jeg vinder i den grad også noget på det. Jeg lærer noget nyt fagligt og menneskeligt hver gang. I Lesotho blev jeg eksempelvis gode venner med den lokale læge på klinikken. Vi har været venner siden. Hun har endda holdt jul hos mig,” siger hun.
Senest har Suzanne Lunding været frivillig udsendt læge i Tanzania, hvor hun behandlede patienter og underviste det lokale personale.
”I Tanzania er især børn hårdt ramt af malaria. En lille pige på tre år kom ind med hjernemalaria. Hun krampede og havde behov for overflytning til et større hospital. Men familien kunne ikke betale for behandlingen og efter nogle dage forlangte de hende uskrevet. Jeg vidste, at hun ville dø. Det føltes magtesløst, men de har et mere pragmatisk forhold til liv og død, og det må man acceptere. Man skal ikke tro, at man kan komme og ændre hele verden,” siger hun.
Men selvom hun forsøger at være sober og indse sine egne begrænsninger som læge, skal oplevelserne bundfælde sig, når hun kommer hjem.
”Det kan være hårdt. Men dem, der virkelig burde få en medalje, er det lokale personale, der har familie og venner, som kunne blive ramt.”
