1.
JEG STOD I EN parkeringskælder i Barcelona med 300 kister med COVID-19-ofre. Jeg skulle lave et tv-indslag til DR, og bedemanden, der viste fotografen og mig derned, havde forberedt os: ”Vi går ned i en risikozone nu. Tag masker på.” På det tidspunkt, i begyndelsen af april, vidste man endnu ikke, om corona-virus kunne smitte fra lig, senere har det vist sig, at risikoen er lav og kun eksisterer ved direkte kontakt. Hvis man havde en lille del i sig, der ikke havde lyst til at gå ned i den parkeringskælder, skal man ikke være journalist. Tværtimod tænkte jeg, at her var en enkel måde at fortælle danskerne på, at den her krise er alvor. I ét billede.
Det gik op for mig i starten af marts, at corona-situationen var slem, og at det nok ville blive en stor arbejdsopgave. På det tidspunkt begyndte det at blive rigtig alvorligt i Frankrig. Jeg tænkte: ”Hvis det her bliver stort, kommer jeg til at dække det, og så skal jeg have værnemidler.” Egentlig synes jeg, det er en ucharmerende refleks at hamstre, så jeg prøvede at gøre det diskret. Jeg var på fire forskellige apoteker og købte lidt masker og håndsprit hist og pist. Jeg var allerede gået i forberedelses-mode. Men jeg sagde det ikke rigtig til nogen, for jeg kunne høre på folk, at man stadigvæk syntes, at corona var noget, der foregik i Kina og i Italien.
11. marts blev jeg interviewet på Gentofte Bibliotek af Michèle Bellaiche. Man vidste, at Mette Frederiksen ville holde et pressemøde den aften. På et tidspunkt kunne jeg se, at alle kiggede ned på deres telefoner, og jeg tænkte: ”Enten er jeg utrolig kedelige, eller også er der sket et eller andet.” Jeg måtte simpelthen afbryde interviewet, for jeg var den eneste, der ikke sad med telefonen. Publikum sagde: ”Hun lukker Danmark ned!” Derfra var det kaos. Jeg var ikke engang kommet ud ad rummet, før min chef ringede og sagde: ”Kom tilbage til Paris, NU!”
2.
NÆSTE DAG fløj jeg af sted sammen med en ekstra reporter fra DR. Vi vidste godt, at nu blev der meget at lave. Fra vi steg af det fly, kørte vi bare derudad. Der var en enorm interesse for Frankrig, fordi det gik op for danskerne, at de skulle kigge mod de lande, der var to uger foran i epidemien. Vi arbejdede i en journalistisk undtagelsestilstand. I to uger havde vi ikke tid til at planlægge noget, vi tumlede bare rundt og sprøjtede nyheder og reportager ud og sov ikke særlig meget.
Hele tiden skulle jeg sætte mig ind i: ”Hvad er reglerne nu?” For de skiftede hele tiden i Frankrig. Man skulle som udlænding i Frankrig have en attest fra Udenrigsministeriet med sig, bare man skulle ned at købe ind. Okay, men hvad måtte vi egentlig som journalister? Måtte jeg for eksempel gerne tage fra Paris til Alsace for at dække situationen derfra? Ville det gælde som nødvendig rejseaktivitet? Jeg kontaktede det franske udenrigsministerium for at spørge. Og jeg har endnu ikke fået svar, fordi hele samfundet blev oversvømmet af et logistisk kaos. Jeg har prøvet at stå med pokerfjæs og fortælle politifolk: ”Det her må jeg godt.” Selvom jeg i virkeligheden tænkte: ”Det aner jeg ikke.”
Jeg vænnede mig til politikontrol og udgangsforbud i Frankrig, men da jeg kom til Barcelona, fandt jeg ud af, at Spanien var endnu hårdere ramt. Sidst jeg var i byen, løb vi rundt og dansede og drak cocktails på en tagterrasse og var på stranden. Nu var der politi og ambulancer alle vegne.
Forberedelserne til at rejse ind i Barcelona mindede om at rejse ind i en krigszone. Vi havde soveposer med, hvis vi ikke kunne få plads på nogen hoteller. Medicin og termometer, strømkabler, udstyr til at kunne lave fjernsyn på en sten. En grøn mappe med attester på spansk fra DR, et introduktionsbrev fra den danske ambassade i Madrid, attester fra det franske indenrigsministerium, og vores pas lå konstant i min håndtaske. Jeg måtte i konservesgemmerne og se, hvad jeg havde. Jeg fandt en dåse foie gras og tænkte: ”Vi kan lige så godt spise konserves med stil.” Og den fik fotografen, min journalistkollega og jeg spist op. Selvom du kun kan få fat på noget tørt brød, har du det lidt bedre, hvis du kan få lov til at putte en lille smule foie gras på. Nu flipper alle dyreaktivisterne ud, I know.
Da jeg havde arbejdet nonstop i fem uger, tog jeg på ferie i Danmark. Jeg måtte over Stockholm, og da jeg kom frem til sommerhuset, faldt jeg nærmest om af træthed, vågnede klokken fem næste morgen og tænkte: ”Hvor er jeg? Hvad er det med alle de der fugle?” Jeg var helt forvirret. ”Okay, jeg er i Tibirke, solen skinner. Fint nok.” Jeg stod op og fik lavet noget kaffe og tænkte, at jeg måtte ud at købe noget mad. Så tog jeg handsker på og maske med, kørte til Tisvilde og tænkte: ”Okay, hvad er det her?” Folk gik bare rundt, og der var åbent. Der var ikke nogen, der havde handsker på. Godt nok var der pile på gulvet, hvor der stod noget om, at man skulle holde afstand. Men det lignede til forveksling sig selv. Og dét var grænseoverskridende.
3.
I DET STORE HELE har jeg aflyst 2020. Store familiefester og den slags, som jeg ellers prioriterer højt. Det var også et hårdt slag, da restauranterne i Frankrig lukkede. Dem har jeg virkelig manglet i mit liv. Jeg ved godt, at der er forskel på, hvilke ting folk har savner i sådan en situation. Jeg har jo ikke børn, men jeg ved, at hjemmeskoling er noget, der har slidt på mine venners nerver og parforhold. Det, der sled for mig, var, at jeg ikke måtte gå ud og være social. Det er en institution i mit liv at gå ud at spise med mine venner. Normalt gør jeg det 4-5 gange om ugen.
Noget af det, jeg har prøvet at bruge corona-krisen til, er at sige: ”Nå, okay, så lærer jeg sgu at lave mad i en alder af 43 år.” Det blev jeg nødt til, for jeg kunne jo ikke leve af dåsemad. Jeg plejede ellers kun at have champagne og neglelak i mit køleskab. Men pludselig stod jeg nede i supermarkedet og stirrede på en artiskok og tænkte: ”Hvad gør man med den?” Heldigvis har jeg en god ven, min tidligere kæreste, som er kok, og så ringede jeg til ham og spurgte.
I Frankrig har man en omeletvariant, der hedder baveuse. Den er ret snasket og smager fuldstændig vidunderligt. Mange af mine danske venner kunne aldrig nogensinde finde på at sætte tænderne i den, fordi de tror, de vil dø af salmonella inden for 30 sekunder. Jeg kan aldrig ramme den der konsistens. Men nu har jeg stået i mit køkken og set Michelin-kokke-tutorials på YouTube om, hvordan du laver den perfekte baveuse. Og jeg arbejder på det!
Det var kun nødvendige butikker, der havde lov til at holde åbent under udgangsforbuddet. Men den franske definition var ret vidunderlig, når det handlede om mad. Alle bagere havde selvfølgelig åbent, for det gik jo ikke, at du ikke kunne få baguettes og croissanter. Der var masser af charcuteri-butikker, hvor du kunne købe trøffelpølser, laksetatar og alt muligt lækkert, der også havde åbent, fordi det var nødvendigt.
4.
JEG VOKSEDE OP i en smuk buket af vestegnskommuner. 2650 Hvidovre, 2630 Taastrup og 2670 Greve. Vi boede i mange år i et lille rødt parcelhus på Stenstykkevej 31 i Hvidovre. Min mor, far, hund, storesøster og jeg. Hunden hed Whisky, men den blev altid kaldt for ’Coucoudou’. Min far gav alle i familien spektakulære kælenavne. Han var fransk og talte vel egentlig okay dansk, men med en kæmpe accent. Han har altid kaldt mig for ’La Croudoulle’, og jeg troede, det var et fransk kælenavn. Det var først, da jeg var voksen, at det gik op for mig, at han egentlig prøvede at sige ’krudtugle’.
Vi har altid spist meget fransk derhjemme. Man så ikke fjernsyn under maden, og jeg havde i hvert fald ikke legekammerater på besøg, fordi man selvfølgelig talte sammen under måltidet. Der var altid tre retter, ikke noget fancy, men i hvert fald en forret, en hovedret og noget frugt eller ost til dessert. Bagefter hjalp vi alle sammen med at rydde af. Når vi var færdige med det, havde min far lavet kaffe, og så skulle vi ind og se TV Avisen. Det var søjlen i min barndom: måltid, opvask, kaffe og tv-avis. Jeg husker nærmest intet andet fra TV Avisen end korrespondenterne. Min mor, far og jeg interesserede os alle tre for udlandet, så det var altid stort, når Mette Fugl var igennem fra Bruxelles. Jeg kan huske Leif Davidsen med sin spektakulære bjørneskindshue fra Den Røde Plads og Svenning Dalgaard og Lally Hoffmann, der kunne fransk. De, der talte fransk, havde en særlig stjerne hjemme hos os.
Min far var virkelig sjov. Og lidt tosset. Når vi skulle på folkebiblioteket, da jeg var lille, gik han og jeg ned ad Hvidovrevej. Han gik og fortalte mig, hvordan man skulle opføre sig. For eksempel at man ikke måtte danse på gaden. Det vidste jeg jo godt. Men så begyndte han pludselig at danse på gaden, og jeg var ved at dø af grin, men også lidt af flovhed: ”Far, man må altså ikke danse på gaden!” Og så dansede han lidt mere rundt om et busstoppested.
Han var hjertepatient og fik sin første blodprop lige omkring, da jeg blev født. Jeg vidste det godt, men det var fuldstændig abstrakt for mig, for man kunne ikke se det. Han arbejdede som murer, indtil jeg var 10 år. Han havde altid en halskæde med guldklokker i om halsen. Når klokkerne dinglede, var han i gang med noget, der anstrengte ham for meget. Pludselige bevægelser som det der hiv, når man åbner en vinflaske, var sådan noget, han ikke måtte.
Da jeg var 10 år, fik han flere blodpropper. Den ene kom under en ferie i Tunesien, hvor jeg ikke var med. På min katolske skole kom nonnerne ind og sagde: ”Vi skal bede for Stéphanies far, for han ligger på et hospital i Nordafrika.” Da han kom hjem igen, var han helt bleg. Det var tydeligt, han havde været meget syg. Derefter måtte han ikke arbejde mere og kom på invalidepension. Men snart begyndte han at ligne sig selv igen. Han var stadig sjov og kørte på cykel.
Da han ikke kunne arbejde længere, gik han og hørte transistorradio hele dagen. Han hørte franske nyheder, og når vi spiste aftensmad, sad han og fortalte om, hvad der var sket i Frankrig den dag. Han puttede altid en løgnehistorie ind, som min mor og jeg skulle identificere. Mange år efter min fars død dukker der stadigvæk historier op i vores familie, som jeg tror er rigtige.
For et par år siden sad vi til familiefrokost i Sydfrankrig og talte om min farmors ven, som hun fik, efter min farfar døde. ”Det var da ham med det kunstige røvhul,” siger jeg midt i frokosten. ”Hvad siger du!” udbryder de andre. Jeg får svaret, at det da var ham, der blev skudt i numsen under krigen, og at han havde været den første i Frankrig til at få et kunstigt røvhul. Min mor, min søster, mine tanter og mine onkler var sådan ”Er du fuldstændig på stoffer?” Men så siger min søster: ”Er det der noget, far har sagt?” Og det var det jo. Min farmors ven slap nogle gange en vind, og det syntes jeg som lille var lidt ulækkert, men min far sagde til mig, at det måtte jeg ikke vise ham, for han var faktisk blevet skudt i numsen under krigen, og det var derfor, han pruttede så meget. I mit hoved har jeg fået det til, at han havde Frankrigs første kunstige røvhul, og det har jeg i 40 år gået rundt og troet.
“Jeg tror, det er skidesundt at være dannet af noget bredt og folkeligt. Jeg er mega optaget af at få folk til at forstå, hvad der sker i hovedet på andre mennesker. I stedet for bare at sætte sig ned og sige: ”Trumps tilhængere er dumme.”
5.
VI TALTE fransk derhjemme, men jeg skulle også lære at skrive det. Så efter skoletid var jeg hjemme og lave diktater med min far. Vi bøjede verber, og han var mildest talt ikke nogen stor pædagog. Jeg kunne få en dumflad, hvis jeg blev ved med at bøje mine verber forkert. Mine forældre var meget strikse. Jeg ville ønske, jeg var blevet opdraget mere frit. For jeg ville have haft det sjovere, og vi ville have skændtes mindre. Men det gode ved det er, at jeg kan have en stor selvdisciplin, når der er brug for det. I mit arbejde kan jeg holde til stor belastning i lang tid.
Min mor blev nødt til at tage et stort ansvar, da jeg var barn, fordi min far blev syg. At have en mand, der er blevet invalid, og samtidig være nødt til at arbejde hårdt, fordi det er din løn, hele familien hænger på, og du skal i øvrigt have råd til at sende din datter i privatskole. Det kunne jeg ikke se dengang, men min mor har godt nok taget en tørn, som jeg ikke ved, om jeg ville have kunnet holde til. Hun har altid prioriteret familien helt vildt højt. Vi er blevet podet med, at jo, vi skal se mormor og morfar hver søndag til kaffe klokken 16, og jo, du skal til Frankrig, fordi du skal opretholde tætte relationer med din franske familie. Min mor har altid prædiket, at familien ved man, hvad er, og alt andet kan forandre sig. Det har jeg taget med mig.
Hun opdragede os til at være selvstændige og til at kunne tage vores egne beslutninger. Hun har altid sagt: ”Du må aldrig blive afhængig af din mands økonomi.” Det er jeg bestemt heller aldrig blevet. Jeg tror, det har været vigtigt for min mor. Hendes mor var rengøringsdame og fra Nørrebro, og både hun og min far er vokset op under trange kår.
”Du har et godt hoved, du har et ansvar for at bruge det,” fik jeg at vide. Da jeg var færdig i gymnasiet, og alle de andre pakkede deres rygsække for at tage til Thailand eller bygge dæmninger i Nicaragua, skulle jeg på universitetet i Paris. Det var mit ’sabbatår’.
Stéphanie Surrugue fik hen over foråret henvendelser fra mange danskere, som søgte råd om at rejse til Frankrig. Korrespondenten besvarede dem og henviste til den danske ambassade.
6.
CYKLING FYLDER ALT i min familie. Min far kørte på det franske landshold, min farfar var cykelrytter, min farbror var cykelrytter, min faster giftede sig med en cykelrytter, min kusine giftede sig med en cykelrytter, blev skilt fra ham, giftede sig med en ny cykelrytter. Min fætter er cykelrytter, min anden onkel ejede en cykelklub, og min søster forelskede sig i en cykelrytter og giftede sig med ham. Hans bror er cykelrytter. Og sådan fortsætter det. Jeg tror, jeg var 12 år gammel, før det gik op for mig, at mænd har hår på benene, fordi jeg var hjemme hos en veninde og så hendes far. Jeg er vokset op med, at vi hver weekend tog til gadeløb, underlige landevejsløb, stod op klokken fem om morgenen og pakkede bilen for at køre til Nørre Ubberup for at stå og heppe og så hjem igen.
Min søster cyklede også en kort stund i Hvidovre Cykelklub. Jeg har aldrig et sekund overvejet, om jeg skulle cykle eller dyrke nogen anden sport. Jeg dyrker kun motion, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg spiser for mange croissanter. Som barn var jeg en kæmpe nørd. Der var ikke nogen andre i min familie, der læste. Men jeg var en støvsuger og læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg gik på katolsk privatskole i København. Det var meget vigtigt for mine forældre: ”Nogen skal fylde noget i det der mærkelige barn.” Jeg var havnet som et fremmedlegeme i familien og blev dens første student på såvel dansk som fransk side.
I det store frikvarter skulle man altid udenfor og lave en eller anden form for sport. Jeg syntes, det var røvsygt. Så jeg fik lavet en aftale med skolebibliotekaren – som jeg stadigvæk er utrolig taknemmelig over – om, at jeg måtte være på biblioteket. Så sad jeg der under et kartoteksskab og læste. På et tidspunkt sagde hun: ”Vi skal lige skabe nogle retningslinjer her for, hvad det er, du læser.” Hun mente vel, at det var mærkeligt at læse alt fra mine forældres hylder, at være ni år og læse Barbara Cartland, for eksempel. I stedet viste hun mig Puk-bøgerne. Men jeg var ligeglad. Jeg tror, jeg var 10, da jeg læste ’Borte med blæsten’ – alle fire bind. Og jeg havde aldrig hørt om den amerikanske uafhængighedskrig før, jeg ville bare giftes med Rhett Butler, når jeg blev stor.
Vi har altid været enormt tætte i min familie, men jeg vidste godt, at jeg var lidt anderledes. Der blev også sat ord på det: ”Jamen, Fanny (et andet af Stéphanie Surrugues kælenavne, red.) vil jo bare ligge og læse på gulvet.” Hvis mine forældre skulle hjem til nogle venner og have kaffe, vidste jeg lige præcis, hvor jeg kunne ligge og læse. Når vi var hos Ina og Per, lå jeg for eksempel mellem sofaen og radiatoren.
Skulle vi til gengæld ud at ride, var det mig, der faldt af hesten, mens min søster var pissegod til det. Forskellen er blevet tydelig med årene. Min søster blev gift tidligt og stiftede kernefamilie. Jeg er ikke gift, har ikke børn og ejer ikke en skid. Jeg rejser meget og har prioriteret mit arbejde.
7.
JEG VAR TEENAGEREN fra helvede. Enten gjorde jeg ikke det, mine forældre sagde, jeg skulle gøre, eller også udfordrede jeg dem eller skændtes med dem. Jeg er opdraget til, at man skal klæde sig pænt på, hvis man kan, hvorfor jeg selvfølgelig havde fire år, hvor jeg konsekvent rev huller i alt mit tøj. Jeg købte nylonstrømper og rev huller i dem, købte striktrøjer og rev ribkanten af, så de trevlede. Og så gik jeg med masser af sort eyeliner. Jeg prøvede virkelig at ligne en fra Ungdomshuset. Min mor arbejdede som sagsbehandler på den franske ambassade, og jeg tror helt ærligt, at hun syntes, det var lidt pinligt, når jeg kom og hentede hende mellem de der fine mennesker. Men jeg var virkelig ikke det oprør, jeg gik rundt og lignede. For jeg ville jo gerne gå til privatundervisning i latin, selvom jeg lignede en, der var klar til revolution. ”Mener du det?” sagde mine forældre. Det gjorde jeg, og så fik jeg ekstraundervisning.
Omkring 2. g begyndte det at føles lidt ensomt. Jeg havde altid gået i skole inde i København, hvor folk var lidt seje, men jeg startede på gymnasiet i Greve, hvor folk havde gået til trampolin og spejder sammen. Jeg følte, at de alle sammen havde langt, lyst hår og var normale, og så var der mig, der gik rundt i mine soldaterstøvler. Så tog Tina og Louise fra klassen mig med ned til Hundige Centeret, og vi gik i Hennes & Mauritz og købte noget tøj til mig. Og så blev jeg kærester med en matematiker.
Jeg begyndte som journalistpraktikant på Politiken og havde en følelse af, at alle andre var børn af højskolelærere og havde siddet og læst Politiken i babystolen. Mens min far cyklede ned til købmanden og hentede B.T. Jeg overdriver, men Politiken er et særligt sted at være i mediebranchen. Dengang var der i hvert fald mange af de ansatte, der var skåret lidt over den samme læst. Der følte jeg mig virkelig utilstrækkelig og bagud på point i kulturel kapital. Lige indtil jeg fandt ud af, at jeg havde fået en helt anden dannelse, alene af at være i en blandet familie. Og i min skole var der masser af børn med blandet baggrund, så jeg var vant til forskellige sprog og kulturer. Jeg fandt ud af, at det var en fordel, at jeg var vokset op med de input og interesserede mig for historier, hvor mange andre bare tænkte: ”What, det kan man da ikke.”
Den yderste højrefløj for eksempel. Mange i min franske familie stemmer på højrefløjen. Der kan gå et gys igennem journalistforsamlinger, hvis jeg fortæller det. Men jeg tror, det er skidesundt at være dannet af noget bredt og folkeligt. Jeg er mega optaget af at få folk til at forstå, hvad der sker i hovedet på andre mennesker. I stedet for bare at sætte sig ned og sige: ”Trumps tilhængere er dumme.” Gu’ er de ej! De er bare anderledes end det, du er opdraget med, og nu skal du høre, hvad der er på spil for dem.
8.
MIN FAR faldt om i græsset en søndag med kaffekopperne i hånden. Jeg var 20 år, og det var traumatisk ikke at få muligheden for at sige farvel. Men jeg undte ham, at han ikke skulle ligge og sygne hen i en hospitalsseng. Til hans begravelse hørte jeg min faster sige til min mor: ”Det er også synd for Fanny, at hun aldrig har kendt sin far rask.” Jeg tænkte: ”Men jeg har aldrig kendt ham syg.” For mig at se var han verdens sjoveste, stærkeste og flotteste far.
Min daværende kærestes far døde et halvt år efter min far, og det var, som om en kæmpestor, massiv pude blev lagt ned over vores ungdomsår. Vi blev meget stille i lang tid. Når du er 20, er du for stor til, at folk griber fat i dig, som hvis du var et barn, men du er også for ung til at kunne håndtere det selv. Hvis jeg i dag stod med en 20-årig, ville jeg sige: ”Måske ville det være godt for dig at tale med en sorgterapeut.” Men hele bearbejdelsen stod vi selv for. Vi var to unge mennesker i granatchok med hver sin døde far og med, hvad deraf følger af mødre og søstre, der er kede af det. Det var fandeme svært.
Jeg var ung i 90’erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Berlinmuren var faldet, man havde Buffalo-støvler på, og der var fjumreår på SU-klippet. Selvom jeg har haft det der halvautonome oprør kørende, har jeg jo aldrig været i tvivl om, hvor jeg stod henne: Med benene solidt plantet i min egen familie, og jeg vidste, at min mor og far var der for mig. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at bede om hjælp og ikke få den. Det var et jordskælv at opdage: ”Gud, det er bare væk.” Du står med en sorg og opdager, at ingen kan forstå den. Man opdager, at man kan være så alene på jordkloden og inde i sig selv, og verden fortsætter bare. På et tidspunkt sad jeg i vinduet i mit bofællesskab og kiggede ned på Nordre Fasanvej. Jeg tænkte: ”Alle de mennesker, der går rundt dernede, hvis de vidste, at min far var død, ville de så stoppe op? Ville de så forstå, at man jo ikke kan gå rundt sådan der?”
9.
JEG HAR ALDRIG mødt en korrespondent, der ikke elskede sit arbejde. Det er et absurd job, for det fylder alt. Så du laver noget andet, hvis ikke du har kærligheden til det. Selvfølgelig synes jeg, det er irriterende, at jeg bliver nødt til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, hvis jeg står og laver et eller andet sjovt. Men det er jo det, jeg har skrevet under på. Og så er jeg velsignet med en familie og en venneskare, der accepterer det. Jeg prøver i videst muligt omfang at gøre det til et fælles eventyr. Både i Washington og Paris har jeg sørget for at have et gæsteværelse og et åbent hjem, så folk føler sig velkommen til at komme på weekend og sidde på min balkon og drikke morgenkaffe.
Det er et skørt og sjovt liv, men det er ikke noget, jeg skal lave i 30 år. Der er en ekstremt høj grad af frihed i at være korrespondent. Der er et vidunderligt fysisk fravær af chefer og møder. Så jeg kan godt være lidt nervøs for, hvad jeg skal lave bagefter. Det ville være svært at komme tilbage i en vagtplan og et redaktionelt miljø med konkrete arbejdstider, kageordning, kontorlandskab, faglige møder og fredagsbar. Det har jeg aldrig været god til, og jeg tror, man bliver lidt sær af at planlægge sit eget arbejde så mange år i træk. På mange måder ville det være godt for mig at blive selvstændig. Men jeg er næsten talblind.
Meget få gange i min karriere har jeg tænkt, at jeg slet ikke skulle være journalist mere. Den ene var, da jeg kom hjem fra Haiti, hvor jeg havde dækket jordskælvet i 2010. I bogstavelig forstand vadede vi i døde mennesker, fordi de lå på gaderne. Jeg var meget i tvivl om, hvad journalistik overhovedet kunne nytte i sådan en katastrofe. Efter den slags rejser kommer man hjem og synes, at alle er åndssvage. Hvorfor skændes I nu i køen i Netto? Hvorfor bruger jeg 35 kroner på en kop kaffe, når jeg kunne købe fire gallons vand til en landsby for de samme penge? Alt virker ligegyldigt, og man er slet ikke funktionsdygtig i sit hverdagsliv.
Efter Haiti overvejede jeg, om jeg skulle lave humanitært arbejde i stedet for. Jeg følte, det ville gøre en mere konkret forskel end bare at skrive om katastroferne. Men det kom jeg væk fra igen. Jeg tænkte: ”Jamen, jeg er jo journalist … og jeg kan ikke engang førstehjælp.” Det gik op for mig, at der ikke rigtig er nogen, der kan bruge mig til noget. Jeg kan ikke særlig mange ting. Jeg er ikke særlig praktisk på den måde. Så jeg tror bare, at jeg skal blive i journalistikken, for det kan jeg godt finde ud af!
Da jeg var korrespondent i Washington, havde jeg engang nogle veninder på besøg, og vi var ude at spise. Det var på en ret festlig restaurant, vi drak cocktails, og planen var helt klart, at vi skulle i byen. Jeg var allerede en lille smule beruset, da der kom et telegram på min telefon om, at en snigskytte i Dallas havde dræbt en eller to betjente under en demonstration mod politivold mod sorte. Jeg tænkte: ”That’s not good.” Men alligevel, det var Dallas, det var to betjente i et stort land, hvor der sker ting, der er vildere. Så vi fortsatte middagen. Mere vin, flere cocktails. Pludselig var der fire døde betjente, og så vidste jeg godt, at det ville få kæmpe opmærksomhed.
På femte døde betjent måtte jeg skrive til min chef: ”Skal jeg tage til Dallas?” Han svarede ja. Jeg var simpelthen blevet ægte beruset, og det var ret sent om aftenen, da jeg forlod mine veninder på restauranten og tog hjem for at pakke. Jeg kunne først få et morgenfly, så da mine veninder kom hjem lidt senere, tænkte jeg: ”Hvis jeg alligevel kun kan sove fire timer, så kan vi lige så godt fortsætte.” Så vi sad og drak drinks oppe på min tagterrasse, og jeg røg direkte i lufthavnen. Jeg sov i flyet og var dampet af, da jeg kom til Dallas.
Der er mange, der siger: ”Du må have ofret alt på karrierens bål!” Men jeg har intet ofret. Tværtimod. Jeg synes, det her er et godt liv. Det er også hårdt, og det er ikke noget eventyr. Men det er der jo ikke noget, der er. Jeg lever ikke i noget fast parforhold, men jeg har da prøvet at sidde i et parcelhus på Amager med kompostbunke og dobbeltgarage, da jeg var 26. Det var vidunderligt, men det var også ikke vidunderligt. Og korrespondentlivet har det samme i sig. Der er fordele og ulemper ved alt.
En gang imellem har jeg kærester, men det skilter jeg ikke med af flere grunde. For det første fordi de ret hurtigt kan blive afkrævet at skulle forholde sig til vores forhold offentligt. Den anden ting er også, at jeg er dødgammeldags opdraget. Jeg har aldrig luftet alle mulige mænd foran min familie. Det har kun været, når jeg har været stensikker på, at det var seriøst. Jeg er på ingen måde et privat menneske, men lige det der er svært for mig at udbrede mig meget om.
10.
ENGANG SKULLE JEG interviewe Ryan Gosling solo i Hollywood til TV Avisen. Det var jeg rimeligt oppe at køre over. Jeg var helt kålhøgen og havde ovenikøbet lagt et billede af ham på Instagram og skrevet: ”Nå, men jeg skal interviewe ham her i morgen. Er der nogen, der skal have noget med?” Da jeg kommer ind ad døren og ser Ryan Gosling, går jeg i stå. Jeg står bare og kigger på ham og tænker: ”Gud, du er Ryan Gosling.” Han siger: ”Hey!” og er helt vildt flink. Først siger han: ”Well, it’s so nice to meet you!” Og så siger jeg: ”Jaer.” Jeg tror, at det, jeg prøvede at sige, var: ”I really appreciate you saying that because I’m very nervous. I’m probably happier about meeting you than you meeting me.” Men det blev til ”Jaer”. I baggrunden stod nogle virkelig strenge managerdamer og talte hvert sekund, interviewet var sat til at vare. Jeg var så meget i koma, at jeg kun nåede at få stillet ham tre spørgsmål.
Jeg var helt bevidst om, at klappen var gået ned, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg tænkte bare, at der intet var at klippe i til aftenens udsendelse. Normalt vil man gerne have korrespondenten med i billedet og klippe et spørgsmål ind i den slags indslag. Men jeg var helt klippet ud af det, fordi jeg bare sad som en måbende tåbe. Det var så pinligt. Men også meget sundt at opdage at: ”Okay, det her kan ske, lad være med nogensinde at tro, at noget bare kører.”
Jeg har været Tour de France-studievært, sendt live fra kongelige begivenheder, stået for ’Kulturen på NEWS’, skrevet bøger og alt muligt andet mærkeligt. Hvis jeg laver noget, jeg ikke har lavet før, kan jeg stadigvæk blive rigtig, rigtig nervøs. Jeg bliver måske en lille smule pirrelig. Jeg arbejder meget sammen med Kaare Quist, som aldrig er pirrelig. Kaare Quist er præcis lige så flink, som man tror, Kaare Quist er. Jeg har været privilegeret, for jeg bliver tit parret med meget rolige mænd i arbejdssammenhænge. Reporter Johannes Langkilde i Washington, rolig mand, tv-fotograf Lau Svensson, rolig, Peter Hove Olesen, fotograf: the rock.
Da Mads Steffensen og jeg lavede ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’, var jeg nervøs. Én ting er at lave tv, hvor du bare kigger ind i et kamera, men det her foregik foran en fyldt Royal Arena. Det var ligesom en landskamp! Showet varede omkring tre timer, og på et eller andet tidspunkt skal man jo tisse, men man kan ikke tisse alene. Du er pakket ind i så meget teknik, der sidder inden under så mange pailletter og blonder, at du kun kan sige: ”Hjælp mig!”
Jeg havde svært ved at finde et ledigt toilet og endte i Sort Sols garderobe. Hele bandet var derinde, og de syntes, det var så sjovt. De gik ikke ud, mens jeg blev knappet op og ordnet af lydmanden, kostumieren og makeupartisten. Alle ledningerne blev fjernet. Så skulle jeg tisse, mens jeg vidste, at hele Sort Sol sad på den anden side af døren. Det lykkedes. Jeg tænkte bare: ”Jeg er journalist!” Jeg har dækket Irakkrigen, og pludselig er jeg sådan en, der får hjælp til at gå på toilettet, mens der sidder et rockband inde ved siden af og er ved at dø af grin. Sådan er det at være håndværker.
