JEG HAR ALTID vidst, at jeg blev nødt til at blive til nogen. For hvis ikke jeg blev det, var jeg fucked. I en flok er der altid én, der er weird. Og i børnehaven gik det op for mig, at den nogen var mig. Men jeg kan især huske, at jeg som otte-niårig sad med min mormor på hendes trappe. Og så spurgte jeg hende: ”Tror du, at der er nogen, der vil have sådan en som mig?” Jeg havde formentlig haft en dårlig dag i skolen med nogle af pigerne. Men siden har jeg bare tænkt på, hvordan fuck vidste jeg det dengang? At der var noget, der hed ”en som mig”? Det viser bare, hvordan handicap ikke har været repræsenteret i kulturen.
I min hverdag er der en fysisk arkitektur, der er besværlig. Trapper, jeg kan falde over, men hvad fanden. Der er også en mental arkitektur, som jeg går rundt i. Folk kigger på mig på gaden. De gør det ikke med vilje, men det giver den samme følelse, som når jeg møder nogle besværlige trapper. Min mormor svarede i øvrigt, at selvfølgelig var der også en til mig.
Jeg har haft fire kærester i mit liv, og de har alle sammen været great. For mig var det bare ikke givet, at jeg ville finde en. Når jeg så chickflicks som teenager, var der aldrig en som mig, der fandt kærligheden. Min historie er en anden. Jeg er ham den sjove ven, der sidder ovre i hjørnet, og som bare skal være glad for at måtte være med.
Jeg har altid troet, at det var en del af min personlighed, at jeg snakkede meget og fyldte meget i et rum. Det er det helt sikkert også til en vis grad. Men det har også meget at gøre med, at hvis jeg hurtigt går ind og fylder i et rum, så kan jeg nå at fortælle noget om, hvem jeg er, inden folk fælder dom over, hvordan jeg sikkert er.
Da jeg var ung, var noget af det, jeg blev mest rost for, min humor. ”Du er bare helt vildt fresh, selvom du har et handicap.” I den sætning ligger der så meget af, hvad vi forventer af en handicappet. Når man hele tiden bliver rost for, at folk ikke lægger mærke til, at man har et handicap, så lærer man også, at det er noget, som man helst ikke skal tale for meget om. Det er noget, der bare skal overkommes. Og netop derfor er det vigtigt også at have nogle sange, hvor man godt må snakke om det. Der findes jo popsange om alt. Bare ikke fysisk handicap. Og det er egentlig mærkeligt, når 15 procent af Danmarks befolkning lever med et fysisk handicap.
DER ER NOK nogle, der vil synes, at jeg er en febrilsk kunstner, der bare vil det hele. Jeg har udgivet digte, lavet en lydvandring på et teater, og jeg er forsanger i et band (Intet Altid, red.). Men på en måde er det også det, jeg gerne vil vise. At vi kan alt muligt, selvom vi har et fysisk handicap. Også lave en fucking popsang!
Hvis jeg havde haft nogle andre typer af forbilleder som barn og ung, havde jeg måske skammet mig mindre over at have et handicap. Den måde, jeg blev præsenteret for handicap på, var alle de tragiske, smertelige historier. Så jeg vil gerne lave nogle handicap-fortællinger, som man faktisk har lyst til at blive forbundet med. Hvor der er en styrke i handicappet. Det er et spændende sted at tale fra.
Da jeg debuterede som digter i 2014, skrev jeg ikke noget om mit handicap. Men så sagde min veninde til mig: ”Du sidder og snakker så meget i dine interviews om at være ærlig. At ærligheden skal tilbage i politik, og at du bare fortæller tingene, som de er. Men der står overhovedet ikke noget om, at du har et handicap.” Der var jeg sådan … fuck … det havde jeg slet ikke tænkt på. Hun sagde: ”Det er bare din næste bog.” Og så skrev jeg ’Nike’.
Jeg havde ikke tænkt på mig selv som handicappet. Måske fordi jeg stræbte sådan efter det normale. Men det er mærkeligt, for Yahya Hassan og jeg debuterede begge i 2013, og han talte om sin minoritetsbaggrund. Det kunne man godt. Men jeg tror, at jeg havde det sådan, at jeg ikke gad være ham handicap-digteren for evigt. Jeg ville først vise, at jeg kunne være ’normal’, og så kunne jeg vise alt det andet bagefter. Ligesom da jeg var barn. Først skulle jeg vise, at jeg var lige så god som de andre, og så kunne jeg åbne op om, at der var noget, der var svært.
Det er en generel minoritets-erfaring, det med, at man bare gerne vil passe ind. I mit tilfælde handler det så om at lære at overkomme mit handicap, fordi jeg bare gerne vil være ligesom alle andre. Når man øver sig så meget i det, jamen, så er man jo stadig i den samme krop, der er bare en masse ting, man lukker ned for. Der har ikke været et rum, hvor det var nok bare at være mig. For verden er ikke bygget til en som mig.
Da jeg var yngre, jokede jeg også altid med, at jeg ikke bare kan gå ud og røve en bank. Jeg ville blive opdaget på grund af min gang. Det, der kan være udmattende ved at have et handicap, er, at jeg navigerer i en verden, der hele tiden møder mig med besvær, samtidig med at folk siger: ”Du skal bare stå ved dig selv!” Det er fint, at folk siger det, men de siger det ud fra en idé, hvor de ikke forstår, hvad jeg har været udsat for. Hvordan min opvækst har været fuld af mobning, og hvordan hverdagen kan være praktisk besværlig.
DET ER HELT anderledes at skrive tekster til musik end til digte. Et digt er noget, man skal læse, hvor en sang skal røre dig på nogle andre måder. Jeg kan for eksempel rigtig godt lide at arbejde med omkvæd, som jo egentlig bare er to gode sætninger. Det spændende ved at lave sange er, at det er en anden mulighed for at formidle følelser på en både dummere og mere direkte måde, end når man digter.
Når jeg skriver digte, forholder jeg mig til litteraturhistorien, og jeg forholder mig til, hvordan et digt må se ud, formsproget og alt sådan noget. Sådan er det også med sange, det er bare nogle andre konventioner. Hvad må man skrive om i en popsang? Det er altid spændende at arbejde med konventioner. Og det var også en af grundene til, at jeg meldte ud fra begyndelsen, at hvis jeg skulle være med til at lave sange, så kunne det være spændende at snakke om handicap i en sang. Jeg havde aldrig selv hørt en popsang, der handlede om det. I Intet Altid ville vi gerne snakke om det nøgne, det ærlige og det handicappede. Kan vi lave nogle skæve toner, som er smukke? På den måde blev albummet meget mere grungy end noget andet, vi har arbejdet med.
Sangene på det nye album handler om at have noget besvær i hverdagen fra det sted, hvor jeg står. Men jeg tror, at alle kan identificere sig med dem. Forskellen er bare, at for dem, der har et fysisk handicap, så får de en sang, der er fucking FUBU. For us, by us. Og det har der aldrig været før. Jeg skulle altid selv identificere mig med en eller anden erfaring gennem noget rap. Den her følelse af at være udenfor, som de snakker om i hiphop, den forstår jeg.
Vi lever alle sammen i en verden, der bliver mere og mere besværlig. Klima-angst er en reel ting, især blandt de unge. Vi lever i en klimakrise, som politikerne er lidt handlingslammede i forhold til. Jeg tror, at hvis man forstår, hvad det vil sige at leve med et handicap, hvis man erkender skrøbeligheden i ens krop, så vokser der sympati og næstekærlighed frem. Og handlekraft. Jeg tror, at mange har berøringsangst over at erkende skrøbeligheden og det faktum, at funktionaliteten er til låns. Alles kroppe går i forfald på et tidspunkt. Det er også en af grundene til, at vi er dårlige til at gøre noget ved klimakrisen, tror jeg. Vi har svært ved overhovedet at indrømme, at der er noget, vi ikke har styr på. Svært ved at gøre det nødvendige, fordi det bliver hårdt.
Men hvis du kigger på én befolkningsgruppe, som hele livet har været vant til bare ’at æde den’, så er det de handicappede. Det tænker jeg på, hver gang jeg hører nogen, der siger: ”Jeg vil bare spise bøf, og jeg vil også flyve.” Okay, det er fint nok, min bror, men du ved, det kan du bare ikke.
JEG HAR ET fucking crazy godt liv. En form for hævn ved at være blevet semikendt er jo også, at når folk kigger på mig på gaden, så kigger de stadigvæk ned på mine ben, men de kigger mig også i øjnene for lige at tjekke: Var det der Caspar Eric? Haha.
Mit håb er ikke, at jeg skal blive den store crip-popstjerne. Jeg laver også musik, fordi det er sjovt, men jeg vil da gerne være med til at få folk til at tænke på, at vi potentielt går glip af virkelig mange talentfulde sangere og kunstnere, fordi dem med fysiske handicap aldrig når at forestille sig, at de kunne være dér på scenen. Det er en gave til os alle sammen, hvis vi får lov til at se, læse og høre om erfaringer fra flere sider af livet.
Jeg vil altid slå på tromme for, hvor vigtig kulturen og repræsentationen i den er. Jeg tror ikke, at det er mig, der skal lave det hele. Men jeg håber, at jeg kan være med til at åbne nogle døre eller i hvert fald bare gøre det mere muligt for nogle med anderledes kroppe at turde drømme om, at de også gerne må. Hvis jeg kan nå at gøre det, så skal jeg ikke bede om mere.
