FØRSTE GANG jeg sad alene i en båd, havde min far købt en rød optimistjolle til nærmest ingen penge, sådan et lille badekar. Jeg var fem år gammel, og min far fulgte mig tæt i en lille gummibåd ved siden af. Men pludselig gik motoren ud på gummibåden, og jeg sejlede bare derudad og anede ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage. Jeg sejlede på grund, og min far kom og reddede mig. Jeg husker det som en ’nu-dør-jeg’-oplevelse. Jeg var i total panik.
Jeg sejlede først rigtigt alene, da jeg blev syv. Jeg var på det mindste hold i Horsens Sejlklub, hvor man selv sad i båden og også sejlede uden for havnen. Det var virkelig en stor ting: at sejle uden for havnen. Når jeg kom hjem fra skole, kiggede jeg tit på træerne og tjekkede, hvor meget det blæste. Så sagde jeg: ”Åh, det blæser meget i dag, jeg vil ikke ned på havnen.”
Min far tvang mig ikke, men sagde: ”Lad os nu bare tage ned og se, hvordan det er.” Når vi så kom derned, var alle de andre børn der. Så begyndte vi at lege, og så kunne vi få en lille tur på vandet. Jeg ville også gerne selv, mine venner var dernede, og de var også sådan: ”Uh, det er lidt farligt.”
Jeg har aldrig haft en oplevelse af at være ked af det, når jeg kom ind fra en tur på vandet. Det var altid med armene over hovedet og: ”Wow!” Og så skulle jeg hjem og fortælle min mor, at jeg havde været ude i seks sekundmeter.
Der var så meget socialt på havnen, og jeg havde nogle rigtig gode kammerater. Det var det, der var fokus i min barndom og ungdom. Min far blev dog ved med at presse lidt på. Han kunne se, at jeg syntes, det var fedt, når først jeg fik et lille skub.
Da jeg var otte år, skulle jeg sejle alene på Gardasøen. Der er et stort stævne for optimistjoller i påskeferien hvert år dernede, og min familie og jeg har været der 17 år i træk. Forældrene må normalt ikke komme med ud på vandet, men første gang vi var med, havde min far lejet en båd og var derude alligevel. Jeg gik i panik, det blæste megameget, syntes jeg, og mit øsekar, som man bruger til at vælte vand ud af båden, kunne jeg ikke få fri.
Min far råbte til mig: ”Så slapper du af!” Og så sejlede han bare væk. Jeg måtte ligesom klare det selv. Tit var jeg måske ked af det i fem minutter, men så fandt jeg ud af: ”Der kommer ikke nogen og hjælper mig, jeg må fikse det selv.” På den måde får man hår på brystet. Der skete jo heller ikke noget, og så fandt jeg ud af, at hey, det er jo faktisk ikke så farligt.
NOGLE DAGE har jeg lyst til at blive under dynen. For eksempel, når det blæser helt vildt meget, det vi kalder survival conditions. Der er også dage, hvor der er nul vind. Det plejer egentlig at være hyggeligt nok, men det er også lidt kedeligt. Så sidder man bare foldet sammen inde i båden og prøver slet ikke at bevæge sig for at få båden til at sejle.
Jeg tager altid af sted alligevel. Sammenhængende træning og consistency hver eneste dag er godt, det ved man. Og at have connection med båden. Jeg har sejlet den her bådklasse (Laser Radial, red.) i 12 år, og læringskurven er ret flad efterhånden. Derfor er jeg hele tiden ude efter små procenter af udvikling. Kvaliteten skal bare være høj.
I sejlsport er OL det ultimative, og jeg træner for at være helt fremme. Det har jeg gjort siden OL i Rio i 2016. Følelsen i Rio var, at det var lige ved og næsten. Jeg var sindssygt glad for min bronzemedalje, men jeg kunne også godt mærke, at: ”Wow, guldet var så tæt på!” Det er virkelig marginalerne, der tæller. Tit er det millisekunder, der afgør det.
Det var min træningsmakker fra Irland (Annalise Murphy, red.), der vandt sølvmedaljen. Det var megastort for os begge, fordi vi havde hjulpet hinanden med at blive de bedste udgaver af os selv. Det, at vi begge stod på podiet, var en stor oplevelse. Der er videoklip fra Rio, hvor vi står og krammer hinanden. Det er min konkurrent, men det er også min veninde.
JEG HAR, 7-9-13, ikke selv været med, hvor det er gået fuldstændig galt. Jeg har prøvet, at båden sank, fordi der var store bølger. Så ligger man derude i vandet og skal reddes af andre. Men man er aldrig alene af sted, man er altid to. Sidste sommer fik jeg en diskusprolaps i nakken. Det er nok den største skade hidtil.
Men jeg har fået bommen på sejlet i hovedet, hvor jeg fik hjernerystelse og en flænge hen over næsen. Og i 2017 var der en, der sejlede ind i min ryg. Vi lå alle sammen i startlinjen til en træningssejlads, og der var en, der mistede kontrollen eller prøvede at lave en hurtig finte, og hun ramte mig uheldigt med en masse fart. Normalt rammer man bådene, men fordi jeg måske sad lidt ude på kanten, ramte hun mig direkte i ryggen. Båden væltede, jeg røg i vandet, og jeg troede, jeg havde brækket ryggen. Det gjorde så ondt. Da jeg lå der i vandet, tænkte jeg: ”Kan jeg bevæge mine arme og ben?” Det kunne jeg.
Bagefter blev jeg sejlet ind i en gummibåd, og jeg var forbi hospitalet for at få tjekket, om der var noget galt. Det var der ikke. Jeg fik et kæmpe blåt mærke og kunne heldigvis sejle selve stævnet, der lå tre dage senere.
DER ER MANGE, der spørger mig, om jeg er nervøs for det kommende OL, fordi jeg ikke kan komme uden om, at jeg er en af favoritterne. Så husker jeg mig selv på, at jeg har kæmpet i alle de her år for netop at være favorit. Jeg har ikke kæmpet for at blive nummer fem eller seks. Jeg kan rent faktisk tage en medalje. Og det er bare fedt. Det skal man huske sig selv på, når man bliver nervøs: Det er ikke bare held. Det er træning, og jeg har lagt blod, sved og tårer i det i så mange år. Men der er jo meget pres på.
Man kan sammenligne det med at være til en afsluttende eksamen på universitetet, hvor man virkelig gerne vil gøre det godt. Det er så bare over ni dage i stedet for én dag. Det skal man lære. Hvis ikke man kan det, er man det forkerte sted.
Den sidste sejlads i Rio, medal race, fik vi udskudt, fordi der ikke var noget vind. Vi ventede på vind hele dagen. Om eftermiddagen kom der så en kæmpe storm, og vi blev sendt på vandet og skulle være klar. Men så aflyste de alligevel. Det var en total rollercoaster-dag, og jeg tænkte, at det var vigtigt at få sovet inden næste dag. Men min mentaltræner sagde, at søvnen faktisk ingen indvirkning har på præstationen, fordi man er så propfyldt med adrenalin. Det er en sejlads, der tager 20 minutter, og det kan man godt tage sig sammen til, om så man kun har sovet én time. At han sagde det, gjorde mig mere rolig, da jeg lå der om natten og tænkte: ”Nu er der syv timer, til jeg skal op! Kom nu, sov, du skal præstere dit livs vigtigste sejlads i morgen.” Lige siden har jeg været meget mere rolig omkring søvn.
Inden en konkurrence laver jeg mindfulness-øvelser. Min mentaltræner (Kristoffer Henriksen, red.) og jeg går nogle scenarier igennem. Til OL i Rio snakkede vi blandt andet om ting, der kunne gå galt, og så skulle jeg visualisere situationer, hvor jeg befandt mig i den forkerte side af banen, hvor vinden drejede, eller hvor jeg pludselig lå sidst. Man har mest lyst til at blive hidsig, men den energi skal man lære at bruge de rigtige steder.
Jeg har ikke så mange ritualer ud over at tjekke båden igennem. Da jeg var yngre, skulle jeg have lige præcis dét par bukser på, ellers gik det ikke. Men man skal passe på med ikke at få for mange rutiner. Man bliver nærmest helt overtroisk, hvis man ikke kan følge dem, og så bliver man låst.
JEG ER ET menneske, der sammenligner mig meget med andre. Det har været en udfordring for mig. Nu er jeg sidst i tyverne, og jeg føler, at jeg kender mig selv bedre og kan håndtere det. Men især i gymnasiet sammenlignede jeg mig meget og var meget konkurrenceorienteret, især i forhold til karakterer.
Jeg er blevet bedre til at tackle konkurrencemennesket i mig på andre områder, som egentlig ikke er vigtige. At føle, at man skal være den bedste til alt muligt andet, når man bruger 99 procent af sin tid på én ting, gør det lidt svært at være med på andre ting. Man må finde ro i, at det er okay at få et syvtal, og ikke at være den allerbedste veninde hele tiden.
Men det er en fordel for mig at være konkurrencemenneske og at ville vinde og være fandenivoldsk, som min mor altid kaldte mig. Hun sagde, at jeg altid har haft et ekstra gear, og det har jeg også, men jeg har skullet arbejde med kun at lade det gå ind i én ting og være mere rolig på andre områder.
Især mentaltræning har hjulpet mig. Det her med at rette fokus det rigtige sted hen. Jeg tror, mange har et billede af, at når jeg for eksempel spiller brætspil, vil jeg bare vinde. Men jeg er helt ligeglad med, om jeg vinder i Bezzerwizzer.
JEG VAR 11 år, da jeg første gang blev udtaget til EM i optimistjolle. Mange sagde: ”Uha, hun er så lille.” Det var lidt en overraskelse for folk, at jeg blev udtaget – og nok også for mig selv. Men dér tænkte jeg: ”Okay, jeg har talent for det.” Det var til et stævne i Kerteminde, hvor man skulle være blandt de tre bedste piger for at blive udtaget. De to, der var foran mig, var noget ældre, og det var megastort.
Vi fik landsholdstøj, hvor der stod ’Danmark’ og ens navn bagpå, og selvom min mor var med, boede vi ikke sammen med vores forældre til EM. Jeg kan huske, at jeg knap nok kunne rigge min egen jolle til, og at jeg ikke kunne få sat sejlet rigtigt. Jeg blev nummer 53 eller noget i den stil.
Min far var god til ikke at gøre tingene for mig. Han var meget sådan: ”Du skal selv sørge for det.” Især det her med at gøre båden klar gjorde han en dyd ud af, at jeg selv skulle klare. Min far og hele hans familie har altid sejlet, de har altid haft båd.
Man kan godt have talent for noget, men det bliver ikke ved med at være nok. Der blev lagt et ekstra lag på, allerede da jeg var 13-14 år, hvor jeg trænede både i Horsens og Fredericia. Mange af de andre unge piger trænede kun i Horsens. Min far var god til at opsøge ting, der gjorde, at jeg kom et skridt foran.
VI ER FIRE børn i min familie. Derfor havde vi en bil med plads til syv personer – en Peugeot med sæder bagi. Det er den bil, der har været 17 gange til Gardasøen, og den har kørt over en million kilometer. Pigerne fra Horsens Sejlklub husker alle sammen bilen, for de var med i den, når vi især kørte til Holland, hvor der var stævner i weekenderne. Vi lå i telt dernede, og min far kørte os altid. Han har været så træt, den stakkels mand. Han skulle jo op på arbejde om mandagen. I dag tænker jeg, hold da op, sikke et overskud, han har virkelig brugt meget tid på mig og sporten.
Der var gang i den i den bil. Vi havde en cd med ’Hits for Kids’, og så kørte vi derudad med masser af snacks – chips og kiks, især ’gif gif’-chips, som mine søskende og jeg kaldte de der firkantede sour cream and onion-chips. Man ville helst ikke sidde på bagsædet, for så var man ligesom ikke med. Det gjaldt om at få en plads foran eller i midten, så man ikke var udenfor.
Vi hjalp også hinanden med at lave lektier i bilen. Tit kom vi hjem klokken tre søndag nat og skulle op i skole om morgenen. Min mor sagde: ”Ah, du kan godt lige holde en fridag. Det går nok, vi laver lidt skole herhjemme.” Mens min far var sådan: ”Hvis du kan sejle, kan du også gå i skole.” Tit når min far var taget på arbejde, sagde min mor: ”Bare bliv hjemme.”
I GYMNASIET VAR jeg i flere øvelser lige så stærk som eller stærkere end drengene. Det var sådan noget med squat, jeg var god til. Mine ben har altid været sindssygt stærke. Og min core. Jeg tror egentlig, at de fleste var sådan: ”Wow, det er megasejt.” Men jeg tror også, at der var nogle af drengene, der ikke syntes, det var så fedt.
I 2. g valgte jeg at tage gymnasiet på fire år (Team Danmark-uddannelsen, red.), så jeg fik mere tid til at sejle. Nogle valgte festerne, og en del faldt fra sejlsporten, men jeg tror, jeg fandt et godt kompromis. Jeg var stadig med til klokken et om natten, og i stedet for at tage med videre i byen tog jeg hjem. Jeg var måske sindssygt træt lørdag, men så nåede jeg ligesom det hele.
Der var også perioder, hvor det ikke gik. I 3. g var jeg ved at køre mig selv helt død. Det var svært at prioritere, hvad der var vigtigst. Jeg ville gerne sejle, have gode karakterer og være med på beatet og med i samtalerne mandag morgen, når man snakkede om festerne.
Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, var der ikke så mange, der spurgte, hvad jeg havde lavet i weekenderne. Det var først på universitetet, at jeg mødte nogle mennesker, der kunne sætte sig ind i min situation og livsstil, og som syntes, at det var megafedt, i stedet for at have den der holdning: ”Nå, hun er den lidt mærkelige.” Det følte jeg nogle gange, at jeg var, fordi jeg gjorde tingene anderledes.
At jeg var fire år i gymnasiet, betød, at jeg ikke blev student samtidig med dem, jeg var startet med. Men de var sindssygt søde. De havde købt en hat, hvor jeg kunne have en øl i hver side, da de blev studenter. Så havde jeg den på i stedet for en studenterhue.
LIGE NU, op til OL, handler det rigtig meget om træning, sejlads, og om hvordan jeg kan optimere mine rutiner. Typisk spiser jeg morgenmad, har fysisk træning, så tager jeg på vandet halvanden til tre timer, og når jeg kommer i land, laver jeg et cardio-pas på løbebåndet eller cykler. Hvis ikke der er cardio om eftermiddagen, ser jeg video fra dagens træning og holder evaluering. Men jeg prøver at være så meget som muligt udenfor, det elsker jeg.
Som sejler er der sindssygt mange administrative ting at tage sig af. Det er ikke som på et håndboldhold eller et fodboldhold, hvor der er nogen, der tager sig af de ting. Det her med at bestille flybilletter, sørge for, hvor man skal bo næste gang, og især, med corona, hvor man skal booke test på det og det tidspunkt … jeg sørger for alting selv.
Det kan godt være overvældende i perioder. Lige nu sidder jeg med årsopgørelsen og laver det store sportsregnskab, som skal indberettes til Skat. Til at starte med har man rigtig mange udgifter og ikke så mange indtægter, men jo mere det bliver balanceret, og jo flere indtægter jeg får, jo mere uoverskueligt bliver det. Heldigvis har jeg en revisor i familien, der kan hjælpe.
Jeg er lige blevet ansat på et sejlsportshold, SailGP (Sail Grand Prix, red.) hedder det, og jeg er ikke helt kommet i hus med en kontrakt, men forhåbentlig kommer det til at løbe over de næste tre år. Det er et female programme, hvor vores opgave er at få promoveret pigesejlere og at få flere kvinder ind i professionel sejlsport. Vi skal vise, at der er en vej for kvinder i en mandsdomineret sport.
Jeg har aldrig tænkt, at jeg har begrænsninger i forhold til mine mandlige kolleger. Men jeg kan godt se, at det er et issue at få børn. Der kommer man som kvinde til at være ude i et stykke tid, og kan man så komme tilbage til sporten igen? Hvordan kan man blive ved med at sejle? Der er ikke så mange i Danmark, man kan se op til, hvor man kan sige: ”Hun gjorde det. Hun lavede en levevej gennem sejlsporten.” Det kunne være superfedt at være den første.
Jeg har et lån i banken, og så spurgte de dernede: ”Hvornår skal du have et rigtigt arbejde?” Og jeg blev sådan: Jamen, jeg er 29 år gammel, det her er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg ikke tjener lige så meget som en nyuddannet ingeniør, men det er det her, jeg lever af.
Når jeg sammenligner med kolleger i udlandet, er det, som om vi i Danmark ser på sport som en slags hobby. ”Når du er færdig med det, skal du vel ud og have et rigtigt arbejde?” Selv mine forældre kan godt have det lidt sådan. Men hvorfor kan en sport ikke være en levevej? Folk tænker måske, at ens krop på et tidspunkt bliver for gammel. Men sejlsport er anderledes. I OL i Rio de Janeiro var der en 60-årig guldvinder, der havde haft kræft året før og kun havde én lunge. Det viser bare, at sejlsport kan så mange ting.
Jeg drømmer om at være professionel sejler og at leve af det. Jeg ved godt, det er sindssygt hårdt, og jeg er i gang med at tage en kandidat i idræt på universitetet, så jeg også har en uddannelse. Mange af de ting, jeg har lært, har jeg kunnet bruge i sejlsporten.
NÅR JEG KOBLER af, er jeg sammen med venner eller familien. Eller også ser jeg en serie, en film, læser en bog. At være sammen med veninderne er sindssygt vigtigt for mig. Vi har gået mange ture og drukket meget kaffe under corona. Så snakker vi om alle vores problemer og prøver at løse dem, ha, ha. Vi begyndte også at lave heat yoga, fordi der er varmt i Tokyo.
Der er begyndt at være babyboom i venindeflokken. Min veninde Anne-Julie (Foght Schütt, red.), som også er fra Horsens Sejlklub, skal føde lige om lidt, og hendes ambition er at komme tilbage til sporten. Og jeg tænker: ”Wow, det er hårdt.” Jeg har ikke selv gjort mig tanker om, at jeg bare skal tilbage til sejlsporten, efter jeg har fået børn, nu må vi se. Jeg tænker umiddelbart, at vores sportschef må ansætte en nanny. Men jeg er ikke selv mor, så jeg kan nok ikke til fulde sætte mig ind i, hvordan det er at have et lille barn med.
Jeg har en kæreste i Australien, og vi havde en dag, der var tæt på at være perfekt. Vi var ude at dykke med nogle af vores australske venner om formiddagen, om eftermiddagen havde vi en flaske vin med på stranden, solen gik ned, samtidig med at månen stod op, og det var 30 grader. Det er sådan en dag, man ikke glemmer.
Jeg har ikke set ham i et år på grund af corona. Han arbejder dernede, så han kan heller ikke tage herop, og jeg har min sejlsport, og jeg kan ikke få visum til Australien på grund af corona – de lukker mig ikke ind endnu. Men vi har sluttet fred med det. Når vi har kunnet holde kontakten i så lang tid, er det også meant to be. Jeg tror, det har været den ultimative test. Nu er der ikke noget, der kan slå os ned.
Mit største sports-øjeblik var OL i Rio i 2016. Jeg havde min familie med, og det hele klappede. Når jeg ser tilbage, præsterede jeg og ramte det helt rigtige niveau. Det kan godt være, at det ikke var guld, men jeg fik det, vi kom for: en medalje med hjem. Det var stort for mig at have min familie og min ekskæreste med. Jeg havde også to veninder med, og vi rejste rundt i Brasilien bagefter. Jeg festede i fem dage med de andre sejlere, min familie og mine venner, og da jeg kom hjem til Danmark, festede vi videre. Det var en sjov og befriende periode.
Det, jeg husker bedst, er en sejlads inden medaljesejladsen, hvor jeg lå nummer et og havde den gule førertrøje. Dén sejlads gik bare helt galt. Det sidder dybt i mig. Jeg følte, at nu havde jeg tabt det hele. Jeg kan huske, at jeg græd. Og jeg græd nærmest også, da vi gik ind i næste sejlads, hvor jeg fik hevet mig selv tilbage på andenpladsen. Det hele står stadig klart for mig.
Jeg er megalykkelig, når jeg har vundet et stævne, og alt har flasket sig. Som nu i forrige uge, hvor jeg vandt et stævne og var 39 point foran. Jeg følte nærmest, at jeg kunne gå på havet.
