MENS MANGE ANDRE danskere gik rundt i deres corona-boble og mærkede nye drømme og ambitioner melde sig i maven, efterlod nedlukningens lange solskinsdage en lyst inden i Tobias Kippenberger til at give noget igen til sin hjemby.
”Når jeg tænker tilbage på Esbjerg i mine teenageår, havde jeg et fedt øvelokale, og jeg gik på et fedt gymnasium med mange sjove mennesker. Der var et kulturhus for unge, hvor jeg og mit band fik frie hænder til at arrangere koncerter. Jeg arbejdede som frivillig på Tobakken, byens største spillested, hvor jeg kunne komme tæt på de rigtige musikere og snuse til backstagelivet. Nogle havde tænkt sig om og arbejdet for, at den slags oplevelser var lagt til rette for mig. Men i bakspejlet har jeg det også, som om jeg var lidt utaknemmelig dengang,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at synge i The Floor Is Made of Lava omkring afslutningen på folkeskolen og skyndte sig til København sammen med bandkammeraterne, så snart de var blevet studenter.
”Vi havde udlængsel og store armbevægelser, som vi følte, Esbjerg ikke kunne levere på. Vi havde høje tanker om os selv. Og vi ville gerne have et større publikum,” siger den nu forhenværende forsanger.
Foto: NorSea
I KØBENHAVN OPDAGEDE de, at det var meget sværere at tiltrække publikum, end det havde været hjemme i Esbjerg, men de kløede på, spillede på halvtomme cafeer og knoklede for at blive Månedens Demo i Gaffa, og efterhånden fik de hul igennem til en pæn position på den danske indie-scene med prisnomineringer og flere storspillende radiosingler. Og en gang eller to om året vendte de hjem for at spille på Tobakken eller til en byfest.
”Det var en meget positiv oplevelse at vende hjem til Esbjerg. Vi fik et klart kernepublikum og blev altid taget imod med klapsalver og kyshånd. Man bliver måske mere interessant, når man bevæger sig uden for bygrænsen – og klarer den,” siger Tobias Kippenberger.
Tre album med tilhørende turneer blev det til i løbet af de syv år, der gik, inden bandet holdt sin sidste koncert på Plænen i Tivoli en septemberfredag i 2013.
”Det var syv intense år. Jeg tænkte nærmest kun fra hånden til munden. Men til sidst blev jeg ramt af en lyst til at blive voksen, til at have lidt længere lys på,” fortæller han.
”Måske var vi kreativt nået i mål med hinanden i bandet. Vi havde drevet det til noget fedt, som vi endda kunne leve af. Men måske var der også en tvivl på, at succesen kunne vare ved, at vi kunne vinde verdensherredømmet med vores musik?”
Ifølge forsangeren var det ikke vanskeligt at trække sig tilbage fra rampelyset. I virkeligheden havde han aldrig levet for opmærksomheden – var der en rød løber, blev den undgået nærmest demonstrativt. Og sideløbende var han begyndt på Rytmisk Musikkonservatoriums bacheloruddannelse Music Management – med hans egne ord en lidt flygtig uddannelse rørt sammen af lidt musikhistorie, lidt markedsføring og lidt jura. Men også økonomistyring, som fik ham til at se lyset, mens han svedte over et merchandise-regnskab for bandet og kæmpede med at få kredit og debet, aktiver og passiver til at gå op. Følelsen, da det lykkedes, var velkendt.
”Jeg har altid nydt fordybelsen. Da jeg spillede i band, var det måske ved at sidde oppe til klokken fire og skrive på en sang og prøve at få ordene til at skabe en reference, en cirkulær bevægelse eller på en tredje måde gøre teksten spændende. Nu var det så fordybelsen i tallene i et regnskab,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at lave regnskaber for andre musikere, da The Floor Is Made of Lava lukkede ned. Snart opbyggede han sig en kundegruppe i miljøet.
”Jeg havde jo ingen revisoruddannelse, men måske talte vi samme sprog. Måske følte de artister sig ikke lige så skyldige, når de kom og afleverede en gammel Netto-pose fyldt med krøllede kvitteringer til mig, som de ville have gjort over for et eller andet stift jakkesæt.”
Foto: NorSea
MED TIDEN VAR det ikke kun krøllede kvitteringer fra turbus-livet, han tog sig af. Efterhånden havde flere af kunderne både bestyrelser og organisationsstruktur. Tobias Kippenbergers opgaver spredte sig over både bogholderi, administration og økonomisk rådgivning, og en dag tilbød en kunde ham en stilling i en ny startup, der skulle lancere en online billetplatform. Havde han lyst til at prøve at arbejde med IT, spurgte de og gjorde ham til landechef for den nye platform, Tikkio.
”Jeg har aldrig været god til at sætte mig på en stol og læse op på ting. Jeg er mere learning by doing, men jeg har åbenbart en tro på, at jeg altid kan lære noget nyt og få det til at fungere,” siger Tobias Kippenberger, der sammen med sin nye arbejdsgiver rendte panden mod en mur, da corona i 2020 kom ind på scenen og minimerede mulighederne for at sælge billetter til noget som helst.
Han blev fritstillet og gik rundt i sin have i det gode vejr i noget, der føltes som en evighed. Gjorde sig lidt tanker. Og fik lyst til at gøre en indsats for den musikalske talentmasse i Esbjerg.
”Jeg var på det tidspunkt engageret i et talentprogram i København og tænkte, at man måtte kunne lave noget tilsvarende i Esbjerg.”
De næste par år rejste Tobias Kippenberger ikke bare til Esbjerg i ny og næ for at besøge sin mor og sine svigerforældre, men også ofte for at tale med de unge, med kulturbranchen, med rådhuset og med erhvervslivet – for bedre at forstå, hvad det egentlig er for et sted, han kommer fra.
Esbjerg har ry for at være god til at omstille sig og har igennem sin godt 150 år lange historie både været afskibningspunkt for landbrugsvarer til England, vigtig fiskerihavn, knudepunkt for offshore-trafik og centrum for vindenergi og grøn omstilling. Senest er Esbjerg Havn på NATO’s ønskeliste, hvis sejlrenden kan blive uddybet nok til de store krigsskibe.
Mange forbinder imidlertid stadig byen med brune værtshuse, rødspætter i dyngevis og en på kassen, hvis man stikker en udefrakommende næse for langt frem. Samtidig har byen desperat brug for nyt blod for at kunne opretholde sin rivende kommercielle udvikling. Men landets femtestørste by er måske nok en af Danmarks yngste byer, men ikke nødvendigvis nogen magnet for unge tilflyttere.
”Erhvervslivet er lykkedes med at skabe virkelig mange arbejdspladser og har trukket mange virksomheder til byen. Der er vindkraft. Power to X-anlæg. Det er sindssygt, hvad der foregår på den havn,” siger Tobias Kippenberger.
”Men man har også svært ved at tiltrække den bedst uddannede del af arbejdsstyrken. Engang var det et fiskersamfund, nu har man brug for jurister og ingeniører. Den rekruttering er ikke i mål. Der er kommunen og erhvervslivet enige i, at det godt kan betale sig at gøre byen mere attraktiv.”
UNDER ARBEJDET MED byens musikalske talent fik Tobias Kippenberger den idé at skabe en ny stor musikfestival, lige dér, midt på havnen. I knap 30 år havde man Esbjerg Rock Festival, men den opløste sig selv efter 2018-udgaven på grund af dårlig økonomi. Sidste år gik Tobakken konkurs, stedet åbner dig igen i august, men kulturlivet mangler infrastruktur.
”Alle store, moderne musikproduktioner hænger lyd- og lysanlæg op i loftet. Men Esbjerg har ingen scene, der kan rumme de største danske navne. Der er kun en håndboldhal med et skrøbeligt gammelt loft. Så de største danske artister kører bare i en bue udenom. Hele Sydjylland er skåret af,” siger Tobias Kippenberger, der sidste år begyndte som direktør for Suset, den nye festival, der har premiere på Esbjerg Havn i august i år.
I ryggen har han koncert- og festivalarrangøren Live Nation, der blandt andet har nyere danske festivaler som Heartland og Copenhell i porteføljen, og i partnerkredsen finder man også Esbjerg Kommune, Esbjerg Havn og repræsentanter for det lokale erhvervsliv. På plakaten hedder hovednavnene blandt andet Teddy Swims, Medina, D-A-D, Andreas Odbjerg og Tessa, og omgivelserne bliver asfalt og beton, kajkanter, bliklagerhaller og høje lysmaster.
”Suset er en mainstream-festival, og ambitionen er i første omgang at få de største danske artister tilbage til Esbjerg. Det synes jeg, byen fortjener. Samtidig er en festival mere end musikken, så vi forsøger at skabe en totaloplevelse, der trækker på Esbjergs identitet som havneby. Det skal være et særligt univers, du kan træde ind i, som du ikke får på andre festivaler. Vi drømmer om at få et 20 meter højt skib til at lægge til kaj og danne kulisse. Vi drømmer om en kæmpe kran inde midt på pladsen, hvor vi kan indrette en bar og hænge en kæmpe diskokugle i hejseværket.”
Og hvorfor kalder I festivalen Suset?
”Det er en del af esbjergensernes egen kernefortælling: Her blæser det altid. Det ville vi gerne finde et positivt ord for. I Esbjerg kan der være en tendens til at tale sig selv lidt ned. Jeg vil hellere tale det op.”
Suset finder sted for første gang på Esbjerg Havn 16.-17. august. Der er 10.000 billetter til salg. Hør blandt andre Teddy Swims, Anne Linnet, Noah Carter, Malte Ebert, Nik & Jay og Magtens Korridorer.
