22. APRIL 2016 blev en pudsig konto oprettet på Instagram. Personen kaldte sig selv Lil Miquela, og hendes første billede forestillede en lyserød plysset hårtop. To måneder senere viste hun sit ansigt med en selfie, der hurtigt fik en masse likes. Med fregner, brune øjne og snorlige pandehår lignede hun enhver anden hip teenagepige. Men var der ikke noget, der så … forkert ud? Huden var lidt for glat, læberne lidt for stive, blikket lidt for dødt, og hårtotterne hang på samme måde hver gang. Hendes ansigt lignede en sammensmeltning af tusindvis af teenageansigter kørt gennem en algoritme, og kommentarfeltet blev hurtigt fyldt med skrupforvirrede folk. Var hun computeranimeret? Var det en form for reklamegimmick? Et kunstprojekt? Hvad var meningen?
Lil Miquela selv røbede intet. Hun fortsatte med at leve sit perfekte ’liv’. Hun tog til modeshows, fester og ferniseringer i Los Angeles, hvor hun ofte hang ud med kendte og halvkendte musikere, kunstnere og personligheder – rigtige mennesker af kød og blod. Lil Miquela sad der ved siden af dem og kastede endda en skygge. Ingen af dem, der havde ’mødt’ hende, løftede sløret for, hvem eller hvad Lil Miquela var.
Først da hendes konto blev hacket og overtaget af en anden digital figur med navnet Bermuda, indrømmede Lil Miquela, at hun var en robot. På det tidspunkt havde hun over en million følgere, havde udgivet en single på Spotify, medvirket i en reklamekampagne for støvlemærket Ugg og var blevet omtalt i en lang række medier som Vogue, Washington Post og Huffington Post.
FÆNOMENET LIL MIQUELA er nok den mest kendte af en hel række nye såkaldte ’personligheder’, der befinder sig i det stadigt voksende grænseland mellem den digitale og den virkelige verden. Berømtheder, du kun kan møde på en skærm og ikke vil kunne rende ind i på gaden.
Lil Miquela eller Miguela Sousa, som er det digitale menneskes fulde navn, er 19 år, brasiliansk-amerikaner og gode venner med for eksempel Bermuda og Blawko, der er lige så digitale som hende. Ellers vides det stadig ikke helt, hvem der står bag hende, andet end at det er et såkaldt transmedialt bureau fra Los Angeles ved navn Brud, der ikke giver interview.
Når Lil Miquela deler et billede på Instagram, deles vandene i kommentarfeltet. Halvdelen synes, at hun er åndssvag, og fatter ikke, hvorfor man skal bruge sin tid på en person, der ikke engang er virkelig, mens den anden halvdel tilsyneladende er ligeglad med, hvad hun er for en skabning. De synes, hun er smuk, lækker, sej og et idol.
”Jeg elsker hendes stil, og hun virker meget imødekommende over for sine fans,” siger 18-årige Valerie fra Costa Rica, der er en af Lil Miquelas mange følgere, som vi taler med på Instagram.
Hun er godt klar over, at Miquela ikke findes i virkeligheden, men det tænker hun ikke over, når hun scroller gennem sit Instagram-feed.
”Det er nemt at glemme den lille detalje, at hun ikke er virkelig,” siger Valerie.
Andre tror, at der er en dybere mening med Lil Miquelas eksistens.
”For mig er det et statement over, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er,” siger 18-årige Alexandra McCrary fra Florida, der også er en af Miquelas Instagram-følgere.
Hun har fulgt Lil Miquela siden 2017 og ser det som en slags digital sæbeopera, der udfolder sig på hendes mobil med intriger og drama mellem Lil Miquela og hendes slæng.
”Det er en unik form for historiefortælling, der er livagtig og interaktiv,” siger hun.
For nylig svarede Lil Miquela på en af Alexandra McCrarys kommentarer, og på den måde føler hun, at hun er en lille del af Miquelas fortælling.
”Det var bizart, men virkelig fedt. Det var lidt mærkeligt, fordi jeg ved, at hun ikke er virkelig, men samtidig er hun en internetberømthed, og det er ikke normalt, at de svarer tilbage. Det er lidt sært at blive anerkendt af en figur, der har over en million følgere, og som ikke engang er rigtig,” siger hun.
VIRTUELLE EKSISTENSER er ikke noget nyt. Tag for eksempel det britiske band Gorillaz, som udadtil består af fire animerede bandmedlemmer, der i musikvideoer, interview og tegnefilm bevæger sig rundt i et fiktivt univers. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at musikeren Damon Albarn og kunstneren Jamie Hewlett står bag – og at bandet optræder live med Damon Albarn som frontfigur foran de animerede bandmedlemmer på en skærm.
I Japan har den virtuelle popstjerne Hatsune Miku taget skridtet videre. Den 16-årige computerskabte poppige med turkis rottehaler er skabt af musikfirmaet Crypton Future Media som en slags maskot, og musikken og hendes stemme er lavet ved hjælp af deres software (hendes navn betyder løst oversat ’den første lyd fra fremtiden’ på japansk).
Alligevel er hun blevet et popikon, der optræder til ’livekoncerter’ som et hologram foran tusindvis af fans. Hendes største hit, ’World Is Mine’, er blevet afspillet 41 millioner gange på YouTube, hun har optrådt på ’Late Show with David Letterman’, været opvarmning for Lady Gaga og medvirket i en reklame for Toyota. Ikke dårligt for en musiker, der består af ettaller og nuller.
I Japan er virtuelle YouTube-personer – såkaldte VTubers – begyndt at vinde indpas. Ifølge det japanske analysefirma User Local Inc. er der over 4.000 VTubers, som ikke adskiller sig synderligt fra andre youtubere. De optager sig selv, mens de spiller computerspil, anmelder film, synger eller snakker om popkultur. Den eneste forskel er, at de er ikke-virkelige og animerede. Kizuna AI er den mest populære med over 2,4 millioner følgere på sin YouTube-kanal. Hun er en animeret figur i japansk manga-stil, der kalder sig selv en kunstig intelligens. Det er uklart, hvem der står bag Kizuna AI, men hun er blevet så populær, at hun både laver musik og medvirker i reklamer i Japan.
HVIS MAN TROR, at man nemt kan afkode, om en person er virkelig eller virtuel, så tag et kig på Shudu – en gudesmuk model med kort hår, lemmer som en gepard og glat hud, mørk som ibenholt. Shudu er så smuk, at hun blev hyret af modehuset Balmain til en reklamekampagne. Men hun er ikke virkelig – hun er lavet på en computer af den engelske modefotograf Cameron-James Wilson. Efter 10 år i modeverdenen blev han træt af, at branchen føltes som ren facade, og ironisk nok førte det til en computerskabt model. Han legede med 3D-software og havde brug for en figur til at sætte noget tøj på og var inspireret af en Barbie-dukke af en sydafrikansk prinsesse. Han blev ved med at forfine hende, så hun til sidst så lige så ægte ud som de modeller, han levede af at fotografere.
”Jeg hyggede mig bare med at lege med softwaren og havde intet dybere formål med det,” siger Cameron-James Wilson, der delte billedet af hende på Facebook. En ven delte det på Instagram, og så gjorde internettet det, det gør bedst: gik i selvsving. Shudu blev et fænomen, der i dag har 150.000 følgere.
Mens man hurtigt kan se, at Lil Miquela er mere pixels end celler, er Shudu langt mere raffineret – man kan se porerne i hendes hud, og lyset falder naturligt på hende. Derfor troede de fleste i begyndelsen, at hun var et rigtigt menneske, og Cameron-James Wilson gik med på legen. Men da han lagde et billede af Shudu op iført orange læbestift fra Rihannas kosmetikmærke Fenty Beauty, fik det titusinder af likes og kommentarer, og han begyndte at få kolde fødder.
”Til sidst havde jeg det dårligt med, at folk var overbeviste om, at hun var virkelig. Det var skræmmende, at det kun var mig, der vidste, at hun ikke eksisterede,” siger han.
Da han stod frem og fortalte, at Shudu var computeranimeret, blev han mødt med hadske kommentarer fra internetaktivister, der så ham som en anden kolonist, der som hvid mand tog ejerskab over en sort kvinde frem for at hyre en ægte sort model. Selv kalder Cameron-James Wilson hende for et kunstprojekt, men skaberen har alligevel fået et forhold til sin kreation.
”Jeg har det lidt, som om Shudu er en veninde, jeg arbejder tæt sammen med,” siger han.
Andre prøver også ihærdigt at komme tæt på hende. På Instagram får Shudu af og til private beskeder fra mænd, der vil date hende og skriver ”Hey sexy” og den slags – til trods for, at der allerøverst på hendes profil står, at hun er ”verdens første digitale supermodel”.
”Det er virkelig mærkeligt at få den slags beskeder. Jeg plejer at skrive noget i stil med ’Beklager, hun er ikke et rigtigt menneske, hun er computeranimeret’. Det forbløffer dem altid,” fortæller Cameron-James Wilson.
EN DEL AF de computerskabte berømtheder kan meget vel ende som digitale døgnfluer, men i et åbent kontorlandskab i San Francisco sidder en gruppe mennesker, der har set lyset i virtuelle personer. Soul Machines hedder firmaet, der laver livagtige computeranimerede figurer, som allerede er begyndt at blive ’ansat’ i en række firmaer som Autodesk, Mercedes-Benz og Royal Bank of Scotland. De er kundeservicemedarbejdere, som forstår almindelig tale akkurat som smarthøjttalere som Amazon Echo og Google Home, men forskellen er, at de også kan ’se’ dig og reagere på din mimik. Og så ligner de mennesker – sådan nogenlunde da.
”Vi skaber fremtidens kundeoplevelse. Den næste medarbejder, du ansætter, kan meget vel være digital,” siger Greg Cross, der er medgrundlægger af Soul Machines, der har hovedsæde i New Zealand.
Firmaet har stamtavlen i orden – den anden grundlægger er Mark Sagar, der i mange år har udviklet digitale figurer til Hollywood, og som har vundet Oscars for sit animationsarbejde i ’Avatar’ og ’King Kong’. Nu har han så tilsat kunstig intelligens til animationerne.
”Fem eller 10 år ude i fremtiden kommer vi til at bruge mere og mere tid på at snakke med maskiner, om det så er stemmeassistenter, servicerobotter eller digitale mennesker som vores. Derfor er det vigtigt at sætte et menneskeligt ansigt på kunstig intelligens, for at vi på den måde kan få et mere personligt forhold til en maskine. Det handler om at skabe tillid,” siger Greg Cross.
Han ser Lil Miquela som et godt eksempel på den tillid, et menneskelignende ansigt kan opbygge.
”Hun er blot en 2D-animation, men alligevel har folkene bag skabt en personlighed, som folk finder spændende og har en følelsesmæssig forbindelse til.”
Greg Cross demonstrerer den del af Soul Machines’ software, som de bruger til at skabe deres figurer. På skærmen viser han et ansigt og en menu med en række felter, man kan justere på. Hver af dem ændrer ved ansigtet – øjenbrynene, munden, hårfarven – og på få sekunder ændres ansigtet fra at være en hvid brunette til at være en sorthåret asiatisk kvinde. Det er der intet enestående i, men det banebrydende er, at hun med nogle få klik bliver ’levende’ takket være den kunstige intelligens og de neurale netværk, der ligger til bunds for animationen.
”På den måde kan vi på få minutter skabe unikke digitale medarbejdere,” siger Greg Cross.
Det er i hvert fald visionen.
SER MAN PÅ JAMIE, er der dog et stykke vej endnu. Jamie er udviklet af Soul Machines og arbejder for den newzealandske bank ANZ, hvor hun svarer på spørgsmål fra kunderne. Men når man snakker med hende, hakker animationen af og til, hendes ansigt ser stadig mere statisk ud end levende, og der er ikke meget gnist i hendes øjne. Men det er, som om hun smiler tilbage, når man smiler til hende. Er det et tilfælde?
”Nej,” forklarer Greg Cross. ”Jamie analyserer dit ansigtsudtryk og dit stemmeleje for at se, om du udtrykker glæde eller frustration, og tilpasser sit udtryk til det.”
I sit første halve år hos ANZ har Jamie haft 16.000 samtaler med kunder og svaret på simple spørgsmål om, hvordan man åbner en konto eller spærrer et mistet kreditkort.
”I gennemsnit har hun kunnet svare på 60 procent af kundernes spørgsmål,” forklarer Catherine Henderson, digital chef for ANZ. Fra bankens synspunkt er det nemt at se, hvor Jamie kan trumfe os almindelige dødelige. Hun kan arbejde i døgndrift, hun er aldrig i dårligt humør eller mister besindelsen, og hun kan hjælpe tusindvis af kunder på samme tid. Til bankens forbløffelse har kunderne dog været lige så interesserede i at lære Jamie bedre at kende som person.
”Vi er blevet overrasket over, hvor mange vilkårlige spørgsmål folk stiller til Jamie, såsom hvad hendes yndlingsfilm er, om hun kan lide skildpadder, og hvad der står i hendes køleskab,” siger Catherine Henderson.
Soul Machines har dog større planer end kundeservice. De har lavet en aftale med en kendt musiker (de vil endnu ikke røbe hvem), som de har lavet en 3D-model af, som ligner og opfører sig som den virkelige person og endda kan reagere, hvis man taler til den. Greg Cross forestiller sig, at teknologien på længere sigt vil kunne bruges i uddannelses- eller sundhedsvæsnet, hvor man for eksempel kan få en personlig digital lægesekretær eller tutor, der altid står klar til at svare på spørgsmål.
I FORVEJEN ER vi blevet vant til, at virkeligheden ikke altid er, hvad den giver sig ud for. Filtre, Photoshop og trangen til kun at vise vores bedste side på de sociale medier gør, at det virkelige kan virke falsk, og det falske virker virkeligt. Det lyder som opskriften på et dystopisk afsnit af tv-serien ’Black Mirror’, men Cathrine Hasse er ikke bekymret. Hun er professor i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet med fokus på teknologiens etik, og hun er overbevist om, at virtuelle personer i fremtiden vil kunne overtage job som for eksempel hotelreceptionist eller lægesekretær.
”I de tilfælde giver det mening at give kunstig intelligens et menneskeligt ansigt, fordi det letter kommunikationen, og det møde kan sagtens være uproblematisk,” siger professoren, der mener, at vi langsomt vil vænne os til vores nye medborgere og begynde at få en slags forhold til dem:
”Vi mennesker er opsatte på at være ultrasociale, så der skal ikke mange clues til, før vi synes, at det er et helt ægte smil og en ægte relation, vi har. Det rykker ved grænserne for, hvad det menneskelige er. Rent etisk bliver det først problematisk, når man ikke ved, hvem der står bag en virtuel figur, for så kan de ikke stilles til ansvar på samme måde som os dødelige. Det kan misbruges. Tænk, hvis man opfandt en sekt-figur, som folk begyndte at følge blindt,” siger Cathrine Hasse.
En teknologi kaldet deepfake er allerede blevet brugt til at sætte kendte menneskers ansigt på andres krop i videoer, så det ser ud, som om de eksempelvis medvirker i pornofilm. Den slags teknologi er ikke længere forbeholdt store firmaer – enhver med den rette software og finesse kan nu skabe troværdige virtuelle personer.
”Hvis jeg kan gøre det, kan alle gøre det,” siger Cameron-James Wilson, der ikke havde nogen erfaring med 3D-software, før han begyndte at skabe Shudu. I dag oplever han stor interesse fra folk, der vil skabe deres egne 3D-personer. I en tid, hvor folk i stigende grad trækker sløret for til deres privatliv på de sociale medier, forestiller han sig en fremtid, hvor folk i stedet kan benytte en digital avatar til at repræsentere dem udadtil.
”De fleste kender en, der har oplevet, at et gammelt billede på Facebook er blevet gravet frem og har påvirket deres privatliv eller deres job negativt. Med en virtuel avatar kan folk være mere anonyme,” siger han.
Anonymitet er ikke noget, der bekymrer Lil Miquela. Faktisk er der slet ikke noget, der bekymrer hende. Heller ikke hendes alder. For selvom hendes fans er blevet to år ældre, siden de første gang mødte hende, er Lil Miquela for altid 19 år. Men det generer ikke hendes fans.
Som en af dem, Alexandra McCrary, siger:
”Miquela er lige så virkelig for mig som Ariana Grande. De laver begge fed musik, og jeg har kun set dem på en skærm.”