Forfatter Christian Mohr Boisen udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Les Kaner

HELSINGE, NORDSJÆLLAND

”En del af mig mere end en egentlig favorit. Jeg tilbragte den største del af min opvækst i byen, og det gjorde åbenbart så uudsletteligt indtryk, at jeg var nødt til at skrive en bog om det. I 80’erne kendt som ’Danmarks grimmeste by’, men naturen, der omgiver byen, er tilsvarende smuk. Hvis man siger, man er opvokset i Nordsjælland, tror folk, man er privilegeret. Tilføjer jeg Helsinge, reagerer de, som om jeg kommer fra Vest-egnen. Det er altid sjovt.”

Foto: Colourbox

VEJLE STADION, NØRRESKOVEN, VEJLE

”Det kuperede terræn, fjorden og skoven rammer mig hver gang. Og så har jeg byen i hjertet, fordi mine to største helte, Allan Simonsen og min hustru, kommer fra Vejle. Jyllands rubin, Vejle Boldklub, har landets smukkest beliggende fodboldstadion, hvor jeg tager til kampe, så tit jeg kan. Når jeg dør, skal min aske spredes ud over det ene straffesparksfelt.”

INDRE ØSTERBRO, KØBENHAVN

”En blanding af storby og mindre by, næsten lidt parisisk. Jeg boede der i 15 år, og mine fødder finder selv vej, når jeg er der, selvom det er mange år siden, jeg flyttede. Og min mor bor der, hvilket især er grunden til, at jeg stadig føler mig forbundet med stedet.”

Christian Mohr Boisen er 54 år. Journalist, cand.mag. og forfatter. Aktuel med sin skønlitterære debut, ’Helsingeevangeliet’.

Tags:

SE MERE