Fodbold er for englænderne, hvad smørrebrød er for danskerne. Hver uge kaster de sig over den, men ikke kun i Premier League. Millioner af fodboldfans råber også i de lavere divisioner. I ’danskerklubben’ BRENTFORD er man vant til modgang, men fansene har ikke mistet troen på miraklet. Ud & Se tog til hjemmekamp i Vestlondon for at snuse til øl, meat pies og britisk fodboldsjæl.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DEN HAR DE ikke set komme, Readings to midterforsvarere. En lav, krum bold fra Brentfords højre wing går mellem dem som en grapefrugtkniv og overrumpler den ene så eftertrykkeligt, at han må sætte sig ned. Spydspidsen Neal Maupay kan let tæmme bolden og trille den i nettet til venstre for målmanden som kulmination på Brentfords pres igennem de første 11 minutter.

På ståpladserne i den anden ende af stadion stiger en brun og smørbagt duft mod den blå himmel. En mand i stribet rugbytrøje med markeret kæbeparti, grånende bakkenbarter og sorte plastiksolbriller med engelske flag på stængerne spiser en butterdejs-kødtærte med sovs. Han suger den gode stemning til sig og sender den videre som et rim: 

”Det er en Maupay-pie (udtalt ’maupej-pej’, red.).” Efter en kunstpause uddyber han ordspillet: 

”Jeg har tænkt mig at spise én for hvert mål, han scorer.” 

Hans sidemand, der har hvidgyldent strithår og briller med Elton John-rødt stel, returnerer: 

”Du risikerer at blive tyk på den måde.” 

Den vittige 1-2-kombination modtager overgiven latter fra de omkringstående, mens den spisende mand tygger et smil helt op til bakkenbarterne. 

Hjemmebanefansenes tilfredshed med deres hold og dets topscorer, Maupay, der har afløst Lasse Vibe som spydspids, er stor – uden ligefrem at kamme over i beundring.

Billy Grant har holdt med ’The Bees’ fra barnsben og leveret materiale til fanmagasinet Beesotted igennem et par årtier.

”Maupay brænder læssevis af chancer. Han skød over mål mod Newcastle på en chance, der var næsten umulig at brænde. Den afbrænder gik viralt. Men han scorer også en del. Faktisk mere end hele Ipswichs hold til sammen,” fortæller Billy ’The Bee’ Grant, der har været Brentford-fan, siden han som barn boede i Isleworth, lige vest for Brentford. 

Dengang, når han og hans venner løb og spillede fodbold i parken, blev de hver lørdag formiddag hentet af teenagepigen Joe. Af årsager, der fortaber sig, havde hun sat sig for at give børnene noget fodboldkultur, og i samlet trop gik de over til Griffin Park, Brentfords hjemmebanestadion, hvor Joe altid kunne overtale Patty ved tælleapparatet til at hive børnene ind uden at betale, også selvom der var 10 af dem. 

I dag bruger Billy Grant halvanden time hver vej på at komme fra sit hjem i Nordlondon til Brentfords hjemmebane. Desuden rejser han til alle dele af landet for at se så mange Brentford-kampe, han overhovedet kan komme til. 

Denne lørdag, som så mange tidligere, har han sin 10-årige datter med. Lige nu er hun forsvundet med sin veninde et sted i mængden, men det bekymrer ham ikke. Hun skal nok finde ham, når hun vil, han står alligevel altid cirka heromkring, på de midterste rækker til højre for målet. Det vil sige, han plejede at stå bagerst, midt for mål, men han og hans venner blev trætte af en fyr, der altid moonede, og flyttede sig herover. 

Far Grant har en del professionelle kasketter. Blandt andet underviser han universitetsstuderende i marketing, løser af og til selv marketingopgaver og producerer tv-indhold for Sky Sports. Men han bruger også en del af sin tid på at skrive og lave podcasts til Brentford-fansitet Beesotted. Navnet er en sammentrækning af Brentfords kælenavn, The Bees, og det arkaiske ord ­be­sotted, der både kan betyde beruset og håbløst forelsket.

Henrik Dalsgaard er på en mission for at gøre sine unge holdkammerater mere fokuserede.

IGENNEM NOGLE måneder i 1016 kæmpede Knud den Store og Edmund Jernside ved Brentford. Selv om Knuds hærtogt i England overordnet gik godt, tabte han og hans mænd slaget. Men i disse år rykker danskerne igen i stort tal ind i den lille vestlige London-forstad. Her gav bi­floden Brent engang liv til lokal industri, men i dag venter de halvt sammensunkne fabriksbygninger på at blive jævnet med jorden og erstattet af ejerlejligheder med flodudsigt. At der ud over fodbold ikke er meget at fordrive tiden med i Brentford, kan Emiliano Marcondes Camargo Hansen tale med om. 

”Der sker ikke en skid,” siger danskeren, da vi dagen inden Reading-kampen møder ham uden for Brentfords klubhus. Han kommer fra træningslokalet og ikke fra kunstgræsbanen, hvor A-holdets spillere har fået sved på panden og vestenvind i de korte bukseben. 

Marcondes, der kom fra F.C. Nordsjælland i begyndelsen af 2018 og nåede på banen 12 gange inden sommerpausen, har været ude med en skade i foden hele denne sæson, og han er endnu ikke klar til at spille med til træningen. En overgang var den 23-årige offensivspiller så skadet, at trænerstaben gav ham helt fri – også fra genoptræningen. I den periode var han glad for, at han ikke bor præcis i Brentford, men i South Ealing, et par kilometer længere mod nord.

”Dér er der i det mindste et shoppingcenter,” som han siger. 

PYRAMIDESPIL

Engelsk herrefodbold er organiseret i et system af forbundne over- og underligaer, der går fra spidsen af Premier League til bunden af 11.-bedste niveau. Der er mere end 140 underligaer med i alt over 480 underdivisioner og i omegnen af 7.000 engelske fodboldhold. Teoretisk set kan et hold rykke hele vejen op gennem lagene – fra for eksempel Yorkshire Amateur League Division Five til Premier League. I Championship, den næstbedste række, kvalificerer de to øverste hold sig til direkte oprykning, mens holdene 3, 4, 5 og 6 spiller afsluttende playoff-kampe med en semifinale og en finale. Det bedste hold følger med op i Premier League.

En spiller, der ikke har bekymret sig meget om tidsfordriv, er Henrik Dalsgaard. Den danske landsholds-back har tilføjet Brentfords hold noget højde (192 cm) og noget modenhed (29 år), og siden han kom til klubben i sommeren 2017, har han fået mere og mere spilletid. I denne sæson er han startet inde i alle kampe. Desuden har han været fire uger i Rusland til VM i sommer. Og så har han og hans kone et barn på to år og et på seks måneder.

”Så der er lidt skrald på derhjemme. Jeg tror, jeg har været inde i London fem gange i den tid, jeg har boet her. Måske har min kone og jeg haft tre timer alene derinde. Men det passer mig fint nok. Jeg har i virkeligheden ikke så meget overskud til at rende rundt derinde,” siger Henrik Dalsgaard, stadig iført træningstøj og en gps-vest, der lagrer data om hver enkelt spillers fysiske præstation. 

På træningsbanen har han denne formiddag markeret sig som en af de spillere, der slår mest opgivende ud med armene, når nogen laver en ukoncentreret fejl, bander mest højlydt, når en kendelse går ham imod – ”Den er ude! Den er fucking ude!” – og mest sammenbidt holder de andre til ilden, når der skal trænes dødbolde, og nogle spillere begynder at pjanke. 

”Nogle af de unge drenge glemmer ind­imellem, at det er et arbejde. Det kan godt se superkedeligt ud, når vi står og sparker hjørnespark ind i skallen på hinanden. Men det er ofte de detaljer, der er afgørende i kampene. Og det er det, du får penge for. Så gælder det for mig om at tage ansvar. Så råber jeg lidt af dem: ’Nu stiller du dig i din position,’” siger Henrik Dalsgaard.

 Indimellem føler landsholdsbakken sig lidt alene med netop det ansvar. 

”Nogle gange synes jeg, jeg skal råbe for tre. Jeg har sagt til Thomas (Frank, træner, red.), at han skal pace dem, så de bliver bedre til det.” 

Omklædningsforholdene på Griffin Park har fået mere end ét udehold til at rynke på næsen.

DET HAR TIL tider en masochistisk fornøjelse at være fan af Brentford. Klubben nåede sit hidtidige klimaks med en femteplads i First Division, den daværende engelske mesterrække, i sæsonen 1935-36. Men rykkede så ud af First Division, da man i 1946 genoptog spillet efter verdenskrigen. Siden har klubben ikke været tilbage på topplan. Som det værste i sin tid husker Billy Grant en periode omkring 2006-09, hvor klubben rodede rundt i League Two, landets fjerdebedste række.

”Heldigvis rejste jeg meget de år, så jeg var forhindret i at se de fleste af kampene,” siger Billy Grant, der er uddannet computerprogrammør, men hurtigt gled over i marketing, hvorfra han gik ind i pladebranchen og som A&R-manager hos selskabet Telstar blandt andet var med til at markedsføre superstjernen Craig David. 

Da Brentford var allermest ringe, havde han og en kollega lige stiftet deres eget pladeselskab, 2point9 Records. De samarbejdede blandt andet med Jay Sean, en ung fyr fra Nordlondon, der fusionerede pop, R&B og indiske elementer og solgte to millioner af sit debutalbum ’Me against Myself’ på verdensplan. Senere skrev Sean kontrakt med et amerikansk pladeselskab, der satte ham sammen med rapperen Lil Wayne på singlen ’Down’, der blev nummer et i USA – som det første nummer skrevet af en englænder, siden Queen hittede med ’Another One Bites the Dust’ i 1980. 

En overgang flirtede Billy Grant med tanken om også at blive Arsenal-fan. Omkring årtusindskiftet, i træner Arsène Wengers tidlige år, boede han i nærheden af klubbens stadion i Nordøstlondon, i kvarteret Stoke Newington, som var ved at blive trendy med mange kunstnere, der opsøgte lave huslejer. Samtidig bed Arsenal sig fast i toppen af Premier League – holdet vandt blandt andet The Double i 1998 og 2002. Arsenal var det cool hold, som den kreative klasse holdt med, og Billy Grant syntes, at fansene var sympatiske, når han mødte dem på kvarterets pubber. Alligevel gik han aldrig hele vejen med Arsenal. Det er han lykkelig for.

”Jeg har lært, at man skal elske sit hold. Jeg er vokset op med, at man er forpligtet på et fællesskab. Og i dag kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at være Arsenal-tilhænger. Den fede stemning omkring klubben er væk. Alting er helt mainstream, og fansene er forvænte og brokker sig, hvis de ikke vinder nok. Hvis du taler med Arsenal-fans, er de fuldstændig uvidende omkring alting, der foregår uden for top-6 i Premier League. Frygteligt.”

 

MANDEN, DER KØRER BRENTFORD

Brentford-ejer Matthew Benham har været Brentford-fan, siden han som 11-årig i 1979 så klubben vinde 1-0 over Colchester. Han kommer fra byen Slough, kendt som en dødssyg rundkørsel i tv-serien ’The Office’, og har en bachelor i fysik fra universitetet i Oxford. Han har arbejdet som børsmægler i Londons finansdistrikt og tjent en formue på betting. Blandt andet gennem firmaet Smartodds, der høster data om fodboldspillere og -kampe og sender resultaterne gennem formler, der angiver sandsynligheden for resultatet af en kamp – viden, som gamblere gerne vil betale for. 

Benham, der købte Brentford i 2012, har gradvis introduceret brugen af Smartodds’ voksende databank som rettesnor for både træning og spillerkøb. En udtalt brug af matematik og data kender man fra nordamerikanske sportsgrene. Først og fremmest fra baseball, hvor Oakland Athle­tics i 2002 ansatte en ung Yale-økonom til at finde oversete spillere til fordelagtige priser og gjorde ham til assistenttræner, hvorefter Oakland satte Major League Baseball-rekord med 19 sejre i træk. Denne metode er senere blevet døbt moneyball efter navnet på en bog og en film (med Brad Pitt) om sensationen i Oakland. 

Moneyball har siden bredt sig til det meste af amerikansk elitebaseball, og engelske fodboldhold som Tottenham og Liverpool har også været influeret af tankegangen, ligesom F.C. Midtjylland er det i Danmark. 

MANGE GÅR rundt og drømmer om en flottere kæreste eller en nyere bil. Og mange finder ved nærmere eftertanke ud af, at de er lykkelige med tingenes tilstand og med et kilo og en bule for meget hist og her. For Brentfords fans er drøm og virkelighed begyndt at nærme sig hinanden. Igennem årene har klubben været ved at gå rabundus flere gange, i 1967 var den endda ved at blive opkøbt af rivalerne fra Queens Park Rangers, en skæbne værre end døden. Kun fordi fansene kæmpede for klubbens eksistens med indsamlinger og protester, blev den holdt i live. 

I 2012 blev klubben købt af Matthew Benham, der har holdt med Brentford siden sine teenageår. Benham er en tidligere børsmægler, der har tjent millioner på at forsyne professionelle gamblere med statistik og beregninger på sportsbegivenheder gennem firmaet Smartodds. Under hans ejerskab er de sidste fire sæsoner alle endt med placeringer i Championships top-10, og tilhængerne er gradvis holdt op med at knibe sig i armen. Efter en god start på denne sæson har de noget at have forhåbningerne i. Også selvom holdet op til dagens kamp mod Reading er gledet ned på syvendepladsen.

”Mærkeligt nok går jeg lige så stille og håber på oprykning,” siger Billy Grant. Hans forbehold går på, at det nok er mere spændende at være fan af et hold, der spiller i Championship, fordi den er så jævnbyrdig, hvorimod Premier League hovedsagelig handler om United, City, Liverpool, Arse­nal, Tottenham og Chelsea, mens resten af klubberne kæmper for at undgå nedrykning. 

Én ting, der tiltaler Billy Grant ved oprykning, er dog Brentfords mulighed for at drille de store hold. Selvfølgelig ved at vriste point fra dem på banen, men også igennem klubbens upolerede eksistens i Vestlondon. Griffin Park har ligget på samme adresse siden 1904, stadionet har kun plads til 12.000 tilskuere, og mange af faciliteterne står uændrede siden 30’erne – blandt andet udeholdets omklædningsrum, der ligner noget fra en nedslidt kaserne og får mange besøgende spillere til at rynke på næsen.

”Jeg ville elske at se José Mourinho (Manchester Uniteds træner, der er kendt for at mukke over dommere, publikum, presse og alt muligt andet end sit eget holds indsats, når resultaterne går ham imod, red.) på Griffin Park,” siger Billy Grant.

Til trods for Griffin Parks potentielle chok­effekt vil Brentford få det hårdt i Premier League. Men ligegyldigt hvor pinefuld forfremmelsen måske kan være, er der én ting, man ikke kan tage fra en eventuel oprykning: pengene. En oprykkerklub kan tjene mellem en og to milliarder kroner på tv- og sponsoraftaler, også selvom de rykker direkte ud igen. Sådanne penge siger selv ikke den mest forhærdede underdog nej tak til.

Thomas Frank var assistenttræner, da billedet blev taget. I mellemtiden er han forfremmet til cheftræner.

THOMAS FRANK er ikke nogen bulderbasse. Han smiler hele morgentræningen igennem og giver også selv indimellem efter for trangen til at grine sammen med en spiller, mens de simulerer en kort hjørnesparkvariant for syvende gang. For nylig har han og resten af Brentford fået ros af Unai Emery, mægtige Arsenals træner. Efter at Arsenal hjemme havde besejret Brentford med 3-1 i tredje runde af Ligacuppen, mødtes de to holds trænerstabe i Emirates Stadiums trænerloge til en snak og et lille glas. Arsenals researchafdeling havde gjort deres forarbejde, analyseret Brentfords sidste ni kampe og fundet ud af, at klubben fulgte faste mønstre for alt fra at spille bolden ud af egen forsvarszone til indkast på modstandernes banehalvdel.

”De sagde, at vi var blandt de bedst spillende hold i hele England, og gav udtryk for, at de vil komme ud at besøge os en dag. Sagt med tre ord er vores spillestil offensiv, aggressiv og kreativ. Men det er jo bare buzzwords. Så det er fedt, at nogle virkelige kendere anerkender os for netop dét,” siger Thomas Frank, der er flyttet til London med sin kone og deres tre børn. 

Konen har fundet arbejde som assisterende skolelærer, og børnene på henholdsvis 12, 15 og 16 år har knyttet slipset og lært det engelske uddannelsessystem at kende fra indersiden af skoleuniformen. I starten syntes de, det var lidt vel barsk og regelret, men nu er det dem, der sviner deres far til for hans grammatik og engelske udtale.

Træningsanlægget ligger vest for selve Brentford, i området Osterley.

”Jobbet her var 50/50 et karriere-familie-move. 50 procent for min skyld, 50 procent for at udfordre børnene. Give dem noget ekstra i livet, og de er seje,” siger Thomas Frank, der tog til London, efter han sagde op i Brøndby i 2016. I første omgang for at udleve drømmen om udlandet og, måske, på længere sigt forene den med ambitionen om en chefstilling. Og han har fået indfriet begge dele. Først var han ansat som assistenttræner, men efter vores besøg overtog han cheftrænerbænken, da manager Dean Smith valgte at tage imod et tilbud fra Championship-rivalerne Aston Villa. 

Det danske islæt i klubben udgøres også af tidligere AGF-assistenttræner Lars Friis, der er individuel udviklingstræner for klubbens unge talenter, og af Rasmus Ankersen, der er sportsdirektør. Desuden finder man på B-holdet Mads Bech Sørensen samt spilleren Nikolaj Kirk, der er udlånt fra F.C. Midtjylland, mens Justin Shaibu formelt set hører til her, men for tiden er udlejet til 5.-divisionsklubben Boreham Wood. Lasse Vibe og Andreas Bjelland er begge tidligere spillere på A-holdet. 

”Vi har gode erfaringer med danske spillere. De er generelt lette at integrere i udlandet. De er modne og tænker selvstændigt,” siger Rasmus Ankersen, der ved siden af sin rolle som sportsdirektør i Brentford er bestyrelsesformand i F.C. Midtjylland. Rekrutteringen er en af hans hovedopgaver i Brentford, og han tror, at antallet af danskere gør det nemmere at tiltrække endnu flere danske spillere til klubben

”På den måde er Brentford en light-version af udlandet. De finder måske mere tryghed her. Og så håber jeg, de føler sig vel scoutet. Vi har ikke råd til at skyde forbi skiven for mange gange, når vi køber spillere, så vi går grundigt til værks.”’

 

THOMAS FRANK

Thomas Frank har en fortid som træner for det danske U19-landshold og cheftræner i Brøndby IF. Sagde op i Brøndby i foråret 2016, da det kom frem, at Brøndbys bestyrelsesformand havde angrebet ham i et Brøndby-fanforum under aliasset ’Oscar’. I efteråret 2016 tog han imod assistenttrænerjobbet i Brentford. I oktober i år blev han forfremmet til cheftræner.

”Jeg har været med til at udvikle holdets spillestil, og jeg har stået for at strukturere træningsugen. Vi danskere kan bidrage med noget taktisk finesse. Som træner i Brøndby havde jeg fornøjelsen af at være i en klub med meget passionerede fans, men her i England betyder fodbold alt. Også i Championship. Man kan mærke historien, når man besøger en klub som Leeds eller træder ind på vores eget stadion. Der stinker af fodbold!”

Reading-fans indtager The ­Griffin inden kampen og dedikerer også fotografen en slagsang: ”The photographer is a wanker.”

UDE FORAN Griffin Park skinner solen gennem et blåtonet slør af tobaksrøg over fansene, mens de drikker pause-øl og nyder gensynet med venner og bekendte. En lugt af grillpølser fuldender stemningen på den varme efterårseftermiddag. Ikke en eneste sur mine afslører, at Brentford-målmand Daniel Bentley i det 25. minut, i forsøget på at gribe en godmodig afslutning, kom til at fumle bolden næsten ind over egen målstreg, inden Readings angriber Jón Daði Böðvarsson kunne glide den det allersidste stykke ind til stillingen 1-1. Hvad så, vi tager dem i anden halvleg. 

Billy Grant trykker hænder som paven på Peterspladsen – alle vil hilse på den imødekommende Beesotted-skribent, der har brugt meget af første halvleg på at live-tweete fra opgøret, men nu holder en pause. 

”Billyyyyy,” råber en yngre mand med rødt skæg og marineblå skjorte. De udveksler kommentarer til første halvleg.

”Hvad synes du om Dalsgaard?” siger den rødskæggede tvivlende.

”Tror du stadig, han er i Rusland?” griner Billy Grant med reference til Danmarks VM-eventyr i sommer.

”Han er god nok, Dalsgaard. Problemet er bare, at han tit kommer lidt for sent tilbage på plads, hvis han har været med til at føre bolden frem og mister den,” siger den rødskæggede.

DE FIRE VANDRINGSHJØRNER

Brentfords rektangulære Griffin Park-stadion er, angivelig som det eneste i England, omgivet af pubber på hvert af sine fire hjørner. Tager du til hjemmekamp her, kan du varme op – og ned – på The Griffin, Royal Oak, The Princess Royal og The New Inn. The Griffin er ejet af bryggeriet Fuller’s, der har en grif i sit logo, og som ejer mere end 300 pubber i England. Der, hvor Griffin Park ligger i dag, lå der engang en frugthave ejet af Fuller’s. Derfor fik Griffin Park navn efter bryggeriets bomærke-fabeldyr.

I Danmark kalder vi, ikke uretmæssigt, Brentford for en ’danskerklub’. I Brentford er det ikke noget, man tager så højtideligt. 

”Jeg ved ikke noget særligt om dansk fodbold,” siger Billy Grant. ”Vi har et par danske spillere. Men spillerne er her, fordi de passer ind i vores spillestil, ikke fordi de er danske. De kunne være tyske for min skyld. Men vi har nu engang et netværk i Danmark.”

Han sigter ikke kun til de danske trænere og sportsdirektøren, men også til F.C. Midtjylland, som Matthew Benham købte i 2014. De trofaste fans af ’The Bees’ trak på skuldrene. Og forsøget på at markedsføre købet med et half and half-scarf – altså et fodboldtørklæde, der både promoverede midtjyderne og Brentford – blev aldrig nogen salgssucces. Billy Grant tvivler på, at der er mange, der følger med i, hvordan F.C. Midtjylland klarer sig i Superligaen.

”Hvad skal vi med den, spurgte nogle af fansene, lige da Benham købte klubben. Men vi fandt jo hurtigt ud af, at det hang sammen med, at klubben var mere åben over for det nye system, så kunne han lancere det dér først. Her måtte han gå lidt langsommere frem. I dag tror jeg, de fleste af os ser F.C. Midtjylland som et godt udgangspunkt for et talentspejdernetværk i Danmark.”

Rasmus Ankersen på Griffin Park inden kampen.

DER VAR EN del tilfældighed involveret i Rasmus Ankersens entré i Brentford. Den 35-årige sportsdirektør har en fortid som spiller i F.C. Midtjylland, men i sin første seniorkamp for klubbens reservehold fik han en knæskade, der tvang ham til at droppe en karriere på banen. I stedet blev han som 22-årig U19-træner i klubben, og sideløbende skrev han bogen ’En vinders DNA’, udgivet på forlaget Turbulenz, som han stiftede sammen med broren Jonas. Siden udgav han en række bøger om præstationskultur og ledelse, blandt andet ’Guldminerne’, der undersøger de optimale forhold for talentfremvækst. Bogen baserer sig på hans egne researchrejser til blandt andet Sydkorea, hvor han prøver at forstå, hvordan landet har kunnet levere 137 af verdens 500 bedste kvindelige golfspillere, og til den lille etiopiske landsby Bekoji, der har fostret fire olympiske guldvindere i mellem- og langdistanceløb. 

I 2009 flyttede han til London i håb om at få bogen udgivet på engelsk, og da en forlagskontrakt kom i hus, udvidede han forretningen med foredragsvirksomhed. En dag blev han kontaktet af kusinen til en kvinde, der havde været med til en 50-årsfødselsdag, han havde optrådt til. Hun mente, at det kunne være interessant for Rasmus Ankersen og Brentford-ejer Matthew Benham – som hun kendte fra studietiden i Oxford – at møde hinanden. 

Dan Giles, 36, har været Brentford-fan, siden hans bedstefar tog ham med på Griffin Park i 1982. Til dagens kamp har han og hans kæreste deres sammenbragte børn med. 

Da de mødtes første gang, spurgte Ankersen Benham, om han troede, at Brentford – der på det tidspunkt lå nummer tre i League One – ville rykke op til Championship. Han svarede, at på det givne tidspunkt var der præcis 42 procents sandsynlighed for oprykning. Benhams matematiske tankegang tiltalte Ankersen, der selv havde gået og ledt efter alternativer til mere luftige størrelser som trænerens mavefornemmelse og erfaring som forklaringen på succes og fiasko. Det tilbød Benham. Med sin gambler-baggrund talte han en række vedtagne fodboldsandheder imod.

”De fleste siger: Tabellen lyver aldrig. Når sæsonens 46 kampe er spillet, har nummer ét fortjent at rykke op, og nummer sidst har fortjent at rykke ned. Men det er ikke helt så simpelt. En gambler tænker: Tabellen lyver altid. Han har sat sig ind i, hvor stor en indflydelse tilfældigheder har i fodbold. De har langt større indflydelse end i basketball eller håndbold, fordi der ikke bliver scoret ret mange mål. Jo færre mål, desto større betydning har dommerfejl og stolpe ind i stedet for ud. De kan være hele forskellen på, om du vinder eller taber. Tilfældighederne kan svinge dit resultat 15 point i den ene retning og 15 point i den anden. Men det vil folk ikke acceptere i fodbold, fordi hjernen vil have et narrativ. Vi kan ikke acceptere, at Leicester vandt mesterskabet i 2016 på grund af tilfældigheder. Det sælger du ikke ret mange aviser på. Så vil man hellere høre, at træneren er et geni,” siger Rasmus Ankersen, der begyndte i Brentford på en konsulentstilling som den introverte analytiker Benhams udadvendte højre hånd.

”Han ville have mig til at hjælpe med at oversætte hans ideer til fodboldsprog.”

En vagt foran trappen til VIP-loungen. 

EN DAG FORTALTE Benham over en frokost, at han godt kunne tænke sig at købe en fodboldklub til. Ankersen anbefalede F.C. Midtjylland, der på det tidspunkt var ved at gå bankerot, men som han vidste havde en god klubkultur. Der kunne man få en god deal, fortalte han. 

I sommeren 2014 købte Matthew Benham klubben og indsatte Rasmus Ankersen som bestyrelsesformand. Sæsonen efter indførte Midtjylland med baggrund i Benhams tal­drevne fodboldfilosofi en række nye tiltag. Indkøb af nye spillere blev foretaget med hjælp fra Smartodds’ folk, der fra deres kontor i London kunne gennemtrawle data fra alverdens ligaer for at finde lige præcis den rette offensive højreback i alderen 20-24 år, der sparker lige godt med begge ben, har været skadefri i 18 måneder og har et højt niveau i forhold til prisen og ligaen, han spiller i. Hvis det altså var det, holdet havde brug for. 

Desuden indførtes ekstra dødboldtræning med udgangspunkt i Smartodds’ analyser af, hvad der virker. Og klubbens bedste ungdomsspillere fik rettet deres spark til i samarbejde med en sparketræner, selvsagt efter udførlige analyser. Og så var der sms’erne, som statistikafdelingen sendte træner Glen Riddersholm mellem halvlegene og efter en kamp. Beskeder, der gjorde kampen op i tal, som skulle give træneren et nøgternt billede af begivenhederne at handle ud fra.

Kampen er gået i gang, men der er altid tid til en cider og en cigaret. 

I sin første sæson med Benham som ejer vandt F.C. Midtjylland Superligaen. Med halvdelen af sine mål scoret ved dødbolde. 

Matthew Benham ville gerne indføre mange af de samme metoder i Brentford, men daværende cheftræner Mark Warburton var ikke enig. Han – og ikke talfolkene – burde have den endelige afgørelse i forhold til spillerkøb, mente han. Det synspunkt holdt ikke længe i klubben.

Benham fandt, efter et kortvarigt og mislykket forsøg med den hollandske cheftræner Marinus Dijkhuizen, en stabil erstatning i træner Dean Smith, der var med på spillereglerne. Så indsatte han Rasmus Ankersen og statistikeren Phil Giles som sportsdirektør-duo. Sammen skrev de et ti-punkts manifest for projektet Brentford F.C. Et af punkterne er, at klubben skal bruge sine egne statistikbaserede ratings som målestok for klubbens fremgang og ikke den officielle stilling. Denne sæson siger klubbens interne rating, at klubben skal slutte i top-2 i Championship. 

”Vi har været lidt uheldige indtil nu,” siger Rasmus Ankersen 

”Men vores rating giver os håb og tro på, at vi kan gøre det i år.” 

Bradley Tomkins, 18, sælger programmer til 3,50 pund stykket.

“LONDON – HELLHOLE OF EUROPE,” har nogen skrevet på en pille til en motorvejsbro et par kilometer fra Griffin Park. En langskægget hjemløs arrangerer sine ejendele i lyet under broen, som han deler med en flok duer. London er en by, der polariserer, og en by, hvor man hurtigt falder igennem. Det gælder også, selvom man bare er en lille klub med et beskedent budget, der forsøger at finde de uslebne spiller-diamanter, konkurrenterne ikke har fået øje på, i de lavere rækker og sælge dem videre med profit – det, som klubejer Mathew Benham kalder ”to outthink the market”. 

Fortjenesten på spillersalg rækker endnu ikke til at dække klubbens omkostninger, og for tiden kører Brentford F.C. med et tab på 100 millioner kroner om året. Derfor ville det lune med en oprykning til Premier Leagues tv-rettigheds-slaraffenland. Men for en sikkerheds skyld har Matthew Benham valgt at skrue på en anden hane for at få flere pund i klubkassen: at sælge flere billetter. 

Tæt på den vrede graffiti begyndte i 2017 byggeriet af det nye Brentford Community Stadium, der kommer til at ligge på grænsen til nabobydelen Gunnersbury. Byggegrunden har været Benhams siden 2012, men det har taget tid at finde investorer, der havde lyst til at gå ind i projektet, der også har mødt officielle protester fra den botaniske have Kew Gardens på den anden side af Themsen. Her er man bekymret for, hvad stadion og de nye boligbyggerier, der muligvis kommer til at skyde op omkring det, vil gøre ved udsigten. 

Desuden har beboere klaget over den belastning, som tilrejsende tilskuere vil udgøre for trafikken i området. Stadion­kapaciteten er på 17.250 lokalplansgodkendte tilskuerpladser. Billy Grant synes, det er et udmærket mellemleje. Nok til Premier League, men heller ikke for meget, hvis The Bees skulle være så uheldige at rykke ned. 

”Vi vil hellere have et stadion, hvor stemningen pumper hver eneste weekend, end et, vi har svært ved at fylde. Hvis vi rykker ned i League One med et kæmpestort tomt stadion, vil folk sige: ’Brentford har ikke nogen sjæl længere.’”

Billy Grant og mange andre Brentford-fans krydser for tiden tæer for, at de får en tribune med ståpladser. Sådan en har de i dag, og den skal med, hvis sjælen skal med. Ståpladser har været forbudt i Englands bedste ligaer siden de tidlige 90’ere, og Griffin Parks ståpladser eksisterer kun endnu på grund af en dispensation. Men disse år har en fanbevægelse for ståpladser bragt muligheden i spil igen.

”Ståpladser er geniale,” siger Billy Grant. 

”Hvis jeg har et sæde, sidder jeg der hele kampen, hvorimod jeg kan bevæge mig frit rundt, hvis der er ståpladser. Hvis du har lyst til at komme over og tale med mig under en kamp, kan du bare gå over til mig. Det er umuligt med siddepladser. Det er en social begivenhed. Hvorfor skal jeg tvinges til at sidde ned?”

Peter Rowden, 79, bor i Kent, men har sent i livet fattet kærlighed til Brentford F.C. Hans datter har foræret ham et sæsonkort, og han kører gerne de 80 kilometer frem og tilbage til en hjemmekamp.

ANDEN HALVLEG har været en katastrofe for Brentfords spillere. Oven på første halvlegs underholdende og hurtige spil har de virket decideret modløse, efter at Readings Jón Daði Böðvarsson i det 64. minut gled endnu en bold over stregen efter en fejl fra Brentford-målmand Bentley. Publikum har også givet op. Der høres færre og færre ”Come on, you Bees!” I stedet begynder de at artikulere frustrationer over egne spillere. 

”Fucking idiot! Det var der absolut ingen grund til,” snerrer en mand i blå polo med nobel mørk sideskilning, efter at fløjen Saïd Benrahma i vildrede har hevet en modstander ned bagfra og modtaget sit andet gule kort.

Netop som publikum på hjemmebaneståpladserne virker allermest adspredte og begynder at mumle resignerede afskedshilsner og er klar til at sive hjemad, annoncerer stadionspeakeren absurde 10 minutters tillægstid, og de 12.000 struber på stadion forenes i et urbrøl: ”Yeeeeeeeeeees!”

To minutter senere kommer Yoann Barbet højest op til en forlængning ind foran Readings mål, og det lykkes franskmanden at dirigere den ind med hovedskallen. Udligningsmålet giver ny energi til de 10 Brentford-spillere, der er tilbage på banen, og resten af overtiden jagter de sejrsmålet. Tre minutter senere stiger Henrik Dalsgaard op til en god hovedstødschance, som han header forbi den venstre stolpe. Danskeren råber ad sig selv og sparker til banden. 

”This is not the friendly corner.” Her jubler de hårde fans, da Brentford får udlignet i overtiden.

UDEN FOR The Griffin, den ene af de fire pubber, der omkranser stadion, skråler Reading-fansene. Med slutresultatet 2-2 var det dem, der vandt ét point i dag, og som har noget at fejre, selvom det er gået noget ned ad bakke, siden klubben mellem 2006 og 2008 tilbragte to sæsoner i Premier League. 

”Det var fint nok at være i Premier ­League,” siger Aaron, en slank ung mand med mørkebrunt hår.

”Men det var også lidt dyrt. Det kunne nemt løbe op i 500-1.000 kroner, når man skulle af sted for at se en udekamp. I dag slipper vi som regel med 200-250 kroner. Det er genialt!”

Lidt længere væk står det midaldrende trekløver Mark, Mark og John, der har været Brentford-fans så længe, de kan huske. Mark med røgfarvede briller drikker altid cider, fortæller han. Den anden Mark, der spiler sin gigantiske lilla polo med bi-emblem godt ud, kan huske alle mulige fakta om Brentford, men også nøjagtig hvor mange pints han har drukket i år. Lige nu er han i gang med nummer 1.306. 

John i det rødsorte Brentford-træningssæt fortæller, at hans forældre mødte hinanden på Griffin Park engang i 50’erne, så hans klubmæssige tilhørsforhold var skæbnebestemt, mener han. Han husker støtteindsamlingerne med raslebøssen til Brentfords overlevelse, og dengang stadion var tvunget til at sælge noget af grunden, for at der kunne blive bygget huse bag udebanetribunen. Han er taknemmelig for, at Matthew Benham har reddet klubben: 

”Vi har levet i drømmeland de sidste fem år.” 

John går ikke så meget op i, om klubben rykker op i år. Han kan til gengæld godt forstå, at en Premier League-placering vil betyde noget for at hverve nye fans og for de unge, der kun kender Brentford fra klubbens seneste, ambitiøse fase. Men det går ham på, at det gamle stadion bag ham skal rives ned og give plads til moderne lejlighedsbyggeri, når Brentford skifter til den nye hjemmebane.

”Det knuser mit hjerte, at vi er nødt til at forlade Griffin Park,” siger han og lusker hjem i det tiltagende mørke med et sørgmodigt smil.

OP AT STÅ!

Griffin Park har fået dispensation af det engelske fodboldforbund til at beholde sine ståpladser. Siddepladser har ellers været et lovkrav på stadioner i toppen af engelsk fodbold siden begyndelsen af 90’erne. Kravet blev indført som reaktion på Hillsborough-ulykken i 1989, hvor 96 mennesker blev mast og trampet ihjel under en FA Cup-semifinale mellem Liverpool og Nottingham Forest. Mange af de omkomnes efterladte lever stadig, og stadionsikkerhed er et ekstremt følsomt emne i England. Men flere klubber er interesserede i at få ståpladserne tilbage, og det samme er fansene.

Ifølge en måling foretaget af det engelske fodboldforbund ønsker 94 procent af engelske fodboldfans en indførelse af såkaldt safe standing. Det vil sige moderne ståpladser udformet med al den mulighed for sikker stadionindretning og monitorering af publikum, man har til rådighed i dag.

Engelske fortalere peger på andre lande, der tillader det, først og fremmest Tyskland, hvor man har måttet stå op i årevis, og hvor det mest prominente eksempel er Borussia Dortmunds intense tribune med tilnavnet Gelbe Wand (den gule mur, opkaldt efter hjemmeholdets trøjefarve).

I England har spørgsmålet igangsat en ideologisk strid. Den konservative regering afviste i april en safe standing-ansøgning fra Champion­ship-klubben West Bromwich Albion. Kort efter sendte Crystal Palace en anmodning til parlamentet, underskrevet af London-klubbens egne fans, om at debattere muligheden for ståpladsernes tilbagekomst. Efterfølgende meddelte Labour, at de støtter safe standing.

 

Tags: , ,
SE MERE