Mellem linjerne
Din nye roman ’Ultramarin’ følger Dagny, en billedkunstner, der vender tilbage til arbejdet efter barsel og bliver opsøgt af en kvinde fra sin fortid. Hvad var det, der satte den historie i gang hos dig?
”Jeg begyndte at skrive bogen, da min datter var knap et halvt år gammel. Jeg havde nogle formiddage, hvor jeg satte mig på en café med min computer, mens min mand var sammen med hende. Jeg havde ganske få timer, før tiden løb ud, og jeg skulle hjem og amme. Jeg tror, det var den splittelse, den lidt mærkelige mellemtilstand, hvor man som mor er meget fysisk bundet til barnet, men samtidig mærker et begær efter at blive sig selv igen. For mig er begæret knyttet til skrivningen, for Dagny til billedkunsten, men jeg tror, længslen er den samme. Mod selvforglemmelse og opslugthed af det, man brænder for, og det kan godt kollidere med den opslugthed og fortabelse i barnet, som man jo også er nødt til at have som mor.”
Hvor længe har bogen været undervejs?
”Det tager mig 2-3 år at skrive en roman. Jeg skriver alt muligt, og først efter noget tid begynder et mønster at vise sig. Jeg har én gang prøvet at lægge en plan inden, men da jeg så skulle i gang med at skrive, føltes det stendødt. Jeg er nødt til at kaste mig ind i romanen uden retning og se, hvad der sker. Det første halve år skriver jeg en masse pinagtigt dårligt, som aldrig kommer med. Enkelte elementer overlever. Allerede i den allerførste tekst denne gang dukkede en mystisk seddel op, og den er jo også i romanen nu – den seddel, Dagny får af en kvinde, og som bliver en slags gåde, der sender hende tilbage i tid. Men jeg ved aldrig, når jeg går i gang, hvad jeg skal.”
Ligesom flere af dine andre romaner er ’Ultramarin’ skrevet som en slags lyrisk prosa – ofte i korte, sceniske stykker med luft mellem linjerne. Hvad er det ved den form, der tiltaler dig?
”Det er blevet min form. Teksten er både lydlig og visuel for mig. Jeg læser den højt for mig selv igen og igen, mens jeg skriver, og den skal lyde rigtigt, som en form for musik. Visuelt skal den også se ud på en bestemt måde på siden. Hver side er lidt som et lille værk i sig selv. De blanke linjer fungerer som pauser, både lydlige og visuelle, men også i historien. Mine romaner består af scener, hvor jeg tegner de streger op, som er nødvendige for, at læserne forstår, hvad der foregår, men der må også godt være noget usagt, rum for fortolkning. På den måde er læseren også selv med til at færdiggøre scenen.”
Du bruger også sms- og Messenger-beskeder i dine romaner. Hvorfor?
”Fordi den skrevne kommunikation er en kæmpe del af mit og de fleste menneskers liv. De sms-tråde, jeg har med mine venner, indeholder nogle af de dybeste samtaler, vi har med hinanden. Det er ikke kun et rum for overfladiske beskeder. Det kan være de største og vigtigste ting, man deler der. Derfor ville det være mærkeligt, hvis den måde at kommunikere på ikke også fandtes i mine bøger. Og så giver det en mulighed for, at karaktererne kan befinde sig på to spor samtidig: De kan sige ét på skrift og så gøre noget andet. Det giver nogle sjove muligheder for mig som forfatter.”
Billeder og udklip er en del af din skriveproces. Hvordan bruger du dem?
”Jeg har en gigantisk opslagstavle, og på den vokser en collage frem, næsten som et parallelt værk. Det er som at føre en slags samtale med noget uden for mig selv, når jeg ellers bare sidder alene med teksten. Billederne giver modspil og nye input. Og hvis jeg har en dårlig dag, er det også en redning – hvis jeg slet ikke kan skrive noget, kan jeg altid finde noget til tavlen. Det behøver ikke være noget, der findes én til én i romanen, men noget, der kan kaste noget af sig eller rummer en særlig stemning. Nogle gange finder noget fra tavlen helt konkret vej til bogen. Til ’Ultramarin’ hængte jeg for eksempel et billede op af en kugle, som havde et mærkeligt genskær, og den kugle blev fundamentet for et meget afgørende kunstværk i romanen.”
Tidligere har du sagt, at du har brug for ensomhed til at skrive. Hvordan fungerer det nu, hvor du har små børn?
”Mit liv nu er helt usammenligneligt, med før jeg fik børn. Dengang elskede jeg at skrive sent om aftenen og om natten. Jeg dyrkede ensomheden. Nu har vi to små børn, og min mand har to store fra tidligere, så hver anden uge er der fire børn i huset. Dengang det kun var min mands børn, havde jeg skilte på døren til mit skriveværelse: ’Kom ind!’, ’Bank på!’, ’Bliv væk!’ – men det fungerer jo ikke med en treårig og en baby. For tiden må jeg tage de små sprækker, jeg kan få. Jeg har altid en notesbog på mig, så jeg kan skrive lidt, mens jeg ammer, eller mens min datter leger på gulvet. Det gør skriften mere brudstykkeagtig. Jeg er samtidig blevet mere fokuseret. Fra jeg afleverer et barn i børnehave, er der måske seks timer, til jeg skal hente. Så der skriver jeg. Jeg kan ikke længere leve et udflydende kunstnerliv og sætte mig med et glas rødvin klokken 16 og skrive til langt ud på aftenen.”
Hvordan fandt du egentlig ud af, at du ville være forfatter?
”Jeg har altid skrevet, men i hemmelighed. Jeg kommer ikke fra en kunstnerfamilie og tænkte nok ikke, at det var muligt. Jeg har taget en uddannelse og også arbejdet som gymnasielærer, så det tog mig tid at forløse den drøm. På universitetet mødte jeg for første gang andre, der skrev. Vi læste hinandens tekster, og jeg turde vise mine egne frem. Jeg fik digte antaget i Hvedekorn. Det gav et lille skub. Men der gik 10 år, før jeg for alvor turde sige, at det var det, jeg ville. Jeg skrev min første roman, ’Nye rejsende’, i toget, mens jeg pendlede til og fra gymnasiet i Næstved, men selv da den udkom, tænkte jeg ikke, at jeg var rigtig forfatter. Jeg havde egentlig besluttet at søge orlov, men da jeg stod i døråbningen til rektors kontor, valgte jeg spontant at sige op. Jeg tænkte: ’Nu må det briste eller bære.’”
Hvad var det ved togrejsen, der fungerede som ramme for ’Nye rejsende’?
”Toget er et mærkeligt ikke-sted. I bevægelse fra et sted til et andet, en slags pendulering. Min hovedperson står også udspændt mellem flere poler i sit liv uden at høre til nogen steder. Så toget passede perfekt. Jeg skrev selv bogen i toget på mine pendlerrejser. Jeg sugede detaljer til mig: hvad folk spiste til morgenmad, stemningen i vognen. Toget blev også rammen om den affære, som hovedpersonen har. Togrummet er småt, næsten klaustrofobisk, og ekstremt intenst, fordi det rum kun kunne findes lige der. Når dørene åbner, opløses rummet, og det hele må slutte.”
Skriver du bedst, når du trækker på ting fra dit eget liv?
”Ja. Når jeg vælger en setting, jeg kender – et gymnasium, et kollegium – er det som at have en beholder fuld af liv, som jeg kan trække ting op af. Jeg skal ikke researche mig frem til noget, der alligevel aldrig kan blive helt så levende. ’Sult’, der handler om at gå igennem fertilitetsbehandling, er min mest personlige bog. Men også når fortællingen er totalt fiktiv, vælger jeg tit en ramme, jeg kender indgående. ’Ultramarin’ var lidt anderledes, fordi jeg skrev om en billedkunstner, og det er jeg jo ikke. Jeg måtte ud at mærke efter, gøre det sanseligt – så jeg besøgte kunstneren Emily Gernild i hendes atelier, hvor jeg fik lov at røre ved penslerne og lugte til malingen.”
Da du var gymnasielærer, underviste du eleverne i litteratur, og du har sagt, at du bedst kan lide, når man oplever en tekst frem for bare at analysere den. Hvad håber du, at læserne mærker, når de læser ’Ultramarin’?
”Jeg håber, de mærker noget af den lystfulde tilstand, jeg selv var i, mens jeg skrev den. Det har været en legende bog at skrive, den er også fuld af ungdom og forelskelser, og jeg har haft det sjovt undervejs. Den har overrasket mig selv, og jeg håber, den overrasker læseren. Jeg håber, det bliver en livlig og sanselig oplevelse. At man kan mærke rytmen og musikken i sproget. Og så er der et spændingsmoment, en form for suspense, som er nyt for mig. Det håber jeg, at man bliver fanget af.”
