Øjnene der ser
I din film kigger en nabo til siloen ud ad vinduet og siger: ”Det er så det første, jeg ser om morgenen. Den hæslighed.” Over for den holdning står en gruppe storbymennesker med den anerkendte kunstner Danh Vo i spidsen, som tror, siloen kan blive et kunstmekka med internationalt potentiale. Hvor længe har du fulgt projektet?
”I tre år. Jeg var selv flyttet til Falster tre uger inden, det første møde blev afholdt i Stubbekøbing, hvor gruppen lancerede ideen. Ved samme lejlighed kunne de så præsentere borgerne for den nyhed, at siloen alligevel ikke, som det hidtil havde været kommunens plan, skulle rives ned. Der var borgerne ret pessimistiske. Jeg var kun med som publikum og havde ikke mit kamera med.”
Du besluttede at lave en film om projektet. Hvorfor?
”Siloen er et symbol på, hvad der sker, når man møder nogle mennesker, der er ulig én selv. Når der kommer nogle udefra og vil noget med ens sted, kan det blive en konflikt. Men det kan også blive en rejse ind i én selv og være med til at forandre ens ideer. I det her tilfælde først og fremmest om kunst, men også om by og land, forskellige livsformer og om én selv. Jeg er mindre optaget af konflikten og mere af det sidste.”
Hvorfra stammer ideen til siloprojektet?
”Arkitekt Terese Erngaard har siden 2020 haft kig på havneområdet og snakket med politikere om at stoppe nedrivningen. Hun mødes en dag med iværksætter og restauratør Kim Rahbek og Danh Vo for at gå en tur på havnen i Stubbekøbing. Efterfølgende bliver de enige om at forsøge at bruge siloen som omdrejningspunkt i et byudviklingsprojekt. Efterhånden tilslutter iværksættere, forskere og mediefolk sig gruppen, og kommunen siger ja til at bakke op om ideen.”
Du filmer et møde på byens bibliotek, hvor en borger finder det nedladende, at de kommer og tror, at de skal vække byen af dens ’tornerose-søvn’. Har det været en udbredt følelse?
Infomøde om siloprojektet i den tidligere forretning Birgers Herretøj. Foto: Mathias Døcker/Final Cut for Real
”Det tror jeg. Og det er meget reelt, synes jeg, at man lige ser folk an, der kommer udefra: Hvad fanden vil de os? Jeg tror, silogruppen fandt ud af, at samtale og synlighed er alfa og omega. Folk skal kunne stole på, at der ikke bliver proppet noget ned i halsen på dem. Journalisten Oliver Stilling er gået ind i det arbejde og har brugt meget tid på at tale med folk i byen, være nysgerrig på dem og forsøge at overbevise dem om, at de ikke er kommet for at tjene penge på byen, men kun vil Stubbekøbing det godt.”
Stubbekøbing havde engang for længe siden banker, butiksliv, politistation, retssal. Nu er der en hæveautomat, så længe det varer. Har sådan en by brug for initiativ udefra?
”Folk i Stubbekøbing vil jo sige, de har det dejligt. Og byen er præget af et godt sammenhold og et stærkt foreningsliv. Men som i mange andre små bysamfund er der reelle udfordringer i forhold til skoler, busser, jobs, uddannelse, mangel på unge. Hvis sådan en by skal blive ved at hænge sammen, tror jeg, det er en god ting, at der kommer nogle udefra og ser det hele lidt i helikopterperspektiv.”
I din film flytter nogle træstammer ind, som har været brugt i et Danh Vo-værk i Paris. Graffitimaleren Spyo kommer fra København og dekorerer nogle af lagerhallerne udvendigt. Projektgruppen lancerer det, de kalder Folkets Folkemøde i byen. Men der mangler stadig penge til at realisere den overordnede drøm om renovering og ibrugtagning af siloen. Hvad er folks holdning i dag?
”Der vil helt givet være nogle i byen, der stadig synes, det er noget fis. Men jeg vil også påstå, at der er sket en reel bevægelse, hvor flere kan se pointen i det. Og jeg tror, projektet har været med til at give folk noget mere tro på sig selv. Det retter jo en opmærksomhed på Stubbekøbing, som jeg også kan mærke, når jeg er ude at præsentere min film rundtom i landet. Folk får lyst til at besøge byen.”
Carina Randløv. Foto: Berit Hultmann Jørgensen.
Så man kan godt tale om et før og efter siloprojektet for Stubbekøbing?
”Med respekt for, hvad der var i forvejen, synes jeg godt, man kan mærke en forskel. Afviklingen af Stubbekøbing har været i gang i lang tid, og det kommer også til at tage tid at genrejse byen. Men der er fine tiltag. Bagermesteren, som gik ned med stress, har åbnet et keramik-udsalg. Der er kommet en landhandel, et litteraturselskab og et nyt udstillingssted i den gamle fiskefabrik. Ikke alt er direkte afledt af siloprojektet, men opstået de seneste år. Der er kommet to cafeer i byen, så turisterne har et sted at gå hen. Og det er ikke, fordi vi alle sammen kan gå på café hele tiden, men personligt synes jeg, det er dejligt, at der er kommet flere mødesteder i byen.”
Siden du flyttede til Falster, har du, blandt meget andet, taget initiativ til en litteraturfestival. Man flytter åbenbart ikke til provinsen for at slappe af?
”Jeg troede, jeg skulle vinterbade hele tiden og sidde i en stol og skrive digte. Men man kan hurtigt blive involveret. I København kunne jeg ikke bare få et møde med kulturborgmesteren. Hernede er det nemt at rykke ved noget. Man er meget tæt på hinanden, så hvis man vil noget, er alle tilgængelige. Og jeg vil bare give Guldborgsund Kommune – jeg er ikke betalt af dem, haha – at de er supermodige. Også i forhold til siloprojektet. De kunne bare have revet den ned og fået borgerne med sig. Men de prøver at gå en ny vej.”
