Fredericia Station er en af de travleste uden for Storkøbenhavn, og mange kender måske mest byen fra perronen. Men stå af og oplev …
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Kim Wendt, Fredericia Teater

1. FREDERICIA VOLD

Fredericia er bygget som en vaskeægte fæstningsby, der strækker sig tilbage til 1650, og byen har et af Nordeuropas største og bedst bevarede voldanlæg. Snus til havbrisen i det begyndende forår, og oplev historiens vingesus, ikke mindst i benene, når du går amok i bastioner, raveliner, voldgrave og kanoner på de cirka 16 kilometer stisystemer rundt om på voldene, der udgør en af landets største byparker.

Se mere på fredericiahistorie.dk

2. HAVNEN OG BROEN

Få en ægte Osvald Helmutsk ’Når dagen er forbi’-oplevelse af den slags, der ikke længere findes i København. Tag en spadseretur, og nyd skibene drive ud og ind af Port of Fredericia, der er en af Danmarks travleste godshavne. Er du mere til højder frem for dybder, så snup en af de populære bridgewalking-ture højt oppe på den gamle Lillebæltsbro med indbygget garanti for mavesug og en udsigt 60 meter over Lillebælt, du ikke tør glemme.

Se mere på bridgewalking.dk 

3. MUSICALITET

På Prinsessegade skråler publikum i Danmarks måske mest nyskabende musicalteater på livet løs. Fredericia Teater har siden 2011 specialiseret sig i stort opsatte europapremierer og urpremierer på musicals, der ikke før er set i Danmark. Fra 12. april disker teatret op med endnu en danmarkspremiere med den samfundskritiske og satiriske Broadway-forestilling ’Urine Town – Tissebyen – The Musical’.

Se mere på fredericiateater.dk

4. TØJHUSSPEKTAKLER

Det har været sukkerraffinaderi, det var i årtier magasin for artilleriet, men i dag er Tøjhuset i Fredericia et af Trekantområdets mest levende og mest ivrige koncertsteder. I april har bookingprogrammet navne som Nikolaj & Piloterne, Marie Frank, Bo Stief & Alex Riel Kvartet og Silas Bjerregaard (ham fra Turboweekend), og 27. april er der peace, love og rock and roll, når hyldestkoncerten ’Woodstock ’69’ fyres af. 

Se mere på tojhuset.dk/koncerter

 

Tags: ,
SE MERE