JEG HAR ALTID været glad for at bruge mine hænder. Når min far samlede IKEA-møbler, var det mig, der hjalp ham. Som ung blev jeg ansat i hans kaffemaskineudlejningsfirma, hvor jeg stod for vedligeholdelsen. Det interesserede mig at skille maskinerne ad og se, hvad der var indeni. Senere arbejdede jeg som bartender i nogle år. Ikke så meget for alkoholens skyld, men fordi det var sjovt at blande ting sammen og få noget nyt til at opstå. I det lange løb var aften- og weekendarbejdet dog ikke noget for mig.
JEG BEGYNDTE på teknisk skole som industritekniker uden helt at vide, hvad det gik ud på, men efter en uge vidste jeg, at jeg havde fundet hjem. De indledende øvelser foregik ved drejebænken og gik ud på at skære i metalstykker med forskellige stålskær. Det skulle ikke blive til noget, man skulle bare lære materialerne og værktøjet at kende. Jeg havde nemt ved at forstå, hvorfor det ene skær skar bedre i rustfrit stål, mens et andet skar bedre i automatstål (kulstoffattig ståltype, red.).
NU ER JEG ELEV på DSB’s CNC-værksted, hvor vi arbejder med computerstyrede maskiner, der kan fremstille reservedele og værktøj til togene. Når reservedele som bremseskiver eller bolte ikke kan købes mere, så laver vi dem, og hvis DSB’s mekanikere fortæller om noget værktøj, de savner, forsøger vi at lave det. Jeg har for eksempel opfundet et værktøj, der gør det lettere at montere turboen i en motor. Den skal sættes op i en helt særlig vinkel, og der er meget lidt plads til at spænde den fast. Jeg kalder det for et turboophæng.
Stolt industri-teknikerlærling poserer med F-35.
I MIT FAG er det vigtigt at kunne tænke ud af boksen – og nogle skridt frem. Hvis jeg for eksempel skal lave en bolt, må jeg tænke over, hvilken side jeg skal lave først, om jeg skal dreje den eller fræse den. Om jeg vil lave gevindet eller den sekskantede side først. Det kommer for eksempel an på, hvilken maskine jeg har til rådighed. Når jeg er færdig med et stykke arbejde, og mit emne er flot i overfladen og har de rigtige mål, føler jeg stolthed. Det kan godt være, at man kan købe en bolt, der er næsten den samme, men jeg har lavet en lille detalje, der gør det nemmere at bruge den. Jeg bliver allermest glad, når kollegerne kommer tilbage og siger, at noget, jeg har lavet, virker rigtig godt.
I SOMMER blev jeg og to andre danske industriteknikerlærlinge udvalgt af Dansk Industri og Dansk Metal til at tage på et to-måneders ophold hos den amerikanske jagerflyproducent Lockheed Martin i Fort Worth, Texas. Vi fulgte med i næsten alle processerne i flyfremstillingen. Fra programmeringen af de computerstyrede maskiner, der laver de enkelte dele, til samlingen, malingen og prøveflyvningen af flyene. Desværre måtte vi ikke lave hands-on-arbejde på grund af deres fagforening. Men det var vi forberedte på hjemmefra. Og nogle ting var så hemmelige, at vi ikke måtte få indblik i dem. Det kan godt være, at Danmark og USA er militært allierede i dag, men hvem ved, om vi en dag bliver uvenner.
HOS LOCKHEED MARTIN har hver enkelt ansat en meget specialiseret opgave, som vekommende er virkelig god til, mens vi i Danmark er med i hele processen. Vi programmerer maskiner, saver materiale, bearbejder emner og samler dem til færdige elementer. På den måde får man en større forståelse for processen, faget og arbejdspladsen. Den erkendelse gav mig en bedre selvtillid. Jeg blev klar over, hvor meget jeg faktisk ved om mit fag. I dag er vi 12 lærlinge på værkstedet hos DSB. Jeg har været her længst, så de andre spørger mig, når instruktøren er optaget. Når jeg bliver svend til foråret, har DSB givet mig en fastansættelse. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre. Det er et stort firma med masser af muligheder.”
