JEG TILBRAGTE de første 11 år af mit liv på landet. Jeg er født på en gård på Bornholm, og da jeg var fire-fem år, flyttede min familie og jeg til en anden gård ved Slagslunde i Nordsjælland. Først senere, da mine storesøstre var flyttet hjemmefra, rykkede vi til Søllerød og bosatte os i en villa. Som voksen har det meste af mit liv foregået i København, men jeg har altid husket min tidlige barndom for lyset, luften og roen ude på landet. Jeg mindes især de helt stjerneklare nætter. Derfor har jeg nok altid haft en form for længsel efter at komme tilbage.
MIN MAND OG JEG flyttede til Odsherred, da vi købte et husmandssted, som havde tilhørt en professor – Jørn Palle Schmidt – der var æresmedlem af Danske Landskabsarkitekter, hvor min mand dengang var formand. Første gang vi var oppe og kigge på Ulkerup Urtegård, som huset hedder, var i sensommeren 2010. Vi kørte forkert på vej derop og endte ude på nogle små markveje, så vi måtte vende om, men allerede da vi kom kørende ad landevejen fra Nørre Asmindrup og ned mod Nykøbing Bugt, tænkte jeg: ’Hold da op, hvor er her smukt.’ Da jeg først så det hvide hus med stråtag omkranset af træer, var jeg solgt.
VI HAR EN køkkenhave på størrelse med en håndboldbane, vi har kaniner og høns, som vi slagter og spiser, vi har tidligere haft grise, og lige nu går vi med planer om at få et kødkvæg eller to. Kort sagt er vi stort set selvforsynende, og det er nok den allerstørste glæde, jeg har ved at bo på landet. Det er fantastisk at gå ud og plukke kål og grave kartofler op og lave et måltid af noget, der for bare en time siden stod ude i haven. Vi har cirka 120 tomatplanter, og jeg er blevet helt overvældet af, hvor mange tomatsorter der findes, efter i årevis at have handlet i supermarkeder, som har bildt os ind, at der findes to slags: almindelige tomater og cherrytomater.
JEG OPLEVER naboskabet på landet som meget stærkere end i byen. Det er lidt paradoksalt, når man tænker på, hvor meget tættere folk bor i København, men mange snakker jo slet ikke med deres naboer. Herude er der altid nogle, der er klar til at give en hånd, som da en af naboerne kom forbi med sin truck, da vi skulle have flyttet vores griseskur. Alt, han ville have til gengæld, var en øl. I byen oplever jeg, at mange har en forventning om, at andre kommer og gør tingene for dem. Der er nogle andre, der arrangerer Distortion, Copenhagen Cooking eller Aarhus Festuge, men herude sker der ikke noget, hvis man ikke selv tager initiativ. Selv badebroen nede ved stranden sætter vi selv op sammen med vores naboer om foråret og piller den ned igen til efteråret.
DER ER IKKE mange ting, jeg savner ved at bo i København, men hvis jeg skal pege på én ting, er det at cykle gennem byen om sommeren. Jeg kan selvfølgelig også cykle ude på landet, men det giver mig ikke den samme følelse, som når jeg sætter mig op på sadlen og cykler gennem København, mens jeg iagttager trafikken og alle de mange mennesker, jeg kører forbi. Det er noget helt specielt.”