Vi har samlet novembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Venedig malet af Joseph Heintz den yngre, cirka 1650.

SE VENEDIG OG DÅN

Måske kommer du ikke til Venedig i efteråret, men derfor kan du sagtens gå om bord i byen, der ofte betegnes som verdens smukkeste. Museet for Søfart i Helsingør har sat skub i gondolerne og tager dig i udstillingen ’Venedig – Havets magt’ med på en historisk rundtur gennem byen, der er bygget på 117 øer og har kanaler i stedet for veje. Især fra 1200- til 1500-tallet var Venedig en maritim stormagt, og med mere end hundrede malerier og pragtgenstande fra Venedigs storhedstid lånt fra venetianske museer – karnevalsmasker, glas, søkort, silketekstiler etc. – er det ikke dig, der skal til Venedig, men Venedig, der kommer til dig. Udstillingen vises indtil 23. februar 2023.

Se mere på mfs.dk 

Carl Grossberg, ‘Der Gelbe Kessel’. Foto: Louisiana

TYSKE 20’ERE MED TRYK PÅ

Træk 100 år fra kalenderen, og tag på Louisiana på en sansetur af de store, når museet inviterer med til det turbulente Tyskland i 1920’erne. Med 600 værker og dokumenter af mere end 90 kunstnere kan du dykke ned i mellemkrigsårenes storbyliv, den funktionalistiske arkitektur, teknologiens landvindinger, natklubber og kabareter, seksuel frigjorthed, promiskuitet og prostitution, arbejderklassens levevilkår og datidens kvinderoller. Udstillingen ’Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne’ er kras, klinisk og knivskarp kunst.

Kan ses til 19. februar 2023. Se mere på louisiana.dk

Foto: Colourbox

LORTEUDSTILLING

’Dansk landbrug sviner’ er en påstand, der ofte gentages. Køerne bøvser, der er sager om kvælstofforurenet grundvand, gylle køres ud på markerne, og flere rynker på næsen ad stanken. Gødning kan være et problem, men er også en værdifuld naturressource, der betyder, at der kan produceres fødevarer nok. I udstillingen ’Lort – Skidt eller skat’ på Dorf Mølle­gård i Dronninglund i Nordjylland sættes der indtil december fokus på, hvordan bønder siden oldtiden har arbejdet med gødning, på den teknologiske udvikling, på videnskaben, på bæredygtighed og på nutidens forbrugsdilemmaer. 

Se mere på museummoss.dk  

 

Tags:
SE MERE