Al den ballade

Musiker Kira Skov var en vred teenager med skilsmisse i rygsækken og rotte på skulderen. Hun ledte efter drama og fik det i vanvittig grad. Især da hun flyttede til USA og senere til England. Hjemme i Danmark skete der endelig noget godt. Men det varede heller ikke ved.
Fortalt til:Anders RyehaugeFoto:Erling Brodersen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

MINE FORÆLDRE var politisk engagerede. Min mor var socialrådgiver, og min far folkeskolelærer. Arbejderbladet og Land og Folk lå på spisebordet, og de gik til masser af demonstrationer og partimøder. Vi boede i Nansensgade i indre København, og i kælderen lå partilokalet for Danmarks Kommunistiske Parti. Det var et ekstremt tilrøget lokale med røde faner på væggene. Der var ølflasker på bordene, knyttede næver og kampsange og heftige diskussioner, der føg frem og tilbage. Jeg husker særligt en mand, der altid tog sit glasøje ud for at drille os børn.

Efter seks år flyttede vi til Rødovre, hvor jeg kom i en folkeskole, der lå lige op ad Kærene, et socialt boligbyggeri. Jeg landede i en klasse, hvor mange kom fra familier, der havde det svært. Flere mistede en forælder i de små klasser, og det blev en ret traumatisk opvågning for os børn, at de voksne også kunne dø.

Senere blev flere af mine klassekammerater grønjakker, og jeg følte, at jeg blev nødt til at tage kampene med dem. Vi havde store, dramatiske skænderier, som endte med, at jeg låste mig inde på toilettet. Drengene drillede mig. Lige indtil jeg en dag gik amok og væltede bordene. Så holdt de lidt mere afstand. Jeg hadede at gå på den skole. Jeg følte mig alene, tiden slæbte sig af sted, og hvert skoleår varede for evigt.

Kira Skov, 1979. Foto: Privat

Til gengæld lærte jeg en vigtig lektie: Enten passer du ind, eller også gør du det til din styrke, at du ikke gør. Jeg gik all in på det sidste. Det blev min identitet at være flipper blandt grønjakkerne. Jeg gik i bare tæer det meste af året, og det var lige meget, om det regnede, eller om det var i bussen. 

I 8. klasse begyndte jeg på Statens Pædagogiske Forsøgscenter. Et projekt, som blev etableret for at udvikle nye undervisningsmetoder, hvor man forsøgte at sammensætte brogede klasser, som repræsenterede samfundet.

For mig blev skolen et frirum, og jeg fik lang snor af lærerne. De havde respekt for, at jeg interesserede mig for musik, så jeg sad tit ude på skolens gangbro og spillede guitar og sang med min rotte på skulderen. 

Rotten var en del af mit anti-autoritære udtryk. Det var faktisk lidt en ting i slut-80’erne. Mange af os unger havde rotter som kæledyr. Man kunne købe dem som rotteunger i dyrebutikker, hvor de var tiltænkt som foder for slanger, men de er intelligente og kan blive meget tamme.

Min yndlingsrotte hed Che Guevara. Der var kun én lærer, der nægtede at undervise, når jeg havde den fremme. Så i de timer måtte den i bur. Ellers sad den altid på min skulder.

Forældrenes bryllupsdag under røde faner og en gravid mor, 1976. Foto: Privat

MIN FAR VAR lystløgner og fandt på alle mulige historier. Blandt andet at jeg havde en søster, som han havde fået med en anden kvinde engang. Længe holdt han historien kørende og fortalte, hvor meget hun lignede mig. Jeg gik altid og kiggede mig over skulderen, når jeg var nogen steder.

En anden gang fortalte han, at han havde fået kræft. Han spandt en hel fortælling om sin sygdom og sagde, at han bare gerne ville dø i fred.

Der var vanvittige historier og alle mulige små røverhistorier. Jeg tror nogle gange, at min far blev grebet af øjeblikket. Jeg kunne nærmest se det ske i real time. Det var ikke noget, han havde tænkt over eller planlagt på forhånd. Han fandt bare på det, og historierne blev vildere og vildere over tid – i takt med at han blev mere og mere alkoholiseret.

Min farfar sad i koncentrationslejr, og ligesom mange andre fortiede han, hvad der var sket i de her lejre. Jeg har hørt historier om, hvordan han vågnede med mareridt hver eneste nat. Det må have været voldsomt for min far at vokse op i. Jeg tror, at hans trang til at opfinde dramatiske historier har været en måde for ham at intensivere sin relation til mennesker omkring sig, fordi han var vant til, at alting blev fortiet.

På et tidspunkt arrangerede min far en tur i Tivoli med mig og min lillesøster, hvor vi ’helt tilfældigt’ mødte hans elskerinde og hendes søn. Sønnen spurgte mig, om jeg var klar over, at min far kom og sov hos dem. Jeg var vel ni år, han var måske otte. Det var en voldsom besked at få, og den betød, at jeg kendte til affæren før min mor. Det var ubehageligt at skulle dække over. Det kom først frem, da en tredje kvinde blev gravid, og min far måtte gå til bekendelse. 

 

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

KRATSKOV

Kira Skov, født 1976 i København. Vokset op i Rødovre. Boede som ung i England og USA, hvor hun forsøgte at slå igennem som musiker. Har været frontfigur i rockgruppen Kira & The Kindred Spirits og haft en lang solokarriere i eget navn med 17 udsendte plader. Bor på Amager i København med kæresten Silas og sønnen Morgan.

I oktober udkom hendes erindringsbog ’Liv forladt’ på forlaget Alpha/Gutkind.

Fra mine tidlige teenageår så jeg ham stort set ikke. Jeg valgte vores relation fra. Herfra var det on/off frem til hans død. En gang imellem tog jeg ham tilbage. Det var hårdt at udsætte sig selv for, men når der var gået tid nok, tilgav jeg ham alligevel. Jeg har en form for fortrængningsmekanisme, som har ledt mig ud i alt muligt uheldigt. Men som også har gjort mig i stand til at bevare et lyst sind. Hvis der går lang tid nok, tænker jeg altid: ”Hvorfor blev vi egentlig uvenner?”

I de sidste år af min fars liv røg han ind og ud af psykiatriske hospitaler. Han kæmpede med sit sind, og til sidst drak han sig selv ihjel.

Min mor blev efterfølgende kæreste med en mand, som jeg havde det rigtig svært med. Jeg husker mine tidlige teenageår som ret komplicerede, fordi der var en masse dårlige mænd omkring mig. Det kom til at præge mig ret meget, fordi jeg ubevidst observerede, at det åbenbart var vigtigere at have en dårlig mand end ingen mand.

I min ungdom søgte jeg nogle meget dramatiske relationer, hvor der var noget på spil, hvor der var noget at miste. Hvor jeg kunne mærke det. 

MINE FORÆLDRES SKILSMISSE og måden, det skete på med min fars affære, var enormt sorgfuld for mig. Det føltes som et stort svigt, og jeg blev en temmelig vred teenager. Jeg fik huller i næsen, farvede mit hår lilla og gik laset klædt. Hele min uniformering var et oprør mod de voksne. Jeg blev en del af de autonome ungdomsmiljøer. For eksempel Børnemagt, der havde sine rødder på Christiania, men senere blev en fællesbetegnelse for forskellige ungdomsaktivistiske bevægelser. 

Vi besatte også tomme huse i København. Når en bygning var blevet udvalgt, blev der planlagt en mission, hvor vi skulle bryde ind og skynde os at ændre låsen. Det var jeg med til flere gange. Og prøvede også at blive arresteret.

For nylig fandt jeg billeder fra en aktion, hvor vi var klædt ud og havde lavet skumgummi-brosten, som vi kastede med. Jeg var Pippi Langstrømpe. Så selvom det på den ene side kunne være ret heftigt, var det også ret uskyldigt. Vi var bare nogle store møgunger.

Børnemagt holdt til i Blågårdsgade på Nørrebro, men da vi mistede de lokaler, rykkede mange af os ind i Ungdomshuset. Jeg tog første gang derind med en veninde, jeg havde mødt tilfældigt i Rødovre. Vi blev venner, fordi vi begge to gik i bare tæer.

Trylle og Kira, 15 år. Fotograf ukendt

Ungdomshuset var mere hardcore. Der kom punkere og autonome fra hele Europa. Jeg havde dannet en musikgruppe med to andre piger, hvor vi sang a cappella, og nogle gange var min ven Laust Sonne (trommeslager i D-A-D, red.) med på congas. Vi optrådte på Strøget og spillede til demonstrationer, og en enkelt gang gav vi også koncert i Ungdomshuset til en af de utallige punkfestivaler. 

Vi sang trestemmigt på sådan nogle 70’er-inspirerede hippiesange, men på en eller anden måde lykkedes det os at få alle de der punkere til at sætte sig på gulvet med lighteren fremme. Jeg husker det nærmest som en form for triumf, at vi formåede at bløde det lidt op. Det kunne godt blive lige lovlig hårdt i Ungdomshuset. Også for hårdt for mig.

Mange utilpassede unge fra hele Europa brugte Ungdomshuset som tilholdssted. I perioder boede jeg selv derinde, når jeg var løbet hjemmefra. Der var fem etager, der lå madrasser overalt, og så gjaldt det om at finde et sted at sove. Hvis man var alene, kunne det godt være lidt utrygt. Der kom mange underlige typer, og jeg var bare en ung teenager. 

Når folk organiserer sig i mod-miljøer, opstår der ofte bare et nyt dominerende regelsæt, hvor man heller ikke skal stikke for meget ud. Påklædningen bliver en slags uniform, og alle har en eller anden konsensus, som også kan være lidt undertrykkende. Så selvom Ungdomshuset var et sted for alle os, der ikke følte os hjemme andre steder, følte jeg mig aldrig rigtig hjemme der.

MINE KLASSEKAMMERATER i Rødovre hørte Wham! og Duran Duran, men jeg lyttede til Mozart og Vivaldi. Jeg blev introduceret til klassisk musik hos min moster og onkel. De spillede begge med i et amatørsymfoniorkester, og jeg begyndte selv at spille fløjte og var meget draget af det symfoniske, klassiske univers. I flere år var dét det eneste, jeg lyttede til.

Min mor fik en mand, som jeg egentlig ikke kunne fordrage, men som var en kæmpe musiknørd. Han havde alle mulige kassettebånd med Frank Zappa, Dire Straits, Talking Heads og Rolling Stones. Da jeg var 11 år, tog han os med i Parken til en koncert med Prince. Det blev et kæmpestort ’før og efter’-øjeblik for mig.

Bagefter dyrkede jeg Prince fanatisk. Samtidig begyndte jeg at opsøge alt muligt andet musik, og som 13-årig opdagede jeg ved et tilfælde Billie Holiday i en kasse vinyler i Rødovre Centrum. Hun blev soundtracket til mine spæde teenageår sammen med Led Zeppelin, der var med til at give et skub til alle de hormoner, der boblede rundt i mig.

Jeg sang hele tiden. Jeg opsøgte andre, som også var interesserede i musik, så jeg kunne synge sammen med dem. Jeg vidste, at jeg havde en stemme, og jeg var klar til at satse hele butikken på den. Som 17-årig drog jeg ud i verden for at forfølge musikdrømmen.

Min veninde og jeg tog til London, hvor hendes storesøster boede. På undergrundsstationen Ladbroke Grove mødte vi tilfældigt en mand, der var meget ældre end os. Han lignede en moderne Jimi Hendrix med lang præstekåbe, dreadlocks, smykker og guitar på ryggen. Han hed Eve. Vi faldt i snak og endte med at tage med ham til Hampstead Heath, hvor vi tilbragte resten af dagen. Han viste sig at være en fantastisk sanger og sangskriver. Vi sang også for ham, og jeg besluttede mig for at blive hos ham. Han var en repræsentant for livet i musikken, og det var min helt store drøm.

Da han rejste hjem til USA, tog jeg med ham. Jeg var ret sikker på, at jeg kunne lære noget af Eve, som jeg ikke kunne lære på musikskolen i Rødovre. Han havde blandt andet en kontrakt med Quincy Jones (legendarisk musikproducer, red.), som havde kastet en masse penge af sig, og som han stadig levede af.

Eve var en utrolig musiker, men han var også meget ødelagt af sin opvækst, og i en årrække levede jeg både med psykisk og fysisk vold. Når man drømmer om et liv som kunstner, kan man let komme til at romantisere lidelsesfortællingen. Man tror, at det skal gøre ondt, for at det betyder noget. Selvom det var et meget voldsomt forhold, så jeg det i min ungdoms naivitet som et utrolig spændende liv, hvor jeg fik lov til at rejse med ham rundt og spille musik og møde en masse kreative mennesker.

Orson Wajih (bassist) og Kira Skov backstage på Roskilde Festival, 2004. Foto: Søren Solkær

I DEN FØRSTE TID boede vi i en fantastisk gammel bohemebygning på Franklin Avenue i Hollywood, hvor Jim Morrison og alle mulige kunstnere havde boet. I andre perioder sov vi på sofaer hos venner og på bagsædet af en bil. Det var hele tiden fra den ene yderlighed til den anden.

På et tidspunkt blev vi headhuntet af en producer, som indlogerede os i en kæmpe villa i Hollywood Hills sammen med resten af det band, vi havde samlet. Vi kunne have lavet en fantastisk plade og måske fået en stor karriere ud af det, men Eve havde for vane at destruere alle de store chancer, han fik.

Det blev enormt opslidende. Man gik hele tiden og ventede på, hvornår han nu ville ødelægge det igen, så vi måtte starte helt forfra. Hele bandet endte med at flygte fra ham, fordi han var så utilregnelig. Først forsvandt bassisten og hans kæreste midt om natten. Så forsvandt Laust (Sonne, red.) og hans kæreste. Laust fik min mor til at overføre penge til en flybillet, som han lagde til mig, så jeg også kunne komme væk.

Eve havde på mange måder grebet om mig. Hver gang han følte sig truet af nogen eller noget, som kunne minde ham om, at jeg måske ikke kun var noget i kraft af ham, eskalerede volden. Det blev en langsom, gradvis erkendelse for mig af, at der var noget helt galt.

Vi havde været sammen i fem år, da jeg stak af med den flybillet, Laust havde lagt til mig. Jeg kom hjem til Danmark og rejste videre til England, mens min mor foregav over for Eve, at jeg i virkeligheden var i Thailand. I lang tid var jeg bange for, at han skulle finde mig.

I LONDON FIK jeg en ny kæreste, som jeg blev meget forelsket i. Men det blev også hurtigt turbulent, for han udviklede et stofmisbrug, og jeg måtte bruge al min energi på at få ham ud af det igen. Til sidst måtte jeg give fortabt, cutte kontakten til ham og rejse hjem til Danmark.

Jeg var begyndt at ane sammenhængen i mine valg af mænd og startede i et 12-trinsprogram for pårørende til misbrugere og voksne børn af misbrugere. Det gav mig en helt anden forståelse for de mønstre, der lå til grund for mine valg. I bund og grund gik jeg hver gang med det, jeg kendte fra min far. Det er meget klassisk: Hvis du vokser op med en forælder, der er misbruger, søger du at indtage en eller anden form for redder-funktion. Det er det, du tror er kærlighed. Der er noget tryghed i det, en genkendelighed. Omvendt kan det være skræmmende at være sammen med folk, som er meget harmoniske, når det ikke er noget, man selv har kendt til. 

Butterfly Species, 1995. Foto: Claudia Pinto

I 2001 tog jeg op i min mormors gamle sommerhus og gik i gang med at lave min debutplade. Laust var flyttet hjem nogle år før mig, var blevet en del af D-A-D og havde også sit eget band ved siden af. Han foreslog, at jeg prøvede at indspille med nogle af dem, han spillede med. Og pludselig havde jeg mit eget band i København: Kira & The Kindred Spirits.

Jeg havde hele tiden troet, at jeg skulle tilbage til England, men vi udsendte pladen, og herfra tog det fart. Det føltes som en triumf for mig at lave den plade. Jeg havde levet i skyggen af Eve i flere år og brugt enormt meget energi på at være i dysfunktionelle relationer, og nu fik jeg endelig manifesteret noget, som var mit eget.

Debutpladen står stadig meget stærkt for mig. Jeg kan synge flere af sangene med samme intensitet, som jeg følte dengang. På det tidspunkt skrev jeg meget om mine oplevelser fra de forgangne år, og det betød også, at de sange blev til gavn for nogle mennesker, som havde det lidt ligesom mig. Jeg har mødt mange, som har fortalt mig, hvor meget den plade betød for dem.

I KINDRED SPIRITS foreslog de andre, at vi skulle have Nicolai (Munch-Hansen, red.) som ny bassist i bandet. Jeg var meget loyal over for min gamle bassist, men da det blev uundgåeligt med et skifte, tog vi Nicolai ind.

Inden længe blev jeg forelsket i ham. Der var bare noget helt særligt, noget magisk over ham, og da det gik op for os begge to, hvad der var på spil, var der ikke rigtig noget at gøre. Så måtte det være sådan.

Vi blev kærester og musikalske samarbejdspartnere og fortsatte efter Kindred Spirits med at lave plader sammen. Vi lavede blandt andet en hyldestplade til mit gamle idol Billie Holiday. Nicolai havde den samme passion for musik som jeg selv. En fælles forståelse af, at musikken havde en nærmest hellig plads i tilværelsen. Og at man nogle gange måtte forsvinde helt ind i de kreative skabelsesfaser.

Undervejs opstod drømmen om at skabe en familie. Jeg blev hurtigt gravid, og vi var klar til at tage hul på et nyt kapitel, men i stedet aborterede jeg og fik ovenikøbet kræft. Det var en sjælden kræftform, som kan opstå i forbindelse med en såkaldt molagraviditet.

Det var meget voldsomt. Jeg måtte igennem 10 behandlinger med kemoterapi, inden jeg blev raskmeldt, og herefter måtte jeg ikke blive gravid i flere år. Da jeg endelig fik grønt lys, var jeg 35 år. Jeg var ret nervøs for at kaste mig ud i det igen, men jeg blev fulgt tæt, og heldigvis forløb det smertefrit. Da jeg fødte Morgan, var det, som om jeg altid havde ventet på ham. Selvfølgelig var det ham, der skulle ind i vores liv. 

Det hjemmebyggede hus i Pure Genius. Foto: Adrian Arbib

Jeg havde en romantisk drøm om at kunne lave en Savage Rose, tage ungen med på landevejen og leve et turnerende musikerliv. Men han var ikke meget for at sove om natten, og jeg følte mig fuldstændig udkørt. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Min mor og Nicolais mor flyttede ind på skift, når vi var ude at spille, og i nogle år var det ét stort teamwork.

Hen over en periode fik Nicolai det værre og værre. Man kan gisne om til evig tid, hvad der lå til grund for hans deroute, men jeg tror, det handler om, at der skete mange voldsomme ting på kort tid. Hans mor blev syg af kræft, jeg blev syg af kræft, og så blev hans bedste ven det også – som faktisk døde af det.

Jeg tror ikke rigtig, Nicolai havde et sprog til at bearbejde det. Han udviklede et pillemisbrug, som i kombination med alkohol gav ham blackouts og gjorde ham utilregnelig. Vi kunne begge to se, at det ikke gik længere og blev enige om, at han skulle starte i behandling. Jeg blev bange for, hvem han var, når han var i den tilstand.

En nat blev jeg vækket ved, at det bankede på døren. Først var jeg i tvivl, om det var Nicolai, der stod derude, men det viste sig at være en af mine veninder. Hun fortalte mig, at han var blevet fundet død hjemme hos en fælles ven efter at have drukket alkohol og taget en overdosis piller.

Det er et ubegribeligt chok, når nogen vælter ind ad døren med sådan en besked. Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har oplevet.

Med Eve på Assistens Kirkegård, 1994. Fotograf ukendt

I TIDEN EFTER skrev jeg sange til Nicolai. Det var den eneste stok, jeg kunne række ud efter for ikke at brase sammen. Jeg havde det, som om hele min fremtid var forsvundet med ham, fordi vi var så forbundet i alting. Vi var kærester, bedste venner og forældre til Morgan. Vi lavede musik sammen. Det var det totale tab af alting.

Jeg læste ’Den tibetanske dødebog’. Jeg læste Naja Marie Aidts bog, som hun skrev efter sin søns død. Jeg snakkede med præsten i Marmorkirken. Jeg var besat af, hvad andre mennesker troede på, og hvordan de kunne tro på det. Det blev en søgen efter at finde en eller anden form for fred med det, der var sket. Jeg søgte efter mening. 

Jeg fandt ikke noget svar, som jeg kunne tage til mig som en endegyldig sandhed. Døden er blevet mere gådefuld for mig, og jeg har fundet fred med, at ingen af os ved, hvad der venter os på den anden side.

I dag findes Nicolai inde i mig. Han findes i alt det, vi har skabt sammen, han findes i Morgan, og han opstår hele tiden i de ting, jeg skriver. Selvfølgelig er han her ikke på den måde, jeg allerhelst ville have, men jeg bliver hele tiden opmærksom på, hvor meget der alligevel lever videre. I mennesker, som elskede ham, i de spor, han har sat i mig, og selvfølgelig i de børn, han har sat i verden.

Kira & The Kindred Spirits’ første pressefoto taget ved Vejby Strand. Foto: Trylle

Hvert år fejrer Morgan, jeg og Nicolais datter fra et tidligere forhold de dødes dag. Vi har skabt vores egne ritualer og mindes ham på vores egen måde. Selvom det altid er smerteligt, er det også dejligt, for man vil gerne mærke sin kærlighed til dem, der er gået bort. 

For nylig fyldte jeg 50 år. Jeg synes efterhånden, der er sket så meget, at mindre ikke kan gøre det. Jeg overvejede længe, hvad der skulle ske, men endte med en stor fødselsdagsfest. Det var fedt at markere, at nu er man kommet så langt, og at fejre alt det smukke, man trods alt har delt med en masse mennesker.

Der var 100 gæster, og min kæreste Silas havde kurateret en hel koncert, hvor folk fortolkede mine sange – sange, der har betydet noget for mig. Det var virkelig rørende. 

Silas og jeg har kendt hinanden i snart 20 år. Det var faktisk Nicolai, der opdagede ham i sin tid. Han havde hørt ham og syntes, at han spillede fedt, så han inviterede ham med i bandet, og vi blev meget nære venner.

Nicolai Munch-Hansens begravelsesoptog, Nørrebrogade, 3. marts 2017. Foto: Privat

I tiden efter Nicolais død udviklede Silas og jeg følelser for hinanden. Det var meget kompliceret for mig at opleve, at sorg og forelskelse kan eksistere på samme tid. Der gik længe, inden jeg turde overgive mig helt. Det føltes som forbudte følelser, fordi der lå en forpligtelse i at skulle sørge på en bestemt måde og leve op til, hvad det vil sige at være enke. Jeg følte, at det var skamfuldt. Men heldigvis gik jeg til sidst med kærligheden. Og fordi Silas og jeg delte sorgen over Nicolai, blev det tilladt i vores relation, at begge ting var der på samme tid.

Silas har kendt Morgan, siden han var helt lille. Vi har et godt liv. Jeg har udviklet en rummelighed, som jeg er ret stolt af. Jo mere modgang man går igennem, jo større mulighed får man også for at udvikle empati og forståelse for, hvorfor andre gør, som de gør. 

Stor smerte kan hjælpe én til at få en større kærlighed til mennesker generelt og i sidste ende også til sig selv. Det er måske det gode, der er at sige om al den ballade.

Tags: ,

SE MERE