Kampen om ordet
Du har arbejdet på din film ’Speechless’ i næsten 10 år. Hvad fik dig til at begynde?
”Jeg fulgte sager, hvor studerende bad universitetsledelsen om hjælp til at lukke munden på undervisere og andre studerende, som sagde noget, de ikke brød sig om. Det undrede mig. Da jeg selv studerede, ville vi have ledelsen til at blande sig udenom. Der var for eksempel en historie i 2015 om en universitetskantine på Oberlin College (i Ohio, red.), der lavede vietnamesiske banh mi-sandwich. Men de var ikke lavet på traditionel vis, så de studerende protesterede og krævede cateringfirmaet fyret. Jeg hørte også om undervisere, som blev indberettet for at sætte en kontroversiel bog på pensum, fordi den gjorde de studerende utilpasse. Ledelsen forsvarede de studerende frem for underviseren. I det stille begyndte undervisere derfor at fjerne tekster. Hvorfor løbe risikoen? Det ændrede, hvad der blev undervist i, og hvordan undervisningen foregik. Det ville jeg undersøge.”
Hvad handler konflikten om?
”Unge har altid protesteret mod uretfærdighed. Det er der gode grunde til, og USA’s historie med slaveri præger stadig landet. Men på universiteterne har der de senere år udviklet sig en måde at tænke på, hvor meget bliver set som et spørgsmål om magt: Hvem undertrykker, og hvem bliver undertrykt? Hvis man oplever, at man kæmper mod stor uretfærdighed, kan man føle sig berettiget til at standse undervisningen eller forhindre andre i at komme til orde.
Jeg troede først, at de studerende selv drev udviklingen. Undervejs opdagede jeg, at en del undervisere delte deres overbevisninger og opmuntrede dem. Det gælder ikke alle undervisere eller alle fag, men det er mere udbredt, end jeg troede. Og det foregår også i Storbritannien og i Canada, hvor jeg bor. Amerikanerne er bare mere højlydte.”
Du har lavet film om ebola, menneskehandel og organhandel. Alligevel beskriver du den her som din farligste. Hvorfor?
”Den var ikke fysisk farlig, men farlig i den forstand, at folk var bange for at tale med mig og for konsekvenserne af at sige deres mening. Nogle af de studerende, jeg mødte, blev stødt, bare jeg fortalte, at jeg lavede en film om ytringsfrihed på universiteterne. De hørte det som et tegn på, at jeg var højreorienteret. Men ytringsfrihed er ikke en højreorienteret sag. Jeg har lavet film, hvor jeg har fået en sex trafficker til at stille op foran et kamera og lade sig interviewe. Men her mødte jeg for eksempel en professor, som kun ville medvirke, hvis han blev anonymiseret – den optagelse kom ikke med. Også min identitet blev undersøgt: Hvem var jeg? Havde jeg ret til at fortælle den her historie? Jeg sagde til de studerende, at jeg gerne ville forstå, hvordan de tænkte. Alligevel blev jeg kaldt en white supremacist efter omkring tre dage på et universitet.”
Det var på Evergreen State College i staten Washington. Hvad skete der dér?
”Evergreen er et meget progressivt college. I mange år havde man haft en day of absence, inspireret af et skuespil, hvor alle sorte i en by bliver væk fra arbejde for at vise, hvor vigtige de er. På Evergreen forlod sorte studerende campus og modtog undervisning andre steder. Men i 2017 bad arrangørerne i stedet hvide studerende og undervisere om at holde sig væk. Det var en opfordring, ikke et krav. En professor protesterede: Det er legitimt at gå af egen fri vilje, men man beder ikke mennesker af en anden race om at forlade stedet. Han ville blive. Så eksploderede protesterne. Studerende overtog campus, lukkede bygninger og tilbageholdt nogle af underviserne og rektor på lærerværelset. Det hele blev livestreamet. Jeg var ved at udvikle filmen, så optagelserne og satte mig på et fly.
Til et forsoningsmøde råbte de studerende konstant ad rektor. Han gestikulerede med hænderne, mens han talte – det kaldte de en mikroaggression og sagde, at det gjorde dem utrygge. De råbte: ’Fuck you!’, og bad ham holde hænderne i ro. Jeg tænkte: Hvad foregår der? Rektoren ville ikke medvirke i filmen, men jeg har siden talt med ham flere gange. Jeg spurgte, hvorfor han lod dem råbe sådan ad ham. Han svarede, at han følte, at de havde noget at sige. Det handlede altså også om en ledelse, der lod de her ting ske.”
Var nogle af de studerendes krav berettigede?
”Kravene ændrede sig hele tiden, men ønsket om større mangfoldighed blandt underviserne, som var et af dem, giver god mening, synes jeg. Der var allerede en vis grad af mangfoldighed blandt underviserne på Evergreen, men det er jo et legitimt ønske. Omvendt hæftede jeg mig især ved, at nogle af de studerende betragtede videnskab som racistisk. Jeg fik for eksempel adgang til optagelser fra et møde, hvor de studerende mente, at det var racistisk, at en professor – en evolutionsbiolog – havde brugt ordet genetik.”
Kampklædt politi på Evergreen State College.
Meget af debatten på universiteterne handler om DEI. Hvad er det?
”Det står for diversity, equity and inclusion (mangfoldighed, lighed og inklusion, red.). Det er et initiativ, der opstod som følge af borgerrettighedsbevægelsens protester i 60’erne – og af gode grunde. Universiteterne skulle give plads til mennesker, som ikke nødvendigvis havde været velkomne: kvinder, sorte, queerpersoner og studerende fra familier uden tradition for videregående uddannelse. Er du den første i familien, der går på universitetet, kan du have brug for ekstra støtte. Ideerne var positive og nødvendige, og jeg mener stadig, at DEI har sin berettigelse. Men i både USA og Canada er det gået for vidt. I Canada har vi for eksempel set forskerstillinger, hvor man direkte søger mennesker med handicap, queerpersoner og sorte. I praksis var budskabet: Hvide behøver ikke søge. Hensigten er at skabe bedre balance i, hvem der bliver ansat. Motivationen er ikke dårlig, men hvis det princip bliver styrende for alt, man foretager sig på et universitet, er det et problem.”
Hvordan mærkes det i undervisningen?
”Nogle steder skal man som underviser erklære, hvordan man vil arbejde med sit fag gennem mangfoldighed, lighed og inklusion, for at kunne bevare sin stilling. Hvorfor skal en fysikprofessor afgive sådan en erklæring? Man kan godt være inkluderende uden at underskrive et løfte. I filmen følger jeg Erec Smith, en sort retorikprofessor på et universitet i Pennsylvania. Han modsatte sig ideen om, at det skulle være udtryk for white supremacy at undervise sorte studerende i standard-engelsk. For de fleste uden for det akademiske miljø ville det være normalt at undervise i og lære standardengelsk, men visse antiracistiske forskere har en anden opfattelse. Erec Smith blev frosset ud af sine kolleger. Det hele foregik over mail og på et internetforum for forskere.”
Studerende på Evergreen State College.
Universiteterne har historisk set været et sted, hvor der var højt til loftet og plads til at diskutere forskellige ideer og verdenssyn. Hvad er der sket?
”Der er ikke ét svar. Men nogle af de ideer om magt og uretfærdighed, som prægede borgerrettighedsbevægelsen og ungdommens protester i 60’erne og 70’erne, er med tiden blevet en del af universiteternes måde at tænke på. De studerende blev selv undervisere og tog ideerne med sig. For eksempel introducerede postmodernismen tanken om, at der ikke findes én egentlig sandhed. Alle har deres egne erfaringer og deres egen sandhed. Det er ikke, fordi professorerne underviser i de her teorier, men måske ser de deres historieundervisning, matematik- eller kønsstudier gennem den linse. Universiteterne har historisk set hældet mod venstre, og det er fint. Men de er blevet mere aktivistiske. Det fik mig til at spørge, hvad de er til for. Selvfølgelig skal samfundet udvikle sig, og vi skal ikke undervise i det samme for evigt. Men skal universiteterne være aktivistiske? Er deres formål social retfærdighed eller tilegnelsen af viden og evnen til at tænke kritisk?”
De studerende og undervisere, du taler om, er vel det, man kalder ’woke’?
”Jeg bruger ikke selv det ord i filmen, selvom nogle medvirkende gør, og det er, fordi det er så ekstremt ladet. Det begyndte med noget, som i udgangspunktet er positivt: at være vågen over for uretfærdighed. Nu bliver det mest brugt nedsættende om progressive venstreorienterede, og derfor har jeg undgået det.”
Mener du, at de studerende på de amerikanske universiteter er blevet for følsomme?
”Jeg talte med nogle studerende, hvis underviser havde givet dem en tekst, hvori der indgik domestic violence. De blev så stødt, at de forlod lokalet og indberettede underviseren. Tre af dem stod og græd udenfor. Jeg spurgte, om de selv havde oplevet vold i hjemmet. Nej, men det kunne andre på holdet jo have, svarede de. Og det kunne underviseren jo ikke vide. Det er bare ét eksempel, men jeg mener, at studerende bliver opmuntret til at lede efter noget at blive stødt over.
Samtidig er det svært at bryde med gruppen. Jeg diskuterer politik med venner, og vi er ikke enige om alt, men vi kan lægge vores forskelligheder til side. Nu kan det føles, som om man skal være enige om alt for at kunne have en relation.”
Hvad med alle dem, der ikke deltager i protesterne?
”Jeg har talt med studerende, som siger, at de bare gengiver underviserens holdninger. Ellers frygter de at få en dårlig karakter eller ikke at få en anbefaling til et arbejde. Ikke alle undervisere er sådan. Men jeg har hørt det tilstrækkelig mange gange til at mene, at det er et problem. En studerende på Yale fortalte mig, at han holdt hovedet nede. Han var kommet ind på Yale, og det var en stor ting. Han havde brug for sin eksamen og stillede ikke mange spørgsmål, fordi det ikke var risikoen værd.
Man risikerer også at blive filmet og gå viralt. Hvis du er bange for at sige: ’Men professor, hvad med det her?’, hvordan skal du så ændre mening eller få et bredere perspektiv? Jeg taler ikke om at sige racistiske ting. Jeg taler om, at hvis man er bange for de andre studerendes reaktion, får man ikke undersøgt sine holdninger.”
Og hvad med de undervisere, som ikke køber ind på det her?
”Der er mange eksempler på undervisere, som er kommet i problemer. Jeg har for eksempel talt med en sort juraprofessor på Harvard, som var med til at forsvare Harvey Weinstein. Han var også leder på et kollegium på universitetet, og her krævede de studerende ham afsat, fordi de følte sig utrygge ved, at han forsvarede Weinstein. Han beholdt sit professorat, men måtte forlade kollegieposten. Han forsøgte at forklare, at i et retssystem har alle ret til et forsvar. Det betød ikke, at han støttede Weinstein – ingen bryder sig om Harvey Weinstein. Men vores demokrati er bygget på nogle ufravigelige principper, og hvis ikke jurastuderende på Harvard – af alle steder – kan forstå, at alle har ret til et forsvar, hvor er vi så?”
Når man ser din film, kan man hurtigt få indtryk af, at amerikanske universiteter befinder sig i permanent konflikt. Er det et retvisende billede?
”De ekstreme situationer udspiller sig selvfølgelig ikke hver dag. Men jeg tror, at følelserne bag dem er til stede hele tiden. Ikke alle har mod på at demonstrere eller sagsøge deres universitet. Min producer og jeg talte med hundredvis af mennesker, som ikke er med i filmen. Vi ville sikre os, at vi ikke bare valgte de historier, der passede ind i et narrativ. Vi besøgte både eliteuniversiteter og community colleges. Bagefter har jeg fået mange breve, især fra undervisere, som skriver: ’Det er præcis min oplevelse, men jeg har ikke kunnet sige det.’ Det kan godt være et mindretal, der har de her holdninger, men man behøver ikke være mange for at gøre en masse andre bange.”
Du siger i filmen, at højreorienterede medier svælger i de her historier. Hvorfor er de nyttige for de progressives politiske modstandere?
”Nogle af eksemplerne er så vilde og absurde, at de kan bruges som ammunition – som når studerende bliver vrede over, at nogen har taget en mexicansk poncho på til en fest. Man behøver ikke at være højreorienteret for at synes, at det er latterligt. Medier som Fox News samler historierne op og blæser dem ud af proportioner. I USA har de konservative længe været mistænksomme over for universiteterne, fordi de typisk hælder mod venstre. Det her blev en gave til dem: Det er jo helt ude af kontrol, kan de sige. Jeg tror, at det var med til at bringe Trump til magten. Mange amerikanere fra arbejderklassen kan slet ikke spejle sig i det, der foregår på universiteterne. De ser en kulturel elite fra Los Angeles og New York, som er ude af kontakt med resten af landet. Dem appellerede han til. For eksempel med sloganet ’Kamala Harris is for they/them. Trump is for you’.”
Hvad har Trumps anden præsidentperiode betydet for den konflikt, du satte dig for at skildre?
”Jeg har tænkt meget over, hvordan dem, der har magten, forsøger at lukke munden på andre. Først undersøgte jeg den yderste venstrefløj på universiteterne. Så kom Trump til, og højrefløjen slog tilbage med mange af de samme midler. Venstrefløjen kunne sige: Du må ikke bruge det her ord, fordi det er racistisk. Trump har forbudt DEI og vil slet ikke have, at universiteterne taler om diversity, equity og inclusion. Han har fjernet statsstøtten til kønsstudier. Men det er jo de samme metoder, bare fra den anden side af bordet, og det hjælper ikke. Man kan lukke DEI-afdelinger, men man ændrer ikke de ansattes overbevisninger.”
I filmen følger du et konservativt forsøg på at reformere New College of Florida. Hvad var det, der skete?
”New College of Florida har i mange år været et meget progressivt college med en anderledes undervisningsform og stor åbenhed over for queerpersoner og transpersoner. De konservative overtog bestyrelsen, og guvernør Ron DeSantis – som har udtalt, at Florida er stedet, ’where woke goes to die’ – indsatte sine egne folk. De afskaffede kønsstudier, nedlagde afdelinger, fyrede undervisere og fjernede DEI-kontoret. Men de gjorde det på et universitet, hvor tingene rent faktisk fungerede. Der havde ikke været problemer eller protester som på Evergreen. Det var ren symbolik. De påstod, at de ville løsrive universitetet fra ideologi, men i virkeligheden kom de bare og trak deres egen højreorienterede ideologi ned over stedet.”
New College of Florida protesterer.
Tror du, at universiteterne er blevet en kampplads, fordi USA er mere polariseret – eller er universiteterne selv med til at drive splittelsen?
”Jeg mener helt klart, at universiteterne er rykket længere mod venstre. Forholdet mellem progressive og konservative undervisere varierer, men nogle steder er det måske 80 til én. Der er ikke et særlig bredt udvalg af politiske holdninger. Samtidig er der ingen tvivl om, at både det politiske klima og sociale medier forstærker polariseringen. Alt bliver optaget, det kan gå viralt, og vi sidder i hver vores ekkokammer. En undersøgelse viste, at mange amerikanske familier har nemmere ved at acceptere interracial ægteskaber end ægteskaber mellem en konservativ og en demokrat. Vi har brug for at depolarize, og jeg synes generelt ikke, at universiteterne hjælper.”
Ser du nogen tegn på forbedring?
”Jeg oplever en større erkendelse af, at vi har brug for at kunne diskutere ordentligt med hinanden. Nonprofitorganisationen Heterodox Academy forsøger for eksempel at sige: Du må høre til på venstrefløjen, højrefløjen eller noget helt tredje, men universitetet skal være et sted, hvor vi taler åbent om tingene. Der er også organisationen FIRE, som forsvarer ytringsfriheden på tværs af politiske holdninger. Men den slags organisationer bliver ofte kritiseret for i virkeligheden at være højreorienterede. Vil initiativer som dem ændre noget? Det håber jeg. Det, jeg oplevede som mest truet i mit arbejde med filmen, var vores evne til at lytte til synspunkter, vi er uenige i. Lyt, som om du kunne tage fejl. Tag udgangspunkt i den bedste udgave af andres argumenter frem for straks at antage det værste. Det prøver jeg også at huske mig selv på.”
Hvad frygter du, at der sker, hvis universiteterne ikke bliver bedre til at rumme uenighed?
”Jo mere splittede vi bliver, desto større tror jeg, risikoen er for, at demokratiet i USA til sidst bryder sammen. Demokrati kræver, at man accepterer forskelle, taber nogle valg og vinder andre, men stadig samarbejder og prøver at forstå hinanden. Hvis alt kommer til at handle om, hvilken lejr man befinder sig i, kan demokratiet ikke overleve. Og vi skal huske: Universiteterne uddanner jo ikke blikkenslagere og elektrikere. De her mennesker bliver jurister, embedsmænd, dommere, erhvervsfolk og undervisere. De bliver ikke alle USA’s præsident, men de får positioner, hvor deres måde at tænke på kommer til at præge samfundet. De er nødt til at have demokratiske værdier. Ellers dør demokratiet.”
